Indstillinger
Angst.
Hej.
Jeg er en ung pige på 17 år, som lider af angst.
Min læge er på ferie til d.11 september, og ved ikke om jeg selv skal tage kontakt til en psykolog?
Jeg får stort set kun angsanfald om morgen, formiddagen og starten på eftermiddagen, men om aften har jeg det fint.
Jeg er bange for at sove, fordi jeg er bange for jeg ikke skal vågne op igen.
Men ved jo godt at jeg vågner igen, men kan ikke lade være med at tænke på det.
Jeg græder og græder og kan ikke forstå at det er mig som har det?? Jeg har en rigtig god familie og kæreste, som altid støtter mig og vi har det rigtig godt sammen, hvorfor har jeg det så sådan?
Når jeg får anfaldende, får jeg hjertebanken, ryster, svimmel, kan næsten ikke trække vejret og det snurre rundt i det hele. Når anfaldende sker, tænker jeg. Jeg tænker på om det er farligt, om jeg skal dø, om min kæreste vil forlade mig, fordi jeg er sådan her.
Har det virkelig svært, og vil bare så gerne være rask NU!! Hvor lang tid skal jeg gå med det her??
Hilsen Line.
Jeg er en ung pige på 17 år, som lider af angst.
Min læge er på ferie til d.11 september, og ved ikke om jeg selv skal tage kontakt til en psykolog?
Jeg får stort set kun angsanfald om morgen, formiddagen og starten på eftermiddagen, men om aften har jeg det fint.
Jeg er bange for at sove, fordi jeg er bange for jeg ikke skal vågne op igen.
Men ved jo godt at jeg vågner igen, men kan ikke lade være med at tænke på det.
Jeg græder og græder og kan ikke forstå at det er mig som har det?? Jeg har en rigtig god familie og kæreste, som altid støtter mig og vi har det rigtig godt sammen, hvorfor har jeg det så sådan?
Når jeg får anfaldende, får jeg hjertebanken, ryster, svimmel, kan næsten ikke trække vejret og det snurre rundt i det hele. Når anfaldende sker, tænker jeg. Jeg tænker på om det er farligt, om jeg skal dø, om min kæreste vil forlade mig, fordi jeg er sådan her.
Har det virkelig svært, og vil bare så gerne være rask NU!! Hvor lang tid skal jeg gå med det her??
Hilsen Line.
Kommentarer
Når lægerne holder ferie, plejer de at henvise til en anden læge i området. Er det muligt, du kan opsøge en anden læge og tale om problemet?
Du kan godt selv tage kontakt til en psykolog, men så skal du også selv betale og det er dyrt. Jeg tror ikke, at lægerne henviser til psykologer p.g.a. angst, der er det vist mest psykiatere, de henviser til.
Jeg fandt lige noget på nettet, der hedder 'Angstlinien'. De har noget telefonrådgivning. Der står bl.a.:
'Du kan ringe til os alle hverdage på telefon 7020 7170 mellem klokken 18.30 og 21.30'.
Deres webside er: http://www.angstlinien.dk/
De kan måske fortælle dig, om der er nogle muligheder for, at du kan få tilskud til psykologbehandling, når du er under 18. Hvis du er under uddannelse, er der måske også noget rådgivning eller mulighed for psykologhjælp via skolen.
Der er ingen, der kan sige, hvorfor du har det, som du har det. Men det kan en behandler netop hjælpe dig med at finde ud af. Der er en årsag til alting, så selvfølgeligt er der også en årsag til, at du græder og har angst. Årsagerne til angst er altid ubevidste, så det kan tage tid at få kontakt til underbevidstheden og finde årsagen. Andre behandlere arbejder mere med at fjerne selve angstsymptomet uden at grave så meget i årsagerne. Under alle omstændigheder er angst og gråd symptomer på, at der er noget, der ikke har været godt eller ikke er godt i dit liv.
Det er klart, at du gerne vil have det bedre NU, men når det er problemer med psyken, så tager det noget tid at helbrede. Det betyder heller ikke helt så meget, at det tager noget tid, når bare man ved, at man KAN få det bedre - og det kan man. Først og fremmest kræver det, at du får en god behandler. Alternativt kan man få medicin men det er jo meget forskelligt, om man bryder sig om den tanke.
Angstanfald (ialtfald panikangst) giver virkeligt følelsen af, at man skal dø af det. Man dør ikke af det, det føles bare sådan! De symptomer du beskriver er helt normale for under et anfald af panikangst.
Du bliver desværre ikke helbredt hverken i dag eller i morgen men første skridt mod helbredelsen har du taget i og med, at du nu søger hjælp. Det er bestemt ikke noget, du behøver at leve med for altid.
Held og lykke med det.
Mange hilsner Helene
Men ja, ved godt at jeg ikke kan blive rask fra den ene dag til den anden.
Men har lige oprettet min profil i dag, og jeg læste også andres indlæg, da jeg læste dem, tænkte jeg på, at sådan vil jeg bare ikke have det. mit angst er rimelig nyt. Har haft det i en uge, men vil ikke have at angsten skal være min herre resten af mit liv. Så det har givet mig et lille skub.
