Ældre, hvor er I ?

persille1

Hej

Jeg kan vist ikke helt holde mig væk, ser det ud til. Jeg kan ikke undvære jer, lotte123


Jo, jeg syntes filmen var god, Linette, vi har to til. Jeg mangler at se den sidste. Jeg håber de viser et par baller fra forsamlingshuse og nogle kjoler. Det er vist mænd, der har filmet. Jo, der var forresten en smule om det at være husmor. Mænd troede vist kvinder elskede og var skabt til kun husligt arbejde.
Det var en reklame film for husmoderafløsere, hvor lægen siger til en syg kvinde: "Har De nogen til at passe mand og børn".
Husmoderafløseren "elskede" sit arbejde, ikke for at tjene penge, men for at hjælpe andre. De må da have spist søm.

Min far kunne f.eks. ikke koge en kedel vand uden den "brændte" på. Han kunne ikke tage et stykke mad selv. Så fik han intet at spise. Først passede hans mor ham og så hans kone.
Jeg gjorde det samme med min mand. Men jeg er blevet klogere, tror jeg da nok. Hm....... Mine sønner kan alt "ihverttilfald".....

Linette1

Vi lærte det jo i skolen. Husgerning og håndarbejde var tilrettelagt sådan, at vores opgaver i hjemmet i ord og praksis, skulle gøre os, til gode og dygtige husmødre, hvis eneste opgave i livet var, at sørge for familien, uden egentlig at få noget for det.
Lige det her område, var noget vi på en kandidatuddannelse fandt ud af, at kvinder faktisk har været dem, der helt uden indtægt, har fået vores sundhedstilstand op og forlænget vores levetid, bare ved, at vi lærte om hygiejne, og tog det til os.
Det var noget vi egentlig blev lidt stolte af. Se bare på de film og se bag de aktiviteter der var, i skidt og møg, og alligevel formåede kvinderne, at gøre sundhedstilstanden bedre. Det er ikke kun lægerne der skal have roser for det, for kvinderne var dem der udførte arbejdet.
Hvor mange kvinder havde ikke et rengøringsjob eller suplerede indtægten som vaskekone eller rullekone. Det var ikke velset, for det betød også, at manden ikke kunne forsørge familien.
Jeg husker fra mine ferier hos familie i København, at mange kvinder havde et hjemmearbejde. Min tante syede lampeskærme, hvordan hun end bar sig ad med det i den lille bitte lejlighed, men det gik. I et andet hjem trak husmoderen snore i plasticposer. Luksus fandtes ikke. Jeg fatter ikke den dag i dag, hvordan de dog kunne leve i disse omgivelser. Jeg har tilsyneladende været lidt mere priviligeret, og altid haft god plads.
Det sidste gør så også, at jeg er lidt nervøs for, når jeg en dag må sælge mit dejlige hus for at flytte i lejlighed.
Som enlig pensionist er jeg kun berettiget til en lejlighed på 60 m2, det er jo ikke til at holde ud. Jeg tror slet ikke, jeg kan finde ud af, at indrette mig på så lidt plads.
Jeg bor på nuværende i et dejligt hus på 226 m2, og jeg bruger stort set hele huset. Derudover er der en garage, som også er nyttig. Men det er sikkert urealistisk at forestille sig, at jeg magter det så mange år endnu. Lige nu hjælper naboer og børn med det grove havearbejde. Jeg kan selv holde haven fri for ukrudt og sådan noget, men klippe hæk og skære beplantning, det kan jeg ikke.
Jeg må nyde det, så længe jeg kan. Jeg er meget, meget glad for mit hus. Min mand og jeg købte det i 1971, hver eneste plante i haven har en særlig historie. Huset var nybygget, og den gang lå husene bogstaveligt på en mark. Det var en helt ny udstykning.
Men sådan er livet jo. Det varer ikke ved. Nogen gange håber jeg, at jeg dør før det bliver nødvendigt at sælge huset.

persille1

Hej , ja, det er ikke døden, man frygter, det er ikke at kunne følge med mere. Somme tider tænker jeg, at man enten ikke ved af noget eller også er der et liv hensides. Og så kan det da være lige meget.
Men, hvis ikke der er noget, så frygter jeg ikke at kunne følge med i alting. Sikken en gang vrøvl. Så ved man jo ingenting. !! Nå, men alligevel, altså.

