Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Selvom jeg havde lovet at komme med situationsrapporter løbende, er det ikke blevet til så meget på det seneste. Jeg kan måske dække mig bag det faktum, at vi den sidste måneds tid haft besøg af min datter, hendes mand og vores 2 måneder gamle barnebarn fra Australien. Jeg har været hyggebedste, husfaktotum og kokkepige til guld, sølv og bronze, og har ikke tilbragt megen tid foran computeren.
Det er i hvert fald den officielle version. Men jeg kan godt vedgå, at jeg også har følt mig noget utilbøjelig til at berette, hvad der er dukket op på scenen siden sidst, jeg skrev, og som i mine øjne har ændret hele kortgivningen. Selv har jeg stadigvæk svært ved at kapere den info, jeg har fået - og jeg er egentlig også voldsomt utilfreds med mig selv over, at jeg ikke har taget et afgørende skridt i nogen som helst retning desangående. Det er som om, at jeg bare bliver ved med at lade slagene hegle ned over mig uden at jeg svarer igen.
Mit sidste indlæg var jo ret så optimistisk. Min mand havde valgt at have mig, og kun mig, i sit liv - havde givet tydelige udmeldinger om sine monogame intentioner, og jeg var så småt ved at tro, at jeg måske kunne begynde at føle en forsigtig form for tillid til ham; ligeså sagte. Der var jo, tænkte jeg, gået over 6 måneder siden han brød med sin elskerinde, og han havde jo svoret, at han ingen kontakt havde til hende.
BAM!!! skal jeg så lige love for det sagde i begyndelsen af september. Som jeg har gjort hver eneste måned i 30 år, åbnede jeg, som familiens bogholder, min mands lønseddel, da den kom med posten - for lige at checke, at han ikke uretsmæssigt var blevet bøffet for noget, hvilket nemlig er sket nogle gange.
OG der læste jeg så sort på hvidt, at han havde taget ferie i midten af juli, mens jeg var vel pakket af vejen i Australien. Med andre ord var det ikke jobbet, som han ellers havde ladet mig forstå, der havde ledt ham til Italien for det 4-dage lange ophold, hvor jeg intet hørte fra ham, og om hvilket han ikke efterfølgende havde mælet ét ord. Hvad var det så?
Jamen da, I gætter helt rigtigt. Konfronteret med spørgsmålet om, hvad han havde foretaget sig i de fire dage i Italien, lod han mig hårdt presset vide, at han havde været på den ferie med sin elskerinde, som "jo havde været planlagt for længe siden" (= før jeg fik vished for hans utroskab), i den periode, hvor jeg ville være bortrejst. Dermed måtte han også indrømme, at hans forhold til hende aldrig havde stoppet efter 'Den store Afsløring' i februar. Efter hans udsagn er forholdet nu slut; det var - siger han - hende, som slog op med ham. Spørg mig lige, om jeg nogen steder tror på, at de ikke er i kontakt med hinanden længere. Har ingen muligheder for at efterprøve det, idet min mand fortsat omgærder sig med koder og pasord og jeg skal komme efter dig, på alle kommunikationsmidler, for ikke at tale om de midler til elektronisk utroskab, han har adgang til på kontoret. Så den åbenhed og fortrolighed, han så besnærende har lovet mig, synes jeg kan ligge på et meget lille sted.
Han har endnu ikke kunnet/villet svare mig på mit spørgsmål om hvordan han kunne fortsætte sit forhold efter at jeg havde opdaget det og han så tydeligt fik indblik i, hvor dybt elendigt jeg havde det, hvor grundigt mit hjerte var knust. Han kan/vil ikke fortælle mig hvordan har har kunnet komme med alle sine erklæringer og løfter om troskab og åbenhed til mig, og så sideløbende køre på med sit dobbeltliv efter 'Den store Afsløring'.
