Allergi og svigermor

lotte123

Det er jo det, jeg finder ekstra interessant ved debatforum.

Man kommer ind på at udveksle holdninger – og selvfølgelig har vi hver vores baggrund til at handle, som vi gør, men jeg synes også det er interessant, om der kan rokkes lidt ved disse holdninger, især ved en selv.

Vi har vel netop hver især erfaring med, at dette eller hint virker bedst – eller har set ud som om det virkede bedst, og så finder jeg det bare så godt og sundt, at der kommer andre vinkler, andre synspunkter, som man måske kan stoppe op og tænke lidt over.

Jeg tror da nok, det faktisk er her fra debatten, at jeg kom frem til at, nej – pokker mig nej – om det kan være meningen, at jeg skal bøje nakken, finde mig i at nogen i familien synes, de kan tillade sig at opføre sig over for mig, så jeg bliver både såret og ked af det. Kan det virkelig være meningen, et jeg bare stiltiende skal finde mig i det? Og dække det ind under, at der ikke skal skabes splid og ballade? Faktisk tror jeg, man kommer langt længere ved at få hul på bylden – få tingene talt igennem, men jeg har da også forståelse for, at det måske kan skabe netop det, man ikke ønsker – nemlig splid. Jeg tror det er rigtigt sundt, at man får sat ord på, overfor personen, hvad en sådan adfærd gør ved en, og hvor ondt, det gør, men det kan selvfølgelig koste – og det må hver især jo gøre op med sig selv.

Jeg er meget enig med dig, Linette, om at det først og fremmest må handle om at være gode venner med sig selv.

I mit tilfælde handler det om at min eksmand – og hans gren af familien – er i besiddelse af en yderst aparte form for humor gående på, at det var afsindigt sjovt, at gøre sig morsom på andres bekostning, og for min mands vedkommende især min. Det var humor på højt plan at han – når vi var sammen med familie, venner, bekendte – sad og nedgjorde mig, underholdt med hvor dum jeg var, latterliggjorde alt, hvad jeg sagde osv.

Desværre har jeg holdningen at ægteskabelige konflikter holder man hjemme, så jeg bed det i mig, men konfronterede ham naturligvis hver eneste gang, vi var alene – fortalte ham, hvor sårende det var, hvor ondt det gjorde, og spurgte ham naturligvis, hvad han i grunden så i mig, når han nu mente, at jeg var så dum og tåbelig. Hver eneste gang var han dybt undrende – det var jo bare for sjov, og selvfølgelig mente han ikke sådan om mig. Det forhindrede ham dog ikke i at fortsætte denne adfærd. Jeg kan godt i dag se, at jeg netop burde have konfronteret ham direkte, når det skete – og derfor lige foran andre mennesker; måske det havde fået ham til at ændre adfærd, jeg ved det ikke.

Dette var en absolut medvirkende årsag til, at jeg på et tidspunkt fik nok og blev skilt.

I dag ses vi jævnligt, da vi har fællesbørn og børnebørn, og jeg har da også mødt den kæreste, han havde på et tidspunkt – hende opførte han sig nøjagtigt ligesådan overfor – og jo, hvis han kan komme af sted med det, så gør han det da også stadig overfor mig, men nu preller det bare af på mig; han er ikke en følelsesmæssig del af mit liv længere, og jeg priser mig lykkelig over at være af med ham.

Men – mit store problem nu er desværre at vores børn har arvet en del af denne form for humor, og dem har jeg altså ikke lige lyst til at blive ”skilt” fra. Da de var yngre kæmpede jeg med næb og klør for at få dem til at indse, at sådan opfører man sig simpelt hen ikke, og en del er da lykkedes, men det sker altså stadig, at jeg lige får sådan en over snuden af enten den ene eller den anden – at der lige har været behov for at ”korrekse” mig som var man et uartigt barn – og det ofte foran hele familien. Og jo – jeg har bidt tænderne sammen, fundet mig i det – netop fordi jeg ikke ville have en direkte konfrontation.

En voldsom oplevelse for et par år siden, fik mig til efterfølgende at skrive et brev til min søn, hvor jeg igen fortalte om den smerte, han fik forvoldt – noget han i øvrigt overhovedet ikke selv havde bemærket, da han huggede ned. Vi fik talt det igennem, og han ikke siden opført sig helt så slemt, kun små ”morsomme” stikpiller. Selv om det hedder sig at være humor, så er det altså dybt smertefuldt, at få at vide at man er dum, til grin – og en man bare kan nedgøre, hvis man lige har lyst.

