Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Ja, jeg mener, at det vil medføre lettelse og forløsning, hvis du accepterer din tilstand. Virkeligheden er, at du har det, som du har det og det er du nødt til at forholde dig til. Det er meget vigtigt, at der med denne accept følger en erkendelse af, at det er fortidens virkninger, der går ind i nutiden. Det er meget hårdt, så samtidigt kan du bruge visualisering til at danne en vision af, hvor godt du vil få det i fremtiden, når de negative følelser er forsvundet.
Selvfølgeligt er det utroligt svært at acceptere, at andre mennesker og noget, man slet ikke har haft kontrol over, har haft magt til at skade én så meget og har præget éns liv totalt. Men det er jo fakta. Det bedste man kan gøre er at få årsag og virkning kædet sammen, så man holder op med at overføre barndommens følelser til andre mennesker og situationer i nutiden. Så kan fortiden begynde at blive fortid og man kan begynde at forholde sig til andre mennesker i nutiden på en helt anden måde.
Man kan ikke forandre sin barndom og sin fortid med tilbagevirkende kraft, men man kan forandre sine følelser for den. Når følelserne forandres, så begynder man at kunne reagere og agere anderledes. Dermed udvider éns liv sig. Umuligheder begynder at blive muligheder.
Dit liv bliver netop styret af det, der er sket, så længe du kæmper imod. Hvis du f.eks. tager en høj uddannelse, fordi du som barn lærte, at du ikke duede til noget, så er det stadigt barndommens negative følelser, der styrer dig. Fordi du stadigt som voksen er nødt til at modbevise, at du ikke duer til noget. Det kræver utroligt meget energi. Først den dag, hvor du lever det liv, DU ønsker og er glad for og har det godt med – uanset hvad andre mener og uden at skulle bevise noget - så er du fri.
Ja, du er så ung endnu, så du sagtens kan nå at få skabt et godt liv. Men du kan ikke gøre det 'på trods af' angst, depression, vrede, smerte, overreaktioner, træthed o.s.v. De negative følelser vil stille sig i vejen for, at du kan nå dine mål. For dine mål, forudsætter formentligt nogle følelsesmæssige ressourcer, du ikke har endnu. Du nødt til først at lære at håndtere de negative følelser anderledes og give slip på dem, så du kan få plads til flere positive følelser. Drivkraften og energien skal findes i de positive følelser ikke i de negative.
Det er en god sammenhæng, du fik fat i omkring barnets følelser. Det er godt at kunne se i nutiden, hvornår det er barnets følelser, der tager over. Når der er en overreaktion i nutiden i forhold til, hvad den aktuelle situation berettiger, er det helt sikkert noget dybere, det handler om og så er man sikkert følelsesmæssigt tilbage i tiden.
Jeg forstår udmærket, at du er nødt til at kæmpe mod uretfærdighed men kampen må omdefineres. For du kan ikke kæmpe mod fortidens påvirkning og prægning. Det er en kamp mod realiteterne, så den kamp har du tabt på forhånd og så vil du blive ved med at føle dig som offer. I stedet må kampen være fremadrettet og gå ud på at få et godt liv skabt ud af det, du har fået med dig. Så tager du kontrol over dit eget liv og kan komme til at føle dig som en vinder. Hvis du stadigt har brug for noget at kæmpe for, når du har fået det godt, så kan du fremadrettet kæmpe for at forandre nogle ting i verden. Frivilligorganisationerne mangler f.eks. altid frontkæmpere.
Hvordan man accepterer, at éns verden er blevet hældt på gulvet? For mig var der ikke noget valg. Det var bare fakta, jeg måtte affinde mig med. Gråd og vrede forløste og lettede men forandrede intet. Jeg oplevede at mit liv, var blevet spredt ud og kastet rundt som et puslespil på mange tusinde brikker. Det var min opgave, at finde alle brikkerne, samle dem op og få dem sat sammen. Men brikkerne skulle vendes med bagsiden opad, så det nye motiv blev smukt.
Hvordan ved man om man får samlet sin nye verden rigtigt sammen? For nu at blive i metaforen med puslespillet: Til at starte med stod jeg med en stor bunke brikker og det hele så fuldstændigt uoverskueligt ud. Så startede jeg med at få lagt kanterne, så der var en ramme. Derefter prøvede jeg at få lidt system i brikkerne, sorteret lidt. Jeg gik i gang med et område, der fyldte meget. Måske også det, der så lettest ud. Nogle gange fik jeg helt tydeligt lagt en brik forkert, den kunne jeg uden videre fjerne igen. Andre gange lignede brikkerne hinanden så meget, så jeg fik lagt én forkert. Det fandt jeg først ud af, når de efterfølgende ikke passede. Så måtte jeg fjerne nogen og prøve mig frem for at finde den rigtige. Efterhånden begyndte billedet at danne et tydeligt motiv. De sidste brikker, der nu er tilbage, kan jeg ret tydeligt se, hvor skal ligge. Det er kun et spørgsmål om tid, før jeg kan lægge dem på. Jeg kan godt se, hvad motivet forestiller nu og det er faktisk ret smukt. Når dette puslespil er færdigt, kan jeg gå i gang med et nyt – for det slutter jo aldrig. Livet fortsætter – men på en anden og bedre måde end tidligere.
