Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Ja selvfølgelig er det hårdt. Men synes stadig er er ens pligt. Med mindre man selv er syg og ikke kan.
Må Gud give mine forældre et langt og raskt liv, en kommer de i en periode hvor de ikke kan klare sig selv, så accepterer jeg aldrig at fremmede passer dem. Min mor har ikke sendt nogle af os i vuggestuer, for at give os al den omsorg vi behøver. Hun ville heller ikke have vi gik i børnehave, fordi hun selv vil passe og pleje os, men gjorde det alligevel for at vi kunne lære sproget og normerne.
Hvis man virkelig vil, så kan man også. Man kan lade dem flytte ind hos en selv.
Jeg vil hellere at min familie plejer mig end fremmede. Ellers er de ikke værd at elske. Med mindre de har en rigtig god grund, og ikke bare at de har travlt med arbejde. Livet er ikke noget værd hvis det bliver materialistisk.
Dette er min personlige og religiøse holdning.
Forstår ikke hvorfor du synes det er uværdigt at dine sønner passer dig? Bliver du ikke glad af at de hjælper dig? Bliver du ikke ked af at fremmede passer dig fordi ingen anden vil gøre det?
Min far passede sin syge mor konstant før hun døde. Han skiftede hendes ble, madede hende som en baby, læste Koran for hende, sad hos hende hele tiden. Alle hendes børn sad rundt omkring hende, til dagen Gud tog hendes liv.
”… og ikke bare har travlt med at arbejde”, skriver du.
Ja, men hvem skal TJENE PENGENE, hvis du ikke mener, at arbejde er vigtigt? Jeg synes, at det er fint at ville passe sine børn selv, eller sine gamle, syge forældre, men det får man altså ikke mad på bordet af!
Og det nytter jo ikke noget, at man bliver sat på gaden, på grund af at man ikke kan betale sin husleje, fordi man ikke kan tjene tilstrækkeligt, mens man selv passer enten børn eller syge forældre. Som sagt: Døgnet har kun 24 timer! Din mor har været så heldig at have mulighed for selv at passe dig, da du var lille. Men det er der ikke mange, der har mulighed for!
At vi så har indrettet samfundet tosset … det er en anden sag! Jeg tror faktisk ikke, at helt små børn har godt af at komme i vuggestue.
Og du kan med rette spørge mig, hvorfor jeg overhovedet fik børn, når jeg var nødt til at arbejde og derfor ikke kunne passe dem selv! Men hvis alle tænkte sådan, så kom der jo ingen børn, og hvordan skulle samfundet så køre videre?
På en måde synes jeg ikke, at det er så mærkeligt, at så meget går galt i vores samfund. Der er alt for mange, der forventer for meget af samfundet, og så bliver der ikke ressourcer til dem, der virkelig har behov for hjælp.
En bekendt af mig, der arbejder inden for det offentlige, tager som en selvfølge ruller med plasticsække med hjem til eget forbrug, og hun tager sit eget tøj med på arbejde og vasker det i arbejdstiden i arbejdspladsens vaskemaskine! Og det er kun, hvad hun har fortalt om. Der er sikkert meget, hun ikke har fortalt.
Der er nu engang nogle, der er nødt til at tjene nogle penge. Vi kan ikke leve af at passe hinanden! Hvis du selv stod i den situation, som jeg var i, dengang mine forældre blev syge, ville du så sige dit arbejde op? Hvad ville du så forsørge dit barn med?
Når man er ung, tror jeg ikke, at man forestiller sig, hvilke vanskelige valgsituationer, man kan komme i senere hen. Og det er godt det samme! Nyd din ungdom, mens du kan. Pligterne kan tidsnok komme
Mange hilsner
Kameliadamen
Nej ved godt der skal arbejdes for at leve.
Men man kunne fx gå på deltid, så man har mere tid til at passe forældrene, samtidig med at man stadig arbejder lidt. Eller hvis den ene af forældrene tjener meget, så kan den anden sige op, og passe forældrene, også kan det være at livet ikke er su luksus som da begge havde en indtægt, men sådan må det blive nogle gange i livet.
Ja jeg har læst en masse artikler og studerer også om det, og det er slet ikke sundt at små børn er væk fra deres forældrer i så lang tid. Er først fra 2 års alderen at man kan være væk fra dem NOGLE FÅ timer.
Jeg tror man nogen gange har en romantisk forestilling om det at dø hjemme. Der er slet ikke noget romantisk ved det.
Hjælp og pleje i forbindelse med en alvorlig sygdom, hvor man svækkes voldsomt, handler om langt mere end at rede sengen, at bringe et glas vand, holde i hånd, give mad,o.s.v.
Det handler også om at skifte ble, at tørre afføring af, at vaske godt og grundigt, og tørre godt efter. det ville jeg ikke bryde mig om, at mine børn eller svigerbørn skulle gøre. Det er for intimt.
Det var jo også noget af det, man lagde vægt på på hospice. En hustru skal være hustru, ikke plejepersonale, børn skal være børn, ikke deltage i plejen.
Jeg følte stort ubehag, da jeg en gang måtte hjælpe min svigermor, det er grænseoverskridende og uværdigt for begge parter.
Min mand blev ked af det, hvis der skete et uheld for ham, han var flov, når det skete. Vi har endda undgået "de store uheld".
På hospice respekterede de jo netop, at toiletbesøg foregik i fred og ro, med lukket dør. Ligesom man almindeligvis gør, når man er rask.
Vi hjalp min svigermor meget, men deltog ikke i plejen.
Jeg havde skrevet meget mere, så jeg prøver senere.
