Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg vil lige sige til dig, at teorien om, at visse depressioner er endogene – altså opstået uden ydre årsag – er forladt for mange år siden!
Psykiaterne var godt nok længe om at forlade den teori. Jeg kan huske, at jeg havde en diskussion med min mors psykiater. Min mor havde en svær depression, efter at hun i mange år var blevet terroriseret psykisk og slået af min far. Jeg mente naturligvis, at det var denne voldsomme mishandling, der var årsag til depressionen.
”Nej,” sagde psykiateren. ”Din mors depression er ikke opstået af ydre årsager. Hun har jo ikke været udsat for noget usædvanligt!”
Men, altså det er 30 år siden, og teorien om endogene depressioner er forladt for længe siden.
Du siger også, at hvis årsagen til depressionen er traumer, så gavner piller ikke. Hvorfor tror du det? Det stemmer ikke med erfaringerne.
Det, der udløser en depression, er forskellige former for belastninger.
Belastninger bringer uorden i hjernens signalstoffer.
Ligegyldig hvad, der har forårsaget den uorden i signalstofferne, så kan medicin være en god hjælp – også hvis det er traumatiske oplevelser, der har bragt uorden i signalstofferne. Medicin hjælper ikke altid, men i de fleste tilfælde er det muligt at finde en type medicin og en dosis, der kan hjælpe.
Medicin kan selvfølgelig ikke helbrede traumet. Det kan kun ske ved hjælp af terapi. Men antidepressiv kan være en god hjælp, mens man arbejder på at helbrede traumet ved hjælp af psykoterapi, sådan at depressionerne aldrig mere kommer tilbage.
Du må undskylde, at jeg siger dig imod. Men jeg synes bare, at du skal vide, at læger og andre behandlere ser anderledes på sagen, end du gør
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg har gået og tænkt rigtig meget, mens jeg har slæbt mig selv rundt
i manegen.
Som én af jer skrev, så tænker jeg netop, at jeg ikke bare kan tage et års pause.
Jeg er bange for at gå i stå, og for, at jeg kommer til at kede mig. Hvad nu hvis jeg efter et halvt år har det rigtig godt?
Jeg har aldrig holdt mere end en uges ferie i streg, så tanken om helt helt år hjemme på min sofa lyder ikke tiltalende i længden. For hvad skal man lave, når man er færdig med at sove?
Min læge har foreslået flere gange, at jeg skulle tage en pause, mens min psykolog pressede på, for at jeg skulle holde mig igang, og sørge for at slappe af ind i mellem.
Min psykiater siger, at jeg skal finde en taktik, så jeg ikke lever on-off som han kalder det. Dvs. at enten er jeg 110% til stede ellers har jeg ikke overskud til noget som helst.
Måske skulle jeg lade være med at vente på, at nogen kommer og redder mig, og selv tage ansvar for mig selv?
Jeg er bare så bange for alle de ting jeg går glip af. Kontakten med alle mine venner i byen hvor jeg studerer (jeg bor i den anden ende af landet med min kæreste, men har et kollegieværelse i den by, hvor jeg studerer), en aktiv hverdag, mit arbejde (i den by, hvor jeg studerer) og den friske luft.
Hvor er jeg bare træt af at gå kun og tænke på mig selv, og have ondt af mig selv. Men det hjælper nok ikke at gå og blive vred på mig selv.
Vel?
Nu kender jeg jo ikke din situation eller din økonomi, og da jeg foreslog, at du skulle holde en pause med studierne, lagde jeg mig ikke fast på, hvor lang perioden skulle være.
På nogle studier kan man godt nøjes med et halvt år. Men dit studium er åbenbart indrettet sådan, at du er nødt til at tage et helt år ud, hvis du skal holde pause.
Du spørger: Hvad nu, hvis jeg har det rigtig godt efter et halvt år? Dertil vil jeg svare: Så meget desto bedre! Det er da fantastisk, hvis du kan få det godt meget hurtigt.
Og så spørger du: Hvad skal jeg lave, når jeg er færdig med at sove? Dertil vil jeg svare, at det er hårdt arbejde at bearbejde psykiske traumer. Jeg forudsætter, at du kommer i behandling. Det vil tage meget af din tid, fordi psykisk bearbejdning tager lang tid.
Jeg foreslår ikke, at du skal isolere dig og ligge på sofaen. Jeg kan godt se, at du nok ikke får dine venner fra studiet at se ret tit, når I bor langt fra hinanden. Men den friske luft har du vel også dér, hvor du bor og ikke bare i den by, hvor du har dit kollegieværelse? Og nu går vi jo foråret i møde, hvor man netop kan få mange kræfter af at opholde sig ude.
