Tilbagevendende depressioner?

Helle8

Kære Helene
Det var et kort svar som åbnede for nogle kæmpe store spørgsmål. Når man hører til dem der slæber på en tung bagage i livets rygsæk, bliver den ikke bare tømt ved at vende bunden i vejret; nogle ting, man gerne ville beholde, kunne gå i stykker. Pga. tyngden er rygsækken svær at få af, uden at støtte sig til noget. Hvis man falder, kan man ikke bare komme op selv, man ligger måske dér som en skildpadde på ryggen, der har brug for et godt puf til at komme på benene igen. Trods alt er det bedre at bære vægten på ryggen end i hænderne, armene kunne blive for lange.
Hvordan finder man ud af om det er noget der er ens eget, eller noget man bærer for andre? Hvordan giver man dem det tilbage, eller lader stå? Jeg synes der var et spørgsmål mere, men det er væk nu.
Det er vel nok godt at have terapeutisk bistand i processen med at tømme tasken og se på indholdet! KH Helle8

Helene2

Hej Helle

Nej, det er ikke bedre at bære tingene på ryggen end i hænderne. For som du skriver, så vælter du, når oppakningen på ryggen bliver for tung og så kan du ikke komme op ved egen hjælp. Det er en hjælpeløs og alt for sårbar tilstand, når man ikke kan se, hvad man slæber rundt på og du ikke selv kan komme til at tage noget op af rygsækken. Når du bærer oppakningen i hænderne, har du meget mere kontrol over den. Så kan du kigge på, om det er noget, du vil bære eller om du vælger at give slip på det.
Tænk sig, hvis du gik med en meget giftig fugleedderkop i rygsækken. Du ved det måske ikke engang. Eller måske ved du det, men kan ikke komme af med den. I det øjeblik du havde den i hånden, så kunne du nok slippe den i en fart, vil jeg tro.

Du spørger, hvordan man finder ud af, hvad der er ens eget og hvad der er andres. Det er meget simpelt: Alt der føles dårligt, har du fået fra andre. Alt der føles godt, er dit eget. D.v.s. al frygt, angst, skyld, skam, vrede, ensomhed, lavt selvværd, mindreværd, underlegenhed, magtesløshed, smerte, sorg o.s.v. er nogle følelser, der har tilhørt andre, som gav dem videre til dig. Al kærlighed, glæde, venlighed, medfølelse, interesse, samhørighed, taknemmelighed, omsorg o.s.v. er dine egne. For disse følelser er din sjæls naturlige udtryk – din inderste sande, lysende kerne. Desværre har du sikkert givet disse gaver videre til andre, så de kunne bære dem for dig? I så fald må du tage dem tilbage til dig selv igen, for du kan jo ikke undvære dem.

Man giver andre deres egen bagage tilbage ved at kæde personer og følelser sammen og reagere på det. Fiktivt eksempel: Når du mærker hvor ked af det og rasende du blev, da din mor engang gav dig en lussing, så kan du forbinde sorgen, smerten og raseriet med hende. Mentalt eller virkeligt kan du så konfrontere hende med, hvad den lussing betød for dig – hvad du kom til at føle og sende al den indestængte vrede, sorg og smerte tilbage til hende. Det var hendes, hun gav det til dig, men du vil ikke bære det for hende længere. Det er sværere bare at slippe noget og lade det stå. I første omgang skal der være en ejermand.
Du tager tilbage til dig selv, når du så husker, at du efter lussingen smilede til din mor og var ekstra hjælpsom overfor hende. Det smil og den hjælpsomhed kan du passende give dig selv som trøst for lussingen.