Mange hilsner Helene
Det lyder utroligt flot :-)
Jeg tror faktisk godt, at det kan lade sig gøre. Jeg skal bare ind på samme spor igen, som jeg var på, inden jeg tog pillerne. Bare i et meget langsommere tempo, for jeg kan desværre ikke fremskynde processen. Og hvis jeg bliver ved med at kæmpe imod mig selv og min krop, så mister jeg mig selv fuldstændigt.
Jeg er utroligt irriteret over, at være så langt væk fra mig selv. For jeg har gået i rigtig lang tid og tysset på min indre stemme, og derfor nægter den nu, at forklare mig hvad der foregår. Psykiateren sagde i går, at jeg virker fuldstændig upåvirket af alt det, der er sket og af de ting, som jeg sad og fortalte om. Jeg er langt fra upåvirket, men jeg er bare slet ikke i kontakt med mine følelser. Jeg er nærmest bare bedøvet. Efterhånden som jeg accepterer min tilstand, kan jeg mærke vrede og tristhed komme frem, og det er faktisk en utrolig lettelse.
Jeg tænker lidt, at jeg har altid været vant til at skulle skaffe mig selv hjælp, så på en eller anden måde, så bliver jeg lidt som en forretningskvinde, når jeg sidder og skal fortælle om mine problemer, fordi jeg ofte har skulle bruge fortællingerne til at vise folk, at jeg var berettiget til at få hjælp. Som fx. når man møder op hos lægen for at få medicin eller henvinsning til psykolog.
Men nu vil jeg gerne finde ind til mig selv, for at få mest ud af det her behandlingsforløb. Jeg tror umiddelbart, at hans tanker er, at jeg prøver for meget på at løse det her, i stedet for at give det tid og ro. Han har i hvert fald sagt, at jeg skal gå hjem og rydde op. Og det er ikke ment i overført betydning. Og selv om han ikke er min mor, så tror jeg, at jeg vælger at tro på, at jeg skal rydde op og gøre rent. Og at der ligger en process i det. Hvis der ikke gjorde det, så ville det sikkert heller ikke være så svært for mig, at få det gjort.
I går visualiserede jeg et møde med min indre smerte, hvor jeg sagde til den, at jeg ikke ville være bange for den mere, og at den gerne måtte være der, for den var en del af mig og mit liv, og jeg skulle nok love den, at finde på en måde, hvor jeg kunne passe på mig selv, så den ville blive bedre og en mere integreret og mindre smertefuld del af mig. For det er mit mål.
Men mit primære mål lige nu er, at finde måder at handle på, hvis jeg går i panik eller får et angst anfald. Indtil nu har min taktik været, at tage en beroligende pille, men jeg har ikke flere, og har bestemt mig for, at jeg ikke vil blive afhængig af dem, men finde en mere fornuftig måde at håndtere det på. Det eneste jeg ser som en mulighed er, at være i smerten. Selv om det lyder meget svært for mig, så vil jeg prøve at huske på, at jeg ikke har grund til at være bange for den, for det er bare en følelse, som har lov til at være der, og som prøver at kommunikere noget til mig. Faktisk er smerten en del af den side af mig selv, som jeg føler, at jeg har mistet kontakten til. Så netop derfor bør jeg prøve at lytte til den, forstå den og se om jeg kan berolige den.
Og nu tror jeg, at jeg vil sætte noget dejligt musik på og komme igang med den store "farlige" oprydning.
God regnvejrsonsdag til jer
Ingen tvivl om, at du vil rejse dig som Fugl Phøniks af asken. Det er meget imponerende, det du gør :-)
Det er så paradoksalt, at det vi frygter at møde – som f.eks. vreden og tristheden – faktisk føles som en lettelse, når det så får lov at komme frem. Når man har givet sig selv lov at mærke og gennemleve følelserne, så begynder de at klinge af og så har man mindre frygt eller angst i sit liv fremover. For næste gang der sker noget, der fremkalder disse følelser, så kender man dem og man ved, at man kan udholde dem og det betyder også, at man efterhånden holder op med at overreagere, når de rører på sig. De kan fremover blive en naturlig del af ens følelsesregister og det betyder, at man er blevet mere hel.
Det er utroligt flot, det du har gjort med at visualisere din indre smerte og har givet den lov til at være der. Og at du er klar over, at den har et budskab til dig og du er parat til at lytte til dens budskab og ved, at den er hos dig af en positiv årsag.
Det er slående, at du skriver, at dit mål er, at smerten skal blive mindre og mere integreret i dig selv. Mit mål har lige siden de helt unge teenageår været, at jeg vil have et smertefrit liv. Jeg kunne ikke se logikken i, at livet skulle være så ekstremt smertefuldt. Det gav bare ingen mening. Nu ved jeg, at den indre smerte kan forsvinde (jeg mærker den ikke mere). Det betyder selvfølgeligt ikke, at livet bare bliver en dans på roser, men når smerten er væk, er det alt andet lige lettere at tackle de følelser og udfordringer, der kommer.
Også utroligt flot, at du ikke længere vil tage piller mod angsten men vil finde en anden taktik som f.eks. at være i smerten vel vidende, at det bare er en følelse. Det er præcist det, der skal til. Efterhånden vil den forsvinde, når du giver den lov at være der. For nu accepterer du den og lytter til den og det er præcist, hvad den har brug for. Det betyder, at du sætter den fri.
