Indstillinger
min dreng på 13 har svær depression
det gik helt galt i foråret med min ældste søn, han kunne ikke sove, havde ingen appetit, holdt op med at opsøge sine kammerater, sad for det meste hjemme. Han har dog en 5 kammerater som kommer og besøger ham.
Han kunne blive enormt agressiv når man sagde nej til ham.
Jeg gik til læge med ham og han fik taget forskellige blodprøver for at se om han evt. sku have kyssesyge, jern mangel, o. lign. alle prøver var fine.
Efter sommerferien blev det ikke bedre, han har ikke været meget i skole, det var en daglig kamp at få ham op om morgenen, de fleste gange kunne jeg ikke få liv i ham, han kunne ikke falde i søvn om aftenen, så jeg kunne ikke få liv i ham om morgenen.
Han kunne blive agressiv når jeg vedholdende prøvede.
Det blev bare værre og værre, jeg gik til læge med ham igen, og nu var det en ny læge, meget omhyggelig, hun tog igen flere blodprøver på ham og jeg snakkede om han evt, havde en depression,
Hun tog en depressions test på ham og sagde han havde point der svarede til en svær depression, han har tabt sig meget.
Jeg spurgte til om han ikke kunne komme i medicinsk behandling, det var hun ikke så meget for, jeg har så talt med hende i telefonen, og hun ville henvise til en børne psykiater som så kunne tage stilling til medicin osse.
De psykiatere jeg har haft ringet til har et års ventetid, jeg har 2 mere jeg kan ringe til så håber jeg det er bedre med dem, men frygter at de osse har et års ventetid.
Nå men den sidste blodprøve med d vitamin viste at han havde meget mangel på d vitamin, så nu er han kommet i d vitamin kur.
Vores forhistorie er så heller ikke så god slet ikke set i bagspejlet.
For 4 år siden blev jeg kontaktet af hans skole, de synes at min søn virkede tavs, og fraværende havde svært ved at koncentrere sig, om han var syg.
Jeg var dengang gift med drengenes far, og han var slem til at gøre forskel på drengene, hakkede altid på den store hvis drengene var uenige eller oppe og slos.
Jeg snakkede meget med min mand om det han kunne ikke se han gjorde noget forkert.
det endte med at jeg flyttede fra ham så drengen kunne få ro. og mig selv osse.
Året efter blev han testet af en skole psykolog der beskrev ham som uglad, stille. måske viste tegn på borderline.
Han har så gået på en skole en special skole pga. det psykiske og det første år har det virkelig hjulpet ham meget.
Deres far døde så pludseligt i sommer, og min søn sagde han var ligeglad, det tror jeg så ikke rigtig på, selv om de havde et anstrengt forhold så kan han jo aldrig nå nu at få et godt forhold til sin far eller et bedre.
Den yngste går i sorg gruppe og har snakket meget om det, han er god til at lukke op hvilket den store ikke er.
Jeg kan så tilføje at pga. der er skrevet bekymring på ham flere gange er det endelig lykkedes at råbe kommunen op, nu er der aftalt et møde her den 5 marts, hans nye socialrådgiver har kontaktet mig ang. en paragraf 50 så de kan få afklaret hvordan vi kan støtte og hjælpe ham.
Håber i kan få lidt ud af mit forvirrede indlæg men jeg trænger bare til at snakke med nogen om det hele.
Han kunne blive enormt agressiv når man sagde nej til ham.
Jeg gik til læge med ham og han fik taget forskellige blodprøver for at se om han evt. sku have kyssesyge, jern mangel, o. lign. alle prøver var fine.
Efter sommerferien blev det ikke bedre, han har ikke været meget i skole, det var en daglig kamp at få ham op om morgenen, de fleste gange kunne jeg ikke få liv i ham, han kunne ikke falde i søvn om aftenen, så jeg kunne ikke få liv i ham om morgenen.
Han kunne blive agressiv når jeg vedholdende prøvede.
Det blev bare værre og værre, jeg gik til læge med ham igen, og nu var det en ny læge, meget omhyggelig, hun tog igen flere blodprøver på ham og jeg snakkede om han evt, havde en depression,
Hun tog en depressions test på ham og sagde han havde point der svarede til en svær depression, han har tabt sig meget.