Jeg er under uddannelse. Er ved at uddanne mig som social og sundhedshjælper, og er på en demens-afdeling. Det kan godt være hårdt og min praktikvejleder har også spurgt mig, om det også kan være årsagen til det og om jeg overhovedet skal fortsætte. Det ikke lige social og sundhedshjælper jeg vil være. Vil gerne ind til politiet, men når jeg har det sådan her, ved jeg ikke en gang om jeg kan komme ind? Så skal jeg bare droppe uddannelsen og starte på en ny. Jeg er jo kun 17 år, så kan jo egentlig godt starte forfra?
Det er godt, at du reagerer så hurtigt, så bliver det bestemt lettere at gøre noget ved. Også når det er noget så nyt. Det tyder meget på, at det er noget i din 'her og nu' situation, du ikke har det godt med.
Jeg er helt på linie med din praktikvejleder og tænker også, om det kan have noget med din uddannelse og måske især også med demensområdet at gøre. Det må virkeligt være krævende - også psykisk.
At du har fået disse angstanfald bør ikke afholde dig fra at søge ind til politiet, når den tid kommer. Alle kan blive ramt af angst. Hvis du får løst det problem, der skaber angsten, så forsvinder den.
Måske skal du, som din praktikvejleder har været inde på, prøve at overveje om denne uddannelse er den rigtige for dig? Hvordan har du det dybest set med at omgås de demente og formentligt ældre mennesker og skulle gøre de ting omkring pasning og pleje, som du skal gøre under denne uddannelse? Overskrider det nogle grænser? Hvad føler du ved det? Det er vigtigt, at du lytter til sig selv. Det er mange gange, hvis man begynder at overskride sine grænser og overhøre 'sin indre stemme' og ikke lytter til sig selv, at man så udvikler angst i stedet.
Hilsen Helene
nej det rigtig nok at jeg ikke skal skubbe politi-drømmen væk, men ved bare ikke nu, om jeg kan klare det psykisk, selvom der er så mange år til?
Jeg har tænkt lidt på om angst, kan komme af stress?
Angst og stress hænger meget tæt sammen.
Er der angst er der også altid følelsesmæssig stress og er der stress, er der også altid angst i én eller anden grad. Alle negative følelser er dybest set skabt af frygt.
Man kan sige, at en fællesnævner i arbejdet med ældre, demente og indenfor politiet vil være, at begge steder, kommer man tæt på døden.
Hvordan er dit forhold til døden? Kender du nogen personligt (familie ell. lign.), der er døde? Har du været tæt på nogen under din uddannelse, der er døde?
Det kan være, at du kan nå et stykke vej ved at vænne dig til ofte at stille dig selv spørgsmål: 'Hvordan har jeg det egentligt med det her? Dybest inde?' Vil du f.eks. gerne fortsætte med social- og sundhedshjælper uddannelsen, fordi det er noget, du har lyst til at beskæftige dig med og som du grundlæggende godt kan lide (måske bortset fra, at det nu er arbejde med ældre, demente) eller er det mest et praktisk valg?
Det er meget vigtigt at have hjertet med i de valg man træffer her i livet. Fornuften skal selvfølgeligt også helst være med, men udelukkende fornuftbaserede valg er vist sjældent af det gode.
Du sætter spørgsmålstegn ved, om du kan klare psykisk at komme indenfor politiet. Det kan du ikke vide, før du prøver. Jeg vil tro, at man under uddanneslen må blive trænet meget i at blive psykisk stærk. Jeg hørte for et par år siden, tror jeg, at det er blevet meget mere almindeligt indenfor politiet, at de nu får tilbudt krisehjælp af psykologer, når de har været ude for nogle barske ting. Førhen var det sådan noget, 'rigtige politimænd' ikke gjorde og ikke talte om, for så var man en 'tøsedreng', men det er heldigvis blevet meget mere acceptabelt, at også politifolk kan have brug for at tale om de ting, der er hårde i jobbet.
Hilsen Helene
Ude på plejehjemmet, har jeg også oplevet at der var 3 der døde i træk. Jeg så den ene af dem død. Jeg var med til at gøre ham i stand, så han var fin og ren. Var også med til at se hvordan de lagde ham i kisten. Det gjorde mig ikke så meget, for han var gammel og skulle jo væk, for han havde det rigtig dårligt. Han havde kræft i munden og hele vejen ned gennem spiserøret.
Men så vores ven, han var så ung og havde ikke haft en chance for at leve sit liv rigtigt.
Han tog sygdommen rigtig flot. Han sagde at der var en mening med det, at der er en mening med livet og at han skulle væk nu, var åbentbart meningen.
Men stadig, hvorfor skulle det lige være ham??
Ja, har godt hørt at politiet får krisehjælp og at de tester en psykisk.
I går tænkte jeg lidt på at jeg ville droppe social og sundhedsudannelsen, og så arbejde et år (Kan sagtens få mit gamle arbejde tilbage med det samme, har min gamle chef sagt).Efter jeg har arbejdet i et år, vil jeg så tage HF og så komme på universitetet, for har rimelig gode karakter, så det er ikke det der er problemet. For ærligt talt, så tror jeg ikke jeg kan klare at være blandt demente mere. Det er hårdere end man tror.