Du skriver, at dit primære mål lige nu er at finde måder at handle på, hvis du går i panik eller får angstanfald. Nu kan angst jo vise sig på mange forskellige måder fra person til person. Det, der hjalp mig, var at lære at forstå angstens mekanismer. Ligesom du gør med smerten, så kom jeg til at forstå, at angsten altid havde været hos mig af en positiv årsag og havde et budskab til mig. Den var der for at beskytte mig mod noget eller minde mig om noget, jeg havde brug for at huske.
Angst stod som en vagtpost foran en aflåst dør, hvor jeg ikke måtte kigge ind, for det der var derinde, havde engang skræmt livet af mig. Når jeg nu kom for tæt på denne dør, så viste Angst sit grimme ansigt, for at få mig til at holde mig væk. Det havde altid virket, men da jeg startede terapi, blev jeg klar over, at jeg ikke havde brug for denne form for beskyttelse længere. Jeg havde derimod rigtigt meget brug for at vide, hvad der var bag den aflåste dør. Det var Angst ikke så sikker på, at jeg kunne tåle, så han nægtede at åbne døren. Om jeg så græd eller rasede, så hjalp det ikke, døren blev ved med at være lukket. Jeg fandt ud af, der kun var én ting, der kunne få Angst til at åbne døren. Det var dialog! Jeg måtte sidde sammen med den grimme Angst og stille og roligt tale med ham og overbevise ham om, at jeg var parat til at vide, hvad der var inde bagved. Men han krævede beviser. Jeg måtte i handling bevise for ham, at jeg var parat. Derefter lindede han på døren og der slap en smule af indholdet ud fra rummet. Han var meget opmærksom på mine reaktioner.
Det hjalp mig, for når angsten så kom, så vidste jeg, hvad det var der skete. Bagefter kunne jeg så spørge mig selv, hvad der havde vækket angsten. Hvad var der sket eller hvad havde jeg tænkt på, der kunne minde om noget, der var inde bag den låste dør? Jeg lyttede indad efter svaret og det kom til mig.
Det sidste jeg så til Angst var, at han var blevet gammel, tandløs og træt. Han var faldet i søvn foran døren, for da han ikke længere kunne eller skulle skræmme mig væk, var han jo blevet arbejdsløs. Der var ikke brug for ham længere. Så nu har jeg nøglen til det rummet. Jeg har også låst døren op og åbnet den. Indholdet er sivet ud, men der er stadigt mørkt derinde. Lyset skal dog nok komme, når tiden er til det.
Du griber tingene an, præcist som jeg også har gjort – du konfronterer uhyret! Som f.eks. kan vise sig i form af rengøring :-) Der er jo altid en grund til, at man har nogle blokeringer overfor det ene og det andet og ved at gøre det alligevel, bliver man mere opmærksom på, hvilke følelser det sætter i gang og hvad der sker og om det trigger nogle gamle ting. Det er præcist den slags beviser, angsten har brug for, så den finder ud af, at man er parat. Man skal bevise, at man kan gøre noget, der kræver selvovervindelse og mod og at man kan udholde et vist ubehag.
P.S.: Metaforer og symboler er meget effektive, for det er underbevidsthedens sprog :-)
Mange hilsner Helene
Dialog med angsten... Det er utroligt svært, for jeg er stadig vred på den, kan jeg mærke. Men det er nok fordi, jeg ikke er helt parat endnu. Jeg skal nok lade mig selv vænne mig til den nye tankeform og være i det lidt, før jeg rykker videre. Et langsomt skridt ad gangen i den rigtige retning. Så skal jeg nok nå derhenad i løbet af de ni måneder, hvor jeg holder studiefri.
Det føles som om, at jo mere jeg prøver at tænke over, hvilke ting, der kan være årsag til, at jeg har det sådan her, des længere rykker løsningen sig væk.
Det seneste er, at jeg er tilbage og tænke på senskadefølger af seksuelt misbrug, fordi jeg har læst lidt mere om det, og kan se, at det forklarer utroligt mange af mine problemer. Men samtidig, føles det ikke for mig, som om det er et problem for mig, fordi jeg føler, at jeg har arbejdet med det.
Jeg er faktisk nået frem til en liste, som jeg vil aflevere til min psykiater med, hvad jeg vil tale med ham om, for at få målrettet terapien, og for at holde mig selv fast i også at komme rundt om de ting, som jeg synes er ekstra svære at tale om.
Men hvor er det utroligt svært at finde hoved og hale i årsag --> virkningsforholdet i det hele. Det er som et stort rod (eller puzzlespil, som du nok ville kalde det :-)
Jeg var til yoga i dag, hvor vi lavede noget afslapning/meditation. I den del af det, hvor vi skulle fokusere på vores egen krop og vejrtrækning, kunne jeg mærke angsten utroligt meget. Jeg var tvunget til at være i den, men mest af alt havde jeg lyst til at sætte mig op og skrige den ud. Så den er langt fra accepteret endnu, men det første skridt på vejen er i hvert fald taget.
I dag sov jeg længe, brugte tre timer i sengen med min computer og sov tre timer mere. Det var dejligt befriende bare at kunne slappe af og sove, og ikke skulle tænke så meget. Jeg drømte, at jeg blev kidnappet af nogle mænd i en krigssituation. Jeg var konstant ved at flygte, og slap i sidste ende afsted med det, da jeg fandt en cykel, og fandt ud af, at den melodi som ringeklokken spillede gjorde ham der holdt mig fanget helt handlingslammet.
