Tilbagevendende depressioner?

Helene2

Hej Helle

Okay, så forstår jeg, hvad du mener med, at det ikke er din følelse :-)
Der skal utroligt meget til, før jeg kan blive vred. Undtagen når det handler om systemet, der er blevet så umenneskeligt og ødelægger så mange mennesker. Det kan gøre mig rigtigt vred både på egne og andres vegne. Bare ikke en vrede man kan bruge til så frygteligt meget.

Selvfølgeligt vil man gerne hjælpe, hvor man kan, men mann skal aldrig hjælpe på bekostning af sig selv. Først må man hjælpe sig selv og er der så overskud til det, kan man bruge det på at hjælpe andre bagefter.
Det er helt okay, hvis du øver dig i at lade være med at påtage dig ansvaret for andre. Hvis andre søger dig, så er det naturligt at have medfølelse - men det er ikke nødvendigvis godt at prøve at løse andres problemer, eller handle eller komme med gode råd.
F.eks. sige: 'Jeg forstår godt, at det må være rigtigt hårdt for dig'. Og så ikke mere. Ofte er det faktisk bare den accept, man har mest brug for. Skal man endeligt gøre noget, så må det være at henvise til professionel behandling. Det kan man nøjes med at gøre én gang.

Der er meget øvelse i at lære at passe på sig selv og sætte grænser.
De mennesker, du kender, der trækker på dig, må så finde andre steder at gå hen. Hvis de var bevidste om, at du faktisk ofrer dig for dem, så tror jeg ikke, at de ville ønske, at du skulle gøre det.
Hvis andre forventer noget af dig, som du ikke har overskud til at give, så må du skuffe deres forventninger. Men spørgsmålet er så, om det rent faktisk er dine egne eller deres forventninger, du prøver at leve op til? Hvem har givet dig den rolle, at du skal være 'hjælper'?

Konsekvensen af at holde op med at stå til rådighed og være så hjælpsom, støttende og forstående, kan jo være, at disse mennesker bryder kontakten. Det samme hvis man pludseligt begynder selv at have forventninger og stille krav til andre.
For at kunne bryde mønstrene, kræver det altså også, at man overvejer konsekvenserne og spørger sig selv, om det er mennesker, man er parat til at miste, hvis de ikke accepterer éns forandring.


KH Helene

Helle8

Kære Helene
Ja, jeg ’lærte’ at jeg ikke måtte være vred, så jeg bliver for det meste ked af det i stedet for. Når man ikke kan bruge vreden til så meget er man måske også på sikker grund, på den anden side er den jo formålsløs, til andet end at vise medfølelse. Sig til hvis jeg bliver for filosofisk.
Det er en stor mundfuld du serverer, jeg tog den i småbidder. Rollen tror jeg er en ’arbejdsskade, ‘ jeg øser bare af mine erfaringer derfra og det livet ellers har budt mig af både godt og skidt. Den hjælp jeg giver, har mest været råd og idéer i løbet af en samtale. Selvfølgelig er der forskel på hvor meget hjælp jeg kan yde i forhold til de resurser, jeg har, eller troede jeg havde, det er åbenbart også et problem at kunne mærke i en given situation.
Det er underligt at man påtager sig ansvar for andre, når man endnu ikke har lært at gøre det ordentligt for sig selv?! Ved nærmere eftertanke tror jeg nemlig at jeg alligevel påtager mig andres problemer, hvis jeg ikke passer på, så tak for dit svar. Jeg tror det var med til at gøre mig forvirret sidst jeg havde terapi. Heldigvis er der sket et par positive ting for mig de seneste dage, lige nu kan jeg faktisk godt mærke mit lille overskud til andre.
Jeg har svært ved at sige fra, men der er dog mennesker jeg ikke ser mere, fordi de gjorde noget, som de godt vidste jeg ikke kunne acceptere; mellem år og dag får man trods alt nogle gange givet udtryk for sine meninger og holdninger, altså når der ikke lige var nogen andre, som sagde noget andet. KH Helle8

Helene2

Hej Helle

Du bliver bestemt ikke for filosofisk. Det er jeg jo også selv. Netop ved at få givet udtryk for tankerne og få kædet dem sammen, begynder de at give mening og ny forståelse.

