Tilbagevendende depressioner?

Helene2

Kære Helle

Det lyder sørme som om, der sker meget for dig lige nu og at det er rigtigt hårdt.

Forstår jeg det ret, at du har fortalt en person tæt på dig, hvad du har været ude for og hvordan det har påvirket dig? Det er virkeligt stærkt, at du handler og GØR noget. Det er et skridt ud af depressionen. Der er ikke noget at sige til, at du ikke har vidst, hvor du skulle gøre af dig selv bagefter. Men du fik positiv respons, kan jeg forstå. Det er jo stort og en sejr :-)

Jeg forstår dig så udmærket, at du langt bedre kan blive vred på andres vegne end på dine egne.
Da jeg fandt ud af, at jeg havde været udsat for seksuelle overgreb, fik jeg helt spontant tanken: 'Så er jeg også vred!'. Ikke at jeg følte vrede, men jeg vidste, at den var der – og der var rigtigt meget af den! I fire år prøvede vi i terapien on-and-off at få fat i den vrede, men der kom kun lige nogle gnister og så var den væk igen. Min terapeut lærte mig, at hvis man har stærke grænser, behøver man sjældent at blive vred, så det blev min løsning at opbygge grænserne i stedet for.
Jeg har også haft reageret med at blive ked af det i stedet for – og ja, det er grumset og ikke den ægte vare og det frustrerede mig utroligt meget.

Vi ligner ialtfald også hinanden med vores måde at skjule os på: Da jeg startede i terapi, blev jeg ret hurtigt klar over, at jeg helt ubevidst nærmest havde gjort det til en kunst at udtrykke mig så sløret som muligt og pakke alting ind, så det blev fuldstændigt ugennemsigtigt. Den ubevidste hensigt var, at jeg virkede imødekommende og åben og samtidigt forvirrede andre, så ingen rigtigt opdagede, at jeg aldrig svarede klart og tydeligt på noget. Det var min beskyttelse, for når jeg ikke afslørede noget af mig selv, kunne andre ikke angribe mig (sikke en mistillid!). Da jeg blev bevidst om disse mekanismer, var det tydeligt, at jeg på den måde hindrede mig selv i at opnå kontakt med andre mennesker – og det havde været et af mine store problemer gennem livet. Da jeg efterhånden begyndte at udtrykke mig tydeligere og give udtryk for mig selv, oplevede jeg, at andre mennesker reagerede meget positivt og det blev lettere at få kontakt, så det blev hurtigt en succesoplevelse.

Du satte jo gang i noget, da du startede denne tråd – også selvom du er anonym. Når nøden er størst er hjælpen nærmest, som man siger – hvis man altså søger den det rigtige sted.
Jeg forstår det sådan, at det har været et brud med din hidtidige selvopfattelse eller identitet, at du tog initiativ og handlede? Identitet… Hvordan kan man sige, hvem man er, når man aldrig har lært sig selv at kende? På et tidspunkt opgav jeg at besvare spørgsmålet om, hvem jeg er og nåede jeg frem til, at jeg bare er mig. Nu mener jeg, at man faktisk ikke kan forklare, HVEM man er – kun HVAD man er og det siger ikke rigtigt noget.

Du nævner det med grænserne overfor børn. Det er sandt at sige svært eller måske umuligt at sætte grænser, når man ikke selv har fået sat ordentlige grænser som barn. Man ved jo ikke, hvordan man gør og man har det dårligt med det. Tidligere følte jeg mig altid ond, når jeg prøvede at sige fra eller sætte en grænse og så fik jeg skyldfølelse. Så i stedet lod jeg være med at mærke mine grænser.
Nu ved jeg, at det faktisk er mere ondt, når man ikke sætter grænser. Mennesker (og især børn) har brug for den tryghed, som grænserne giver.

Og ja – så er det weekend igen. Jeg skal heldigvis ikke noget før på mandag, så det bliver en stille og rolig weekend her foran computeren.
Jeg håber, at du får gjort nogle af de ting, du gerne vil og får en god weekend, selvom der er meget uro lige nu.

