Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Når jeg skriver om depression, så er det fordi meget tyder på at du har en depression. Du virker så trist, du skåret i dig selv, og du har meget konkrete tanker om selvmord og har jo også prøvet et par gange, selv om det ikke virker til at dine nærmeste har forstået det.
Mange der skærer i sig selv, ved ikke helt hvorfor de gør det. Men oftest skærer man i sig selv, når der er mange svære følelser og situationer i sit liv som man ikke ved hvordan man skal håndtere. Det giver usikkerhed, lavt selvværd (altså den følelse at du er god nok lige som du er, bare fordi du er til), lav selvtillid (din egen tillid til at du kan finde ud af noget som helst, din tro på dig selv) -og angst. Angst for ikke at slå til, for ikke at være elsket, hvilket er det allerværste. Angsten for at være helt alene, for det er sådan man føler sig. Og har man svært ved at fortælle om hvordan man har det fordi ens tillid til ens nærmeste og de der skal hjælpe en, ikke er særlig god -og det kan der jo være mange grunde til, så bygger angsten og frustrationerne og tristheden sig op og op og op. Derfor er det en sådan lettelse at skære i sig selv, for så kommer din smerte ud som noget helt konkret som er let at forholde sig til. Det bliver til en form for orden i kaos, og det gør at det hele er lettere at klare. Men kun for en stund, for så starter det hele jo forfra, og det vil det gøre indtil du får hjælp til at håndtere de ting der tynger dig.
Det er derfor at det er så vigtigt at du får hjælp.
Jeg er så ked af at høre at dit forhold til din far er så dårligt. At han slet ikke vil prøve at forstå hvor svært det er for dig lige nu.
Jeg håber dit forhold til din mor er bedre, for du har jo også brug for en der kan støtte dig helt konkret og i det daglige.
Der burde være en del din skole kan gøre, også selv om detikke er en du kender og er sikker på hvem er. De kan fx. tage emnet op helt generelt på skolen, for du er helt sikkert ikke den eneste der har prøvet den slags og det bør din skole altså være opmærksom på.
Hvis det ikke er en du kender, så blokér vedkommende på dine sociale netmedier. Det har du fuldt ud ret til, og du behøver ikke at give en forklaring for nogen, eller undskyldning.
En vigtig del af det at vokse op er at lære sine grænser at kende. Og efterhånden som du kan bestemme mere og mere selv, kan du bedre undgå personer der dræner dig for glæde og vide, at det altså er helt ok.
Jeg er glad for at Dinengel vil skrive med dig. Jeg tror I kan få meget glæde af hinanden. Det er altid godt at snakke med en der har været det samme igennem, og som er mere jævnaldrende end lige mig.
Men husk nu begge to, fjern jeres emailadresser herinde med det samme! I risikerer at jeres mailboks bliver hacket, og måske computeren med, og det kan give adgang til jeres fb-profil, bankoplysninger og andre ting der virkelig ikke rager andre.
April, det vil være dejligt hvis du vil skrive lidt tilbage herinde, bare engang imellem. Du kan tro at der er mange der tænker på dig lige nu og bare ønsker at du skal få det godt igen -og som hellere end gerne vil hjælpe dig ved at skrive til dig.
Jeg kan ikke få hjælp nogen steder. Det er umuligt..
Min mor, søster og mit forhold, bliver mere og mere ødelagt, af min mors kæreste.
Har slettet mailen.
Har lagt pillerne ned i køkkenet igen, men ved stadig ikke..
Jo, April du kan og SKAL have hjælp!
Du fortæller jo ikke så meget om dit liv, men jeg har opfatter følgende, og så må du rette mig hvis jeg har fået forkert fat i det alligevel:
Så vidt jeg kan forstå, er dine forældre skilt, det lyder et eller andet sted til at det er sket for få år tilbage. Du bor hos din mor sammen med din søster. Din mor har en kæreste, som du ikke har det så godt med. Bor han hos jer?.
Det at din mor har en kæreste som du ikke kan med har måske gjort, at dit forhold til din mor ikke er så godt som tidligere? Måske føler du også, at din mor har svigtet dig ved at finde sammen med en som du og måske også din søster? ikke har det særlig godt med.