Man kan også bruge en anden metafor:
Du har et garderobeskab, der er proppet til randen, så der simpelthen ikke kan stuves mere ind. Du ved, der er noget tøj derinde, som du godt vil bruge, men du kan ikke finde det. For skabet er fyldt med tøj helt tilbage til dengang, du var baby og der er en masse aflagt tøj, som du har fået fra andre gennem tiden. Af forskellige grunde har du gemt det, selvom du faktisk aldrig har brudt dig om det og selvom det aldrig passede dig. Faktisk er der ikke ret meget tøj i skabet, du selv har valgt.
Til sidst er du desperat, du kan slet ikke overskue det, så du opsøger én, der kan hjælpe dig med at rydde op i dit skab. Sammen med din hjælper tager du et stykke tøj frem af gangen. Du mærker på det, kigger på det, tænker over, hvor det kommer fra. Er det noget, du nogensinde kommer til at bruge igen? Du beslutter, om det er noget, der skal leveres retur til den, du har fået det fra, eller om det er så ubrugeligt og gammelt, så det bare skal kasseres eller om det er noget, du vil gemme. Undervejs vækkes minder og du griner og græder og raser.
Efterhånden som du får arbejdet dig igennem de yderste lag tøj i skabet, bliver du mindre omhyggelig og det påvirker dig mindre. Nu vil du bare være færdig. Du sorterer og kasserer med hård hånd.
Til sidst står du med et næsten tomt skab. De ting, du har gemt, er dem, der har værdi og som du gerne vil beholde og som du ved, at du får brug for. Det meste af det, der er tilbage, er sikkert noget, du selv har købt, men måske er der nogle ting imellem, du har fået i gave fra andre. Nu er dit skab kun fyldt med gode ting. De er foldet pænt sammen og ligger først for i skabet, så du altid kan bruge det og glædes over det. Der er oven i købet blevet rigeligt plads til, at du kan gå ud og supplere garderoben med præcist det, du gerne vil fylde i den.

Man kan ikke tømme hverken taske, rygsæk eller garderobeskab alene. Det er nødt til at være sammen med en person, der ikke bliver følelsesmæssigt involveret og som kan hjælpe én med mere logisk og rationelt at vurdere, hvad der er værd at gemme og hvad der kan smides væk. Samt det må være en person, der kan rumme éns minder og følelser, når de kommer ud undervejs.

KH Helene

Helle8

Kære Helene

TAK for de svar, hvis vi har berørt det før, var det meget godt at få repeteret i denne sammenhæng. Jeg har søgt de svar meget længe!
Nej tak til en fugleedderkop eller noget andet uanset om man kalder den uhumsk eller uhyggelig, jeg ville løbe skrigende bort!
Egentlig er det logisk nok at de positive følelser er mine egne; jeg mærker mig selv, når jeg gør noget godt for mig selv, så jeg bliver glad og får overskud til at løse problemer eller tage fat på forskellige opgaver.
Uanset om det er en rygsæk, taske eller garderobeskab tager man de enkelte ting i hånden og føler på kvaliteten for at finde ud af om det er mit, noget jeg vil beholde, give til andre eller kassere; at have hånd i hanke med noget, er det bedste, så kontrollerer man selv hvad der sker med ens ting.
Dit eks. med garderoben er lidt a’ pro pos. Jeg kan mærke på tøj om det er mit, det er ikke så lang tid siden jeg samlede noget til at give videre, det meste var noget jeg havde fået brugt, resten var noget jeg af forskellige årsag ikke kunne passe mere.
Lussingen tja, igen opdragelse, man lærer jo at vise mor: ’Jeg er sød, du skal synes godt om mig’ for de fleste fik bare det indtryk at: ’mor kan ikke lide mig’ selvom en forkert handling var årsag til den vrede og lussing som faldt. KH Helle8

Helle8

Kære Helene
Da jeg skrev om Tobias med tasken kom jeg til at tænke på ’multitaske’, som ellers betyder at man laver flere ting på en gang, når man f.eks. rydder op i garderobeskabet, kan man så samtidig ’multitaske’, lave mad, pakke taske til i morgen, skifte ble m.m., eller er det et problem?
Jeg er ikke jonglør, jeg bliver let forvirret hvis jeg har flere bolde i luften på en gang, men når jeg rydder op, fungerer min metode med at tage ting fra et rum til der hvor de skal være frem og tilbage, det har kun den svaghed at det først er til allersidst, jeg ser det færdige resultat – så er jeg også færdig. KH Helle8

Helene2

Hej Helle

Jeg mener ikke, at multitasking er sundt. Det er i én eller anden grad nødvendigt at slå automatpiloten til for at kunne gøre flere ting på én gang og det betyder, at man ikke er helt nærværende og koncentret om noget af det, man laver.
Der er da også rigtigt mange mennesker, der har problemer med det. Manglende evne til at multitaske bliver bare ofte anset for at være et svaghedstegn og måske endda sygeligt, fordi det i dag nærmest er en forudsætning, hvis man skal fungere i vores yderst stressede og præstationsfikserede samfund.