Og så har jeg i løbet af dagen tænkt over en tolkning. For at starte helt basalt, er jeg nået frem til følgende symboler:
Hus (hvor jeg blev holdt fanget): Min krop og mine tanker. Og min underbevidsthed
Fangevogter: Mig selv. Eller min angst? Eller er det i virkeligheden én og samme ting?
Ringeklokke: En simpel og smuk løsning, som ikke er oplagt
Jeg tænker, at det kan være et billede på, at jeg rigtig gerne vil fastholde mig selv i denne her process, som jeg så desperat prøver at flygte fra (med piller, søvn og ekstreme følelser og problemer, som altsammen fjerner fokus fra selve udviklingen)
Men hvad flugten i sidste ende af drømmen betyder, kan jeg ikke helt få til at passe med tolkningen. Men jeg håber, at du kan give mig lidt sparring på det?
Jeg vil kaste mig ind i seng, så jeg kan være frisk til noget stille og roligt oprydning i morgen.
Tak for dit dejlige svar, endnu engang :-)
Mange hilsner fra Oktober
Jeg er glad for, at mit svar sagde dig noget :-)
Når du ikke har fat i følelserne omkring det seksuelle misbrug, så er det nok ikke det, du har brug for at arbejde med lige nu. For mig har det hele tiden handlet om at lytte indad og mærke efter. Hvor er der en åbning til ét eller andet? Hvad som helst der fylder meget i dine tanker eller følelser, kan være et fingerpeg om, hvor du har brug for først at tage fat. Når man trækker i én tråd, så løsnes nogle andre tråde.
Din tilgang til, hvad du har brug for at arbejde med, er nok i første omgang ret rationel – det er meget tanker. Efterhånden får du mere fat i nogle følelser. Men ubearbejdede følelser, der kommer frem, skaber angst. Derfor er det vigtigt, at du lærer at udholde en vis grad af angst, for ellers kan du ikke komme i nærheden af dine følelser. Og det er dem, der i den sidste ende heler dig. Det tager længst tid i starten. Efterhånden som din underbevidsthed forstår, hvad der sker, vil det gå hurtigere.
Og så skal du tænke på, at hver gang du bliver vred på dig selv, giver du dig selv skylden. Alle reagerer negativt på at få pålagt skyld. Når du giver dig selv skylden, forstærkes den indre konflikt, for så er der en anden del af dig, der bliver bange og må forsvare sig eller flygte. Det vil sige, at der er en indre borgerkrig, hvad din drøm også afspejlede. Derfor er lydhørhed, forståelse og dialog vejen frem.
Dialog med angsten… Det er utroligt svært, for det er jo simpelthen naturstridigt. Normalt vil man jo flygte fra eller kæmpe mod noget, der er så ubehageligt og føles farligt. Under yogaen formåede du at blive i angsten. Det var virkeligt godt klaret. Det er ikke mærkeligt, at det skabte angst, da du kom mere i kontakt med din krop og dermed også vækkede den kropslige hukommelse. Netop vejrtrækningen er en vigtig del af den proces.
Indirekte går du også i dialog med angsten, når du f.eks. dyrker yoga eller går i gang med oprydning, som du har en følelsesmæssig blokering overfor. På den måde viser du i praksis angsten, at du er parat til at udholde noget ubehageligt, fordi det har en positiv hensigt for dig selv. Du beviser for angsten, at du er parat til at få at vide, hvad der gemmer sig bag døren.
Måske afspejlede drømmen denne proces: Bevidst konfronterede du angsten og blev i den, så i drømmen reagerede du naturligt og flygtede fra den.
Jeg vil meget gerne give dig noget sparring med din drøm. Mit forslag skal naturligvis tages med alle mulige forbehold, når jeg ikke kender dig og vi ikke sidder og taler sammen om den.
Alt og alle i en drøm symboliserer noget af én selv. Min oplevelse er dog, at når man er i et terapiforløb, så kan man også mere eller mindre tydeligt få frigivet viden om såvel mennesker som begivenheder i fortiden – men selvfølgeligt i forklædt, symbolsk form.
Mændene, der har kidnappet dig i en krigssituation, kan derfor være symbolsk for nogle aggressive mænd fra din fortid og din frygt for dem og din naturlige trang til at forsøge at flygte fra dem.
I andet lag kan det være symbolsk for din indre borgerkrig. Du er din egen fangevogter (det er man altid). Når man flygter i drømme, er det altid noget i sig selv, man prøver at flygte fra – sider af sig selv eller følelser, man ikke har integreret. Da det er mænd, kan det være, at det er dine maskuline sider (kampånd, handlekraft, styrke, mod, vrede, måske aggressiv seksualitet), som du oplever som fjendtlige kræfter i dig selv og som du prøver at flygte fra. Når man kommer i kontakt med de sider i sig selv, man har problemer med, så skaber det angst i drømme. Derfor kan man lære så meget af de angstfyldte drømme.
Transportmidler symboliserer den måde, man kommer frem på i sit liv. Frie associationer giver dig en idé om, hvad cyklen betyder for dig. For mig betyder symbolet, at man kommer langsomt frem, det kræver kræfter og man kører alene.
Ringklokken… Jeg tænker på, at en ringklokke er et advarselssignal. Denne ringklokke lyder bare ikke som et alarmsignal… den spiller musik. For mig at se, kan det betyde at du omfortolker alarmsignaler. Musikken virker paralyserende og gør manden (den maskuline side i dig) handlingslammet.
