Tilbagevendende depressioner?

Helle8

Kære Helene
Det underlige er så at jeg kommer til at tvinge mig selv til noget jeg faktisk har lyst til, jeg er opmærksom på mekanismen, syntes der er andre ting jeg gerne lige vil gøre inden jeg kører en tur. Der ligger en stopklods som kunne være opdragelsen; pligter først så fornøjelse, men det er ikke sikkert solen skinner hele dagen og opvasken render ingen vegne. Mine behov kan også kollidere med hinanden, jeg vil ud i det gode vejr, men lige pludselig melder sult og tørst eller træthed sig, nogle gange tager jeg bare noget med i tasken, andre gange synes jeg det bliver for besværligt at pakke alt ned, så hellere spise hjemmefra. Der kunne også ligge en opgave som gør at jeg ikke får ro på mig så jeg rigtigt kan nyde turen; jeg bliver trukket begge veje i mine egne tanker - ambivalent.
Da jeg først kom i gang med dagen syntes jeg ellers det gik godt, så fik jeg kludret i det for mig selv og det er åbenbart stadig svært at få udtrykt hvad jeg mener. KH Helle8

Helene2

Hej Helle

Nej, det er ikke underligt, at du kommer til at tvinge dig selv til noget, du har lyst til. For dit sind vil gerne, men din krop orker ikke. Og fordi du lader dit sind bestemme og overhører kroppen, så bliver det noget, du skal tvinge og overvinde dig selv til at gøre - selvom det faktisk er noget, der vil være godt for dig.

Men efter alle de år, hvor kroppen har knoklet og været på ekstremt overarbejde, så har den brug for RO. Det er en forudsætning for, at nervesystemet kan begynde at slappe af, så du kan få indre ro. Derfor er det sandsynligt, at kroppen slet ikke tåler nogen form for pres. Heller ikke selv om det er til noget, som sindet synes er godt.
Nu har hovedet bestemt i så mange år og kroppen er blevet totalt overhørt, så nu er det kroppens tur til at få lov at bestemme. Det kan være rigtigt svært, for så føler man måske, at man går i stå eller at man har sat sit liv på standby og man mangler oplevelser, nye in-put o.s.v.

Derfor må målet være, at der kommer balance imellem krop og sind, så de vil det samme. Men det kan bare ikke lade sig gøre, før kroppen har fået den RO den har så hårdt brug for. Så det er et langtidsprojekt at få skabt den balance mellem krop og sind og det sker i høj grad ved at lytte til kroppen.

Så jeg forstår udmærket din ambivalens.
Indenfor de sidste par måneder skulle jeg have været på to kurser, som jeg havde glædet mig rigtigt meget til. Desværre måtte jeg melde afbud, for min krop ville helt afgjort ikke afsted. Så sådan var det - men det er okay, for der skal nok komme andre kurser senere, som jeg kan komme med til.

Små kompromisser kan måske hjælpe. Hvis kroppen ikke er med på en skovtur, så vil den måske være med til bare lige at gå udenfor døren, så du kan få to mundfulde frisk luft og kigge op på himlen.
For 6 år siden græd jeg over, at jeg ikke orkede at få ordnet min lille have. En dag fik jeg taget fire stykker ukrudt og det blev et vendepunkt. Pludseligt blev jeg fyldt med taknemmelighed over, at jeg dog havde fået gjort dét. Så det handler også rigtigt meget om tankemønstret. Om man forbander det man ikke kan eller er taknemmelig over det, man kan.


