Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Det afstedkom afvisning, specielt af deres døtre, men ikke af min mand. Min svigermor talte også barnesprog til ham, kaldte ham det kælenavn de åbenbart havde givet ham, da han var lille.
De kunne indimellem være meget flinke, de inviterede f.eks. på weekend. Vores datter var 6mdr. på det tidspunkt.
Jeg tog på en besværlig busrejse med barnevogn og tilhørende oppakning. Da jeg langt om længe nåede frem, var min mand endnu ikke kommet. Så jeg blev mødt med: Gå din vej, jeg har sådan en hovedpine.
I det samme dukker min mand op, så skifter tonen og hovedpinen var pist væk. Jeg var mundlam. Nå, men ind kom vi da.
Næste dag om morgenen var der hentet morgenbrød til min mand, men ikke til mig. Jeg kunne selv gå til bageren hvis jeg ville have noget.
Sådan fortsatte det i det uendelige. Vi kom der ikke ret meget, vi var uønskede.
Så blev hun alene, vi kom stadigvæk ikke ret meget derud. Men så blev hun syg, hendes lejlighed brændte o.s.v. Vi hjalp hende så med det. Fra sygehuset spurgte de, om hun kunne bo hos os. Heldigvis sagde min mand nej. Det glemmer jeg aldrig, for han var oppe imod systemet, som forventede, at vi tog os af hende.
Sådan fortsatte det, også efter min mand blev syg. Vi havde i mellemtiden taget på et ugentligt besøg, ikke for at pleje og passe, men for at sørge for, at hun havde tøj og hjemmeplejen havde penge. Da min mand ikke kunne ordne det, på grund af sygdom, tog jeg over.
Tre uger før de begge døde, samme dag, samme tid +/- et kvarter, fik jeg sagt fra. Jeg kunne simpelthen ikke magte det mere.
Min svigermor var forfærdelig dement, og min mand meget syg af kræft.
Men selv i den periode hvor min mand var syg, måtte jeg stå model til meget fra hjemmeplejen.
Det var ikke gjort af kærlighed, vil jeg bare sige.
Det er jo det samme jeg siger? Men det var måske ikke rettet til mig? :-) Altså at jeg ikke blander mig når min svigermor taler til min mand. Men derfor får det stadig mig til at koge. Hun taler bestemt ikke på en sød "barnemåde" til ham, men sådan virkelig respektløs, næsten råbende, kritiserende, irettesættende og siger ting som at han skal opføre sig ordentlig og tage ansvar. Hvis det var fordi hun snakkede som om han var en baby, ville jeg ikke blive vred. Jeg skulle nok bare liiige vænne mig til det. Det her er altså noget helt andet. Det er nærmere som hvis et barn havde pakket alle møblerne ind i havtang og pjækket fra skole 10 dage i træk.
Det er ikke "bare sådan den familie er", de har tydeligvis problemer. Og ja netop eftersom de er min svigerfamilie, så vil jeg helst de selv løser det. Men samtidig går det jo udover mig og mit humør. Jeg vil ikke sige jeg bruger en masse energi på det i hverdagen, men når vi engang imellem skal derud, så gruer jeg for det og det er ikke rart. Jeg er træt af at min mand ingenting gør, især når hun taler om os begge to eller opdragelsen af vores datter.
For du ville vel ikke bare have medhold i hun er en heks og skal behandles derefter. Så er der jo ingen grund til at spørge om råd. Jeg ved godt du skrev om løg, men det var helt tydeligt, det ikke handlede om løg, men noget ganske andet.
Hvis det virkelig går dig på, så kunne du jo tale med din mand om det. Er han ligeglad, så kan du jo også være det. Er han ikke ligeglad kunne du jo sige det til din svigermor, på en pæn måde naturligvis, at det går dig på.
Måske tænker hun ikke over, hvordan hun virker og så vil hun tage det til sig.
Hvis hun er et surt spektakel, så bliver I for alvor uvenner og så er den potte ude. I vil ikke mere ses.
Men du skal jo være klar over din mand sikkert holder af sin mor og noget godt må der jo være i hende.
Jeg er både svigerdatter og svigermor. En svigerdatter er altså ikke altid så nem. Først efter mine svigerdøtre er blevet "voksne" er de blevet nogle rigtig søde svigerdøtre, som jeg er glad for. Det skete da de holdt op med at betragte mig som en konkurrent.
Svigermor er heller ikke altid så nem, men jeg har valgt at "lukke ørerne" af hensyn til min mand. Hun er gammel og jeg orker ikke uvenskab. Hun har også mange søde sider. Og igen tænker jeg vi er forskelligt opdraget og har forskellige opfattelser af mange ting. Skulle man så ikke kunne holde lav profil de korte øjeblikke.