Du skal også lære at give dig selv omsorg og følge dine egne ønsker og behov frem for pligten. Du skal lære at være dig selv, at mærke dig selv, frem for bare at fungere og vise en facade frem for omverdenen. Det tager tid.
Det er meget illustrativt at høre forskellen mellem din læges råd og din psykologs råd. Jeg tror, at denne forskel afspejler en forskel i opfattelse af, hvad en depression er. For mig er en depression en form for overbebyrdelse. Og man kan ikke komme sig af en overbebyrdelse ved at anstrenge sig eller tage sig sammen. Man må tværtimod prøve at give slip og slappe af.
Jeg havde selv 3 meget svære depressioner i min studietid. Jeg har fortrudt, at jeg ”humpede” mig igennem min studietid uden at få gjort noget virkelig grundlæggende ved min situation dengang. Alle 3 gange måtte jeg forsømme et halvt år. Hver gang tænkte jeg, at jeg ikke havde penge til at finansiere hverken behandling eller leveomkostninger, og at jeg var nødt til at gå i gang med studiet så hurtigt som muligt, så jeg kunne begynde at tjene penge. Det betød at jeg knoklede umådeholdent for at indhente det forsømte, med det resultat, at jeg hurtigt brød sammen igen.
Så jeg kender udmærket din psykiaters udsagn om enten at være til stede 110 % eller slet ikke at magte noget som helst. Det er meget bedre at lære at tage hensyn til sig selv og stoppe op, før man har overskredet sine grænser.
På grund af mine tre depressioner i studietiden blev jeg nødt til at holde pause i sammenlagt halvandet år, og det endte med at blive meget dyrere alt i alt, end hvis jeg fra starten havde sørget for at komme mig ordentligt, fordi mit studielån trak renter og renters rente.
Jeg må for resten lige sige, at jeg var alene med et barn på det tidspunkt. Når man har et lille barn, så får man noget struktur på sin dag, fordi man er nødt til at stå op hver morgen, når barnet vågner. Selv om et lille barn kan være en byrde, så kan det også være en fordel, fordi ens hverdag bliver lagt i faste rammer. Din situation er måske anderledes, hvis du aldrig før har været udsat for, at der ikke er en skole/et studium/ et arbejde, der giver din hverdag faste rammer. Men så kan du selv skabe disse rammer ved at gøre faste ting på faste tidspunkter.
Nej, det er ikke nogen løsning at være vred på sig selv. I en vis forstand kan man opfatte depression som indadvendt aggression, så vrede mod sig selv er en del af problemet og ikke en del af løsningen.
Jeg kan ikke sige dig, hvad du skal gøre. Jeg kan bare sige, at mit liv ville være blevet bedre, hvis jeg noget før havde gjort meget mere for at blive rask – i stedet for at tro, at det var vigtigt at gøre studiet færdigt så hurtigt som muligt.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg vil starte med at sige, at jeg er helt enig med Kameliadamen i hendes sidste svar til dig. For mig har tid, tid og mere tid været det allervigtigste i min helbredelsesproces. En sådan proces kræver professionel hjælp. Det er både en bearbejdelses-, lærings- og forandringsproces og alt det nye skal også integreres og blive en del af én. Det tager tid og det kræver energi. Men det er klart, at det involverer et behandlingsforløb. Bare at gå hjemme uden at gøre noget, det løser ingen problemer.
For at få energi til en helbredelsesproces, må man blive bevidst om, hvor man lægger den smule energi, man har. Så længe man spreder sin energi alle mulige steder udenfor sig selv, har man ikke også energien til også at fokusere indad og skabe heling. Studiet tager energi, arbejdet tager energi, andre mennesker tager energi, at opretholde en facade tager energi, de daglige gøremål tager energi og ikke mindst tager gamle, ubearbejdede traumer og fortrængte følelser en helt utroligt masse energi. Når al denne energi er brugt, hvor meget positiv energi har du så tilbage til dig selv? Ikke mærkeligt, at du er træt.
Man må lære at bruge energien fornuftigt og kanalisere den ud på områder og på måder, hvor man selv får mest mulig udbytte af den. Så længe man ikke har børn, kan man beslutte, at nu vil man først og fremmest bruge den smule energi man har på sig selv og sin helbredelse, så må alt andet komme derefter. Bliver der så noget energi til overs, kan man vælge, hvor man vil bruge den til gavn for sig selv – f.eks. socialt. Man må lære at blive mere selektiv og passe bedre på sig selv. Du skriver, at du giver dig selv 110% i de ting, du involverer dig i. Tænk sig, hvis du satsede de 110% på at VILLE have det bedre og gøre gode ting for dig selv.
