Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Det kan betale sig for kommunerne at holde en sklerosepatient på kontanthjælp og UNDGÅ at patienten får den rigtige diagnose!
Sklerosemedicin er MEGET dyr, og har man diagnosen, så har man også ret til hjælpemidler og anden hjælp.
Og det kan også betale sig for kommunen at holde patienten på kontanthjælp så længe som muligt, for kontanthjælpen er lavere end førtidspension.
Kommunen kan trække en pensionssag i langdrag ved at sende folk til psykiater i stedet for at udrede dem rigtigt. Hos psykiateren kan folk indgå i lange forløb (f.eks. gruppeterapi) med kognitiv terapi og psykofarmaka, hvilket er langt billigere end sklerose-medicin og førtidspension!
Siden jeg blev syg i 2004, har jeg talt og skrevet med rigtig mange mennesker, som har oplevet at blive voldstolket, mistroet, svigtet og psykiatriseret i både sundhedssystemet og i det sociale system.
Selvom jeg også tror på, at en del af årsagen er et ønske om at spare penge (det fremlægges f.eks. også som en del af forskningsresultaterne fra forskningsklinikken for funktionelle lidelser - senest har jeg overværet Lone Overby Fjorbacks Ph.d.-forsvar), så er der for mig heller ingen tvivl om, at det både har store økonomiske omkostninger for samfundet og enorme menneskelige omkostninger for den enkelte.
I debatten her blev jeg igen berørt, og det gav mig det sidste skub til at tage initiativ til at få samlet nogle flere beretninger fra patienter, der har oplevet at blive behandlet efter TERM eller "bare" psykiatrisering i det hele taget.
Min første praktiserende læge sagde f.eks.: "Jeg kan jo ikke blive ved at sygemelde dig, fordi du har ondt i nakken" (Jeg havde lige listet 5 - 10 symptomer på multisystemsygdom. Det vidste jeg bare ikke dengang).
Jeg fik en udskrift af min journal, og heri stod der: "Ondt i nakke og panikangst".
Så skiftede jeg læge. Han var et meget ordentligt menneske og ville mig det godt. Han sendte mig så neurolog. Resultat: "Ingen objektive fund" (De ved jo ikke, hvad de skal lede efter).
Han ville mig det stadig godt. Ingen tvivl om det. Men nu skrev han så til kommunen, at han mistænkte depression, og jeg blev henvist til psykiatrisk afdeling.
Her blev jeg screenet med negativt resultat, og jeg fik en udtalelse om, at jeg havde en piskesmældsskade.
I dag ville den praktiserende læge have været uddannet i, at jeg lider af BDS, hvorfor det ikke er nødvendigt med hverken sociale eller psykiske fund. Det er en selvstændig lidelse, mener de, på linje med angst og depression.
Summa: Kun en helhedsorienteret behandling med integreret medicin hjælper på min sygdom. Den udredning og den behandling det kræver, kan vi jo ikke få i det offentlige sundhedssystem, som ikke leder efter det, der er dokumenteret værd at lede efter - og så er der frit slag for psykiatrien og kommuner, der kan spare penge eller tror, de kan.
Nu har besluttet, at jeg gerne vil stille min hjemmeside til rådighed for anonyme patientberetninger om det her.
Det bør være af interesse for medier og politikere.
I kan læse mere om det her:
http://ikke-funktionelle-lidelser.dk/pe ... -historie/
Eller sende mig en besked her:
http://ikke-funktionelle-lidelser.dk/kontakt/
Jo, men de tilfælde, du beskriver, omhandler folk, der har sclerose og allerede er på kontanthjælp. Det er selvfølgelig en ulykkelig situation, og jeg har som sagt læst Jytte Hestbechs bøger, hvor jeg kunne se, hvordan det hele blev forkludret af det såkaldte velfærdssystem. Jeg kan stadig ikke forstå, at det skulle være billigere for kommunen at holde folk syge og på kontanthjælp, frem for i arbejde, så de kan forsørge sig selv.
Jeg kender to kvinder, der har fået diagnosen sclerose. De får begge medicin, som menes at kunne holde attaks nede. Det må da trods alt være at foretrække for kommunerne at holde folk så raske som muligt, sådan at de kan beholde deres arbejde, evt. arbejde på nedsat tid. Den ene kvinde med sclerose, som jeg kender, har faktisk været sygemeldt, men det var på grund af følger efter et fald under et attak. Nu er hun i arbejde igen på fuld tid. Den anden kvinde er nu stoppet med sit arbejde inden for sundhedssektoren. Hun har været arbejdsprøvet efter de almindelige regler og får nu førtidspension på grund af sin sclerose.
