Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg synes, at det er vigtigt, at du gør opmærksom på en eventuel sammenhæng mellem D-vitaminmangel og blyforgiftning. Men du har aldrig svaret på et spørgsmål, som jeg har stillet dig engang om, hvorvidt du mener, at alle, der har D-vitaminmangel, bør testes for blyforgiftning.
For hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Eksperter mener jo, at 45 % af danskerne mangler D-vitamin (Det har jeg hørt i udsendelsen ”Ha’ det godt” på DR1). Er det ikke mere nærliggende at tro, at de fleste har fået D-vitamin-mangel, fordi de ikke spiser tilstrækkeligt med fisk og desuden ikke får sollys nok, nu hvor lægerne er begyndt at advare mod kræftfaren ved sollys?
Og den stakkels dreng i denne debattråd har jo masser af problemer at slås med. Hvis jeg var hans mor, ville jeg nok ikke – i hvert fald ikke lige nu - sende drengen til undersøgelse for blyforgiftning.
Men som sagt, det er udmærket, at du gør opmærksom på denne problematik.
Mange hilsner
Kameliadamen
og nej det er nok ikke lige det første jeg vil beskæftige mig med.
Det der med at gå ud i solen, ja det er jo osse rigtig nok, men der må så være forskel på fra menneske til menneske hvor gavnligt det er, for jeg er meget ude, og har altid været det, og har osse være soldyrker, men derfor kunne jeg godt få vinterdepressioner alligevel.
kommer til at tænke på de forskellige ting der er sundt at spise, gad vide hvor meget der skal til, f.ex. mørk chokolade er det en plade om dagen eller er det et lille stykke.
Nå men nu er han så startet med d vitaminer og så vil lægen teste igen for det senere for at se om det er ok.
Kender du Borderlineforeningen. Her kan du finde en masse information. Der er også en side for pårørende. De har vist også en debat eller lign., hvor man kan stille spørgsmål. Hermed link til hjemmesiden: http://www.borderlineforeningen.dk/
Det er lidt svært for mig at sige, hvad borderlinen har betydet for mit liv, for jeg har ikke været ret gammel, før jeg har udviklet PTSD. Så hvad har været hvad? Rent intellektuelt kan man godt adskille tingene og se, at borderline og PTSD hver især giver forskellige symptomer. Men man skiller det jo ikke ad følelsesmæssigt, når man lever med det på én gang. Den samlede sum har været en barndom og en ungdom i Helvedet og et meget svært og usammenhængende voksenliv. Jeg fik så også først hjælp, da jeg var 43 år og startede i terapi. Efterhånden som jeg fik bearbejdet alle mine gamle traumer, begyndte jeg at fungere bedre følelsesmæssigt og dermed få grundlag for et bedre liv. Pt. søger jeg førtidspension, for jeg er vedvarende skadet og kan bl.a. ikke indgå i almindelige sociale relationer. Men følelsesmæssigt har jeg aldrig haft det bedre og jeg har store forhåbninger om en rigtigt god fremtid, når jeg har fået pensionen. Så kan jeg for alvor lægge fortiden bag mig og komme videre – som den person, jeg nu er blevet til. Nu skal det så også lige med, at min opvækst har været mere end almindeligt traumatisk (se evt. min profil).
Det er en psykiater, der skal stille diagnosen borderline.
Det jeg har imod den slags diagnoser til børn er, at man sygeliggører børnene. Børnene er ikke syge – de reagerer helt naturligt på de belastninger og traumatiske forhold, de har været udsat for i deres liv. Der er i høj grad forskel på sygdom og traumatisering. Sygdom er indefra kommende, traumatisering er udefra kommende. Så behandlingen må jo rette sig herefter. Når man hæfter en diagnose på barnet, så er det barnet, der bliver stemplet som sygt, så man anser altså, at problemet har årsag i barnet selv. Til forskel fra hvis man ser det som traumatisering, så ser man, at årsagen er noget udenfor barnet selv og fokuserer altså på konkrete årsager til barnets mistrivsel og arbejder på at få løst disse problemer.
