Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Hvor har du ret. Jeg har ikke råd til psykolog, men hvor kunne jeg trænge til at tale med en. Efter jeg skiftede læge og lod være med at tage kopimedicin, så har jeg haft det godt i ca 2 år.
Men da jeg for første og eneste gang gik til min nye læge fik jeg at vide han ikke troede på mig med hensyn til ikke at kunne tåle medicinen, det kunne jeg ikke klare.
For mit fysiske helbred er det ligegyldigt, nu ved jeg jo hvad der er galt og kan gøre som jeg vil.
Men psykisk havde jeg så svært med at klare det. Alt kom frem til overfladen igen. Du kan vel næsten tænke dig til hvilket helvede det er.
Jeg hører fra anden side, det er et problem for andre også med læger, der ikke tager dem alvorligt. Det ville være guld værd, hvis der var et sted, hvor man kunne tale/få råd om hvordan man klarer vreden og afmagten.
Jeg var så glad over endelig efter flere års lidelser, smerter i brystet og angsten for blodet på hovedpuden nu endelig var væk. Jeg har arbejdet med mig selv for at komme over det, men nu !!!!!!!
Jeg har "ondt i maven" af vrede og afmagt. Det eneste der hjælper lidt er at skrive og læse her. Jeg er en stærk person og jeg kommer vel også igennem dette, men det bliver vanskeligere kan jeg mærke.
Når der laves kursus for læger må der vel være nogen, der kunne lave et kursus for os andre om hvordan man hjælper sig selv med den vrede, der ulmer.
Det kunne være noget for en patientforening, måske.
Termmodellen eller hvad de end kalder det må være noget af det værste læger har fundet på. Men der er uden tvivl masser af penge at tjene for dem, der står for projektet.
Når det er så slemt for nogen uden at være under den såkaldte Funktionelle lidelse/Termmodellen, hvor forfærdeligt har de mennesker det så ikke, som kommer under modellen .
De praktiserende læger kan ikke administrere den model. De er slet ikke dygtige nok.
Jeg kendte flere, som fik at vide de ikke fejlede noget og de er nu døde. Min svigerfar fik f.eks. at vide hjertet ikke fejlede noget og det blev desværre hans alt for tidlige død. For han tålte ikke operationen, som blev udført på grund af den sygdom, han "heller ikke havde", kræft.
God ide med et kursus nr. 4 med titlen: ”Tilbage til livet igen, efter at have været patient hos en besværlig TERM-læge”.
Men et sådant kursus skal også indeholde juridisk vejledning i, hvordan fejlagtige TERM-diagnoser kan slettes fra ens journal.
Du har helt ret. Det er svært at slippe bitterheden mod besværlige TERM-læger.
Tænk også, hvad det har kostet familiemedlemmer, især børnene, af utryghed.
Et kursus med titlen: ”Tilbage til livet igen, efter at have været patient hos en besværlig TERM-læge” bør også indeholde vejledning i, hvordan man klager til Patientklagenævnet og søger erstatning fra Patientforsikringen.
Jeg anede virkelig ikke, at klagesystemet var sådan indrettet, som det faktisk er:
1. Patienten skriver sin klage og indsender den.
2. Den læge, der klages over, skriver sin version og vedlægger en kopi af journalen.
3. Derefter skal to forskellige læger, nemlig embedslægen og en lægekonsulent skrive hver sin udtalelse om forløbet.
4. På grundlag af det foreliggende materiale laver sekretariatet på Patientklagenævnet en kortere, samlet redegørelse for, hvad der er sket, og den redegørelse skal så være det grundlag, som et dommerpanel bruger til træffe afgørelse i sagen.
Man skulle jo mene, at et sådant system sikrer patientens rettigheder. Men der er flere problemer:
Hverken sekretariatets ansatte eller dommerpanelet er lægeuddannede. De kan derfor ikke gennemskue, at lægerne indfletter usandheder i deres redegørelser.