Kommunen vinder intet ved at stemple de to kvinder som psykisk syge, så vidt jeg kan se.
Men der er jo mange andre end scleroseramte, der bliver diagnosticeret som psykisk syge.
Jeg kender en kvinde, der som cyklist blev ramt af en bil (højresvingsulykke). Hun fik svære skader efter ulykken, men ved stædighed og god hjælp fra en optræningsklinik i Hammel, blev hun næsten sig selv igen. Men ikke så rask, at hun kunne arbejde. Der var skader på hukommelsen, som ikke kunne forenes med hendes arbejde som lærer, og hun fik ret hurtigt bevilget førtidspension. Men først efter at hun havde fået en diagnose som psykisk syg! Og da er det jeg spørger: Hvad vinder kommunen ved at stemple hende som psykisk syg? Førtidspensionen er jo den samme, hvad enten diagnosen lyder på skader efter en trafikulykke eller psykisk sygdom.
Og jeg kan anføre mit eget eksempel: Efter at jeg i flere år havde kæmpet mod træthed og stress-symptomer, blev det opdaget, at symptomerne skyldtes meget alvorlig jernmangel. Og jeg fik fjernet livmoderen, hvis fibromer var årsager til problemet. Men desværre blev jeg ikke rask. Jeg har tilsyneladende gået så længe med jernmanglen, at der er opstået yderligere helbredsproblemer.
Efter et år på sygedagpenge fik jeg førtidspension. Det var jeg selvfølgelig glad for, når jeg var for syg til at arbejde. Men det var et stort chok for mig, da jeg i papirerne læste, at pensionen var tildelt på grund af psykisk sygdom.
Så er det, jeg spørger: Hvad vinder kommunen ved at give mig førtidspension, frem for at overtale lægerne til at finde ud af, hvad jeg fejler? De kunne endda have sparet penge ved at lade mig overgå til kontanthjælp i ventetiden, mens jeg blev udredt, for man kan jo normalt kun være sygemeldt og på sygedagpenge i et år.
Efter 11 års sygdom er det nu blevet opklaret, hvad jeg fejler: Hjerteproblemer og central søvnapnø. Begge sygdomme skulle kunne behandles, så jeg kan blive arbejdsdygtig igen.
Og så er det, jeg spørger: Hvorfor var det vigtigt for kommunen at stemple mig som psykisk syg? De kunne have sparet foreløbig 8 års førtidspension, hvis de havde været interesserede i at finde ud af, hvad jeg fejler.
Enhver vil selvfølgelig sige, at det er mit eget ansvar at få lægerne til at hjælpe mig med at blive undersøgt, diagnosticeret og helbredt. Men når nu jeg ikke kunne få lægehjælp, så fatter jeg ikke, at kommunen ikke greb ind. Selv var jeg for syg til alle de anstrengelser, det kræver, at insistere på undersøgelser.
Det er muligt, at kommunerne i visse tilfælde sparer penge ved at stemple folk som psykisk syge. Men i mange andre tilfælde ville kommunerne spare penge ved, at der bliver fundet frem til den rigtige diagnose.
Mange hilsner
Kameliadamen
Det gør mig ondt at læse din beretning.
Jeg ved godt, at argumentationen fra Per Fink & co. i forbindelse med den omfattende psykiatrisering i sundhedssektoren, blandt andet er, at det skulle kunne spare penge til dyre undersøgelser.
Jeg tror bare ikke, at argumentet holder. For hele TERM-systemet er jo lidt ligesom en snebold, der ruller: Den river mere og mere sne med sig. På samme måde bliver lægerne via den begejstrede snak om besparelser og opbakningen til at gøre det nemmeste ved helbredsproblemer, nemlig ingenting, hjernevasket til at tro, at alt muligt er psykisk, sådan at de kan klare sig med at være stoiske.
Stoisk. Det er faktisk et utroligt besnærende ord. Der er associationer til ligevægt, mådehold, fornuft, selvbeherskelse og filosofi. At være stoisk ses formodentlig som en pligt – en pligt til at være ansvarlig over for samfundsøkonomien.