Min egen datter har givetvis også borderline men fik dog 'kun' diagnosticeret social fobi i sin tid, da vi var tilknyttet en familiegruppe på børnepsyk. Jeg prøvede at fortælle dem, at jeg var sikker på, at hendes problemer handlede om tidlig manglende tilknytning og traumer i hendes første leveår men det kunne de ikke gå ind i. Det var jo hende, der var symptombæreren – altså var det hende, der var syg og bare skulle lære en 'normal' social, alderssvarende adfærd. Vi fik derfor nogle konkrete opgaver, som hun slet ikke magtede følelsesmæssigt. De krav (eller udfordringer) de stillede hende overfor, overskred i den grad hendes grænser og ressourcer, så det var overgreb, de udsatte hende for. Derved var det psykiatriske system selv var med til at traumatisere hende yderligere. Hun blev sygeliggjort og hun fik derfor aldrig den hjælp, hun havde brug for. For det var hendes far og mig, der var hendes problem og uden at forholde sig til det og hjælpe os til at forandre os, kunne børnepsyk. jo heller ikke hjælpe hende. Så på den måde var børnepsyk. faktisk med til at give hendes far og mig grønt lys til at blive ved med at have en adfærd, der skadede vores barn, men det var hende, der blev stemplet som 'adfærdsvanskelig' og 'utilpasset'. Det tror da pokker – det var et sundhedstegn, at hun ikke kunne tilpasse sig sin far og mig og modreagerede!
Dermed kommer vi ind på skyldfølelsen. Den er uudholdelig og det er én af de følelser mennesker frygter allermest. Derfor er man så tilbøjelig til at vende det blinde øje til, så man ikke ser eller benægter, hvad man selv har forårsaget. Man er nødt til at se smerten i øjnene og arbejde på at tilgive sig selv for, at man ikke kunne gøre det bedre. Skyldfølelse er nok den mest destruktive og ubrugelige af alle følelser. Men den kan vendes til noget positivt: Ansvarsfølelse. Vi gør det alle så godt vi kan, udfra vores egne forudsætninger og udfra de givne omstændigheder. Vi kan alle uforvarende og uden at ønske det komme til at skade andre. Du har ikke ønsket at skade dine børn, du har gjort meget for at forandre tingene og du gør rigtigt meget for at hjælpe din søn. Så grundlaget for at kunne tilgive dig selv er der. Men måske du får brug for professionel hjælp for at kunne gøre det. Desuden er ansvaret for din søn jo ikke dit alene. Han har også haft en far og hans ansvar skal du ikke tage på dig.
Hvis du har mod på en (lidt tung) bog, så kan jeg varmt anbefale 'Smertegrænsen' af psykolog Lars J. Sørensen, der er chefpsykolog på Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland. Den kan være svær at forstå, hvis man ikke har et forhåndskendskab til disse ting, men der vil uden tvivl være ting i den, du alligevel kan bruge. Her beskriver han bl.a. borderline indgående og også årsagerne hertil.
Mange hilsner Helene
Hvis jeg var dig, ville jeg ikke lægge for meget vægt på hverken blyforgiftnings-problematikken eller borderline-diagnosen.
Personligt har jeg ikke meget fidus til den type diagnoser, som borderline hører ind under (de såkaldte personlighedsforstyrrelser). Jeg synes, at man skal behandle de problemer, der er – ikke stemple folk med den slags diagnoser.
Du skriver jo også, at det er en psykolog, der har stillet diagnosen. Vent nu hellere lidt med at tro på den.
Min erfaring er, at diagnoser på personlighedsforstyrrelser ofte fordeles med løs hånd. Jeg har f.eks. 7 stk. af slagsen: Jeg har også borderline-diagnosen, som er givet af en psykiater, samt 6 andre personlighedsforstyrrelser, som er ”påvist” af en neuropsykolog. Det hele er noget frygteligt sludder, efter min mening.
Men det står klart, at din dreng har en depression, og at han har D-vitaminmangel.
