Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg har få uger tilbage af skolen, hvor lang det meste af tiden er eksaminer. Det er derfor jeg vil prøve at starte op på en helt frisk på efterskolen. Dem på efterskolen vil jo ikke kunne vide hvordan jeg var før, og tror derfor det ville være lettere. Kan ikke se hvad jeg kan gøre af forarbejde?
Det er ikke fordi jeg ikke prøver at tænke jeg godt kan, men min dårlige tanker er bare stærkere, og "river" den gode tankegang ned.
Når jeg så prøver at gøre nogle af de ting jeg brænder for så bliver jeg bare sur på mig selv, fordi jeg igen ikke syntes det er godt nok.
Jeg er begyndt at hele tiden tænke jeg kan godt osv. Hvert fald når jeg lige husker det, men som skrevet det bliver nedbrudt af dårlige tanker.
Det er faktisk utrolig skræmmende når jeg læser noget jeg kan sætte på sig selv. Et eller andet sted ved jeg jo godt at der er MANGE andre der har det ligesom mig. Men man føler sig altså utrolig ensom, jeg tror jeg kunne have 1000 venner og stadig føle mig ensom. Selvfølgelig gør det en del hvis man har støttende venner i situationen, hvilket lige nu er mit største ønske at få.
Jeg tror da også jeg vil blive taget seriøst hvis de vidste hele min historie. Men det er som om de regner med at man har fortalt det hele efter kun 1 elller 2 samtaler. Og så ved jeg ikke om det bare er mig der er noget galt med, men det kan jeg altså ikke.
Jeg er godt klar over at jeg så modarbejder, men det er ren refleks. Det er det 1. spørgsmål de kommer med, og svare bare hurtigt og konsekvent at det går fint.
Det er rigtig rigtig svært at skulle sige til sig selv at man er god nok og at man godt kan. Tror det er svære end man lige regner med! Det er en kamp hver evig eneste sekund af ens liv. Og nogle gange gør man det helt uden at lægge mærke til det, fordi det er så normalt.
Tror ikke begge mine forældre har haft et let liv, bestemt ikke. Men jeg kender ikke rigtigt til deres fortid og deres tanker nu. Men hvis de har, har de nok valgt at gøre det forkerte, for det er heller ikke godt nu. Og sådan vil jeg ikke gerne ende. For de virker bestemt ikke lykkelige, og nej de har heller ikke overskud til os, og har aldrig haft det.
De har selvfølgelig spurgt en lille smule ind om vores tanker kort tid efter skilsmissen, men jeg har aldrig svaret sandheden.
Jeg har altid sagt og mener stadig at jeg skal gøre stort set alting som mine forældre gjorde. Det er nok kommet ud af den forfærdelige tid jeg har haft med dem. Men jeg har allerede arvet for meget, nemlig overskuddet. Det er helt væk, til alt. Det eneste jeg føler overskueligt er at sove, og alligevel bliver jeg stresset over det fordi jeg så ved jeg har mindre tid.
Det er sandheden jo, men til sidste samtale fik jeg til opgave at skrive nogle breve, deri ville hun kunne læse det. Hvis jeg når ned til skolepsykologen før dette skoleår er slut. Kan jo desværre ikke gå fra mine eksaminer.
Hvis jeg aldrig nogensinde fortæller hende svære ting, så vil hun jo aldrig nogensinde kunne blive ked af det.
Jeg ved godt det skader mine omgivelser, det er sikkert grunden til jeg er blevet mobbet og ingen venner har, jeg har sikkert fortjent dette. Det er sikkert bare min egen skyld, det syntes alle jo det er.
Jeg er nemlig bange for hun bare vil synke endnu længere ned, hvor er der så en forældre henne?! Ikke fordi jeg mærker så meget til dem i forvejen, men hvis min mor for det værre, så ved jeg ikke hvad jeg skal gøre.
Min mor har da sine gode tider, engang imellem, sjællendt, men de er der. Dem vil jeg ikke også miste.