Det er så bare hvad jeg mener. Alle kan jo gøre, som de vil.
PS. citat
.. En gang jeg svarede igen på noget (ikke vredt men bestemt og med et lille smil) virkede det som om hun slet ikke hørte efter.
citat slut
Det gør, at jeg tænker hun slet ikke er klar over du opfattede det helt anderledes end hun selv gør.
Er det ikke værd at overveje inden man bliver "dødsfjender". Jeg kender jer ikke og kan kun svare ud fra det du fortæller.
Efter det du fortæller mener jeg nærmest der må være tale om en psykisk lidelse. Eller også har hun været ualmindelig uforskammet.
Jeg "tager hatten" af for dig. Tænk, at kunne besøge dem efter den besked om at du kunne gå. Jeg var sikkert gået og så skulle der en del til før jeg kom igen.
Utroligt du kunne holde til det.
Med hensyn til din datter og din mands begravelse har jeg spekuleret over, hvorfor den ikke kunne flyttes. Jeg ville selv have gjort alt for det kunne lade sig gøre.
Men hvis det ikke kunne, så må jeg sige den reaktion fra din svigersøn og datter var ganske forfærdelig.
Det må da være meget hårdt for dig oven i alt det andet. Jeg ville også have reageret på den måde. Jeg ville ikke komme kravlende og bede dem om godt vejr. Men hvor ville jeg være ulykkelig og jeg tror bestemt det går dig mere på end du lige skriver.
Jeg har en kusine, som vi kom sammen med. Hun var meget uforskammet og vi lod i mange år som ingenting. Men da vi af hensyn til min mands arbejde ikke kunne komme til hendes fødselsdag på en hverdag og hun blev dybt fornærmet over det, så skulle hun nu ikke tro vi kom kravlende.
Vi ses ikke mere. Man kan jo sparke så længe til en lam hund, at den bider.
Jeg havde aftalt med orkestrene hvad der skulle spilles, og vi havde øvet os i 6 mdr.
Så sker der det, at min mand selv tilrettelægger en del af begravelsen sammen med præsten. Han havde ønske om at vores dirigent skulle spille inde i kirken.
Dirigenten sagde til mig, at jeg skulle vide, at ikke alle organister ville spille sammen med andre. De havde lov til, at sige nej. Det skete så i vores lille kirke.
Vi kontaktede præsten, som lovede os, at organisten havde fri den dag, begravelsen skulle foregå. Det betød at mange mennesker var invovlveret, og de vigtigste skulle jo gerne være der. Det var præsten, en organist og vores dirigent, som også arbejdede og skulle kunne komme.
Så datoen blev fastsat af disse tre hovedpersoner. Det var en fremmed organist, som forøvrigt var utrolig dygtig.
Jeg lod hurtigt budskabet om min mands død og tidspunkt for begravelse komme ud via e-mail til orkestrene. Min datter var der jo, da min mand døde. De nævnte ikke noget om ferie.
Jeg bestilte også et stort lokale til komsammen efter begravelsen.
Derfor kunne begravelsen ikke flyttes.
Vi "stod i kø" for at give dem en flyvebillet dagen efter, en af sønnerne tilbød så galt at køre dem helt til Sydfrankrig umiddelbart efter begravelsen. Det takkede de nej til.
Jeg har ikke de store følelser omkring dette. Det er en lettelse, ikke at have alt dette ballade i familien.
Jeg ved jeg handlede rigtigt, da jeg lagde røret på. Min ro fortalte mig det.
Det bliver vanskeligt for dem, at integreres i familien igen.
Min svigersøn havde stået og sagt til min mand da han var døende: Hvad fanden ligger du der og hiver efter vejret for, du skal jo ikke bruge det til noget.
Jeg havde ikke hørt det.
De var så uforskammede i hele dette forløb. Min datter hverken ringede eller kom, for at følge med i forløbet i alle de måneder.
Efterfølgende har de holdt 50 års fødselsdag og sølvbryllup uden at en eneste fra familien var inviteret. Det er dem der har valgt familien fra, ikke os der har valgt dem fra.
I de dage efter min mands død, deltog de ikke i noget af alt det der var at gøre. De havde bestemt sig for, ikke at deltage. Det har de da lov til.
Jeg har selv haft nogle problemer inde på livet, hvor jeg intet forstår af det som skete.
Jeg forstår det virkelig ikke, men må se i øjnene, sådan er det. Man kan være ulykkelig, men efterhånden lever man jo med det. Det er grunden til jeg er "bange" for uvenskab. Der sker så meget fortræd og derfor bør man gøre hvad man kan for at forebygge, men det er desværre ikke altid nok.
