Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Må hellere starte med at fortælle, at min mand og jeg har været gift i over 40 år, og har aldrig været hinanden utro.
Vores ægteskab, som vi begge har æren for, kan jeg i dag efter så mange år kalde et trygt, kærligt og varmt forhold. Vi har altid givet hinanden plads, har altid været hinandens bedste venner og har stadig et godt sexliv, alderen taget i betragtning:-) Vi har altid lyttet til hinanden, selvom vi på flere punkter også er forskellige. Vi har altid haft stor respekt for hinanden, så hvorfor skulle vi kaste os ud i utroskab, nej vel for vi ville aldrig kunne få noget bedre udenfor. Man kan vist godt sige, at vi supplerer hinanden godt. Har fået dejlige børn, svigerbørn og børnebørn så ringen er sluttet.
Men verdenen stopper ikke udenfor vores hus, der er masser af tilfælde, hvor de hver især kaster hinanden i armene på en anden, men jeg tror ikke det kan ske i de gode parforhold, hvor der er netop det, jeg lige har nævnt.
Jeg har oplevet utroskab hos to hold venner, og jeg må indrømme, at jeg forstår godt at de to en veninde og en mandlig ven blev deres partner utro.
Det er meget nemt for nogle af jer, at have en mening om at utroskab er noget lort, ja men prøv lige at skelne mellem de forskellige situationer.
Hvis min mand havde besøgt ludere gennem 3-4 år ja så ville jeg ikke eje ham på mit lokum:-) Det ville være for ynkeligt.
Havde han fundet en sød kvinde, så tror jeg, at jeg ville tage kampen op…
Hilsen Sofie
Men at de foretager nogle uhensigtsmæssige/dårlige valg, det står jeg gerne ved. Men der er også en ganske stor forskel, synes jeg.
Men du fortæller jo selv, at du godt kan forstå, at de venner du kender, valgte at være utro, du fortæller bare ikke hvorfor det var et godt/rigtigt valg for dem? Det er det, som jeg gerne vil forsøge at forstå.
Mit svar til dit direkte spørgsmål, om det er OK at knalde ved siden af uden at sige det, er mit svar lige så kortfattet: Nej, det mener jeg ikke - og det har jeg aldrig ment.
Jeg er absolut også meget enig med Sofie. Jeg er nu i et forhold, jeg har været i i 15 år. Vi har netop også den åbne og gode samtale i vores liv, og det kunne ikke falde nogen af os ind at være utro. Hvorfor skulle vi dog det? Det vi hver især får herhjemme er da ikke noget, vi har lyst til at kaste smuds på. Vi har også et godt og levende sexliv, og lige så tit, som vi har lyst til.
Jeg har ingen problemer med at sende min mand ud på tur alene eller med nogle gutter. Jeg ved 100% at han "spiser" hjemme. Han har det på samme måde med mig. Vi er meget åbne overfor hinanden, og derfor har vi også den tiltro til hinanden.
Sådan var det overhovedet ikke i mit første ægteskab - og jeg overvejer som nævnt stadig om jeg magter at fortælle den historie, som var en meget, meget hård tid i mit liv - med fare for at blive fordømt.
Også jeg kender til flere forhold, hvor der har været utroskab, og hvor jeg sagtens kan forstå, hvorfor det skete. Ikke fordi jeg selv har været på den "galaj", men fordi jeg da tydeligt kan se, at det er parter, der overhovedet ikke gør noget for at få deres liv til at fungere, eller hvor den ene part simpelt hen er FOR firkantet.
Da jeg var meget, meget ung, var der en gang en gift mand, der gjorde "tilnærmelser" til mig. Jeg var ung og naiv, og jeg sagde selvfølgelig nej - for helt ærligt "du er jo gift". Og så var det han sagde: "Jeg bliver under alle omstændigheder anklaget for det tidligt og silde - og nu er jeg kommet frem til, at når jeg alligevel skal igennem det helvede hele tiden, så kan jeg vel lige så godt også gøre det, og få noget fornøjelse ud af det." Hvad han i øvrigt gjorde, ved jeg ikke - for det blev ikke med mig, men senere har jeg tænkt meget over det - og må da påstå, at jeg til fulde forstod ham. Han havde i bund og grund ikke interesse i at være sin kone utro, men kunne ikke overbevise hende om, at han ikke var det.
