Ældre, hvor er I ?

persille1

Strøtanker.

Den måde kvinder SKAL føde på.
Da jeg fødte var der ikke så mange kunstige ting, men barberes forneden skulle jeg dog og ligge i sengen på en bestemt måde og finde mig at blive skældt ud af lægen, hvorefter jordemoderen irettesatte lægen. Han var ung og vidste vist ikke meget om fødsler.
I dag må han være tæt på 90 år eller måske midt i 80 erne. Hvis han lever. Men i min bevidsthed gør han.
Alt i alt en skræmmende oplevelse, så jeg ville ikke føde på sygehuset herefter.
Tiden gik og alting ændrede sig. Så skulle kvinderne bedøves i skeden. En bekendt var ude af sig selv af rædsel over fødslen. Ikke for selv fødslen, men stikket i skeden. Hvad skulle det til for.

Så kom tiden, hvor alle kvinder skulle klippes op i skeden. Jamen, hvad fandt de dog ikke på. Alting blev mere og mere unaturligt. Hvor mange kvinder blev klippet op ganske unødvendigt.

Su skulle kvinderne puste på en bestemt måde, når veen kom. Du milde, jeg var glad for ikke at skulle trække vejret, som andre ville, men kunne trække det, som jeg selv ville.

Hvad mere findes der på. Jeg undrer mig bare. Det hele er blevet unaturligt, selv det at blive gravid. Kvinder har i dag de underligste fornemmelser næsten inden de er gravide.
Ungdommen vokser med alle disse forestillinger, så for dem er det sikkert naturligt, at det skal være unaturligt.
Gad vide hvad der i tidens løb er fundet på af underlige tegn og gerninger.

Undskyld, jeg kan altså ikke lade være. Selv manden skal i dag være gravid: "Vi vil gerne være gravide."
Ja ja, jeg må vel tænke, hvad jeg vil. Efter min mening er det kvinden, der bliver gravid og manden skulle gerne være der for hende.
Andre må for min skyld gerne have en anden mening. Men hvordan har I andre oplevet det. Det kunne være interessant at høre lidt om.

Kameliadamen1

Hej Persille

For mit vedkommende var det værste i gamle dage dette meget stive, autoritære system.

Jeg gik til graviditetsundersøgelse på et såkaldt svangreambulatorium på et stort sygehus. Der blev nok undersøgt ca. 50 kvinder hver formiddag, men vi fik alle den samme tid, så vidt jeg husker kl. 9. Det betød, at man kunne risikere at skulle vente på undersøgelsen fra kl. 9 til kl. 13.

Jeg fatter ikke, at man i den grad kunne opfatte kvinders tid som ligegyldig! Jeg husker dog ikke, at jeg på noget tidspunkt gjorde vrøvl. Det var utænkeligt.

Ved fødslen havde jeg til at begynde med en meget ubehagelig jordemor. Jeg havde beholdt mit pigenavn, da jeg blev gift, men den slags ”pjat” ville denne jordemor ikke acceptere.

”Når du er gift med en mand, der hedder xxxxsen, så hedder du fru xxxxsen”, sagde hun. At jeg bedst selv måtte vide, hvad jeg hed, indgik ikke i hendes forestillingsverden. Heldigvis var hendes vagt slut inden selve fødslen, og de folk, der hjalp til, var meget søde.

Når vi nu er ved det med sproget, så er der én ting i forbindelse med fødsler, som jeg griner meget af. Og det er, at mænd nu om dage kan tage noget af barselen.

At barsle betyder jo at føde, så derfor lyder det i mine ører helt forrykt.

Jeg ved selvfølgelig godt, at det, folk mener, er, at forældrene er fælles om barselsorloven – ikke om selve fødslen. Og ”barselsorlov” er jo et langt ord at udtale.

Alligevel lyder det skørt. Jeg vil imidlertid tro, at en sprogforsker vil sige, at sproget har ændret sig, og at ordet ”barsel” har ændret betydning, sådan at det nu om dage både kan betyde ”at føde” og ”orlov i forbindelse med fødsel”.

Det var mine strøtanker

Mange hilsner

Kameliadamen

persille1

Ja, lotte123, jeg savner dig. Jeg kunne jo alligevel ikke holde mig væk, men hvor er du. ?

Tak til Kameliadamen for svar på mine "Strøtanker". Det er rart at "snakke" sammen.


Noget undrer mig, men det er vel ingen overraskelse efterhånden.
Der er såkaldte brevkasser man kan skrive og spørge om forskellige ting.
Jeg skrev til en "fagbrevkasse" og spurgte om en ting.
Svaret, åhh... Jeg føler det så nedladende, når der i stedet for et svar skrives:

Tal med din læge om dine bekymringer.

Bekymringer !!!! "Vorherrebevares".

Er det et svar at give. Det kan jeg da selv tænke mig til, hvis jeg mente lægen kunne svare på spørgsmålet.

På et andet tidspunkt skrev jeg til en tandlægebrevkasse og fik et lige så intetsigende svar.
Det hele stillet op, som om de er så forfærdelig videne og spørgeren er mere eller mindre dum. De kunne da svare, at de ikke kan svare.