Det betyder, at selv om jeg elsker mine børn og børnebørn over alt på jorden, ikke kan forestille mig, hvordan jeg skal komme videre, hvis jeg mister forbindelse med dem, men altså på den anden side ikke mere vil være med til, at jeg skal gå ud for mig selv og tude af, for at gå ind igen, smile og se glad ud – ja, så har jeg taget den beslutning, at når (hvis) det sker igen, så vil jeg lige så stille sige farvel til børnebørnene, for de har da krav på at få at vide at jeg går – men ellers så gå hjem.

Jeg vil efterfølgende så forklare, hvad der fik mig til at gå, og så håbe på, at vi kan få en snak om det – og få ryddet op.

Dette er noget, jeg har brugt uanede mængder af energi på at løse. Jeg var lykkelig over at komme af med min ubehøvlede ægtefælle, men nu kommer denne usympatiske adfærd snigende ind på mig ad bagdøren.
.
Min nuværende mand støtter mig 100%, vi har talt rigtigt meget om det, så hvis jeg en dag kommer og siger, at nu går jeg hjem, så går han med.

Og ja, jeg bruger stadig megen energi på det, når vi skal være sammen, især omkring jul og andre festlige lejligheder, hvor vi er mange – jeg er voldsomt på vagt for ikke at komme til at sige eller gøre noget, der kan hugges ned på – og det betyder igen, at jeg ikke slapper af og nyder samværet ordentligt.

Her er jeg lykkelig for at være ryger – for så kan jeg med jævne mellemrum gå udenfor og slappe lidt af. :-)

Linette1

Jeg studsede lige da jeg så dit indlæg, kan så se at du har flyttet det. OK.
Vi er så bange for, at blive kasseret af vores børn, af vores forældrer, at det totalt overskygger muligheden for, at vi forlader os selv og vores værdier, til fordel for et meget uværdigt forhold for alle parter.
Min svigermor var et besynderligt tilfælde, hun dominerede ved hjælp af beskyldninger om, at vi (hendes søn og mig) var årsag til, at hun havde ondt i sit ben.
Min mand sagde ingenting, men jeg blev så vred, at jeg for en gangs skyld knaldede hånden i bordet, rejste mig op og sagde: Nu bliver jeg vred, nu holder du op med det pjat.
Min mand blev forlegen, og skubbede til mig under bordet. Men min svigermors ben holdt prompte op med at gøre ondt.
Hun ringede et par dage efter, at hun havde det så godt. Hendes ben var holdt op med at gøre ondt.
Jeg gik hos en psykoanalytiker på det tidspunkt. Jeg fortalte om episoden. Jeg var så vred, at jeg måtte sige det.
Hvad tror i psykoanalytikeren sagde til mig?
Han sagde: Det er sikkert første gang i hendes liv, nogen har givet hende kærlighed.
Man skal ikke diskutere alt, nogen gange er den ærlige og reelle følelse nok.
Lotte, du skal en gang for alle, for din egen skyld, blive vred når du møder disse ting.
Vi er måske dumme, når vi lader andre træde os over tæerne. Problemet er så, hvordan håndterer vi os selv, samt angsten for, at børnene måske ikke vil se os mere.
Men skal børn styre os, selv på vores gamle dage?

lotte123

Ja, men det er jo også det, jeg plæderer for i denne debat.

Sig fra - lad være med at acceptere disse urimeligheder; jeg har endda plæderet for, at det langt hen ad vejen vil være en god ting at gøre - ikke bare for en selv, men også overfor resten af familien, og for den der opfører sig utilstedeligt, og gør det gang på gang.

Jeg slår jo på, at sandsynligheden for at der faktisk kommer noget godt ud af at få renset luften, få talt ud om disse ting i den grad er til stede.

Men pyhhhh - hvor kan jeg godt forstå, at det netop er afsindigt svært, og man derfor vælger den anden løsning - nemlig ikke at gøre noget og bare finde sig i det.

Her i foråret havde jeg en vældig konflikt med min datter, der dog ikke omhandler det her emne, men noget andet. Jeg var vred og såret og fik derfor - via mail, da vi bor langt fra hinanden - udtrykt, at jeg bare ikke magtede at blive valgt fra hele tiden.

