Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Bortset fra de sidste halvandet år, har jeg haft utroligt mange dårlige oplevelser med hjemmeplejen og plejehjem igennem en årrække.
Min svigermors lejlighed brændte, og hun mistede alt. Det var et hændeligt uheld, grundet en hjemmehjælpers ubetænksomhed. Herefter blev det min mand og jeg, der tog os af svigermors økonomiske forhold og problemstillinger vedrørende den hjælp, hun ikke fik, og de svigt der opstod i det offentlige, grundet forglemmelser m. v. fra hjemmeplejen. Det er hedigvis et overstået kapitel, min mand og hans mor døde samme dag og samme tidspunkt +/- et kvarter. Det siger sig selv, at jeg var ualmindelig hårdt spændt for, og jeg måtte da også meddele hjemmeplejen , at nu kunne jeg ikke holde til mere. Det var ca. 3 uger før de begge døde.
Hjemme hos os selv, fik vi ingen hjælp til min mand. Vi fik rengøring, 50 min. hv.14.d. og en sygeplejerske doserede medicin til 14 dage.
Hvordan det forløb for min svigermor, ved jeg selv sagt intet om, da jeg koncentrede mig 100% om min mand og vores sidste tid sammen.
Hjemmeplejen begyndte på dette tidspunkt, at tilbyde tryghedsbesøg. De bestod blot af, at man lige kiggede ind, ruskede i min mand og sagde: Hej min lille ven, hvordan har vi det i dag.
Der var flere oplevelser som jeg ikke orker at nævne mere. Kun at det blev for uværdigt og for stressende, hvor vi ønskede os en fredelig afslutning på næsten 50 års ægteskab.
Tryghedsbesøgene var blot en pestilens og gav ekstra arbejde til mig, arbejde som jeg ikke havde hverken tid eller overskud til at gøre.
Hospice var den ultimative positive og livsbekræftende oplevelse. Min mand blev ved med at sige: Det er for godt, til at være sandt.
Alt ansvar blev taget fra mine skuldre, stressen forsvandt. Om det så var vores tøj, vaskede de det for os, også mit. Det var helt uventet positivt det hele.
Min mand fik den pleje han havde brug for, og først der, ser jeg, hvor meget jeg havde ydet, og så havde jeg to døende. Det var hårdt, det skal ingen hemmelighed være.
Det positive ved sådan en erfaring er, at jeg oplevede en indre tryghed i mig selv, ved at jeg, havde påtaget mig den opgave og gjort hvad jeg skulle.
Vi fik en flot og værdig periode, og i kraft af vores musikvenner fik vi en meget smuk afslutning ved begravelsen.
Jeg havde ønsket, at de til begravelsen spillede Highland Chatedral. Vi har den tradition i orkestrene, at hvis de pårørende ønsker det, stiller vi op udenfor kirken og spiller, medens kisten bæres fra kirken. Der var mødt 38 musikere op. Det var utroligt flot.
Vi savner stadigvæk min mand i orkestrene. Han kunne spille solo på sin trompet, som ingen af de nuværende medlemmer kan. Så mange af de numre han spillede solo i, har vi måttet undlade at spille. Men sådan er det jo.
Nu vil jeg slutte for i dag. Men som i nok kan læse mellem linjerne, er jeg ikke særlig positiv overfor plejehjem og hjemmepleje. Det værste er, at folk i almindelighed tror, at man får så meget hjælp, og især ved forestående dødsfald.
Det gør man ikke.
Samfundet har så mange tiltag og meget virker ikke i virkeligheden.
Tag nu alle disse børn, der skrives om i øjeblikket. Jeg kender en, der meldte om mishandling af et barn. Hvad svar fik hun: Hvis ikke du tier bliver du fyret.
Så de ansvarlige er ikke ansvarlige. Hun burde være gået til pressen.
Jeg er også, da jeg arbejdede, sammen med kolleger blevet truet med fyring, hvis vi sagde noget mod kommunen. Nu var det ikke nogen bestemt sag, men bare en besked. Eller en trussel.!!
Den hjælp der tilbydes ser pænt ud på et stykke papir eller på kroner og øre, i praksis er det mere end dårligt.
For anbragte børn ser vi det samme. Man anbringer børnene fra et hjem, der måske kunne fungere med lidt økonomisk tryghed, i stedet for bruger man uanede mængder af penge til plejefamilier og behandlings/opholdssteder, ca. 100.000,00 kr. pr. måned, pr. barn. Derudover kommer alle de udgifter der ikke offentliggøres, psykolog, konsulenter, ekstra plejetillæg, advokater, for ikke at tale om alle de dyre ankesystemer, som i realiteten ingen beføjelser har. Men det ser da flot ud, for uvidende mennesker, der tror på, at selvfølgelig fungerer det da.
