Hendes kærlighed er væk.. :(
Hej. Jeg er normalt ikke meget for denne slags forum, men jeg har alvorlige problemer i mit liv og efter at have læst hvad andre folk har skrevet og fået svar på, så har jeg fået taget mig "mod" til at forsøge.
Jeg er dybest set klar til at gøre hvad som helst for at redde hvad du/I nu skal læse om - så det er i virkeligheden ikke noget der kræver meget af mig at skrive det her..
Min kone og jeg er gift på 7. år
Jeg er 29 og hun er 27. Sammen har vi 2 skønne piger på 1 og 5år.
Fra kort tid siden var min kone på en mini-cruise med hendes kollegaer. Der stortset kun hende og en anden kvinde med, resten var mænd. Da hun kommer hjem herfra kan jeg mærke hun er anderledes. Jeg spørger ind til hvorfor og hun forklarer at hun har indset at hvis hun går fra mig - så behøver hun ikke være alene. Der er andre mænd som kunne finde hende interessant og forelske sig i hende. Hun er blevet bekræftet som kvinde på denne tur og det har forandret hende meget.
Først og fremmest fortæller jeg hende at jeg føler skyld over ikke at have bekræftet hende nok som kvinde - men nok taget hende for givet for meget
Faktum er nu det - hun fortæller mig at hun ikke er sikker på hvad hun føler mere. Hun siger hun føler kærligheden er væk for hende. Hun elsker mig stadig - men mere som hun elsker hendes venner og veninder.
Vi bor stadig sammen og efter lang snak har jeg fået hende til at "gå med til" en dag af gangen. Altså at vi prøver at bo sammen og ser hvad der sker.
Mit store problem er dog at hun ikke virker som om hun rigtigt prøver på at redde noget i hverdagen - men mere at hun bare tolerere mit selskab.
Jeg får lov at kysse hende ind i mellem og vi kan være intime sammen i sengen - men nærvær og sidde sammen - det skal ske fra min side.
Det dybere underliggende problem er.. Hun fortæller mig at hun egentligt har følt dette i LANG tid men har "holdt ud" af frygt for at hun ville være alene hvis hun gik fra mig. Hun mener jeg har manipuleret hende meget og styret vores forhold i de retninger jeg ville have det. Jeg giver hende ret og efter vi har talt meget, så kan jeg godt se sandheder i meget af det hun siger. Hele denne hårde omgang har været et "wake-up-call" for mig også. Jeg har indset meget om mig selv som jeg ikke er glad for - men jeg har dog indset det og er i "bedring". De ting jeg har fortalt mig selv jeg har prioriteret nummer 1 har ikke reelt været sådan føler jeg.
I dag er der intet der kommer før min familie. Vores piger og min kone er ALT hvad der betyder noget for mig.
Jeg er alvorligt talt klar til at gøre hvad som helst for at vinde min kones kærlighed tilbage. Jeg frygter bare hun går og "holder ud" i stedet for aktive at opsøge den mand hun engang elskede til hudløshed og giftede sig med.
Hun siger hun har kæmpet for os i mange år.. Jeg vil så gerne have hende til at se at den kamp nu er vundet og hun har mig mere end nogensinde.
En af problemerne er.. Jeg kan godt huske vi har været i knibe og hun har sagt hun ville tage op og bo hos hendes forældre osv. Jeg har dog altid kunnet tale hende fra det.. det er et problem.. for jeg tror at grundet jeg måske har ordet i min magt.. så har jeg kunnet drukne situationen lige da den var på - men ikke fået løst noget.. og desuden kort tid efter glemt at der nogensinde var et problem.
Jeg har måske mere at sige - men ovenstående tekst er skrevet frit fra leveren og direkte ind. Beklager slåfejl osv.
Jeg håber mit budskab kommer igennem og jeg beder om gode råd/hjælp til hvad jeg kan gøre for at få min kone til at elske mig igen... Jeg kan simpelthen ikke tro at hun kan finde nogen anden der vil hende og pigerne det som jeg vil nu. Ingen der kan elske dem i den grad jeg gør nu.
Jeg har ændret syn på mange ting igennem dette forløb.. ikke bare for at vinde hende igen - men reelt bare ændret syn.
