Hvornår er det OK at være utro?

Angellika87

Det er aldrig okay...folk kan vælge,at leve i et frit forhold(hvis de er til det)der er desuden risiko for,at trække sygdomme med hjem,men nej,det er ikke okay,at røvrende nogen hvis forholdet ikke er værd,at fortsætte skal det jo,afsluttes,og det gøres først,og ja,det er gerne et sejt,laaangt træk,men det er det eneste rigtige-i mine øjne hvertfald..bekvemmeligt nej,muligvis ik?men det er måden,det bør foregå på..en ærlig vis..

lotte123

Persille. Nej, han bildte mig ikke noget ind. Det var en kollega, og vi var meget gode venner - også efter han havde forsøgt at få et forhold til mig; faktisk respekterede han mit nej så meget at det netop gav grundlag for et godt venskab.

Faktisk var han vist forelsket i mig og jeg var egentlig også i ham, men jeg var som nævnt meget ung - 19 år tror jeg - og han var en hel del ældre, og havde jo altså kone og barn, så jeg kunne slet, slet ikke se mig selv i noget sådant. Den gang var jeg også megt sort/hvid i mine opfattelser af rigtigt og forkert. Livet har lært mig at se noget mere nuanceret på tingene og have en større forståelse for at nogle mennesker handler på deres måde, og der nok altid er en årsag til det - også selv om jeg ikke er enig.

Men vi blev meget fortrolige, og han led altså alle helvedes kvaler i det forhold. Han elskede jo også sin lille datter.

Min arbejdsplads gik nedenom og hjem - og vi kolleger blev jo skilt fra hinanden, og vi mistede forbindelsen, men jeg ved da, at han senere blev skilt. Hvordan lige præcis hans liv ellers har formet sig, er faktisk noget jeg tit tænker på, for havde jeg været lidt mere moden og voksen, så tror jeg faktisk han og jeg kunne have fået et godt liv sammen. Tja - det er sådan noget man en gang i mellem kommer til at tænke på.

persille1

Lotte123, jeg kan jo ikke sige om du skulle have ret, men du var jo ganske ung og uerfaren.

Hørte du det også fra hans kones side eller var det kun fra ham.

Jeg er og bliver skeptisk over for den slags. Jeg har set og hørt lidt for meget.

lotte123

Ja. Jeg så hans kone stå og råbe og skrige i døren til arbejdspladsen. Ja, jeg havde set min kollega passe sit arbejde - mens hun troede han lå og bollede til højre og venstre.

Ja, jeg havde ondt af denne søde fyr, der beklageligvis havde udvist totalt mangel på dømmekraft ved at få en barn med sådan en rejekælling. Han ville hende jo egentlig gerne, men den jalousi gjorde, at han ikke fik lov.

Sygelig jalosi kvæler alt på sin vej.

cpacan4

Lotte, jeg fornemmer, at paraderne sidder løst og du tilsyneladende har nogle meget ømme tæer.

Jeg gjorde mig ganske meget umage med ikke at gå efter dig som person, og forsøgte efter bedste evne at nuancere mit indlæg på flere områder.

Du beskylder mig for at være firkantet, jeg siger, at det måske er min karakter der kommer til udtryk. Du vælger at sige, at det betyder at du ikke har karakter - det har jeg ikke på noget tidspunkt sagt eller antydet. Jeg talte om mig selv.

Jeg spørger og udfordrer med flere synspunkter, udleverer endda en snas af mine egne oplevelser. Så synes jeg, at det er ærgerligt , at du vælger at opfinde et personligt angreb i stedet for at kommentere på noget af det andet, jeg skriver.

Jeg hæfter mig ved at du skriver dette: "Det jeg gjorde, var ikke det rigtige - det troede jeg den gang, kunne løse vores problemer."
Det er for mig en god erkendelse at nå frem til ved efterrationalisering. Vil du foretage det samme valg igen, eller et andet, i en lignende situation?

cpacan4

Victoria, nej, jeg ser ikke kærlighed som noget religiøst:-)

Jeg tror bare, det var din reference til kirken, der fik mig til at tage forbehold for religion. Men tak for uddybningen.