Det vigtigste er at hjælpe ham, så han kommer sig af begge dele. Og her synes jeg, at Helenes tanker om, at han kan have flere modsatrettede følelser i forbindelse med sin afdøde far, f.eks. både vrede og skyld, er meget vigtige. Men det er meget vigtigt, at han ikke bliver påduttet noget.
Depression er jo en slags blokering af al energien, hvor man ikke kan udtrykke noget som helst. Der skal tid og ro og støtte til, før det går over, så energien kan flyde frit og også følelser kan udtrykkes.
Depression skyldes jo den samlede mængde af belastning, som et menneske er udsat for. Det er en kendt sag, at D-vitamin mangel kan udløse depression. Så det er ikke umuligt, at din søn får det meget bedre, når hans D-vitamin-niveau forhåbentlig snart kommer i orden, og at dette kan bidrage til, at han får kræfter til at løse de problemkomplekser, der er.
Du gør dig mange tanker omkring arv og miljø, og det har jeg også gjort.
Min opfattelse er, at det, man arver (genetisk), er en særlig sensitivitet eller følsomhed, der under de rette betingelser kan give et rigere liv. Men desværre giver den særlige følsomhed eller sårbarhed jo også større risiko for at blive skadet, hvis man bliver udsat for grimme ting i sin opvækst.
Men jeg har en fornemmelse af, at du er god til at støtte din søn, og med den rette hjælp fra læge og psykolog er jeg overbevist om, at din søn nok skal komme sig helt.
Du skriver, at du – selv om du har udendørs arbejde og dermed får en del lys – alligevel har fået (vinter) depressioner. Men det er jo den samlede sum af belastning, der er afgørende for, om man får depression. Og du har jo haft et hårdt ægteskab med mange problemer. Det kan selv nok så meget lys ikke råde bod på.
Angående den mørke chokolade, der skulle kunne øge niveauet af signalstoffer og dermed modvirke depression, så vil jeg mene, at det er bedst med nogle få ruder ad gangen hver dag i en periode. Du ved: for lidt og for meget fordærver alting.
Jeg sender jer alle gode ønsker for en snarlig bedring
Kameliadamen
hvor er jeg glad for alt det i skriver....det er godt at læse. nej jeg vil heller ikke hænge mig så meget i dianose borderline....
jeg har jo osse oplevet at være til et møde på hans forrige "normale skole" min familie vejleder var med og min socialrådgiver så var begge deres klasselærere med og skoleinspektør og en til.
vi blev bare tromlet ned familievejleder socialrådgiver og mig.. skoleinspektøren havde læst borderline og ja vi kunne lige så godt holde mund for ingen hørte overhovedet ikke efter de ville bare have drengene væk fra skolen og det kunne kun gå for langsomt.
begge drenge havde været i timeaut i en periode for at støtte dem, den yngste havde det slemt på den måde at han ville passe på storebror en rolle der ikke var sund, han ville osse passe på mig.
det er så lykkes mig at få ham ud af den rolle. Da den yngste kom hen i sin klasse fik han den optur at han så var foran de andre i klassen mens han havde været i timeaut så han har klaret sig godt siden, flyttede dog skole senere og går et sted i dag hvor det går godt.
nå men tilbage til det møde så bagefter stod vi 3 og snakkede, de sagde begge 2 til mig du gav helt op med at sige noget ja sagde jeg da de hærte ordet borderline så lukkede de bogstavelig talt øerne.
Den skole som den ældste går på er de ikke så fordomsfulde, de har ¨så osse børn den alm. skole har opgivet og selv med stort fravær så har de ikke givet op.
Hans kontaktpædagog kan jeg sms til og hun ringer mig op hun har så selv osse prøvet nogen ting i sit liv og har selv en datter der har haft depression.
ja men jeg vil helt bestemt gå ind og læse lidt i borderline foreningen.
ja jeg har gjort det jeg kunne, og ja jeg skal tilgive mig selv, for de svigt jeg selv har forårsaget og de svigt som deres far har lavet kan jeg ikke bøde for, ja det ved jeg.
