Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Hvis det var mig ville jeg helst det blev sagt i enrum. Det var såmænd bare fordi du skrev: Slå i bordet, bogstaveligt talt.
Så kom jeg til at tænke på, hvis det var over for mig. Jeg ville aldrig se de mennesker mere inden for mine døre. Men nu ville jeg heller ikke være uforskammet med vilje. Så der har vi selvfølgelig en forskel.
Nogen skal vel have det på den måde, at der bankes i bordet.
Mine børn, der ville jeg slet ikke kunne holde det ud. Hvis jeg overlevede, så ville jeg naturligvis se dem igen og igen. Men ikke andre mennesker, der opførte sig på den måde. En svigerdatter, der gjorde sådan, nej tak. Men jeg tvivler nu også på de ville gøre det.
Den omtalte svigermor, jo hun lyder skrap og forstår måske kun den hårde tone eller svigerdatteren er lige så blød, som jeg er og opfatter ordrene som meget hårde, men det er noget de er vant til i den familie og ikke tager sig meget af.
Der hvor jeg vil hen er, man må bedømme de mennesker og deres omgangstone og handle derefter.
PS. Jeg læste lige dit sidste indlæg, som blev vist da jeg ville sende og i det er jeg meget, meget enig. Jeg kan lige frem mærke roen komme tilstede. Herligt.
Grunden til at jeg kom til den med at slå i bordet, var dels Linettes indlæg om det, men også at jeg tænker på min egen baggrund.
Min far endte altid med at få ret - simpelt hen fordi han kunne råbe højest; man havde simpelt hen ikke stemmestyrke til at argumentere med ham, og nej - jeg fik ikke slået i bordet. Jeg endte med - i lighed med min bror - at holde mig væk.
Han er for længst død og borte - og selv om vi begge siger, at vi er totalt lige glade, så er der alligevel ting, vi er kede af, at vi aldrig fik mulighed for at få sagt.
Det er ikke sjovt. Han skal først og fremmest erkende overfor sig selv, at han er en voksen mand, der selv har familie.
Sådan en mor eller far, kan gøre livet surt for andre, og lige præcis det skiftende væsen, hvor hun er sød, så tvivler man, det er nok ikke så slemt ment.
Men hun manipulerer, gør hun. Om hun har det dårligt, er syg eller hvad pokker det er, så er det hendes ansvar, at tage vare på egne problemer, ikke påføre andre dem.
Det kan man egentlig godt sige lige ud af landevejen.
Jeg husker, da min mand fik blodprop første gang. I min familie meddelte vi altid de andre familiemedlemmer, når en i familien var alvorligt syg.
Det skulle jeg ikke have gjort her. Jeg fik en overhaling, om at nu havde jeg ødelagt hendes dag, hun ville slet ikke snakke med mig.
Det er ubehageligt sådan noget, og man fatter ikke rigtigt hvad der foregår. Det skal man heller ikke. Al den forståelse kan være fin i en periode, men så ikke længere.
Da jeg var kommet mig over chokket, spurgte jeg hende lige ud af landevejen, om hun ville vide noget eller hun ikke ville, hvis noget alvorligt opstod igen. Jeg ville ikke udsættes for sådan noget en gang til. Jeg var jo selv i krise.
Jamen det ville hun da gerne. Fint, sagde jeg, Så holdt hun op med det pjat overfor mig.
Min svigermor styrede andre med, at hun havde sarte nerver og ikke tålte ubehageligheder. Efterhånden gik det op for os, at det var hendes egne ubehageligheder der var de værste for hende.
Det havde intet med os at gøre.
Stol du bare på det.
Man bliver sovset ind i falsk pænhed, pas på med det.
Linette
Og jeg gentager også - at det værste man kan gøre er ingenting.
Ret beset kan svigermor jo tro, at man foretrækker den opførsel, siden ingen tager ansvar for at få den stoppet.
Muligvis det nok er helt lige meget, men bare tanken om at mine børn, den dag jeg lukker mine øjne for sidste gang, skulle klappe i deres hænder, råbe hurra og sige "Yes - så fik vi fred for hende" - er da helt ubærlig.
Og det er vel - mere eller mindre - det der sker, når man har ladet en sådan person forpeste ens liv - gang på gang på gang.
Jeg synes også din mand er lige vel vattet her - har du fortalt ham, hvad den opførsel gør ved dig? Hvad den vel også gør ved jeres forhold, hver eneste gang, I skal på besøg?
Og ja, det kan være din mand skal have en snaps mere for at få modet, men han er vel en voksen mand, og så kan du vel tage rattet på hjemturen. :-)
Hvad gør det i grunden ved dig og dit forhold til din mand, at han finder sig i noget sådant?
Og nej - det vedkommer ikke mig, men sniger der sig ikke bare en anelse af foragt ind her? Han har lige siddet på hjemvejen og skummet (vel sagtens ikke for første gang), men alligevel gør han ikke noget?
Kræv dog, at I en gang for alle får aftalt hvilken metode, I skal anvende, og få så sagt fra - en gang for alle - så derfor nytter det ikke med små beskedne pip - nej, jeg tror faktisk der skal lidt mere grovfil til, så jeg hælder nok mest til metoden, jeg har beskrevet, der går på at slå i bordet, og i den grad sig stop.
Persille, det er heller ikke fordi jeg ikke mener børnene skal tage deres mødre for givet, fordi de bliver voksne. Det gør vi jo heller ikke. Men nogle gange virker det til at min svigermor tager sin familie for givet, og det er trist det er sådan. Det er flot det du gjorde for din søn i Tyskland, jeg håber han har det godt nu. Det er klart man glemmer uenighederne når det virkelig gælder. Men du lyder heller ikke til at være en skrap mor, jeg kunne forestille mig du er en meget kærlig en. :-)
Jeg vil gerne sætte mig ned og snakke med min mand om hvad han siger næste gang hun er sådan. Han er gået med til ideen om at sige noget til hende. Jeg tænker også det bliver noget positivt blandet ind, "at vi selvfølgelig holder af hende og ønsker at besøge hende, men at vi ikke kan holde ud når hun taler på den måde til os, fordi det får os til at føle, hun ikke holder af os, men det ved vi jo at hun gør. Vi er voksne mennesker og forventer derfor at blive behandlet som sådan." Eller noget?
Men efterhånden er det vist dem, der gør mest for mig.
Min søn har det så godt som han kan have det i dag. Han har været på Odense Sygehus, de har undersøgt ham o.s.v.
Men, alt det de ville foretage sig i Tyskland skal ikke gøres herhjemme. I Tyskland sagde de, at en ballonudvidelse ikke var godt nok, det kunne ikke opereres på denne måde.
I Odense skal han komme igen om en måned, så får han sat tre stents ind i de blodkar der er lukket til. (ballonudvidelse) . Naturligvis skal han komme, hvis han bliver dårlig igen. Herhjemme kan de godt udføre nævnte indgreb, vel at mærke på en specialafdeling.
I dag er det tre år siden min mand døde. Han døde af en lungecancer, men havde havde haft mange blodpropper og på et tidspunkt fik han en tredobbelt bypass. Det der svarer til min søns problemer lige nu.
Vi har fået roser for at have taget sønnen med hjem til Danmark. Vi er glade for, at det gik godt. Vi havde, inden vi kørte, haft kontakt til Odense Sygehus. Det var godt nok service, at de tog sig af det, medens patienten befandt i Tyskland. Dernede ville de til gengæld ikke ret gerne af med patienten. Men vi var jo kun 10 - 15 min fra grænsen, så bare vi kom over den, så var alt meget lettere at have med at gøre.
Linette.