KH Helene

Helle8

Kære Helene
Ja, jeg fik taget hul på at fortælle mine nærmeste om alt det her, og jeg fik den ventede forståelse. Der er endnu et par stykker som jeg må informere, det bliver om et par dage.
Bagefter tabte jeg ting ud af hænderne, jeg har for nylig haft en periode hvor det skete meget, jeg tænkte en del over hvad der var i vejen. I dag havde jeg det ikke godt, så jeg kom ikke afsted som jeg ellers havde aftalt, det hjalp ikke engang at være stædig, jeg kan måske nå det, senere er også ok. Jeg slapper lidt af ved at gøre noget andet og tænke: ’Du behøver jo ikke tage af sted.’
Hvor er det irriterende det kører sådan op og ned. Jeg kan godt forstå at dit system er bedøvet efter det du har været udsat for; jeg kan også have det sådan at jeg nærmest går i en døs selvom jeg ikke har misbrug af stimulanser. Det gør også at jeg har ’sorte huller’ og tit føler at jeg kun får det halve, eller måske mindre udbytte af oplevelser, når de endelig er der, jeg mente det kunne have med min fysiske udfordring at gøre, men nu har jeg et andet perspektiv?
Hvis det er i en drøftelse bliver det jeg siger ofte en gang ’ævlegrød’ for; 'hvad mener de andre nu', jeg skulle gerne være ok. Jeg spreder mig ikke over for meget og har kun jævnlig kontakt med en håndfuld veninder. I samtalerne kan jeg ofte tage mig selv i at gentage det jeg faktisk lige har sagt, på den ene side tænker jeg ’Åh nej hvad var det, nu skete det igen’ og på den anden more mig for mig selv, fordi jeg synes det ligner det som demente gør; fælles for det er måske at der allerede er ’optaget’ i hjernen. Paradoksalt nok bliver jeg irriteret hvis folk gentager noget: ’Ja, ja det har jeg forstået’ tænker jeg.
En ting er at vide oppe i hovedet hvad der er den rigtige, eller optimale måde at gøre tingene på, et andet faktisk at kunne. Mht. til at være ’synlig’ tydelig, og sætte grænser er jeg stadig på begynder stadiet, tiest kan jeg simpelthen ikke finde ud af det. Jeg kan godt handle, stadig mest på andres vegne, for at hjælpe, eller når jeg er tæt på at være desperat, nogle gange føler jeg mig nærmest presset af mig selv. Jeg er i tvivl om jeg er rigtig deprimeret for tiden, men har tit brug for de alternative beroligende piller, så overvejende alligevel ja.
De ting vi taler om her fik mig til at tænke på sætningen: ’Du kan få det med mig som jeg vil have det’, den rædselsfulde sandhed i det vi har været udsat for eller stadig er i. Det får en til umiddelbart at tro at man får sin vilje, men det er kun hvis det passer den anden! KH Helle8

Helle8

Kære Helene
Nå, jeg kom altså ikke afsted i går, jeg trængte åbenbart mere til at indhente lidt søvn. Lige nu kan jeg ikke lave så meget, jeg venter på at komme til at kunne få lidt frokost, jeg har spist lidt, men ikke nok til at undgå denne spildtids pause, når jeg har det sådan kan jeg heller ikke koncentrere mig om at træffe beslutninger, jeg må bare affinde mig, indtil det går over, når jeg kan finde ud af hvad jeg har lyst til at putte i munden. Lød det lidt knudret er det en præcis beskrivelse af hvordan det er at være mig lige nu. At være MIG er ellers også et udtryk, jeg har brugt, men nu med den nye dimension at jeg, for sjældent, kan mærke mig selv, når jeg gør noget der betyder en del for mit velbefindende i nuet og sandsynligvis har en positiv effekt for mig på længere sigt. KH Helle8

Helene2

Kære Helle

Jeg starter lidt bagfra :-)

Det var ærgerligt, du ikke kom af sted, men sådan skulle det jo nok være.
Du har fået bevidsthed om, hvor sjældent du faktisk mærker dig selv og det er jo positivt, for bevidsthed er en forudsætning for at forandre det, så det bliver bedre.

