Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Åh - hvor godt, at I får taget hul på bylden; mit råd er, at du skal holde fast - I skal have ryddet ordentligt op; du skal fastholde, at du ikke kan love noget, før du selv er sikker i din sag.
Jeg vil også råde dig til at øve dig i at åbne mere - for det, at du øjensynligt har været så lukket omkring dine tanker og dit inderste, kan meget vel have været med til, at han måske har været usikker på dig, og så valgt det mest irrationelle, man overhovedet kan vælge.
Min baggrund er en helt anden end din, men jeg var faktisk gift med en mand, der under ingen omstændigheder mente, at jeg skulle involveres i hans tanker - han var mig ikke fysisk utro, men han var det i den grad psykisk - og ja, han drev mig ud i, at det så blev mig, der blev den fysisk utro part. I min verden er psykisk utroskab lige så slemt - om ikke værre - end fysisk.
Derfor ser jeg også anderledes på sådanne konflikter end cpacan - han og jeg har i øvrigt har været stødt sammen i en anden debat. :-)
Jeg er ikke helt så kategorisk - mener, at der i langt de fleste tilfælde er en årsag til utroskab. Det er ikke udelukkende den utro, der har gjort alt forkert og den forsmåede, der har gjort alt rigtigt.
Jeg har dog på smerteligste vis erfaret at fysisk utroskab aldrig, aldrig er løsningen, men jeg forsøgte i årevis inden at råbe min mand op - hvilket ikke lykkedes, og det var ikke ham, men mig, der til sidst sagde stop.
Jeg er i dag meget lykkelig med en anden, som jeg i øvrigt snart har kobberbryllup med, og utroskab - hverken den ene eller den anden slags - er fuldstændigt utænkeligt i vores liv.
Det, der i langt de flest tilfælde ødelægger parforhold, er at parterne ikke taler ordentligt sammen, så hvis I nu har fået åbnet, så er det afsindigt vigtigt, at I fastholder denne åbenhed fremover.
Jeg håber og ønsker det bedste for dig og for jer.
Faktisk kunne jeg tænke mig, om du havde lyst til at fortælle, hvordan det går - sådan om et par måneder - om et år osv. ? Det tror jeg, at mange vil kunne få glæde af.
Det er meget ærgerligt - det er sket for mig en gang før, faktisk mit allerførste indlæg blev væk på den måde; kan desværre ikke begynde forfra lige nu, men vil lige takke Jer for at holde tråden varm. Jeg vender tilbage meget snart.
Mange hilsener fra Kranen
Hej igen,
Det ser ud til, at du allerede har fat i noget brugbart, hold nu fast i det.
Hvad du end gør, så lad ikke nogen overtale dig til, at det er din skyld, at din mand har valgt utroskaben. Når du åbner for dialogen, så vil din mand givetvis/muligvis forsøge - det er projicering af skyld og har til formål at mindske ens egen skyldfølelse, når man gør noget, som man godt ved er forkert. Så får man en til at hjælpe sig med at bære skyld og skam, hvorved den bliver lettere og mindre besværlig at bære.
Det er muligt, at du ligesom din mand har været dårlig til at kommunikere, at du har taget ting for givet og måske endda været helt umulig at leve sammen med, men så tager du ansvar for den del og lægger en plan for forandringer til det bedre. Men HANS valg af utroskab, og måden hvorpå han har retfærdiggjort det for sig selv, det bør du sige pænt nej tak til, for din egen skyld. Enhver er ansvarlig for sine egne handlinger, og det er ikke rimeligt, at du både skal bære smerten over bedraget, anvise vejen frem imod genopbygning og så oveni købet tage skylden for din mands utroskab på dine skuldre. Men tag min holdning for hvad den er, en holdning.
Jeg har ligesom du et længerevarende forhold bag mig, jeg er en smule yngre men havde også set min kone og jeg sidde sammen på vore gamle dage og kigge ud over solnedgangen. Min kone havde som din mand en længerevarende affære, for at få mere opmærksomhed, for at føle at hun stadig er attraktiv for andre (det kan partneren nemlig ikke, fordi det "forventes" af ham/hende), og så for at prøve noget anderledes sex (kedsomhed og i fast parforhold for tidligt?).
Husk på, at din mand nok igennem mange år har retfærdiggjort for sig selv, at han har ret til lidt ved siden af, og den følelse af berettigelse kan være svær at fjerne igen, fordi han er blevet afhængig, og dopamin-fikset nu udebliver. Det er jo en umådelig attraktiv følelse at have trygheden hjemme og blive ekstra bekræftet seksuelt ude på samme tid, hvem vil opgive den luksus, hvis det er praktisk muligt at have begge dele?