Patienten får ganske vist løbende kopier af redegørelsen, men det er meget vanskeligt at få rettet fejl i denne redegørelse. I mit tilfælde påpegede jeg ca. ti fejl i redegørelsen. Hver gang jeg havde klaget over disse fejl, skulle redegørelsen og mit brev med påpegning af alle fejlene i redegørelsen sendes til de to såkaldt ”uvildige” læger. Og hver gang gav de mig medhold i én indvending, men ikke i resten.
På den måde kunne der jo gå en evighed med skriverier frem og tilbage. Jeg er overbevist om, at lægerne spekulerede i, at jeg enten kunne køre træt og opgive eller måske være bortrejst, for man skulle jo reagere inden 14 dage, når der kom en opdateret version af redegørelsen.
Men jeg kørte ikke træt. Desværre var de ikke villige til at rette den mest graverende fejl − kun fejl i datoer og blodprøveresultater. Den mest graverende fejl var: ”Patienten fik Atacand for sin depression med god effekt, men uvist af hvilken grund holdt hun op med at tage medicinen.”
Enhver læge ved, at Atacand er blodtryksmedicin, som ikke er effektivt mod depressioner. Fejlen var selvfølgelig indflettet i redegørelsen for at give dommerpanelet det indtryk, at jeg skulle være en stakkels psykisk syg person, der ikke vidste, hvad hun gjorde. Og da hverken sekretariatet eller dommerpanelet gør noget for at forhindre den slags løgne, kan man INTET gøre.
I mit tilfælde blev afgørelsen, som selvfølgelig gav lægen medhold, truffet på baggrund af denne redegørelse med en graverende fejl i – en fejl, som jeg havde påpeget mange gange, uden at den nogensinde blev rettet.
Jeg var dengang for naiv og uvidende til at forstå, at systemet bar sig sådan ad, fordi lægerne beskytter hinanden. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at et klagesystem i Danmark kunne være sådan. I Pakistan eller i Mexico måske – men ikke i Danmark!
Det ville have været en stor hjælp for mig, hvis der fandtes et kursus, hvor man kunne få vejledning i, hvordan man bedst tackler et system, der er så pilråddent!
Mange hilsner
Kameliadamen
Det var da fantastisk, at du overhovedet fik svar fra Patientklagenævnet.
Det fik jeg ikke, da jeg forsøgte at korrigere oplagte og beviselige fejl i lægens version.
Patientklagenævnet et pilråddent system til forsvar for lægerne og det er efter min erfaring ikke værd at bruge sine kræfter på.
Til glæde for hvem ?
Jeg tvivler på, at det er til glæde for de syge.
http://politiken.dk/tjek/sundhedogmotio ... r-13-uger/
Jeg bliver virkelig rystet og vred over de konsekvenser den her behandling har for mennesker både fysisk og psykisk. Virkelig vred. Og jeg synes ærligt talt, det kunne være en god ide med et kursus. Der er jo nogle værktøjer man kan bruge for at komme fri af sådan nogle traumatiske oplevelser, og juridisk hjælp vil sørme også være oplagt.
Mht. at stå frem, så tænker jeg, at alle kan være præcist lige som anonyme som her. Hvis nogle har kræfterne (vi skal jo først og fremmest passe på os selv!), så vil det selvfølgelig være værdifuldt, hvis enkelte lagde navn til.
Mht. gennemslagskraften så kan man aldrig vide, om ting nytter noget, tænker jeg. ME Foreningen, Fibromylagiforeningen og Whiplashforeningen gør et kæmpe stort stykke arbejde indenfor deres felt. Patientforeningen Danmark gør noget, og der findes også stærke NGO'ere i forhold til MCS, og der er den generelle "Anti-TERM-gruppe. Der findes også enkelte læger, der står frem heldigvis, men Gigtforeningen derimod har støttet forskningsklinikken.
Jeg tænker det således ikke som et alternativ til dette kæmpe store og værdifulde arbejde men som et supplement - cases simpelthen, som både foreninger, organisationer, politikere og medier kan benytte sig af, og som er samlet nogle få overskuelige steder.
