Tilbagevendende depressioner?

Helle8

Kære Helene
Nu syntes jeg ellers lige det gik så godt som jeg kunne forvente, men ingenting er stabile, det problembrev jeg fik forleden ville jeg helst glemme og kunne abstrahere fra det, jeg har lavet en aftale med mig selv om at tage fat på det i morgen, hvis jeg ikke nåede det før, så langt så godt.
I dag dukkede der bare flere ændringer op som fylder i hovedet på mig, lidt som en med Asberger eller autisme kan have det når der lige pludselig sker for meget uventet, tror jeg.
Jo tak for dine betragtninger, de er meget værdsat, dine seneste svar vil jeg komme tilbage til når jeg kan tænke igen. KH Helle8

PS Der er også sket et par positive ting for mig derfor har jeg også bedre fat i mig selv end jeg tidligere ville have haft det. Jeg fik en underlig følelse af at mærke mig selv og alligevel var der noget negativt(?)

Helene2

Hej Helle

Godt, at der også er sket noget positivt, så du fik bedre fat i dig selv og bedre kunne mærke dig selv. Alligevel føltes det negativt. Det kan forstås på så mange måder og handle om mange ting, så det må uddybes, hvis jeg skal kunne svare på det.

KH Helene

Helle8

Kære Helene
Tak, det var bare en følelse, som jo kan være svær at definere. Jeg tror selv, det negative handlede om alt det der pludselig væltede ned om ørerne på mig.
I dag kan jeg ikke finde mig selv, tilbagefald kan man vel kalde det. Jeg håber alligevel jeg kan få ordnet det jeg gerne ville, og så en tur ud i det gode vejr.
KH Helle8

Helene2

Hej Helle

Det sete afhænger af øjnene der ser.
I min optik findes der ikke tilbagefald i en udviklingsproces. For udvikling kan ikke gå baglæns. Det hele er et fremadskridende forløb med op- og nedture.

KH Helene

Helle8

Kære Helene
Ja, lad os sige det, så var det bare igen et forkert ord.
I går kom til at forme sig anderledes, men det var fint nok og i dag har jeg lidt mere energi, jeg er kommet igennem en af de negative ting uden mén; ændringer i hverdagens rutiner opfattes umiddelbart som negative, men véd hvad man har, man véd ikke hvad man får og jeg bliver usikker overfor ændringer / nye tiltag fordi det er noget ukendt. Jeg er bange for fremmede hunde, men dem mine venner har, er ok.
Ind imellem får jeg også lidt hængepartier fra hånden, det overrasker mig faktisk, og det indvirker positivt i det hele taget! KH Helle8

Helene2

Hej Helle

Rutiner giver tryghed. Så det er ikke mærkeligt, at et brud på rutinerne giver utryghed.

Du skriver: 'Ja, lad os sige det, så var det bare igen et forkert ord.'
Jeg skrev ikke, som jeg gjorde for at angribe dig eller gøre dig forkert. Kun for at give dig mulighed for at se situationen i et andet perspektiv. Hvis du foretrækker at se det som tilbagegang, så gør du jo bare det.

Hilsen Helene

Helle8

Kære Helene
Sådan opfattede jeg det heller ikke, det er givende og lærerigt at få sat andre(s) ord på, dér hvor jeg bruger et negativt ord, når jeg bedre kunne bruge et neutralt eller positivt ord. Som at sige risiko, når det er en mulighed eller chance, der er virkelig forskel på de ord, de får mig til at spænde eller slappe af i musklerne, jeg vil da helst det sidste. KH Helle8

Helene2

Hej Helle

Så forstår vi hinanden :-)
Jeg fik bare fornemmelsen af, at du var træt af mit 'ordkløveri' :-)

Sproget og de ord vi bruger betyder faktisk utroligt meget for underbevidtheden tager det helt bogstaveligt.
Hvis man f.eks. vil ned i vægt, skal man ikke bruge ordene 'at tabe sig'. For det betyder, at man mister sig selv. Heller ikke at tabe nogle kilo, for når man taber noget, så vil man samle det op igen.
I stedet kan man f.eks. tale om at slippe nogle kilo. Så er det noget, man godvilligt giver slip på.