Og mange undersøgelser er jo frygtelig dyre – f.eks. hjerteundersøgelser og diverse skanninger.
Men i virkeligheden går dette ”at være stoisk”, som lægerne rådes til i TERM-modellen, blot ud på, ingenting at gøre, altså at forholde sig passivt! Og det er jo det nemmeste, når man har en syg patient siddende foran sig. TERM-modellen gør det heroisk og fornuftigt for en læge at være passiv!
I mit tilfælde kunne mine dårligdomme være blevet afsløret og diagnosticeret meget billigt: En praktiserende læge kan selv måle blodprocenten meget enkelt og billigt, og man får resultatet med det samme. Lægen gjorde det ikke, på trods af viden om, at jeg havde fibromer på livmoderen (han havde selv opdaget dem ved en GU) og voldsom menstruation. Han forholdt sig stoisk!
Og i mit tilfælde kunne min søvnapnø have været opdaget enkelt og billigt ved hjælp af et såkaldt pulsoximeter, som patienten selv kan spænde om håndleddet og sove med om natten. Lægen iværksatte bare ikke undersøgelsen, men forholdt sig stoisk!
I stedet har jeg tre gange være med ambulance på sygehuset med hjerterytmeforstyrrelser (som opstår om natten på grund af disse næsten kvælningsanfald), og optaget dyrt teknik på hjerteafdelingen, mens jeg ventede på at få stød til at normalisere hjerterytmen, så jeg kunne blive sendt hjem igen.
Jeg er blevet hjerteoperet (radiofrekvensablation).
Jeg har fået sygedagpenge i 1 år og foreløbig 8 års førtidspension.
Og jeg har selv brugt tusindvis af kroner på at få hjælp fra diverse psykologer, ortomolekylær læge, akupunktør og kostvejleder.
For et halvt år siden fandt en vågen hjertespecialist på 5 minutter ud af, hvad jeg fejlede: Søvnapnø, hvilket undersøgelser bekræftede.
Hvad i alverden har ”systemet” haft ud af at sige, at jeg var syg af psykiske årsager?
Mange hilsner
kameliadamen
Jeg kan kun give dig ret. Det er en gåde, hvorfor så mange tilsyneladende SKAL stemples som psykisk syge. Og jeg tror, som du, heller ikke, at der altid er besparelser ved det.
Man kunne fristes til at mene, at der kunne ligge en slags hævn i det. "Når du ikke gider arbejde, så skal du i hvert fald ikke tro, at du bare kan fortsætte uden sanktioner. Der må jo være noget galt med dig. Og sidder det ikke i kroppen, (mange af smerte- og trætheds-sygdommene kan jo ikke ses på patienten), så må det jo sidde i hovedet." Men det kan man vel ikke forestille sig, eller hvad?
Dog er det en uomtvistelig besparelse, hvis kommunerne kan holde folk på kontanthjælp i årevis i stedet for at give dem en førtidspension, og det kan de, hvis der muligvis er en behandling, som vil virke. Patienterne er jo ikke blevet raske i det somatiske system, så måske psykiaterne kan hjælpe?
Det er et voldsom overgreb at blive stemplet psykisk syg, hvis man ikke er det. Det påvirker, og det vil altid stå i ens journal, og vil gøre, at man måske ikke bliver taget alvorligt ved fremtidige lægebesøg.
Jeg tror, kommunerne har fået den opfattelse, med at det er billigere at sende folk til psykiater end at udrede dem ordentligt, fra psykiaternes egne materialer. Der står det mange gange, at det er billigere at UNDGÅ yderligere udredning af patienten, underforstået psykiaterne har jo løsenet!
Men hvis folk kan gøres raske, så de igen kan arbejde, så tror jeg, du har ret, så er der slet ingen besparelser ved at få folk stemplet psykisk syge.
Noget af det allerværste ved fejlbehandling er, at man aldrig får en undskyldning! Jeg har nu i 11 år nat og dag spekuleret på, hvad jeg mon kunne fejle. Og selve fejlbehandlingen er svær at komme over, fordi man jo ikke kan belemre sin omgangskreds og sin familie med sin bitterhed. Man må holde den for sig selv.
