Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Her inden påske pause må vi lige have lidt andet. Når jeg giver udtryk for noget bruger jeg mange usikkerheds ord som: måske, vel, nok, eller, tror jeg og spørgsmål; alt bliver relativt, tager højde for at andre ikke er enige. Jeg øver mig i at tale i mere bestemt form, gad vide hvor længe det tager at turde eller kunne - en evighed. KH Helle8
Den problematik kender jeg så udmærket.
Der er ingen tvivl om, at jeg i min barndom lærte mig at lade være med at udtrykke mig fast og sikkert, for så ville jeg kunne angribes. Det var noget af et chok, da jeg i sin tid opdagede, at selv min måde at udtrykke mig på, var en forsvars- eller beskyttelsesmekanisme.
Med alle disse 'usikkerheds-ord' havde jeg altid taget forbehold, så jeg kunne vende på en tallerken og fuldstændigt skifte holdning og mene noget helt andet, hvis det viste sig, at andre havde en anden mening, der jo så var 'mere rigtig' end min.
Det var først i min terapi, jeg blev bevidst om det, fordi min terapeut konfronterede mig med det. Så jeg lærte det på den hårde måde. Når jeg kom med nogle af disse utydelige, slørede udtalelser, så spurge han f.eks.:
- 'Og hvad mener du så egentligt?'
- 'Øh, det har jeg jo lige svaret på'
- 'Nej, det har du faktisk ikke', kunne han så sige.
Eller også stillede han igen præcist samme spørgsmål, som han lige havde stillet én gang og jeg sagde, at det havde han jo lige spurgt om. Han kunne så sige: 'Ja, men du svarede ikke på det'.
Ligeledes måtte jeg i terapien lære at give klart udtryk for, hvad jeg havde behov for, at vi arbejdede med. Engang da jeg prøvede at slippe udenom og få ham til at komme med forslag til det, så sagde han bare, at så måtte jeg tænke over det og så sad vi bare helt stille, til jeg fik sagt, hvad jeg ville arbejde med. Det var så rædselsfuldt, så fremover var jeg altid velforberedt og helt tydelig omkring, hvad terapien skulle handle om.
På den måde lærte jeg, at det var vigtigt, at jeg udtrykte mig klart og tydeligt, hvis jeg ville forstås rigtigt og have mine behov opfyldt. Mine 'usikkerheds-ord' gjorde faktisk andre folk usikre på mig og i tvivl om, hvor de havde mig og det fik dem til at trække sig væk fra mig. Det ønskede jeg bestemt ikke, så jeg tvang mig selv til at begynde at udtrykke mig klart. Grænseoverskridende og angstprovokerende, men det var nødvendigt for mig. Efterhånden blev det bare naturligt.
Når det handler om mig selv, behøver jeg ikke længere nogen 'usikkerheds-ord'. Jeg kan fuldt ud stå inde for mine egne tanker, følelser og meninger. Noget andet er selvfølgeligt, når jeg forholder mig til andre og andres problemer, for så kan jeg ikke vide noget med sikkerhed og så kommer de ord ind igen.
Så hvor længe det tager, før man kan udtrykke sig anderledes? Helt individuelt. Det kommer an på, hvornår man har fået byggt tilstrækkeligt selvværd og mod op, så man er parat til at stå inde for sig selv og ikke længere er for bange for andres reaktioner. Mener jeg :-)
God påske.
KH Helene
Ja, vi har berørt emnet før, jeg er bare ikke så langt fremme i processen at jeg altid véd eller kan mærke hvad jeg mener eller føler, så er der lang vej igen. Jeg er kun i opmærksomhedsfasen, jeg øver mig her.
Det kan jo være svært også fordi omgivelserne ’smitter’, når jeg hidtil har været en 'medløber', må jeg vende fuldstændig om, for at gå den anden vej, mod strømmen. Puh, det er noget af en mundfuld, og andre bliver trætte af en, hvis man hele tiden gør opmærksom på deres ’helgarderinger’, så kan der gå gang i en hel skyttegravskrig; ’Du skulle nødig snakke, fej for din egen dør osv.’
Ups! Her har vi det tunge skyts fremme, jeg får brug for terapi forslagene til ligeværdig kommunikation, kan jeg mærke. Nu får det stå prøve med/ved venne- og familiebesøg.
Jeg må lige lave noget andet som letter tankerne, (tror jeg).
Bevidsthed om et problem er en forudsætning for at kunne gøre noget ved det. Jeg kunne jo heller ikke forandre tingene fra den ene dag til den anden.
Bl.a. brugte jeg lang tid på bare at observere, hvad der skete mellem mennesker i både den verbale og non-verbale kommunikation.
Ja, det er en prøvelse, man udsættes for, når omgivelserne prøver at trække én tilbage til den vante rolle.
Personligt tror jeg ikke, at det fører til noget at konfrontere omgivelserne med deres adfærd. Hvis de var åbne for forandringer og for at lytte, så havde de nok gjort det for længst. Man kan alligevel ikke forandre andre.