Det udløste faktisk øjeblikkeligt en opringning fra min datter, hvor vi tudede og fik råbt højt begge to - men efterfølgende har vi fået et langt, langt bedre forhold, end vi længe har haft. Det var jo netop en række små ting, der gradvist havde hobet sig op.

Jeg tror - og håber vildt og inderligt (!!!)- at hvis jeg igen bliver udsat for noget af den der "humor" fra et af mine børn, og jeg handler som jeg har besluttet - så kommer der noget positivt ud af det.

Men ja - jeg forstår til fulde, at man vælger at krybe i musehullet, - for det er jo her og nu det nemmeste - men jeg tror desværre heller ikke, der kommer noget godt ud af det.

Netop som du skriver, Linette - hvis man siger fra overfor en sådan madammes opførsel, som FruScrattes svigermor, så vil jeg gætte på, at svigermor i den grad får respekt for sin svigerdatter - og dermed også et langt bedre forhold, og måske bliver der åbnet for posen i den familie - der alle kommer til at nyde godt af det.

For det ER jo netop et tegn på kærlighed at reagere. Nu f.eks. min eksmand - han kan ikke såre mig mere, for han er mig totalt ligegyldig, Jeg føler intet for ham, har måske allerhøjst lidt ondt af ham, for jeg finder ham sølle, så derfor er jeg i dag da fuldstændig ligeglad med, hvordan han vælger at opføre sig.

FruScratte89

Persille1, det er ikke mig der har skrevet at hun skal behandles sådan og sådan. Jeg forsøger at forklare dig at jeg er enig med dig. Lad os få noget på det rene: hun (de) har problemer, konflikter. Du kender jo ikke familien, og nej, det er ikke misforståelser. Jeg har ikke sagt hun er en heks, jeg har sagt hun også kan være sød. Det er slet ikke kun mig der har et problem med hende. Som JEG har skrevet flere gange, så diskuterer jeg slet ikke med hende, men ønsker at hendes børn er dem der svarer igen når hun af og til opfører sig tåbeligt, og jeg vil som sagt helst blande mig udenom. Jeg synes generelt jeg er blevet misforstået en hel del lige fra starten af denne debat... Jo der lå naturligvis mere bag det med løgene, men jeg ville som sagt bare have at vide hvordan man får det sagt til svigermor, og jeg tror der blev lagt meget mere i det herinde, fordi det blev misforstået hvor slem situationen i grunden var, og det åbenbart var forstået som hun MED VILJE gav mig noget jeg ikke kunne tåle, hvilket jeg dog ikke tror hun kunne finde på. Det er hendes ord, ikke hendes handlinger, der kan være ubehagelige. ;-)

Jeg vil dog sige at med de store spændinger der af og til opstår, så må der gøres noget. Jeg har på intet tidspunkt sagt man ikke skal sige det til hende på en pæn måde, når man fortæller det ikke er rart hun siger sådan og sådan, og jeg siger ikke hun skal behandles dårligt! Jeg har faktisk ondt af hende, fordi hun ikke selv kan se hvor meget hendes ord sårer...

Linette1

Nu var det eksempel med min svigermor så nemt. Det er fuldstændigt tåbeligt at mene andre er årsag til, at hendes ben gør ondt. Vi havde jo ikke gjort noget.
Når det drejer sig om følelser, er det vel lidt det samme. Vi vil ikke såre, vi vil ikke være vrede eller uforskammede, selvom vi står overfor en person, det kan være vores børn, svigerbørn eller andre i familien, som virkelig har brug for vores kærlighed, som altså også indbefatter vrede. Vi markerer jo bare, at her går en grænse.
Vi er bange for at miste.
Jeg markerede overfor min svigersøn, at det her vil jeg ikke høre på, jeg vil ikke en gang diskutere det.
Min datter og svigersøn har altid haft det sådan, at man vælger og vrager, og det er dem der har " den rigtige" opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert. De vil bestemme hvem der skal med til fester i familien. Er der nogen der laver om på det, så er man yt. Så det er jo ikke noget nyt. Det nye er, at jeg markerede en grænse. Jeg mistede ikke min familie, men min datter har fravalgt sin familie, Det er hun i sin gode ret til. Det må man jo respektere.
Et langt liv med Jehovas Vidner er lærerigt i sådan en proces. Her drejer det sig også om, at respektere de andre. Vi måtte lære vores børn, at fra deres farfar og farmor kom der ingen julegaver, ingen konfirmationsgaver o.s.v. på grund af deres tro.