Her har Netdoktor i alle årene været et åndehul for mig. Her kan jeg møde ligesindede og udveksle erfaringer om, hvordan man kommer videre efter fejlbehandling. Og bøger, som f.eks. Jytte Hestbechs, hjælper. Men man kommer nok aldrig helt over det.
citat slut
Jeg kan sige nøjagtig det samme. En undskyldning fik jeg heller aldrig over fejlbehandlingerne. En historie for sig. Tre gange i mit liv er jeg blevet fejlbehandlet
Jeg har også måttet lide den tort, min nye læge med et venligt smil siger om det, jeg ikke tåler kopimedicin: Jeg tror ikke på det.
Det gik mig voldsomt på.
Nu har jeg af Asklepios12 fået at vide, hvad der kan være galt, så det vil sige noget medicin med et bestemt tilsætningsstof bør jeg undgå.
Og det lader faktisk til at være årsagen.
Men hvad har det ikke først kostet af "blod, sved og tårer" i flere år.
Det vil sige, den viden er tilstede, men de praktiserende læger kender ikke noget til det.
Jo, man skal sandelig være mere end stærk for at holde til den svikmølle.
Jeg er himmelhenrykt over nogle begynder at protestere over den uretfærdige måde, man risikerer at blive behandlet på.
Jeg har altid før været psykisk meget, meget stærk. Men nu er det blevet svært. Der skal ikke meget til mere, før jeg føler mig meget urolig.
Jeg kan ikke skrive noget særligt, men jeg trænger til at få luft for min harme. Så sandt, som det er sagt, man kommer aldrig over det.
Jeg har selv været i kløerne på TERM-modellen, dog mest i dens spæde start. Jeg var så "dum" at få voldsomme knæproblemer i begge knæ -det kunne åbenbart ikke lade sig gøre sidst i 1990'erne. Og slet ikke da min timing faldt ret nøjagtigt sammen med udgivelsen af Lise Ehlers bog der var med til at starte TERM-modellen. Faktisk havde jeg flere samtaler hos Lise Ehlers, hun var jo neuropsykolog, så jeg kontaktede hende på eget initiativ i den tro at hun kunne hjælpe.
Hun gjorde alt hvad hun kunne for at gøre den lette depression jeg havde fået oveni værre. Jeg kunne kun gå få meter og havde konstante smerter, så det var ikke så mærkeligt at jeg var gået ned med flaget. Oven i blev min egen læge pludselig syg og lukkede sin praksis så jeg måtte hurtigt finde en ny for overhovedet at kunne få den smertestillende medicin jeg havde brug for. Med mit sædvanlige held fik jeg en af de første læger der praktiserede TERM-modellen.
Pga. det forløb tog det 8 år at få den rigtige diagnose, der kun kan stilles ved en undersøgende operattion i knæet. Lægerne var faktisk dybt forbløffede. Desværre havde de ladet en læge under uddannelse (ikke medicinstuderende!) foretage operationen og hun gjorde det så dårligt at det indtil nu har kostet mig 2 gange 1 års sygemelding. Så det har bestemt heller ikke kunne betale sig samfundsmæssigt i mit tilfælde.
Det er rigtigt at en del af teorien bag TERM er de penge man formoder kan spares i undersøgelser og pensioner. Men som Kameliadamen så rigtigt tænker, så kan det ikke være det hele. Baggrunden er langt mere finurlig. Ser I, det andet "ben" i TERM er, at lægelige undersøgelser og henvisninger til speciallæger skader patienten, dels ved at fastholde patienten i sin sygdomsopfattelse dels ved at der ved al medicin og fx undersøgende operationer jo ganske rigtigt er en risiko for bivirkninger og kroniske følger fx pga arvævsdannelse eller infektion efter operationen.
Så den medicinske del af TERM går altså ud på at "beskytte" patienten mod sin egen sygdomsopfattelse og evt. skadelige bivirkninger samt det pres det er at gennemgå den ene undersøgelse efter den anden -uden resultat vel og mærke iflg. TERM.
I den optik giver det fx mening at patienter som fx Kameliadamen, Persille og mig selv bare skal holdes hen fordi vi skal beskyttes mod os selv!
Dette medicinske ben af TERM er pensum på medicinstudiet, heldigvis kun som en lille del. Og de fleste studerende er skeptiske for de kan godt se problemet ved TERM. Problemet er bare, at sygdomme som fibromyalgi, ME og andre lignende tilstande virkelig ses ned på og bliver slået i hartkorn med de simulanter der virkelig også findes -i form af folk der kommer lamme ind på skadestuen i kørestol og 5 min efter kan gå ud igen fordi de er blevet afsløret.