Et andet eksempel, min nuværende mand: Han og hans første kone gled også mere og mere fra hinanden; der var det heller ikke muligt at tale ordentligt sammen - hun skulle nok bestemme, hvor klaveret skulle stå. Hun overtog alt med børneopdragelse - han skulle slet, slet ikke blande sig. (Da de har børn sammen og derfor stadig har kontakt, så kender jeg hende - og jo, hun er dybt styrende) - deres sexliv kom på vågeblus, for hun havde ikke lyst, hvorfor og hvad han skulle gøre for at få det lidt i gang, kunne han ikke få forklaring på - sådan var det bare. Og når det endelig skete, var der ikke lyst og engagement - det skulle bare overstås. De forsøgte diverse parterapi osv., og det hjalp en kort overgang, så var hun tilbage i gammel gænge. På et tidspunkt sagde han til hende, at han simpelt hen ikke orkede mere. Han ville ikke gå ud og opsøge noget andet, men hvis der dukkede noget op, så ville han ikke sige nej. Og det gjorde der på et tidspunkt, og han gik ind i et nyt forhold - og blev først efterfølgende skilt. Det var så ikke mig - vi var begge afklarede og ledige, da vi begyndte at komme sammen.
Han var altså også utro - men på en helt tredie facon. Hans ekskone har i øvrigt aldrig bebrejdet ham det - hun var helt klar over sin andel i den utroskab og de (vi) er faktisk bedste venner i dag.
Det var bare et par af de vinkler, der også er på utroskab.
Personligt gad jeg sku ikke ligge og hugge i det samme hul alt for længe ad gangen. Så bare gå til den i lever kun en gang.
Ingen kender sandheden inden for væggene. Han siger kun sådan for at få medlidenhed og sex. Min "stakkels" eksmand, han fortalte alt muligt bare for at få medynk og sex.
citat
Og så var det han sagde: "Jeg bliver under alle omstændigheder anklaget for det tidligt og silde - og nu er jeg kommet frem til, at når jeg alligevel skal igennem det helvede hele tiden, så kan jeg vel lige så godt også gøre det, og få noget fornøjelse ud af det."
citat slut
Det er den slags, mænd der vil være utro, altid disker op med.
Disse venner har ikke brug for forståelse, de traf et velovervejet valg, og var begge to modne og voksne mennesker, der i kølvandet på et dårligt fungerende ægteskab mødte kærligheden.
Det skete faktisk samtidig inden for samme år, så der var meget min mand og jeg skulle forholde os til, to hold venners ægteskab stod ikke til at reddes, det var ren kaos.
Min mand og jeg var meget involveret, og vi støttede op om, at de skulle gribe kærligheden og give den en chance, så ja de blev deres partner utro.
I dag lever de begge i gode og kærlige ægteskaber, med dem de var utro med, og jeg kan garantere jer for, at det var et fornuftigt valg, de tog dengang for tyve år siden.
De blev hver især gift med fantastiske dejlige personer og de er alle fire vores bedste venner i dag.
Jeg kan godt forsvare utroskab, når der er kærlighed involveret, men jeg kan ikke forsvare den utroskab som opstår efter f.eks. en våd firmafest, hvor man lige skal knalde en eller anden kollega, eller når den mandlige part tager til en luder, og helt uden følelser lige skal have en hurtig udløsning, det er for klamt til mig.
Hilsen Sofie
Men det får mig også til at tænke noget helt andet. Hvor mange af de mennesker, som synes det er helt OK at være utro, tror I har prøvet at være i den svigtedes rolle? Sofie, du siger, at det er den helt lykkelige historie i begge tilfælde - gælder det også for dem, det gik ud over - er de glade for oplevelsen?
Jeg taler helt for mig selv, men drager gerne kendskab fra andre fora ind, når jeg påstår følgende: Før man har prøvet et omfattende svigt i form af f.eks. længerevarende utroskab, så har man absolut ingen ide om, hvor dybt såret sidder - ingen ide om hvor vidtgående effekten er hos den person, som man angiveligt elsker. Jeg havde i hvert fald ikke, før jeg kom i modtagerens rolle, og har måttet sande, at jeg kender mig selv dårligere end jeg oprindeligt troede mht. reaktioner, håndteringsparathed, mentalt overskud, følelsespåvirkning etc.
Måske er der en forskel i opfattelsen af, om det er OK eller ej, fordi nogle har taget medicinen og andre kun har prøvet at give den, eller kun har kigget på indpakningen?
Og lige en sidste detalje - jeg synes godt nok der er en meget tynd og fin linje imellem at synes noget er OK og så at kunne forstå det. Et par af jer har sagt, at utroskab selvfølgelig ikke er OK, men at I godt kan forstå det. En smule selvmodsigende, med mindre der er en nuance jeg misser.