For mig har det handlet om, at jeg har sat mig det mål, at jeg vil have det GODT og jeg vil gøre ALT for at nå det. For hvad kan være vigtigere end målet om at få et godt liv? Men det kræver ofte nogle omprioriteringer.
Du er inde på noget meget væsentligt: Det er helt nødvendigt, at du holder op med at vente på, at nogen kommer og redder dig. For så kan du komme til at vente meget, meget længe. Der er kun ét menneske i verden, der kan redde dig og det er dig selv. Men du kan få hjælp til det gennem god professionel behandling og du kan få støtte fra andre, der selv har været igennem en tilsvarende proces. Men andres hjælp og støtte kan heller ikke redde dig, for det er kun hjælp til selvhjælp. Det er kun dig, der kan gøre det hårde, følelsesmæssige arbejde. Så ja, du har helt ret: Du er nødt til før eller siden at tage ansvar for dig selv, dit liv og din egen helbredelsesproces. Jo mere du selv kan tage ansvar, desto hurtigere vil du opleve bedring. Dit liv er alt for vigtigt og betydningsfuldt til, at du kan overlade ansvaret for det til andre. Du ska lære atl tage styringen og kontrollen over dit eget liv.
Og nej, det nytter bestemt ikke at blive vred på sig selv. Tværtimod bliver alting kun værre af det. Når man bliver vred på sig selv, så giver man sig selv skylden. Ingen har nogensinde forandret sig positivt og har fået det bedre af at blive udsat for vrede. Tværtimod har man brug for forståelse, omsorg, kærlighed og lydhørhed – og det skal man lære at give sig selv. Det er helende – vreden er ødelæggende. Derimod er det på sin plads, at du på et tidspunkt bliver vred på dem, der har gjort dig fortræd, så ansvaret placeres, hvor det hører hjemme. Ikke fordi du skal gå og være vred hele tiden, vreden skal gerne slippes igen. Det er en naturlig følelse – den skal bare ikke ramme dig selv.
Det hjælper heller ikke, som du skriver, at gå og have ondt af sig selv. Men i en sådan proces har man også brug for at kunne have ondt af sig selv. For der er sørme god grund til det. Man skal også gerne kunne slippe den følelse igen og beslutte sig for, at nu vil man ikke være offer længere. Nu vil man gøre noget andet, så man kan få det bedre. Den del handler meget om vilje og stædighed. Svært – ja. Umuligt – nej.
Tilbage står, at man har det, som man har det. Det er, sådan som du har det nu, du har at arbejde videre udfra. Din fortid har skabt grundlaget for din nutid og det du selv gør i nutiden skaber grundlaget for din fremtid. Ønsker du noget bedre i fremtiden må du gøre noget andet, end du har gjort hidtil.
Jeg vil slutte med en lille tekst af forfatteren Shakti Gatwain:
'Være, gøre og få
Vi kan anskue livet ud fra tre dimensioner: At være, at gøre og at få. Ofte forsøger vi at leve vores liv baglæns. Vi prøver at FÅ flere penge for at opnå følelsen af, at vi kan GØRE mere af det, vi ønsker, så vi kan VÆRE lykkeligere. I virkeligheden forløber det omvendt: Vi må først VÆRE virkeligt os selv, så GØRE, hvad vi føler os vejledet til at gøre, for at FÅ, hvad vi ønsker.
Jeg lader mig selv være til.
Jeg gør, hvad der føles rigtigt.
Jeg får alt, hvad jeg virkeligt ønsker.'
Mange hilsner Helene
mange tak for jeres hurtige svar.
Jeg tror faktisk, at jeg ved jeres hjælp har rykket mig mere de sidste
par dage, end jeg har de sidste måneder.
Har I nogle forslag til behandling?
For som det er nu, har jeg ikke ret til flere henvisninger fra lægen til psykolog,
og selv om jeg var rigtig glad for min psykolog, og jeg følte at hun kendte mig rigtig godt, føler jeg ikke, at jeg fik det store ud af det, andet end symptombehandling, som jo selvfølgelig er vigtigt for at klare sig igennem hverdagen.
Den psykiater jeg går hos, kan også lave noget psykoterapi, men jeg tror ikke, at han kører mere end 30min hver anden uge ca, og det er ikke helt nok, selv om jeg aldrig før har mødt nogle psykologer, der forstår mig så godt, som han gør.