Der er ingen undervisning i hvilke ændringer i det centrale nervesystem der sker ved kroniske smerter, dette medfører at mange smertepatienter bliver set på som nogle der bare gerne vil have et morfinsus eller opmærksomhed. Der undervises heller ikke i betydningen af lægemidlers bærersalte for optagelse og frigivelse i kroppen som er en del af Persilles problem med blodtrykdmedicin, men lægerne har dog nok viden om biokemi og lægemidler til at de burde kunne regne den ud, og det kan de dygtige af dem også. Men man skal jo lige være heldig at møde dem først.
Der er ingen tvivl om at TERM-filosofien i praksis koster mange penge trods intentionen om at spare på samfundets og sundhedsvæsenets knappe ressourcer. Og det værste er næsten ikke at læger nu skal uddannes i TERM. Næ, det allerværste er næsten at de dovne læger der ikke gider at følge med og holde deres viden ved lige, nu har fået et blåstempel til at fortsætte med at snorksove i deres praksis.
Kameliadame, dit tilfælde er faktisk langt værre end du selv skriver. Det er en KENDT disposition at svær, langvarig anæmi kan føre til hjertesygdom! Særligt i form af rytmeforstyrrelser og/eller nedsat hjertemuskelfunktion. Så der er faktisk god grund til at formode at du kunne have været helt foruden dine hjerteproblemer hvis din tidligere læge havde taget dig og sit arbejde alvorligt. Særlig i lyset af at du har fortalt at ingen andre i din familie har hjerteproblemer. Det er ret frygeligt at tænke på. Jeg ved ikke om det er for sent, men jeg ville da helt sikkert undersøge om jeg kunne få erstatning hvis jeg var dig.
Persille, hvor er jeg glad for at du skriver at du ikke har problemer med den nye kopimedicin! Det må da give stof til eftertanke hos din nye læge....
Lige i øjeblikket har jeg vist mest brug for bare at være i fred.
Tak til Kameliadamen for den hjælp hun har givet i et par år, tak til lillespir for oplysning om, det kunne være kopimedicin og tak til Asklepios12 for oplysningen om bæresalte.
Og så husker jeg en, der oplyste om atacand, som jeg også får nu. Den var jeg for længe om at tage til mig.
Hvis ikke min søn havde sørget for jeg kom på nettet og havde kunnet søge hjælp, så ved jeg ikke hvad der var sket. Jeg var efterhånden ved at give op på grund af "ild" i brystkassen.
Lige en lille bemærkning: Ikke alle patienter i kørestol er ude af stand til at gå, f.eks. pga. lammelse. Mange patienter med myalgisk encefalomyelitis (ME), også kendt som postviralt/kronisk træthedssyndrom, bruger kørestol en del af tiden, fordi de ikke har ret mange kræfter til at gå. ME er netop kendetegnet ved, at kroppens celler ikke er i stand til at producere tilstrækkelig energi.
Harasme, umiddelbart tror jeg, at der faktisk er noget om, at de psykiatriske diagnoser gives som en slags hævn. Det lyder langt ude, og det er jo kun en fagperson, der kan stille den slags diagnoser, og kan man forestille sig en psykiater, der er villig til at lyve?
Ja, det tror jeg godt. I mit tilfælde var det dog en neuropsykolog, der blev betalt af kommunen, der fandt på de fantasifulde diagnoser. I øvrigt lagde hun over for mig ikke skjul på det faktum, at disse diagnoser var opdigtede.
Hun gav mig disse forkerte diagnoser med det formål at hjælpe mig, sagde hun. På den måde ville det blive muligt for mig at få noget at leve af. Men jeg ville jo hellere være rask!
Jeg tror også, at der er den mulighed, at de psykiatriske diagnoser gives som en slags ”holdkæftbolsje”. For man bliver jo chokeret og mundlam, når man får en psykiatrisk diagnose.
En psykiatrisk diagnose har jo også den konsekvens, at ingen har tiltro til en person, der er udstyret med sådan én, så hvis jeg skulle finde på at klage eller søge erstatning, så er det meget nemt at afvise mig, for ifølge den diagnose, neuropsykologen opfandt, er jeg jo psykisk syg!