Jeg spurgte til om han ikke kunne komme i medicinsk behandling, det var hun ikke så meget for, jeg har så talt med hende i telefonen, og hun ville henvise til en børne psykiater som så kunne tage stilling til medicin osse.
De psykiatere jeg har haft ringet til har et års ventetid, jeg har 2 mere jeg kan ringe til så håber jeg det er bedre med dem, men frygter at de osse har et års ventetid.
Nå men den sidste blodprøve med d vitamin viste at han havde meget mangel på d vitamin, så nu er han kommet i d vitamin kur.
Vores forhistorie er så heller ikke så god slet ikke set i bagspejlet.
For 4 år siden blev jeg kontaktet af hans skole, de synes at min søn virkede tavs, og fraværende havde svært ved at koncentrere sig, om han var syg.
Jeg var dengang gift med drengenes far, og han var slem til at gøre forskel på drengene, hakkede altid på den store hvis drengene var uenige eller oppe og slos.
Jeg snakkede meget med min mand om det han kunne ikke se han gjorde noget forkert.
det endte med at jeg flyttede fra ham så drengen kunne få ro. og mig selv osse.
Året efter blev han testet af en skole psykolog der beskrev ham som uglad, stille. måske viste tegn på borderline.
Han har så gået på en skole en special skole pga. det psykiske og det første år har det virkelig hjulpet ham meget.
Deres far døde så pludseligt i sommer, og min søn sagde han var ligeglad, det tror jeg så ikke rigtig på, selv om de havde et anstrengt forhold så kan han jo aldrig nå nu at få et godt forhold til sin far eller et bedre.
Den yngste går i sorg gruppe og har snakket meget om det, han er god til at lukke op hvilket den store ikke er.
Jeg kan så tilføje at pga. der er skrevet bekymring på ham flere gange er det endelig lykkedes at råbe kommunen op, nu er der aftalt et møde her den 5 marts, hans nye socialrådgiver har kontaktet mig ang. en paragraf 50 så de kan få afklaret hvordan vi kan støtte og hjælpe ham.
Håber i kan få lidt ud af mit forvirrede indlæg men jeg trænger bare til at snakke med nogen om det hele.
Kommentarer
Jeg tænker, at han måske har mere brug for en børnepsykolog end for en psykiater. Men jeg ved godt, at det er rigtigt svært, hvis man ikke kan få ham til at tale om tingene. I mine øjne skal man bare ikke give børn medicin. I stedet må man finde en voksen, han har tillid til, så han kan begynde at tale om sine problemer.
Men det er bare min mening.
Håber virkeligt det bedste for ham - og for Jeres familie.
Hilsen Helene
Det minder lidt om min barndom, jeg er i dag 32 år. Min far døde, da jeg var 6½. Vi har haft flere dødsfald i min familie. Jeg husker, at jeg også var ret tavs, faktisk i 1 års tid. Men da jeg startede på handelsskole og mødte nye mennesker, åbnede jeg mig mere igen. Min storebror (han var 12, da vores far døde) har i dag erkendt, at han har en eller anden angst, som han kæmper med pga. vores fars død. Min bror har i lang tid virket hård overfor deres 2 små drenge. I dag går det bedre, for han prøver at sige nogle ting fra, som han ikke har overskud til. Han kan dog stadigvæk virke ret lukket.
I min familie har vi ikke altid været gode til at snakke om tingene, om de ting, der er sket. Det er først nu efter mange år, at min mor har åbnet sig og fortalt om noget der skete dengang.
Jeg har 2 søskende, og vi reagerede alle 3 forskelligt, når de traumatiske ting skete.
Glad for at høre din yngste går i en sorg-gruppe. Jeg fornemmer, at din den ældste går og gemmer på en eller anden angst.
Fordi jeg selv som barn har oplevet dødsfald i familien, er mit råd til dig nok, vær der for ham, støt ham, lad ham vide, at du elsker ham og giv ham et kram. Det kan være han en dag vil åbne sig, når han føler sig klar. Det kan måske godt tage lidt tid.
Jeg er glad for at høre, at du prøver på at hjælpe ham med psykolog m.m.