Tidligere var jeg god til at multitaske og ret stolt over det. Da jeg begyndte at mærke mig selv og mine grænser, blev jeg helt ude af stand til det. Det er jeg utroligt tilfreds med i dag. Jeg gør én ting af gangen og jeg gør én ting helt færdig, inden jeg går i gang med noget andet. Det kan for andre se ud som om, at jeg er langsom og upraktisk, men så må de jo synes det. Jeg ved, der går ged i det, hvis jeg prøver at gøre flere ting på én gang og det føles utilfredsstillende, fordi jeg mærker, at jeg mister koncentration, fokus og nærvær - og så bliver kvaliteten af det jeg laver, naturligvis derefter.


KH Helene

Helle8

Kære Helene
Hvor er du hurtig. Det er nemlig rigtigt, kvinder siger tit nedladende om mænd at de ikke kan ’multitaske’.
Jeg tager også én ting ad gangen, det kan jeg koncentrere mig bedre om, men det er ikke nogen garanti for at det bliver 100 %. Hvis det er nødvendigt at foretage mig noget når der allerede er optaget i hjernen, bliver det selvsagt ikke godt.
Det er faktisk tit jeg må sige: ’Det kan jeg ikke gøre, eller tage stilling til nu’. Så berører det evnen til at træffe beslutninger m.m.m. KH Helle8

Helle8

Kære Helene
Er vi særligt gode til at forudse hvad der sker, konsekvensen af en handling eller noget man siger, hvordan nok især ens krænker reagerer?
En professionel behandler sagde en gang om en som havde været kidnappet, misbrugt og væk fra familien i flere år, at hun havde en ekstrem god evne til at forudse hvad der skete i en given situation.
Nogle fordele må der alligevel være, uanset hvad man har været udsat for? Personligt er jeg god til at opdage forandringer og meget små detaljer. KH Helle8

Helene2

Hej Helle

Ja, på det ubeviste plan er mange med en svær opvækst rigtigt gode til at forudse andres handlinger og reaktioner. Det kommer bl.a. af, at vi har været nødt til at være særdeles observerende og have alle antenner ude, så man kunne tolke omgivelsernes non-verbale signaler. Det er en måde at beskytte sig selv.
Især har det naturligvis været vigtigt at kunne 'læse' dem, der krænker én, så man kunne gøre det rigtige og forventede, så man måske slap for overgreb.

Når man bliver bevidst om det og ved, hvad man skal kigge efter, så er det ikke så svært at læse andre mennesker og tolke deres signaler. For mennesker reagerer så utroligt forudsigeligt: 'Hvis jeg gør sådan og sådan, så gør han sådan og sådan'. Så længe man ikke er bevidst om det, er det en måde at opretholde kontrollen på.

Alle mennesker opfanger ubevist andres non-verbale signaler og nogen er fantastisk dygtige til det. De ved, hvad andre har brug for og tænker og føler, uden der er sagt noget som helst.
Man bruger utroligt meget energi, når man ubevidst er styret af at aflæse andres non-verbale signaler. Når det er ubevidst og der ikke kommer ord på, bliver samværet med andre mennesker dels en gætteleg og dels manipulation.
Alting bliver så meget lettere, når man bliver bevidst om signalerne, for så har man mulighden for at kommunikere åbent og verbalt i stedet for at respondere på signaler og alt det usagte.

Der er ingen tvivl om, at jeg havde overudviklet evnen til at 'mærke' andre i min barndom, mens jeg slet ikke mærkede mig selv. Jeg har været enormt god til at se de non-verbale signaler og respondere på dem, det var bare helt ubevidst.
Efter jeg startede i terapi, blev denne evne bevidst, så jeg kom til at forstå, hvorfor folk reagerer, som de gør. Samt jeg kunne spotte dysfunktionel adfærd lige med det samme, så det er er en glimrende beskyttelse, så jeg ikke kommer til at omgås folk, der ikke er gode for mig.

Så ja, når man lærer at bruge sine forsvarsmekanismer bevidst og til gavn for sig selv, så er der bestemt også gevinster ved dem.