Jeg kæmpede i alt for lang tid med at få min kone til at FORSTÅ min position, forstå min smerte og forstå, at hun havde gjort noget forkert, og at hun burde rette det, alt imens hun på sin side søgte ny kontakt med AP. På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg ikke kunne afholde hende fra denne adfærd, hvis det ikke var det hun inderst inde ønskede. Så jeg vendte fokus til mig selv igennem selvudvikling, terapi og træning, vendte fokus ud mod andre mennesker (også kvinder), og det blev ret tydeligt for min kone, at jeg også havde alternativer, og at hun derved risikerede at miste noget værdifuldt. Det fik hende til at vende 180 grader og stoppe affærebesættelsen. Handling skaber forvandling.
Er du sikker på, at affæren er slået helt ihjel?? Har han stadig kontakt til affærepartneren i en eller anden form, og kan det verificeres at han ikke har? Det er, efter hvad jeg har læst og oplevet, ret normalt med tilbagefald.
Jeg satser på at genskabe mit forsvundne indlæg fra i eftermiddag, eller dele af det, her i aften på et tidspunkt.
Mange hilsener fra Kranen
Jeg forsøger kort at genskrive det indlæg, jeg så tåbeligt mistede i eftermiddags.
Der var en tak til Lotte for at tage tid til at sende mig en hilsen, hvor du indvier mig i din historie; også i dit tidligere forhold var det kommuniktionen, det var galt med, kan jeg forstå. Godt nok er jeg noget af en enspænder og ofte tilfreds i eget selskab - men jeg har tidligere været meget opsat på at dele mine tanker og idéer med min mand. Det har bare ligesom været, at det ikke rigtigt interesserede ham og blev slået hen, og det har med årene taget modet fra mig til at insistere på at vi skulle dele det, vi tænkte.
Jeg ville mene, at jeg har et tæt og åbent og kærligt forhold til mine nu voksne børn - så jeg kan sagtens dele tanker med andre, som står mig nær. Men i forholdet til min mand er det altså kikset - jeg tror det blev helt galt, da han blev smidt ud af et job, der havde betydet meget for ham; han har nok (det kan jeg se i bakspejlet) haft en depression, som han ikke ville erkende og der blev derfor ikke gjort noget ved den. I den periode eksisterede jeg vist kun som et irritationsmoment i hans sfære, ellers var jeg usynlig for ham, uanset hvor meget, jeg prøvede at trænge igennem til ham. Det virker ikke ligefrem befordrende for et nært og fortroligt forhold, vel? Men uden at ville piske mig selv, så har jeg ikke været god nok til at række ud efter ham, det erkender jeg.
Tak også til I to andre cpacan og Pernille for Jeres store støtte og kloge ord. Og tak for indblikket i Jeres personlige erfaringer. Det er så sandt, at jeg har fået en fremmed mand i mit liv, som jeg skal lære at forholde mig til. En fremmed, som syntes, at det er helt i orden at have en elskerinde (på præcist sin egen datters alder, i parantes bemærket, dvs 25 år yngre - tal om midaldendes higen efter tabt ungdom...) og i flere år omhyggeligt planlægge samværet med hende i det skjulte. Officielt var han den gode ægtemand og familiefar herhjemme. Sådan en hykler og løgner! Ih, hvor det harmer mig.
Spørgsmålet er, om jeg kan finde ud af at indlemme den ækle part af hans personlighed, og min viden om det, han med fuldt overlæg har udsat mig for - nemlig grov vold på mine følelser og min kærlighed til ham - i mit liv nu og i fremtiden.
Forhåbentligt er det ikke lykkedes for mig at fremstille min mand som den værste sjuft og dumme stodder. OK, det er han - men han har også en hoben gode karaktertræk; ellers ville jeg jo heller ikke så meget som overveje forsøget på en genopbygning af vores forhold, som skal ske på et helt nyt grundlag. Og det ved han.
Jeg ville gerne skrive mere, især som svar til cpacan's seneste indlæg, hvor det handler om hvordan man opbygger sit selvværd og derved skaber en anden balance i forholdet. Det er et meget spændende emne.
Lige nu vil jeg bare ønske Jer en god aften. På snarligt genskriv.
Mange hilsener fra Kranen
Spørgsmålet er, om jeg kan finde ud af at indlemme den ækle part af hans personlighed, og min viden om det, han med fuldt overlæg har udsat mig for - nemlig grov vold på mine følelser og min kærlighed til ham - i mit liv nu og i fremtiden.