Men noget er der, hvad enten det er liv efter døden eller en parallelverden. Jeg har med mine egne øjne, samt en andens, altså vi var to tilstede, set et spøgelse. Det var ganske tydeligt, men grå i farven og gennemsigtigt.


Jeg har vist også været noget priviligeret, for vi boede på landet og min far var ikke arbejdsmand, vi havde tilmed bil. Det var der bestemt ikke mange, der havde. Jeg lærte også et fag, men blev så gift. De første år arbejdede jeg ikke, for som du siger, det var ikke så velset. Så var man jo ikke "noget".

Noget gjorde mig rasende, når man slæbte to små børn og indkøb med hjem fra byen og man mødte en mandlig bekendt: : Nå, du går rigtig og hygger dig.
Eller, hvis man talte med en anden kvinde og en mand kom forbi: Nå, I står rigtig og SLADRER. Men man smilede bare høfligt.

Jeg kom også på ferie i København, men så kun de pæne ting. Jeg kunne ikke forstå, man talte om de stakkels københavnerbørn, som skulle på landet og have sol og mad. Jeg anede ikke, før jeg så filmen, hvor slemt nogen kunne bo.

Man var ikke sig selv, men manden. Man var hans navn og stilling. Jeg kom på sygehuset, spurgte de om min stilling !! nej, det var: Hvad er Deres mand. Mit navn ville hun dog have. Men ellers hed man : FRU ""Jens Petersen"". Eller FRU "Direktør Ove Snobbenfeldt".
Jeg var fræk, så jeg sagde, det ikke havde med sagen at gøre, hvad min mands stilling var. Men det skal jeg lige love for det havde.

Jeg kan godt blive lidt betænkelig over mange unges uvidenhed på mange ting.
Der siges, de ved mere i dag, tjae, joe, om hvad ???? Nåe jo, de er mere selvbevidste. Somme tider lidt for meget.

Linette1

Jeg tror simpelthen, at mænd tror, at det at gå hjemme, er lig med ikke at lave noget. Og hvem var værst til at holde liv i den forestilling - det var såmænd kvinderne selv.
En mand ville ikke kunne holde et liv som hjemmegående ud. Jeg kan da endnu huske hvor træls det kunne være. Jeg har fire børn. De kunne nok sætte deres mor i gang. Alene sådan noget som vasketøj, ja jeg vaskede flere maskinfulde hver dag. Det skulle også tørres og noget af det stryges. Nogen gange kunne jeg føle mig meget ensom. Mange gange talte jeg ikke med andre voksne mennesker udover mælkemanden. Ordene var de samme hver dag: Godmorgen, to sød. Jeg betalte og gik tilbage til mig selv igen. Børnene var ikke i børnehave, så evig og altid snakkede jeg kun med børn. Ind i mellem var det uudholdeligt for mig.
Opbakning udefra var der ikke. Jeg havde jo en god mand, han forsørgede os jo godt, så hvad bildte jeg mig ind?
Det hjalp lidt da vi flyttede i hus. Her var der andre hjemmegående og børn var der mange af. Så børnene kunne lege med andre børn og mødrene snakkede sammen om lidt af hvert. Men igen blev man vurderet efter hvad ens mand var.
Jeg har en videofilm fra 1987 fra en familiefest. Det er så tydeligt, at man græmmes. Generationen før os brugte meget: Min mand ...... kvinderne havde ligesom ikke indtaget deres eget liv.
Hvad hedder de andre film du har?
Med hensyn til, at bo i København og mine ferier der, var den del af min familie lidt priviligeret. Der var frisk luft og store friarealer udenfor. De havde selv en lille bitte have, men dog en have.
De boede i de gamle arbejderboliger der havde hørt til Tuborg bryggeri, og lå altså i Hellerup. De var meget små. Toiletter var indrettet så man skulle gå ca. 50 m. på gårdspladsen. Her var der mange toiletter med træk og slip. Ligesom i vore dage, hvor vi står i kø ved toilletterne i de store varehuse og lg. steder. Men der var ingen håndvask og i det hele taget ikke særlig indbydende, men dog bedre end de fleste steder, for mange var det en luksus, at der var disse toiletter.
Linette
I dag er hele det område lavet om til vild luksus.