Tidligere mente jeg at 2 børn var det der skulle til - min kone ville have 4, men jeg sagde stop. Jeg er klar på flere børn nu.. jeg har nok sat praktiske rammer forud for kærlighed og familie - selvom jeg har fortalt mig selv andet
Jeg har prøvet at foreslå parterapi flere gange da jeg tror en udefra kan hjælpe os begge med at indse ting vi ikke selv kan tale os frem til - men jeg kan ikke få min kone til at ville forsøge det.. overhovedet
Hvad gør jeg.. jeg er helt tabt her.. I dag har jeg købt fine smykker og et kort jeg skal have hældt kærlighed i til hende. Jeg er bange for at det kan fremstå som plaster nu frem for kærlighedserklæring.. men det er det sidstnævnte.. Jeg vil vise hende - på alle tænkelige måder - at jeg virkeligt elsker hende..
Jeg vil have at vi bliver en familie igen.. en familie der elsker hinanden grænseløst.. os alle.. Jeg håber ikke der er for mget som ikke giver mening her.. som sagt.. skrevet frit fra leveren..
Jeg ser frem til at høre retur fra en der kan hjælpe mig her...
På forhånd tak...
Jeg er dybest set klar til at gøre hvad som helst for at redde hvad du/I nu skal læse om - så det er i virkeligheden ikke noget der kræver meget af mig at skrive det her..
Min kone og jeg er gift på 7. år
Jeg er 29 og hun er 27. Sammen har vi 2 skønne piger på 1 og 5år.
Fra kort tid siden var min kone på en mini-cruise med hendes kollegaer. Der stortset kun hende og en anden kvinde med, resten var mænd. Da hun kommer hjem herfra kan jeg mærke hun er anderledes. Jeg spørger ind til hvorfor og hun forklarer at hun har indset at hvis hun går fra mig - så behøver hun ikke være alene. Der er andre mænd som kunne finde hende interessant og forelske sig i hende. Hun er blevet bekræftet som kvinde på denne tur og det har forandret hende meget.
Først og fremmest fortæller jeg hende at jeg føler skyld over ikke at have bekræftet hende nok som kvinde - men nok taget hende for givet for meget
Faktum er nu det - hun fortæller mig at hun ikke er sikker på hvad hun føler mere. Hun siger hun føler kærligheden er væk for hende. Hun elsker mig stadig - men mere som hun elsker hendes venner og veninder.
Vi bor stadig sammen og efter lang snak har jeg fået hende til at "gå med til" en dag af gangen. Altså at vi prøver at bo sammen og ser hvad der sker.
Mit store problem er dog at hun ikke virker som om hun rigtigt prøver på at redde noget i hverdagen - men mere at hun bare tolerere mit selskab.
Jeg får lov at kysse hende ind i mellem og vi kan være intime sammen i sengen - men nærvær og sidde sammen - det skal ske fra min side.
Det dybere underliggende problem er.. Hun fortæller mig at hun egentligt har følt dette i LANG tid men har "holdt ud" af frygt for at hun ville være alene hvis hun gik fra mig. Hun mener jeg har manipuleret hende meget og styret vores forhold i de retninger jeg ville have det. Jeg giver hende ret og efter vi har talt meget, så kan jeg godt se sandheder i meget af det hun siger. Hele denne hårde omgang har været et "wake-up-call" for mig også. Jeg har indset meget om mig selv som jeg ikke er glad for - men jeg har dog indset det og er i "bedring". De ting jeg har fortalt mig selv jeg har prioriteret nummer 1 har ikke reelt været sådan føler jeg.
I dag er der intet der kommer før min familie. Vores piger og min kone er ALT hvad der betyder noget for mig.
Jeg er alvorligt talt klar til at gøre hvad som helst for at vinde min kones kærlighed tilbage. Jeg frygter bare hun går og "holder ud" i stedet for aktive at opsøge den mand hun engang elskede til hudløshed og giftede sig med.
Hun siger hun har kæmpet for os i mange år.. Jeg vil så gerne have hende til at se at den kamp nu er vundet og hun har mig mere end nogensinde.
En af problemerne er.. Jeg kan godt huske vi har været i knibe og hun har sagt hun ville tage op og bo hos hendes forældre osv. Jeg har dog altid kunnet tale hende fra det.. det er et problem.. for jeg tror at grundet jeg måske har ordet i min magt.. så har jeg kunnet drukne situationen lige da den var på - men ikke fået løst noget.. og desuden kort tid efter glemt at der nogensinde var et problem.
Jeg har måske mere at sige - men ovenstående tekst er skrevet frit fra leveren og direkte ind. Beklager slåfejl osv.