Konklusionen for mig er, at du måske ikke har integreret dine maskuline energier. De holder dig fanget og du prøver at flygte fra dem. Samt der er noget omkring advarselssignaler. Måske noget med, at du paralyserer dine maskuline energier ved at omdanne dem til noget smukt (og mere feminint). Eller måske noget med, at du prøver at uskadeliggøre trusler med en ikke aggressiv adfærd. Eller ikke kan mærke, når noget er farligt for dig, fordi det udtrykker sig som noget smukt, som paralyserer dig.
Når du i drømme kan vende dig om og konfrontere truslen, vil dine drømme ændre karakter. Så har dine følelser forandret sig på så dybt plan, så det er gået helt ind i din underbevidsthed og er blevet en integreret del af dig.
Håber dette giver lidt brugbare in-put :-)
Kærlig hilsen Helene
Jeg sad og sagde højt ja efterhånden som jeg læste igennem dine bud.
Jeg er fanget i de aggressive følelser, som angst, vrede og frustration. Og for at kæmpe imod det, plukker jeg blomster, hører jazz og dyrker yoga. Det feminine modstykke til de følelser, der raser inde i mig.
Jeg fik faktisk ryddet op i dag, så nu er min lejlighed igen et rart sted at være i stedet for et sted, der har været offer for min indre borgerkrig (med bomber). Den er ikke længere en konstant påmindelse om, hvad jeg mangler at tage mig sammen til, og hvad jeg ikke kan finde ud af. Den er nærmere et rum, hvor jeg kan dyrke de feminine ting med masser stearinlys, min aerobic bold og musikanlæg i alle rum. Og nu begynder jeg at tænke frem ad på en helt ny måde. Indtil nu, har jeg ikke kunnet tænke længere end oprydningen. Nu kan jeg begynde at tænke på at læse, sy og kigge gamle billeder. Og lave små planer for, hvad jeg kan lave med mig selv.
Jeg har fundet ud af, hvad mit problem er. Der er faktisk ikke noget, der vækker følelser i mig. Det er ikke sådan, at jeg tænker på bestemte ting i mit liv, som så gør mig ked af det. Det eneste, der vækker følelser hos mig lige nu, er frustrationen, der er forbundet med angsten. For mig føles angsten og depressionen som en sygdom helt løsrevet fra mig og mit liv. Lige så vel som en influenza ikke skyldes noget, som er sket i mit liv. Og så irriterer jeg mig helt vildt over, at jeg ikke kan se dybere. Men jeg er bare så vant til, at gemme alle de tanker væk, og at det ikke giver mig noget at tale om tingene. Derfor tror jeg, at jeg følelsesmæssigt har gemt dem rigtig langt væk. Hvis jeg skulle vælge det emne, som påvirker mig allermest lige nu, så er det min tidligere spiseforstyrrelse, som jeg føler presser på igen. Men jeg kunne godt forestille mig, at den er et af angstens ansigter, der forsøger at dække over de ting, som gemmer sig bag den aflåste dør.
Jeg tænker lidt på, at jeg vil kaste mig ud i, at fokusere på de år i min barndom, hvor jeg blev misbrugt, hvor min far drak og hvor jeg følte mig ekstremt anderledes hjemme og i skolen. For det skete altsammen på samme tid. Og det er helt sikkert allesammen relevante. Jeg føler lidt, at jeg har talt med så mange psykologer, at jeg har indøvet en tale til hvert eneste emne, og derfor kan tale om det uden at virke påvirket. Og derfor har psykologerne skøjtet hen over tingene ret hurtigt. For emnerne har ikke påvirket mig. Jeg har været mit liv igennem en del gang hos de forskellige psykologer, men jeg er faktisk kun få gange rigtig blevet ramt følelsesmæssigt i samtalerne. Det imponerende er, at hos min psykiater er jeg blevet ramt alle gangene (undtagen sidste gang). Så det tyder på, at han er dygtig og kan presse tilpas på, så jeg er nødt til at afvige fra den indstuderede tale.
Wauw, det er en åbenbaring, som jeg tror kommer til at hjælpe mig utroligt meget. Og som måske kan forklare en masse for min psykiater.
Hvor bliver jeg utrolig klog af at skrive med dig :-)
Jeg er faktisk stolt af mig selv. Især nu hvor jeg læser, hvad du skrev om yogaen. I dag, da jeg havde ryddet op, havde jeg 20min inden jeg skulle ud af døren, og jeg var bare fuldstændig udkørt. Så lagde jeg mig ned, og lavede nogle af meditaionsøvelserne fra timen i går. Og efter et par minutter var jeg helt inde i meditation, hvor jeg følte forskellige farver, mediterede med en buddah-figur, fløj op i luften med dampen, blev ét med skyerne og fløj ned i en regndråbe for at lande på et græsstrå og ende med at fylde min krop op med lilla (som jo er en balanceret sprituel farve).
Det var kun den første tredjedel af meditaionen med den indledende afslapning og vejrtrækning, som kom fra undervisningen. Det andet opstod helt spontant i mit hoved, hvor jeg guide mig selv igennem. Og da mit ur bibbede efter 15 min, og jeg var kommet til mig selv, var jeg meget mere frisk end inden. Så det er helt klart noget, som jeg vil prøve mere af i fremtiden. Bare at lade mig guide af mit indre.