Lige et meget konkret spørgsmål:
Jeg har haft angst siden sommeren 2008, og pludseligt føles det som om, at angsten er blevet mindsket ekstremt meget, og at jeg istedet er blevet deprimeret, hvilket jeg ikke direkte føler jeg har været før. Men det kan måske skyldes, at jeg har været alt for dårlig til at mærke efter, og derfor kun har mærket de tydelige signaler, som angsten jo sender. Eller hvad tænker I?
Jeg er meget spændt på at skulle til psykiater på fredag i den kommende uge, for jeg tror, at han vil supplere min medicin med noget dopamin-givende. Så håber jeg lidt på, at det måske kan give mig et kick. Men jeg begynder at tro på, at det desværre ikke er alt hvad der skal til. For hvis det var det, så ville jeg ikke blive ved med at få det dårligt fra jeg var 13 og helt indtil nu, hvor jeg er 24.
God weekend til jer allesammen,
de kærligste hilsner fra Oktober
En af mine behandlere sagde engang, at angst og depression er to forskellige måder, som det samme grundlæggende problem kan vise sig på. Når der er angst, er der trods alt noget bevægelse i energien, mens en depression, når den er allerværst, kan være som én stor fastfrysning eller blokering af energien, sådan at alle funktioner, både de fysiske, de følelsesmæssige og de intellektuelle bliver hæmmede og lammede.
Når du er gået fra angst til depression, ser jeg det som et tegn på, at din tilstand er blevet ændret, fordi du har mistet energi. Jeg tror ikke, at du har været depressiv hele tiden uden at mærke det.
Jeg har stort set ingen erfaringer med angst, næsten kun depression. Første gang jeg oplevede angst, var ved slutningen af den tredje depression. Da der ved hjælp af den antidepressive medicin var blevet løsnet så meget op i den fastfrosne energi, at der var kommet mere bevægelse i energien, fik jeg i flere dage i træk angstanfald. Det var ubehageligt, fordi jeg aldrig havde oplevet det før, men angstanfaldene gik hurtigt over, og bedringen fortsatte.
På baggrund af mine egne erfaringer vil jeg gerne fortælle dig, at der er flere faser i din helbredelse:
1. At komme over den nuværende depression. Det kan jo ske ved hjælp af medicin. Jeg har ikke erfaring med noget dopamin-øgende medicin (dvs. det er for resten i høj grad muligt, at det antidepressive middel, som jeg stadig tager forebyggende, nemlig naturmedicinen perikon, også øger dopamin-niveauet!)
Til forskel fra Helene mener jeg godt, at der kan være positive virkninger ved bare at gå hjemme uden at foretage sig noget. For mig har det i høj grad været helende i forhold til igangværende depressioner, bare at give slip og falde til ro og prøve at være god ved mig selv, uden at foretage mig andet end det strengt nødvendige, som skulle gøres, når man nu engang har et barn.
Men det er en fejltagelse at tro, at man er helbredt, bare fordi den igangværende depression er gået over, ved hjælp af enten hvile og tid, eller medicin. Min fejl har været, at jeg – efter at have fået alle mine kræfter tilbage oven på en sådan svær depression – gik i gang med alle aktiviteter 110 %, som om jeg intet havde lært! (Og det havde jeg jo heller ikke). Med det resultat, at jeg inden længe igen fik en ny depression. De depressionsudløsende årsager var der jo stadigvæk, og de slog til, så snart jeg trappede ud af medicinen/ igen begyndte at anstrenge mig.
Derfor er det nødvendigt, at behandlingen indeholder to punkter mere:
2. At ændre depressionsfremkaldende adfærdsmønstre. Det kræver hjælp fra en dygtig behandler, og det kræver tid. Når det er nødvendigt med hjælp udefra, er det også, fordi de depressionsfremkaldende adfærdsmønstre forekommer normale for den, der har dem! Og vi lever i en præstationsorienteret kultur, hvor en sådan adfærd ikke virker påfaldende. Ud over præstation kan du se, hvad det er for depressionsfremkaldende adfærdsformer, jeg hentyder til omtalen af en bog af Josef Giger-Bütler, som jeg bringer et link til her:
http://www.borgen.dk/product.asp?product=307
3. At bearbejde traumerne – i dit tilfælde traumer, der stammer fra incest. Også det kræver meget tid og en meget dygtig behandler, der bruger en målrettet metode. Man kan ikke forvente, at en almindelig psykiater eller en almindelig gennemsnits-psykolog har den rette kompetence til at klare punkt 2 og 3. De fleste psykiatere nøjes med at give medicin og lidt small-talk, og de fleste psykologer giver (efter min erfaring) såkaldt samtaleterapi, der er en udvidet form for small-talk. Og det er ikke tilstrækkeligt til at flytte noget.
