Hvornår er det OK at være utro?

lotte123

Tja.. jeg ville jo så gerne have en seriøs debat; men det går jo galt hele tiden.

Jeg orker ikke mere.

Har dog et slutforslag: Mon ikke langt de fleste brugere - fuldt forståeligt - er flygtet i rædsel her fra?

Jeg foreslår, at du åbner en ny debat, der handler om dit problem - og ikke en masse hypoteser, men den faktiske situation. Husk dog - at når du fortæller din historie, så er den jo med din vinkel - som når jeg fortæller min, så er det med min vinkel. Selvfølgelig sidder min mand ikke og synes, han er et dumt svin- men han har på den anden side aldrig - aldrig - bebrejdet mig min utroskab. Han var helt klar over, at han simpelt hen ikke kunne leve op til det, at være en ægtemand med de "forpligtelser" der følger med. Han er også klar over, at "han selv" er nok til at fylde hans liv.

Jeg vil tro, der kan komme nogle brugbare bud til dig, hvis du starter på en frisk.

Jeg skal nok holde mig væk.

Sofie45

Jeg synes også, det er en god ide, at du cpacan opretter en helt ny debat, hvor du som lotte skriver fortæller din historie.

Og så skal du bede om, at vi der aldrig har været i nærheden af utroskab, og dem der har prøvet at være utro holder sig væk. For som du siger, og sikkert også mener, at alle os udviser udbredt accept af utroskab.

Her knækker filmen for mig, for det er jo ikke rigtigt, for hvis du læser det vi har skrevet, så har vi jo også taget afstand generelt for utroskab. Men for der er jo et men… og det men har du bare ikke evnet at prøve at forholde dig til det. Livet er ikke enkelt, og ingen er fejlfri men vi skal prøve at rumme hinanden, der hvor den anden er.

Du er så såret, hvad jeg sagtens kan forstå, at jeg måske mener du piller lidt for meget i din egen navle. Hvis du skal videre efter din kones utroskab, så vil jeg foreslå dig at opsøge en terapeut, som kan hjælpe dig videre.

Jeg er stået helt af i denne debat, for her er ikke rykket så meget som et komma, du skal bede om svar fra andre, der også har en partner der har været dem utro, og så kan I hele tiden bekræfte hinanden i, at det er synd for jer. Og når det så er overstået, så er ingen af jer kommet så meget som et skridt videre, og det er det, jeg synes er det mest skræmmende.

Hilsen Sofie

Victoria94

cpacan, du løser ikke dit problem med intellektet, man kan ikke tænke sig frem til en ordning med sig selv.
Du skal acceptere de følelser der er opstået i kølvandet på din kones utroskab.
Hvis i vælger at blive sammen, må og skal du også acceptere det der er sket.
Jeg siger ikke at det er OK, men det skal løses i en fælles forståelse af hinanden. Du skal acceptere at din kone er forandret i dine øjne, og du skal også acceptere, at du også har forandret dig.
Jeg havde f.eks. selv det standpunkt før utroskaben var kendt for mig, at blev jeg udsat for det, så kunne min mand rende og hoppe, så ville jeg skilles. Det var min overbevisning.
Så stod jeg der en dag med en utro mand, jeg var rasende, jeg var så rasende, at jeg kunne splitte hele huset ad. Det raseri havde min mand meget svært ved at forholde sig til. Jeg var så vred på ham, men jeg var også i konflikt med mig selv. Jeg ønskede jo ikke skilsmisse, da det kom til stykket, jeg var så glad for mange andre ting, vi havde fire børn, skulle de miste den sociale tryghed de havde o.s.v.
For mit vedkommende hjalp det en hel del, da hans elskerinde døde. Så var jeg da helt sikker på, at deres "møder" var slut.
Min mand var et kendt ansigt her i byen. I lange tider efter, var jeg flov over ham. Hvor mange vidste det? Jeg skammede mig over, at min mand ikke kunne lade andre kvinder være. Det var så pinefuldt. Jeg kunne slet ikke "se op til ham", jeg var ikke stolt af ham, og alligevel var jeg glad for ham. Det var frustrende med alle de modsatrettede følelser.
Vi havde lige haft sølvbryllup, havde holdt et smukt sølvbryllup, og så får man sandheden smasket lige i hovedet 14 dage efter. Sølvbryllup og alt føltes så ligegyldigt, det var helt til grin.
Vi holdt sammen alligevel og nåede næsten frem til guldbrylluppet, så blev min mand syg og døde.
Enten man vil det eller ej, så holdt vi meget af hinanden. Vi fik en meget smuk tid lige til min mand tog sit sidste åndedrag.
Man har et standpunkt til man tager et nyt.