Det tror jeg er den første forudsætning for, at de får gennemslagskraft, fordi det er svært f.eks. at henvise til en tråd som denne eller andre fora, hvor de enkelte cases er delt på flere indlæg og tråden også handler om andre ting.
Til slut en ting, som er vigtig for mig:
Der har været rejst noget omkring ME/Fibro og f.eks. traumatiske oplevelser i barndommen.
Det mener jeg i denne sammenhæng er underordnet! Det væsentlige er, at de ikke forstår psykosomatik som en PROCES, der sammen med en lang række andre faktorer evt. KAN gøre os mere eller mindre sårbare overfor fysisk sygdom - det være sig alt fra cancer til diabetes.
De forstår psykosomatik som en mystisk DIAGNOSE, en mystisk psykisk lidelse, som man ikke engang behøver at få det psykisk dårligt af, fordi den i stedet kommer til udtryk i kroppen, mens angst og depression manifesterer sig psykisk.
Ingen objektive fysiske fund (det sker let, når man ikke ønsker at lede efter det, der er beviseligt værd at lede efter): Du har en psykisk lidelse
Ingen objektive psykiske eller sociale fund: Du har en psykisk lidelse
Det er bodily distress syndrome. Den anden såkaldt funktionelle lidelse er hypokondri/helbredsangst, og begge hypoteser er selvbekræftende.
Der er så vidt jeg ved nogle forskningsresultater, der tyder på, at der kan være en sammenhæng mellem depression og hjertetilfælde - men patienten, der kommer ind med et hjerteanfald, bliver jo ikke behandlet med motion, psykofarmaka og psykoterapi! Det har de alligevel nok ikke råd til hverken i budgettet, omdømmet eller nattesøvnen.
Take care!
Du beskriver noget meget vigtigt, og jeg tror, at du har helt ret.
Der er tale om, at mange af os i forvejen har været overbelastede. Og det har gjort os ekstra sårbare over for fysisk sygdom.
Per Fink vender sagen på hovedet. Han opfatter denne sårbarhed som psykisk sygdom, og den fysiske sygdom som et uvæsentligt symptom på denne psykiske sygdom. Ifølge ham er den egentlige lidelse psykisk, og den lidelse skal behandles med psykofarmaka og kognitiv terapi (dvs. manipulation og hjernevask).
Det er denne tankegang, der gør, at han behandler irriteret tyktarm og piskesmældsskade efter trafikulykker på nøjagtig samme måde, for set ud fra hans tankegang er der i begge tilfælde tale om funktionelle lidelser, der skyldes noget psykisk. Den stakkels tarm og den skadede nakke er han ligeglad med.
Problemet er, at det er så svært for udenforstående at gennemskue problematikken, og at vi kritikere desværre står svagt.
Hvis man hører Per Fink forklare om funktionelle lidelser, er det meget vanskeligt for en udenforstående, f.eks. en journalist, at gennemskue, hvad der er galt med hans teorier. Han lyder jo meget fordomsfri og taler om, at det fysiske og det psykiske spiller sammen. Og han taler om sin forskning og sin opfattelse som ”moderne” (altså et plusord). Hvem vil ikke gerne være moderne?
Det er vel derfor, at journalisterne ikke stiller kritiske spørgsmål, som i dette interview, som man kan klikke ind på via følgende link:
http://www.dr.dk/DR2/deadline2230/Deadl ... 1april.htm
Når jeg siger, at vi kritikere som udgangspunkt står svagt, så er det af følgende grunde:
1. Det er jo rigtigt, at mange af os har været overbelastede og derfor sårbare. Personligt har jeg haft en voldelig og tyrannisk far, hele familien led af depressioner, min bror begik selvmord, jeg selv blev gift med en ustabil mand, fik to børn, hvoraf det først døde få dage efter fødselen, blev skilt fra min ustabile mand og skulle så forsørge min anden søn alene, samtidig med at jeg tog en lang uddannelse.