Drengene har et godt forhold, er sjældent uvenner det undrer folk sig altid over når de kommer i mit hjem.
de har diskuteret deres far mens han levede et ex. vi sad en dag rundt om spisebordet og den yngste sagde det er da ikke den dårligste far man kan have, den store svarede ikke rigtig, den yngste blev ved der findes da nogen der er dårligere...
en episode hvor deres far havde kastet en kniv efter den store udenfor.
den yngste har spurgt mig flere gange mor har du set det, jeg måtte svare ja.
han ville bare ikke tro det ville helst have at jeg kunne sige nej det passer heller ikke.
jeg brugte noget tid på at forklare ham at de havde hver deres forhold til deres far.
det med du skriver at det er svært for dig at fortælle om hvordan borderline har indvirket på dig for du har haft det fra barn, ja det kan jeg udmærket følge dig i da jeg har haft min panikangst fra jeg var barn, jeg aner jo heller ikke hvordan jeg ellers ville have været, ved bare at min mor og mine søskene osse har haft psykiske problemer, og husker min mor som meget skrøbelig da jeg var ca 5 år, hun græd meget og man prøvede at tage hensyn til hende..hun skubbede os børn væk osse når man var ældre og gerne ville lægge en arm omkring hende...
hun var 40 år da hun fik mig og jeg er den yngste ud af 7, hun har jo osse haft en hård opvækst og jeg har tilgivet hende for længe siden, hun er jo ikke vant til at tale om følelser, hun var et praktisk og meget flittig til alt, men det med følelser kunne hun ikke rigtig, var vel osse nervøs for at hun selv skulle gå i opløsning.
Da min far døde, græd hun ikke, jeg ved da godt at hun var ked af det, da hun så så min storebror og mig omfavne hinanden og græd, da gik hun væk for ellers ville hun græde.
nå det var et sidespring men ja det er svært at skelne når man har haft noget fra barndommen, man kender ikke andet og jeg har jo heller ikke spurgt nogen hvorfor jeg havde det sådan, troede bare at jeg var et nervøst gemyt og jeg har bare tvunget mig selv til mange ting, og andre har jeg undgået...
Jeg vil først beklage, at jeg ikke altid læser Netdoktor og derfor ikke har svaret på spørgsmål samt at jeg skrev blyforgiftning, hvor der skulle have stået kronisk blyforgiftning.
Kronisk blyforgiftning er nemlig markant forskellig fra akut blyforgiftning og skal diagnosticeres på helt forskellig vis.
Kronisk blyforgiftning kan kun diagnosticeres ved en provokations eller kelations-test, hvor man får et lægemiddel, der flytter bly (og andre tungmetallerne) fra depoterne og over i blodet. Herefter kan man teste blodet eller urinen for dets indhold af bly (og andre tungmetaller).
Man kan ikke teste kroppens depoterne af tungmetaller på levende individer.
De lægemidler, som anvendes testen er kendt i f.eks. Rusland til behandling af tungmetalforgiftede minearbejdere siden starten af nittenhundrede og halvtredserne.
Provokationstest hverken anvendes eller accepteres i det offentlige danske Sundhedsvæsen.
Efter min mening skyldes dette mangelfuld viden i Sundhedsvæsenet.
Med blot en begrænset viden om tungmetallers biokemi, så er det let at påvise endog grove fejl hos den almindelige lægestand. Det sidste til stor skade for patienterne, som derved fratages muligheden for korrekt diagnosticering (og behandling) ved kronisk tungmetalforgiftning.
Orthomolekylære læger, som arbejder med metoder, som ikke anvendes eller accepteres af Sundhedsvæsenet bliver ”jagtet” af Sundhedsstyrelsen og har måske derfor ingen interesse i at offentliggøre deres resultater.
De er også undertiden påpasselige med at tilbyde disse test til patienter, som de ikke kender.
Provokationstest er brugt mange steder i verden. Læge Thomas Rau fra Parcelsusklinikken (www.paracelsus.ch ) udtalte for nogle år siden til et kursus, at de har testet mere end 11.000 patienter og at dette har været uproblematisk.