Meget tidligt i forløbet fortalte jeg ham uden mulighed for misforståelser, uden omsvøb, at hvis jeg ikke kunne have ham helt, så ville jeg slet ikke have ham - min holdning har været helt entydig og har aldrig rokket sig en tøddel. Så hvis det virkeligt er mig, han vil have, og han så hvor parat jeg var til skilsmisse, hvorfor løb han så den kolossale risiko for at miste mig ved at blive ved med at have sin elskerinde?
Jeg ser på det som om jeg havde givet ham en stor gave, en gave, som det kostede mig hjerteblod at give ham, nemlig min vilje og villighed til at genopbygge vores ægteskab efter at jeg havde fået vished for hans store og langtvarige svigt. Den gave tog han i hænderne, spyttede på den, og smed den langt væk - ved at vælge i al hemmelighed at fremture med sin utroskab, samtidigt med, at han bebrejdede mig, at jeg ikke bare kunne feje problemet under gulvtæppet og lade være med at tale om det. Sådan kan jeg ikke undgå at opfatte hans handlinger og beslutninger. En total afvisning af min åbenhed og imødekommenhed over for ham.
Jeg er nødt til at bide mit indlæg over i to - alt for meget at berette...
Det er mig endnu umuligt at forholde mig til det. Det er et hængeparti af så store proportioner, at jeg ikke ved hvordan jeg skal tackle det. De første par uger efter det var kommer på bordet, var jeg i chok og rystet i den sølle rest af grundvold, jeg havde tilbage efter hans første svigt. Handlingslammet. Og siden har min mand brugt vores datters besøg her som et skjold - hun ved intet om hans utroskab, og jeg ønsker heller ikke, at hun skal have del i den smerte; jeg kan jo se, hvor meget kendskabet til deres fars krumspring har såret mine to sønner og for altid forkvaklet deres forhold til ham. Derfor har jeg tiet, og det har været oplagt for min mand at sige 'ikke nu, vi taler ikke om det nu". I øvrigt synes han ganske ærligt ikke, at der er mere at tale om. Han er jo holdt op nu og tænker aldrig nogensinde på sin unge elskerinde mere...........
Det føles som om, jeg er ved at revne i sømmene. Jeg synes, at der er meget mere at tale om - og jeg synes, at han skylder mig sin udlægning af hvorfor han fortsatte forholdet alt imens han spandt mig ind i bedårende løfter og erklæringer. Af hvordan han kunne kaste min forsoningsgave på alfarvej og trampe den i støvet. For en mand, der kan dét, er i stand til hvad som helst. Også selvom han er sød og rar og kærlig udadtil, og lever sine dage ved min side som om han aldrig havde myrdet min sjæl.
Åh Lotte, hvis du er derude, så kan jeg se dig, og helt bestemt også mange andre, hoppe i stolen og spørge mig, hvorfor jeg i himmelens navn stadigvæk er hos den sjuft. Om jeg dog behøver flere beviser for, at han er og bliver en upålidelig stabajds, der kun kan være af det dårlige for mig. At jeg ville have det meget bedre i en tilværelse uden ham. At jeg spilder min kostbare tid. At jeg går mod atter et svigt, endnu et nederlag, igen en hjertesorg.
Alligevel er jeg her endnu. Fordi jeg stadigvæk har vilje og kræfter til at slås for mit ægteskab, og fordi jeg fuldt og fast tror på, at jeg den dag, hvor det langt om længe bliver for meget for mig, klart vil vide, at NU orker jeg ikke mere. At NU har jeg gjort alt, hvad der stod i min magt.
Er du der, cpacan? Hvordan går det hos dig?
Jeg vender tilbage med opdatering fra dette følelsesmæssige marathon.
Fortsat god søndag til alle.
De kærligste hilsener fra Kranen
Jeg husker godt vores debat, men indrømmer at jeg ikke har læst den igennem nu igen.
Jeg vil have lov til at være en lille smule brutal, for hvad vi du i grunden have råd om???