Jeg synes, at det er fint, at du, Sarah, har disse idealistiske holdninger. Det hører ungdommen til og er ikke specielt karakteristisk for særlige religioner eller kulturer.
Sådan var jeg selv, da jeg var ung. Jeg havde helt bestemte meninger om livet, og jeg ville absolut ikke gentage den ældre generations fejltagelser. På nogle områder lykkedes det, f.eks. hvad angår opdragelsen af min søn, men på andre områder gik det mindre godt, og under alle omstændigheder gik det ud over mit eget helbred. Jeg tænker meget på, at jeg nok ikke havde været så syg i dag, hvis livet ikke havde været så hårdt, dengang jeg stod splittet mellem to generationer, der begge behøvede hjælp!
Min erfaring er, at folk, der oprindelig stammer fra andre lande, ofte har en helt urealistisk forestilling om, at alle danskere er rige! Jeg har været ude for det flere gange, f.eks. engang, hvor en frisør af iransk oprindelse ville sælge nogle dyre hårplejemidler til mig. Jeg sagde, at jeg ikke havde råd, og det blev hun meget forundret eller nærmest irriteret over. Hun sagde: ”Alle danskere har da råd til den slags!”
Det var ikke en mulighed for mig at gå på deltid, da mine forældre var syge. Der var i forvejen ikke råd til luksus på en fuldtids-indtægt. Sådan var – og er det – for mange mennesker med børn. Jeg ved godt, at der er mange, der er velhavende, men det har jeg aldrig været.
Jeg har undervist unge mennesker, så fra mit arbejde har jeg også et vist kendskab til unge menneskers tankegang. Jeg synes absolut, at det er udmærket, at du har disse holdninger, Sarah, men jeg tror, at de vil ændre sig, når du selv står i situationen! Er din familie meget rig, siden din mor kunne gå hjemme og passe børn?
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg lagde større vægt på, at man kunne få en god tid sammen, og det fik vi.
Jeg vidste hele tiden, at det var en tidsbegrænset opgave. Det værste var, at jeg også havde min svigermor. Det var ikke hende der krævede noget af os, men hjemmeplejen. Hun var selv totalt afhængig af andre.
Ca. tre uger før de døde, fik jeg sagt fra overfor hjemmeplejen. Jeg kunne se, at nu var tiden ved at rinde ud, og det måtte handle mest af alt om, at min mand og jeg fik den sidste tid sammen, uden forstyrrelser og yderligere krav.
Min mand kunne stadigvæk, med stort besvær komme ud i badeværelset. Hans ben brækkede tidligt i forløbet, på grund af metastaser. Det var en hæmsko for mange ting. Vi kunne således ikke køre en tur. Jeg kunne godt hjælpe ham ind i bilen, men jeg kunne ikke hjælpe ham ud igen.
Vi havde trods alt, et rigtigt flot forløb, som vores læge sagde: Det var mere end flot. Det er jeg meget glad for, at jeg magtede.
På sygehuset, da de sluttede med al behandling, sagde lægen: Jeg mener, at nu skal du i seng og passes, men jeg fornemmer, at i to har det så godt sammen, så det er ok, at du kommer hjem.
Sådan var det hele vejen igennem.
Det blev afsluttet på en stille og værdig måde på hospice.
Så sent som i går, kom spørgsmålet fra en bekendt: Er det ikke dyrt at komme på hospice?
Så mit ønske er, at så mange som muligt, skal vide, at det koster ikke noget, at komme på hospice.
Jeg så et glimt i fjernsynet fra 50èrne. Det var noget med biler, men der var også unge piger omkring de flotte biler.
Kan i huske chiffontørklæderne?
Jeg fik sådan nogen af min mormor. Vi brugte dem som pynt om halsen eller om håret. På et tidspunkt blev de brugt om natten, så frisuren ikke blev ødelagt. Om dagen brugte jeg dem, hvis jeg havde vasket hår og sat curler i, eller hvis håret ikke måtte blæse i uorden.
På det her tidspunkt havde jeg en hårtørrer, så jeg havde mange nabodamer der kom for at få tørret deres hår. Senere kom de der Carmen Curler, og sjovt nok begyndte mange jeg kendte, at arbejde på Carmen. De blev hentet i bus, kørt til deres arbejdsplads og kørt hjem igen.
Jeg havde også Carmen Curler. Det var snildt at sætte sit hår med dem. Jeg kan da godt ærgre mig lidt, for det er ikke så længe siden jeg sendte dem på genbrug. De var ikke i stykker. Men det blev moderne med krøllejern og sådan noget. Ja, jeg har stadigvæk hele udstyret, bortset fra Carmen Curler og min hårtørrer, som var sådan en man brugte hos damefrisøren, men ikke så kraftig.
Jeg husker alt mit tøj, farver o.s.v. lige fra jeg var helt lille. Min mand er ved at dø af grin over det.
Man fik jo ikke så meget tøj dengang, men der kom lange bukser med knapper forneden. Jeg var syg efter at få et par, så jeg satte selv knapper på dem jeg havde. Hvide permorsknapper.
Jeg husker mine træskostøvler, da jeg var lille. Sneen samlede sig i store klumper under dem, når jeg gik og jeg måtte ustandselig banke sneen af. Det var meget besværligt.
Da man endelig kunne få gummistøvler var det pragtfuldt at slippe for klodserne af sne.
Og klip klapper, jeg fik aldrig et par. Men hvor jeg ønskede at få et par. Der er nogen de i dag kalder klip klapper, men det er slet ikke sådan nogen.
Og så alle de skønne feminine kjoler med strutskørt og brede bælter. Men er de ikke ved at komme på mode igen. ?