Med den erfaring, som jeg har, så vil jeg mene, at alle, der har D-vitaminmangel, med fordel kunne testes for kronisk blyforgiftning, hvis det ikke er oplagt, at deres D-vitamin har en anden årsag (f.eks. burka klædte kvinder eller unge mennesker, som kun kan ”klistre” foran computeren.).
Jeg vil også mene, at det er betydeligt nemmere at teste og udelukke en bly-forgiftning, end at begynde med (en fejl-) behandling med psykoterapi eller psykofarmaka, ifald lidelsen skulle skyldes tungmetalforgiftning.
Jeg vil tro, at der påvises blyforgiftning i ca. 40 % af de patienter, som jeg har henvist til test hos de 10 orthomolekylære læger, som jeg plejer at henvise til.
Dog skal man være klar over, at ikke alle kelateringsmidler er lige egnede til at påvise blyforgiftning. Dimaval, som er egnet til påvisning af kviksølv og kobberforgiftning, synes at være mindre egnet end Atamir eller DMSA til påvisning af blyforgiftning.
Men der mangler stadig megen erfaring med test og behandling for tungmetalforgiftning og offentlig tilgængeligt materiale.
Selv er jeg lykkelig over at have genvundet et OK helbred efter behandling for min forgiftning med flere tungmetaller, selvom jeg endnu ikke er færdigbehandlet.
En af mine allernærmeste har været i behandling for blyforgiftning og har fået det bedre.
Det er godt, at du ikke hænger dig i diagnosen borderline. Men jeg tror alligevel, at du kan have glæde af at læse noget om denne lidelse (som du også skriver, at du vil). For uanset om din søn har borderline eller ej, så kan det nok give dig en fornemmelse af, hvordan han måske har det indeni og hvad det handler om og hvordan du bedst støtter ham.
Godt at høre, at det går godt for din yngste dreng og at I fik ham ud af rollen som beskytter. Rigtigt godt, at I fik vendt udviklingen.
Det lyder som om, at du får god støtte og hjælp fra fagfolk. Det er jo stort.
At dine drenge har et godt forhold til hinanden er bare så godt. Jeg forstår godt, at der er nogle, der bliver overraskede over det, for der sker tit det, at børnene vender sig mod hinanden, bekriger hinanden og ikke kan få et tæt forhold. Min personlige teori er, at det er fordi du er alene med dem, så de ikke skal tage parti mod hhv. deres far og dig og fordi du er god til at få dem til at acceptere, at de har forskellige oplevelser af og følelser for deres far. Jeg har selv oplevet det samme med mine to piger. Da deres far var ude af billedet, gik det meget bedre mellem dem indbyrdes.
Så jeg synes, det lyder som om, at du tackler det rigtigt fornuftigt med drengenes forskellige forhold til deres far. Den yngste prøver jo tydeligvis at bevare sine illusioner om en god far. Det er sikkert det, han overlever på. Den ældste kan så ikke på samme måde fornægte virkeligheden, for han har (så vidt jeg forstår) haft flere grimme oplevelser med sin far. Tilgengæld kan tingene faktisk blive lettere for ham som voksen, fordi han ikke lever på en illusion men kender virkeligheden. Dér kan den yngste så gå hen og få nogle problemer senere i livet.
Nå ja, så kom jeg for resten lige til at tænke på, at din ældste søn givetvis tåler krav, pres og stress rigtigt dårligt. Hans nervesystem er formentligt højaktiveret. Som at trykke speederen og bremsen i bund i en bil – på samme tid. Hans nervesystem skal have mest muligt ro. Her er det for øvrigt lige værd at tage med, at sukker og alkohol er det rene gift for et sensibelt nervesystem. B-vitaminer og de sunde olier er gode til at stabilisere – og i øvrigt sund og varieret kost.