Jeg mangler stadig svar på mit spørgsmål, men har opgivet at få det. Der er vel sagtens ingen der kan svare. Men så kunne de i det mindste indrømme det.

Linette1

Jeg har også forsøgt mig på rådgivningstelefoner, når jeg havde behov for at tale med nogen, hvis livet blev lidt for vanskeligt.
Jeg har i øjeblikket min yngste søn syg af blodpropper, som har sat sig i hans ene lunge. Han har tre børn og selv er han kun 39 år.
Han har en storebror, som er rigtig hårdt ramt af blodpropper, han var kun 32 år, da den første kom,den sidste var her i april måned. Deres far havde også blodpropper. Jeg ved, at den ældste af sønnerne ikke når at blive 50 år.
Nu begynder den yngste også, det er til tider lidt for hårdt, synes jeg.
Så har jeg forsøgt mig med de der telefonrådgivninger, de er ligeså dumme som det du beskriver med brevkasser.
Sandheden er, at de ikke ved noget. Det ville være bedre, at de indrømmede, at de ikke ved noget. Så ville man være fri for at tro på, at nogen eller noget kunne hjælpe.
Det jeg havde brug for, var et par ører der gav sig tid til at lytte til mig. Får man det? nej.
Jeg har oplevet, at de i stedet for bare at lytte, helst vil have et svar fra mig. Havde jeg et svar, var opringningn ikke nødvendig.
Jeg er lige nu lidt i krise. Det kan jeg vist godt vedkende mig. Alligevel oplever jeg også, at de forbandede blodpropper ikke er helt så skræmmende, som i 1992, da min mand fik den første.
Jeg ved ikke om det er fordi man modnes med årene, eller om det er, fordi jeg har været igennm store alvorlige ting, så min kvote af den slags, er opbrugt. Mine børn er trods alt mine børn, selvom de er voksne.

persille1

Kære Linette

Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Det forfærdeligste af alt er dog, hvis der sker ens børn noget. Jeg kan næsten føle, hvor forfærdeligt du har det og ikke mindst dine sønner.
Jeg mærkede jo selv, hvor angsten greb mig, da min yngste søn blev syg for kort tid siden. Heldigvis viste prøver, at det ikke er kræft.

Modnes med tiden, tjae, jeg ved ikke. Du har nok bare forberedt dig lidt på det, som man nu kan gøre. Men angsten er der jo. Jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på, hvor slemt det må være for dine sønner. Jeg ved man kan overleve flere blodpropper, men det er jo ingen trøst.
Kære Linette, ord er kun en fattig trøst, jeg ville ønske, jeg kunne række dig min hånd og hjælpe dig. Jeg er så dum til at give udtryk for mine følelser, men som du selv siger, det man i virkeligheden har mest brug for er en, der lytter.
Børn bliver aldrig voksne inde i ens hoved. Altså sådan rigtigt. Man husker jo alle de små ting og de kærlige arme om halsen.


Mange kærlige hilsener og tanker.

lotte123

Til Persille,

Hvor hyggeligt, at du spørger efter mig. Jeg er netop "landet" efter seks ugers rejse oppe nord for polarcirklen. Det er helt tilfældigt, jeg lige får kigget i denne debat nu, og der går da nok nogen tid, før jeg er landet så meget, at jeg får holdt øje med, hvad der er sket her på ND i den lange tid..

Pt er jeg så mættet med spændende oplevelser (og en kæmpe vasketøjskurv, en del udpakning og en have, der trænger til lidt omsorg, selv om vores hus har været udlånt) at der nok går lidt tid, før jeg får "zoomet" ind på den sædvanlige og mere dagligdags verden.

persille1

Nej, hvor spændende, bare det dog var mig. Så kan jeg bedre forstå du "blev væk". Jeg har virkelig spekuleret en hel del på om du var syg eller hvad der kunne være sket med dig. Og så har du bare haft det sjovt. Jeg sidder som sædvanlig bare her og glor.
Jeg har savnet både dig og dine skriverier. Det er underligt, at man sådan kan komme til at holde af og savne "familien" her.


Ret skal være ret. Denne fagbrevkasse, jeg henvendte mig til og fik et intetsigende svar, det skrev jeg til personen.
En anden svarede næsten med det samme og denne gang fik jeg svar. Nogle kloge hoveder findes der dog, bare der ikke var så langt mellem dem.

lotte123

Kære Linette,

Ja, nu er jeg så småt ved at "lande" og har læst denne debat. Når både din mand og dine sønner har og har haft problemer med blodpropper må det vel være arveligt, og det får mig til at reagere.

Min mand lider af en yderst sjælden sygdom - eller rettere mangel - der hedder Protein S-mangel. Den er som nævn meget, meget sjælden, hvorfor man ikke nødvendigvis kan forestille sig, at dine sønner er blevet undersøgt for netop dette.