Din far bor alene? Eller har han også en kæreste han ser? Din far var med dig til psykiater og psykiateren vurderede at du ikke havde det svært og det lyder lidt til at din far har været enig og måske endda har syntes at du har skabt dig med det skæreri?
Som du har fortalt det indtil nu og som jeg læser det mellem linierne, så er du en intelligent og givende ung pige, der går igennem en rigtig svær periode. Og slet ikke har nogle voksne omkring dig du umiddelbart kan støtte dig til. Måske dine forældre for tiden er for optagede af at få dres egne liv til at køre igen til at se at skilsmissen og alle de ændringer det har ført med sig har været mindst lige så hård ved dig -og sikkert også langt værre for du har jo ikke kunne bestemme hvad der skulle ske, du har bare måtte følge med uanset om du kunne lide det eller ej.
Søde April, er der slet ikke nogen i din familie der er lidt fornuftig i hovedet? Hvad med fastre/farbrødre/mostre/morbrødre? Bedsteforældre? En venindes forældre?
Der må da være bare én fornuftig lærer på din skole, som du måske kunne snakke lidt med? Som jeg skrev før, så er et svært nok i sig selv at være 15 år. DU har oven i nogle svære ting. Du må ikke gå med det helt alene.
Du er jo 25, så du kan som sagt sagtens tage alene til lægen. Det er rigtigt at han skal indrage dine forældre for , men det behøver bestemt ikke at være lige med det samme. For du virker altså moden nok, og så kan du sagtens have et par samtaler hos ham uden at dine forældre er indblandet i det.
Noget skal i hvert fald gøres, og det er ikke en god løsning for dig at tage dit liv. Tænk på hvor mange år du har om ganske kort tid, til at forme dit liv lige som du vil. Tro mig, der er masser af mennesker der vil finde det meget givende at kende dig, så meget kan jeg da se ud af det du skriver.
Jeg håber at MinEngel også vil holde kontakt til dig og hjælpe dig igennem dette her, for det er bestemt ikke en let situation du er i. Og derfor skal du have hjælp. Og dine forældre skal der vist også ruskes op i.
En af grundene til at deter så svært at være 15 er, udover alt det der sker med ens krop osv, at man langsomt finder ud af, at ens ufejlbarlige forældre er almindelige dødelige mennesker, der nogengange gør nogle rigtig dumme ting der gør andre ked af det , fordi forældrene ikke altid kan overskue deres liv. Det finder alle ud af i lige omkring din alder, og det er i sig selv et stort shok. Men når du så oven i købet står med en splittet familie med nye kærester, så er der ikke noget at sige til at du bliver meget trist.
Desværre vil der altid være nogle som din "veninde" der mobber andre når de er sårbare. Hun gør det fordi hun kan. Ikke fordi du særligt fortjener det, for det gør du altså ikke! Var du nu glad og fuld af selvværd, så havde hun såmænd kastet sig over en anden. Du kommer til at møde flere som hende, for hun er desværre langtfa den eneste. Lær at spotte hendes slags, og hold dig fra dem. Sådanne mennesker kan du ikke bruge til noget, for de er som parasitter der trives ved at andre har det åbentlyst svært. Ofte har de også selv store problemer, men de håndterer deres smerte på en rigtig grim og destruktiv måde.
Ja min mors kæreste bor sammen med os, og han har virkelig ødelagt vires forhold!
Min far bor også sammen med en kæreste, og det var ikke kun ham der var med i psykiatrien, det var også min mor og søster. Men han er er en kæmpe del af skylden til at jeg overhovedet har det som jeg har det.
Jeg ved ikke hvad han tænker, men han kunne heller ikke se nogen grund til jeg skulle have mer hjælp.
Jeg har slet ikke nogen voksne omkring mig jeg kan snakke med overhovedet!!
Jeg syntes bare aldrig at mine forældre skal blandes ind i det!
Ja der er en masse ting der fylder, SPECIELT MIN KROP!!!
