Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Persille skriver: "Jeg ville få det så dårligt, hvis jeg reagerede helt på samme måde."
Og ja, den forstår jeg da godt, men jeg bliver lidt nysgerrig, hvordan har du det så, når du har bidt tænderne sammen, og fundet dig i urimelighed, nedgøring og den slags?
Jeg taler selvfølgelig ikke om petitesser og finken, der lige røg af panden, men netop de ret så grove udfald, man desværre kan blive udsat for - og det endda ret så ofte i visse familier.
Rigtigt mange familier har jo netop den der selvbestaltede konge - eller rettere dronning, for det er desværre en disciplin som mange kvinder benytter sig af - der netop helt klart mener, at hun er i sin fulde ret til at tilsvine sin familie, og mener sig så meget i ret til det, at hun overhovedet ikke tænker på, at hendes opførsel er sårende nedgørende og derfor direkte uforskammet.
Hvorfor skal familiemedlemmer finde sig i den slags? Eller rettere hvorfor gør de det?
Hvad vil der mon i grunden ske, hvis netop et familiemedlem rejser sig og siger, at nu må den opførsel altså være nok, og at det vil man simpelt hen ikke høre på, så derfor synes man sådan set at selskabet har nået sin naturlige afslutning, hvorfor man siger tak for i dag og går hjem.
Mon ikke der kommer en øjenåbner - også i den familie? Mon ikke en eller flere vil bakke op om en standsning af disse åbenlyse uforskammetheder?
Jeg ved det ikke, men så har man i det mindste gjort et forsøg, og lur mig om ikke den pågældende vil prøve at vare sin mund næste gang.
Det er naturligvis ikke nogen god løsning, men jeg ville få det værre ved at skabe mere ufred.
Men det med at spise løg eller ikke, den slags ville jeg overhovedet ikke tage højtideligt. Jeg ville bare gøre som det passede mig.
Men nogen gange tjenet denne uærlighed en udmærket. Det kan være man mangler ord, det kan også være man er usikker overfor den følelse der opstår.
Jeg har en udmærket reaktion, som gør at jeg aldrig kommer til at overfuse folk. Jeg klapper simpelthen i. Til gengæld kan jeg så gå og snakke med mig selv i flere dage om, hvorfor sagde jeg ikke det, hvorfor gjorde jeg ikke det. Jeg forurenede simpelthen mig selv. (har jeg senere fundet ud af)
Hvis jeg en enkelt gang fik sagt et pip, så var jeg urolig for konsekvensen, og den kom. Det var også familie det drejede sig om.
Min datter og hendes mand har brudt forbindelsen til hele hendes familie.
Årsagen var, at jeg ikke kunne flytte dagen for min mands begravelse, fordi de skulle på ferie.
Tre dage efter jeg havde mistet min mand og børnene deres far, fik jeg en opringning, og et raseriudbrud fra min svigersøn.
Han var så rasende, sagde han. Jeg sagde stille til ham, at det har du da lov til at være. Så blev han endnu mere rasende. Her lagde jeg ligeså stille røret på. Den følelse af renhed jeg fik i mit hovede, glemmer jeg aldrig. Det er den jeg skal forholde mig til. Jeg handlede ret i forhold til mig selv og den situation jeg stod i.
Havde jeg indgået i en diskussion, så havde raseriet taget fart, og det ville ikke løse noget.
Jeg ville i stedet have været urolig, ført lange dialoger med mig selv. På en ellr anden måde, ville de have haft magten over mig.
Det er nu tre år siden, jeg føler stadigvæk denne indre ro.