Som du også skrev, så kan han få hidsighedsanfald, når han f.eks. bliver vækket om morgenen. Klart - det er krav og en stor stressfaktor. Så prøv at presse ham mindst muligt til ting, han ikke har lyst til. Jeg mener ikke, at han skal pakkes ind i vat og skal opvartes og fritages for forpligtelser og ansvar, det er over i den anden grøft og er bestemt heller ikke godt. Men sørg helst for, at han har valgmuligheder, så han føler, at han selv har mest mulig indflydelse på og kontrol over sit eget liv. Lad ham selv træffe flest mulige beslutninger om de ting, der handler om hans eget liv. Nu f.eks. det med at komme ud i luften og få rørt sig. Det er jo godt og sundt, men hvis han f.eks. bare ikke orker, så kan det være en stor stressfaktor. I stedet for at prøve at presse og overtale ham til det, er det altid bedre at tale om tingene og se om du kan motivere ham til at gøre det – f.eks. ved at gøre det til dit behov for at ville gå en tur sammen med ham, så I har noget sammen (dette er bare et eksempel). Hellere gulerod end pisk, så får man altid de bedste resultater.
Måske er det noget, du godt ved i forvejen – det faldt mig bare lige ind at nævne det, for det synes jeg er meget vigtigt.
Det gør det jo så heller ikke nemmere, at han vel er kommet i puberteten, hvor der gerne skal ske en frigørelsesproces og hvor der som bekendt sker en stor forandring både fysisk og følelsesmæssigt. Det kan jo give kaos i sig selv.
P.S.: Har først set dit sidste svar til mig nu, så tilføjer bare lige en kommentar. Ja, den sociale arv følger én og barndommen præger én. Men man ved jo ikke, hvordan og hvor meget, før det pludseligt slår én i hovedet med en hammer. For som du skriver, så har man det jo bare, som man har det og har bare troet, at det var en selv, der var sart, sensibel, svag eller hvad det nu måtte være. Men virkeligheden er noget mere nuanceret.
Har du kunnet tilgive din mor, så kan du også tilgive dig selv.
Mange hilsner Helene
Du er selvfølgelig ikke forpligtet til at læse Netdoktor. Men når man som du deltager i debatterne i et debatforum og bringer et indlæg, så kan man da godt forvente, at du lige læser de reaktioner, som du får i de følgende par dage
Debatten i Netdoktor går jo ud på at udveksle erfaringer og oplysninger, og dialogen er vigtig, efter min mening. Debat er jo dialog!
Men undskyld mig, jeg synes altså, at du i denne debattråd kommer som en ”deus ex machina”, som prædiker netop DIN sandhed, uden at tage hensyn til, at den stakkels dreng har andre problemer end D-vitaminmangel.
Misforstå mig ikke, jeg synes, at dine erfaringer og oplysninger er vigtige, og som jeg har fortalt dig tidligere, så har jeg – desværre med ringe held – forsøgt at få en ortomolekylær læge til at undersøge mig for tungmetalforgiftning.
Men lige netop i denne her debattråd synes jeg, at det er mere vigtigt at tage hensyn til drengens helt konkrete psykiske tilstand og give råd, der kan lindre drengens pine og støtte moderen.
Når man som Viips er alene med to børn, hvoraf den ene har en svær depression, og desuden har fuldtidsarbejde for at kunne forsørge børnene, så gælder det om at prioritere, hvad der er vigtigt at bruge sine kræfter og sin tid på lige nu.
Det, jeg mener, er, at det ville være godt, hvis du bruger lidt mere fingerspidsfornemmelse, når du fortæller om dine – i øvrigt meget væsentlige – erfaringer
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg tror bestemt også at det er mangel på D-vitamin som er årsagen i dette tilfælde. Selv Borderline er linket sammen men D-vitamin mangel. Der findes efterhånden ikke en sygdom hvor D-vitaminet ikke har en rolle både mht. forebyggelse og mulig helbredelse.
Blyforgiftning har bestemt ikke noget med lavt D-vitamin at gøre. Men ligger man højt i D-vitamin er det også med til at afgifte og beskytte kroppen når der sniger sig et tungmetal indenbords.
Hilsen Niels