Du skriver her i dag noget som jeg også mener, du har nævnt tidligere i debatten, citat:
"Meget tidligt i forløbet fortalte jeg ham uden mulighed for misforståelser, uden omsvøb, at hvis jeg ikke kunne have ham helt, så ville jeg slet ikke have ham - min holdning har været helt entydig og har aldrig rokket sig en tøddel."
Nu finder du ud af, at han altså til trods for den kontante melding, ikke har kunnet nøjes med dig, og har været på ferie med den anden i sommer?
Hvor meget entydigt og urokkeligt er der så for dig nu?
Du fortæller klokkeklart, at hvis det sker igen, så er det slut. Han lover lige så klokkeklart, at det ER slut.
Han lyver for dig - og du lyver for ham. Ingen af jer overholder, hvad I klokkeklart aftaler, så hvad er der så at overholde?
Helt ærligt, Kranen; du har jo netop bevist overfor ham, at han kan gøre, som han har lyst - og nåja, du bliver lige lidt "sur og urimelig", men mere sker der jo ikke. Alt det der "uden misforståelser" - mente du åbenbart alligevel ikke. Hvorfor skal han så mene, hvad han siger?
Jeg er ret sikker på, at jeg tidligere i denne debat har skrevet noget i retning af, at du må finde ud af med dig selv, om du kan leve med ham, som den han altså har vist sig at være, eller om du ikke kan.
Det er dig, og kun dig, der kan finde ud af det. Hvad jeg - og andre - øjeblikkeligt ville gøre, kommer ikke den sag ved.
Du må finde ud af, om du virkelig kan magte, at du opdager det her igen - og igen - eller om du ikke kan.
Og - så skal du tænke grundigt over, hvad du siger, for du er også nødt til at forholde dig til, at hvis ikke du kan være konsekvent, altså overholde, hvad du har sagt ganske og aldeles klokkeklart - så er det nok ikke det, du skal sige.
Naturligvis preller det af på ham, når han oplever, at han bare kan bolle ved siden af uden andre omkostninger, end at du bliver "urimelig", for at holde os til det, denne debat startede med.
Enten må du acceptere ham, som han er eller også må du gå. Du går vist ikke foreløbig, men glem samtalen med ham, den hjælper overhovedet ikke.
Du må indse det, han stopper først, når han er så gammel, at han ikke kan mere. Men han bliver jo sammen med dig, så må du nøjes med det.
Det kan du ikke siger du så, ja, men hvad vil du så gøre. Der er ingen andre udveje, hvis du vil blive sammen med ham. Snak hjælper ikke. Man træffer et valg, når man er parat.
Det er du ikke endnu, så du vil forsætte med at være ulykkelig, hvis ikke du kan "glemme" hans utroskab og bare leve, som om der ikke var noget galt.
Du kan "kæmpe" nok så meget, det hjælper ikke, han er, som han er og bliver ved med at være. Måske ville det klogeste være at indse det.
Jeg forstår godt, at det er hamrende svært at gå fra et langt ægteskab, da jeg selv har prøvet det. Det er formentligt en af grundene til, du er der endnu. Man fjerne hele sit fundament og lige nu er der rokket betydeligt ved dit allerede. Men hvad hvis alternativet til at gå er værre?
Tror du, du nogensinde ville kunne få tillid til din mand igen, med den måde, han vælger at gøre tingene på? Og vil du bruge resten af dit liv på at leve sammen med en, du ingen tillid har til. Hvilke konsekvenser vil det få for dit liv? Vil du bruger timer og dage, når I ikke er sammen på at være syg af ængstelse for, hvad han nu laver og hvorfor han ikke ringer eller skriver? Hvad bliver det for et ægteskab? En tom skal, hvor man har sine materielle goder sammen? Hvad tror du, der vil ske med dine følelser for din mand på sigt? Han virker, undskyld mig, ikke særlig tynget af, at han har kastet dig ud i dit livs krise. Mon han overhovedet har forstået, hvad det er, han har gjort eller ønsker han ikke at forstå?