Du skriver: Det får en til umiddelbart at tro at man får sin vilje, men det er kun hvis det passer den anden!'
Så sandt, så sandt. Det er jo manipulation, så det vil noget. Engang har andre taget magten over vores følelsesliv (og dermed vores liv) fra os og det er den magt over vores egne følelser (og egne liv) vi skal have tilbage igen. For så kan man selv sige: 'Du kan få det med mig, som jeg vil have det' – i den forstand, at så kan man sætte grænser for, hvad man kan og vil være med til.

Hvor er det positivt, at du har fået fortalt dine nærmeste om det her og at de har vist forståelse. Det er jo ikke mærkeligt, at der så kommer en reaktion, så du bl.a. taber ting ud af hænderne.

Du skriver, at du sommetider kan gå i en døs, selvom du ikke bruger stimulanser, samt at du oplever 'sorte huller'. Sådan har jeg også haft det i udpræget grad. Det er en anden bevidsthedstilstand uden jordforbindelse. Min oplevelse har været, at det var fordi, jeg ubevidst var 'forsvundet væk'. Jo mere jeg fik bearbejdet i terapien, desto bedre kontakt fik jeg til mig selv, så jeg bedre kunne være i mig selv og så forsvandt denne forfærdelige tilstand efterhånden.
Så jeg mener ikke, at det har med din fysiske udfordring at gøre men at det har noget at gøre med den angst, der ligger imellem dit nuværende og dit sande jeg. Når man ikke tør være 'sig selv', er man jo nødt til at forsvinde væk – og det har jeg oplevet, netop som du beskriver.

Den angst viser sig jo også i det næste du skriver: At du tænker meget over, hvad andre mener og er bange for ikke at være ok. Dermed er vi tilbage til udgangspunktet: At det er helt essentielt, at man får bygget sig selv op og får styrket sit selvværd, så man tør stå inde for sig selv, sine egne meninger, følelser og grænser. Men det betyder, at man overvinder angsten for andres reaktioner. Det paradoksale er, at vi netop kommer til at virke anderledes, når vi gør os så store anstrengelser for ikke at være anderledes!

Men du har naturligvis helt ret: Én ting er i sit hoved at vide, hvad det optimale er – noget helt andet er at kunne føre det ud i livet og blive synlig. Det fører angst med sig at bryde mønstrene, det er uundgåeligt. Alligevel er det jo godt at vide, hvad der er mere optimalt, så man har noget stille og roligt at arbejde hen imod.

Deprimeret… det er (i min verden) kun et ord, der beskriver en tilstand. Det vigtige er derfor, at få forandret den tilstand og det er du i gang med. Jeg mener, at det er klart, at man bliver deprimeret, når man er blevet adskilt fra sig selv og måske er blevet til en person, man slet ikke kan lide, samt når man ikke tør adskille sig fra denne 'kunstige' personlighed. Når man mangler det vigtigste i livet – kontakten med sit sande selv og kærligheden til sig selv (der ligger bag angsten) – så er der ikke noget at sige til, at livet bliver svært.