Jeg tvivler derfor på, at du kan lære din familie ligeværdig kommunikation. Du ved selv, at det har haft en grund og en funktion for dig, at du har udtrykt dig uklart. Omgivelsernes måde til at udtrykke sig som de gør, har også en grund og en funktion.
Til vi ses?
KH Helene
Så er ferien forbi og jeg er tilbage til min hverdag, jeg fik ladet lidt op, men også en ny fornemmelse, knude i maven, når der blev sagt SKAL, den kommer igen når jeg tænker på det. Ellers gik det heldigvis meget fredeligt.
Nej man kan ikke ændre andre, og det er rigtigt det er virkelig en prøvelse at observere med den nye opmærksomhed, det gør nærmest ondt, fordi jeg elsker familien, men véd at det ikke kan lykkes at få alle med på vognen uden terapi. Jeg tror dog det bliver lettere for mig og de fleste af os at tale i med den nye omgangstone fremover, selvfølgelig vil det tage tid at vænne os til den, hvis det lykkes, ville jeg håbe den kunne smitte lidt af, på en positiv måde overfor ’problembarnet’. Det er godt at det snart er terapi tid igen, så jeg kan få vendt de problemstillinger der er dukket op. KH Helle8
Fint, at du mærker, at du ikke tåler ordet 'skal' og simpelthen reagerer fysisk på det.
Også rigtigt fint, at du har kunnet være sammen med familien og har kunnet være opmærksom og registrere nogle ting på en helt ny måde.
Men ja, det gør også ondt, for man er jo på vej væk fra de sædvanlige mønstre og kan ikke helt være en del af det, som man plejer.
Det lyder som om, at din forandring kommer til at påvirke flere fra din familie positivt. Det er jo stort.
Hilsen Helene
I dag ville jeg vente med at skrive til efter terapien. Tak for dit positive svar.
Jeg er lettet, men opmærksom på at der er meget lang vej endnu til at jeg i samtaler, mestrer at blive ved mig selv, give udtryk for følelser og andet på en god forståelig måde, nu har jeg fået det gentaget samtidig med nogle redskaber til at beskytte mig selv og undgå fornemmelsen af at blive slået i hovedet dukker op igen. Det bliver ikke sidste gang vi har talt om det.
Jeg er heller ikke - langtfra - færdig med at blive distraheret af mine egne tanker, føle mig ved siden af mig selv, eller ikke kunne finde mig selv og alle de andre spøgelsesagtige fornemmelser. Sløret er løftet for at forstå nødvendigheden af tidsubestemt terapi! KH Helle8
Det er meget positivt, at du begynder at forstå nødvendigheden af tidsubestemt terapi. De problemer her er ganske rigtigt ikke nogen, der kan løses hurtigt. Tilgengæld er alle de forandringer, der sker i et terapiforløb og i arbejdet med sig selv dybe og vedvarende.
Det lyder som om, at du arbejder rigtigt meget på at skabe forandringer og det er rigtigt stort. Det kan være svært at lade ny forståelse give sig udtryk i anderledes handlinger.
For mig lyder det bestemt som om, at du stille og roligt er ved at arbejde dig ud af glasboblen og tågen.
Hilsen Helene
Det er ambivalent at synes det går godt, på den ene side klarede jeg mig jo igennem, på den side har jeg følt behovet for terapi og synes aldrig jeg kunne finde det tidspunkt hvor jeg var klar til at slutte, i de tilbud jeg har været igennem har det været terapeuten som mente at jeg godt kunne klare mig uden. Først i dette forløb fik jeg fortalt det væsentlige og det gør absolut en forskel for mig at kende den dybereliggende årsag.
Der er en del ting jeg gerne vil gøre i dag, alligevel er jeg langsom til at komme i gang og i øvrigt har jeg langsomme bevægelser, undtagen hvis jeg koncentrer mig rigtig meget om at tænke eller sige et ord som har med opgaven og bevægelsen at gøre, det hjælper også lidt hvis jeg har travlt, så er der ikke tid til at snakke med mig selv om hvad jeg har lyst til at have på og f.eks. beslutte om en ting kan være her eller der, det er en tidsrøver. For det meste får jeg ikke tingene fra hånden før det er absolut nødvendigt.
Ordet ’ses’ fra før ferien betød egentlig bare noget med kontakt på den ene eller anden måde, sproget er nok præget af at bruge øjnene mest til at opfatte ting og omgivelser med. KH Helle8
Forskellige steder var der noget jeg gerne ville være med til; selvom det kunne have ladet sig gøre, kunne jeg mærke, jeg havde brug for at være mig selv, samme følelse som at mærke MIG; den dukker også op når jeg har lyst til at sidde med en pude på maven, som hjælper mig med at mærke mine følelser og når det er nødvendigt, kan beskytte mig mod at blive mindet om de tidlige ubehagelige hændelser.
KH Helle8