Det virker som om, at han har magten i jeres forhold og at han egentligt ikke er bange for, at du går nogen steder. Derfor har han reelt intet haft at miste ved at fortsætte sin affære. Han fortsatte den, fordi han kunne! Det vægtede åbenbart slet ikke, at han satte sit forhold til dig over styr eller at han havde givet dig et løfte (ligesom det ikke gjorde det, da han indledte affæren).
Hvis man skal genrejse et ægteskab efter utroskab og vælge hinanden igen, skal man virkelig ville det og vise at man vil det. Der skal være fuld åbenhed og man skal selv have styr på, hvorfor han handlede, som man gjorde. Først er det din mand, der skal yde en væsentlig indsats for at vise dig, at du kan have tillid til ham, også selvom det indebærer, at du skal have adgang til hans mails og sms'er i en periode. Hvad gør din mand? Han indsætter passwords som aldrig før, forhindrer dig i at følge med i hans færden på nettet og mobilen. Hvorfor skulle han gøre det, hvis ikke han havde noget at skjule? Alene det ville få mig til at overveje, om han nu virkelig vil gøre, hvad der skal til. Dernæst tager han elskerinden med på ferie, på et tidspunkt, hvor han har bildt dig ind, at han arbejder for ægteskabet og affæren er slut. Han lyver dig lige op i hovedet ved at sige, det er forbi. Han fratager dig altså valg, du har al mulig ret til for dit eget liv i den tid, han kører sin affære. Det er rigtig dårlig kammeratskab i min optik. Han driver gæk med din virkelighedsfornemmelse.
Hold da op, hvor må du føle dig svigtet og forrådt. Den måde din mand har grebet det her an på gør ting ved dit selvværd. Det kan også være en af grundene til, at man bliver handlingslammet. Det kan være svært oven i at skulle overskud at finde noget nyt at bo i og klare alt det praktiske også.
Pas på dig selv. Hvis ikke du kan overskue det, så træf en aftale hos en terapeut eller psykolog alene, for at få fundet ind til, hvad du egentlig gerne vil. Du er nødt til at fokusere hårdt på dig selv nu, for at finde ud af, hvad der er det rigtige for dig. Det er en proces i sig selv, der kan tage tid og imens skylder du ingen heller ikke din mand klare svar.
Du kan sikkert klare at miste din mand, men mister du dig selv, har du ingen.
Uanset hvad du vælger at gøre (gå eller blive) tror jeg det er vigtigt, at du ikke bare lader tiden passere, mens du driver med og håber at tingene finder et leje, der hverken er fugl eller fisk og hvor den her affære vil stå mellem dig og din mand, hver gang du ser på ham. Du skal ind og tage nogle aktive valg for dit liv. Det er dit liv, ikke andres og du skal sørge for, at du lever det, så du selv er tilfreds. Hvis ikke du tager skeen i din egen hånd, ender du med at blive en bitter kvinde, og det er ingen tjent med, heller ikke du.
De bedste hilsener
Mig
Tak for at du holder os orienteret. Det lyder virkelig hårdt og jeg føler med dig.
Jeg kommer lige med en anden vinkel, som du måske kan tygge på. Hvis den er hen i vejret og for provokerende, så beklager jeg på forhånd.
Jeg tror nemlig at din mand gerne vil skilles. Han er dog stadig en konfliktsky tryghedsnarkoman, som ikke selv er i stand til at tage skridtet. Jeg tror ikke at din mand er et væmmeligt røvhul, som godter sig ved tanken om, hvordan han snører konen derhjemme mens han render rundt med elskerinden. Han er tværtimod sikkert led ved situationen og ganske bevidst om at han påfører dig smerte. Jeg tror heller ikke at hans konklusion på baggrund af det seneste forløb er "haha, jeg kan knalde hvem jeg vil uden at der sker noget".