Kærlig hilsen Helene

Helle8

Kære Helene
Tak for at du får nogle ting sat på plads, brikkerne hører hjemme i vores puslespil. Det er nyt for mig at du omtaler angst som underliggende for min måde at tænke og reagere på, jeg kan godt følge hvad du mener, jeg er bare tilbøjelig til at bruge mildere ord for at tage brodden af.
At kunne lide den person man er. Nej indtil der er rettet op ens selvforståelse og jeg faktisk er den mig selv, som jeg godt kan lide og tager mig af, er jeg jo som min krænker, det er ensbetydende med noget ganske ubehageligt. Det gør faktisk at jeg giver udtryk for mishag overfor noget som jeg ellers ikke har noget imod, jeg hader når det sker. Der er bare den ulempe at det eneste der dur i MK’s verdensbillede er at være som MK! Det er dobbelt hårdt arbejde. Især når MK er verdensmester i at manipulere. Hvis jeg selv skal (uoverskuelig fjern fremtid) overtage den rolle, er der godt nok noget der må vendes på hovedet eller vrangen ud af. Jeg har et anstrengt forhold til ordet SKAL, derfor bruger jeg det kun i fremtids sammenhæng.
Den selvforstærkende effekt ’ked af at være ked af det, fik jeg nok afkodet ved først at tænke ’Nu er du ikke som MK gerne vil have’ og lige efter ’MK er her ikke’ I hvert fald går det nemmere nu på det punkt.
Hvor er vi egentlig henne i den mellemliggende tid, til vi bliver os selv - ingenmandsland? Vi har brug for en bro for at komme hen over angsten. Store bukke bruse. Hængebroen gynger faretruende. Godt der findes super terapeuter til at hjælpe os med at komme over.
Tænk at jeg kan forsvinde for mig selv, ikke rigtig kunne finde mig selv eller være ved siden af mig selv, gå i en døs eller have sorte huller; det lyder helt skizofrent, den anden er bare en spøgelsesagtig zombie, man kunne blive helt UHUU angst for sådan en størrelse, så er vi tilbage ved udgangspunktet; det du skriver. Sikke en gyser, jeg vidste ikke det var den type bog vi var i gang med at skrive, for det er det i min bevidsthed. Jeg troede ikke det var den bog som lå i mine fingerspidser!
Deprimeret, på mig virker det som optakten til den, men der er ikke noget at sige til det, det er noget af en brydningstid, jeg befinder mig i. Jeg er dog ikke i den medicin krævende tilstand hvor der kun er plads til negative tanker, som jeg beskrev meget tidligt i tråden.
PS Senere fik jeg lavet noget af det jeg havde planlagt dog ikke det hele, lidt er bedre end ingenting. KH Helle8

Helle8

Kære Helene
Det meste af dagen har jeg haft en bi i hovedet, som cirklede om at jeg ikke var mig og jeg kunne jo ikke bare finde hen til den rigtige mig, selvom jeg vidste hvor jeg befandt mig fysisk og det var ok. Så blev jeg urolig fordi jeg spurgte terapeuten om noget som jeg først kan få et konkret svar på om en uge, desuden er jeg lidt spændt på de reaktioner som stadig kan komme fra de nærmeste; uvished er det virkelig ’bare’ det?
At være eller ikke være – undskyld, jeg kom til at tænke på Shakespeare. Altså deprimeret, et dansk ord er nedtrykt, trykket ned om du vil, hovedet ned i maven og så ned under gulvbrædderne, dér kan man ikke engang have ’to små rum’ for sig selv, det handler kun om at overleve og der er ikke så meget at gøre godt med, hverken lys eller luft, det kan trods alt kun gå en vej og det er opad.
Et eller andet fik mig til at tænke på konkurrence, jeg plejer at slukke for den slags udsendelser, jeg blev altid sidst, troede jeg.
Lige før fik jeg et strejf flash back, har jeg drømt om det her – må stå hen i det uvisse!
Nå så den med at drille, det kan jeg ikke uden meget hurtigt at sige at det kun er drilleri - hm, er her også et par brikker som falder på plads? Jeg troede ellers jeg var ved at være færdig med at stille spørgsmål; svarene afføder nogle gange flere spørgsmål, sådan kommer vi måske på et tidspunkt hele vejen rundt i vores verden.
Det går stadig godt med ryggen. KH Helle8

Helene2

Kære Helle

Har først lige set dit andet indlæg. Du har helt ret: Svar afføder nye spørgsmål. Derfor kan tingene starte med at virke flade og todimensionelle og ende med at være et hologram.