Citat slut.
det er nemlig sagens kerne, og det ved du jo bedst selv, eller det vil sige, det finder du helt sikkert ud af med tiden. Men jeg tror, at det er altafgørende, at din mand tager førertrøjen på og viser vilje til forandring. Jeg var lige ved at skrive fortrydelse, men det giver jo ikke helt mening, når der er tale om en langvarig affære, så er der jo ikke tale om en fejltagelse eller en hurtig og forkert beslutning.
Jeg glæder mig til at læse dine tanker om tidligere indlæg.
Er det OK, hvis jeg først melder tilbage i morgen onsdag hen på dagen? Min søn og svigerdatter ankommer nemlig i morgen formiddag fra London, hvor de bor, og den største gensynsglæde skal lige have lov at lægge sig....
Hav en fortsat god aften.
Mange hilsener fra Kranen
Spørg løs, og tag den tid det tager.
Jeg prøver at få ham til at forstå, at hele denne 'historie' ikke bare går væk ved at vi tier om den og lader som om intet var hændt. At jeg forventer af ham, at han, som I siger, "tager førertrøjen på" og beviser, at han oprigtigt er indstillet på at gøre sit til at få vores nye, spæde og uendeligt sårbare forhold til at vokse op og blive stærkt. At han tager et ansvar. At han tager konsekvenserne af sine handlinger, med andre ord.
Jeg har et usandsynligt (urimeligt?) stort behov for at han viser mig den samme slags omsorg, som han så generøst viste sin elskerinde. Jeg kan mærke, at han synes, at han allerede har strakt sig mere end langt overfor mig, hvor jeg synes, at han dårligt er begyndt på det!
Han har altid hadet andres bøvl og piv, og jeg lærte fra starten af vores ægteskab at blive meget selvstændig og selvhjulpen - og tage mig af det meste selv uden at belemre ham med det. Jeg taler her om situationer, hvor man ellers gerne ser par sammen: forældremøder, 'æv' lægebesøg, selvangivelser, fødselsforberedelse, mv. Nu indser jeg, at det var en fejl at lade ham være i fred i alle de år, for han forstår simpelthen ikke, at han nu bliver nærmest tvangsindlagt af mig til at tage del i mine følelser; han kan ikke leve på den måde, siger han det er for meget. Vi må videre, siger han.
Igen i dag fik jeg at vide, at jeg var urimelig. Endnu en gang havde han truffet en beslutning udenom mig ved at stille sig til rådighed for en stand-by ordning på jobbet i sommerferien. Det er efter min mening en handling, der strider mod alt det, han i mine øjne burde gøre for at vinde min tillid og glæde ved ham tilbage.
Jeg ved, at han her til sommer havde haft til hensigt at tilbringe mindst en uge i en feriebolig i Spanien eller Italien med sin elskerinde, mens jeg var 'afsat' hos vores datter. DET kunne han planlægge, men spørge mig, hvad VI kunne gøre sammen i ferien, er åbenbart ikke faldet ham ind. Det oponerede jeg imod og fik at vide, at den stand-by ordning naturligvis ville give mulighed for at tage en uge eller to fri, 'hvis man ville'. Er DET at planlægge sommerferie med mig?
Det skal indskydes, at han har en vældigt stor pose fridage til gode (mange uger), så det er ikke fordi han har nødigt at spare op på den konto.
Luften er derfor kold atter en gang; fordi jeg er så urimelig, og ikke bare ser at komme over det og videre.
Han virker simpelthen uden for pædagogisk rækkevidde, og jeg aner ikke, hvad der skal til før han FATTER, at han er nødt til at gøre noget - langt - ud over at være hverdagsalmindelig. Det var han jo allerede i al den tid, han levede sit dobbeltliv, nu må han altså op af starthullerne og bevise sine intentioner over for mig, så jeg kan TRO ham.
Til slut lige en ting, som - også - tromler rundt i mit hovede:
I spurgte, om jeg var sikker på, at han havde afbrudt al kontakt til sin elskerinde, om det eventuelt kunne checkes.
Nej, jeg er ikke sikker. Og checke hans mails, sms'er eller telefonsamtaler ville nærmest være som at bryde ind i Fort Knox. Der er koder og passwords og jeg skal komme efter dig over det hele. Jeg ville også meget nødigt snage i hans forskellige former for kommunikation igen; jeg gjorde det - uden hæmninger - lige, da jeg havde opdaget hans affære, men det har ikke efterladt mig med en god smag i munden. Jeg er nødt til at tage hans ord for at han ikke har den mindste kontakt med hende.