Og ja, Asklepios, sådan som jeg opfatter det, så går der en lige linje fra min langvarige og alvorlige anæmi til hjerteproblemerne og søvnapnøen. Jeg har prøvet at klage til Patientankenævnet, men ”kun” over, at min daværende læge ikke viste almindelig lægefaglig omhu i sit arbejde, eftersom han – på trods af sin viden om, at jeg havde fibromer på livmoderen og voldsom menstruation − afviste at gøre noget, da jeg gentagne gange bad om hjælp for træthed, svimmelhed og hjerteuro. Dengang jeg klagede, vidste jeg jo ikke, at jeg faktisk havde alvorlige hjerteproblemer og søvnapnø. Det er jo en forholdsvis ny vinkel på sagen.
Men min klage blev afvist. Og det, tror jeg, at den opdigtede psykiatriske diagnose har en stor del af ansvaret for. Der er kun få patienter, der får medhold i klager. (Man er jo nødt til, i hvert fald at lade nogen få ret i deres klage, ellers ville det være for åbenlyst, at klagesystemet er pilråddent!)
Under alle omstændigheder var det tydeligt, at embedslægen og den såkaldt ”uvildige” lægekonsulent, der begge skulle skrive en version af hændelsesforløbet, gjorde alt for at beskrive mig som en stakkels, psykisk ustabil kvinde, og lægen som en ansvarlig og respektabel mand. Til det formål blev der indflettet fejl i beskrivelsen – fejl, som svækkede min version og styrkede min tidligere læges version.
Den værste fejl var, at der stod, at jeg i en årrække havde fået Atacand for mine depressioner med god effekt, og at jeg, uvist af hvilken grund, var holdt op med at tage denne antidepressive medicin. Nu er der bare det problem, at selv om jeg ganske rigtigt tog Atacand, så er det slet ikke medicin mod depression, men mod forhøjet blodtryk, og det er rigtigt, at jeg i den periode, hvor min jernmangel må have været værst, i en periode helt kunne undvære min blodtryksmedicin, eftersom blodtrykket lå på ca. 130/75 uden medicin.
Jeg forsøgte gentagne gange at få rettet fejlene, inden sagen skulle forelægges dommerpanelet. Og det lykkedes mig da også at få rettet visse fejl i angivelser af datoer og blodprøveresultater, men ikke den fejl om Atacand. Den var de ikke villige til at rette, før afgørelsen blev truffet. Og det er da klart, at de lægpersoner, der skal træffe afgørelsen, ikke kan gennemskue løgnen om Atacand og derfor bare mener, at jeg er en stakkels forvildet person, der klager uden grund.
Jeg har ikke planer om at klage mere og heller ikke søge erstatning. Systemet er fuldstændig ”indspist”, og man får ikke noget ud af at forsøge.
Hvad angår ”det andet ben” i begrundelsen for TERM-modellen, så er det jo klart, at der kan opstå skader ved undersøgelse og lægebehandling. Det har man jo vidst i mange år. Men TERM anvender jo psykofarmaka, og psykofarmaka kan jo også give voldsomme skader.
Persille skrev eksempelvis, at hun havde fået antipsykotisk medicin (altså skizofreni-medicin) mod symptomer, der viste sig at være forhøjet blodtryk. Det var ganske vist længe før TERM-modellen.
Min nu afdøde mor gik til sin praktiserende læge for at få hjælp til noget kløende, rødt udslet på benene. Hun havde på det tispunkt netop besluttet at lade sig skille fra min voldelige og tyranniske far, og det må hun have fortalt lægen, for han ordinerede det antipsykotiske middel Serenase. Han var imod, at min mor ville skilles.
Som min mor beskrev det bagefter: ”Jeg spurgte ham, om Serenase var et godt middel mod kløende udslet, og lægen sagde: ”Det hjælper for lidt af alting!”
Hun tog Serenasen, og det blev begyndelsen til enden for min mor. Hun kunne kun ligge, og munden var fastlåst, så hun næsten ikke kunne hverken spise eller tale. Det er klart, at hun holdt op med at tage medicinen, men hun fik derefter en meget alvorlig depression – uden tvivl udløst af Serenasen. Herefter blev hun aldrig rask, men kom på plejehjem som 65-årig, hvor hun døde nogle år senere.
Så psykofarmaka, som Fluanxol og Serenase er altså ingen garanti mod iatrogeniske (skader forvoldt af læger) skader – snarere tværtimod.
Mange hilsner
Kameliadamen