KH Helene

Helle8

Kære Helene
Godt, det er forskellen på at tale og skrive, man kan ikke høre tonefaldet; det er interessant at man kan hjælpe sig selv på vej i en proces på den måde som du beskiver. Jeg kan selv være en ordkøver.
Mange som tænker negativt om sig selv ville have godt af at lære at fange og vende ordene samt acceptere at de ikke har ret i deres selvsyn.
Nu fik jeg reageret på problembrevet fra forleden, det letter forhåbentlig på tingenes og min tilstand, i hvert fald var det rart at få fra hånden, det tog ikke så lang tid da det kom til stykket; så tænker jeg tit: ’Hvorfor gjorde jeg egentlig ikke det for længe siden?’, men der er den årsag at jeg ikke altid bare kan ordne ting når jeg ikke kan tænke, som jeg kalder det, for sådan føles det.

Nu vil jeg gerne tage tråden op og kommentere noget i de indlæg jeg lovede at vende tilbage til.
Forudse og læse andres kropssprog m.m. Jeg er enig med dig i at det kræver rigtig meget energi at gøre det rigtige og forventede. Jeg spænder endnu meget sammen med andre, især min krænker, som taler meget indirekte og det er mig der oversætter budskabet, til noget andre også kan forstå.
Terapeuten beder mig om at slukke for radaren og blive ved mig selv i de situationer, koncentrere mig om samtale med min sidemand eller bare nyde samværet.
Hvis jeg slapper af, kommer der måske et eller andet spørgsmål, som jeg må svare på, selvom det egentlig ikke er noget som MK behøver at blande sig i. Det er ofte når der er andre tilstede, så svarer jeg bare, i stedet for at der kunne blive en scene, så bliver der endnu mere ballade bagefter, det er anstrengende. Jeg må stadig øve mig, men det er svært at være forberedt på alt hvad jeg kan vente fra den kant.
Jeg tænker at min dysfunktionelle krænker, har brug for at have kontrol med alt, men hvornår er det at have kontrol godt og hvornår er det for meget?
Læse og mærke andre; ved nærmere eftertanke, tror jeg faktisk også jeg gør det, indtil nu har det været næsten ubevidst med overskriften: ’Hvordan har vi det idag’, om jeg også er, eller bliver god til at se dysfunktion må afventes; jeg kender dog en del af slagsen.
Som vi er inde på, tror jeg, man skærper de evner man har særligt brug for, ligesom at en nedsat eller manglende sans, kompenseres ved at skærpe en anden. KH Helle8

Helene2

Hej Helle

Ja, det er lettere at misforstå hinanden, når man kun skriver sammen og ikke samtidigt kan se/høre, hvordan budskabet bliver modtaget.

Du spørger, hvornår det at have kontrol er godt og hvornår det er for meget?
Alle mennesker har brug for at føle sig i kontrol, fordi det er tryghed. At blive bragt ud af kontrol er naturligvis utrygt og noget, man gerne vil undgå. Nogle mennesker har meget lidt kontrol over deres egne følelser. Derfor bliver de let bragt ud af kontrol og det er rædselsfuldt. For at undgå dette, prøver de typisk at kontrollere andre mennesker, så de kan føle sig trygge.
Så spørgsmålet er måske mere, hvad vi hver især gør for at opretholde kontrol (så vi ikke mister selvkontrollen) og dermed tryghed. Eksempler:
* Nogen prøver at føle kontrol ved at tage kontrol over andre med frygt: F.eks. ved at nedgøre, true, give skyldfølelse, være voldelige eller på anden måde manipulere, så andre bliver utrygge.
* Nogen prøver at føle kontrol ved at blive 'medløbere' og tækkes krænkeren og få fokus over på en anden (en syndebuk).
* Nogen prøver at føle kontrol ved at lukke af for deres følelser og trække sig ind i deres egen verden og holder op med at registrere, hvad der sker udenfor dem selv.
* Nogen prøver at føle kontrol ved at aflæse andre og blive pleasere, der altid prøver at gøre andre tilfredse.
* Nogen prøver at føle kontrol ved at isolere sig fra andre mennesker.
* Nogen får kontrol fordi de kan mærke, hvilke mennesker det ikke er sundt at omgås og derfor undgår denne type mennesker.
* Den ultimative kontrol har man, når man kender sine egne følelser, kan kontrollere dem, har stærke grænser og derfor er i stand til at sige fra og beskytte sig selv.