Det er klart, at et sådant liv giver skrammer på sjælen. Men det er jo ikke noget argument for at undlade at undersøge mig, sådan som min daværende læge gjorde, da jeg uafvidende fik alvorlig jernmangel, som jeg set i bagklogskabens lys må have gået med i adskillige år, uden at kunne blive undersøgt. Og skrammerne på sjælen er ikke noget argument for at lade mig gå på førtidspension, i stedet for at undersøge mig og behandle mig for de diagnoser, som det faktisk har vist sig, at jeg har: central søvnapnø og hjertesygdom.
2. Lægesvigt og mangel på relevant lægehjælp har gjort mange af os vrede og bitre. I dag har jeg genfundet min ligevægt, formedelst i titusindvis af kroner i honorar til en dygtig psykolog, der tålmodigt hjalp mig med at få vreden ud af systemet.
Men det er ikke alle, der har økonomisk mulighed for at få kvalificeret psykologhjælp efter lægesvigt. En del er derudover blevet udsat for TERM-behandling i form af kognitiv terapi, som i bund og grund er manipulation og hjernevask, der har gjort dem yderligere ude af balance.
Problemet er, at det kan mærkes, hvis en person er vred og bitter og ude af balance. Personens ord bliver ikke taget alvorligt, desværre. Men det er jo på grund af lægesvigt og fejlbehandling, at folk bliver vrede, bitre og ude af balance!
At vi i forvejen var overbelastede og derfor sårbare over for fysisk sygdom, var den dårligst tænkelige årsag til at nægte os undersøgelse og behandling for vores fysiske helbredsproblemer.
Og at mange af os er vrede, bitre og ude af balance på grund af lægesvigt, fejlbehandling og forsøg på manipulation og hjernevask, er fuldt forståeligt og bør ikke være nogen årsag til, at vores væsentlige kritik bliver ignoreret.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg vil gerne lige sige, at jeg ikke mener, at det nødvendigvis er sådan, at den måde livet har behandlet os på, spiller ind i forhold til fysisk sygdom - hverken de sygdomme, som af den her fraktion af psykiatere anses for at være psykiske lidelser eller de mere velbeskrevne - men at det måske kan gøre det i nogle tilfælde.
Eksempelvis er mit immunforsvar tydeligvis påvirket af både fysisk og psykisk stress, mens andre mennesker tilsyneladende har et jernhelbred og kan tåle at blive udsat for lidt af hvert.
Gretty Mirdal har jo forsket i nogle af de mulige sammenhænge, og hun mener også, at brug af begrebet psykosomatik som diagnostisk kategori er uforsvarlig og kan kan være direkte farlig.
Nå. Men i øvrigt er jeg, med den viden jeg har nu, enig med dig i, at den form for kognitiv terapi, der praktiseres på Forskningsklinikken for funktionelle lidelser er manipulation og således ikke terapi. Jeg går så langt som til at kalde det overgreb.
Det mener jeg, det er, fordi patienterne af mennesker (dvs. lægerne) med meget stor formel og uformel magt får at vide, at de holder sig syge og forværrer deres sygdom ved at stole mere på deres egen krop og psyke end på lægerne.
Det kan få dybt alvorlige konsekvenser i forhold til vores fysiske helbred, som det også fremgår af tråden her, men alene det at underkende et andet menneske så massivt og korrigere dets virkelighed, kan være dybt traumatiserende.
Jeg synes også, du har nogle vigtige pointer i forhold til vores sårbarhed som gruppe.
Forskningsklinikken har ændret deres retorik og tilsyneladende mediestrategi, og det er overordentligt effektivt. De har også penge og deres lægelige autoritet til at bære sig frem: "Vi har meget stor tillid til danske forskning", som debatredaktøren fra Kristeligt Dagblad skrev til mig, da de ikke ønskede at bringe et indlæg, jeg havde skrevet.
Desuden tænker jeg, at du har ret i, at den retfærdige vrede og naturlige fortvivlelse, vi bærer på, kan gøre det til en stor udfordring at få et budskab igennem på en måde, så vi bliver hørt. Det bliver ikke lettere af, at virkeligheden er så grotesk, at det kan se ud som om, at det er os, der fremstiller den, der er det. Det er ganske totalitært og igen en selvopfyldende profeti: "Se selv. De er alvorligt ud af balance".