Hvad kan man så gøre, intet. Hvis du føler fred er det dejligt, for det må være uendeligt svært, når det drejer sig om ens barn.
I hele dette forløb, havde jeg to dødssyge mennesker at tage mig af. Min svigermor, "så godt jeg kunne". Hendes datter ville ikke have med hende at gøre, så var der kun mig. Jeg kunne have sagt nej, men af hensyn til min mand, gjorde jeg det ikke.
Jeg har det godt med at have gjort hvad jeg skulle. Det er meget vigtigt for en selv. Der er nogle ting, man aldrig må gå på kompromis med, af hensyn til sig selv.
Jeg havde jo også en psykolog på banen, Jeg skulle ligesom gå "balancegang" i alle de her måneder. Jeg priorterede min mand først og fremmest. Børnene kunne komme som de ville. Jeg sørgede for, at de alle fik "alenetid" med deres far.
Men der skete åbenbart mange ting i kulissen, som jeg var uvidende om. Jeg mærkede "kun" falskheden, den er modbydelig, især når man ikke forstår hvorfor.
Den dag vik fik at vide hvor alvorlig sygdommen var, ringede jeg selvfølgelig til alle vores børn. Vi var alle på Rigshospitalet. Min datter og svigersøn hilste ikke på nogen af os, ligesom de heller ikke sagde farvel, da de gik. Det undrede mig meget, men jeg tænkte, at det nok var situationen der gjorde det. Min mand følte vores datters besøg klamt. Jeg ved ikke hvorfor, men efter dødsfaldet er mangt og meget gået op for mig. Jeg har set det i min mands telefon. Men han sagde aldrig noget.
Han var så syg, så han kunne ikke finde ud af at slette i telefonen. Det er ikke mange beskeder han har fået, og dem han har fået var noget der gjorde ham ked af det.
Det der med, at nogen eller noget får mennesker til at være som de er, er jo både rigtigt og forkert. Hvis mødre er årsag til alt det onde, jamen så må vi også tage æren af alt det gode. Hvad står så tilbage hos den enkelte? Ingenting.
Hvem vil være ingenting?
Nej Persille, det handler om, at vi på forskellige tidspunkter i vores liv, har taget nogle beslutninger, som ikke er blevet "revideret" efterhånden som vi blev modne.
Et modent menneske er bøjelig, ikke at forveksle med føjelig.
Det der med, at nogen eller noget får mennesker til at være som de er, er jo både rigtigt og forkert. Hvis mødre er årsag til alt det onde, jamen så må vi også tage æren af alt det gode. Hvad står så tilbage hos den enkelte? Ingenting.
Nej Persille, det handler om, at vi på forskellige tidspunkter i vores liv, har taget nogle beslutninger, som ikke er blevet "revideret" efterhånden som vi blev modne.
citat slut
Jeg forstår ikke hvad du mener. Mødre behøver jo ikke at være årsag.
citat
Et modent menneske er bøjelig, ikke at forveksle med føjelig.
citat slut
Vi er enige. Så kommer det bare an på den enkelte, hvad der er bøjeligt og hvad der er føjeligt.
Jeg tror der ligger noget i det der med følelser. Vi er som regel bange for andres vrede og eller raseri.
Min svigersøn var rasende, underforstået at jeg skulle føje mig. Jeg gav ham lov til at være rasende, det afstedkom et endnu større raseriudbrud.
Men faktum var, at han havde slet ikke noget at gøre med at bestemme hvem der skulle bære kisten, når nu de ikke kom.
Jeg havde fået et ragnarok at navigere i, hvis jeg havde været føjelig i den sag. Jeg havde svært ved, at tro på, at vores datter ikke kom. Så jeg arrangerede det, så hendes håndtag stadigvæk var ledig, hvis hun kom. Vi fik sat en neutral person til at tage håndtaget, hvis hun ikke kom.
Så vi fik det ordnet, så dette bagvedliggende ikke forstyrrede noget i selve højtideligheden.
Sådan et raserianfald kan opstå hos et barn i treårsalderen. Ikke en voksen mand på 55 år, og slet ikke i den situation.
Sådan gør han også overfor sine gamle forældrer, der er over 80 år gamle. De føjer sig, og holder f.eks. 80 års fødselsdag to gange, fordi min datter og svigersøn ikke vil være sammen med hans brødre.
Ved du hvad Persille, sådan noget er meget barnligt. I min verden kan de komme hvis de vil, det er ok og det er ok at sige nej tak. Så er den ikke længere.
Jeg glemmer aldrig den følelse af fred/renhed i mit hoved, da jeg stille og roligt lagde røret på.Jeg ved, det var det rigtige jeg gjorde.