Angst.

LineBP2109

Hej Helene.

Okay, på den måde. Men er det også normalt at man bliver meget træt ? Står op kl.7 hver morgen, for ligesom at få en normal hverdag og å når den bliver 12 - 12.30, begynder jeg at blive helt vildt træt. Er det fordi ens krop arbejder hele tiden, eller hvorfor ?

Der er mange følelser fra folkeskolen af, hvor jeg blev mobbet og den ting jeg har fortalt psykologen. Nogen gange når jeg græder, prøver jeg at holde det tilbage, for det har jeg altid gjort, men min mor siger jeg SKAL af med det. Nogen gange græder jeg og griner på samme tid, for aner ikke om jeg er glad eller ked af det. Har du også oplevet det? Det er en underlig ting.

Det fordi at jeg har meget svært ved at være alene. Jeg vil ikke være alene hjemme, tage nogen steder hen, køre i bus alene osv. Vil bare ikke være alene. Og det irritere mig rigtig meget, for vil gerne kunne alle de ting selv igen og tænker på om jeg overhovedet nogensinde vil komme til det ? Men det jo kun mig selv, som kan afgøre det vel ?
Min mor og jeg talte om at jeg kunne tage bussen selv, hvor hun kørte frem til det busstopsted jeg skulle af ved, for at prøve at se, hvordan det var for mig.

Min læge synes jeg skal til at komme i gang igen, med min uddannelse. Jeg er jo i praktik lige nu på et plejehjem. Men aner ikke om jeg kan klare det. Men hun synes ihvertfald at jeg skulle prøve, for det ville få mig til at få en normal hverdag igen og så går jeg heller ikke herhjemme og laver ingenting og tænker og tænker. Hvad synes du ?

Hilsen Line :-)

Helene2

Hej Line

Ja, det er helt normalt, at man bliver meget træt. Det er fordi éns sind arbejder på højtryk. Der sker så meget på både det bevidste og ubevidste plan og det sluger utroligt meget energi. Og når man begynder at arbejde med tingene, bruger man også ubevidst en masse energi på at holde følelserne nogenlunde nede, så det hele ikke bare lige vælter ud på én gang.

Din mor har helt ret - det er vigtigt, at du giver dig selv lov til at græde. Det gør ikke noget godt, at du prøver at holde det tilbage.
Nej, jeg har ikke lige prøvet det med at græde og grine på én gang. Men jeg kender godt til, at følelserne kan være både blandede og forvirrende. Jeg ved også, at nogle mennesker kan komme til at grine af noget, der faktisk slet ikke er sjovt - måske fordi de ikke rigtigt ved, hvordan de skal reagere i situationen og ikke rigtigt kan rumme de følelser, der kommer op.

Jeg er sikker på, at du nok skal nå frem til at kunne være alene og gøre ting alene. Men ting tager tid.
Jeg har det omvendte problem. Jeg kan ikke holde ud at være sammen med andre mennesker. Men det er bestemt et mål, jeg har for fremtiden og jeg gør stille og roligt små fremskridt. Det er ikke let, men jeg gør det, fordi jeg vil det.
Man bliver nødt til at overvinde sig selv nogle gange og gøre noget, man ikke bryder sig om og måske endda noget, man føler angst overfor.
Det er lettest at overvinde sig selv, hvis det er noget, man virkeligt gerne vil. F.eks. hvis jeg virkeligt gerne vil til et foredrag, så planlægger jeg det lang tid i forvejen. Jeg bruger tid på at forberede mig på, at jeg skal ud den dag og så overvinder jeg mig selv og gør det. Men jeg ved også, at når jeg så kommer hjem igen og det er overstået, så reagerer jeg på anstrengelsen og det er ikke rart. Men jeg nægter at gå glip af noget, jeg gerne vil af frygt for reaktionen. Så kommer jeg aldrig derhen i mit liv, hvor jeg ønsker at være.
Hvis målet er, at man skal kunne leve, som man gerne vil, så er man nødt til undervejs at overvinde sig selv og gøre noget, man faktisk ikke tør. Hvilket jo er meget modigt. Så det er den måde, man får styrket sit mod og sin selvtillid på og får større indre styrke.