Det, der bliver gjort imod os, det bliver vi jo som udgangspunkt, hvis ikke vi tager os af det - og der kan være brug for hjælp til at komme ud over det.
Men uanset hvor syge, afkræftede og forpinte i alle betydninger vi måtte være, så har vi alle sammen noget at bidrage med.
Jeg kan af og til komme ind i sådan en mareridtsagtig fastlåsthed, og så gør jeg det, at jeg undersøger, hvad jeg har brug for at gøre for at komme fri. Det er bl.a. derfor, jeg har lavet min hjemmeside.
Her kan du i øvrigt se to indlæg, jeg har skrevet til medierne.
Det til Videnskabens Verden blev slået op på deres tidslinje på Facebook, og de reagerede da i det mindste.
http://ikke-funktionelle-lidelser.dk/vi ... -lidelser/
Det til Kristeligt Dagblad ønskede de ikke at bringe, men jeg har slået link op til det i tråden under den artikel, indlægget handler om.
http://ikke-funktionelle-lidelser.dk/kr ... atisering/
Så. Respekt for dig Kameliadame og tak fordi du deler. Din historie berørte mig meget. God vind til dig!
Selv tak
Nej, jeg mener heller ikke, at det nødvendigvis er sådan, at folk, der har fået diagnosen funktionel lidelse, eller fysisk sygdom i det hele taget, har været overbelastede i deres liv.
Nu har jeg ikke selv diagnosen ”funktionel lidelse”. Når jeg har blandet mig i denne debat, så er det, fordi mine helbredsproblemer er blevet ignoreret helt efter Per Finks retningslinjer, selv om TERM ikke var opfundet dengang.
Og i hvert fald for mit vedkommende gælder det, at jeg har været meget overbelastet af livets almindelige fortrædeligheder og af dyb sorg over nære personers død (søn og bror).
Og her er det, at jeg spørger: Hvordan i himlens navn kan et sådant liv med al den overbelastning og dybe sorg være et argument for ikke at kontrollere for jernmangel, når jeg beder om hjælp for træthed, svimmelhed og hjerteuro?
For det er jo sagen i en nøddeskal:
Personer, der er overbelastede (eller muligvis blot påstås overbelastede) og dermed mere sårbare, nægtes lægehjælp ud fra en formodning om, at deres helbredsproblemer skyldes noget psykisk. Men selv en person med skrammer på sjælen kan da få jernmangel eller søvnapnø eller kræft eller sclerose, eller hvad det nu er!
Jeg bliver meget rystet over det, du skriver om Forskningsklinikken for funktionelle lidelser:
”… fordi patienterne af mennesker (dvs. lægerne) med meget stor formel og uformel magt får at vide, at de holder sig syge og forværrer deres sygdom ved at stole mere på deres egen krop og psyke end på lægerne.”
Jeg kender ikke Forskningsklinikken for funktionelle lidelser fra andet end dens hjemmeside. Mine informationer om deres metoder stammer fra, hvad jeg kan læse i TERM-modellen og fra et vist kendskab til kognitiv terapis metoder.
Jeg er kun sporadisk blevet udsat for den slags hos min tidligere praktiserende læge. Da begge lægehusets læger pludselig begyndte at tale på en anden måde, regnede jeg ud, at de måtte have været på TERM-kursus, for jeg kunne genkende måden at tale på fra TERM-modellen, som netop da begyndte at blive omtalt her på Netdoktor.
Men jeg blev direkte dårlig tilpas af lægernes måde at tale på. Det var især den dobbelte holdning af på den ene side foregivet (altså falsk) medfølelse og på den anden en urokkelig bedreviden, der var pinagtig at være udsat for. Lægen var to personer på én gang, og derudover absolut ikke lyttende og lydhør over for, hvad jeg sagde.