Nogle psykologer bruger dog kognitiv terapi, som faktisk er en målrettet metode. Men efter min bedste overbevisning er kognitiv terapi ikke egnet til alvorlige depressioner og traumer, fordi kognitiv terapi lægger for meget vægt på intellektet og for lidt vægt på kroppen og følelserne, og efter min opfattelse er den kognitive terapis menneskesyn overfladisk og forfejlet, og dens opfattelse af depression er forkert!
Jeg vil anbefale kropsorienteret psykoterapi, som var det, der hjalp mig. Det er jo ret betænkeligt at anbefale en psykolog til en anden, og desuden svært, når jeg ikke ved, hvor du bor. Men du kunne eventuelt ringe til den psykolog, jeg anbefaler, og spørge, om hun kender en i dit område, der er kvalificeret til at hjælpe dig. Og desuden kan du danne dig et indtryk af den pågældende psykolog og hendes terapi ved at tale med hende. Der sker jo aldrig noget ved at ringe og spørge! Her får du et link til hjemmesiden:
http://www.vindinghoved.dk/
(For en ordens skyld: Det er den kvindelige psykolog, jeg anbefaler, ikke hendes mand, som godt nok også er behandler, men ikke psykolog)
Mange hilsner og god weekend til dig også!
Kameliadamen
Dejligt at høre, at du kan bruge svarene :-)
M.h.t. behandling vil jeg foreslå dig at kontakte VISO. Det er Service Styrelsens tilbud til mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb som børn. Man kan søge om 11 gratis psykologtimer. Hvis du vælger det, skal du nok ikke vente for længe med at søge, da der kan blive lukket for tilgang allerede tidligt på året. De tilknyttede psykologer har med sikkerhed kendskab til bearbejdelse af incest og senfølgerne heraf. Du kan læse mere her: http://www.spesoc.dk/wm147632
Afhængigt af hvilket studie du går på, er du måske omfattet af tilbuddet fra Studenterrådgivningen: http://www.studraadgiv.dk/
Systemets mest brugte behandlingsmetode er nok gruppeterapi under distriktspsykiatrien. En psykiater kan henvise til dette.
Endeligt er det MÅSKE muligt at få noget hjælp til psykolog via kommunen, hvis de skønner, at du har brug for det for at kunne gennemføre din uddannelse. Det lykkes for nogen, hvis man ikke selv har mulighed for at betale, men det er nok vanskeligt at få igennem.
Den professionelle rådgivning på Støttecenter mod Incest (www.incest.dk) ved mere om, hvilke behandlingsmuligheder der er.
Jeg har selv arbejdet meget med både angst og depression i min proces. Min oplevelse er (meget forenklet), at såvel angst som depression dybest set er affødt af magtesløshed. Angsten kan være en umiddelbar panikreaktion, når man pr. impuls vil væk fra noget, man ikke kan klare. Kan man ikke komme væk, bliver man handlingslammet. Man oplever, at man er låst fast og ikke selv kan gøre noget for at forandre sin situation. Er denne fastholdelse i noget uudholdeligt af længere varighed og uden håb om forandring, så medfører det opgivelse, håbløshed, ligegyldighed, meningsløshed, smerte – netop kendetegnene for en depression. Energierne bliver bundet af traumerne og bundet til traumerne.
Da en incestproblematik handler om magt kontra afmagt, består helingen af, at man dels får bearbejdet fortidens oplevelser, så energierne gradvist bliver frigivet men også, at man begynder at få oplevelsen af, at man faktisk selv har indflydelse på sit liv og kan påvirke, kontrollere det og styre det i den rigtige retning.
Er de depressive og angstfyldte følelser skabt tidligt i livet, så kan man være blevet så vant til dem, så man ikke længere registrerer dem bevidst. De er bare en grundstemning – sådan har man jo 'altid' haft det. Angst er ikke kun panikangst. Det kan f.eks. også være en (uerkendt) knude i maven, en sitrende uro, en konstant bekymring, en fornemmelse af at mange ting i livet er umuligheder, en konstant anspændelse, kronisk træthed eller smerte i kroppen. Visse fysiske lidelser kan i nogle tilfælde også være et angstsymptom. Så har lidelsen så at sige camoufleret angsten.