Når det så er sagt, så kunne jeg ikke selv se for mig et parforhold uden sex. Sex er med til at skabe intimitet og nærhed, noget der altid er brug for, men måske især når parforholdet i øvrigt halter.

Ikke at der er noget galt med ikke at ville have det i sit forhold, det er bare ikke for mig.

persille1

Nej, for mig er det intet bevis, lotte123.

Jeg råbte og skreg også efter min første mand. De, der hørte det syntes sikkert jeg var en frygtelig kælling. Men jeg kan love dig for, der var mere end god grund til det og jeg var ved at bryde sammen.

En af hans "damer" stod et sted og fortalte hvor forfærdelig jeg var og den stakkels mand o.s.v.
Det hele var en stor løgn han havde indbildt hende.
Men hun troede hvert et ord. Sørgeligt for hende han ikke holdt sit løfte om ægteskab, når jeg var væk. Hun var så naiv, at hun troede hvert et ord.

Da jeg gik fik han travl med at prøve på at gøre det godt.
Jeg ville bare ikke stå model til flere løgne og bagtalelser. Hun fik ham aldrig. Han var færdig med hende, da jeg var væk.


Sygelig jalosi kvæler alt på sin vej.
Absolut, der er vi enige, men hvem kan bedømme om det er berettiget eller ej. Jeg er meget forsigtig med at dømme andre. Jeg ved, hvordan løgne trives.

lotte123

Cpacan. Det er så ikke helt det jeg læser, men medgiver gerne, at det kan være svært at udtrykke sig på skrift, da der ikke medfølger mimik.

Jeg synes, du virker firkantet, for – og det er som jeg læser dig – så er der ingen overhovedet ingen måde at forstå, at nogle ryger ud i utroskab.

Der er desværre her i debatten en ret rodet opfattelse, hvor flere blander tingene sammen. Jeg fastholder, at der er himmelvid forskel på, hvordan man er utro – henviser til mit indlag på side tre, kl. 10.36. Og den første sætning - igen fra kl. 10.36, hvor jeg citerer dig. Ja, men det ER firkantet, hvis det hel skal tages over en kam, og der ikke røbes forståelse, for at tingene altså ER vidt forskellige.

Persille er f.eks. en del inde på dem, der bare kaster sig ud i noget sjov, og den slags tager jeg også stor afstand fra.

Dog prøver du alligevel at have forståelse, for så alligevel ikke at have den. I indlægget kl. 11.35 skriver du, at du bestemt forstår det, men ”.. det er den enkeltes eget ansvar at sige fra, når noget ikke er i orden. Og det kan man godt gøre på en måde, som ikke ødelægger et andet menneske. Ingen har sagt, det er let, men det betyder bare i mine øjne ikke, at det lige pludseligt bliver acceptabelt.” citat slut

Det er nogle meget flotte ord, og jeg er sådan set heller ikke uenig med dig, men det betyder ikke, desværre, vil jeg sige – at det så ER sådan, man kan gøre i hver eneste situation. Og det kan ikke nødvendigvis bruges som en facitliste til alt her i livet. Hvad med den partner, der afviser alle forsøg på tilnærmelse, samtale osv.? Nå ja – der kan man bare ” accepter eller exit”. Så ligetil ER det altså ikke altid.

Du skriver også ” .. eller også har jeg bare karakter, og tænker af og til over, hvad jeg selv har af samvittighed til at byde andre mennesker.”

Undskyld, men den kan jeg faktisk kun opfatte som, at du har karakter og gør det rigtige – men det gør jeg (eller andre) ikke. Jeg læser tydeligt, at du ikke tror, at jeg f.eks. ikke har tænkt over tingene, at jeg ikke bruger min samvittighed.

Ja, jeg finder faktisk ikke denne formulering særlig velvalgt.

Når jeg tænker på al den energi og samvittighed, jeg brugte den gang på at få bare NOGET fornuftigt op at stå, så kan det være, jeg får lidt ømme tæ'r når jeg støder på sådanne indlæg, der i en grad rummer manglende forståelse.