Men nu vil jeg kaste mig ud i noget rigtig søvn. Og jeg vil prøve at fokusere på mine drømme og skrive dem ned, og se, om jeg kan tolke noget ud fra dem i morgen.
Godnat :-)
Tillykke med, at du har fået ordnet din lejlighed og dermed fik frigjort noget energi :-)
Da jeg for et par år siden fik bund i rengøringen i min lejlighed, fik jeg også mere ro på, så jeg bl.a. kunne koncentrere mig om at læse igen. Det er så vigtigt at få energislugerne ud af sit liv, så man kan bruge energien til gavn for sig selv. Selvom det kræver kræfter og selvovervindelse i første omgang.
Det er jo fint nok, at du plukker blomster, hører jazz og dyrker yoga. Problemet er bare, når det er som en kompensation for negative følelser. Begge dele skal have lov at være der. Men det er selvfølgeligt ikke noget, man bare kan forandre. Der er jo en grund til, at de aggressive følelser er blevet fortrængte.
Fantastisk, at du fik den indsigt omkring dine indstuderede taler og hvordan din psykiater kan trænge igennem til følelserne. Fint hvis du kan fortælle ham om det.
Jeg kan genkende det så meget. Jeg har også altid kunnet tale om hvad som helst uden, at det rørte mig. Først da jeg fandt min terapeut, løste det op, fordi jeg ikke fik lov til at skøjte hen over noget som helst. Han var utroligt skarpsindig og holdt mig fast i det, der var svært og lod mig ikke bruge de sædvanlige forsvarsmekanismer. Dertil var der så hypnosen, der også gik udenom forsvaret og fik mig direkte i kontakt med underbevidstheden. Så der blev lukket op. Det er virkeligt godt, at din psykiater har samme evne til at trænge igennem dine forsvar.
M.h.t. angsten og depressionen, der føles som løsrevne dele af dit liv… jeg tænker på, om du kan huske, at du har været angst og deprimeret som barn og som helt ung? Kan du huske nogle følelser fra dengang og i så fald hvilke? De kan være vigtige link til nutiden.
M.h.t. at fokusere på de år med overgreb, din fars alkoholmisbrug m.m., så er det nok et meget voldsomt sted at starte. Når du fokuserer meget på noget, der virkeligt har været forfærdeligt, så kan det få Angst til at springe op, fordi det er noget, han overhovedet ikke vil have dig i nærheden af endnu, fordi han ved, at det er du slet ikke følelsesmæssigt parat til. At lægge fokus på disse ting, kan endda være et forsvar, så du forbereder dig på endnu engang at kunne tale om det uden at lade det påvirke dig. For meget eller for tidligt fokus på de meget voldsomme ting, kan betyde, at du lukker endnu mere af følelsesmæssigt for at beskytte dig selv mod retraumatisering. Det kan være hensigtsmæssigt i stedet at fokusere på noget, der er knap så voldsomt. Hvad med at starte lidt mere omkring dagligdagen? Hvad husker du af små hverdagsting? Både godt, skidt og neutralt. Måske du kan prøve at lave en tidslinie over dit liv og få tidsfæstet forskellige små og store begivenheder? Start helt ude i venstre side med fødslen og afslut helt ude i højre side med ophøret af dette liv. Denne øvelse kan være særdeles effektiv og kan også bruges under visualisering.
Jeg tror helt sikkert også, at spiseforstyrrelsen er ét af angstens ansigter, der beskytter dig mod at komme ind bag en aflåst dør. Måske det kan sætte dig i kontakt med nogle følelser at arbejde med den, hvis du kan linke den til fortiden. Men da den jo er et symptom og en del af dit forsvar, kan det også tænkes, at du ved at give symptomet mere opmærksomhed, bare flytter fokus og flygter fra årsagen.
Jeg forstår godt, at du er stolt over dig selv. Det har du sandelig også al mulig grund til at være :-) Den visualisering eller meditationsøvelse, du beskrev, lyder bare helt fantastisk :-)
En god måde at lære at håndtere angst og svære følelser bedre, kan være ved at inddrage negative følelser i visualiseringen: Man starter med at være et sikkert, trygt, dejligt sted. Så bevæger man sig lidt væk derfra, hen til et sted hvor der er lidt mørke skyer eller noget andet, der ikke er så rart. Når man ikke vil være dér længere, vender man tilbage til det sikre sted og slutter af med noget positivt. F.eks. en vision af, hvor godt man får det ude i fremtiden, når man er fri af de negative følelser.
I min terapi lærte jeg, hvor vigtigt det er, at man siger 'ja' til at mærke hele spektret af negative følelser, man har lukket ude. Giver sig selv lov til at mærke og anerkende disse følelser som en del af sig selv. Det kan være ved at se film eller læse bøger eller visualisere noget, der trigger f.eks. vrede, sorg etc. Noget af det samme din psykiater har sagt med lidt andre ord. Når man kan mærke de negative følelser, vil de positive også blive tydeligere og mere ægte, for begge sider forstærkes af kontrasten. Når man har adgang til begge sider af sit følelsesregister, er man blevet hel.
Visualiseringer er ligesom drømme utroligt kraftfulde redskaber, så det er virkeligt positivt, at du nu bruger dem aktivt. For øvrigt spændende, at det var den lilla farve, der fyldte meget. Det var det også for mig i starten :-) Prøv evt. også at meditere over den røde farve (rodchakraet). Den er god for jordforbindelse.