Så måske kan du finde noget, du virkeligt gerne vil, men som du har det dårligt med at gøre og så få støtten til at gennemføre det?
Hvis du så tudbrøler over anstrengelsen bagefter, så er det helt okay - men det vil være en sejr og et fremskridt, for du overvandt dig selv gjorde det, selvom det ikke var let :-)
Den der overvinder sig selv er så meget stærkere og modigere, end den der overvinder andre.

De fleste mennesker mener vist, at det er bedst, at man kommer i gang igen, så man ikke går for meget alene og tænker for meget. Man risikerer meget let, at tankerne går i selvsving uden, at man egentligt kommer videre.
Jeg kan ikke sige dig, hvad der vil være det rigtige for dig. På det område må man prøve sig frem. Måske vil det give dig noget godt, hvis du prøver at lægge det her fra dig i nogle timer om dagen og komme ud mellem andre mennesker. Måske giver det ikke noget godt. Det er ikke til at vide, før du har prøvet.
Du må prøve at mærke dig frem til, hvornår det skal afprøves. Før eller siden skal du jo ud igen, spørgsmålet er bare hvornår. Og det må vel være, når du føler dig klar til at prøve.


Mange hilsner Helene

LineBP2109

Hej Helene.

Okay, det var meget godt af vide. Men en anden ting, det er om det egentlig også er normalt at tabe sig meget? Jeg har tabt mig 6 kg, men jeg spiser som jeg altid har gjort, men laver ikke rigtig noget fysisk lige nu. Er det også normalt?
Det faktisk lidt irriterende, for da jeg ikke havde min angst, da gik jeg i fitness og spiste sundt, men da gik der lang tid før jeg tabte mig, men nu rasler de bare af. Det er da lidt irriterende.

Det må da være rimelig forfærdeligt ikke at kunne være sammen med så mange mennesker ? Jeg har da bare stik modsat. Jeg vil hellere ud og se noget, lave noget, end at sidde derhjemme og lave ingenting og kun se på mig selv og mine forældre. Det underligt at man reagere så forskelligt.
Har et lidt personligt spørgsmål, og du må endelig sige til, hvis du ikke vil svare på det, forstår det godt. Men kan du så hller ikke komme med til fødselsdager og sådan nogen ting, hvis du ikke kan holde ud af være sammen med mange mennesker?

Mine forældre og jeg har aftalt at jeg prøver her på torsdag eller fredag at tage med min far på arbejde(han køre bus), og så se hvordan det går med at køre i bus. også så jeg får den tryghed tilbage med at køre i bus, som jeg havde før. For hvis jeg så kan køre i bus alene, så tror jeg faktisk jeg kan utrolig mange ting selv igen. For nogen år siden kunne jeg ikke særlig godt li at køre i bus alene, jeg ville altid have nogen med, men inden jeg fik min angst, kunne jeg godt og kunne rigtig mange ting selv. Håber bare jeg kan komme til det igen, men det VED JEG at jeg kan. Som du siger, man skal bare tro på mig selv og have tålmodighed.

Jeg har tænkt mig, her i morgen når jeg skal til psykolog, så fortælle ham at jeg har tænkt mig at tage på arbejde bagefter vores samtale, så han måske kunne forberede mig på det. Fortælle mig, hvad jeg skal gøre hvis jeg får det dårligt osv. Ville det ikke være en meget god ide ?

Hilsen Line :-)

Helene2

Hej Line

En forklaring på vægttabet kan være, at din krop har fået frigjort en masse energi, som du hidtil har brugt til at lægge låg på en masse psykiske og følelsesmæssige ting. Nu giver du slip på de psykiske og følelsesmæssige problemer ergo har kroppen ikke længere brug for at holde på den beskyttelse. Eller den kan bruge energien anderledes.
Jeg har hele tiden 'vidst', at når jeg får frigivet energierne i kroppen, så vil mine overskydende kilo mere eller mindre ryge af sig selv. Så ville det ikke længere være en kamp som tidligere. Hvordan jeg kan 'vide' det? På samme måde som jeg bare 'ved' så meget andet. Måske underbevidst viden, der kommer frem. Jeg aner det ikke, jeg 'ved' det bare. Og den slags ting plejer at komme til at passe.

