Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Nu er JEG irriteret. Det er jeg, fordi du stadig ikke præciserer, hvem "I" er, og fordi du dermed sætter mig i bås med nogen, som jeg ikke ved, hvem er, og det kan jeg ikke lide.
"I" (i Danmark formoder jeg) er private enkeltpersoner, læger, psykologer, patienter, patientforeninger, andre NGO'ere og dig tilsyneladende.
Det tjener derfor til afklaring, hvis du præciserer, hvem din kritik er rettet mod, ligesom det også ville bidrage til en præcis debat, hvis du henviste til, hvilke hjemmesider det er, du mener linker til noget "videnskabeligt bras".
Det forekommer mig lidt omsonst at bede f.eks. ME Foreningens videnskabs- og/eller informationskonsulent at orientere sig i PubMed
Min vinkel er en anden. Jeg skriver ud fra et patientsynspunkt, og dertil bruger jeg min faglighed som hhv. lærer og psykoterapeut.
Andre har en tredje vinkel.
Du har måske en fjerde?
Jeg synes, det ville være noget mere konstruktivt, hvis du brugte din indsigt til f.eks. at skrive en kronik, og jeg gentager: Der er brug for os alle!
I kunne måske fra ME-foreningen nå at få en repræsentant med til dette møde.
Der er sidste tilmeldingsfrist i dag
http://www.dagensmedicin.dk/agenda/brug ... dsvasenet/
Pia, jeg har jo også skrevet hvem jeg sigter mod! Hvorfor tager du det så personligt? Jeg giver stilfærdigt et godt råd mht. dokumentation af videnskabelige primærartikler (hvilket altså ikke inkluderer betænkninger af den simple grund at de ikke udgives af tidsskrifter men fx af myndigheder, hvilket burde stå rimeligt klart når jeg taler om peer reviewed artikler).
Hvor skriver jeg at der ikke er brug for alle? Tværtimod, har jeg da pointeret det modsatte, at der ER brug for alle. Men skal man have LÆGERNE i tale, er det eneste de har respekt for altså videnskab, peer reviewed videnskab i velanskrevne tidsskrifter, vel og mærke.
Det er bare et faktum som man kan lide eller ikke, men det ændrer bare ikke på sagen. Hvor jeg ved det fra? Tja, jeg kender den verden indefra.
Det er bare et råd. Som man kan tage eller lade være. Intet andet.
Jeg prøver lige en sidste gang:
Måske har du linket tidligere i denne tråd, som nu er 10 sider lang, men fordi kritikere af TERM ikke er én gruppe, kan jeg ikke regne ud, hvilken side og hvem, du retter din kritik imod. Jeg ved altså ikke, hvem du identificerer mig med, når du skriver "I", men nu har jeg gjort mig fri af det.
Endvidere understreger jeg et synspunkt, jeg har, nemlig at alle reaktioner har værdi - og dermed opfordrer jeg også dig til at rette energien udad og skrive et indlæg eller tilsvarende.
Mht. at medbringe videnskabelig litteratur til lægen, så skriver du bl.a.:
"Desuden vil det være sådan, at eftersom patienten i forvejen har fået diagnosen ”funktionel lidelse”, altså en psykisk lidelse, så vil enhver, lidt anderledes måde at opføre sig på, blive tolket i lyset af diagnosen. Altså: patienten er sygeligt optaget af videnskabelige tidsskrifter!"
Den erfaring/antagelse bliver rent faktisk sat i system med den ventede vejledning fra DSAM. På side 12 står der følgende om helbredsangst (hypokondri):
"Patienter med helbredsangst henvender sig typisk med legemlige symptomer. Hovedproblemet er ikke symptomet i sig selv, men patientens bekymring for et potentielt helbredsproblem (se case C).
Helbredsangst er forbundet med en øget opmærksomhed på kroppen og en høj grad af bekymring for eget helbred. Patienten er plaget af tilbagevendende grublerier med forstyrrende tanker og frygt for at have en sygdom (rumination).
Samtidig kan patienten ikke eller kun med stor vanskelighed stoppe sine grublerier. Diagnosen kræver, at patienten foruden rumination samtidig har ét eller flere af følgende 5 symptomer:
Bekymring eller optagethed af frygten for at have en alvorlig fysisk sygdom eller tanken om at blive ramt af sygdommen i fremtiden. Eller optagethed af andre helbredsbekymringer og intens opmærksomhed på kropsfunktioner og legemlige sensationer.
Suggestibilitet og autosuggestibilitet. Hvis patienten hører eller læser om sygdom, er hun/han tilbøjelig til at frygte for at have den samme sygdom.