Jeg håber mit budskab kommer igennem og jeg beder om gode råd/hjælp til hvad jeg kan gøre for at få min kone til at elske mig igen... Jeg kan simpelthen ikke tro at hun kan finde nogen anden der vil hende og pigerne det som jeg vil nu. Ingen der kan elske dem i den grad jeg gør nu.
Jeg har ændret syn på mange ting igennem dette forløb.. ikke bare for at vinde hende igen - men reelt bare ændret syn.
Tidligere mente jeg at 2 børn var det der skulle til - min kone ville have 4, men jeg sagde stop. Jeg er klar på flere børn nu.. jeg har nok sat praktiske rammer forud for kærlighed og familie - selvom jeg har fortalt mig selv andet
Jeg har prøvet at foreslå parterapi flere gange da jeg tror en udefra kan hjælpe os begge med at indse ting vi ikke selv kan tale os frem til - men jeg kan ikke få min kone til at ville forsøge det.. overhovedet
Hvad gør jeg.. jeg er helt tabt her.. I dag har jeg købt fine smykker og et kort jeg skal have hældt kærlighed i til hende. Jeg er bange for at det kan fremstå som plaster nu frem for kærlighedserklæring.. men det er det sidstnævnte.. Jeg vil vise hende - på alle tænkelige måder - at jeg virkeligt elsker hende..
Jeg vil have at vi bliver en familie igen.. en familie der elsker hinanden grænseløst.. os alle.. Jeg håber ikke der er for mget som ikke giver mening her.. som sagt.. skrevet frit fra leveren..
Jeg ser frem til at høre retur fra en der kan hjælpe mig her...
På forhånd tak...
Kommentarer
citat slut
Åh, hvor er det svært og jeg føler med dig. Jeg kan fortælle dig, hvordan jeg følte det i mit første ægteskab.
Han "glemte" mig også, som du åbenbart har gjort med din kone. Jeg var blevet en selvfølge.
Jeg gik i lang tid og var ked af det og så en dag deltog jeg i noget og tænkte, som din kone også har sagt.
Der var andre mænd og man behøvede ikke at være ene. Først da vågnede min mand op. Men jeg ville ikke mere, mine følelser var døde.
Men nu har vi så heldigvis en forskel. Min mand ønskede ikke skilsmisse, men gjorde ikke noget som helst, der eventuelt kunne vække mine følelser igen.
Det gør du og jeg vil da tro, når du viser, du har ændret dig har du en chance. Men jeg er bange for det vil tage tid, hvis det lykkedes for dig at vinde hende tilbage.
At hun ikke viser, hun prøver at redde noget, det kan jeg faktisk godt forstå, for hendes følelser er ikke, hvad de har været for dig. Jeg husker fra mig selv, jeg havde nået et punkt, hvor jeg virkelig var ligeglad. Men jeg skulle jo tage mig sammen, for at flytte.
Det er jo ikke hende, der skal redde noget, men dig. Hun holder ud nu, fordi hun er i tvivl om, hvad hun skal gøre.
I har to små børn, jeg tror ikke hun rigtigt kan/har bestemt sig til, hvad hun vil gøre. Derfor tror jeg du skal gøre alt for at vise hende, du elsker hende og gerne vil forholdet.
Hun har elsket dig og kan komme til det igen. Du skal være, som du var engang for hende. Dengang hun forelskede sig i dig. Der ligger din chance, tror jeg.
Måske andre mener noget andet, men dette er hvad jeg tænker om situationen.
Inden jeg går i gang, vil dog lige slå fast med 7-tommer søm: Lige nu er IKKE tiden, hvor I skal tænke på et nyt barn, det er det værst tænkelige, I overhovedet kan overveje. Et nyt barn vil IKKE løse jeres problemer – kun gøre dem værre, man skal aldrig – aldrig – få et nyt barn, når man har problemer i parforholdet, men beklageligvis er der mange, der tror at et barn vil løse problemet – intet er mere forkert.
Så til dit indlæg. Jeg fornemmer lidt, at din kone gang på gang har råbt vagt i gevær, har udtrykt at hun ikke fungerede i jeres forhold. Du har lovet bod og bedring – for så at falde tilbage til din egen opfattelse af tingene igen. Er det korrekt opfattet? Hvis det er helt forkert opfattet – så behøver du ikke læse resten af mit indlæg, for så har jeg ikke forstået.
Hun har før talt om at flytte til sine forældre, men alligevel blevet, fordi hun var bange for at blive alene, og her må jeg nok sige, at det vidner om en ret umoden kvinde, der måske ikke har den store tiltro til sig selv – og hvorfor har hun ikke det? Måske fordi du har fået hende tromlet for meget ned med dine holdninger og din opfattelse?