Mange hilsner Helene
jeg kan tydeligst huske, hvordan jeg altid har følt mig alene og anderledes. Og det kæmpe skift jeg oplevede da jeg gik i 7. klasse. Det var i den periode, hvor jeg begyndte at tænke over det seksuelle misbrug og udviklede de grundlæggende tanker, som gav mig min spiseforstyrrelse.
Jeg blev meget deprimeret og ekstremt indelukket. Jeg følte, at jeg var den eneste i hele verden, der gik rundt med de følelser, og følte, at jeg nu var en helt ny person. Min konklusion blev vist, at det må være sådan livet som voksen er. Og det er endnu ikke blevet modbevist selv om det er over ti år siden.
Det er lidt bemærkelsesværdigt, at du forslår, at jeg laver en tidslinje over vigtige ting i mit liv, for de sidste par dage, har jeg slet ikke kunnet slappe af, fordi mit liv kører i revy forbi mine øjne, hver gang jeg lukker dem. Jeg har sovet forfærdeligt de sidste nætter og måtte ringe til lægen i dag og bede om noget beroligende, så jeg kan få slappet af ind i mellem og ikke konstant tænke på alle de her ting. Men jeg føler, at jeg er på vej ind i en masse følelser, for jeg har det som om, jeg lige har oplevet et nyt traume. Jeg er konstant udmattet og mine tanker kører konstant på højtryk. Mit hjerte galloperer afsted og eg slapper aldrig af. Heller ikke når jeg sover.
Men jeg er desværre nok nødt til at indrømme, at jeg er meget skræmt over de negative følelser. Jeg føler mig ekstremt lammet af dem, og jeg føler, at de tapper mig fuldstændig for energi til at gøre noget som helst. Selv det at rejse mig op fra min seng, eller at få noget at spise, kræver en kamp for mig lige for tiden. Og jeg er begyndt at trække mig væk fra min kæreste, fordi jeg slet ikke kan rumme at skulle være normal. Og samtidig er jeg skide bange for at være alene, fordi jeg er bange for at være alene med smerten.
Men jeg prøver at se det som en periode jeg får igennem og som et tegn på, at jeg er ved at finde ind til mine følelser på en mere rolig måde. Det er trods alt bedre at blive træt end at få lyst til at tage en masse piller for at flygte.
Men det er absolut babysteps, der i en meget høj grad tester mig for hvorvidt jeg vil have et godt liv. Og nogle gange bliver jeg i tvivl, om det virkeligt er det værd. Og det er nemt at tro, at det ikke er det, når jeg ikke her oplevet medgang i over ti år.
Lidt øv blandet med lidt optimisme fra Oktober
nu har jeg fået sovet 13 timer i nat og en time til middag i dag.
Men jeg kan tydeligt mærke, at jeg er ved at komme i kontakt med mine følelser. Jeg er i hvert fald totalt udmattet, fordi jeg stadig prøver at kæmpe imod dem.
Jeg er et meget enten eller menneske, så jeg jagter balancen i det her.
Jeg har lavet en liste over, hvad jeg vil sige til min psykiater, for lige nu føles det næsten som om, vi skal starte helt forfra, fordi jeg ikke har haft åbnet mig rigtigt over for ham før nu. Og så har jeg fået lavet min livslinje. Da jeg bagefter sad og læste tingene igennem, tænkte jeg på, hvad jeg ville tænke om en anden person, der havde oplevet de her ting. Og det var klart omsorg og forståelse. Og ikke mindst bekymring. Så de følelser vil jeg prøve at overføre på mig selv. Samtidig med, at jeg kan se dem skrevet ned sort på hvidt, så bliver det meget symbolsk for mig. Jeg kommer til at tænke på, hvad min første gode psykolog sagde til mig for et par år siden: de ting du har været igennem, skal du ikke bare tale om nu, og så smide dem væk. For sådan er det ikke med de ting, som vi oplevet i livet. Hvad end der har skadet os eller glædet os. Oplevelserne skal om i rygsækken, og vi skal bære på dem hele livet. Vi har endda muligheden for at tage tasken af og rode igennem oplevelserne og kigge nærmere på de enkelte ting.
Jeg tror, at jeg har gjort præcist det, som hun advarede mig i mod. Jeg har sagt de enkelte ting højt og ment, at det var nok. Derefter har jeg prøvet at smide dem væk. Det der så er sket nu, er, at jeg har mødt en mur, der er bygget af alle disse tanker, følelser og oplevelser. Muren lukker af, så jeg ikke kan komme videre med mit liv, før jeg har brudt den ned og lagt de enkelte sten om i rygsækken. Og indtil jeg har gjort det, er jeg ikke helt mig selv, for mange dele af mig sidder i den mur, og dem kan jeg ikke flygte fra.
Jeg har en stemme i mit hoved (heldigvis svagere end for bare en uge siden), som spørger: Men hvad skal jeg så gøre imens. Det er den del af mig, som er bange for angsten, og som føler behov for at reagere på følelsen af angst. Som føler, at angsten opfordrer til kamp. Jeg er absolut enig (med mig selv!) i, at angsten opfordrer til kamp. Det skal bare ikke være en kamp, hvor jeg skal bekrige mig selv, men hvor jeg skal udfordre mig selv og skal kæmpe for mig selv, og for, at jeg kan få et godt liv. Især nu, hvor jeg føler, at jeg er hvor jeg skal være med mine venner, familie, kæreste og uddannelse.