Overdreven optagethed af medicinsk information.
En urealistisk frygt for at være inficeret eller kontamineret af en genstand, noget man har spist, eller af en person man har mødt.
Frygt for at tage ordineret medicin."
Hvis lægen allerede har diagnosticeret en patient med den såkaldt funktionelle lidelse bodily distress syndrome, kan han/hun altså bruge en medbragt videnskabelig artikel til at diagnosticere den vanskeligt overbeviselige patient med den anden såkaldt funktionelle lidelse: helbredsangst - og hvis patienten så heller ikke ønsker at tage f.eks. psykofarmaka mod den psykiske lidelse, som han/hun ikke har, ja så er den hel gal.
Det er jo totalitært! Og jeg mener, at man bør holde sig det her for øje, hvis man begiver sig ud i sådan en debat med sin læge. Nogen, der f.eks. magter at tage diskussionen på et videnskabeligt grundlag, kan måske med held gøre det. Selv har jeg imidlertid også valgt at skifte.
http://www.dsam.dk/files/12/funktionell ... delser.pdf
Tak for respons
Det, du skriver om denne vejledning, svarer fuldstændig til, hvad jeg har oplevet. Jeg har – som tidligere nævnt − IKKE diagnosen ”funktionel lidelse”, men det skyldes ene og alene, at den ikke var opfundet for 9-11 år siden. Imidlertid drog neuropsykolog Lise Ehlers dengang rundt i landet og holdt foredrag om ”ondt i livet”, hvilket gjorde, at alt det tankegods, der ligger til grund for diagnosen, allerede var i sin vorden.
I dag kender jeg jo min rette diagnose (hjerteproblemer og central søvnapnø, formodentlig begge dele udløst af årelang jernmangel). Men der gik jo 10 år, hvor jeg gjorde alt muligt for at finde ud af, hvad jeg fejlede, eftersom jeg ikke kunne få lægehjælp i det etablerede system.
Jeg har faktisk lagt mærke til, at mine anstrengelser for at finde ud af, hvad jeg fejlede, og for at få det bedre – i det omfang, jeg har fortalt ”systemet” om dem − er blevet opfattet som noget sygeligt. Jeg husker f.eks. en neuropsykolog, der så det som et karakteristisk tegn på psykisk sygdom, at jeg tog fiskeolie og andre kosttilskud for at bedre min hukommelse og koncentrationsevne.
Videnskabelige artikler fra PubMed om jernmangel var vedlagt min klage til Ankenævnet over den læge, der svigtede så grusomt. Men det er min opfattelse, at disse artikler havde den modsatte effekt. De var faktisk med til at afgøre sagen til fordel for lægen, eftersom artiklerne jo i embedslægens og lægekonsulentens øjne beviste, at jeg var (for) optaget af sygdom, og at jernmanglen derfor ikke kunne have haft nogen særlig betydning.
Jeg bliver naturligvis ved med at søge vigtig information om helbredsspørgsmål, men jeg undgår helst at fortælle lægerne, hvad jeg finder. Jeg HAR lært lektien ;o)
Mange hilsner
Kameliadamen
Du gav mig et billigt grin her til morgen. Du kan tro, jeg også har lært lektien.
Gad vide om min tidligere læge har givet mig diagnosen uden jeg ved det. Fordi jeg opsøgte hende nogle gange med min blødning på hovedpuden og svien i brystet. Nej, jeg tror dog bare hun var så inderlig træt af den snak.
Det er lige før vi burde have et kursus i samtale med en læge. For de fleste kan ikke forstå almindelig tale. Nogle af dem lider af "indbildt sygdomsopfattelse", dem skal man vogte sig for.
Men man må sige nogen har fundet ud af, der kan spindes guld på at holde kurser om "Funktionelle lidelser". Den kloge narrer den mindre kloge.
”Frygt for at tage ordineret medicin.”
Hvis man er på sygedagpenge, så skal man følge lægens ordination for fortsat at have krav på sygedagpenge.
Dette vil sige, at patienten tvinges (af økonomiske årsager, idet kun de færreste har råd til at frasige sig sygedagpengene) til at indtage ordineret medicin, som personen har frygt for.
Endvidere anbefaler Per Fink et sted i sit materiale, at det overvåges ved, at patienten også tager den ordinerede medicin.
Altså handler det om tvang………tvang………og……… tvang.
Hvad vil læger have ud af at tvinge deres patienter?