Jeg var meget dårlig af kaliummangel (almindelig bivirkning fra blodtryksmedicin, som i svære tilfælde kan være livsfarlig). Der var ikke andet at gøre end at komme væk fra lægens skadelige indflydelse på mig – ned i en helsekostforretning for at købe kaliumpiller, så jeg kunne få den hjælp, som lægen nægtede mig.
Jeg stolede heldigvis på det, min krop fortalte mig og sørgede for at kompensere for kaliummanglen. Og jeg skiftede læge, så snart jeg kunne.
Det, du fortæller mig om Forskningsklinikken er forfærdende. Jeg fatter ikke, at læger kan puste sig så meget op – blive så overmodige og sikre i deres egen sag, at de kan sige sådan, som du fortæller, at de gør. Men jeg er ikke i tvivl om, at det, du fortæller, er sandfærdigt. Og ja, du har ret i, at der er tale om et overgreb, og at overgrebet helt sikkert kan være traumatiserende.
Når det gælder sygdomsbehandling, gælder det om at udnytte kroppens iboende evne til selvhelbredelse. Derfor er det vigtigt at lytte til sin krop og mærke efter og stole på, at den i sidste ende er den klogeste. Det burde de læger på Forskningsklinikken da vide, og dertil lære at optræde mere ydmygt i forhold til andre mennesker, som de har en vis magt over.
Respekt for dig, Pia, der forsøger at udbrede kendskabet til overgrebene.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg har vistnok brugt sammenligningen før, men TERM-lægernes måde at være på, altså påtaget medfølende og samtidig fuldstændig kynisk og urokkeligt bedrevidende, får mig til at tænke på det velkendte fænomen fra amerikanske krimier ”the good cop” og ”the bad cop”.
Ved afhøringer bruges to betjente: en, der er rar, og en, der er ondskabsfuld. Formålet er at nedbryde den mistænkte, så vedkommende bryder sammen og tilstår.
Hos TERM-lægerne er disse to funktioner samlet i én læges person. Lægen optræder som en, der er på patientens side (”Jeg er her for at hjælpe dig, og jeg forstår, hvordan du har det”), men samtidig som en kynisk modstander (”Dine tanker er forkerte, og det er forkert at stole på din krop”).
Fra psykologien ved vi, hvor psykisk nedbrydende, det er at skulle forholde sig til to modsatrettede budskaber på samme tid. Det er det, der udnyttes ved afhøringer af kriminelle.
TERM -modellen betyder jo ”The Extended Reattribution and Management- modellen.
• Ordet ”Extended” betyder ”udvidet” og hentyder til, at TERM-modellen er videreudviklet i forholdt til en tidligere model
• Ordet ”Reattribution” står ikke i min engelsk-ordbog, men det er et udtryk, der spiller en afgørende rolle inden for kognitiv adfærdsterapi, hvor det hentyder til det fænomen, at lægen forsøger at ændre patienternes tanker. Kognitive terapeuter forestiller sig, at patienten er syg, fordi han eller hun tænker forkert (negativt). Hvis patienten bare tænkte anderledes (f.eks. holdt op med at tænke på sygdom), ville han eller hun nok blive rask, mener man inden kognitiv terapi. Ordet ”reattribution” må betyde noget i retning af: tilbageføring (af tanker til patienten i ændret form)
• Ordet ”Management” kender vi jo fra moderne erhvervssprog. Det betyder ”ledelse” eller ”kontrol” eller ”styring”.
Jeg mindes med væmmelse, hvor pinefuldt det var, at mine daværende praktiserende læge ”var to personer” på én gang. Jeg skyndte mig ud for at komme væk fra denne skadelige indflydelse.
Jeg ved ikke, om det er bevidst, at TERM-lægerne vil nedbryde folk psykisk, men det er jo, hvad der faktisk sker. Og formålet er, som TERM-modellen siger at genskabe dem eller i hvert fald deres tankegang i ændret form og tilbageføre den ændrede tankegang til patienten.
Desværre er der tale om overgreb, som kan være traumatiserende.
Mange hilsner
Kameliadamen