Jeg havde en meget travl dag i går og derfor fik jeg slet ikke svaret på dit indlæg. Jeg håber meget du ser mit svar nu.
Du skriver at din krop fylder...det gør kroppe jo og det skal de gøre. Men måske synes du at du vejer for meget? Hvis du gør det , kender du sikkert din vægt og højde. Det er rigtigt at man kan få en ide om man vejer for meget eller lidt ved at udregne bmi, men der er også andre ting der skal tages hensyn til. Fx. din knoglebygning. Er du spinkelt bygget eller med solide knogler. For er du det sidste, skal du altså veje lidt ekstra, ellers ligner du noget fra en kz-lejr.
Dertil er du ikke udvokset endnu, det sker faktisk først når du er 25 år, vidste du det? Dvs. at fedtet flytter sig lidt rundt nogle år endnu. Og der er altdi perioder i din alder hvor krop og vægt bare er ude af synk.
Hvis det er helt reelt, du bør tabe lidt, så er det altså et meget dårligt tidspunkt for dig at gøre det lige nu. Vægttab kræver ro. Din selvtillid og selvværd bliver ikke bedre af at du vejer 5 kg mindre, men det ved jeg godt at du tror er noget fis.
Jeg er så ked af at høre at du har det så svært. Det er ikke let pludselig at skulle bo med en ny stedfar. Du har ikke rigtigt nævnt din mor, hvor er hun henne i alt dette her. Lytter hun til dig synes du? Tager hun dig alvorligt? Det var jo din far der var med til psykiateren, men du bor ved din mor, hmmm.
Din far har jo nok lidt svært ved at se hvor svært det er for dig, når han ikke ser dig i det daglige på samme måde som din mor. Dine forældre har været igennem en svær tid selv, og nogle gange er det lettere at lukke øjnene og sige til sig selv at ens børn har det fint, fordi man simpelthen ikke kan overskue at ens valg har konsekvenser for andre. Men det har de jo. Og dine forældre må altså på banen. Du må gerne vise dem hvad jeg har skrevet så kan det være at de vågner lidt op.
Men ellers kan jeg kun igen opfordre dig til at tale med en voksen, fx. en lærer. eller din læge, som har muligheden for at henvise dig til noget behandling og som ikke behøver at tale med din mor lige med det samme. Du skal ikke ødelægge dit liv af hensyn til din mor, det vil hun også blive meget ked af er jeg sikker på! Og dit liv bliver jo ødelagt med alt det der fylder for dig lige nu. Og du har fortjent at få det bedre, meget bedre.
Hvis du kan fortælle lidt mere om det hele, vil jeg blive meget glad.
Pas nu godt på dig, April
Min BMI ligger hvor den skal. Jeg har bare nogle perioder hvor jeg slet ikke rigtigt spiser noget. Jeg tænker meget over at så snart jeg bliver 18 kan jeg selv bestemme mine madvaner, og der bliver det meget lettere at tabe sig! Og jeg bliver utrolig hurtigt skuffet over mig selv hvis jeg så spiser. Men når min mor finder ud af at jeg ikke rigtigt spiser noget for hun mig til det.
Min mor og hendes kæreste har vidst været sammen i 3 år nu, og flyttede sammen for omkring et halvt år siden.. Han er egentlig flink nok, men han ødelægger bare sindsygt meget min søsters, mors og mit forhold.
Og min mor er bare blevet så anderledes..
Hun tager mig alvorligt og alt det, det er bare så super svært at forklare det.
Det var både min mor, far og søster der var med i psykiatrien.
Vi har kontaktet min skole for at finde ud af om jeg kan komme til skolepsykolog, de skulle have ringet tilbage i mandags men det har de ikke gjort, nu kan jeg altså ikke gøre mere..
Hvorfor vil du tabe dig, hvis din bmi er helt normal? Du bliver ikke lykkeligere af at veje mindre, faktisk lige omvendt. For sådan som du går og har det, er der en reel risiko for at du kan udvikle en spiseforstyrrelse og det er et rent helvede at gå igennem.
