Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Hvis jeg skal være ærlig tror jeg du mangler modenhed/viden for at kunne gøre noget. Dette er ikke sagt for at fornærme dig på nogen måde, men man lærer livet igennem.
Jeg forstår godt hvad du mener nu.
Du skriver en række udsagn, der får andre til at reagere og som jeg ser det, så får du en stribe af forslag, både til det ene og det andet problem – og ja – debatten kom så også til at ”brede sig” til at omfatte generelle problemer i familielivet, og i hvert fald jeg syntes, det blev en spændende og levende debat, hvor der virkelig kom tanker frem, så om ikke andre – så har jeg fået vældigt meget ud af denne debat, og det skal du have tak for.
Og – konklutionen var vel, at der er mange – og mange forskellige – løsningsmodeller.
Nu slutter du af med at skrive, at du ikke har tænkt sig at gøre noget overhovedet.
Undskyld – men hvorfor bad du så om råd, hvis du i forvejen havde besluttet, at du ikke ville gøre noget?
Det er dit liv, dig der oplever disse ting, dig der der gruer for besøg hos svigermor osv – du vælger naturligvis selv, hvad du vil finde dig i, hvad du vil være vidne til.
Jeg synes bare det her var lidt spøjst. :-)
Jeg er stadig i tvivl om hvad jeg skal gøre når det en gang imellem går helt galt og jeg egentlig bare vil hjem, fordi jeg ikke kan holde ud at høre på hende. Skal vi så tage hjem? Man vil jo gerne hun kan mærke man ikke har lyst til at være sammen med hende, når hun er sådan. At hun mærker, når først hendes børn har nået en hvis alder, så elsker de hende ikke ubetinget længere, og hun faktisk godt må gøre lidt for at styrke forholdet i stedet for at bryde det ned. Jeg begynder jo at frygte hun ender med at være helt alene fordi ingen gider hende længere.
Men jeg mener bare at hvis der bliver en kæmpe konflikt ud af det, så var jeg måske ikke den rette til at starte den. Det mener jeg burde være hendes egne børn, som også er dem det går mest ud over. Jeg har selv været det hele igennem før i min egen familie, og har ikke lyst til det igen selvom jeg selvfølgelig har lært noget derfra.
Om voksne børn elsker deres forældrer? Det ved jeg ikke, det kan jo også være omvendt. Elsker forældrer sine voksne børn?
Jeg er lige kommet hjem efter mange timer på motorvejen. Min ældste søn var blevet syg i Tyskland af blodpropper. Han skulle flyves videre til Kiel for at få en bypass. Så min yngste søn og jeg startede hjemmefra, til fyn, til Haderslev og hente hans datter, og så videre til Tyskland.
Det endte med, at vi kontaktede Odense Sygehus, fik sendt en fax med oplysninger, og fik en snak med en læge herhjemme på sygehuset, hvor de har hans journal..
Så vi tog sønnen med hjem. Bare vi nåede over grænsen, ville alt være lettere. Han er meget syg, og har været det i mange år.
Når man står overfor sådan nogle alvorlige ting, så bliver meget andet ganske uden betydning.
Man skal selv betale for sådan et ophold på sygehus i Tyskland. Det afgjorde sagen, så bare vi nåede over grænsen. Det gjorde vi.
Tror du ikke du kunne slå over i at være undrende? Det er jo tit et pudsigt sprog man kan føre i familiesammenhænge.
Så til dig FruScratte. Der er jo netop kommet forslag til det, du skriver. Du har da ret i, at det er noget, din mand og hans søskende selv må klare, men det er dig, der skal sidde og være vidne til den opførsel, dig der får det dårligt, dig, der gruer for at besøge din svigermor, hvis hun får et af sine ”flip”.
Derfor bør du tale med din mand om det – og så vidt jeg huske, så generer denne opførsel også ham, men han har valgt ikke at tage sig af det.
Jeg synes derfor, du skal starte med din mand – fortæl ham, hvordan du har det med det her, fortæl ham, at du gerne vil have det stoppet, da du simpelt hen ikke kan holde det ud.
Sammen kan I eventuelt indøve, hvad der skal ske næste gang, hun flipper ud.
Jeg foreslår, at næste gang skal din mand slå i bordet – bogstaveligt talt – og sige følgende (med egne ord selvfølgelig):
”Nu er det nok! Jeg magter ikke at sidde her og gang på gang opleve at blive overfuset, som var jeg et lille barn – som man i øvrigt heller ikke skal tale til på den måde. Du bliver nødt til at finde ud af, om du vil have mig/os på besøg eller ej. Hvis ikke du vil, så er det det, du siger – og så tager vi den der fra. Hvis du gerne vil, så jeg jeg bede dig om, at fra nu af at taler du ordentligt til mig/os, for det her kan jeg/vi bare ikke holde ud mere; det er dybt ubehageligt, og får mig til at føle, at du ikke ønsker mit/vores besøg. Så enten taler du ordentligt til mig/os – eller også går vi. Valget er dit, men nu må det her høre op – jeg kan simpelt hen ikke holde den opførsel ud mere.”
Og ja – så kontant mener jeg, det skal meldes ud.
Mit dybt kvalificerede gæt er, at svigermor bliver fuldstændig mundlam – men så tror jeg også, at hun straks vil begynde på noget med, at sådan var det heller ikke ment, hvor til der så skal svares – og endeligt meget imødekommende og venligt – ” at det er jeg/vi da nok klar over, og at jeg/vi også godt ved, at det ikke er sådan, og at du givet ikke ved, hvor smertefuldt det er at høre på – så skal vi ikke aftale, at det stopper nu? Og skal vi ikke aftale, at fra nu af taler vi ordentligt til hinanden? - Hvis der er noget, du er ked af, eller har det dårligt med, så sætter vi os stille og roligt og taler om DET, men altså på en ordentlig måde. Jeg/vi holder jo af dig, mor, men jeg/vi holder ikke af, at du taler så grimt til mig/ os.”