Selvom der nok lige er et par ting vi skal have på plads, så passer beskrivelsen "dronningen i familien" ret godt. Det er sikkert bare fordi jeg har formuleret det klodset, så det kunne forstås sådan, men jeg har altså ikke fortalt hende at min allergi er blevet værre. Det er her jeg godt kunne bruge råd, men dem har jeg også fået mange af, og tak for det. :-) Jeg synes måske det er en vigtig del at jeg faktisk ikke har lagt energi i det (endnu). Jeg har spist løg i byen i de sidste par år uden der rigtig skete noget ved det, udover lidt kvalme. Det er kun i den seneste tid det er blevet værre, og de sidste måneder så slemt jeg ikke har kunnet holde ud at spise løg overhovedet. Hjemme ved svigerforældrene har jeg spist miniportioner og forsøgt så vidt muligt at fiske udenom løg. Jeg har ikke fortalt det til min svigermor endnu, og søger derfor råd til hvordan jeg skal tackle hende, når jeg gør det, med baggrund i den personlighedstype hun nu er. Jeg vil ikke finde mig i alt, men vil heller gør ondt værre i den familie. De har allerede haft konflikter, som hun ikke har lært noget af åbenbart. Jeg ved aldrig hvordan hun er. Sidste gang var hun rigtig slem, og jeg var så tæt på bare at tage hjem. Gangen før var hun den sødeste og rareste... Det vender sig altid i maven på mig når vi skal derud. Sådan som hun behandler sine voksne børn...! Det undrer mig virkelig. Jeg har mange gange stået ude på deres badeværelse og talt til ti mens jeg undertrykte et vredesudbrud. Min mand siger jeg bare skal ignorere det, for det er han blevet vant til at gøre. Men jeg kan da ikke bare ignorere at hun nogle gange taler til MIN MAND som om han er et lille barn der har været uartig?!
citat slut
Det forstår jeg så ikke, det må han da selv klare, som han vil. Han er jo ikke et barn.
Rigtigt mange - mig selv ind til for nyligt inklusive (og lur mig, om jeg ikke falder i igen på et tidspunkt) - har jo netop oplevet den der med, at man simpelt hen bliver så såret og vred, at man netop står på badeværelset og kæmper med tårerne og diskuterer med sig selv i afmagt.
Hvad er det i grunden, man tror man gør ved at bide det i sig og prøve at lade som ingenting i stedet for at sige fra?
Jeg er enig med dig, Persille - det handler vel givet om, at man ikke vil skabe mere splid i familien, men ER det mon i grunden det, man gør, hvis man siger fra overfor sådanne urimeligheder?
Som også beskrives her, så er det jo ikke kun en selv, det gerne går ud over - nej, det er en bred vifte af uforskammetheder, der flyder fra denne "dronning".
Og jo - det er desværre nok sådan, at man prøver at lade det glide ind ad det ene øre og ud af det andet, selv om det gør aldrig så ondt, selv om man gradvist kommer til at både frygte og hade de besøg, man føler man er nødt til at deltage i – måske man er heldig at blive ”syg” og derfor ”desværre” er nødt til at melde afbud ind i mellem. Den frustration man helt uværgerligt knokler rundt med i tiden op til et sådant besøg, dræner da – og koster måske endda vrisseri i ens egen familie.
Og alt dette UDELUKKENDE fordi ”dronningen” ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, og ikke får for to øre modspil af sin familie.
Mit bud er, at man netop ikke skaber mere splid – tvært i mod – der er en langt større sandsynlighed for, at man får ryddet op, luftet ud – og finder ud af, at man godt kan mødes på en mere afslappet måde.
Men – jeg er enig – pyhhh, hvor er det svært, og pyhh hvor det føles meget nemmere, at bide det i sig, få styr på tårerne og så ellers lade som ingenting, men jeg er også ret sikker på, at det ikke løser nogen problemer, tvært i mod, med den adfærd giver man det netop lov til at fortsætte og måske endda accelerere.
Jeg synes virkelig det er svært hvordan man skal gribe det an. At gøre ingenting hjælper ikke noget, at sige noget om hendes opførsel kræver de rette ord og et mod jeg slet ikke har. Jeg synes jo allerede jeg har haft mine kampe, dog ikke med min svigermor, det var en anden. Det var hårdt og slet ikke noget jeg har energien til at gentage lige nu. Jeg ville allerhelst hendes egne børn vågnede lidt op og gjorde noget ved det.
Men – selvfølgelig, du bestemmer selv, hvad du vil stå model til. Jeg tror bare, at lettelsen i den grad vil overskygge den energi, du nu bruger på hendes uforskammetheder. Og faktisk kan det lige netop være det, der gør at din mand og hans søskende følger trop. Prøv at tage en snak med din mand om det – fortæl ham, hvad den opførsel gør ved dig, tal med ham om, hvad han tror, der vil ske, hvis du netop gør, som jeg her har foreslået.
---
Jeg har siddet og skrevet en lille historie, som måske ikke omhandler dit specifikke problem, men som også er medvirkende til ballade og splid i - nok flere familier end vi umiddelbart tror:
Min mand havde en gammel moster, som vel var sød og elskelig nok, men altså i sin elskelighed desværre var ekspert i at skabe forkert opfattelse af de faktiske forhold.