Når man som barn har 'lært' ikke at blive vred, så ligger der en masse traumatiserede følelser bagved. For hvordan 'lærer' man lige et barn ikke at føle og udtrykke en helt naturlig følelse, der har til hensigt at beskytte barnet?
Vreden er måske nok ofte uhensigtsmæssig (den er en reaktion aldrig en løsning) men den er aldrig formålsløs. Vreden er en naturlig beskyttelse og et naturligt forsvar. Uden evnen til at blive vred, når vi føler os krænkede og vores grænser overskrides, så bliver vi i stedet opgivende, håbløse, følelsesløse, magtesløse og grænseløse. For når vi intet kan gøre, så må vi lære på én eller anden måde at leve med at være undertrykte.
Men vreden kan ikke forsvinde. Den ligger i vores nervesystem og den kommer altid ud på én eller anden måde. Måske som små nålestik overfor andre, måske som selvdestruktive tanker og følelser, måske i mareridt eller måske som angst og som fysisk sygdom.
Når en følelse ikke kan komme ud med sit naturlige udtryk, så forklæder den sig og kommer til udtryk på en anden måde.

Det er sådan set ikke så mærkeligt, at man tager ansvar for andre men ikke for sig selv. Som barn i en dysfunktionel familie, lærer man, at andres trivsel er éns ansvar. Derimod er der ikke nogen, der tager ansvar for barnets følelser og barnet lærer derfor ikke, hvordan det skal håndtere sine egne følelser. Derfor blive barnet nødt til at lukke af for dem og gøre dem ubevidste, hvilket hindrer at barnet lærer at tage ansvar for dem.

Vi skal gerne derhen, hvor vi kan give andre mennesker ansvaret for deres egne grænser, følelser og behov. Det handler om at fralægge sig skyldføleslen over ikke at kunne hjælpe og befri dem for deres smerte. Det kan vi alligevel ikke.
Samtidigt skal vi lære selv at tage ansvaret for egne grænser, følelser og behov og lade være med at forvente, at andre mennesker kan tage vores smerte fra os.
Ingen kan løse andres problemer, det kan man kun selv. Med den rette hjælp udefra vel at mærke, men den hjælp må ofte være professionel, for man kan aldrig hjælpe andre længere end man selv er. Helt sikkert er det, at det er misforstået hjælp, der ikke hjælper, når man påtager sig ansvaret for at løse andres problemer. Man kan højst tilbyde lidt hjælp til selvhjælp og så kan man naturligvis lytte og vise medfølelse, prøve at forstå og acceptere og prøve at rumme den andens problemer og at man ikke kan tage dem væk. Hvilket ofte betyder, at man må prøve at rumme den magtesløshed, der ligger i at erkende et problem men ikke kunne gøre noget ved det.

Det blev så også meget filosofisk :-)


KH Helene

Helle8

Kære Helene
Nej, det var ikke for filosofisk, i dag kunne jeg sagtens få en god mening ud af dit indholdsrige svar.
Nogen siger at når man ikke kan mærke sine egne følelser, kan man heller ikke forstå andres? Der er også situationer man siger det om, at man skal have prøvet det eller noget tilsvarende, til dels er det sandt, men når vi har faktisk lige berørt det med at kunne være vred på andres vegne, hænger det mon også sammen? KH Helle8

Helene2

Hej Helle

Det er rigtigt, at når man ikke kan mærke sine egne følelser, kan man heller ikke mærke andres. Eller hvis man ikke kan rumme sine egne følelser, kan man ikke rumme andres.

Hvis du f.eks. er i stand til at knokle til du segner, fordi du ikke mærker, at det gør ondt og at du er træt og faktisk ikke kan overkomme mere, så vil du ikke kunne forstå, hvis en anden person giver op meget hurtigt og siger, at hun er træt og ikke kan mere. Du vil måske opfatte hende som doven og synes, at hun bare skal tage sig sammen.

Hvis du f.eks. ikke mærker din egen vrede, så andre mennesker får lov at overskride dine grænser uden, at du opfatter det, så vil du nok have svært ved at forstå en andens vrede, når hun føler sine grænser overskredet. Måske vil du opfatte hende som nærtagende og lidt hysterisk.

Hvis du f.eks. ikke mærker din egen glæde, så kan du have svært ved at forstå det eller rumme det, når andre mennesker er glade. Du opfatter måske deres glæde som noget pjat eller som om, at de kan blive glade over noget, der faktisk er ligegyldigt eller meningsløst.