Er sikker på du gør dit bedste. Håber han vil få hjælp til at komme videre.
Det må være en frygtelig situation at være i, når det kæreste, man har, nemlig ens barn lider så forfærdeligt. Og det er forkasteligt, at der er så lang ventetid på kvalificeret hjælp.
Jeg kan kun tilslutte mig de andres råd: Forsøg at få hjælp hurtigt, tal med ham og få ham til at give udtryk for det, der plager ham, og vis ham, at du elsker ham og støtter ham.
Derudover vil jeg gerne tilføje et par ting:
Det er en god ide at læse noget om depression, i begyndelsen helst noget kortfattet, der er til at overskue. Jeg vil råde dig til at læse f.eks. her på Netdoktor om depression. Der er flere forskellige artikler om depression, men der er faktisk en om depression hos børn:
http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/ ... n_born.htm
NB nederst i ovenstående artikel er der en anbefaling af to bøger om depression hos børn.
Selv fik jeg min første depression som 19-årig. Jeg var ellers flyttet hjemmefra, men flyttede tilbage til mine forældre og boede der, mens jeg var syg. Mine forældre – der ellers burde have masser af erfaringer med depression, fordi min far havde haft flere svære depressioner – talte overhovedet ikke med mig. Jeg tror, at de mente, at det var en lægeopgave at tale med mig, og de var nok lidt skræmte. Men det var forfærdeligt at være helt alene med sygdommen. Efter min mening er depression en ganske naturlig menneskelig reaktion på svær belastning. Hvis man forstår det, og især når man er nær pårørende, kan man hjælpe og støtte meget.
Depression kommer altså af belastning. De fleste tænker som regel altid på psykisk belastning. Det er svært for de fleste at forstå, at belastningen også kan være af kemisk/biologisk art. Men depression kan faktisk godt opstå på grund af D-vitamin-mangel. Og din søn har jo faktisk fået påvist D –vitaminmangel. Jeg vil tro, at der hos de fleste, der får depression, er flere sammenfaldende udløsende årsager, f.eks. både vitaminmangel og belastende oplevelser, i form af stress eller sorg eller lignende.
Du kan derfor i høj grad hjælpe din søn ved at hjælpe ham med at spise sundt og få D-vitamin-tallet normaliseret. Ud over D-vitamin-tilskuddet er det en god ide, hvis han tager en kvalitets-vitaminpille dagligt og tilskud af fiskeolie. Hjernen består nemlig for to tredjedeles vedkommende af fedtstoffer, og af disse fedtstoffer er en stor del den slags, som man får fra fisk. Hjernen har brug for vigtige byggestoffer, når den skal blive rask igen. Det kan du f.eks. læse om her:
http://premium.netdoktor.com/dk/portal/ ... M=1&Y=2009
Jeg kan også anbefale dig rådet i ovenstående link om, at din dreng skal prøve at komme ud i dagslys og få noget motion. Det vil også hjælpe ham til at blive rask. Han vil sikkert have svært ved at tage initiativ til det selv. Derfor er det en god ide at foreslå at gå en tur med ham, ud i sne og dagslys.
Jeg kan ikke lige finde Netdoktors artikel med råd til pårørende til depressive. Jeg husker dog punkt 2 og punkt 13, hvor der står disse vigtige råd:
2. Fortæl den depressive, at man bliver rask igen.
13. Læs råd nr. 2 igen.
Jeg sender dig alle gode ønsker og masser af opbakning
Kameliadamen
Har fundet ud af at æg og fede fisk, er der d vitaminer i, kylling og lever det er heldigvis ting han godt kan lide.
serotonin er der i ananas, avokado,bananer,kiwi,blommer,tomater,valnødder,mørk chokolade.
serotonnin er jo det stof i hjernen danner vi for lidt kan man få depression el angst.
Jeg lider selv af panikangst og før jeg kom på medicin vinterdepressioner.
Jeg har selv udendørs arbejde, så nogle mennesker kan åbenbart ikke producere nok alligevel.
Har selv haft panikangsten fra jeg var barn, og først egentlig opdaget det for 5 år siden.