Jeg tror ikke, at du skal bekymre dig så meget om, hvad der sker fysisk. Din krop reagerer, som den gør på de ting, der sker for dig psykisk lige nu. Om det er svimmelhed, vægttab, trykken i hovedet eller hvad 'symptomet' er, så kan du bare registrere det og se, at 'nu reagerer min krop altså sådan og sådan'. Jeg er sikker på, at der ikke er nogen grund til bekymring. Der er så tæt sammenhæng mellem det psykiske og fysiske, så det er ikke mærkeligt, at der kommer reaktioner.

For mig er det jo ikke forfærdeligt ikke at kunne være sammen med mange mennesker. For mig er det forfærdeligt at være det. Jeg har brug for meget fred og ro til at tænke mine tanker o.s.v.
Ja, sådan kan man have så meget til fælles og så alligevel reagere meget, meget forskelligt.

M.h.t. om jeg kan deltage i fødselsdage og den slags. Meget begrænset. Jeg er med til familiefødselsdage 5 gange om året. Men jeg kan ikke længere deltage i fødselsdage ude ved min veninde og hendes børn som tidligere, for som jeg har det nu, kan jeg dels ikke holde ud at være sammen med så mange mennesker og bare skulle sidde og smile og se glad ud og snakke om ting, der er ligegyldige for mig. Dels kan jeg ikke holde ud at være sammen med den type mennesker, hun har med til de fødselsdage, for det er meget overfladisk. Den slags kan jeg slet ikke - og jeg har bestemt heller ikke lyst.

Det lyder meget fornuftigt, at du prøver at komme med ud at køre bus med din far. Du vil gerne kunne bevæge dig ud omkring igen, som du kunne tidligere, så det er bestemt et godt mål. Det er altid en stor hjælp, når man kan se, at det er noget, man har kunnet tidligere - så kan man også komme til det igen, når det er noget, man gerne vil.

Jo, jeg synes bestemt, det er en god idé, at du prøver at tale med din psykolog om, hvordan du bedst muligt forbereder dig på at starte arbejde igen og hvordan du bedst muligt klarer det, hvis du får det dårligt.

Held og lykke i morgen - både med det ene og det andet :-)


Hilsen Helene

LineBP2109

Hej Helene.

Ja det er rigtig nok at ens krop reagere på alt lige nu, har jeg oså fået afvide mange gange, men nogen gange synes jeg bare den reagere så voldsomt..
Sådan noget som menstruation, kan det også godt komme en dag og så gå væk og så starte næste dag igen, eller slet ikke komme ?

Nej det rigtig nok. Jeg har også på et tidspunkt ikke kunne holde ud at være sammen med mange mennesker. Jeg fik af vide at det var fordi jeg havde claustrofobi, men det gik over igen, heldigvis. Men selvfølgelig der er jo forskel på angst og claustrofobi, synes jeg ihvertfald.

Okay. Men har du altid haft det sådan, eller er det noget der er kommet senere, eller hvordan?

Ja synes jeg nemlig også er en god ide. Her i aftes var jeg til teori time og det gik rigtig godt. Havde det ikke skidt eller noget. Men inden jeg tog hjemmefra, havde jeg det ikke så godt, og normalt ville jeg have sagt at jeg ikke tog afsted, men i dag tænkte jeg at jeg bare skulle afsted, for ellers kan jeg ikke få mit kørekort jo og det gik jo fint nok :-)

Mange tak :-)

Hilsen Line.

Helene2

Hej Line

Ja, de fysiske reaktioner kan være voldsomme. Men prøv at acceptere, at sådan er det bare lige nu. Det skal nok normalisere sig efterhånden.
Menstruationen eller éns cyklus kan også påvirkes af det, der sker mentalt. Det ved man jo også med kvinder, der frygter, at det er 'gået galt'. Så tager de en graviditetstest eller bestiller tid hos lægen og dagen efter kommer menstruationen. Det var kun bekymring eller frygt, der havde fået den til at udeblive. Eller kvinder der ikke kan få børn - så adopterer de og derefter bliver de så gravide.
Krop og psyke hænger som sagt meget sammen. Tænk på et angstanfald, hvor du måske får koldsved, hjertet hamrer, pulsen stiger, du hyperventilerer og føler måske, at du er ved at besvime o.s.v. Men det hele er jo udløst af en tanke, der har udløst en følelse, der så igen kan skabe så stærke reaktioner i kroppen. Eller du har måske prøvet at være så vred, så du har mærket, hvordan vreden kan brede sig fra maven og ud i kroppen. Eller prøvet at være så glad, så du har følt glæden boble i kroppen. Eller været så nervøs, så du har fået 'sommerfugle i maven' eller uro i kroppen. Eller været så ked af det, så det gjorde fysisk ondt i hjertet.
Hormonsystem og nervesystem er f.eks. stærkt påvirkeligt af følelser og da både hormonsystem og nervesystem styrer vores kroppe på mange måder, så er alt muligt. Der foregår en masse biokemiske processer i kroppen, som man jo ikke kender noget til.
Så prøv at lade være med at spekulere så meget over det. Jo mere opmærksomhed du giver symptomerne, desto mere opmærksomhed vil de kræve.

