Tilbagevendende depressioner?
Helle8
✭
Egentlig vil jeg bare gerne stille spørsmålene: Er det noget du kender til? Hvad udløser det for dig? Hvad gør du for at få det bedre? Jeg kender selv til det med interval af ca. 2½ år, jeg har kigget forskellige steder i debatten og kunne ikke finde noget som lignede. Tak Helle8
Kommentarer
Ja, jeg har livet igennem lidt af tilbagevendende depressioner, der med mellemrum dukkede op.
Jeg fik ikke hjælp men bed tænderne sammen og kæmpede mig igennem. Ubevidst blev jeg bedre og bedre til at lukke af for alle følelser, så jeg efterhånden ikke mærkede noget og bare fungerede på automatpilot.
Det blev jeg selvfølgeligt syg af, så som 43 årig startede jeg i et terapiforløb. Terapien åbnede for de følelser, jeg havde lukket af for. Derved fandt jeg årsagerne til depressionen og kunne få bearbejdet dem. Det var helt klart, at depressionen havde været konstant og altid havde ligget under overfladen. Perioderne med depression var, når den 'gik i udbrud'.
V.h.a. terapien fik jeg bearbejdet årsagerne, så i dag har jeg ikke længere nogen depressive tendenser.
Hilsen Helene
Ja, tilbagevendende depressioner – dem kender jeg godt. Jeg har haft 20!
Det er besynderligt, at der somme tider er et bestemt interval imellem. Hos mig var der 7 år mellem den første og den anden, og 7 år mellem den anden og den tredje. Derefter kom de med kortere og kortere intervaller, afhængig af hvor meget belastning, jeg var udsat for.
I øvrigt var der også 7 år mellem min fars første depressioner, og 7 år mellem de to depressioner, min bror havde. Det er meget mærkeligt.
Det har været meget forskelligt, hvad der har udløst mine depressioner: Den første var udløst af vanskeligheder under et udlandsophold, som jeg ikke lige var rustet til at tackle. Den anden kom som efterreaktion på en skilsmisse efter et kortvarigt og meget kaotisk ægteskab. Den tredje kom som reaktion på min brors selvmord.
En enkelt depression var udløst af medicin, som jeg fik mod for højt blodtryk (en såkaldt betablokker).
Derudover har jeg stillet for store krav til mig selv i forhold til de ressourcer, jeg havde. Men det er jo lidt svært: Når vanskelighederne vælter ned i hovedet på én, så prøver man jo at klare sig så godt man kan.
Jeg er nok det, man kalder et særligt sensitivt menneske, og det vidste jeg ikke før ret sent. Jeg var ikke klar over, at man som særligt sensitiv nemt bliver overbebyrdet af alt for mange indtryk, og at det også udgør en belastning, der kan få læsset til at vælte.
I det hele taget har mit liv været præget af, at jeg i alt for høj grad har taget mig sammen og har lukket af for følelserne. Og det er ikke så godt. Energistrømmen i kroppen forhindres i at flyde frit, når musklerne er krampagtigt stivnede, enten fordi man vil tage sig sammen, eller fordi man lukker af for følelser. Man kan godt opfatte depression som fastfrossen og stivnet energi.
Så har jernmangel i øvrigt været udløsende eller medvirkende årsag til en hel del af mine depressioner. Og det er smadderærgerligt. Jeg vidste ikke, at man kunne få depressioner af at mangle jern (eller D-vitamin). Og ingen læger tænkte på at måle min blodprocent. Tankegangen var nok, at mine depressioner var arveligt betingede, når nu de fleste i min familie også led af depressioner. Men selv om man har en arvelig betinget ekstra sårbarhed over for at få depression, kan man jo godt have jernmangel!
I de seneste 9 år har jeg været depressionsfri. Jeg fandt ud af, at naturmedicinen perikon kunne hjælpe mig. Og derudover har jeg haft meget glæde af kropsorienteret psykoterapi. Jeg kunne nok godt have brugt mere terapi, men jeg synes, at det var så dyrt, og jeg vil gerne have råd til andre ting også. Men jeg prøver at huske mig selv på, at jeg skal blive bedre til at mærke min krop, sådan at jeg aldrig mere går ud over mine grænser.
Mange hilsner
Kamliadamen
Jeg kan se, at du har fundet årsagerne til din depression. Depression starter i barndommen, for det er dér årsagerne ligger. Så længe opvæksten er ubearbejdet, dukker depressionerne op igennem livet.
Det er meget vigtigt, at terapi ikke hun handler om adfærdsændringer (kognitiv terapi) men også går ud på at bearbejde det, der er sket i barndommen. Især hvis det handler om seksuelle overgreb. De sætter sig lange og dybe spor både fysisk og psykisk.
En opvækst med misbrug og svigt, skaber et elendigt selvværd. Det er klart, at det opretholder depressionen, når man i døgndrift skal leve sammen med en person (sig selv), som man ikke bryder sig om. Derfor er det vigtigste at lære at holde af sig selv.