Selvom jeg i lang tid har ønsket mig at nogen skulle hjælpe, så når den kommer er det ikke let at tage i mod den, for der er så meget. Og de hænder jeg for talt ud lige nu, de er midlertidige. Det er sådan noget med at kun har så så lidt samtaler og så er det bare slut. Og det er ikke mange vi taler om, det er virkelig lidt.
Jeg tror du skal læse de sidste af mine indlæg til dig igen. Langsomt. Og mere end én gang.
Selvfølgelig føles det helt forkert for dig at sige ”jeg kan” og ”jeg er god nok” til dig selv. Du har jo gået og sagt det modsatte i årevis.
CITAT Tandpasta på tandbørsten: Jeg kan godt åbne mig! Vaske hænder efter toiletbesøg: jeg kan, jeg kan, jeg KAN. Gør det til en vane, ligesom at stille vækkeuret. Ord ændrer os, tanker ændrer os. Ikke nødvendigvis lige med det samme. Men lige så stille, over dage og flere måneder…så dukker tanken op en dag af sig selv: jeg kan. Er det ikke værd at kæmpe for? CITAT SLUT
Læg mærke til at der netop IKKE står noget om at du nødvendigvis skal tro på det eller føle det imens du siger det. Det skrev jeg også i selvsamme indlæg. Men du skal jo starte et sted. Selvom du ikke lige nu kan kontrollere dine selvødelæggende tanker om dig selv, så KAN du bestemme hvad du siger højt til dig selv –også selvom følelserne ikke er med. Sig det højt uden at tænke videre over det bagefter –ligesom når du børster tænder og vasker hænder.
Du må lade være med at grue sådan over fortiden. Den kan du ikke ændre på. Desuden var du kun en lille pige da mobningen i skolen begyndte. Havde du haft tillid til dine forældre havde du sagt noget. Du havde ikke tillid, og det var ikke din skyld.
Du KAN derimod ændre din fremtid. Men du må slås for den i stedet for at komme med den ene undskyldning efter den anden. Du skal netop IKKE vente med at begynde, men se at komme i gang inden de hænder der bliver rakt frem til dig bliver trukket tilbage igen fordi du ikke vil hjælpes.
Det er meget meget vigtigt at du forstår, at den rejse du må ud på, kun kan lykkes hvis du tager små skridt. Ofte bittesmå skridt. Såsom at åbne munden bare lidt til psykologen. At gøre det til en vane at sige ”jeg kan” 5-6 gange dagligt, det er bare to ord du skal sige til dig selv uden andre nødvendigvis behøver at høre det.
At tænke over, om den tøjstil du går i kan være med til at fastholde dig i din rolle som hende den overfladiske, fordi det er kommet til at repræsentere en facade for dig.
Kyl din stolthed ad pommern til, den kan du alligevel ikke bruge til en pind. Der åbner sig IKKE en lem i gulvet til Helvedes flammer hvis du dummer dig eller skifter mening. Jeg ved det føles sådan for dig. Men husk nu på, at du jo overhovedet ikke aner hvad der foregår i hovedet på din mor eller psykologen. Du tror de bliver skuffede hvis du pludselig fortæller noget andet end for 2 uger siden. Men det er ikke nødvendigvis rigtigt overhovedet. Du skal IKKE beskytte din mor, hun skal derimod være mor for dig!
I virkeligheden handler det slet ikke om hvad de tænker eller mener om dig, men at du løber din vej fordi du ikke vil konfronteres med dine følelser. Men først når du holder op med at løbe væk vil du kunne få det bedre. Du SKAL mærke efter, du SKAL bruge mere end 2 sekunder på at få adskilt dit følelseskaos og få skrevet hver følelse ned –evt. ved hjælp fra nettet hvis du mangler ord.
Jeg fornemmer ind imellem at jeg bruger mere tid på dine følelser og mørke end du selv gør. Men ingen kan redde dig April.
Jeg ved, jeg er lidt hård ved dig, du går meget igennem nu. Men tiden går, og pludselig en dag er løber kørt. Som du selv skriver, så har du ikke så mange samtaler med psykologen. Skolepsykologen skal nemlig vurdere om du skal videre i et forløb eller afsluttes.