Jeg kan godt snakke med min dreng selv, men oplever at mange omkring os misforstår min dreng, mange kommenterede at han var ligeglad hans far døde, fordi han ikke reagerde på samme måde som sine søskende.
Jeg bliver så harm og osse såret når mennesker er så uvidende, som en skrev vi reagerer jo ikke på samme måde.
Da jeg kom hjem igen fra kapellet sad min søn og jeg den halve nat og snakkede og han tog selv billede album frem fra da han var lille og der var jo masser af billeder af hans far og ham, så jeg tror på det smerter.
For at vende tilbage til maden eller det vi spiser så læste jeg at mørk chokolade er godt ikke lys kun mørk, det gør os glade.
Der er så osse noget der hedder noni juice men det koster vist 350 kr for en liter, hvofor det skulle være speciel godt ved jeg ikke, men et par glas alm. juice er vel osse godt.
Jeg er enlig mor så jeg har jo heller ikke råd til det hel vilde.
Ja han får d vitaminer nu, og har tænkt på at han osse skal have en multi vitamin pille, og det der med olien har jeg osse noteret at sunde olier osse er godt for at man kan optage vitaminerne. bl.a.
Men ser frem til det møde vi skal have med hans socialrådgiver, hans kontaktpædagog fra skolen og mig selv.
Der sidder en lille angst i mig kunne de finde på at fjerne ham fra mig det håber jeg ikke det vil knække ham helt.
Han kommer ofte og krammer mig, vil ikke når andre kikker på men kalder på mig.
Der var især lige en sætning i dit sidste indlæg, jeg bed mærke i:
'Jeg kan godt snakke med min dreng selv, men oplever at mange omkring os misforstår min dreng, mange kommenterede at han var ligeglad hans far døde, fordi han ikke reagerde på samme måde som sine søskende'.
Det mindede mig så meget om, da min far døde, da jeg var 10½ år. Man kan roligt sige, at vi havde et meget ambivalent forhold. Jeg havde så ikke nogen, der talte med mig overhovedet, så jeg gik alene med det hele. Min søster har altid sagt, at jeg var forstenet af sorg, så man kunne slet ikke trænge igennem til mig. Men sandheden er, at ingen prøvede. Men om nogen havde kunnet trænge igennem, hvis de havde prøvet, det ved jeg faktisk ikke.
Heldigvis kan din søn jo så godt åbne sig overfor dig.
Men det jeg tænker på, er, at bag hans tilsyneladende ligegyldighed, gemmer der sig sikkert et kaos af følelser, som han ikke kan sætte ord på og ikke kan håndtere og som han måske også føler skyld over. For at miste en person, man ikke har haft noget helt let forhold til, det giver mange modstridende og kaotiske følelser. Der kan være raseri, skyld, sorg, smerte, lettelse, ensomhed og meget andet.
Desuden så er det meget let at lægge hele fokus på hans fars død, men hans problemer går jo længere tilbage end det. Det er allerede flere år siden, at nogle havde mistanke om borderline. Fordi hans far nu er væk, er følgerne af de ting, han har været ude for, det jo ikke. Den behandling hans far udsatte ham for, da han levede, har præget ham og taget hans selvtillid fra ham og han har givetvis ikke følt sig elsket - og børn påtager sig altid skylden. Har han så ovenikøbet (som børn gør) kunnet ønske sin far død, så kan han ubevidst føle sig skyldig over, at hans far så rent faktisk døde og ubevidst tro, at han er årsag til det. Det er en kæmpe byrde og gør i høj grad én uglad. Jeg ved det, for det var det, der skete for mig. Jeg var bare 43 år, inden jeg i et terapiforløb fandt ud af disse sammenhænge.
Borderline er jo en personlighedsforstyrrelse (jeg har selv denne diagnose) - altså en forstyrrelse i personlighedsudviklingen. Jeg læste på et tidspunkt, at man kan sige, at det faktisk handler om, at man fejlfortolker sine følelser. Derfor tror jeg, at det vil være rigtigt godt, hvis du taler med din søn om hans følelser og ikke tillægger ham følelser, som du tror, han må have - men som måske i virkeligheden er noget helt andet. F.eks. hvis du antager, at han må føle sorg over sin fars død - mens den følelse der måske fylder mest hos ham er en stor og hemmelig vrede, som han føler skyld over.