farmor1

cpacan4

du efterlyser en uddybning af hvad jeg mener, ja det er jo ikke så svært, begge parter bliver såret, bare rul lidt frem og tilbage i debatten her og du har beviset klart og tydeligt, selv efter mange år gør det ondt at være bedraget, men også at være den utro, samvittigheden plager. Nu tror jeg ikke på at nogen er utro hvis ikke der er noget galt i forholdet i forvejen, noget har ført til at man lader sig friste og fristet bliver vi alle, hvis vi da ikke går gennem livet med skyklapper på, det gør også ondt at blive bedraget. Men denne debat er kørt helt af sporet, spørgsmålet lød hvornår er det OK at være utro, men for mig at se handler debatten ikke om dette spørgsmål, men om optakten til utroskab på den ene side og bitterheden ved at være bedraget på den anden side. Det lyder lidt som han/ hun var led, må jeg så være utro,- han hun var utro, må jeg så godt være led! Ingen af delene er ok i partnerskab. For at forbygge misforståelser ved jeg godt hvad jeg taler om, havde et meget kort ægteskab som helt ung med en historie, der meget ligner Lotte 123`borset fra jeg ikke var utro, det var han, jeg smed ham omgående ud. Har nu levet i et monogamt ægteskab i 40 år og ville aldrig være utro, men stadig heller ikke finde mig i utroskab, men gå min vej, hvis jeg nåede dertil, hvor jeg ikke længere kunne stå for fristelsen. Så meget respekt skylder man da hinanden. Men så enkelt er det jo ikke for alle. Det jeg mener er, at det der er rigtigt svært for den bedragne er ikke kun sex, men at have mistet tillid, at være svigtet. Den utro part har problemet med at have svigtet tillid og være nødt til at retfærdiggøre sig selv. Dette spørgsmål kan efter min mening ikke behandles ved kun at tale om sex, men handler i høj grad om alle hjørner af partnerskab. Der er rigtig mange forklaringer på utroskab og nogle er forståelige, men betyder det så også det er ok ?

Victoria94

Den utro part lider også. Min mand fik den første blodprop i en alder af 50 år. Da han lå på intensiv, havde han det meget svært, han følte, at han havde svigtet. Den følelse var svær for ham.
Han fik flere blodpropper, og to gange fik han kræft. Han døde af kræften.
Begge parter lider, men lidelsen er til at bringe til ophør.
Når man oplever så megen alvorlig sygdom, så blegner utroskaben og følgerne af den.

jegu99

Vedr. om det er OK at være utro.
Det er det ikke efter min mening, med mindre man lever i et mere eller mindre aftalt åbent forhold.
Jeg har læst de mange lange indlæg her, og jeg kan jo nok godt sætte mig ind i de helt ubeskrivelige forhold, et par af dem her på debatsiden har levet under.
Kunne måske have ønsket, at man havde valgt skilsmissen først og så forelskelsen, selv om jeg medgir, at det er den aller sværeste løsning. Det må da være svært at håndtere et håbløst ægteskab, en forelskelse i en anden person og samtidig håndtere børn og nære familie.

Vedr. dit ægteskab cpacan4. Ved ikke om du er i skilsmisse nu. Har tænkt meget over din situation, som jeg selv har været igennem, bare meget længere ude rent følelsesmæssigt end du er nu.
Du har levet i "forholdsvis" godt ægteskab, har dejlige børn, og hverdagen egentlig god. Så bliver du udsat for utroskab, måske uden varsel eller!!