Han er grundlæggende utilfreds med det liv han har sammen med dig. Hos elskerinden fandt han noget som han har manglet så meget at han ikke har været i stand til at stå imod, trods intentioner om det modsatte. Nu er hun (formentlig) væk, men savnet og den utilfredshed der i sin tid fik ham til at være utro er der stadig. Han signalerer samtidig tydeligt at han ikke ønsker at arbejde i dybden med jeres forhold og få skabt fundamentet for noget godt og varigt imellem jer. Han lader stå til i en form for apati, og det tror jeg skyldes at han simpelthen ikke selv kan tage skridtet videre.
Han er konfliktsky og han ved at han allerede har påført dig en masse smerte. At det er ham der er røvhullet. Nu ser han at du virkelig kæmper, at du virkelig ønsker at det skal lykkes. Det giver ham ufattelig dårlig samvittighed og han kan ikke få sig selv til at give dig dødsstødet. Det er for ondt. Først at være utro, og så bagefter al balladen sige "det er fordi jeg ikke elsker dig mere...". Han gør derfor som de fleste konfliksky men gør - han lader stå til og håber på at andre folk træffer valget for ham.
Derfor er mit råd at du skal forlade ham. For hans skyld. Du holder jo af ham, ellers ville du ikke fortsætte denne ulige kamp. Brug din kærlighed til at sætte ham fri til at forfølge det liv han ønsker. Vær det store menneske og hjælp ham på vej. Bagefter kan du fokusere på dig selv.
Du kæmper en umulig kamp. Ikke fordi han er et bedragerisk røvhul (det er han muligvis osgå), men fordi at du ikke der den eller det han vil have. Du kan ødelægge dig selv totalt, hvis du fortsætter den kamp.
Jeg håber ligesom de andre at du vil passe på dig selv.
De bedste ønsker herfra
Men jeg havde hørt nok på hans løfter om der ikke var andre. Endelig tog jeg mig sammen og blev skilt. Men det holder da hårdt, at skulle forlade sit hjem og begynde forfra. Hvis han havde været venlig og rar mod mig , så havde jeg sikkert holdt ud. Men han var bestemt ikke nogen rar mand.
Jeg kender alt til hvor svært det kan være at tage en beslutning. Skal man gå eller blive. Jeg ville ikke have brudt hjemmet op, hvis bare han havde været til at leve sammen med.
Derfor siger jeg, man må bestemme sig til om det er til at leve med, for det ændrer sig efter alt sandsynlighed ikke.
Det er egentligt ikke fordi, jeg beder om råd, Lotte. Jeg havde lovet at komme med opdatering, og der var da også noget at fortælle.
Men debat, det kan dette kapitel afføde, kan jeg se.
Måske synes du og eventuelt også andre, at jeg har udvist rygrad som en regnorm ved ikke smide min mand ud efter jeg opdagede hans utroskab, og da i særdeleshed efter jeg opdagede, at han fortsatte sit forhold efter jeg havde opdaget det. Og du har ret i din mening om, at det er langt den mest kontante afregning - den, der optrækker linierne klarest. Jeg siger ikke, at det er den nemmeste løsning og jeg siger ikke, at det ikke ville være den bedste for mig rent objektivt set. Men.....
Det er også helt korrekt, Persille, at jeg må acceptere ham, som han er. Han medgiver selv, at han godt kan lide kvinder, og at det er gengældt - det kan jeg jo selv se. Det er også helt OK, sådan er han skruet sammen.
Nu har han bare fundet ud af på den hårde måde, at han er nødt til at nøjes med at nyde at være i kvinders selskab, flirte lidt måske, men ikke overskride den grænse, som jeg synes vores ægteskab sætter, hvis han ønsker at blive i det. Jeg har fortalt ham uden omsvøb (og tydeligt vist ham ved min opførsel), at jeg er helt parat til at slippe ham fri, så han kan flagre hvorend hans penis end fører ham, men at det betyder en øjeblikkelig ende på vores forhold. Hvis han som Eftertænksom er inde på ønsker, ved passivitet, at provokere mig til at tage beslutningen til et brud, så har han haft alle muligheder, men ikke benyttet dem. Jeg har selv haft tænkt på, at det var dét han ville, men det benægter han på det pureste, og det ser ud til at han taler sandt.