Hvis du f.eks. ikke kan rumme smerte og sorg, så du har lukket af for dem, så kan det være svært at forstå, at andre mennesker kan blive kede af noget, du kun har et skuldertræk til overs for. Du vil let komme til at opfatte dem som måske sarte og nærtagende.

Hvis du ikke tillader dig selv at mærke din usikkerhed og angst, så vil du måske opleve, at andre, der giver udtryk for deres usikkerhed og angst, for svage eller pinlige.

Hvis du ikke kan mærke dine grænser og beskytte dig selv, så vil du have svært ved at forstå en anden, der mærker sine grænser og beskytter sig selv.

Og måske allermest vigtigt: Hvis du ikke kan have medfølelse med dig selv, så kan man ikke have ægte medfølelse for andre. For hvis noget ikke er synd for dig, hvordan kan det samme så være synd for en anden?

Formentligt vil du i sådanne situationer ubevidst tænke dig til, hvad der er det rigtige at gøre og føle. Du ved, hvad der ønskes og forventes af dig, så det gør du, men det er ikke noget, du forstår eller mærker indefra som noget føleslesmæssigt. D.v.s. at det kan være, at du kommer til at tænke dig til dine følelser.

For at forstå andre mennesker og deres følelser, behøver man ikke at have oplevet det samme. Det kan være, at man selv har oplevet noget, der kan minde om den andens oplevelse, så det gør én i stand til at forstå den andens følelser. Men det kan man kun, hvis man husker følelserne i det, man selv har oplevet. Selv uden at have oplevet noget sammenligneligt, kan det lade sig gøre at sætte sig ind i en andens følelser, hvis man er åben for det og ikke er bange for at mærke følelser.
Det handler om, at man kan sætte sig ind i den andens situation, så man ved, at hvis det var mig, dette skete for, så ville jeg føle sådan og sådan - og så forstå følelsen, fordi man ikke er bange for at føle den.

Men det kan også fungere omvendt. Som når du ikke kan blive vred på egne vegne, men godt kan på andres. Du føler følelsen, men overfører den til en andens situation. Ligesådan kan nogle mennesker blive kede af det på andres vegne men ikke på deres egne. Det er ofte lettere at forholde sig til andres problemer end til sine egne. Men hvis man på den måde går ind i andres følelser og føler dem i stedet for sine egne, så er der ikke nogen forbundethed, ikke nogen oplevelse af følelsesmæssigt fællesskab, nærhed og nærvær og af, at man grundlæggende er ens.

Nå, nu må jeg hellere stoppe. Det blev til et meget langt svar på et kort spørgsmål :-)


KH Helene

Helle8

Kære Helene
Tak, ja det var et langt uddybende svar, natarbejde kan jeg se.
Nogle af de eksempler du nævner har jeg trods alt på plads med at kunne mærke, måske er det bare ikke tydeligt nok endnu. Jeg kender godt det med at synes det andre føler er noget pjat. Nogle gange har jeg oplevet at min reaktion på selv alvorlige hændelser er blevet opfattet som underlig, når jeg har været i ikke familiemæssig sammenhæng – i forbindelse med indlæggelser og arbejdsmæssigt, har det endda sendt mig til psykolog; med al den kontakt til det system jeg har haft, er det egentlig underligt at ingen er kommet nærmere mit underliggende problem, en mistanke om overgreb kunne have fået dem til at spørge mere konkret, selv om jeg aldrig fik rigtig hul på at tale om det før i dette forløb, på den anden side sladrer man ikke og jeg ville nok heller ikke have brugt det ord, så slemt syntes jeg jo ikke det var dengang, hvis jeg kom til at tænke på det.
Hvor har jeg tit i terapien sagt, at det jeg gav udtryk for, kun var en tænkt følelse; der må alligevel være et kim et sted, fra inden jeg meget tidligt, blev følelsesløs, det er måske også fordi jeg er på vej til at mærke følelserne rigtigt, det er svært at vide.
At føle på andres vegne er ikke nær så farligt, som når det er ens egen følelse man må forholde sig til, det er tit mere anstrengende. Mine venner synes ellers jeg er god til at lytte, det er ikke helt det samme som at føle med dem, selv om de måske synes de bliver forstået. Er vi gode til at lade som om…?
Uanset hvordan dagen er gået og jeg har det, er det rart at være i min hule under dynen med puden og min hulebjørn. Hvad er det så med den, noget mere end at den kan give mig tryghed, jeg tænker det er ro; i zoneterapi bliver man rolig når der trykkes på solar plexus punktet, ca. hvor linierne i hånden tegner en trekant under pegefinger og langfingeren, i virkeligheden er et bare et blidt tryk, men jeg tror det har en effekt at holde i hånd, det er bedre end at holde i en stor snip af dynen.
De seneste dage har jeg haft det overvejende godt, men lidt periodevis kan jeg have et uroligt søvnmønster selv om jeg koncentrerer mig om at gøre noget der virker positivt for krop og sjæl med mere, jeg kan endnu ikke skelne hvilken del af mig det er jeg nærer med opmærksomhed. KH Helle8