KH Helene

Helle8

Kære Helene
Tak for et fyldestgørende og logisk svar som hænger godt sammen med noget du tidligere har nævnt om at spotte dysfunktion hos andre. Der er flere elementer at grave dybere i.
Tillad mig lige at vende tilbage til negative følelser, vrede.
Det med at give vrede tilbage har jeg tænkt lidt mere over. Hvad sker der, når vreden er berettiget og korrekt peger på handlingen og ikke personen? Man taler jo også om at indestængt vrede er farlig, påvirker blodtryk, hjertet og andre vitale kropsfunktioner.
Du har gættet rigtigt hvis du tror, jeg stadigvæk synes det er en besværlig størrelse at finde ud af, det tager sin tid at få følelserne på plads hvor de gerne må være.
KH Helle8

Helene2

Hej Helle

Der er ingen tvivl om, at indestængt vrede er farlig både for krop og sind. Men udadrettet vrede kan også være farlig for krop og sind. Så det er et problem, hvad man så gør med vreden, når den først er skabt og man hverken kan rette den indad eller udad uden, at det har store konsekvenser.
Min måde har været at bearbejde den mentalt men sandelig også reagere på den rent fysisk indimellem. Da mine forældre har været døde i mange år, har det været noget, der skete herhjemme helt for mig selv.
Tilbage er den rene fysiske energi, der ikke er forbundet nogle særlige følelser til og den kommer så ud i SE-terapien.

Det er 7 år siden, jeg blev bevidst om, at jeg havde nogle problemer med vrede. Først for 1-2 uger siden, blev jeg endeligt afklaret med min vrede eller mangel på samme.

Faktisk tror jeg, at mennesket største udfordringer er at lære at elske sig selv, for kun når man elsker sig selv, er man i stand til at forsvare og beskytte sig selv.

For der er (for mig at se) to forskellige slags vrede: Der er den magtesløse vrede, der er en umiddelbar reaktion på andres handlinger. Det er en vrede, der trækker én ind i krænkernes mørke følelser. Og så er der den heroiske vrede, den retfærdige vrede, der gør én i stand til at forsvare sig selv og andre mod krænkelser og netop hjælper én til at beskytte sig mod at ryge ind i andres mørke følelser.
Den magtesløse vrede, kan bearbejdes, til man slipper den, for den kan vi sagtens undvære. Det er gammel energi.
Den heroiske vrede, kan udvikles, for den kan vi ikke undvære.

Du skriver: 'Hvad sker der, når vreden er berettiget og korrekt peger på handlingen og ikke personen?'.
Ja, hvad sker der så? Formentligt står du tilbage med en vrede, du ikke kan få kanaliseret ud? Formentligt bliver du låst fast og føler dig magtesløs? Netop fordi du fokuserer på handlingen og ikke på personen, bliver du låst fast i situationen.
Hvis du i stedet fokuserer på personen, kan du begynde at gøre dig fri. Hvad er det for en person? Hvad mener du egentligt om denne person? Hvad er det personen giver dig? Er det noget, du har brug for? Hvad er det for en måde personen behandler dig og andre på? Er det okay? Hvad siger det om denne person? Hvad er det for følelser og karaktertræk denne person demonstrerer, når han/hun krænker andre? Er det en person, du har lyst til at have i dit liv? Var krænkelserne et enkelt fejltrin, eller er det generel dårlig opførsel og despekt for andre mennesker? Kan vreden overfor personen erstattes af andre følelser? Foragt, despekt, ligegyldighed? Når vreden er væk og erstattet af andre følelser for personen, har du formentligt gjort dig fri og kan gå væk - ialtfald de første skridt.

Hvis målet er, at du bliver fri, er det nødvendigt at fokusere på personen. Hvis målet er, at du vil 'tilgive' i den forstand, at alt bare skal fortsætte, som det hidtil har været uden nogen egentlige konsekvenser, så skal du fokusere på handlingen.

Viden, forståelse og stærke grænser er med til at få taget pusten af vreden. Hvis man så også får skabt sig et godt liv, hvor man er glad og trives, så dør vreden efterhånden. For vreden behøver næring for at kunne blive holdt i live. Hvis man har fået det godt med sig selv og har fået skabt et godt liv, så er der ingen grund til at holde fast i vreden længere. Så skal man kun bruge aggressionerne, hvis nogen prøver at ødelægge éns glæde.

Der kan jo skrives rigtigt meget om vreden, så det her var bare lidt strøtanker. Ved ikke om det gav dig lidt svar på dit spørgsmål.

KH Helene