KH Helene

Helle8

Kære Helene
Tak, jeg kom lidt i tænkeboks, jeg synes ellers jeg bruger, næsten for meget, tid på at tilfredsstille kroppens behov for vedligeholdelse, føde, ekstra kosttilskud, klæder og søvn m.m. Når kroppen ikke vil med ud får jeg ikke gavn af det naturlige d-vitamin i solen.
Lige nu ville jeg have bestilt tid til Body-sds, men der var ikke ledig tid på terapidagen, som er optimalt, hvis der dukker et eller andet op, kan jeg tage det med til terapien. Efter sidste gang kunne jeg mærke de havde fat i min ryg, der sidder en hel plade af spændinger som venter på næste gang, det kan lade sig gøre, jeg kan jo håbe på der kommer et afbud den dag jeg gerne ville.
Ellers bruger jeg også tid på at slappe af med at skrive og spille computer, jeg slukker for radioen når jeg trænger til at hvile ørerne. Det jeg ikke kan slukke for lige nu er byggelarm, heldigvis har jeg fået fat i høreværn, som kan tage det værste.
For en gangs skyld er det måske også heldigvis weekend, jeg kan ellers godt mærke at jeg bliver urolig og usikker, hvordan og hvornår får jeg hold på tankerne, så jeg kan sige hvad jeg mener uden alt for mange ord. Måske påvirker de smertestillende piller, mod ribbenet, for at trække vejret ordentligt, der er en rød trekant på etiketten. KH Helle8

Helle8

Kære Helene
Nå, noget af mit problem med om jeg skal ud eller blive hjemme, handler om et andet traume, som siger at jeg har det godt hvor jeg er, det lyder jo godt, men det er ikke nogen fordel at dørtrinet er så højt.
Hvor går min grænse, hvor selvisk kan jeg være uden det går for meget ud over andre, familie og venner, jeg kan ikke finde ud af det. Når jeg må tage mig af mig selv, fordi ingen andre gør det, kan jeg jo alligevel godt have lyst til at gøre noget for at hjælpe andre, åh, jeg bliver forvirret af de modsat rettede stemmer, jeg er ikke blæksprutte og kan ikke være to steder på en gang.
Når jeg har det godt og der er ro på, bliver mine problemstillinger væk, når det så ret hurtigt går ned igen, dukker der nye eller gamle ting op i forklædning, der er mange løse ender. Bedst som jeg syntes at jeg igen måtte være tæt på at kunne holde pause i tråden tror jeg det alligevel ikke. Her kommer min usikkerhed helt op til overfladen.
Hvornår er det egentlig kroppen og hvornår er det sindet på overarbejde, begge dele er tilfældet for mig, det er jeg ikke i tvivl om nu, men her er lidt hul på noget af det jeg ikke kan formulere endnu. KH Helle8

Helene2

Hej Helle

Det er et meget vigtigt spørgsmål, du stiller: 'Hvor selvisk kan jeg være uden, at det går for meget ud over andre…'
Måske har du lært, at hvis du ikke tager hensyn til andre før dig selv, så er du egoistisk eller selvisk? Det er IKKE sandt. De mennesker der har bildt dig det ind, har sandsynligvis været egoistiske ved at sætte deres eget velbefindende før dit.
Så du skal til at lære at gøre det samme. Sætte dit eget velbefindende før andres. Hvis det er egoisme er det en sund og nødvendig egoisme. Andre mennesker må selv tage ansvar for deres eget velbefindende, det er IKKE dit ansvar og det hjælper hverken dem eller dig, at du påtager dig det ansvar.

Du hverken kan eller skal være to steder på én gang, tværtimod. Du skal være præcist dér, hvor DU gerne vil være. Dér hvor du er tryg og har det godt, hvor du kan slappe af, være mest muligt glad og være mest muligt dig selv. Hvis du lytter indad, så ved du, hvor det er.
Andre mennesker er forbipasserende i dit liv. De kan til enhver tid forsvinde ud af det. Derimod har du dig selv med, hvor du end går og står. Derfor er det allermest nødvendige, at du kan tage hensyn til dig selv, passe på dig selv, være tryg ved dig selv og er glad for at være sammen med dig selv. Uanset hvad andre så mener, at du 'skal', 'bør' og 'er nødt til'.

Hvis du føler, at du 'bør' være noget for andre, fordi du ellers er selvisk, så lader du frygten for at være selvisk eller egoistisk styre dig.
Ergo må du nå frem til en accept af, at det IKKE er usund egoisme at sætte sig selv og sit eget velbefindende før andres. Dit liv og dit velbefindende må have 1. prioritet for dig. Hvis andre er afhængige af dig for, at de kan have et godt liv, så er det sandt at sige deres problem. Andre menneskers liv er dybest set ikke dit ansvar (kun sine børns velbefindende har man naturligvis ansvaret for). Det betyder selvfølgeligt ikke, at man ikke kan være noget for andre mennesker men aldrig på bekostning af sig selv. Man skal aldrig ofre sig, for så bliver man til et offer.
Hvis ikke du stiller dig selv forrest i køen til et godt liv og insisterer på din plads, så vil du altid blive skubbet bagud i køen.