Du spæner hen imod det sidste fordi du ikke åbner munden. Psykologen kan have nok så meget på fornemmelsen, men skal du have bevilget mere psykologisk bistand, må skolepsykologen have noget konkret at skrive i sin vurdering til kommunen. Det eneste hun nu kan skrive, er at du siger at det går fint selvom det ikke passer. Jeg forstår ikke at du ikke får skrevet det ned og evt. afleverer det til samtalen så du slipper for at skulle sige for meget højt. Det er helt ok, at du har sagt noget andet. Det er bare vigtigt at du når at være helt ærlig inden sidste gang. Psykologen har jo ikke en jordisk chance for at hjælpe dig med noget som helst når du ikke vil, refleks eller ej. Psykologen er ikke tankelæser.
Du kan kun få anvist vejen og få hjælp og støtte og vejledning –men du må selv gå henad stien –du må selv mærke efter – du må selv gøre arbejdet.
Jeg har prøvet at gøre det et par gange, når jeg lige husker det. Men det er kun ved ting der falder mig naturligt ind så mærker ingen forskel.
Ved godt at man bare skal komme videre for fortiden ændre sig ikke. Men er svære end det lyder, for det hænger på en. Det er jo fortiden der har gjort mig til den jeg er. Jeg prøver at lægge det bag mig, men så kommer der situationer hvor det minder om noget eller noget lign. Og der bliver jeg mindet om det igen! Det er en ond cirkel, som jeg så gerne vil bryde! Helst så jeg kan starte på en helt frisk på efterskolen.
Jeg tager i mod alle de hænder der bliver rakt ud. Prioterere bare nogle gange. Men jeg giver alt chancer!
Min tøjstil er blevet som den skal være! Om den har ændret så meget er en anden sag. Men denne stil burde repræsentere mig, håber jeg hvert fald..
Det er rigtigt at jeg ikke ved hvad de tænker. Men skolepykologen er ude af billedet, da jeg er færdig på skolen. Jeg har det bare rigtig dårligt med at lyve overfor folk, så når jeg gør det vil jeg helst ikke fortælle sandheden overhovedet eller nogensinde snakke om emnet.
Jeg bruger rigtigt meget tid på at formulerer mine følelser. Men når aldrig frem til noget som helst. Nettet har jeg prøvet men kan ikke finde noget.
Måske skulle man ikke tro at jeg kæmper for det men det gør jeg. Virkelig meget! De seneste dage har jeg ikke fortaget mig andet end at prøve på at få styr på følelserne og lede efter hjælp der passer til mig.
Kan ikke se hvordan skolepsykologen skal kunne bedømme det efter 2 gange, men krydser fingre for at jeg har sagt nok til at jeg kan komme videre i forløbet.
Har faktisk skrevet en masse ned til skolepsykologen som jeg var sådan rimelig opsat på at ville give, men skolen kom ikke videre så nåede ikke flere samtaler.
Denne gang kæmpede jeg for det, ved at gå derned men de kom stadig ikke videre.
Udover det er jeg faldet i igen med cutting. Irriterende årstid at gøre det på, da vejret er til strandtur med det er nu umuligt... Jeg har fortrudt det pga. sårene og senere hen arene. Men kan ikke lade være..
Der er jo ikke noget du skal gøre ”når du lige husker det ” men HVER DAG –det er klart at det føles forkert og mærkeligt, jeg har jo også før skrevet at du i starten ikke vil kunne mærke noget som helst, men med tiden vil det ske. I løbet af måneder, måske endda kun 3 uger hvis du vel og mærke er flittig.
Jeg er ked af at det er løbet ud i sandet med psykologen, men det var faktisk hvad jeg fra starten frygtede. Det var derfor jeg hele tiden har opfordret dig til at komme ud af starthullet og lægge kortene på bordet inden toget så og sige er kørt.
Nu må din mor på banen og kontakte kommune og børneafdelingen på sygehuset. Syghuset mener jo også at du har brug for samtaler. DU kan IKKE klare dette her selv, det er naivt af dig at tro at du ”kan lave dig om” bare fordi du skal på efterskole.
Du skal ikke lave dig om, men derimod finde dit rigtige selv, og det kan du kun hvis du kan mærke dig selv. Du bliver med andre ord nød til at mærke de følelser du har og konfrontere dem med hjælp fra en voksen, en psykolog.