Så alt den negative aggressive energi vil jeg prøve at anvende på at opnå nogle positive ting, for det er det eneste produktive. Og jeg tror også, at det er det eneste rigtige at gøre.
Rigtig god weekend,
kærlig hilsen Oktober
Der sker virkeligt meget for dig, kan jeg høre. Godt at du begynder at give slip. Det er så flot og godt, det du gør for dig selv. Du er meget stærk og modig – og sårbar og bange. Du er det hele og det er, som det skal være.
Jeg var ved at skrive et svar på dit forrige indlæg, da jeg så, at du havde skrevet igen. Der er desværre ikke plads til at skrive alt det, jeg gerne ville svare. Det, der først poppede op, er noget om beskyttelse mod de negative følelser, så jeg antog, at det var det vigtigste. Håber du kan bruge det.
Jeg forstår godt din frygt for trætheden eller udmattelsen. Når man har været udsat for andres negative, destruktive energier, så dræner det én selv for energi. Har man været udsat for denne negative energipåvirkning allerede i barndommen, så mistede man sin energi allerede da. Men man var jo tvunget til at holde sig i gang alligevel og på trods af. Det har man så prøvet på hele livet og det har selvfølgeligt forøget energiunderskuddet. Det er klart, at livet bliver en kamp i modvind på den måde. Når man så ikke længere orker at kæmpe imod, så falder man helt sammen. Måske kan man i én eller anden grad overvinde trætheden og fortsætte med at holde sig selv i gang også under denne proces og måske kan man ikke.
Sagt metaforisk, så er klædeskabet måske så bugnende fyldt af gammelt grimt tøj, så der ikke kan være plads til noget som helst nyt, uanset hvor smukt det er og hvor meget man ønsker det. Først når man får smidt tilstrækkeligt meget af det gamle ud, kan der blive plads til at fylde noget nyt, godt ind. Trætheden er altså heller ikke en permanent tilstand. Selvfølgeligt under forudsætning af, at man undervejs lærer, hvordan man i nutiden og fremtiden beskytter sig imod andres negative energier, så man ikke får fyldt noget skidt ind igen.
(Belært af mine erfaringer kan det være en god idé at få chekket stofskiftet, hvis trætheden bliver ekstrem og vedvarende).
En rigtig god beskyttelse mod negative energier er rigeligt med lys og luft omkring sig (og i sig). Både helt konkret men også mentalt og i visualiseringer. I overført betydning befinder du dig i mørket og er nødt til at orientere dig i det, men vær fokuseret på lyset, der også altid er der. Måske er det langt væk, måske kun en lille prik – men det er der. Jo mere opmærksomhed du giver det, desto mere vil det fylde. Stræb efter at komme ud i det og lade det fylde dig og blive en del af det.
Hvis du mentalt ryger ind i de tunge, mørke følelser, så prøv altid at afslutte med at få fat i noget positivt. Det kan være en positiv følelse, en følelse af forløsning, en løsning eller en lære du kan uddrage. Det skaber fremgang og er med til at hindre, at du sidder fast i de negative følelser og det skaber den balance, du søger.
En utroligt god visualisering kan være at forestille sig sit fremtidige jeg. Kontakten med det indre barn er bagudrettet og kan være meget smertefuld og sørgelig. Derfor er bekendtskabet med sit voksne, fremtidige jeg en virkeligt god, positiv modvægt, for hun er den fremadrettede oplevelse af energi, lys, luft og glæde.
Forestil dig, hvordan det vil være, når du er blevet den person, du altid har ønsket dig at være. Prøv så tydeligt som muligt at visualisere, hvordan du ser ud, hvad du foretager dig og hvor godt du har det, når alle fortidens negative følelser har sluppet. Prøv at forestille dig, at dit fremtidige jeg står badet i hvidt lys. Lyset cirkulerer igennem hende og lægger sig som en strålende beskyttelse omkring hende og sørger for, at intet ondt kan nå hende. Hun står med armene oppe og råber 'YES, jeg klarede det', mens glæden bobler i maven og hendes hjerte er fyldt af kærlighed og taknemmelighed.
Måske kan du ikke 'bare lige' forestille dig det og komme igennem til disse følelser men øvelse gør helt sikkert mester. Denne øvelse har hjulpet mig utroligt meget.
Din psykolog havde fuldstændigt ret. Man kan ikke bare tale om sin historie og så regne med, at nu er den sag ude af verden. Historien skal integreres følelsesmæssigt og gøres til en del af én selv. Vores fortid sidder i hver en celle i kroppen. Den har gjort os til de mennesker, vi er. Vil vi ikke vedkende os vores fortid på godt og ondt, så vedkender vi os ikke os selv. Og hvordan skal man kunne få et godt liv uden smerte og angst, hvis man ikke vil kendes ved sig selv?
Det er fuldstændigt naturligt, at angsten opfordrer til kamp. Men ganske som du skriver, er det nu en kamp FOR dig selv. Du har fundet den mest optimale løsning: At den negative energi, skal anvendes på at opnå positive ting, for så kan den være produktiv.
I princippet er det eneste, vi skal bruge vores fortid til at lære af den. Når vi har lært det, vi skal lære, kan vi slippe den. Det er ret forenklet, men der er også meget sandhed i det.
P.S.: Bøgerne 'Kast lys over skyggen' og 'Din historie – din styrke' af Debbie Ford kan nok være meget givende dér, hvor du er nu.
Kærlig hilsen Helene