Så lyt til ham og prøv at få ham til at sætte ord på, hvad han tænker og føler og lad for alt i verden være med at afvise nogle følelser som værende forkerte, selvom de kan være svære at forstå eller håndtere.
Derfor mener jeg, at han har meget mere brug for psykologhjælp til at lære at sætte ord på, hvad han føler og så han kan få hjælp til at slippe den skyld, som børn altid påtager sig, når noget i familien går galt (herunder også skilsmisse) og den vrede, der helt sikkert er der, når man ikke er blevet godt behandlet. Fortrængt vrede kan ofte sætte sig som depression eller angst.
Mange hilsner Helene
Det lyder godt, at du har et tæt forhold til din søn og kan være der for ham.
Angående din søns måde at reagere på, da hans far døde, så kan jeg fortælle, at det er meget karakteristisk for nogle typer af depression, at man er følelsestom. Sådan havde jeg det selv under mine depressioner. Det betyder jo ikke, at man er et ufølsomt menneske, tværtimod. Det betyder, at man er lammet af depression, sådan at man ikke kan reagere følelsesmæssigt, som man ellers ville have gjort.
Det kan du f.eks. se i nedenstående henvisning, hvor der står:
”Nogle deprimerede føler sig kede af det eller triste til mode, mens andre har svært ved at føle noget overhovedet. Det er, som om deres følelser er lammede.”
http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/depression.htm
I din søns tilfælde kompliceres sagen vel også af det komplicerede forhold, der var mellem ham og hans far. Jeg kan godt forstå, at du bliver harm over, at andre reagerer uforstående på din søn.
Ja, det er en god ide, at din søn spiser de ting, som der dannes signalstoffer ud fra – signalstoffer som serotonin og noradrenalin, som er nødvendige for hjernens sundhedstilstand. Man taler mest om serotonin, men underskud af noradrenalin spiller også en rolle, især ved de svære depressioner. Og det er noradrenalin, man danner mere af, hvis man spiser chokolade med et højt indhold af kakao, altså mørk chokolade.
Nonijuice er der mange, der anbefaler mod alverdens ting. Jeg har en bekendt, der tager det, dog ikke specielt mod depression. Jeg kan se, at radiodoktoren skriver, at det indeholder forstadier til serotonin, men det er der jo så mange ting, der gør, og ulempen ved nonijuice er, at det er dyrt. Jeg vil også mene, at du kan bruge dine penge bedre på andre ting.
Ja, du har ret i, at det er nødvendigt, at der er fedtstof til stede, for at man kan optage D-vitamin. Så der er flere gode grunde til at spise sunde olier.
Jeg tror ikke, at du behøver at frygte for, at din søn skal blive fjernet fra dig. Men jeg forstår godt din frygt.
Mange hilsner
Kameliadamen
P.S. Jeg tror godt, at jeg kan huske dig fra for nogle år siden, hvor vi somme tider skrev sammen. Udendørs arbejde og to sønner og navnet viips – det var alligevel mærkeligt, hvis det ikke skulle være dig!
og det er så dejligt at skrive herinde og få respons på det, med alt det man går og tumler med.
for jeg er meget bekymret for ham og drømmer om det om natten, han går så ikke med selvmords tanker, så det er jo godt.
Og det du skriver med at man har en død fælelse indeni og det er ligesom man er lammet, det er så rigtig beskrevet, sådan havde jeg det osse efter at blev banket af min mand.
Og ved en depression for mange år siden, min knægt kan jo osse være arvelig disponeret efter mig og min familie...
Ja man kan blive helt tynget af skyld når jeg kommer til at tænke for meget over det...
Jeg er i tvivl om du har set mit forrige indlæg, siden du slet ikke kommenterer det. Men nu har jeg lige en kommentar mere efter dit sidste indlæg.
Jeg kan jo forstå, at I har haft et temmeligt kaotisk familieliv. Der har været både psykisk og fysisk vold og derfor meget dårlig og angstfyldt stemning. Det er disse ting, der har præget din dreng, så han nu reagerer, som han gør. Det er uundgåeligt. Han reagerer helt naturligt som mennesker gør, når de er traumatiserede. Om man så kalder det depression, borderline, angst eller andet er for så vidt mindre vigtigt.