Det er ikke så ualmindeligt, at man har problemer med at være sammen med andre mennesker, når man har oplevet, at andre mennesker har skadet én. Så er man jo blevet utryg ved andre mennesker.
Jeg har aldrig rigtigt følt mig godt tilpas sammen med andre og har aldrig været god til at knytte kontakter og fungere i sociale sammenhænge. Men jeg troede jo (som de fleste gør), at det var mig, der var noget galt med. Så jeg var tilbøjelig til at isolere mig, for det fungerede aldrig men jeg var jo nødt til at gå ud, for jeg skulle passe mit arbejde og prøvede at leve normalt.
Da jeg så startede terapi og der gik hul på følelserne, så var der bare ikke noget at rafle om. Jeg røg helt ned i et sort hul og kunne ikke længere holde ud at være 'ude i verden'. Så man kan sige, at jeg endeligt gav mig selv lov til at have det, som jeg egentligt altid har haft det og holdt op med at kæmpe imod. I dag kan jeg ikke se, hvorfor jeg skal tvinge mig selv mere ud i verden, end jeg kan overkomme og holde til.

God motivation til at tage til terori :-) Det handler om at have et mål og for at kunne nå sit mål(f.eks. at få kørekort), så kan der være nogle ubehagelige følelser, man er nødt til at overvinde. Men hvis målet er det værd, så kan man også gøre det. Og du gjorde det :-)


Hilsen Helene

LineBP2109

Hej Helene.

Okay det godt at det vil normalisere sig igen.
Vil prøve at lade være med at tænke så meget på det, men det også fordi at nu, så reagere man bare på et lille stik i siden eller sådan noget i forhold til hvad jeg gjorde, før jeg fik angst.

Det rigtig nok. Hvis du har dårlige oplevelser med det, så kan jeg odt forstå det. Det er det samme med mig og mit praktiksted. Der vil jeg heller ikke hen, fordi jeg forbinder det med noget dårligt.

Ja, men det underligt for hvis jeg presser mig selv rigtig meget til at kunne noget, så kan jeg godt. Men kan bare ikke presse mig selv til at være alene eller tage bussen endnu. Føler ikke jeg er parat til det endnu, og så skal jeg vel heller ikke. Men tænk, hvis jeg kunne presse mig selv til det hele og jeg bare gjorde det, så ville jeg jo kunne det hele igen, som før.
Men er det egentlig dumt at presse sig selv for meget?

I dag har jeg været hos psykolog. Det gik rigtig godt. Vi snakkede lid om min hemmelighed og så snakkede vi om min uddannelse.
min psykolog mener at jeg er bange for fremtiden, fordi at jeg ikke aner hvad jeg vil nu. På den måde kan jeg godt få angst, af at tænke på fremtiden. Da han sagde det, blev jeg helt dårlig, for han ramte et eller andet. O det jo egentlig også rigtig nok, at lige nu aner jeg ikke hvad det er jeg vil.
Vi blev ihvertfald enige om at jeg nok ikke skal arbejde med mennesker mere.
Han foreslog at jeg kunne gøre min uddannelse færdig til marts og så tage HF til sommer. Eller jeg kunne stoppe min uddannelse nu og så starte på landbrugsskole grundfrløb som hestepasser, for det interessere mig. Og så til sommer, tager jeg HF.
Han sagde også at jeg kunne sætte mig ned og finde ud af hvad jeg er god til osv - så det tror jeg at jeg vil prøve :-)

Hilsen Line.