Jeg var selv gift med en mand, der valgte at leve sit eget liv – han var blevet gift med mig, han havde produceret et par børn – så havde han vel gjort, hvad der forventedes af ham. Jeg fungerede ikke i forholdet, jeg ville gerne, at vi netop havde et parforhold, hvor vi var sammen, hvor vi delte hinandens tanker, problemer, glæder, at vi først og fremmest LYTTEDE til hinanden.
Jeg tiggede, jeg bad, jeg råbte, jeg græd – og jo, han kunne da godt se, at det kunne blive bedre - lovede at han nok skulle være mere nærværende. Det holdt så en uges tid – så var det glemt – og han lukkede af igen.
Jeg var også der, hvor jeg ikke turde gå – for hvordan ville det mon blive, ville jeg blive ensom, ville jeg kunne klare mig – og i dag kan jeg se, at det netop er det, der sker, når man konstant bliver overset og mere eller mindre nedgjort. Jeg måtte væk fra mit hjem, for at finde ud af, at jeg ikke bare var en selvfølge, men en kvinde – og der faktisk var nogen, der fandt mig både attraktiv og en, man gerne ville være sammen med, for det oplevede jeg ikke i mit hjem.
Da jeg langt om længe fik nok og kom frem til at det måtte briste eller bære – jeg måtte væk fra det liv, ja, så brød hele min mands verden sammen, og han brød grædende sammen, og så kunne det hele lige pludseligt godt lade sig gøre – men løbet VAR kørt for mig; mine følelser var helt og aldeles blevet kvalt, og i baghovedet vidste jeg jo godt, at hvis jeg igen lod mig overtale, så ville der kun gå kort tid, før det hele igen var i gammel gænge. Jeg skriver igen, for jeg havde faktisk en gang tidligere prøvet at stoppe, men der blev jeg overtalt med store løfter til at blive.
Om din kone er blevet drevet helt så langt ud, som jeg her beskriver skete for mig, ved jeg naturligvis ikke. Måske der er et vist håb, i og med at hun gerne vil have kys og I kan have sex sammen – den slags var jeg for længst ophørt med, da jeg gik, men det er dig, - og kun dig – der skal ud på det helt store arbejde med at bevise, at det ikke igen kun er tomme ord fra dig, og det er DIG der skal bevise det.
Jeg kan sagtens forstå, at hun ikke ser den store mening i en parterapeut, for hun har jo oplevet, at du hurtigt glemmer, hvad du lover. Hun er lige nu forblændet af, at hun har været på en tur, hvor alt var dejligt; hun følte sig attraktiv og blev glad, men også hun ved vel sagtens, at sådan er en hverdag ikke – vil heller ikke blive sammen med de mennesker, men det har givet været en ret voldsom og farverig kontrast til den grå hverdag, hun ellers kender, og det har givet hende mod og indsigt i, at som hun har det nu, behøver hun ikke have det resten af sit liv.
Det er op til dig, at vise hende, at der også kan være festlige farver på en hverdag med dig. Jeg kender naturligvis ikke din kone, men umiddelbart vil jeg ikke tro, at smykker og et fint kort vil få hende til at elske dig igen. Faktisk finder jeg en sådan løsning ret så overfladisk, meget nem og meget ligegyldig.
Du skal overbevise hende om, at du mener det, når du vil ændre på dine vaner og din opfattelse, men du skal jo heller ikke gå helt over i den anden grøft, du skal naturligvis være tro mod dig selv, for er du ikke det, så kan du naturligvis ikke holde dine løfter – for ingen kan leve et helt liv på en teaterforestilling.
Fortæl hende, at du kan se dine fejl, at du seriøst vil gøre noget for at ændre dem, men at du naturligvis behøver hendes hjælp.
Parterapi kan være en ide, men faktisk tror jeg, du skal starte med at gå til en selv, for som jeg læser dit indlæg, så er du godt klar over, at det er dig, der har været forkert på den, så derfor er det også dig, der har mest at arbejde med. Men du skal naturligvis tale med din kone om det – og på et senere forløb i denne terapi, så vil det være godt, at hun også kommer med.
Når og hvis I klarer skærene og finder ud af, at det skal være jer to alligevel, og I har fået jeres forhold virkelig tømret fast, SÅ kan I begynde at tænke på et barn mere, men absolut ikke før.