Når der var familiekomsammen, så var det altid sønnen, der kom og tog hende med; han elskede den slags familiekomsammen – datteren havde ikke det store behov, for hun var nemlig ikke specielt elsket af familien. Og hvorfor?
Jo, det var jo netop sønnen, der var der, når der var sociale ting – og moderen kunne så sidde der og fortælle at datteren aldrig gjorde den slags, at hun aldrig så sin datter osv. og det kom til at betyde, at datteren blev en slags paria i familien, og det var også for dårligt, at hun ikke tog sig af sin mor osv osv.
Desværre skete der det, at sønnen pludseligt døde, og til begravelsen fik denne datter ret så kontant besked af familien at nu måtte hun altså træde til, nu måtte hun simpelt hen begynde at være der for sin mor. Datteren rettede ind og næste gang, der var et arrangement i familien deltog hun med sin mor, for hvem disse sammenkomster var meget vigtige. Arrangementet foregik tilfældigvis hos os, og jeg påhørte flere spydigheder til denne datter.
På et tidspunkt skulle man ud og gå en tur; hende og jeg valgte at blive hjemme, og der fik jeg så en ganske anden historie at vide.
Datteren var dybt fortvivlet – hun fortalte mig, at nej – hun havde ikke haft det store behov for alt det familie-tam-tam – netop fordi hun følte sig jagtet i familien.
Hun fortalte mig, at jo – broderen var kommet og havde taget hende med på tur og høstet alle laurbær, men så sagde hun:
”Hvem tror du egentlig kommer hver uge og gør rent hos mor? Hvem tror du køber ind? Hvem tror du følger hende til undersøgelser osv osv??? - Jo, min bror kom forbi og tog hende med på tur, men ellers? Så var han da ikke til stede. Og hvor gør det altså ondt, at jeg skal stemples sådan.”
Her handlede det om en mor, der bare slet ikke var klar over, at hun i den grad nedgjorde sin datter, hun var ikke klar over, at hun ved den opførsel fik lagt sin datter for had i hele familien, at det sådan set var derfor datteren ikke deltog i familiesammenhænge – og en familie, der overhovedet ikke stoppede op og lige sikrede sig, at de ikke løb videre med en halv vind.
Jeg prøvede – og desværre alt alt for sent -at råbe familien op for hende, for hun havde jo netop bare bidt det i sig, fundet sig i at blive sjoflet af familien. Moderen døde i øvrigt kort tid efter, og i dag er denne datter da i den grad stået af familien – og ind i mellem bliver der da talt om, at det da er mærkeligt, at hun holder sig væk, men hun har jo i øvrigt også altid været ”underlig”. Jeg råber stadig op, fortæller at det altså er dem selv, familien, der har jaget hende på porten – og mener da, at der er et par stykker, der har en halvdårlig smag i munden. Men nej – der tales ikke så meget om det mere – det er nogle år siden, min mands moster døde.
Tja – jeg fik lige lyst til at fortælle denne historie, for sådan noget kan der netop også komme ud af, at man bare bider tænderne sammen og lader som ingenting, når der foregår urimeligheder lige foran næsen på en.
Måske er det misforståelser hele vejen igennem. Familier er forskellige. Hvad der er problemer for den ene er ikke for den anden.
Jeg mener heller ikke man skal ændre på den måde en mor taler til sin søn på. Det er noget de må om. Jeg kunne ikke drømme om at blande mig i min mands og min svigermors samtaler.
Det er mandens mor, det er hans familie.
Min familie er helt anderledes end min mands. Jeg ved hans familie ikke helt forstår mig og noget har jeg fundet mig i. De mener måske så til gengæld, at de finder sig i noget. Hvad ved jeg.
Jeg tror ikke engang de er klar over jeg har følt mig generet engang imellem.
Jeg gør det for min mands skyld, for han elsker sin familie, selv om han siger han ikke altid er enig med dem. Jeg gider ikke ufred over ingenting og slet ikke over løg og hvordan en søn og mor taler sammen.
Det må være deres private liv.
Om hun er "dronning" eller det hele bare er misforståelser, fordi man kommer fra hver sin familie med hver sin måde at samtale på. Det er så nemt at misforstå hinanden.