Helene2

Hej Line

Jeg forstår godt, at du er meget opmærksom på, hvad der sker med din krop, når der sker så mange fysiske forandringer. Men som sagt: Jo mere opmærksomhed du giver de forskellige symptomer og reaktioner, desto mere vil det komme til at fylde. Du skulle jo nødigt gå hen og blive totalt fikseret på din krop, så symptomerne fylder det hele. Det er normalt, at du pludseligt mærker mere og anderledes, men det er kun symptomer på den proces, der er i gang. Det væsentlige er stadigt psyken.

Du skriver: 'Men er det egentlig dumt at presse sig selv for meget?'
Ja, man skal ikke presse sig selv for meget, så går man ud over sine egne grænser og lytter ikke til sig selv. Omvendt skal man heller ikke bare lade være med at presse sig selv, for så får angsten overtaget éns liv.
Grunden til, at man udvikler angst bl.a., er netop fordi, man er blevet presset for meget engang og derfor har mistet evnen til at lytte til og stole på sine egne følelser. Den evne skal genopbygges.
F.eks. måtte du engang presse dig selv til at gå i skole, selvom du garanteret ikke har kunnet fordrage det, for du vidste, at du ville blive mobbet. Men du skulle, du var nødt til, du kunne ikke slippe for det, du måtte tvinge dig selv til noget, du havde det dårligt med. Havde du haft mulighed for at lytte til dine egne følelser og grænser dengang, så havde de garanteret sagt, at du aldrig mere ville hen på den skole. Og det var der jo en god grund til. Men du var nødt til at gøre det alligevel. Så bliver man nødt til at lukke af for sine følelser og køre på automatpilot, hvor man bare tvinger sig til at gøre det, man er nødt til at gøre. Det bliver man syg af. Når man så er blevet syg og kommer i behandling, skal man til at lære at holde op med at køre på automatpilot og i stedet mærke efter i sig selv, hvad man egentligt føler og om det er noget, man egentligt gerne vil og har lyst til.

Når nu du f.eks. gerne vil køre med bus, hvorfor skulle du så ikke bare tvinge dig selv til at gøre det? Fordi man ingenting opnår med tvang. Der er jo noget ubevidst i dig, der stritter voldsomt imod. Så det vil kun forværre din angst, hvis du tvinger dig selv. Det er bestemt ikke altid, at underbevidstheden og bevidstheden vil det samme. Derfor er det en proces, hvor du stille og roligt må prøve at forklare din underbevidsthed, HVORFOR det vil være godt for dig at kunne køre bus. Den må så prøve at forklare dig, hvorfor den er bange for at køre med bus, så I kan arbejde med det. Din bevidsthed og din underbevidsthed skal lære at lytte til, forstå og respektere hinanden, så din underbevidsthed ikke længere er nødt til at tvinge dig til at lade være v.h.a. angsten og du ikke er nødt til at tvinge den til at gøre det ved at overhøre den. Når dit bevidste og dit ubevidste sind lytter til hinanden og forstår hinanden, så kan der findes gode, holdbare løsninger. Det kan f.eks. være, at grunden til, at din underbevidsthed ikke kan lide ved at køre med bus, er alle de mange mennesker, der er alt for tæt på eller støjen eller hvad det nu må være. Når det er blevet bevidst, kan I arbejde på at finde en løsning. F.eks. at man finder en anden rute med færre mennesker eller helst undgår at køre i myldretiden. Det behøver ikke at være enten/eller. Så respekterer du dine ubevidste følelser og din underbevidsthed respekterer og forstår, at du gerne vil med bussen. Så samarbejder du med dig selv i stedet for at modarbejde dig selv og I kan finde et brugbart kompromis. Med tiden kan du måske nå så langt, så du kan køre helt frit uden, at din underbevidsthed protesterer.

Uvished om fremtiden kan virkeligt give angst og stress. Der er mange, der ikke aner, hvad de egentligt vil med deres liv, for man aner ikke, hvad man brænder for, man mærker ikke, at der er noget, man virkeligt har lyst til og man ved ikke, hvad der virkeligt kunne give én glæde at arbejde med.
Derfor er det vigtigt (som din psykolog har sagt), at du prøver at finde ud af, hvad du er god til. For det, man er god til, er ofte noget, der interesserer én og interesse er nødvendigt for at man kan engagere sig og finde glæde i det, man beskæftiger sig med. Valg kan ikke baseres på fornuften alene. Man er nødt til at vælge med hjertet. Især i noget så vigtigt som arbejde.