Det er fint nok, at du gerne vil gøre noget for at hjælpe andre, men det kan du ikke, før du har hjulpet dig selv. Man kan aldrig hjælpe andre, længere end man selv er. Desuden har du mere end noget andet brug for din egen energi til at hjælpe dig selv. Hvis der så er et overskud af energi tilbage bagefter, kan den komme andre til gavn. For så vil du have overskuddet og energien at give til andre, det betyder at du kan hjælpe med glæde uden samtidigt selv at lide afsavn. Fordi du så giver af et overskud og ikke et underskud.

Så længe krop, sind og sjæl ikke er i overensstemmelse med hinanden, vil alle dele være på overarbejde. Når der er balance, kan energien flyde frit mellem krop, sind og sjæl, så alle tre sider konstant forsyner hinanden med positiv energi. Det er en totalt afslappet, rolig tilstand med masser af positiv energi - selvsagt det modsatte af overarbejde.

M.h.t. at skrive her… prøv at tage det som det kommer og gør, som du føler for. Det er ikke nødvendigt at træffe en beslutning. Hvis du har brug for og lyst til at skrive, så skriver du og hvis du har brug for det eller ikke har lyst til det, så lader du være. Det behøver ikke at være 'alt' eller 'intet', det kan være alt muligt midt imellem.


KH Helene

Helle8

Kære Helene
Hvor har du ret, det du siger, er jo noget jeg godt véd, men jeg kan åbenbart ikke mærke mig selv godt nok endnu, til at vide hvor jeg helst vil være eller hvad jeg har lyst til, jeg kan ikke tydeligt nok mærke hvor min grænse er.
Nogle gange er det nødvendigt at få udvidet sin horisont med andres måde at sige tingene på så tak for det. Jeg læser stadig noget af tråden og links ind imellem, rart at have det på tryk så det ikke forsvinder.
Nu skete det igen, jeg var i byen og jeg blev den der gav, for den anden havde ’glemt’ sine penge, lige det sker ikke så ofte, jeg sagde at så måtte hun give næste gang, jeg beslutter tit, at næste gang vil jeg sige eller gøre sådan, men når jeg står i situationen kan jeg ikke handle. De forsinkede følelser driller mig stadig. I dag kan jeg mærke i lænden at jeg blev skubbet. KH Helle8

Helene2

Hej Helle

Ja, selvom det er ting, man godt selv ved, så er det alligevel vigtigt, at man får in-put fra andre.

Forstår godt, at det var svært at sige fra i en situation, hvor den anden ikke havde penge med. Du ved også, at det vil blive rigtigt svært at sige noget næste gang i mødes. Hvad kan du så gøre? Da det lyder som om, at det ikke er første gang, det sker og som om, at du ikke forventer at få pengene igen fra hende, kan du jo ialtfald lære noget af det. Som f.eks. at du ikke en anden gang skal gøre noget, sammen med hende, der koster penge.

Jeg er ret sikker på, at forsinkede følelser ofte er en ubevidst beskyttelse af os selv, når vi står i en situation, hvor vi ikke magter at handle og reagere. Hvis vi var opmærksomme på vores følelser, ville vi komme til at reagere og så kunne vi risikere at få en negativ respons, vi ikke ville kunne håndtere.
Bagefter, når man er på sikker grund, så ved man som regel, hvad man skulle have sagt eller gjort, men så er muligheden forpasset og man er nødt til at lade det ligge. Men det er jo ikke sandt. Man har muligheden for at tænke den igennem og finde ud af, hvad man føler og som regel har man mulighed for derefter at vende tilbage til personen og fortælle, hvad man mener og hvordan man opfattede det, der skete. Indrømmet: Det er enormt svært og kan tage lang tid, inden man kan det, hvis man kommer dertil.
Hvis det er helt umuligt at få sagt noget, kan man måske finde en anden måde at lade en urimelig behandling etc. få konsekvenser på og finde en anden måde at beskytte sig selv på.