Jeg kan sagtens forstå at der sikkert er ting du hellere end gerne vil lave om på din krop, det er nemlig helt normalt når man er 15 år. Og som jeg skrev i et tidligere indlæg, så er din krop ikke færdig-udviklet. Du befinder dig stadig i en irriterende mellemtilstand, og det betyder at fedtfordelingen fx ikke altid er lige som man vil have det. Hvis du taber dig, bliver det ikke spor bedre for det handler om at dine hormoner kontrollere hvor fedtet skal sidde. Lige nu sker der en omfordeling fra da du var barn til at du skal være kvinde.
Der er ikke andet at gøre end at blive ældre -og også lære at du altså er god nok lige som du er, også med dit udseende. Det er udstrålingen der faktisk betyder allermest. Du kan have en krop som en supermodel, men folk vil ikke se det hvis du ikke holder af dig selv. Måske HAR du en krop som en supermodel, men kan bare ikke se det? Jeg er faktisk sikker på at du er en smuk ung 15-årig, der bare slet ikke tror på sig selv.
Jeg forstår ikke helt det med din mors kæreste. Han er egentligt ok, men alligevel ødelægger han forholdet mellem din mor, søster og dig. Er det fordi han er med i ting I før bare var jer 3 om? Eller har din søster det ok med ham mens du har det mere svært ved at han er flyttet ind? Jeg ville blive meget glad hvis du vil fortælle lidt mere.
Din familie elsker dig April, ellers ville de ikke have været med i psykiatrien. Men hvis de allesammen var med inde ved lægen, så er det bestemt ikke pet at åbne sig. Faktisk burde du have været inde alene, i det mindste i noget af tiden. Ellers er der da ikke noget at sige til at du har svært ved at fortælle hvordan du har det. For ellers havde du jo bare sagt det til dine forældre derhjemme. Måske du også har sagt det, men alligevel kan lægen bedre spørge ind når der ikke er "tilskuere". Det undrer mig meget, men desværre er ikke alle psykiatere lige gode.
Det lyder rigtig godt med den psykolog. Det er sejt gået af dig April! Jeg er virkelig ked af at de ikke har kontaktet dig endnu som lovet, det er virkelig ikke i orden. Din mor bør altså ringe og rykke, hun må ikke bare lade tiden gå for det er så vigtigt at du får hjælp.
Jeg håber sådan at du også skriver lidt sammen med minegel.
Mange varme tanker til dig
Jeg hader min krop, overalt på jorden!
Det er utrolig svært at forklarer det med min mors kæreste. Min mor er ligesom bare blevet en helt anden person efter de er kommet sammen. Før havde vi et utrolig godt forhold, noget helt specielt, som ikke mange havde. Men det har vi slet ikke mere på nogen som helst måder!
Min familie har ikke været med mig til lægen, de var med mig til møderne i psykiatrien. For det skulle de, ellers havde de intet at snakke med mig om.
Skolepsykologen skal i min mors øjne til pga. af mine dårlige oplevelser i min nu gamle klasse. Er nemlig skriftet klasse. Men jeg kan ikke rigtigt åbne mig, så det må jeg jo se hvordan det kommer til at gå. Hvis ikke det er en kvinde, så kan de ligeså godt droppe det.
Det er jo kompliceret fordi der er så mange ting der plager dig på en gang.
Du skriver at din mor slet ikke er som før. Da hun var alene med dig og din søster, havde hun jo kun jer at koncentrere sig om. Men hun har også behov for at blive bekræftet som den kvinde hun er. Og derfor går noget af hendes opmærksomhed jo også til kæresten. Det betyder ikke at hendes kærlighed til jer er blevet mindre, måske tværtimod. For jo mere kærlighed man får, jo mere har man at give af.
Når voksne er i krise, så lukker de sig om sig selv og deres familie. Det har din mor også gjort. Men nu har hun heldigvis fundet kærligheden af den romantiske slags igen.
Hvis din nye stedfar bare er lidt ok og han faktisk godt gidet dig, så prøv at give ham en lille chance. Prøv at snakke med ham ud over den almindelige trommerum, det kan være at du vil blive meget overrasket. Jeg ved godt at det er skide svært, for alt i dig vil jo prøve at få dit "gamle" liv igen hvor dine forældre boede sammen, tilbage. Det er kun naturligt. Men bare ikke virkeligheden.