Janne1234

Fru Scratte.
Kan det tænkes at svigermor er et dybt ulykkeligt menneske, nogle reagerer med tårer, andre på den måde som din svigermor gør. Måske mener hun at i alle bare kommer for at blive vartet op, men det kan hun ikke sige, og så begynder hun at skælde ud. Måske er det helt forkert, men prøv at møde hende mere som ven, end som svigerdatter.

persille1

Kære FruScratte89, det har jeg læst du har skrevet.

Man vil så gerne forklare hvad man mener, men hvor er det svært.
Hvis jeg havde dig over for mig kunne vi meget bedre snakke om alting. Jeg ved jo godt, hvor svært det kan være, at "sluge de kameler". Jeg ville bare du også skulle overveje og forstå, hvis du gør åbent oprør, hvad det kan indebære.

Jeg ved, hvor ondt det kan gøre, når man bliver uvenner og det for alvor. Hvor megen sorg det kan medføre også for dem man elsker. Det er jeg ikke mere parat til at betale prisen for.
Kære FruScratte89, tro mig, jeg ved hvad det vil sige, når andre gør en ondt. Jeg ved du føler dig dårligt behandlet og jeg forstår dig. Jeg har selv prøvet det.
Tænk dig godt om, før du gør noget. Overvej, hvordan det menneske er, som du eventuelt vil sige noget til. Hvordan reaktionen kan være og om du er parat til at betale prisen. Eller om du vil sige til dig selv, dette er kun for en kort stund. Det er ikke mig, det er galt med, så min samvittighed er god.

Jeg kan fortælle dig om min mor og hendes svigermor, min farmor, min mor kunne ikke lide min farmor. Men jeg elskede min farmor. Jeg forstår på en måde godt min mor, som min farmor slet ikke forstod. Men min mor var for hård ved hende og jeg elskede min farmor.
Det er bare tanker, jeg gør mig. Jeg ønsker det bedste for dig. Der er så mange ting, der fletter sig ind i hinanden og man skal overveje nøje, hvad man gør.

Du skal ikke tage dig af hvad hun siger, du skal bare være glad for dig selv. Jeg håber meget, du forstår hvad jeg mener. Jeg sender dig mine bedste ønsker om en god fremtid.


Da jeg ville sende mit indlæg ser jeg Janne har skrevet. Det er kloge ord for man ved aldrig, hvad der gemmer sig bagved.

FruScratte89

Jeg tror ikke jeg kan være mere ven end jeg er, jeg prøver altid at være sød overfor hende. Jeg ved også en hel del om hvad der ligger bag, det er også en af grundene til at jeg har ondt af hende. Men som sagt er hun ikke sådan hele tiden, hun kan også være sød og så snakker vi godt sammen. Jeg har ikke tænkt mig at gøre oprør, det har aldrig været min mening. Jeg bryder mig bare ikke om hendes "flip" der sommetider sker, det kan være nogle virkelig modbydelige ting der kommer ud af hendes mund, og det er heller ikke til at holde ud at høre på. Jeg ville bare ønske der var et eller andet jeg kunne gøre, på en pæn måde, som hjalp på det hele, men jeg kender ikke de trylleord, der skal til. Jeg tror bestemt ikke det er noget hun en dag besluttede sig for, men hun er kommet i den rolle ligeså langsomt uden at lægge mærke til det. Jeg har jo også ondt af dem det går ud over. Puh det er svært bare at være tilskuer til, selvom det ikke kunne falde mig ind at blande mig.

persille1

Du skriver du ikke bryder dig om hendes "flip" det kan være nogle virkelig modbydelige ting der kommer ud af hendes mund.
Er hun måske syg og lider af Tourettes syndrom.
Eller er der noget helt andet galt. Jeg ved ikke hvad du bør gøre, for jeg har jo ingen kendskab til hvad der virkelig sker hos jer.

Blande sig, det kan man da godt, men det kommer an på hvad der sker og hvordan det sker og måden man blander sig på.

FruScratte89

Det forstår jeg ikke helt, jeg synes du skrev før at det var noget mellem mor og søn? Men jeg synes ikke det er noget jeg har lyst til at blande mig i, jeg vil have min mand til selv at sige fra. Han siger jo til mig at han ikke bryder sig om at hun taler sådan til ham. Jeg kan ikke få mig selv til at blande mig, om jeg bør eller ej ved jeg ikke.