Det er den seneste udvikling i denne efterhånden 'Borte med Blæsten'-længde tråd. Vi har den seneste uge haft SÅDAN nogle samtaler, flere af dem på hans initiativ, og vi har grædt. Naturligvis er jeg meget varsom med at tage hans ord for gode varer, men han sværger at hans forhold er endegyldigt forbi og at han ingen kontakt har til sin elskerinde.
DET har han sagt før, hører jeg i min høresnegl, og det er helt rigtigt.
Det føles bare som om, at det er gået op for ham efter vores seneste tur gennem vridemaskinen, at han har gjort mig oprigtigt og forfærdeligt ondt, selvom han nok ikke rigtigt kan sætte sig ind i, hvor dyb smerten er. Og han rækker ud, han siger undskyld, og han er nænsom. Jeg mærker, at han forsøger at komme mig i møde - og han har droslet ned på sikkerhedsniveauet omkring de elektroniske kommunikationsmidler (nu er det bare mig, som ikke kan få mig selv til at snage, selv om jeg egentlig gerne ville). Han giver mig sin info omkring forretningsrejser (som er blevet sparsomme og korte - sparerunde i firmaet?). Persille, han er dejlig at være sammen med - og vi holder meget af hinandens selskab. Det er ikke en tom skal.
Er den glasnost ikke umagen værd at udforske?
Jeg er i hvert fald villig til at gøre forsøget. Vælger hver dag, at også i dag vil jeg prøve at give det et løft. Måske vil nogle mene, at det er spild af tid, andre vil sige, at det koster tid og tårer, men i et godt formåls tjeneste. Det er jo også det, du siger, Mig. Havde du virkeligt elsket din eksmand, så havde du gjort forsøget?
Hermed lidt betragtninger. Pas på Jer selv derude. Vi snakkes.
Kærligst fra Kranen
Sikke en redelighed, og på mange måder lettere uforståeligt. Jeg må tilstår, at jeg ikke forstår, at du med så oprejst pande kan sige,a t du fortsætter med at kæmpe for ægteskabet efter endnu et bedrag - der havde jeg helt sikkert stået af.
Jeg forstår heller ikke, at din mand ikke hanker op i bukserne og gør det rigtige, som en mand, som et godt, ærligt og redeligt menneske, men han er jo ikke, så jeg kan sige det til ham. Så derfor vil jeg målrette mit indlæg til dig i stedet:-)
Jeg kan i virkeligheden ikke tilbyde så meget ud over, hvad andre har sagt, men jeg vil gerne plukke lidt i de øvrige indlæg, for de indeholder rigtig meget sandhed (set udefra) og visdom.
Først den helt grundlæggende forudsætning - jeg synes, at han med det seneste grove bedrag har vist, at han ikke er indstillet på ændre sig. Det vil dermed også sige, at hvis der skal ske forandring, så er du selv nødt til at skabe den - og ikke ved at tage en snak med ham, det har du jo ligesom prøvet.
Jeg låner en fra Lotte, som jeg her er 110% enig med. I lyver for hinanden, og du lyver for dig selv. Du sagde til ham, dig selv samt en flok anonyme forumbrugere, at du IKKE ville acceptere en gentagelse. Nu siger du i dit seneste indlæg, at det har du nok alligevel tænkt dig at gøre. Hvad går det ud på?
Jeg låner et citat fra mig1967, som jeg synes er lige i øjet og rummer meget visdom: "Du kan sikkert klare at miste din mand, men mister du dig selv, har du ingen." Du er efter min mening godt i gang med at miste dig selv. Det er ikke en kritik af dig, for det er et fokus, som jeg også selv har svært ved at holde ind imellem, så hvis det virker som om jeg pisker dig med det, så rammer det mig selv mindst lige så hårdt.
