Hendes kærlighed er væk.. :(

Andersen12345

Persille1 - den oplevelse du havde med din mand dengang.. jeg kom lige i tanke om noget.. var det "kun" dine følelser du havde - eller sagde du til at ham det var forbi og så kæmpede i sammen osv.?

Hvis han var klar over at du stod med en fod ude af døren:
I den mellemliggende periode hvor i så prøvede og du blev - og fandt (i første omgang) kærligheden igen - hvor ofte talte i da om hvordan det gik osv.? Eller.. blev i enige om bare at prøve at vende tilbage til hverdagen - men med "forbedring" fra hans side?..
Håber det giver lidt mening..

persille1

Hej Andersen

Det kan jo nok ikke helt sammenlignes, for jeg er sikker på min eksmand var syg i hovedet.
Men nej, vi talte ikke om det overhovedet. Men han mærkede jeg var ligeglad med, hvad han foretog sig. Derfor holdt han sig fra andre damer og behandlede mig godt.

Jeg turde ikke forlade ham på det tidspunkt, jeg kunne ikke klare fysisk at passe to mindre børn og samtidig gå på arbejde. Jeg ville under ingen omstændigheder forlade mine børn.
Men langsomt vendte mine følelser tibage. Jeg blev igen kærlig over for ham. Men så begyndte det hele forfra. Så nej, vi talte aldrig om noget, det kunne man slet ikke med ham. Jeg blev klar over nu måtte jeg væk. Hans opførsel blev mere og mere mærkværdig og vi blev meget uvenner.
Du kan vist ikke helt sammenholde de to ting.

Andersen12345

Det var ærgeligt - både for dig og mig. Jeg mener bestemt ikke jeg er syg i hovedet da.. Jeg må bare prøve konstant at mærke og føle.. hvis der skal gå et helt år før hun føler noget for mig igen.. så bliver det hårdt.. men ja.. så længe jeg føler hvad jeg gør for hende.. så vil jeg jo hænge i..

persille1

Åh nej, Andersen, du er ikke syg i hovedet, så ville du slet ikke kunne skrive som du gør.
Jeg er for længe siden kommet over det hele, det kan man altså godt, selv om det var slemt, så længe det varede.
Jeg vil ønske din kone bliver glad for dig igen og hvis hun gør, hvem siger så der behøver at gå lige så lang tid. Det er jo slet ikke sikkert.

Andersen12345

Nej jeg ved det.. lige nu føler jeg at jeg kan vente længe.. jeg vil bare have min kone tilbage som hun var.. eller i anden form.. bare hun rigtigt bliver "min" igen og får vækket de gamle følelser.. eller får nye.. uanset.. så savner jeg hende.. selvom jeg ser hende dagligt og vi stadig deler seng osv.
lige nu har vi det sådan set "OK" - jeg tror meget af det der sker er grundet tanker og bekymringer i mit hoved også.. altså.. det jeg oplever der sker sker muligvis slet ikke, men jeg bilder mig det måske ind.. det er noget rod.. jeg håber på det bedste og prøver at holde mig så "neutral" som muligt og giver min kone plads, så må vi se hvad der kommer ud af det hele.

lotte123

Andersen. Nu tror jeg, du skal passe lidt på, at du ikke går over gevind.

Du er voldsomt dybteanalyserende, vender erhver lille bitte sten - og vender den en gang til, pas nu på, at det hele ikke kommer til at dreje sig om din egen navle.

Ja, undskyld, men prøv nu lige at slappe lidt af.

Husk nu, at du jo har svigtet igennem temmelig lang tid - du KAN altså ikke forlange at din kone, skal hoppe over alt det, sådan "bare lige" - og straks bliver glad og god igen.

Du skriver tidligere, at du har sendt papirer vedr. psykolog til dit arbejdes forsikring, og at du nu venter på at blive kontaktet af en psykolog.

Er det virkelig sådan, det foregår? Skal du bare sidde og vente på at tingene bliver gjort for dig?

Hvis jeg var dig, så ville jeg da straks på mandag kontakte denne forsikring og høre hvordan og hvorledes, f.eks. om hvor lang tids sagsbehandling, der er, og så undrer det mig såre, at en psykolog skal kontakte sin patient - det er da gerne omvendt.

Jeg vil mene, at du snart akut har behov for hjælp, for du lader til at sidde helt og aldeles fast i en rille lige nu, hvor du hopper og springer og analyserer en hver bevægelse, du gør - bruger energi på, om det nu var rigtigt eller forkert af dig, at gøre sådan eller sådan, eller om du nu skulle have gjort det anderledes; for hvad forventer din kone mon?

Hvad med at spørge hende? Hvad er det hun savner? Hvad vil hun? Hvad forventer hun af dig fremover?

Jo - jeg gentager min opfordring til dig om at lade din kone læse denne debat, for der står ting, som hun givet vil kunne forholde sig til, bl.a disse ting, hvor du - og ikke kun af mig - bliver opfordret til at slappe bare lidt af.