Hilsen Line
Jeg synes, at alt det du skriver, hænger meget 'fint' sammen med din angst.
I dit første indlæg skriver du bl.a.: 'Jeg får stort set kun angsanfald om morgen, formiddagen og starten på eftermiddagen, men om aften har jeg det fint.
Jeg er bange for at sove, fordi jeg er bange for jeg ikke skal vågne op igen'.
Det kunne godt tyde på, at din angst måske hænger sammen med de oplevelser, du har haft omkring din vens død. Jeg forstår, at det må have været meget hårdt.
Det forekommer meget naturligt og oplagt, at du får vækket disse følelser igen, når du så konfronteres med døden i dit arbejde. Selvom det er en anden situation med de ældre mennesker, der har haft et langt liv, så må det alligevel røre ved meget - bl.a. tanker og følelser, der handler om, at en dag er livet faktisk slut.
Dette kan så bl.a. medføre angst for ikke at vågne igen, for når din ven kunne dø så ung, så kan det jo ramme alle. Måske også dig?
Der er kun én ting i livet, der er sikkert - og det er, at vi skal dø før eller siden. Om ikke af andre grunde så er det ialtfald af denne grund vigtigt, at vi gør hver dag så god som mulig. For der er jo ikke nogen garantier for et langt liv, men det er jo noget de fleste helst undgår at tænke på. Hvis man bliver fanget af denne frygt for at dø, tør man jo slet ikke leve!
Så også ud fra denne vinkel lyder det godt, at du gør dig nogle tanker om, hvorvidt denne uddannelse er den rigtige for dig. For det er så vigtigt, at vi fylder det liv vi har med det bedst mulige, så vi ikke, når det er for sent, fortryder det, vi ikke fik gjort her i livet.
Du skriver, at du føler angst morgen, formiddag og eftermiddag men ikke aften (bortset fra når du skal sove). Vil det sige, at det er inden, du tager på arbejde, på arbejdet og lige inden eller lige efter, at du har fået fri, at anfaldende kommer?
Hvis angstanfaldende kommer i forbindelse med, at du skal på arbejde eller er på arbejde men ikke når du har fået fri/er kommet hjem, så kunne det bestemt være et tegn på, at det nok ikke er det bedste arbejde for dig.
Jeg synes, din plan B med at arbejde et år og derefter tage HF og universitet, lyder som en god plan. Når man søger ind til politiet, så ved jeg, at de kigger meget på, hvad man har foretaget sig i årene, fra man gik ud af skolen. Det er vigtigt, at man har gjort noget aktivt og målrettet, så man ikke bare har gået og spildt tiden.
I forhold til at søge ind til politiet, vil en HF og en universitseksamen også kunne hjælpe dig i forhold til optagelsesprøven i almen viden og samfundsviden, der vist skal være ret bred.
Så jeg synes, det lyder som meget fornuftige tanker, du gør dig :-)
Hvordan har det været med din angst, siden du er begyndt at skrive om det og har tænkt på, at droppe din uddannelse og ændre planer? Oplever du nogle forandringer?
Mange hilsner Helene
Ja jeg har ikke lige svaret i lang tid, men har ikke rigtig haft tid.
Jeg er sygemeldt indtil jeg har det godt igen og føler mig parat til at starte igen, men har ikke rigtig haft angst de sidste par dage her.
Jeg har det rigtig godt med at skrive om det herinde. Synes det godt at skrive med andre om det, for de er jo i samme bås som en selv.
Hilsen Line :-)
Ja, det hjælper som regel rigtigt meget, når man får talt (eller skrevet) om tingene med andre, der selv kender problemerne.
Jeg synes, det er meget tankevækkende, at du ikke rigtigt har haft angstanfald de sidste dage, hvor du jo altså har været sygemeldt.
Hilsen Helene
Der er ingen tvivl om at du kan komme af med din angst. En tidlig indsats er i denne sammenhæng meget vigtig.
Det kan måske være en god idé at prøve at få et "lykkepille" præperat. Disse har ofte god effekt på panikangst.
Dette kan naturligvis ikke stå alene. De skal ledsages af samtaler med en psykiater eller psykolog.
Skulle du få medicin mod din angst behøver det på ingen måde at betyde at du skal have det resten af dit liv. De fleste starter med at få det i ca. et ½ år.
Jeg tror at det er en god idé at prøve at holde fast i din uddannelse indtil du har vendt det med en psykolog eller læge. Hvis du dropper din uddannelse kan dette jo give dig en nederlagsfølelse som du bestemt ikke har brug for i din nuværende situation.
Det er muligt at det på den korte bane kan give dig en lindring på din angst, men på den lange bane er det ikke sikkert at det vil gavne.
Endelig skriver du om jeres ven som er død af kraft. Dette kan jo også være med til at øge din angst.
Jeg håber at du hurtigt kommer til din læge så i kan finde en god løsning.
Held og lykke!
Henrik