Ja, jeg ville bestemt også ønske, at mennesker blev bedre til at tage sig af deres børn. Problemet er bare, hvor de skal lære det henne? Forældreevne eller mangel på samme er noget, der skabes igennem de oplevelser, man selv har som barn. Børnene har det aldrig bedre, end forældrene har det.
Kærlig Hilsen Helene
Ja, overgreb i barndommen tror jeg, at mange kender til. Og jeg tror, at det er en vigtig årsag til depression. Jeg vil give dig ret i, at det er mærkeligt, at folk ikke bliver bedre til at behandle deres børn ordentligt. Men Helene har selvfølgelig ret i sine betragtninger om det.
Normalt lægger jeg ikke mærke til reklamer, heller ikke her på Netdoktor. Men lige netop i går, da jeg skrev mit indlæg til dig, var der en reklame, der irriterede mig så meget, at jeg lagde mærke til den. Den findes på den side, hvor denne tråd er. Der er en mand i en rød trøje, der åbenbart har ondt i ryggen og så spørges der:
”Kan ondt i ryggen være et tegn på depression?”
Normalt ville selve irritationen over en reklame gøre, at jeg i hvert fald ikke kigger nærmere på den, men i går gik jeg ind på den pågældende hjemmeside.
Tilsyneladende er det udmærket og overskuelig oplysning, man får. Jeg læste ikke det hele, for der står meget, men jeg bed mærke i to ting, som i hvert fald er diskutabel information:
For det første skriver psykiater Mogens Undén, at depression er ”… en alvorlig sygdom, der har sit udspring i hjernen.”
Han har sikkert ret. Men det er jo en sandhed med modifikationer, for hvad er det, der får disse signalstoffer i hjernen til at komme i ubalance? Det er naturligvis den belastning, vi bliver udsat får, hvad enten det er kronisk sygdom eller eftervirkninger af overgreb i barndommen eller noget helt tredje. Derfor synes jeg, at det ville være mere korrekt at skrive, at depression kommer af belastninger.
For det andet så jeg under ”Myter”, at en af de fejlagtige myter skulle være, at ”depression skyldes en traumatisk barndom” og at det derfor er nødvendigt med langvarig psykoterapi. I stedet anbefaler Mogens Undén kognitiv terapi, der arbejder med at ændre tankemønstre.
Det er meget mærkeligt, at en professional udtaler sig på den måde. Der er selvfølgelig individuelle årsager til depression. Derfor er det lige så meget en myte at sige, at depression IKKE skyldes en traumatisk barndom. Det er jo individuelt!
Og det er individuelt, om kognitiv terapi hjælper. Du er selv inde på, Helle, at du arbejder med at ændre automatiserede handlinger. Så vidt jeg forstår, er der i dit tilfælde tale om handlinger, hvis oprindelse skyldes overgreb i barndommen.
Min erfaring er, at kognitiv adfærdsterapi er en alt for overordnet og af den grund desværre alt for overfladisk terapimetode, når det drejer sig om eftervirkninger fra overgreb.
Kognitiv terapi går jo ud fra, at det kognitive, altså den intellektuelle side af os (og vel også vores bevidste vilje) er overordnet alting og i hvert fald overordnet vores krop og vores følelser, som ifølge denne terapiretning kan håndteres og kontrolleres ved hjælp af vores glimrende intellekt.
Min erfaring er bare, at overgreb i barndommen afspejler sig i kroppens reaktioner og i følelserne, altså noget langt mere basalt og grundlæggende, som vores forstand ikke har magt over. Derfor er man nødt til at benytte sig af en terapi, der arbejder med kroppen og følelserne.
Nu skriver du ikke, hvilken type terapi, du får. Jeg ville bare fortælle om mine erfaringer.
Og jeg bliver ved med at undre mig over, at eksperter udtaler sig mod bedre vidende.
Mange hilsner og god weekend
Kameliadamen
Jeg har ikke tidligere hørt om at man kan være kronisk depressiv, med behandlingskrævende 'anfaldsperioder'. Jeg er ikke i tvivl om hvornår jeg har brug for medicin - negative tanker fylder hovedet, der er ikke plads til at være realistisk eller positiv. Min læge synes jeg kommer for tidligt, til gengæld kan jeg nøjes med en mild dosis.
Er nogen af jer medlem af depressionsforeningen, og hvad får I ud af det? Helle8
Du skriver, at du paradoksalt nok fik en depression efter forløbet med gruppe- og tegneterapi. For mig lyder det ikke paradoksalt. Når man har tunge ting med sig og arbejder med dem i terapi, så er det ikke mærkeligt, at det 'vælter frem'. Det kan jo være som at tage proppen af en flaske med overtryk.