Så ja, din søn er da nok arveligt disponeret - men det er nok mere den sociale arv, der spøger, for alle de ting, han har været ude for ligger og roder rundt indeni ham. Min egen oplevelse er, at følelsestomheden kommer af, at det er umuligt at forholde sig til det indre kaos og så lukker man simpelthen af for følelserne.
Selvfølgeligt kan man blive tynget af skyld. Men skylden kan man ikke bruge til noget. Du har gjort og gør det bedste du kunne. Forskellen på skyld og ansvarlighed er, at skylden låser én fast og man kan gå og slå sig selv oven i hovedet eller prøve at skubbe det væk. Ansvarligheden betyder, at man indser, at det ikke altid har været det bedste, det man har gjort men at man har lært af det, så man prøver at gøre det bedre fremadrettet. Og det gør du jo. Du kom ud af det voldelige forhold og er der for din søn. Det er stort.
Mange hilsner Helene
Jo jeg har læst dit indlæg men der kom flere så jeg har nok blandet det lidt sammen, men det berører mig meget det du skriver, at du har jo selv prøvet at miste din far som barn, og ingen snakkede med dig om det, og dit forhold var lige som min søn til sin far, jeg har osse selv prøvet det med min mor i min barndom ville så gerne elskes for den pige jeg var men hun kunne bedst lide min bror.
Ja jeg er godt klar over den sociale betyder nok rigtig meget, det er osse det der gør så ondt, at jeg så er skyld i det.
At du skriver at du har borderline, er befriende et eller andet sted, før skolepsykologen skrev det havde jeg ikke hørt det før, det viser jo mig at man sagtens kan komme videre.
Og det du skriver med hvilke følelser der kan rase i min dreng, ja det tror jeg osse..
I denne uge hvor vi har haft ferie kan jeg mærke at det allerede har været godt for min dreng, jeg har været tidligt oppe han sover lidt sjovt så han har været vågen hele natten og kom ud og spiste morgen mad med os alle sammen.
Nu stod han op kl 5 i morges og så kan jeg temmelig sikkert få ham i skole i morgen.
Jeg har snakket med ham om hvorfor det er vigtigt han får de d vitaminer, og spiser noget. det er han så blevet lidt bedre til.
Så skal jeg bare have drevet ham i bad. det er han ikke meget for.
Med hensyn til de kaotiske følelser man kan gå igennem, kender jeg det godt fra mig selv min ejen far døde for 10 år siden, og det var jo ham jeg havde det så godt med. Og jeg kan godt huske jeg havde en fase hvor jeg osse var vred på ham. Og vred på andre at de ikke forstod.
Har halvsøskene som egentlig var ligeglad med han døde, det var de måske ikke men sån synes jeg det virkede.
Så kommer arbejdsdagen igen og det kan være svært at nå det hele....
Men jeg prøver så at ringe til den børnepsykiater i morgen og se om han kan komme til.
det er godt at kunne skrive herinde, og komme af med mange ting og få respons fra andre der har været ude for det samme eller andet der ligner.
Min mor er jo så gammel 86 år, og lidt forkalket så hun er jo ikke nem at snakke med om noget..
måske vil du skrive lidt om borderline hvad betyder det for dit liv, hvordan har du klaret det. hvem stiller dianosen og kan man sige det om børn, min læge sagde han ikke synes det var i orden at en skolepsykolog skrev det i papirerne bare ud fra en samtale og observation af min søn og ud fra hans tegninger.
Blyforgiftning kan give symptomer som. f.eks. afvigende adfærd.
Desværre mangler der viden indenfor det offentlige danske sundhedsvæsen, hvorfor der ikke er hjælp at hente her, men man kan blive både testet og behandlet for blyforgiftning (og andre tungmetalforgiftninger) af privatpraktiserende læger med udenlandsk uddannelse i emnet.
Blyforgiftning er forholdsvis almindelig, og det er især børn, som er følsomme overfor belastning.
Endvidere er der mange arvelige faktorer, som har betydning for, hvor følsom man er overfor belastning med tungmetaller.
Læs gerne mere her: www.tungmetal.dk