Som incestramt har man først og fremmest brug for at få genskabt tilliden til andre mennesker og få opbygget sin selvtillid. Man har givetvis også brug for at lære at turde sige til og fra, så man ikke længere går ud over sine egne grænser og heller ikke tillader andre at overskride dem. Man har brug for at lære at rumme, respektere, forstå og reagere hensigtsmæssigt på sine egne følelser og behov. Man har måske også brug for at lære at kommunikere mere åbent, klart og tydeligt. Samt ikke mindst lære, hvilke mennesker der er gode for én at være sammen med og hvem det er bedst for én at undgå. Man lærer ikke noget af dette ved at tage medicin. Men at lære disse ting betyder, at man skal gøre noget helt andet, end man altid har gjort. Det kan skabe angst og så kan det være nødvendigt med medicin i en periode for, at man overhovedet kan arbejde terapeutisk med tingene.
For hver gang man igennem livet er i relationer eller under vilkår, der ikke er gode for én, vil angsten og depressionen blive forværret. Hvis man medicinsk fjerner symptomerne (f.eks. angst og depression) på, at noget er galt, så kan det betyde, at man lettere accepterer og affinder sig med at leve med noget, der i virkeligheden er skadeligt for én! Heldigvis er der efterhånden flere og flere psykiatere, der mener, at medicin sjældent hjælper, når det handler om senfølger af traumatisering.
Jeg er enig med Kameliadamen i, at samtaleterapi alene ikke er nok i længden, men jeg mener, det kan være et udmærket sted at starte. Jeg vidste fra starten, at jeg havde brug for hypnose for at komme 'bagom' mine meget massive fortrængninger. For mig var hypnose kombineret med NLP-terapi den perfekte løsning. Først nu efter 5 år, er jeg parat til også at arbejde med det kropslige og det gør jeg med Rosen-terapi. Forskellige mennesker har forskellige behov.
Men privat terapi er dyrt, så man må jo starte, hvor det er muligt. Så kan man altid prøve noget andet på et senere tidspunkt. Det vigtigste er, at man kommer i gang.
Jeg kan varmt anbefale bogen: 'Familier med sexuelt misbrug af børn' af Eva Hildebrandt og Else Christensen.
Mange hilsner Helene
Men det jeg har brug for, er en behandler, der kan give mig et meget intensivt forløb, hvor vi taler alt igennem, og ser på, hvordan de enkelte ting, kan være med til at påvirke mig i dag.
Hvor adskiller incest sig fra seksuelt misbrug?
Da jeg ville have min henvisning, fik jeg at vide, at jeg burde være kommet mig over det for længe siden (af min sagsbehandler i min daværende kommune), og min læge ville ikke henvise mig, fordi der ikke var foregået samleje. Åbenbart et vigtigt kriterium?
Min gamle psykolog var meget kognitiv, og det har også hjulpet mig en del med angsten. Jeg tror, at hun var rigtig god, men faktisk er 24 gange ikke så lang tid. Især ikke, når man har en travl hverdag kørende, som også giver mange problemer, som er vigtige at få klaret under vejs.
Men økonomien i det er ret svær at gennemskue.
Men det sted i Kattrup ser rigtig godt ud. Jeg kommer faktisk fra Hovedgård et par kilometer derfra, så det er ret pudsigt at det sted blev foreslået af alle steder i hele landet. Men som det er nu, har jeg allerede købt mig fattig i psykolog, så jeg kun lige har penge nok til mad og husleje.
Men hovedet er helt sikkert lagt i blød, og arbejder på højtryk. Det er bare så underligt, at have så mange store tanker, mens man går rundt blandt så mange folk, der slet ikke forstår noget af det, og ikke kan gøre noget.
Det får mig til at føle mig helt vildt ensom og frustreret.
Helene, du skrev en masse om frustration, og det sagde mig bare rigtig meget, for jeg føler, at jeg har vildt meget frustration, og at det nærmest er den røde tråd igennem de sidste mange år af mit liv.
Jeg tror jeg vil begynde at skrive dagbog herinde. Det føles mere meningsfyldt at skrive det herinde, end at skrive det på papir, uden at jeg helt ved hvorfor?..
Jeg håber I har haft en rigtig god weekend.
Jeg har slappet af og prøvet at vænne mig til tanken om, at der skal ske nogle forandringer i mit liv. Og tanken er ved at rodfæste sig, selv om den oftest bliver jaget væk af et "men man kan jo ikke bare...."