Helene2

Hej Helle

Ja, man kan undre sig over den mangel på bevidsthed, der er mange steder i systemet. På din vej igennem behandlingssystemet er der ikke blevet spurgt til noget, der kunne bringe dig tættere på en forståelse af, hvad der var det underliggende problem. Jeg blev heller ikke spurgt. Da jeg selv kom og fortalte, at jeg mente, at min Hortons Hovedpine var psykosomatisk, fik jeg at vide, at det kunne den ikke være, for der var aldrig forsket i det! Jeg fik end videre at vide, at den var uhelbredelig, så jeg aldrig ville komme af med den. Men fakta er, at jeg blev helbredt efter tre sessioner i hypnoterapi. Men det var jo også alternativ behandling. Der ser man jo noget anderledes på mange ting end i det etablerede behandlingssystem.

Der er altid er et lille kim i én, der fortæller sandheden og som gemmer al den viden, man har brug for. Men man skal først være parat til at kende sandheden, før man kan lade dette kim få næring, lys og omsorg, så det kan vokse og blive til en sund, livskraftig plante.

Om vi er gode til at lade som om? Som regel er vi mestre i det! Vi er blevet uddannede i at holde facaden og lade som om. Havde vi følt vores egne følelser, da vi var børn, i stedet for at føle andres og mærket vores egne behov i stedet for at mærke andres, så havde vi ikke haft de problemer med, at vi først skulle til at grave os selv frem igen. Men børn kan naturligvis ikke holde fast i sig selv, de er nødt til at holde fast i dem, der skal sikre deres overlevelse uanset, hvilke omkostninger det har.

Uroen i søvnen er naturlig. Underbevidstheden arbejder på højtryk, når vi sover. Hvis du husker nogle drømme, er det en god idé at skrive dem ned.

KH Helene

Helle8

Kære Helene
Et par dage synes jeg det er gået godt og det kommer jo heldigvis ikke skidt igen, som man siger, men det kan alligevel godt være svært at prioritere og få noget fornuftigt fra hånden.
Nå, så kunne jeg igen ikke sove, det slår dagen efter i stykker, jeg kan ikke udnytte tiden som gerne jeg ville til at forkæle mig selv, fridagen er nemlig helt min egen.
Når jeg kan huske noget jeg har drømt, skriver jeg det måske ned; under alle omstændigheder bruger jeg lidt tid på at analysere hvad det betyder, så jeg kan handle på det og gøre noget godt for mig selv.
Kontakterne til systemet giver selvfølgelig en diagnose, den jeg fik, er en meget bred ’skraldespands’ af slagsen, som jeg ikke har kunnet bruge til andet end at finde mig i at have et stempel og en elastik i ryggen, tilbage efter et stykke tid; forløbene gav mig måske lidt, men jeg var stadig i de situationer som udløste bl.a. depressionerne. Indtil for nylig mente jeg at fysiske problemer var en stor medvirkende årsag og jeg ønskede mig noget forskning, men det var åbenbart ikke interessant, også mht. det var jeg til dels henvist til tests og behandlinger, som ikke er en del af det etablerede system.
Som jeg tidligere har givet udtryk for er det først nu hvor jeg kender den virkelige årsag at jeg kan få noget konstruktivt ud af gestaltterapien, som desuden allerede har haft positiv indvirkning på mit fysiske helbred. KH Helle8

Helene2

Hej Helle

Det er lidt pudsigt, at du (næsten) bruger udtrykket 'skraldespandsdiagnose'. Det var præcist, hvad min første sagsbehandler kaldte min diagnose på en borderline personlighedsforstyrrelse. Jeg fandt det dybt krænkende. Når hun ikke respekterede den, så respekterede hun heller ikke min personlighed eller de traumer, der har skabt denne forstyrrelse i personligheden. Hun forholdt sig kun til ordet - ikke til, hvad det betyder at leve med en personlighedsfostyrreslse.