Du skriver, at du har et anstreng forhold til ordet 'skal'. Det er forståeligt. Jeg har stort set strøget ordene 'skal', 'bør' og 'er nødt til' fra mit ordforråd og har erstattet dem med 'lyst' og 'glæde'.

Ja, det kan være voldsomt at tænke på, at det er angst, der styrer én så meget. Jeg har imidlertid oplevet det som en stor hjælp til at forstå mig selv og min proces meget bedre. Først når man er bevidst om det, så ved man, hvad man er oppe imod og kæmper ikke mere i blinde. Gevinsten er, at når man så overvinder noget angst, så mærker man mod og styrke og får sejre og det øger selvværdet. Angst er skabt af frygt og frygt er grundlaget for alle negative følelser. Uden angst og frygt er der i princippet kun glæde og kærlighed tilbage.

Jeg forstår ikke helt det, du skriver om MK. Forstår dog, at han/hun manipulerer dig og at det sætter dig i en evig kamp for ikke at lade dig manipulere. Der er ingen tvivl om, at det sluger meget energi og kan trække dig ned. Er det muligt for dig at holde afstand til MK i et stykke tid?

Den tilstand, du beskriver (med ikke at kunne finde dig selv, være ved siden af dig selv, gå i en søs og have sorte huller), det er, hvad jeg for mit eget vedkommende kaldte zombietilstanden. Min oplevelse var i høj grad, at det var følelsesløsheden, der skabte uvirkeligheden og opretholdt tilstanden. Problemet er bare, at prisen for at komme ud af den tilstand er, at man mærker følelserne og oplever virkeligheden og det gør selvfølgeligt forfærdeligt ondt. Men det vil jeg 1000 gange hellere. Og ja – Gud være lovet for dygtige terapeuter.

Hvor vi er henne i den mellemliggende tid, til vi bliver os selv? På rejse… tilbage mod os selv. Indtil jeg startede i terapi, svævede jeg rundt temmelig langt op over jorden, helt uden jordforbindelse. Erkendelse af virkeligheden og kontakten med mine følelser satte gang i min rejse tilbage til mig. Vi bliver jo ikke 'bare lige' os selv. Det er (som vi begge ved) hårdt arbejde.

Nej, der er bestemt ikke noget at sige til, at du oplever det her som optakten til en depression. Der sker store forandringer og der bliver ribbet op i mange ting. Det giver også en sorg, der let kan forveksles med depression.

Du skriver det i anden sammenhæng men helt generelt har du ret i, at alt skal vendes på hovedet. Det, du har været vant til indtil nu, har jo gjort dig syg. Ergo må det være det modsatte, der kan gøre dig rask.

Måske er jeg lidt for flittig til at sende dig links, men her er nogle stykker mere til nogle korte uddrag fra nogle bøger:
Fra 'Kærlighedens mirakel' af Marianne Williamsson (om kærligheden vi alle har i os): http://www.tabuet.dk/uddrag_kaerlighedens_mirakel.html
Fra 'Rejsen hjem' af John Bradshaw (om depression): http://www.tabuet.dk/uddrag_rejsen_hjem.html
Fra 'Hvad er Ego' af Bo Heimann (om hvorfor vi til at starte med bliver væk fra os selv og hvordan vi finder tilbage): http://www.tabuet.dk/uddrag_ego.html

P.S.: Det var dejligt, at du fik lavet noget af det, du havde planlagt. Lidt er absolut bedre end ingenting.