Jeg ved det er svært for dig, men du har som sagt valget mellem et liv som psykisk syg eller et liv uden. Men så må du kæmpe og få den hjælp du har brug for, og tage imod den hjælp ved at åbne munden når den byder sig.
Det er desværre sådan at kommunen og systemet ikke har midler nok, og det betyder ulykkeligvis at hvis du ikke viser at du vil hjælpes, så går den hjælp altså til en anden der kan tage imod den.
Nu er det snart sommerferie. Det er vigtigt at du og din mor ikke lader alt falde på gulvet. Du har flyttet dig meget, men ikke nok på 2 afgørende punkter: at åbne munden og mærke efter dine følelser også selvom de er negative.
Du kæmper desværre mod dårlige vaner du har fået fra dine forældre, og det gør det unægtelig sværere, Men valget er stadig dit, åbn munden eller gå til grunde.
Jeg synes du skal om ikke andet få sendt det brev til psykologen. Tag evt. en kopi så du har det hvis du skulle få tilbudt nye samtaler hos en anden. Du kan let finde adressen på nettet eller ved at ringe til Borgerservice i din kommune, du kender jo navnet på din skolepsykolog. Der er desværre ikke så meget andet du selv kan gøre lige nu, tiden er gået. Men din mor bør som sagt sørge for at et forløb kommer op at stå så du kan få hjælp til at få et rigtigt godt ophold på den efterskole og få nogle nye venner.
Og husk nu April: folk er i virkeligheden mest optaget af sig selv –det betyder at de slet ikke går og tænker så meget over dig og hvordan du er, som du går og tror.
Ved godt jeg skal gøre det hele tiden, men min hukommelse er altså forfærdelig! Så det er ikke hele tiden jeg husker det. Men jeg prøver.
Jeg har bare ikke lyst til at åbne mig for tonsvis af psykologer og hvad der ellers er, jeg vidste at hvis jeg kom ned til hende igen så ville det blive sidste gang. Og selvom jeg havde den tanke i hovedet kontaktede jeg hende stadig men har intet svar fået.
Ved heller ikke om jeg tror jeg laver om på mig til efterskolen. Har jeg ikke kræfter til.
Men når jeg kommer på efterskole vil der altid være mulighed for at jeg kan snakke med en lære eller min kontaktperson. Regner med at jeg går til dem, og vil endnu engang prøve at fortælle sandheden.
Det er svært at finde sig selv, og meget forvirrende jeg aner ikke hvem jeg er.
Jeg har fået konstateret stress nu. På et helsecenter. Hun fortalte mig at jeg har det i en slem form, og hun forstod ikke hvordan nogen kunne overse det. Og er derfor kommet på naturmedicin.
Jeg forsøger at åbne munden igen, så snart jeg kommer på efterskole.
Det ved jeg godt, har haft chancen for anden hjælp via kommunen, men den chance brød jeg også. Troede jeg kunne, men tog fejl, igen..
Af de 2 ting vil jeg da klart vælge at åbne munden. Men lettere sagt end gjort. Det er så svært. Det er som om jeg selv ikke kan huske hvad der er galt når jeg kommer derind, og bare fortæller hvad jeg kan huske. Som nemlig er ingenting. Men de tror da altid på mig, så jeg må have en alt for stærk facade. Mindes ikke nogen med mistanke om noget andet.
Brevet var håndskrevet og i vredskab rev jeg det i stykker. Så brevet er væk nu.
Jeg ved fra sidste pr at hjælp er ikke til at skaffe i sommerferien, kun meget få timer, som 2 eller sådan noget. Og så koster det utrolig meget. Så jeg venter bare til næste år tror jeg.
Jeg forstår godt at du er frustreret over det hele. Men faktisk er du trådt et meget vigtigt skridt fremad!
Du er endelig begyndt at give slip og ikke altid forsøge at kontrollere det hele.
Du skriver: "Ved heller ikke om jeg tror jeg laver om på mig til efterskolen. Har jeg ikke kræfter til.
Men når jeg kommer på efterskole vil der altid være mulighed for at jeg kan snakke med en lære eller min kontaktperson."