Med mindre svigermor rent faktisk IKKE kan lide sine børn, og rent faktisk IKKE ønsker, at de kommer, men hun føler, at det ”skal man” - så er jeg faktisk ret så sikker på, at en sådan udmelding IKKE skaber konflikt – tvært i mod. Svigermor har jo noget, hun er utilfreds med, og ønsker vel i lighed med alle andre at få det bedre med sig selv og sine omgivelser.
Det er faktisk en meget klassisk konfliktløsningsmodel – at man netop husker at sige gode og positive ting også, så det hele ikke bliver et angreb.
Jeg tillader mig at være ret sikker på, at noget sådant netop IKKE skaber konflikt, men tvært i mod gør, at I alle sammen – også svigermor – får det meget, meget bedre, bliver meget mere glade for at være sammen.
Men nej – jeg ved det godt – I vil hellere finde jer i det, I vil hellere gå og have det skidt, grue for det hver gang I skal ses – alle sammen – også svigermor.
Læs f.eks. igen Linettes historie om, da hun slog i bordet og sagde fra overfor sin svigermor, der klagede over at de var skyld i, at hun havde ondt i benet.
Svigermor blev jo glad over det, og det tror jeg faktisk også din svigermor vil blive.
”Nu er det nok! Jeg magter ikke at sidde her og gang på gang opleve at blive overfuset, som var jeg et lille barn – som man i øvrigt heller ikke skal tale til på den måde. Du bliver nødt til at finde ud af, om du vil have mig/os på besøg eller ej.
CITAT SLUT
Jeg ville nok vælge en anden model. Jeg ville ikke bryde mig om min mand slog i bordet og sagde tingene på den måde over for sin mor. Hun kunne slet ikke tage det.
Sikken en uhyggelig stemning der ville blive. Skulle der siges noget skulle det gøres bestemt, men høfligt og kærligt.
Hvis mine sønner sagde til mig: Mor det er en forkert tone at tale til os i, ville jeg blive slemt forskrækket og undskylde. Jeg ville være meget ulykkelig.
Og hvis et helt selskab hørte på der blev slået i bordet og sagt hårde ord, så er jeg bange for jeg brød helt sammen og forlod alting.
Man skal overveje nøje hvad man gør og hvordan man gør. Det afhænger af så mange ting.
Hvordan reagerer man i netop den familie. Måske skal det gøres på den måde lotte123 foreslår eller måske ikke.
Jeg kender ikke den pågældende svigermor - den pågældende situation, de sidder i.
Men - som jeg har læst FruScrattes indlæg, så ER denne svigermor temmelig grov i sine - og derfor må der også tages et skarpere ordvalg i brug.
Jeg foreslår jo netop at FruScratte og hendes mand i forvejen indøver, hvad der skal siges - så det naturligvis indpasses på en måde, som passer til netop den opførsel, som svigermor udviser. Svigermor skal have det modspil, hun selv lægger op til.
Men - man vælger selv. Vil man virkelig finde sig i at blive sjoflet - eller vil man sige fra? Familie eller ej.
Og Persille. Hvis din opførsel fik dine sønner til at have det dårligt og gøre dem kede af det, så tror jeg da egentligt gerne du ville have det at vide; selvfølgelig ville du her og nu blive rigtigt ked af det - måske endda endnu mere ked af det, hvis det var noget, der havde foregået over længere tid, men jeg tror sådan set, du ville blive mest ked af, at de ikke for længst havde sagt det til dig. Jeg tror, du ville blive endnu mere ked af det, hvis det gik op for dig, at dine sønner kun kom til dig, fordi de følte at det måtte de hellere, men at de faktisk ikke kunne holde din opførsel ud. Tror du ikke, at du - når du havde sundet dig lidt - alligevel ville blive glad over, at de fik det sagt, og at I SAMMEN kunne finde ud af en god og positiv omgangstone?
Men - det er nok svært at sætte sig helt ind i, for jeg tror bestemt ikke, du er ubehøvlet og uartig over for dine sønner. :-) Men - det lader det til at denne svigermor er.
Du, FruScratte, fortæller jo netop også, at din svigermor er sød og rar, så derfor kunne det være, du skulle prøve en helt anden model:
Når I sidder sammen, bare jer og har det hyggeligt, så kunne du måske sige til hende, at der er noget, du har tænkt meget over, som du gerne vil tale med hende om, og det drejer sig om, at du simpelt hen får det så dårligt, når hun hidser sig op og skælder sådan ud, som hun gør. Fortæl at du synes, det er noget så ubehageligt at overhøre, og at din mand ligeledes synes, det er meget ubehageligt, men at han ikke vil slå i bordet og sige fra, for hun er jo hans mor, men det altså er voldsomt sårende, så om ikke I sammen kan finde en anden måde at sige det på, hvis der er noget, hun føler behov for at få sagt.
Fortæl hende at både du og din mand efterhånden frygter at besøge hende, for I ved aldrig, hvornår hun pludselig bliver vred.
Fortæl at du da godt er klar over, at der måske er noget, der trykker hende, så om ikke du måske kan være behjælpelig med at få løst det problem, så hun ikke behøver at være så vred på sine børn.
Fortæl at det går både dig og din mand på, når hun skælder sådan ud, og det derfor ofte slet ikke er rart at besøge hende.
Og ja - det skal selvfølgelig også være med dine egne ord tilpasset den aktuelle situation som I er i den familie.
Jeg mener sådan set bare, at det værste man overhovedet kan gøre - er ingenting.