Håber du kunne bruge noget af ovenstående – meld gerne tilbage.
Jeg er klar over at en gave kan virke overfladisk - faktisk også hvad jeg var bange for.. men jeg ved det er noget hun vil have og blive glad for. Det er et pandora armbånd jeg har købt - og så 2 vedhæng der kommer med en historie om min kærlighed og vores børn.
Jeg er af den opfattelse at der altid er 2 om problemerne. Min kone har prøvet at råbe mig op om problemerne men jeg har ikke hørt det rigtigt.
Det kan være fordi hun ikke har råbt højt eller længe nok - eller fordi jeg ikke har lyttet.
Jeg tror på jeg ikke har lyttet.. Det indser jeg nu - og det væmmes jeg godt og grundigt ved.
Hun føler hun har stået meget alene med vores anden pige - der er jeg 100% enig - jeg var der kun når hun fik brug for ekstra hjælp.. Det blev jeg gjort opmærksom ved af hende - men det var ikke hendes formål.. Hun fik bare sagt noget der fik mig til at tænke på det hele med den mindste - og så fik tårene frit løb.
Jeg er ikke ude på at købe hendes kærlighed tilbage med gaver eller andet. Jeg HAR ændret mig og har kørt den stil i 1-2 måneder nu. Jeg kan føle i mig selv at ting er anderledes med mig.
Det er småting i hverdagen.. åndsvage småting.. bare noget med at ordne vasketøjet/køkken/andet uden at blive bedt om det.
Før i tiden skulle det vægtes og vejes i mit hoved før jeg gad "besvære" mig med det - men i dag gør jeg det af mig selv.. Jeg får en tilfredshed ud af at jeg gør noget for os - for hende og mig og familien og har ikke længere brug for at blive "bekræftet" og klappet på skulderen. Følelsen af at jeg gør det noget "fællesskabet" er nok. Den er ny for mig - men tydelig.
Jeg tager også børnene i lang højere grad end før - faktisk mere end hun gør nu. Jeg har dog intet imod det overhovedet. Jeg føler lidt jeg har en del at indhente på det område og føler lidt at jeg "skylder" det.
Jeg gør det dog uden vrissen eller brok - og af mig selv.
Uanset hvor skidt og forfærdeligt hjerteknusende en oplevelse dette er - så kan jeg se at jeg som person har ændret mig til noget jeg bedre kan li at se på selv.. Den oplevelse tror jeg er god.
Jeg har fundet ud af at den forsikring vi har gennem firmaet ikke dækker parterapi - men den dækker at jeg kan komme til terapi hvis jeg har brug for at tale med en om noget.
Det kan være jeg skulle gør det for at få en "outsider" (som Jer i øvrigt) til at få et kig på min tanker og måden jeg handler på i situationer.
Jeg har intet imod at eksponere mig selv nu.. være hudløst ærlig - også om de områder jeg ved ikke er positive om mig selv.. Jeg er klar til at få alt belyst så jeg kan forstå og ændre hvor jeg er enig i at det vil være fornuftigt.
Jeg prøver at gøre hvad jeg kan for min kone nu.. give hende luft - som hun siger hun har brug for. Prøver ikke at være alt for omklamrende. Den del er svær.. Jeg har lyst til at nusse og kramme og holde hende hvert sekund af dagen. Jeg er sikker på at kvinder i OK forhold ville længes efter at deres mænd havde de lyster - jeg ved min kone ville elske det tidligere.. men lige nu har hun brug for lidt luft og lidt "hendes-tid"... Det kan jeg også godt forstå.. Hun har været ude for en øjenåbnende oplevelse som hun skal have tid til at forholde sig til for at kunne se sig selv i dette nye lys.
Hvor end meget jeg ville ønske jeg havde bekræftet hende mere og kendt til dybden af alt dette tidligere.. så er det sådan det er nu og jeg må give lidt plads.. Det er dog SLET ikke let.
I må meget gerne spørge ind og bore hvis i vil have noget info der kan få Jer til bedre at forstå situationen og dermed evt. hjælpe mig bedre.
Uanset om i skriver mere eller ej - så 1000 tak for Jeres historier... Jeg håber så inderligt jeg kan gøre mit for at få rettet os op igen. Det er bare en svær tanke at sidde med at kærligheden er "væk".. Jeg håber den er godt tævet og bedøvet - og ved at hele.. Jeg ønsker absolut intet andet end at den kan finde sin vej tilbage.. Jeg er klar til at gøre mit for at den kan.. Jeg kunne bare godt bruge noget lys til bedre at kunne se vejen frem..