Det er en meget vigtig sætning du skriver der. For du skal nemlig IKKE forsøge at lave om på dig selv! Du skal derimod blive dig selv, og det er noget helt helt andet.
Det er klart at du er forvirret, men faktisk er det også en god ting. Det betyder nemlig at du er begyndt at lytte til dig selv, du har bare endnu ikke lært at "forstå sproget" fra dit indre. Det er meget bedre at du er forvirret og erkender det, end at du prøver at presse en ny facade ned over dig selv -hvilket du ville gøre hvis du "laver dig om". Forvirring er godt fordi det tvinger dig til at lytte for andre signaler som du tidligere har lukket ude. Bliv ved med det -forvirringen skal nok aftage med tiden, du er jo kun lige startet på processen.
Noget andet godt er, at du er begyndt at slippe din facade så meget, at andre kan se hvordan du rent faktisk har det. Du skriver at helsecenterets medarbejder alet ikke kan forstå hvordan andre ikke har opdaget tidligere at du jo har stress. Men det gjorde de ikke for det kunne de ikke se.
Du tænker sikkert, at hvad fantastisk er der ved at slippe en facade hvis det eneste man viser er svaghed? Det fantastiske er, at det gør at du kan komme til at MÆRKE andre mennesker fordi de kan mærke dig -det at vi kan mærke hinanden er det der gør at mennesker ikke er ensomme. Personer med mange venner kan godt være ensomme, hvis de ikke kan mærke deres venner og omvendt. Det at et andet menneske kan mærke dig og du kan mærke den anden virker som lys og næring til sjælen for det får os til at høre til et sted, og det er noget vi mennesker har lige så meget brug for som mad og vand.
Jeg ved godt at din hukommelse ikke er så god, men bare du prioriterer at få sagt til dig selv hver gang du er på badeværelset: Jeg kan, jeg kan, jeg kan. Og Jeg er god nok, jeg er god nok, jeg er god nok.
Og det fornemmer jeg at du gør. Du gør dit bedste, og lige præcis det er godt nok. Hele den proces du har været igennem det sidste halve år er meget vigtig. Du har kæmpet for dig selv. Du er begyndt at sige noget pænt til dig selv -det med at tro på det skal nok komme.
Du har flyttet dig utrolig meget, du kan nok bare ikke se det endnu. Jeg har nogle gange været en rappenskralde og skubbet til dig så meget jeg nu kunne her på skrift, men du har lyttet og taget det til dig også selvom du har været rædselsslagen over at skulle gå den vej. Men du har gjort det alligevel! Du er begyndt at se mørket lige ind i øjnene, du er begyndt at kæmpe for din fremtid på en rigtig god måde. Istedet for at stikke hovedet i busken har du gjort alt hvad du kunne for at konfrontere dine dæmoner.
Husk man siger "Rom blev ikke bygget på en dag" -det er en proces men du er ved at have taget de aller-allervigtigste trin. Jeg lover dig, at de næste bliver lettere selvom du selvfølgelig stadig skal overkomme nogle bakker, nogle stejlere end andre. Men den store dræberbakke er du næsten over nu, med det du skriver.
Hold fast i ikke at lave om på dig selv. Hold fast i at lytte indad. Erkend at det er ok at være forvirret når man skal finde en ny retning. Erkend at du ikke behøver at være perfekt for at blive elsket. Og erkend at selvom du måske ikke har fået nærhed med hjemmefra, så er det ikke det samme som at du aldrig vil kunne opleve det -om ikke andet med andre mennesker som du selv vælger!
En skolekammerat sagde engang de sande ord: nogengange er familie bedst på et billede!
Familie er man født ind i, venner vælger man selv. Og du skal nok få venner, også de meget nære af slagsen. Vent og se.
Kæmp videre, April. Du er på rette vej. Du gør det rigtige. Lav ikke om på dig selv. Men lær istedet at lytte til den rigtige April ligesom du nu er i gang med.