God idé med dagbogen. Det er altid godt at skrive ned og så er det jo skønt, at der er muligheden på ND, når det giver mere mening for dig :-)
Ja, det kunne lyde som om, at et intensivt terapiforløb vil være godt for dig. En incestproblematik får man desværre ikke klaret med hverken 10 eller 20 behandlinger, hvorfor systemets tilbud slet ikke er tilstrækkelige.
Det du skriver, er jo hele kernen i det hele: Hvordan det påvirker dig i dag og hvordan du kan leve med det på en ny måde, så du kan få et godt liv som voksen, selvom starten ikke har været god.
Der findes vist en helt klart definition på forskellen mellem incest og seksuelt misbrug, som jeg ikke husker. Men i hovedtræk er incest seksuelle overgreb begået af en person, der er beslægtet med barnet eller som indgår i en sådan rolle overfor barnet (som f.eks. en stedfader, stedmoder ell. lign.). Seksuelt misbrug er personer udenfor familien.
Senfølgerne vil for en stor del være de samme. Dog vil man typisk være mere medtaget, hvis det er foregået i den primære familie og især i hjemmet. Ligeledes er det selvfølgeligt også vigtigt, om der 'kun' har været tale om enkelte overgreb eller om det har været årelangt misbrug. Samt i hvor høj grad, der også har været et følelsesmæssigt misbrug. Der er mange forskellige ting, der spiller ind for graden af senfølger.
Åh, de 'kære' sagsbehandlere. Jeg havde også en sagsbehandler, der bl.a. sagde til mig: 'Det var dog en frygtelig historie, du har med dig… men det er jo fortid nu. Det betyder jo ikke, at du ikke kan arbejde i nutiden'. Og så skulle jeg ellers revalideres og ud i et 37 timers job, for det var besluttet, at jeg skulle blive helt selvforsørgende. Hun sagde, at det jo var godt, at jeg gik i terapi, det ville jo nok blive nødvendigt resten af min tid - men hun forventede jo, at når min terapeut kunne få åbnet for nogle ting, kunne han også få lagt låg på igen, så jeg kunne arbejde mellem 8-16! Så jeg prøvede faktisk at efterlade mine følelser derhjemme, når jeg tog af sted (arb.prøvning) for ellers ville jeg jo miste mine sygedagpenge og så havde jeg ikke økonomisk mulighed for at fortsætte min terapi. Fandens til system og en vis mand tage den slags ufølsomme, uforstående mennesker!
Heldigvis var det jo så i din daværende kommune. D.v.s. at du må jo så har skiftet sagsbehandler og det er jo en mulighed, at han eller hun vil være mere lydhør. Man har jo lov at håbe. Men generelt når kommunen er involveret, så er det nok noget af en kamp.
Nej, samleje er IKKE et kriterium for at få en henvisning til psykolog for seksuelle overgreb! Det er vist en ret fri fortolkning, din læge dér har foretaget. Du kan se reglerne for psykologhjælp her:
http://www.psykologkontakt.dk/info.asp?id=8
Så hvis du orker, er der grundlag for at prøve igen og insistere på at få en henvisning, for det her burde din læge ikke bare slippe af sted med.
Ja, det er underligt at gå og tænke så store og dybe tanker ude mellem andre mennesker. Det hjalp faktisk mig i sin tid at tænke på, at statistisk set har ca. 10% af Danmarks befolkning været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. Det betød, at ialtfald 10% af de mennesker jeg mødte nede i Netto og andre steder, faktisk havde det nogenlunde ligesom mig. Dertil kom de mennesker, der er vokset op med andre former for misbrug og omsorgssvigt. Så alt i alt holdt jeg op med at føle mig så adskilt fra og forskellig fra andre mennesker. I bund og grund har mange af os det faktisk temmelig éns. Vi er bare så forbandede gode til at opretholde den pæne facade og skjule vores hemmeligheder.
Ja, frustrationen er uundgåelig. Også et tegn på magtesløshed. Når du begynder at finde ud af, hvordan du kan få magten og kontrollen over dit eget liv tilbage, så slipper frustrationen i sagens natur.
Nej, man kan jo ikke 'bare'… men hvis du begynder at glemme ordene 'skal', 'bør' og 'er nødt til', så kan du faktisk rigtigt meget mere, end du forestiller dig. Forandringer kan skabe angst og utryghed – men de kan også skabe nyt håb og tro på noget bedre.
Ja, pudsigt at stedet i Kattrup blev nævnt, når du bor i nærheden. Det var måske ikke helt tilfældigt. Den slags tegn skal man være opmærksom på. Det er ofte guider, der leder én i den rigtige retning.