KH Helene

Helle8

Kære Helene
Næste gang kan vi måske bare mødes ude i nærheden af hende, så der ikke er nogen undskyldning, hun kan gå hjem at hente sin pung. Det er altid et skridt på vejen at jeg kan mærke følelsen selvom det er fysisk smerte, den minder mig nok om, at jeg ikke ønsker at stå model til det en anden gang.
De forsinkede følelser er lige præcis en beskyttelse eller undskyldning så jeg ikke kan mærke følelsen og reagere før bagefter, tidligere blev jeg bare ked det, hverken modparten eller jeg bemærkede at jeg blev såret og troede at alt var i skønneste orden.
Dog oplever jeg relativt tit at jeg bliver vred på andres vegne, især når systemer svigter og borgeren ikke får en nødvendig hjælp, da kan jeg godt registrere følelsen men ikke beskrive den, i virkeligheden er det heller ikke rigtigt min følelse; desuden er det åbenbart en rolle som jeg ubevidst påtager mig.

Musikkens påvirkning: de siger at hvis man spiller sin beroligende yndlings musik en time om dagen, bliver man mindre depressiv, der er for lidt klassisk musik i radioen, DAB’en virker desværre ikke så godt hvor jeg bor, så nu må igennem mine cd’er. Sikke mange perioder jeg kunne have haft det bedre, hvis jeg havde kunnet koncentrere mig om at spille det. Jeg kan forsøge om det virker forebyggende, jeg håber man kan få bedre kontakt til og balance i følelserne samtidig med. jeg blev i godt humør af at skrive dette og det virkede faktisk sådan at jeg med det samme kunne mærke mig selv og hyggede mig med puden på maven. KH Helle8

Helene2

Hej Helle

Det er godt, at du har fundet ud af, hvad du kan gøre, så du ikke igen kommer i en lignende situation, hvor du kommer til at betale.
Ja, den fysiske smerte kan mere end noget andet være en effektiv påmindelse om nogle ting.

Du nævner vreden, når systemet svigter. Det kender jeg i den grad. Det er kun i forhold til systemet, at jeg kan mærke vrede.
Men du skriver så, at det heller ikke rigtigt er din følelse og en rolle, du ubevidst påtager dig. Det forstår jeg ikke rigtigt.

Det er dejligt, at du får noget godt ud af at høre musik. For mit eget vedkommende virker det modsat.

KH Helene

Helle8

Kære Helene
Lige pludselig var der ingen forbindelse til nettet, måske byggearbejderne har ramt et forkert sted, nu er den heldigvis i orden igen. Jeg blev helt ’åh nej’ så kunne jeg jo ikke komme på nettet, se mails eller andet.
I dag fik jeg kortvarigt følelsen af ikke at kunne finde mit liv og mig selv. Den fysiske smerte er nok min krops måde at fortælle mig på, at det nu er på tide at bryde mit mønster og reagere på følelsen, når den altså viser sig, jeg håber i hvert fald det er tegn på at det går den rigtige vej.
Jeg plejer heller ikke at være god til at forklare ordentligt hvad jeg mener, jeg vil forsøge: Følelsen er ikke rigtigt min, fordi jeg reagerer på en andens vegne, når JEG har grund til at være vred, kan jeg endnu ikke mærke min egen vrede.
Vi spiller alle roller i forskellige sammenhæng; Med hensyn til den rolle, må jeg jo signalere at jeg gerne vil hjælpe og den anden forventer at jeg kan give et råd eller svare på hvor de skal henvende sig.
Det er egentlig godt gjort, når jeg slås med problemer jeg ikke selv kan løse, mine resurser er også begrænsede, det er et dilemma når jeg er nærmeste / eneste til at være der for en anden.
Det er tit jeg har brug for at hvile ørerne, men jeg har åbenbart også gavn af den rolige musik ind imellem. KH Helle8