Det ville bare være godthvis jeg kunne være en person folk kunne lide. I min "gode periode", hvor jeg ikke havde det dårligt, der havde jeg nok af venner og veninder. Men tror ikke rigtigt jeg når det punkt før jeg kommer på efterskolen. Og det her år skal gerne være godt, i forhold til alt det der er sket i det seneste år.
Når jeg siger jeg vil lave mig om så var hensigten lidt mere at skulle smide facaden, det er jeg bare ikke klar til.
Jeg er forvirret over hvem jeg overhovedet er, og hvordan jeg har det, kan ikke rigtigt finde ud af det. Blev lidt overasket på en eller anden måde da hun nævnte at jeg har meget slemt stress. Var jo egentlig godt klar over det. Men har jeg det så slemt som de andre med den samme psykiske lidelse eller hvad man kalder det.
Hun kunne jo se det via det de nu gør, med at de nærmest bare kan mærke det. Men alt hvad hun fortalte passede!
Det at smide facaden for mig er som at opgiv utrolig mange år af mit liv. Derfor syntes jeg det er svært. Jeg ved ikke hvordan folk vil reagere.
Det er rigtigt jeg ikke kan se at jeg har rykket mig. Jeg er selskadene, har selvmordstanker, græder hele tiden, ikke fortalt nogen om noget, og har stress. Kan ikke se noget bedre, overhovedet!
Den eneste ting der er lavet om er at jeg har tænkt mig at snakke med min kontaktlære, men det bestemmer jeg mig tit for, uden der sker noget.
Jeg er rigtig bekymret for dig. Jeg har skimmet jeres korespondance, og jeg synes at det er fortvivlende så meget energi du bruger på disse indlæg, som hele tiden i misforstået godhed bliver besvaret. De hjælper dig ikke !
Jeg tror at du har store problemer i forhold til relationer. Du kan ikke med din mor, far , søster, psykologen, klassekammerater, din læge og din eneste veninde har psykiske problemer.
Nu tror du at alt bliver godt når du kommer på efterskole. Men når du har problemer i alle disse relationer, så kunne det jo være at du har et generelt problem, i din omgang med andre mennesker. Du skriver at du ikke åbner og er ægte, det kan andre måske mærke, og de bliver usikker på dig.
Jeg synes at det er så helt utroligt ærgeligt at du har brugt så meget energi, på denne debat, for det har ikke hjulpet dig. Tværtimod har den taget fokus fra dit problem nemlig - hvordan fungerer jeg sammen med andre
Inden det er for sent, må du prøve om du kan råbe en PPR psykolog op, og husk at de problemer man har i sine relationer, bliver gentaget i en terapi, dvs. at har du svært ved at føle dig ægte og åben hos psykologen, så gælder det også i dine andre relationer.
Din cutting, medicinoverdosering, tomhedsfølelse, problemer med relationer og en belastet familiebaggrund, får mig til at tænke på borderline personlighedsforstyrrelse. Prøv at læs om dette, og se om der er noget du kan genkende og bruge konstruktivt.
Svar kun kort på fremtidige indlæg. Livet leves ikke foran en computer, men ude blandt andre mennesker, hvor du får mulighed, for at mærke hvem du er, og øve dig i at omgås andre.
Venlig Hilsen gerda1
Jeg forstår godt lidt at det kan virke underligt at jeg skriver så meget. Men 1. så tager det for mig ikke ret lang tid at svare og 2. så bruger jeg jo ikke ligefrem tiden med nogle veninder eller familie.
Det er muligt det ikke kan hjælpe mig helt. Men det hjælper mig. Helt bestemt. Det for mig til at indse at det er noget der skal gøres noget ved, for i mine øjne har jeg ikke problmer, det er mig selv der måske bare er latterlig. Lidt svært at beskrive det.
Et af problemerne er helt klart alle mine relationer! Jeg ved ikke at det bliver bedre på efterskole. Mere en forhåbning. Men samtidig er jeg da vildt bange for at jeg aldrig nogensinde vil få nogle venner.
Det jo klart jeg er blevet usikker på mig selv når jeg er blevet, ja mobbet vel, så mange gange.
Jeg har skam også været til mange psykologer osv. Men de vil alle have min familie med, og så åbner jeg mig skam ikke.
Ved det ikke rigtigt.