For mit eget vedkommende medførte det ca. 2 år, hvor jeg nærmest kun lå i min seng og steg ud af den, når det var højest nødvendigt - hivlket vil sige, når jeg skulle i terapi. Derefter begyndte det at vende.
Depression kan jo vise sig på forskellige måder og man reagerer forskelligt på det. Jeg kunne ikke oprette et tilnærmelsesvis normalt liv, da først jeg havde fået taget hul på problemerne og det var heller ikke mit behov.
KH Helene
Nej, jeg har ikke prøvet at være medlem af Depressionsforeningen. I de årtier, jeg har haft problemer med depression, var depression ikke så udbredt som nu. Jeg følte faktisk, at jeg var meget anderledes end andre. De gange, jeg har oplevet gruppe-terapi, har jeg ikke kunnet genkende mig i de andres problemer. Så jeg har ikke opsøgt andres erfaringer – før i de seneste år, i debatter på Internettet. Det, synes jeg til gengæld, er meget givende.
Jeg har meget brug for at efterbearbejde hele forløbet med de mange depressioner. Og den proces kan godt tage lang tid. Når jeg udveksler erfaringer om depression med andre, synes jeg, at jeg får nogle ting bearbejdet rent følelsesmæssigt, og jeg har da også lært noget af det. Men for mig er det bedst, at det foregår skriftligt og anonymt.
Du skriver, at du ikke tidligere har hørt, at man kan være kronisk depressiv. Nej, man er jo tilbøjelig til at tro, at den form for depression, man selv kender til, er den eneste slags, der findes
Men på dette område har jeg virkelig lært noget af disse debatter: Depressioner er meget forskelligartede, og årsagerne er individuelle.
Normalt siger sagkundskaben, at en ubehandlet depression typisk varer 6-12 måneder. Det kan man f.eks. læse her:
http://www.medicinmedfornuft.dk/dk/den_ ... ndling.htm
Det svarer også til min erfaring. Jeg har enkelte gange stridt mig gennem depressioner uden et antidepressivt middel, og det er også min erfaring, at en depression går over af sig selv efter et antal måneder. Sædvanligvis er et sådant forløb bare så hårdt, at det ikke kan anbefales. Desuden siger eksperterne jo, at hjernen tager skade af det! Jo hurtigere en depression går over, jo bedre for hjernen!
Imellem depressionerne har jeg altid været fuldstændig rask. Og det er, så vidt jeg forstår, også det almindelige.
Men igen: Depressioner er vidt forskellige.
Når man har tilbagevendende depressioner, plejer sagkundskaben at anbefale, at man tager antidepressive midler i et længere forløb, evt. resten af livet. Er du ikke blevet anbefalet det?
Jeg fik at vide af læger og psykiatere på et tidspunkt, at jeg var nødt til at tag et antidepressivt middel resten af mit liv. Desværre var der netop på det tidspunkt overhovedet ingen positiv virkning af de lægeordinerede midler. Derfor var det en stor hjælp, at jeg fandt naturmedicinen perikon. Jeg har taget det stort set hele tiden de sidste 9 år, men jeg tror, at jeg efterhånden kan undvære det, i hvert fald om sommeren. I år har jeg været på vinterferie sydpå, hvilket betyder, at jeg allerede trappede ud af det i februar. Så det er en helt ny situation. Jeg mærker nu ikke den store forandring, for jeg har ingen bivirkninger af perikon. Men jeg ønsker, i så vidt omfang som muligt, at undgå at tage medicin, herunder naturmedicin.
Mange hilsner
Kameliadamen
Du skrev, at du har været udsat for overgrb i barndommen. For at behandling kan være effektiv, må den nødvendigvis målrettes bearbejdelse af overgrebene. Det ved jeg jo ikke, om din behandling har været. Depression er en typisk senfølge.
Kender du noget til senfølger? Ellers kan jeg foreslå dig at læse om det f.eks. på denne side: http://www.synlighedsdagen.dk/senfoelger2.html
Hilsen Helene
Uanset hvad man har været udsat for udløser det den samme slags problemer, sexuelle overgreb er dog det værste jeg kan forestille mig, som barn er man jo fuldstændig forsvarsløs overfor den voksne, som i situationen er den der har ret til at gøre det og det bliver 'normalt', på trods af barnets egen fornemmelse af at det er forkert.
Jeg har hørt om perikon som dog ikke går godt sammen med noget andet medicin jeg får, derfor ville jeg kun kunne bruge det en kortere periode eller ind i mellem. Problemet med den alm. antidepressiv medicin er at der går tre uger inden man får fuld effekt og iøvrigt skal man have den i tre mdr., når man begynder på piller, altså halverer det trods alt perioden, som jeg forstår det.
Som I giver udtryk for har jeg det også godt med at skrive anonymt om oplevelser og erfaringer her, det hjælper til at bearbejde problemerne for en og måske kan man endda være med til at gøre en forskel for nogen. Helle8