Du spørger direkte om jeg ville foretage det samme igen, eller et andet, i en lignende situation. Det kan – i min situation – kun blive et hypotetisk spørgsmål, for jeg kommer aldrig, aldrig i en lignende situation igen, for jeg ville stoppe længe, længe før, jeg blev presset ud i at tage nogle beslutninger, som dem jeg måtte tage den gang. Så mit svar er naturligvis nej, nej og atter nej.

Og det er det, jeg gang på gang i debatterne råder andre til. Utroskab er aldrig løsningen, men man kan altså – af mange, rigtigt mange årsager – blive drevet så langt ud, at man tror, det kan være løsningen, og det mener jeg, man bør have forståelse for, i stedet for bare at dømme og slå hårdt ned på en, der har valgt denne – bevares dårlige – løsning.

Jeg ved det her primært skal handle om den partner, der bliver udsat for denne utroskab – og jeg fastholder, at der er endog meget forskel på, om man utro ”for sjov”, eller om man er det, fordi man
netop fungerer dårligt i sit parforhold, og man uden held har prøvet alle mulige og umulige metoder for at få sin partner i tale. I et sådant tilfælde KAN man altså ikke kun give den utro partner hele skylden og ansvaret, man må altså også lige prøve at gribe i egen barm.

Og nej – det er stadig ikke den kloge og gode løsning, men jeg fastholder, at i hvert fald jeg sagtens kan have en forståelse for det, at nogen altså kan føle sig drevet så langt ud.

Utroskab er ikke det, der starter ødelæggelsen af en forhold – den proces er startet længe inden.

Og igen – vi holder lige dem, der kun gør det ”for sjov” uden for – for det er en hel anden problematik.

Jeg kan simpelt hen ikke magte at dem, der har været ulidelige at leve sammen med, lige pludselig skal have al sympatien, og som det er noget så synd for, og det kun er deres følelser, man skal tage hensyn til, fordi partneren har fået nok og har søgt noget mere uproblematisk. Hvad med den utro partner, der har fået nok af at blive nedgjort og trampet på? Hvad med hans/hendes følelser, der fører ham/hende hen til at finde ud af om man virkelig er så frygtelig, som man øjensynligt bliver opfattet hjemme?

Og ja – nu får jeg øretæver – men tilværelsen ER altså ikke bare helt så sort/hvid som nogle gerne vil gøre den til.

lotte123

Og så glemmer vi helt gmanse67, der jo også repræsenterer en af typerne.

Han vil bare have noget fisse, og så er totalt ligeglad med hvem den sidder på. Han vil jo aldrig - med den indstilling - kunne få et godt og ligeværdigt forhold til en kvinde, for han opfatter jo tydeligvis kun kvinder som et hul man kan stikke sjoveren ind i.

Jeg håber, gmanse, at du er single, for du har da slet, slet ikke forstået begrebet parforhold. Og hvis du er lykkelig med den livsindstilling - så fred da med det.

Victoria94

Lotte, der fik du sagt, hvad jeg tænkte. (Det du skrev til ham der bare vil have fisse)
Nå, jeg har kendt en kvinde, hun var gift, hun havde et forhold til en gift mand. Hun var meget ærlig omkring sin utroskab, og hvorfor hun blev i ægteskabet.
Det er et af de utroskaber, jeg skiftevis synes er OK eller ikke OK.
Mandens kone hun var utro med var uhelbredeligt syg. Hans kone var glad for at manden havde en veninde. Hun ønskede at de to blev gift, når hun var død.
Kvindens mand derimod vidste intet om hans kones utroskab. Hun blev hos sin mand, fordi der var råd til pelse, store biler o.s.v. De havde også et par børn, men ellers intet sammen.
Da elskerens kone var død, blev den utro kvinde skilt, og flyttede ind hos ham. Han var også en, der havde råd til meget mere end de fleste.
Jeg har vaklet meget i min holdning om det var OK.
Det var for så vidt OK fordi den syge kvinde vidste det, og var glad for "sin efterfølger". Jeg kunne endda tage mig i, at synes det var en kærlighedserklæring fra den syge kone til sin mand.
Men der var jo stadigvæk en der blev bedraget, men det gled ligesom i baggrunden, måske fordi det forhold var lidt usædvanligt.