Jo tak, stille og rolig weekend bl.a. med X-factor (øv, at Daniel røg ud ;-)
Og i dag har jeg fået ordnet akvarium og bagt brød. Ikke fordi jeg orkede men fordi det var nødvendigt. Men det var jo dejligt bagefter, når det var gjort :-)
Kærlig hilsen Helene
Det sidste først: Jo, tak jeg har haft en fin weekend. Jeg har været sammen med familien, og det var jo dejligt, men også anstrengende med alle de mange indtryk, man får, og de mange hensyn, man skal tage.
Og jeg kan kun anbefale dig, at få noget grundlæggende gjort ved dine problemer. Jeg ventede alt for længe, dels fordi det varede så længe, før jeg fandt den behandling, der var den rigtige for mig, og dels fordi jeg mente, at jeg ikke havde råd. Og det havde jeg jo sådan set heller ikke.
Jeg har det udmærket nu, men hvis jeg var kommet i den rigtige behandling noget før, så var jeg nok ikke så ”slidt” som jeg er nu.
Efter min weekend er jeg lidt medtaget, men der er alligevel et par ting, jeg vil sige:
Som jeg sagde, er det lidt betænkeligt at anbefale en psykolog til andre. For der er jo mange ting, der spiller ind. Foruden kvalifikationer, metode og geografisk sted, er der den såkaldte ”kemi” mellem psykolog og klient.
Jeg synes, at det i sin tid var forfærdeligt, at jeg stod helt alene med at finde en behandler. Og jeg skal fortælle dig noget pudsigt. Den pågældende psykolog, der nu bor i nærheden af Horsens, boede dengang I Hellerup. Jeg fandt hendes hjemmeside ved at søge på http://www.google.dk på ”kropsorienteret psykoterapi”. Hendes opfattelse af, hvad depression er, stemte overens med, hvad jeg mærkede, og hendes behandlingsmetoder til behandling af årsagerne til depression og PTSD forekom mig rigtige. Derfor ringede jeg til hende for at spørge, om hun kendte én i mit område, der brugte samme metoder, og havde samme opfattelse af depression.
Det blev en meget god samtale, hvor hun også fortalte mig, at hun var i færd med at oprette et behandlingssted i min by (!) – og desuden planlagde at flytte til Jylland. Og på den måde, kom jeg i terapi.
Det er jo pudsigt, at der tilsyneladende er et sammentræf også i din situation. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om den slags sammentræf.
Hvad du end gør, så kan jeg anbefale dig metoden med at ringe til behandleren og via en samtale, på forhånd danne dig et ordentligt indtryk af vedkommende. Og man skal åbenbart ikke lade sig stoppe af forhindringer, som f.eks. at vedkommende bor i Hellerup ved København, mens man selv bor i Jylland!
Angående økonomien, så tror jeg desværre ikke på, at kommunen vil støtte. Det forsøgte jeg, men jeg fik at vide, at en psykiater i det etablerede system måtte være tilstrækkelig. Og kommunernes økonomi er desværre blevet forringet siden da. Men det skader jo ikke at forsøge at spørge kommunen.
Jeg vil henlede din opmærksomhed på, at man kan søge legater til at betale for behandling. Der findes legater, der er målrettet personer med bestemte problematikker. Desværre kan jeg ikke længere huske navnene på disse legater. Man må jo kunne finde dem via Internettet. I sin tid fandt jeg dem via en stor, tyk legathåndbog på biblioteket, for de første gange, jeg søgte legater, var før jeg kom på Internettet.
Tænk på, at der muligvis kan være legater, der er specielt målrettet til incest-problematikker. Selv om jeg ikke har erfaringer med incest, vil jeg mene, at det er incest-problematikken, der giver dig flest chancer for at få økonomisk støtte.
Studenterrådgivningen kunne også være en ide. Den brugte jeg flere gange under min studietid. Men det er ikke min erfaring, at Studenterrådgivningens tilknyttede psykologer har den kompetence, der er nødvendig. Studenterrådgivningen er god til de almindelige eksistentielle problemer, som man kan have som studerende (ensomhed, dårlig økonomi, eksamensnervøsitet, skriveblokering, stress). Jeg kom via Studenterrådgivningen med i en gruppe af enlige studerende med børn – kvinder, der alle havde haft problemer med depression, og vi støttede hinanden gennem flere år.
Nå, det her skulle bare være et kort indlæg. Nu ender det alligevel med at blive en længere smøre.
Mange hilsner
Kameliadamen