KH Helene

Helene2

Det er helt op til dig, men hvis du på et tidspunkt synes, at det er bedre at skrive privat til mig, er du meget velkommen til det. Mail: kontakt@tabuet.dk

KH Helene

Helle8

Kære Helene
Der er åbenbart problemer med hvordan ND's sider fungerer.
Tak for dine svar, links læser jeg når jeg synes jeg kan rumme dem, måske lidt ad gangen. Jeg forundres stadig over hvor ens vi har det, måske ens for alle som er følelsesløse zombie-spøgelser.
I går fik jeg et par rørende og overvældende tilbagemeldinger fra de nærmeste, så der er for alvor hul i min vigtige proces hen imod at blive hele mig, med hjælp fra dem i et eller andet omfang.
Lige i dag er jeg tættere på mig, med en skygge ved siden af, som et rystet billede. Heldigvis betyder det at jeg synes jeg kan tage fat på dagens opgaver med en større lyst. Rystet er nok det jeg alligevel er og sorg ja, det er det lige i disse dage, men stadig urolig pga. uvished, tror jeg.
Jeg måtte tygge lidt på hvad jeg ellers kunne sige om MK’s evne til at manipulere, hn: (kan betyde både han og hun) gør det ikke hele tiden, men det ligger i mit baghoved fordi det sker hvornår som helst, pludseligt. Desuden er jeg stadig i begynderstadiet med opmærksomhed på at ville gøre det JEG har lyst til, ikke bare det jeg, den angste eller bange mig, føler jeg skal, fordi det er MK’s ønske. Her er jeg oppe imod stærkere kræfter fordi MK’s verdensbillede er uerkendt forvrænget. Jeg kan periodevis holde mig væk, men ikke hele tiden, jeg håber her på støtten fra de nærmeste; indtil jeg faktisk kan bruge de effektive teknikker jeg gerne vil.
Når det ellers ville være naturligt at sige skal, bruger jeg tit; må, vil, kan, det er nok et skridt på vejen til lyst og glæde, der hvor du er nået til.
Jeg har forbigående set angstens ansigt meget tydeligt på et andet felt, også affødt af en tidlig traumatiserende oplevelse, så jeg kender den godt, men i denne sammenhæng er den sikkert gemt mere væk fordi det åbenbart har været mere hensigtsmæssigt.
Det største emne, når vi taler følelser: Kærligheden, den mest essentielle følelse. Vi er blevet til i kærlighed og langt de fleste lærer heldigvis naturligt at vise den; kan vi tage imod den når den bliver vist – ikke altid, omsorg har jeg stadig svært ved at tage imod, synes på et eller andet plan at jeg ikke fortjener den, fordi jeg har manglet den på et vigtigt tidspunkt i mit liv, hvor jeg endnu ikke kunne give udtryk for, eller måske endda selv rigtig mærke behovet.
Tak for dit tilbud, jeg vil sikkert gerne benytte det på et tidspunkt. KH Helle8

Helene2

Kære Helle

Hvor det glæder mig, at du har fået positiv respons fra dine nærmeste på det, du har fortalt.

Også positivt, at du i dag har kunnet gøre nogle ting med større lyst.

Ja, der er mange lighedspunkter. Den tilstand, du beskriver som 'følelsesløs zombie-spøgelse' har faktisk et navn – i fagsprog kaldes det dissociering. Det kan forekomme i større eller mindre grad og det er i princippet det samme, der sker, når man sidder og dagdrømmer og 'forsvinder'. Hos os er det bare en del mere udpræget, må man sige.

Jeg håber, at du får hjælp og støtte imod MK, indtil du selv finder styrke og nogle teknikker, der kan hjælpe dig. Man kan blive fuldstændigt rundt på gulvet af at blive udsat for manipulation. Jeg husker, hvordan jeg også som voksen blev så meget i tvivl om, hvad jeg troede, tænkte og mente.

Det er svært at tage mod omsorg som voksen, når man ikke har fået den som barn. Jeg oplevede, at når nogen ville give mig omsorg, så føltes den fremmet og vakte usikkerhed, sårbarhed og meget andet.
Jeg kender så udmærket følelsen af ikke at fortjene – min mor fik mig i hele sin levetid til at føle, at jeg ikke fortjene noget godt. I terapien fik jeg modgiften og kom til at forstå, at jeg i høj grad fortjente alt godt og at jeg aldrig mere skal lade mig nøjes. Det gav mig mod til at stile højt og række efter stjernerne. Og jeg har i høj grad fanget nogle stykker :-)


KH Helene