Nu skriver du landbrugsskole. Den uddannelse kender jeg ikke. Hvis du gerne vil arbejde med heste, kunne dyrepasser måske også være en mulighed. Det er en uddannelse, der tager knap 4 år. Jeg ved, at man som speciale, kan man vælge heste som én af mulighederne.

Hilsen Helene

LineBP2109

Hej Helene.

Her i dag, har jeg også haft de der fysiske symptomer, men jeg har bare ignoreret det på en måde. Har ikke reageret som jeg har gjort. Så det godt:-)

Ja, har helt klart presset mig selv til at tage i skole, selvom jeg ikke ville. Jeg har presset mig selv til meget gennem mit liv, men det har andre også gjort meget. Når der var noget jeg ikke ville sagde de bare at jeg skulle, for det vil blive sjovt osv.. Men jeg ville ikke, men så pressede jeg mig selv, fordi de pressede mig. Jeg har altid været dårlig til at sige fra.

Det jeg er bange for når jeg skal køre i bus, er at jeg får et angstanfald i bussen. Jeg er angst for at få angst.

Jeg elsker at arbejde med dyr, og tror det er det jeg vil gå efter.

Jeg er begyndt at få en underlig følelse. En god følelse. En følelse som virker som om jeg er ved at få styr på nogen ting. Jeg er ikke bange som jeg har været og er begyndt at lære mig selv at kende nu. Det føles ikke som en optur. For da jeg havde optur, var det fra den ene dag til anden at jeg havde det rigtig godt og jeg bare var glad med et stort G. Men her i dag og i går har jeg haft det på en anden måde. Føler jeg er glad, men det går et skridt for skridt. Forstår du hvad jeg mener?
Jeg siger ikke jeg tror jeg er ved at blive rask, men jeg er godt på vej derhen af og jeg kan flere ting nu.
I dag, da græd jeg helt vildt til morges, for synes bare processen har været så hård. Var ikke ked af det, men skulle bare ud med det.

Hilsen Line :-)

Helene2

Hej Line

Du skriver, at både du selv og andre har presset dig selv meget igennem dit liv. Det er lige præcist det, der er problemet, man så skal løse i nutiden. Og på den led er du heldig, at du allerede begynder at forstå disse ting nu og kan begynde at arbejde med dem nu som 17 årig og ikke først, når du er 40-50 år gammel, som de fleste.

Det er fordi, man er blevet vænnet til at blive presset, at man får så svært ved at sige fra. Når andre f.eks. fortæller én, at det nok skal blive sjovt eller at der jo ikke er noget at være bange for etc., så lytter de ikke til én og så lærer man at holde op med at lytte til sig selv. For de andre fortæller jo én, hvad det er rigtigt at føle og gøre. Måske i en god mening, det virker bare ikke så godt. Så ville det være bedre at spørge f.eks.: 'Hvorfor tror du ikke, at det bliver sjovt?' og så få talt sammen om det. Men det er der desværre ikke så mange mennesker, der ved.
Når andre fortæller én, hvad man skal, så vænner man sig til at høre mere efter andre end efter sig selv og man får svært ved at sige fra. Det er så det, man skal til at lære at turde.

Ja, man bliver angst for angsten. Måske det kan hjælpe dig lidt, hvis du mentalt arbejder noget med situationen med at køre bus på forhånd. Jeg har et par forslag til, hvordan du kan gøre det. Jeg ved ikke, om du har hørt om denne slags øvelser før. Det kaldes visualiseringer og de kan være utroligt effektive. Der var ikke plads i dette svar, så jeg sætter dem ind i et svar mere bagefter.
Så kan du jo se på, om det er noget, du måske har lyst til at prøve.

Jeg forstår sagtens, hvad du mener med det sidste, du skriver. Jeg kender godt forskellen på den nærmest euforiske glæde, der er ret forbigående og ofte medfører en nedtur og så den dybere, langsommere, mere rolige glæde, fordi man er ved at finde sig selv. Du er afgjort på vej i den rigtige retning.
Og du gav dig selv lov til at græde over, at det er så hårdt. Det er så godt, at du får reageret på det, for det ER hårdt. Men nu begynder du også at mærke, at der er en belønning i form af denne nye glæde, der rører på sig.

Det lyder også virkeligt godt, at du er nået frem til, at du måske vil arbejde med dyr. At du elsker dyr, er det bedst tænkelige udgangspunkt.


Mange hilsner Helene