Denne Protein S-mangel har netop noget at gøre med blodets evne til at koagulere, og min mands sygdom blev netop opdaget ved, at han fik en hel stribe blodpropper - ja for ham var det i tyndtarmen, men alligevel. Han er altså i højrisiko for blodpropper og får derfor undersøgt blodprøve ca hver 4-5 uge for at få målt blodets INR. Han er på livsvarig blodfortyndende medicin, men har det altså godt i dag, men han var ikke mere end 40 år, da det gik helt galt og at han lever i dag, skyldes udelukkende at han kom i hænderne på en læge, der vidste, hvad han havde med at gøre.

Sygdommen er arvelig, og familien har da også gættet, at hans far givet havde samme sygdom. Min mands datter har den også - dog i mindre grad.

Ja, - det er bare et forslag, som måske er værd at få undersøgt. Det handler om en blodprøve, og er således ikke vanskelig at konstatere, hvis man altså vel at mærke undersøger for det - og det gør man ikke sædvanligvis, netop fordi den er så sjælden.

Linette1

Min yngste søn bliver undersøgt på kryds og tværs. Han var til undersøgelse i onsdags. Her undersøgte man tarmene.
Det er netop det der med, at blodet koagulerer for hurtigt. Han har tykt blod siger de. Så han får Wafarin som blodfortyndende og han får målt INR hver uge.
Endnu er alt usikkert for ham og hans familie.
Hvordan klarer din mand sig? Her tænker jeg også arbejdsmæssigt og psykisk.
Min søn arbejder på en medicinalvirksomhed. Han har fast natarbejde, han har tjent mange penge. Det er stillesiddende arbejde.
Hans læge fraråder ham, at fortsætte med det. Han sidder stille på arbejde, og han sidder stille i bilen. Han bruger to timers kørsel for at komme til og fra arbejdet.
Alt synes usikkert for ham lige nu.
Han forventer, at blodfortyndende behandling er livsvarigt for ham.
Mange kommer med gode råd, som "penge er ikke alt", nej , men de er nødvendige.
Han havde udset sig et muligt andet erhverv, men det koster 8000 kr. i nedgang i udbetalte kroner og ører hver måned.
Men der må gives tid til, at familien sunder sig lidt ovenpå forskrækkelsen, og selv stikker kursen ud for fremtiden.
Endnu danser min søn runddans med sig selv, hvor jeg anbefalede ham, at få en tid hos lægen, hvor han er alene, og kan få en snak. Eller han kan, som da han var barn, gå sig nogle ture alene ved stranden, for at slippe væk fra velmenende råd fra alle sider, hvor det vigtigste er, at han finder sit eget ståsted, midt i det hele.
Linette

lotte123

Åh, hvor jeg kender det. Jeg har selv det, der så flot kaldes fibromyalgi,(som er et fint navn for den "skraldespand, man ikke kan finde ud af, hvad er, men nu har man fundet et flot navn) og der kan skrives tykke bøger om alle de mere eller mindre velmenende - primært totalt ubrugelige - råd jeg har fået gennem årene, så jeg forstår til fulde din søn, der bare ikke orker flere råd.

Grunden til, at jeg alligevel nævner det her, er netop at det er en så sjælden sygdom, at mange læger slet ikke tænker på den. De gange min mand har været indlagt, siger han naturligvis, at han har denne mangel, og lægerne bliver faktisk straks ret årvågne, og siger, at ja, den har de vist nok hørt om på lægestudiet - og så beholder de ham gerne et par dage ekstra, for de skal lige hjem og læse, og så kommer de tilbage med supplerende spørgsmål. Min mands fordel er, at han altid får tip-top behandling - netop fordi det er spændende og givet giver lægerne en afveksling i dagligdagen.

Han er nu 62 år og gik på efterløn her sidste efterår, og han har gennem årene klaret det mere end forbløffende godt. Han har også haft stillesiddende arbejde, men har altid været meget fysisk aktiv i sin fritid, så det har kompenseret, men det har givet været en fordel - denne fysiske aktivitet. Han har dog haft et par blodpropper, men da han er så meget under kontrol med sin blodfortyndende medicin, så har det heldigvis været i den lettere genre, men ja - risikoen er til stede hele tiden. Og ja, det var et valg fra vores side, der da lige skulle tænkes over, da vi nu her i sommer har kørt rundt i ødemarken oppe nord for polarcirklen i seks uger. Der er langt til hjælp, hvis det skulle være. Vi har dog valgt, at livet er, som det er og hvis det var gået galt, så var det nok fordi det var meningen - og det gjorde det jo heldigvis ikke. Tvært i mod er det jo også et sted, der i den grad giver ro i sjælen, og det er vel i grunden det bedste, vi kan byde os selv. Jeg har også fået det mange gange bedre med mit helbred af denne tur.

Mit forslag til din søn er egentlig bare, at næste gang han skal til undersøgelse, så kan han lige sige, at han da har hørt om Protein S-mangel, som et af de hundreder af forslag, han givet har fået, og så bare spørge om det er noget, de har undersøgt for. Mere skal der ikke gøres ved det. Da den er så sjælden er sandsynlighed da givet heller ikke stor, men så kan der da også krydses af ved den.

Den kan i øvrigt heller ikke helbredes, men den kan holdes i ave.