Her tænker jeg ikke på de sidste slemme børnesager. Men ingen forventer, at anbragte børn udsættes for seksuelt misbrug, overgreb af forskellig slags o.s.v. Det sker endda ret ofte, men forbliver skjult for offentligheden, forældrene bliver ikke troet på, selvom de skulle have anmeldt diverse svigt fra de sociale myndigheder, der har overtaget ansvaret for børnene.
På samme måde fungerer det for ældre der ikke kan klare sig selv. Jeg har i øjeblikket kontakt med en døende kvinde. Jeg taler med hende i telefonen. Hendes mand er lige død. De var/er begge syge af kræft. Hun skulle passe sin mand og omvendt, skønt ingen af dem var i stand til det. De fik ikke mere hjælp end vi fik. Det er så uværdigt for et samfund der gerne vil bryste sig af, at være et velfærdssamfund.
Da vi fik de der ubrugelige tryghedsbesøg, tog man tid fra rengøringen, Begrundelsen var manglende ressourcer. Da både min mand og jeg gjorde indsigelser overfor dette, blev hjemmehjælperne påbudt ikke at tale med os, når de var her.
Det var hjemmehjælperne selv der havde ment, at rengøring af toilettet var unødvendig. Vi havde fået sådan en toiletforhøjer, som bestod af flere ringe. Enhver kvinde ved, hvor snavset der kan blive, når man får afføringsmidler, tisser ved siden af o.s.v. Derudover var den tung, den kunne ikke løftes op og stå af sig selv under rengøring. Min ryg er så dårlig, at jeg har varig hjælp til rengøring. Alligevel fik vi reelt ingen ekstra hjælp medens min mand var syg og døende. Og sådan er det vist over det hele.
Vi brugte nødkaldet en eneste gang. Vi kaldte ved 23-tiden og hjælpen kom kl. 4.30 om morgenen.
Så det fungerer fint.
Hvor er det sørgerligt det du skriver Linette.
Havde slet ikke den forestilling omkring hjemmeplejen/plejehjem.
Forstår godt I ikke glæder jer til den tid. Håber I aldrig får brug for det :-)
Når mine forældrer en dag ikke kan klare dem selv, vil jeg aldrig lade dem bo i et plejehjem. Skal selv passe dem, selvom det bliver hårdt. Men det var også hårdt for min mor at bære mig i maven i 9 mdr., at kaste op hele tiden de første par måneder, at have søvnløse dage fordi jeg som spæd krævede så meget. Og min far hjalp selvfølgelig også til. Som muslim er vi påbudt til at være der og hjælpe vores forældre, som da de gik igennem ild og vand for at få os store og sunde.
Så håber jeg mine børn vil gøre det samme for mig, når det bliver min tur :S
Hvis I skulle bruge en hånd en dag, så har jeg ikke noget i mod at hjælpe jer :-) .
Har lige to spørgsmål - hvordan kan det være at din mand og din svigermor døde på samme tid? Var det tilfældigt?
Og hvad er hospice, har ikke hørt det før?
Ingen af dødsfaldene var uventet, Vi havde egentlig forventet, at min svigermor døde længe før hun gjorde det. Hun var meget svag, og de sidste mange måneder lå hun bare hen og kunne ingenting. Hun var dement, en forfærdelig sygdom, som kan vare mange, mange år.
Min mand var sådan set rimelig klar i hovedet indtil de sidste par uger. Så var han meget træt og sov næsten hele døgnet. Han havde mange smerter selvom han fik store doser smertestillende.
Et hospice er en slags hospital, hvor man kan (hvis der er plads) tage hen de sidste uger før forventet død. De er specialister i smertebehandling eller andre former for lindrende behandling. De er kun bemandet med sygeplejersker, en læge, en fysioterapeut og en præst. Derudover er der tilknyttet frivillige, som ikke har noget med de døende at gøre, men de sørger for blomster, bagværk, musik og sang, går tur med de døende, hvis de gerne vil en tur udenfor hospice. De snakker også med de døende, sådan almindelig snak.
Da vi var deroppe, var der en af de døende, en ung mand, der inderligt ønskede at dufte duften af rigtig dejlig mad. Han inviterede os allesammen incl. pårørende til spisning. Han ville selv være med i køkkenet, som lå midt i et stort lokale, som var både opholdsstue og spisestue. Der er meget hyggeligt. Her hjalp de frivillige ham med at lave maden, servere den, vaske op bagefter o.s.v. Det var rigtig hyggeligt. Han selv var enormt træt. Han døde samme aften som min mand, seks dage efter denne hyggelige aften.