Det er sådan set ligemeget hvorfor din mor vil have dig til skolepsykolog, bare du kommer til at snakke med en professionel. Skulle det nu være en mand, så giv ham dog så meget at han kan se at du har brug for at forløb. Det er helt ok at sige, at du altså har det svært ved at han er en mand. Det er slet ikke utænkeligt at du så kan komme til en kvinde istedet. Men han skal jo vide hvordan sagerne står først.
Det vil slet ikke være en dårlig ide hvis du printer vores korrespondance ud, så behøver du ikke at gøre så meget andet end at vise det til ham lige til en start. Det er helt ok at du har svært ved at åbne dig, det eneste du skal sige til psykologen er, at du har det skidt og pt har meget svært ved at fortælle om det med ord -og så give psykologen papirerne. Du er nemlig slet ikke ene om at have det sådan, så det er ikke første gang psykologen vil stå over for det.
Problemet er bare, at hvis du slet intet gør, så kan psykologen heller intet gøre.
Jeg er så ked af at høre at du er blevet mobbet i din klasse. Jeg gætter på at det er sket i den periode hvor du havde det ekstra svært med dine forældres skilsmisse og nye kærester. Det er vigtigt at du ved, at den mobning IKKE har noget som helst med DIG som person at gøre! Du blev udelukkende mobbet fordi du var svag pga. alle de problemer derhjemme. Havde en af dine klassekammerater gennemgået det samme, havde han/hun været offeret.
Lige nu kører der faktisk en rigtig god programserie på DR1 om mobning. Jeg tror det vil være en god ide at du ser det for at du kan blive lidt klogere på hvad det er som sker. Du kan se det på din computer hvis du gerne vil være lidt i fred.
Og så får du lige et lille trick som er simpelt ,men altså sært nok virker. Jeg har nemlig selv brugt det med stort held, også da jeg var i din alder. Har du nogensinde tænkt over, hvorfor nogle i klassen kan komme afsted med at sige visse ting i klassen mens andre ikke kan, uden at blive hånet altså?
Se på de populæres kropssprog og gør som dem.
De tænker ikke over det:
Når du går ind i klassen, eller skal sige noget i frikvarteret, så stå op, benene let spredt, armene let ud til siden (lidt som en balletdanser, men tænk det bare ellers ligner du en -balletdanser), hovedet lidt op og skuldrene tilbage.
Nu fylder du fysisk mere i rummet, du gør dig større. Alle dyr inkl. os mennesker reagerer ubevidst på det, for det er den dominerendes kropssprog. Dyr kan godt nok lugte at du i starten er usikker, men vi mennesker vil reagere ved synet.
Når du taler så tænk din stemme ned i et lidt dybere leje. Du skal tænke det for ellers bliver det igen kunstigt. Dybere stemmer lyder mere selvsikre og udstråler mere autorietet.
Og du skal lige øve lidt foran et spejl for ser det fuldstændigt kunstigt ud så virker det her altså ikke. Prøv det af i det små først og se forskellen.
Og kig så lidt her også:
http://www.dr.dk/DR1/myginds-mission/20121220144726.htm
http://www.dr.dk/tv/se/myginds-mission/ ... ion-1-6#!/
http://www.dr.dk/TV/se/myginds-mission/ ... ion-2-6#!/
Skriv lidt mere April, vil du ikke nok
Vi har boet med ham i et halvt år, jeg kan ikke med ham! Det er så svært at forklare det! Det er bare kompliceret...
Jeg tvivler på at skolepsykologen bliver til noget.
Ja problemet er nemlig at hvis jeg intet gør, kan psykologen heller ikke gøre noget, for jeg kan ikke komme det skridt videre.
Jeg følger med i den serie, men nu bliver jeg ikke mobbet mere.. Kun over noget formspring, anonymt. Som jeg nu har slettet.
Kender godt det med kropssproget.
Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer videre, jeg ved bare at jeg vil ikke leve sådan her et halvt år mere, eller noget i den stil!! For det kan jeg ikke!