Du skriver: 'Jeg må stadigt øve mig, men det er svært at være forberedt på alt, hvad jeg kan vente fra den kant'.
Her beskriver du fuldstændigt, hvordan du selv prøver at tage kontrol over en (umulig) situation: Du er hele tiden forberedt på, hvad der måske kan ske og optaget af at afværge fare og konflikter. Det er jo ENORMT anstrengende. Du er utryg og derfor må du hele tiden have et forhøjet opmærksomhedsniveau og alarmberedskab. D.v.s. du er i en konstant tilstand af stress og dit nervesystem er i en vedvarende kamp/flugt tilstand. Din krop ved, at der er en trussel og fare, når din krænker er i nærheden. Så det er klart, at du ikke bare kan slappe af og være, fordi du hele tiden må være forberedt på, hvad der kan ske og forsøge at kontrollere det.
Jeg kan ikke forestille mig, hvordan du i en sådan situation skulle kunne slå radaren fra, small-talke med din sidemand og bare nyde samværet. Hvis det var mig, ville alle mine sanser være koncentreret omkring krænkeren. Derfor har jeg så valgt, at jeg ikke omgås mennesker med en krænkende adfærd.

Ja, vi skærper de evner, vi har særligt brug for. Eller vi kompenserer for en nedsat eller manglende sans ved at skærpe en anden.
Det er fint nok, at man har fået udviklet nogle særlige evner (f.eks. for at aflæse andre) – men skidt så længe det foregår som en ubevidst reaktion, fordi man ikke kan reagere mere naturligt og spontant. Det hindrer os i at bruge disse evner bevidst og til gavn for os selv.

Ligeledes var det nødvendigt, at vi som børn lukkede af for nogle sider af os selv for, at vi kunne være i familien. Vi overudviklede i stedet andre sider, som kompentation for dem, vi måtte lukke af for. Prisen var, at det blev umuligt at have det godt med os selv og umuligt at fungere tilfredsstillende sammen med andre end familien.
F.eks. var det meget farligt for mig, hvis jeg reagerede med vrede, da jeg var barn. Så jeg lukkede af for min vrede og kompenserede ved at smile, være venlig og stille andre tilfredse. Familien blev ikke så let vrede på mig, når jeg altid pleasede dem. Den adfærd tog jeg jo med mig ud i verden, men derude var det sandelig ikke nogen fordel, at jeg ikke kunne blive vred og at jeg prøvede at please alle. Jeg signalerede 'dørmåtte' og derfor blev jeg brugt som dørmåtte og kom til at føle mig som dørmåtte.
Jeg fandt en måde at overleve på i familien men den gjorde mig syg og gjorde mig ude af stand til at fungere sammen med andre mennesker, for jeg manglede min medfødte styrke og mod.

Derfor handler det om, at vi som voksne udvikler de evner og ressourcer, vi lukkede af for eller ikke fik udviklet, da vi var børn. For vi kan ikke klare os i verden, så længe vi kompenserer. Vi er nødt til at have HELE os selv med, hvis vi skal have det godt og skal kunne fungere tilfredsstillende med andre mennesker. Det kan så betyde, at man ikke kan fungere sammen med familien længere, for så spiller man ikke længere efter de samme regler som dem.

Det har altid en pris at vælge sig selv.


KH Helene