Jo, der findes kvinder, der vil formildes og gøre næsten hvad som helst for et smykke, en pels, en buket blomster, men det er vel ikke en sådan kvinde, du ønsker at leve dit liv med?
Da min eksmand vågnede op begyndte han også med blomster og gaver – og han kom farende med knus, kram og kys – helt ærligt, jeg var ved at brække mig – og det var altså ikke lige den reaktion, han forventede.
Nej – det var en (dum) kvinde, der bare blev noget så lykkelig for disse ting, så lykkelig at hun straks glemte alle genvorligheder og straks blev sød og føjelig. Og hvis det er sådan en kvinde, du drømmer om, så findes hun desværre, men hun er dyr i drift.
Jeg vil foreslå, at du holder lidt igen med disse knus, men fortæller hende, at det er det, du gør – at du faktisk meget gerne vil meget mere af den slags, men at du ikke vil presse hende.
Det er fint, du er vågnet mht alle de huslige gøremål, men jeg tror stadig din kone vil se tiden an – er det et ”salgstrick” eller kan hun regne med dig?
For mig blev det faktisk alt for kunstigt med al den offervilje, der pludseligt kom væltende – efter at have tigget om noget engagement i årevis – at det kom til virke modsat; jeg blev faktisk endnu mere mistænksom, for det var FOR tydeligt, at han var klar over, at min kærlighed var død, så nu måtte han hellere oppe sig, for så blev jeg nok god igen – hvor efter han kunne falde tilbage til vant gænge igen. Og det var præcist, hvad der skete, da jeg første gang havde sagt stop. Anden gang hoppede jeg ikke på den, der var det slut.
Og jeg tror, det er det, din kone ikke magter at stå model til.
Derfor er det vigtigste, du overhovedet kan gøre, er at få skabt en god kommunikation mellem jer. I skal bruge tid på at få talt sammen og få lyttet.
Og – netop det, kan det være, du og I skal have noget hjælp til.
Jeg føler ingen tvang - gør det fordi det skal gøres og jeg vil.
Jeg kan godt forstå hvordan overdrevet offerviljr kan virke 'fake' - men det er ikke det der er tale om her. Eller. Det føler jeg ikke - men derfor kan det jo godt opfattes sådan :S
Hvordan viser jeg bedst min kone at jeg mener hvad jeg siger her. At jeg reelt er ændret og har fået nyt syn på mange ting. Eneste vej jeg ser er tid - det er også OK med mig da jeg føler mig sikker på ikke at kunne 'falde i' efter at have set mig selv med disse nye øjne.
Jeg håber så bare jeg får tiden. Forstår fint min kone ikke blåøjet bare tror på ord om bedring længere. Jeg er dog i gang med at vise det. Det bedste for mig selv er at det ikke føles som tvang eller pligt - men en reel lyst til at gøre de ting jeg gør.
Jeg er bare bange for ikke at gøre nok selvom mine følelser og vilje er der.
Derfor. Jeg har brug for bedre at forstå hvad der betyder noget. Hver gang vi taler så ender det med at jeg bare taler om bedring og grønne enge - det er også alt hvad jeg tænker, men det kan vel også blive trættende.
Prøv en gang at lade være med at tale, men prøv at lytte til hvad hun siger.
Da ham mærkede jeg var ligeglad ændrede han sig. Men da først mine følelser igen var der blev han som han plejede at være.
Så af den grund regnede han sikkert ikke med det var særligt alvorligt næste gang det skete. Men det var det, denne gang var det slut.
Jeg er meget enig med lotte i alt hvad hun siger.
Pernille: det mønster du taler om skal ikke opstå her. Jeg er stålsat på det. Vildt der gik et helt år - men er det det som skal til her - så venter jeg den tid set tager. Kan du sige noget om hvad de følelser vendte tilbage for? Hvordan 'lykkes' det for ham?
Talte pænt til mig og havde ikke altid travlt med alt muligt andet. Jeg var ikke alene om hele ansvaret for hjem og børn. Det var såmænd det hele.
Han blev mand og far i stedet for at være et forkælet "barn", som bare gjorde alt, hvad HAN havde lyst til.
Og tænk, han hejste flaget på min fødselsdag i stedet for at glemme den helt. Han deltog i familiens trivsel. Det varede bare så kort.
Du skal nok ikke snakke om problemet hele tiden. Så lad der være lidt tavshed. Bare snak om de almindelige ting.