Du er simpelt hen nødt til at have dig selv med - det nytter ikke, du kæmper for at blive en anden, for det kan ikke lade sig gøre, og det var jo DIG - og netop ikke en helt anden mand, din kone i sin tid faldt for.

Du er alt, alt for utålmodig - men gør i stedet noget aktivt for at du får den hjælp hurtigst muligt.

persille1

Jeg er helt enig med lotte123.
Du er ikke "syg" som min eksmand var, men du har det dårligt psykisk.
Jeg tror da også man selv skal kontakte en psykolog, jeg har aldrig hørt det andet. En forsikring skal vel bare godkende at betalingen vil ske, går jeg ud fra.

Andersen12345

Det med forsikringen er nok lidt specielt. Det er gennem arbejdet og er en helbredssikring. Jeg er blevet kontaktet i dag og en psykolog vil ringe mig op asap for at få arrangeret tider. Man kan vist ikke gøre meget selv her - ellers gjorde jeg gerne.
Jeg tror på det med tålmodigheden mangler - det har aldrig været nit stærkeste kort. Jeg ved jeg ikke kan forvente at hun vender på en mønt - men det gør jeg nok lidt alligevel. Jeg tror i har ret - og at jeg generelt skal prøve med mere luft til hende. Det er bare ikke let. Overhovedet.

persille1

Tænk på din kone, som har holdt ud flere år, hvor hun har manglet din støtte og kærlighed. Hvordan hun har følt det, hvordan hun havde det. Måske som du har det nu.

For mig ser det ud til du kæmper mere for dine egne behov end forståelsen af hendes. Undskyld, hvis jeg tager fejl.
Jeg har siddet længe og overvejet hvordan jeg bedst kunne sige det uden du bliver mere ulykkelig. Jeg kan desværre ikke sige det bedre. Men det er hvad jeg føler, når jeg tænker efter.

Nu vil jeg håbe du får gavn og glæde af dine samtaler med psykologen.

lotte123

Jeg er meget enig med Persille; det er også derfor jeg har foreslået dig at slappe noget af, for jeg fornemmer også, at du netop kæmper for at trumfe egne behov igennem, og du vil have resultater her og nu.

Du vil have et lykkeligt liv - og du vil have det nu. Kan du ikke se det? Det er dit eget behov, du først og fremmest vil have dækket.

Som sådan forstår jeg dig, men jeg fornemmer også at du kæmper - spændt som en flitsbue 24/7; møblerer om på samtlige hylder på en gang, uden nogen form for system eller orden, så det kan ende med at blive endnu mere rodet, end det var i forvejen, for der er ikke system og overblik, det her er et projekt, der SKAL lykkes - koste hvad det koste vil, men prisen kan jo faktisk være din kones kærlighed, hendes foragt. Du basker vildt rundt for at overleve - jeg forstår dig egentligt godt, men i din iver glemmer du helheden, den helhed, hvor alle skal kunne være med - din kone, dine børn og ikke mindst dig selv.

Undskyld - jeg forstår til fulde dine bevæggrunde, men prøv nu lige at gå et skridt eller to tilbage, tag nogle dybe indåndinger, og prøv så at se - bare lidt - objektivt på tingene.

Jeg prøver lige et helt andet billede - overvægtige f.eks (og jeg vil lige poientere, at jeg ikke her overhovedet vil slå overvægtige oven i hovedet, det er kun et eksempel).

Overvægtige starter ikke med at være overvægtige, men så ryger der et kilo eller to på - nå herregud, det går nok, man tænker ikke over det, fortsætter dog med at spise fed mad, for det smager jo godt, og man dyrker ikke noget videre motion, for det er jo kedeligt. Tiden går og lige så stille - i løbet af nogle år - så er der listet 30 kilo på.

Ups. Det her er ikke godt, man må tabe sig, man går i panik - og fatter ikke, at man da ikke kan tabe sig i løbet af 14 dage. Hvordan kan det da være, at de kilo ikke bare forsvinder?

Et fornuftigt vægttab - der vel at mærke holder - er naturligvis en omlægning af kost og bedre motionsvaner, og så et vægttab på ca. ½ kilo om ugen.

30 kilo vil således være 60 uger.

Forstår du mit billede? I dit ægteskab er der røget en hel del kilo på, der skal af igen - men de kilo forsvinder ikke over night - de skal af stille og roligt, sammen med en omlægning af livsstil og nogle nye, bedre vaner.

Afhængigt af hvor mange "kilo", der er kommet på dit parforhold, tager det tid.

Var der kun kommet to kilo på, og den var blevet fanget der, så havde I nemt løst det, men nu er der kommet mange, måske endda for mange kilo på. Du har ladet stå til for længe - alt for længe. Det tager tid, og som med overvægtige, så er der jo desværre nogen, hvor det er for sent - de kan ikke gennemføre vægttabet, de har påført sig for mange skader.

Og det er der, du også er bange - du ved ikke, om løbet er kørt, om din kones kærlighed ER blevet helt kvalt, men jeg synes håbet er, at hun har valgt at ville se tiden an - også hun håber på den gode løsning.