Som et lille tankespind er det også lidt pudsigt, at når man er blevet misbrugt af andre mennesker, så er man så at sige blevet brugt som skraldespand for andres følelser og behov. Så på den måde kan man jo godt kalde det en 'skraldespandsdiagnose'. Men det var nok ikke det, min sagsbehandler mente...

At man så ikke rigtigt kan bruge disse diagnoser til ret meget, det er så noget andet. Når man får diagnosticeret en personlighedsforstyrrelse, er det, som du skriver, et stempel. I virkeligheden er det meget ofte (eller altid)symptomer, der fører tilbage til traumatisering, så hvis der var større villighed til at bruge diagnosen PTSD, så kunne man begynde at tale om, hvad det virkeligt handler om. Diagnosen på en personlighedsforstyrrelse indikerer, at det er noget sygeligt, noget medfødt og dermed uhelbredeligt. PTSD viser, at det handler om traumatisering og dermed noget, der er kommet udefra. Symptomerne er forudsigelige og genkendelige og mulige at behandle (omend det tager tid). Det er meget vigtigt for selvforståelsen og troen på, at man med den rette behandling kan få det bedre.

Det er jo så vigtigt, det du skriver, at du stadigt var i situationerne, der udløste dine depressioner. Så er det jo logik, at ingenting bliver bedre og det bør en behandler være opmærksom på, men det er der desværre mange, der ikke er. Jeg kender én, der blev frarådet at blive skilt (som hun ønskede), før hun havde fået det bedre! Øh... hvordan i himlens navn skulle hun kunne få det bedre, før hun var blevet skilt, når ægteskabet var en fastholdelse i det dysfunktionelle mønster, hun prøvede at komme ud af?
En behandler der ved noget om traumatisering, ville have forstået, at man først og fremmest må væk fra det der belaster én, før man overhovedet kan begynde at få det bedre. Tryghed er en forudsætning for bedring.

Det er rigtigt dejligt at høre, at du helt fysisk mærker effekt af terapien. Det bekræfter endnu engang, at krop og psyke er uadskilllelige.


KH Helene

Helle8

Kære Helene
Tænk hvad et enkelt ord kan afstedkomme, jeg morede mig lidt over dit indlæg. Det var selvfølgelig ikke morsomt for dig, ikke at blive taget alvorligt i situationen af en som burde være professionel. Jeg kan sagtens følge dit tankespind med at være skraldespand for andres følelser og behov, vores egne blev jo også smidt ud; jeg har sikkert før nævnt at jeg heller ikke var god til at dække mine behov før det var absolut nødvendigt, det er heldigvis blevet noget bedre.
Det jeg har været offer for blev en lille kopi af det min krænker oplevede i sin barndom, dybt traumatiseret og dysfunktionel. Så du har også ret når du siger at man kun kan give det videre man selv har oplevet, medmindre man godt kan se det uhensigtsmæssige i adfærden og sikkert med GOD terapeutisk hjælp kan bryde mønsteret.
PTSD, ja det ville være noget nemmere hvis man kunne tage fat i traumet i stedet for at analysere og stemple; den diagnose er svær at få medmindre det ikke kan tilskrives andet end voldsomme naturkatastrofer og krigsoplevelser. Desuden er der det ’lille’ problem at man enten har fortrængt de traumatiske oplevelser eller betragter det som værende ’normalt’ for den voksne havde ’ret til’ at gøre det som gav traumerne. Når der er tale om PTSD er det som at falde ned mellem to stole i forhold til at man enten er arveligt belastet eller det er ’ens egen skyld’ i form af mindreværds følelsen, som dog ofte skyldes de opdragelsesmetoder vi har berørt meget tidligt i denne tråd.
Da jeg var i gruppeterapi forløb blev vi anbefalet ikke at træffe store drastiske beslutninger som at flytte, skilles o.a. imens, så det kan have ligget i baghovedet på den behandler som i tilfældet fejlagtigt rådede sin klient til at vente, når ægteskabet var årsag til problemerne; i virkeligheden var det vel ægtefællen som havde behov for terapi.
Heldigvis har jeg haft det godt i dag, jeg synes også det er rart at der er mere kød på vores snak for tiden, fra min side synes jeg det veksler, men det spejler meget godt hvordan jeg har det. KH Helle8