På hospice ville de også gerne have musik. De opdagede hurtigt, at både min mand og jeg var engageret i musik, så de spurgte mig, om der dog ikke kunne komme noget musik der op. Jo, sagde jeg, det skulle nok kunne lade sig gøre. Men betingelsen var, at min mand ikke skulle vide det.
Den aften glemmer jeg aldrig. Det var præcis tre døgn før min mand døde, at hele det ene orkester kom derop, og gav koncert. Nej hvor blev min mand glad. Han fik knus og kram, og alle fik sagt farvel til ham. Jeg får helt tårer i øjnene nu, det var en rigtig god oplevelse for min mand, men også for mig og orkestret. Det var den aften min mand så begyndte at blive vrøvlet, så han nåede lige endnu en gang at opleve noget han var glad for, og som havde været en stor del af hans liv.
På hospice handler det om, at gøre den sidste tid til en god oplevelse. Der er, om man kan sige det sådan, tid til at dø. Man bliver ikke forstyrret, alt er på den døendes præmisser, og for mit vedkommende, der flyttede med ind, blev der også taget hånd om mig. Det var en utrolig positiv oplevelse, hvor døden bliver en naturlig del af livet.
Her finder man også ud af, at man er levende lige til man er død.
Jeg fik utrolig meget ud af mit ophold. Man får et positivt forhold til mange andre, selvom man ved, at det er noget der slutter indenfor kort tid. Jeg havde så mange dejlige snakke med de andre døende.
Jeg har meddelt min læge, at hvis jeg får en sygdom jeg dør af, så vil jeg på hospice når tiden kommer.
Håber du fik svar på dit spørgsmål, ellers spørg gerne mere ind til det.
Du kan også finde det på nettet, men det er ikke det samme som at have oplevet det.
Prøv at se: www. hospicegaarden.dk
eller søg på hospice, vi var på hospicegården, i Dianalund.
Åh.. håber ikke mine spørgsmål er skyld i du fik tårer..
Livet er så hårdt.. Gid man altid ku være bekymringsfri som da man var barn..
Sådan er det ikke mere. Hospice dukker op, der bygges flere rundt omkring i landet. To af de sygeplejersker der passede min mand, skulle ud til et nyt hospice, for at oplære nye sygeplejersker. De er tip top professionelle.
Hospice er indrettet, så man slet ikke fornemmer, at det er et sted man dør, det er kun noget man ved.
Det lyder underligt når jeg siger, at det er så livsbekræftende, men det er det.
Det er ikke dine spørgsmål der får tårerne til at titte frem. Det er følelsen af den glæde, jeg fik mulighed for at give min mand endnu en gang. Men også den dejlige stemning der var, alle de knus og kram han fik.
Forøvrigt hjalp de frivillige også mig den aften. Der skulle jo noget kaffe og kage på bordet, ligesom det skulle ryddes op igen. Det sørgede de frivillige for.
Hospiceideen har bredt sig over hele landet, det er regioner og kommuner der betaler for opholdet. Mange tror stadigvæk man selv skal betale, det skal man ikke.
Jeg har fået mange spørgsmål om, om det ikke var meget dyrt. Nej, det er gratis for den døende. Det var også gratis for mig at bo der, men jeg skulle betale et mindre beløb for frokost og aftensmad. Morgenmad, kaffe o.s.v. kostede ikke noget.
Hospicegården var helt ny, da vi var der. Man har også sørget for aktiviteter til børn og/eller børnebørn. Mine børnebørn pakkede legoklodser ud.
Det hele kommer til at fungere som en helt naturlig del af menneskelivet.
Jeg er meget glad for vi tog derop.
Herhjemme boede vi i stuen. Jeg turde ikke gå op på førstesalen og sove, min mand kunne ikke komme op ad trappen. Så jeg havde en luftmadras i stuen, min mand en plejeseng, ligeledes i stuen. Hjemmeplejen havde vi jo set (hos min svigermor og andre steder) hvordan de forlanger, at reoler og alt muligt bliver ryddet, for at de kan have deres plejegrej ved hånden. Min mand var også kommet så langt i forløbet, at han havde store vanskeligheder med at komme i badeværelset. Det ville betyde, at en toiletstol ville blive placeret i stuen, en lift ville man også forlange. Så det at dø hjemme, er ikke så rart. Det er hverken et hjem, et sygehus eller en arbejdsplads. Det ville blive for uværdigt.
På hospice fik min mand en rigtig dejlig kørestol, han blev kørt ud i badeværelset,han kom i bad hver dag, og hver gang han skulle på toilettet, sørgede man for at køre ham derud og hjælpe ham. Døren blev lukket, så han havde fred til det han skulle.