persille1

Nu gik jeg op og kiggede i min mands gemmer. Han havde flere end jeg vidste.
Den en er den, du talte om: Dengang i Danmark. 1945 til 1970.
Så er der nogle, hvor det pensles mere ud, mener jeg.
Mod bedre tider. 1950 til 1955
Det lysner i det lille land. 1955 til 1959
Danskernes egen historie. Fra 1916 til i dag
Det nye land. 1919 til 1929
Der er endnu flere i serien, men det er dem vi har.

Linette1

Så må jeg ud og se efter de film. Det er sjovt, at det er spændende at se det som det var.
Til en anden historie.
Jeg har en ring, som jeg har arvet. Min mormor var den der arvede den først, så den er meget gammel. Den lå altid i en skuffe, og blev aldrig brugt. Derimod gav den anledning til megen ballade i familien, det fortaltes, at det var en dyr ring.
Så arvede min mor den, og den lå stadigvæk bare i en skuffe, hun gik aldrig med smykker.
I 1987 arvede jeg den så efter min mor. Den har så ligget i mit smykkeskrin indtil i aftes. Jeg har selv dyre smykker, som min mand gav mig. Han havde bl.a. givet mig et par øreringe med en lille rubin i. Jeg syntes den arvede ring passede meget fint sammen med, så det tog jeg på i aftes.
Den arvede ring er egentlig rigtig sød, når man kigger lidt nærmere på den. Den virker ikke som om den næsten har 100 år på bagen.
En af damerne jeg var sammen med i aftes sagde så. Det er granater, de er ikke ret dyre.
Jeg havde et ærinde til en guldsmed i dag, og tog så mine "granater" på. Jeg spurgte om de kunne se hvad det var for nogle sten.
Det viste sig at være rubiner, tre pæne rubiner. Det havde jeg godt nok på fornemmelsen.
Men nu tør jeg da ikke have den på.

persille1

Hvordan kan en hjælpemiddelcentral bare aflevere en telefon til en meget gammel næsten blind dame, den skal både samles og numre oprettes. Værsgo, klar dig selv. Så kan det da være helt ligegyldigt, den er ubrugelig, men fint ser det jo ud på papiret med hjælpemidler til ældre.
Jeg mener faktisk det er spild af penge.

Linette1

Persille, man forventer at pårørende ordner det praktiske med sådan en telefon.
Er det en med store taster? Det kan godt være, at den ældre kan se de store tal, selvom vedkommende er næsten blind.
Man plejer ikke at dele hjælpemidler ud, hvis det ikke er til nogen nytte.
Linette

persille1

Ja, det er med store taster. Men nu har flere prøvet at finde ud af systemet og det er håbløst.
Jeg forstår heller ikke man forventer der er pårørende i nærheden, der kan/skal klare det. For det er der ikke.

citat
Man plejer ikke at dele hjælpemidler ud, hvis det ikke er til nogen nytte.
citat slut

Nej, måske ikke, men når de ikke kan fungere, hvad så. Så er det spild af penge.

Linette1

Persille, hvis du ikke har oplevet sådan noget før, så bliver du overrasket. Noget helt andet er, at hvis den ældre ikke har en fastnettelefon, så kan man ikke installere et nødkald. Kommunen forlanger et abonnement hos TDC.
Er der tilsluttet et nødkald? Hvis ja, så skal kommunen ud og sætte det op.
Kan telefonen ikke bruges uden at man sætter numre op o.s.v.?