Jeg er helt enig i, at når ægteskabet ikke fungere optimalt, så har man selv meget ofte en del af skylden, det er jeg enig i. Jeg er faktisk overbevist om, at du ikke er en af de mænd, der er egoistisk og har nok i sig selv, så alene af den grund er det absolut ikke OK, at din kone har været utro.
Undskyldningerne og begrundelserne, som din kone oplyser, kender jeg alt for godt, dem kan du ikke bruge til noget, utroskaben skal jo have en begrundelse, når man spørger, hvorfor!!

Som sagt kender jeg ikke din situation lige nu, men hvis din kone har kunnet have et forhold til en anden i længere tid, er der bestemt følelser med i det.
Så kan du spørge dig selv, hvem tænker din kone på, når i siger godnat, når i elsker, når i er i byen o.s.v.
Jeg tror måske, det bliver svært at redde et ægteskab, for du er jo den, du er og sandsynligvis altid har været, det er svært at ændre sin personlighed. Hun kender dig, ved hvordan du er, både i sengen og i dagligdagen. Hendes elsker er ny for hende, spændende anderledes også i sengen, så det er svært for hende ikke at tænke på den nye og spændende.

Du har ikke oplyst noget om, hvad hun har gjort for at redde ægteskabet.
Hvis hun er indstillet på at redde det, skal der drastiske midler til efter min mening. Hvis det er en elsker fra jobbet, så bør hun finde et nyt omgående, alene for at vise, hun mener det. Er det en i byen, kan en flytning komm på tale.
Hvordan har du det egentlig med, at venner og familie ved det, hvis de gør det, det må da være svært en gang i mellem.

Hvis det kommer til skilsmisse, så hvem skal have børnene, hvem bliver boende på bopælen, her tænker jeg på børnenes daglige rutiner med skole venner o.s.v.

Jeg har en datter, og hun var 4½ år, da det skete for mig. hun var 5½ år inden skilsmissen endelig var afsluttet og jeg valgte at kæmpe for min datter uanset hvad, og fik forældreretten. De efterfølgende år er de bedste for mit vedkommende. Det med gods og guld røg helt ud af prioritetslisten for mig. Ja det betød jo så lejlighed og jeg sagde mit arbejde op og flyttede, ja, jeg har været det ultimative igennem, men fik også en indre fred og ro til at passe min datter.
Det er ikke sikkert, det passer på dig, men hvordan vil du forholde dig til alle de spørgsmål, hvid de bliver aktuelt.
Hører gerne, hvordan din situation er nu.

Minister1

Jeg er altså meget enig med cpacan4. Det er forkert at være utro, punktum.

Dertil sagt så har jeg selv været utro og jeg kan sagtens forstå fristelsen, og selvfølgelig er der også ekstreme situationer imellem. Selv var jeg dybt forelsket i den jeg var utro med, og så det lidt som at det var en chance jeg måtte tage nu, ellers ville jeg miste den person som jeg nu havde forelsket mig så meget i.
Altså en følelseshandling men rationelt set var det da helt forkert.

Både mænd og kvinder kan være forfærdelige i forhold til at være utro.
Som mand skal man nogle gange være forsigtig med at kritisere det kvindelige køn men jeg vil alligevel gøre det her, med det forbehold at mænd ikke er en døjt bedre blot anderledes.

Det er fuldstændig normalt for kvinder der har været utro at give deres partner skylden, det er så udbredt at det altså ikke kun drejer sig om forhold hvor manden har været voldelig eller udøvet psykisk terror. Undskyld kvinder men i 90% af alle tilfælde er det altså klamt at give sin partner skylden for at man har været utro. Jo der er måske nok noget galt med forholdet og han er måske nok langtfra den perfekte partner, men det retfærdiggør ikke at man selv gør noget grimt, sådan fungerer forhold og moral altså bare ikke.

Dertil sagt så hvis i er i forhold med en mand som på den ene eller anden måde er voldelig eller på nogle måder sadistisk over for jer, ja så skal i bare ud af det hurtigst muligt og hvis utroskab kan være en vej, så må det være det.