Sådan forgår det ikke i hjemmet. Her kommer man i bad en gang om ugen. Toilet besøg foregår når hjemmeplejen har tid. Kan man ikke når de er der, så er det bare ærgerligt, så må de gøre i bleen. Der kommer ikke nogen før næste planlagte besøg. Det lugter fælt, sådan var det for min svigermor. Vi nåede heldigvis ikke at komme ud for det, fordi vi tog på hospice.
Jeg er så glad for, at vi kom på hospice, og at vi kunne være sammen i hele forløbet.
Men hvad med dine børn? Det er da deres pligt at hjælpe deres far.
Jeg synes, at det er godt at læse om disse ting. Jeg har selvfølgelig hørt om et hospice, men jeg troede også, at man selv skulle betale.
Ja, hvad med de voksne børn og deres pligter over for deres forældre? Nu skal Linette selvfølgelig selv svare, men Sarah, du kan nok se, at de mennesker, der er i den arbejdsaktive alder, er nødt til at KNOKLE for at skaffe sig selv og samfundet indtægter, der kan få det hele til at hænge sammen økonomisk!
Selvfølgelig er det muligt at få plejeorlov i visse tilfælde til at passe en syg slægtning. Og det er der da også nogle, der søger om. Men de fleste knokler videre, og mange midaldrende føler sig meget pressede mellem to generationer: Deres egne børn, som de selvfølgelig først og fremmest skal sørge for, og så den ældre generation.
Sådan havde jeg det selv, da mine forældre begge på én gang blev meget syge. Min søn var dengang ikke ret gammel, og jeg kunne altså ikke være to steder på én gang! Selvfølgelig var sønnen i daginstitution og senere i skole, men døgnet har jo kun 24 timer! Det var nogle hårde år, som selvfølgelig gik ud over mit helbred, hvad jeg så mærker konsekvenserne af i dag
Desværre har jeg selv kun ét barn, som selv har fået børn, og som har meget travlt, for der skal tjenes mange penge til bl.a. betaling af daginstitutioner og skatter til samfundet til betaling for plejehjem og hospice og plejeorlov og mange andre ting, f.eks. førtidspension, som jeg lever af, fordi jeg har knoklet så meget, at helbredet blev dårligt, og desværre ikke kunne få relevant lægehjælp i tide, fordi sundhedssystemet er overbebyrdet og afviser folk i stribevis, som burde have behandling for deres sygdom, men desværre ikke får det!
Så når jeg skal dø, håber jeg, at jeg også kan komme på hospice ;o)
Mange hilsner
Kameliadamen
Mand eller hustru bliver direkte regnet for, at være plejepersonale, hvis man altså har en ægtefælle. Det er uværdigt.
Jeg kunne nævne mange andre ting.
På hospice får man lov til, at være ægtefæller, børn får lov til at være børn, og ligeledes børnebørn. Alt hvad der hedder pleje, ansvar og andet belastende, er taget fra ens skuldre, man skal "kun" være. Det var så rart for os alle.
I et hjem er der også andre funktioner der stadigvæk skal sørges for. Der skal handles ind, der skal gøres rent, der skal ordnes have, der skal .....
Hjemmeplejen hos min svigermor havde jeg i røret ustandseligt. De kunne ikke finde nøglen, så måtte jeg afsted for at lukke dem ind, så havde de glemt hendes medicin, så måtte jeg køre igen. Hvis ikke jeg gjorde det, så bestilte de bare en taxa på min svigermors regning.
Herhjemme glemte de også at bestille medicin, så stod jeg på apoteket en fredag, og kunne ikke få medicin til min mand. Tja, hvad måtte jeg så gøre? Jeg ringede til en vagtlæge. Han sendte med det samme en recept. Nu skal jeg så være glad for, at jeg var i stand til at sørge for disse ting, men det gik ud over den ro og tid min mand og jeg ønskede os.
Med hensyn til voksne børn og deres hjælp. Man kan hjælpe på mange måder. Vores have f. eks. Det ville have været rart og glædet min mand om børnene havde taget sig lidt af haven. Men sådan tænker voksne børn ikke. Jo, den ene søn gjorde, men har jo selv tre børn. Han gjorde hvad han kunne nå, og samtidig opnåede han jo, at være sammen med sin far. Istedet tilbød en kvinde fra et orkester sin hjælp til haven. Hun er på vores egen alder, det betyder noget for den ro der kan være, samtidig med, at man foretager sig noget.
Der er så utroligt mange gøremål, så det vigtigste, at være sammen, bliver på en stresset og urolig måde. Her er hospice et dejligt roligt sted, man kan være, man kan opleve afskeden på en fredfyldt, naturlig måde. Hjælpen er lige udenfor døren, man skal ikke som hjemme vente flere timer på der kommer nogen.
Bare det at vente på en læge, når stærke smerter opstår, er ulideligt og ikke rart. På hospice er de der lige med det samme.