Hvis du ikke skal miste dig selv, så ser jeg kun tre muligheder for dig, når præmissen er at du ikke skal miste dig selv:
1. Gå fra ham med selvrespekten i behold og vid, at du gjorde dit bedste for at få det til at fungere. Lev alene eller find en anden mand, som vil respektere dig.
2. Accepter ham som han er, lev med at han løbende bedrager dig og vær glad for det, som du får fra ham. Styrk dit eget liv og vær lykkelig for alt hvad du har i dit liv.
3. Accepter at han ikke er monogam, lær dig selv at skabe intime relationer til andre. Åbn forholdet op og vær ærlige overfor hinanden omkring de kærester i hver især har.
Jeg kan ikke rigtig se andre mulige veje at gå, og hvis ingen af dem ser attraktive ud, så handler det vel om at vælge det mindst dårlige, og så lære at være glad for det.
Personligt synes jeg, at det er rigtig svært at være glad for, at mit liv er gået i den retning, som det er. Jeg husker jo stadig, hvor lykkelig jeg var - vi var engang, dengang utroskabsspøgelset endnu ikke havde bombet min selvforståelse og mit syn på virkeligheden og verden til atomer. Men jeg accepterer, at det er sådan, det er. Uanset hvor meget jeg end ønsker mig, at det var anderledes, så er det som det er. Jeg kan ikke slås mod realiteterne - det giver kun huller i luften og øgede frustrationer.
Jeg er stadig sammen med min kone, på godt og ondt. Vores forhold er ganske meget anderledes end det var engang. På plussiden, så har jeg fundet mig selv, kan sige til og fra, jeg står ved hvem jeg er og er glad for det. Jeg har forbedret en række ting ved mig selv, som jeg dybest set ikke var tilfreds med. Det har også givet en helt anden måde at være sammen med andre på, og det er jeg blevet rigtig glad for.
På minussiden tæller, at min kone ikke rigtig synes, at hun tilsvarende behøver at kigge dybt i sig selv for at finde frem til de knaster og overbevisninger, som fortæller hende, at det er OK at bedrage mig. Hun holder sig til at sige, at hun ikke gør det igen. Men uden at kende de indre beslutningsmekanismer i sig selv, så tror jeg ikke på, at det holder i længden. Givet de samme eller lignende omstændigheder, så vil hun kunne bedrage mig igen - det samme tror jeg gælder for din mand. Det er blot et spørgsmål om hvornår den næste håndgranat bliver smidt.
Det betyder desværre for mig, at jeg ikke formår at åbne helt op og være sårbar overfor hende igen, og det ser jeg som et tab af kærlighed, hvilket jeg ofte tænker på er en skam, for jeg synes selv, at jeg har mere at give. Jeg arbejder på knække den nød, men det er svært, når man som jeg har så lidt lyst til at blive såret og skambidt igen - en forsvarsmekanisme om du vil.
Det virker ikke som om du har den samme begrænsning i din psyke og dit følelsesliv, så måske du vil kunne formå at blive ved med at give, selv om du må dele din mand med en anden.
Jeg ville ønske, at en lille fe ville gå rundt om natten og kaste tryllestøv på alle mennesker, så de ikke længere ser utroskab som attraktiv eller farbar vej. Som sagt, så ser jeg verden anderledes i dag og er godt klar over, at det er ønsketænkning:-) - alting er som det er.
Pas godt på dig selv Kran, hold os gerne opdateret om dine tanker og din situation, alle kan lære noget af dette.
citat slut
Sådan skrev jeg.
Du har jo et andet forhold, han er rar ved dig selv om han lyver. For lyver det gør han, indbild dig ikke andet. Af den grund bliver du i ægteskabet, han lover, du truer, han lover, i bliver glade, du bliver ulykkelig, sådan vil det blive ved med at gå, op og ned, til han bliver træt at rende rundt med andre. Så måske vil du endelig blive lykkelig.
Sådan kommer det til at gå, hvis ikke du møder en anden og forelsker dig i, medens han er på " forretningsrejse."
Jeg føler skam med dig, for jeg ved hvor grusomt det føles.