Men når JEG ikke kan lade være med at tænke på, hvordan mon hun har det nu (mon ikke hun føler sig svigtet og forladt? Måske havde hun bygget sine håb på, at det skulle være hende og min mand i en fremtid med hus og børn - hun er trods alt kun 31), mon så ikke også han tænker på det, og har lyst til at kontakte hende for at dulme sin dårlige samvittighed over for hende.
Ud fra ét enkelt telefonopkald kan en hel affære uden problemer starte igen, jeg ved det godt, men kan som sagt kun prøve på at tro på det, min så forurettede mand siger til mig. Han er en glimrende skuespiller og dreven løgner, har han jo bevist til fulde, så det kræver tro, håb og kærlighed.
Tro nu ikke, at jeg er totalt blåøjet og naiv. Om ikke andet, er jeg i alt dette blevet langt mere kynisk og langt, langt mindre godtroende. Min mand ved, at Big Wife is watching him, og at han ryger ud for fuld musik det sekund, han udviser de mindste 'tendenser'. Det er også hård kost at leve med, han føler sig kastreret, men vel næppe urimeligt i de givne omstændigheder.
Ingen plads i dag til at lægge noget på bordet vedrørende det, man kan gøre for at oprette en god balance i parforholdet. Jeg håber på et par timer i fred ved computeren i morgen!
Fortsat god eftermiddag - og tak for frugtbare indlæg.
Mange hilsener fra Kranen
Jeg får helt ondt i maven af at læse dit indlæg, det bringer mig tilbage til tiden kort efter min egen D-dag. Din situation ligner min på det tidspunkt rigtig meget, bortset fra, at du virker stærkere og mere bevidst om mange af mekanismerne, end jeg var.
Jeg er godt klar over, at man ikke kan lære gennem andres erfaringer og fejl, og ikke alle situationer er ens. Men nærlæs lige mit første indlæg til dig igen, og siden du nu selv siger, at du måske kører i ring, så læs gerne hele tråden igen:-)
Hvis du ønsker at redde dit parforhold, så må du også være parat til at miste det…!! Du er nødt til at vise ham, at han allerede har mistet dig ved selv at fravælge dig, og at han er nødt til at vinde dig igen, og ikke omvendt. Jeg tror inderst inde og intuitivt godt, at du ved det, men at du stadig mangler modet til at gennemføre det, fordi du er bange for at miste ham.
Der er et gammelt ord der oversat siger noget i retning af: ”Slip din elskede fri. Hvis han elsker dig, så kommer han tilbage, hvis ikke, så har han aldrig været din alligevel”. Jeg tror, at du er nødt til at tilegne dig den måde at tænke på.
Personligt mener jeg ikke, at I kan have en succesfuld genopbygning af Jeres havarerede ægteskab hvis ikke følgende er opfyldt:
• Al kontakt til AP er stoppet, og det kan verificeres. Glem alt om at nå ind til ham, hvis affæren eller drømmen om den stadig lever. Derfor:
• Han har ikke hemmeligheder for dig og giver dig adgang til sine kommunikationsmidler. Jeg kan ikke se, at der skulle være nogen rimelig grund til ikke at dele adgangskoder med dig, og lade dig se telefon eller PC, når du føler behov for det - så du kan få fred og kan bidrage til gradvis genopbygning af en smule tillid.
• Han tager ansvar for sine handlinger og forklarer dig, hvad i hans karakter, der giver ham ”ret til” at have et ekstra forhold kørende. Dvs. ingen ”det var også fordi du ... <indsæt valgfri fejl hos dig>” Lad ham f.eks. gå i terapi for at nå frem til nogle svar.
• Han viser dig i ord OG handling, at han er engageret i forholdet og af sig selv giver dig, hvad du har behov for fra ham. Du er selvfølgelig nødt til at kommunikere til ham, hvad du har brug for, men det bør ikke være nødvendigt at presse eller rykke for det.
Jeg gentager lige mine egne matra - jeg har begået mange fejl, men disse har virket ganske fint for mig:
• Du kan ikke få ham til at gøre noget, han ikke selv ønsker at gøre.
• Du kontrollerer ikke hans handlinger kun dine egne. Hvis ikke du er toptunet, så sørg for at blive det hurtigst muligt, så han ser hvad han mister.
• Og sidst men ikke mindst: Han ændrer sig ikke, før de negative konsekvenser af ikke at ændre sig, overstiger ubehaget ved forandringen.
Andre praktiske detaljer: Har du taget ham i hånden og sammen besøgt lægen for at blive testet for kønssygdomme – det er for mange en aha-oplevelse. Er der økonomiske aspekter, du bør tænke over, ift. hvordan du sikrer dig?