Jeg kunne forestille mig, at man ved at tvinge patienter til at indtage psykofarmaka mod deres vilje opnår det, som hedder nocebo-effekt, hvilket er det modsatte af en placebo-effekt.
Altså kunne man forestille sig, at indberetninger om uhensigtsmæssige bivirkninger ved psykofarmaka vil stige?
Noget andet er, at denne tvangsbehandling generelt vil skade tillidsforholdet læge og patient imellem.
Det må da være andre læger end Asklepios 12, som har fået nok af Per Fink´s system og som tør stå frem her på Netdoktor?
I øvrigt kender jeg en socialrådgiver, som var sygemeldt efter mordtrussel fra en klient. Vedkommende blev på ovennævnte konto, imod sin vilje, tvunget på psykofarmaka, hvilket også blev overvåget ved blodprøve. Heldigvis fik han så mange bivirkninger af behandlingen, at lægen måtte opgive denne.
Hvad er det for læger, som i en sådan grad tvinger deres patienter?
Lider disse læger af mindreværdskomplekser eller af magtesløshed, siden de er nødt til at gå i den anden grøft og demonstrere en sådan magtanvendelse overfor deres patienter?
Er det patienten, der jo er bekymret over at være syg og derfor leder efter informationer, der kan forklare tilstanden og derved bidrage til helbredelse?
Eller er det den læge, der ser selve bekymringen som den egentlige lidelse?
Jeg ser, at ”funktionelle lidelser” er defineret således:
”Lidelser hvor individet oplever legemlige symptomer som påvirker den daglige funktionsevne eller livskvalitet, og hvor symptomerne ikke kan forklares bedre ved en anden veldefineret somatisk eller psykisk sygdom ELLER lidelser, hvor individet i sygelig grad er bekymret for sit helbred.”
http://www.dsam.dk/files/12/funktionell ... delser.pdf side 6
Nu ved jeg godt, at ovenstående vejledning ikke er taget i brug endnu. Men det er min erfaring, at vi som patienter i allerhøjeste grad er nødt til at overveje vores måde at optræde på, når vi er hos lægen. For den tankegang, som definitionen af ”funktionelle lidelser” bygger på, er faktisk allerede gældende.
Vi skal passe på, at vi ikke virker bekymrede over helbredsproblemer – også selv om der er grund til det, for visse læger vil opfatte bekymringen som den egentlige sygdom!
Læger noterer sig rutinemæssigt, hvordan patienten rent følelsesmæssigt forholder sig til sit helbredsproblem. Jeg lagde mærke til det under et af mine anfald af atrieflagren (hurtig og unormal hjerterytme), som ikke ville gå over af sig selv, men krævede stød på en hjerteafdeling, for at hjertet kunne slå normalt igen.
Nu er mine anfald af atrieflagren især kommet om natten, fordi de er blevet udløst af, at vejrtrækningen standser midlertidigt på grund af central søvnapnø. Det er klart, at man i den situation bliver bragt ud af sin normale følelsesmæssige ligevægt. Den bestemte nat, jeg tænker på, var jeg nu mest ærgerlig over situationen. Det er en frygtelig ulejlighed at skulle på sygehuset med ambulance, indlægges og have alt muligt elektronisk udstyr tilkoblet og ligge dér og blomstre, indtil lægerne får hjertet bragt tilbage til normaltilstanden.
I et øjeblik, hvor ambulance-folkene var optaget andetsteds, sneg jeg mig til at kigge i vagtlægens papir, der fulgte med mig til sygehuset. Jeg lagde mærke til, at der stod: ”Pt. virker ikke følelsesmæssigt berørt.”
Men det var jeg da, altså følelsesmæssigt berørt. Og det ville jo være UNORMALT, hvis jeg ikke var! Men jeg var mest ærgerlig, ikke bange eller bekymret!
Sådan som jeg opfatter det, så var det en fordel for mig, at vagtlægen ikke skrev, at jeg var bekymret eller bange. For det kan nemt udlægges sådan, at det er selve bekymringen eller angsten, der udgør sygdomsproblemet, og så bliver man ikke taget alvorligt.
Men hvem ville ikke reagere følelsesmæssigt på, at pulsen pludselig bliver 160, og man ikke længere kan stå eller gå uden at falde? Ville man ikke være unormal, hvis man ikke blev bekymret over det?
Min konklusion er, at vi rutinemæssigt bliver vurderet på vores følelsesmæssige tilstand, og at følelser, der er normale i en unormal situation, kan blive opfattet som den egentlige sygdom.
Sådan er det bare. Og der er ikke noget, vi kan gøre ved det.
Mange hilsner
Kameliadamen