Angst.

LineBP2109

Hej Helene.

Det er rigtig hårdt, for er forvirret i mit hoved. For kan ikke finde ud af at i sidste uge havde jeg det så godt og så nu har jeg det bare af H til.
- I går talte jeg med min mor om det du skrev i går. Vi printede det ud og så læste vi en linie for linie. Jeg tror vi er ved at finde ud af, hvad der kan være årsagen.
Kan det være rigtig at jo tættere jeg kommer på årsagen, jo dårligere får jeg det? Har du prøvet det?
Hvordan var det, for dig at blive hypnotiseret? For jeg har måske overvejet at prøve det, kunne det være en god ide ?

Hilsen Line :-)

Helene2

Hej Line

Jeg forstår godt, at du er forvirret i hovedet. Det var jeg sandelig også i starten. Man forstår slet, slet ikke, hvad pokker det er, der er sat i gang. Og man forstår slet ikke, hvorfor man pludseligt får det så dårligt. Jeg husker så udmærket, hvordan jeg havde det i starten, indtil jeg begyndte at forstå, hvad det var, der skete.

Det lyder rigtigt godt, at du kan tale med din mor om det og få hendes hjælp til at hitte rede i alt det her, for det er ikke let.

Ja, det er helt rigtigt, at jo tættere man kommer på årsagen, desto dårligere vil man få det. Den værste tid er lige før årsgerne kommer frem. Når så man har fundet ud af årsagen, så begynder tingene gradvist at gå den anden vej. Når årsagerne kommer frem, så vil der komme mange svære følelser, for så skal man jo forholde sig til noget, man slet ikke før har skullet forholde sig til. Derfra går man ind i en ny fase, hvor man kan begynde at arbejde med følelserne for det, der er kommet frem og hvad det var, der skete og hvordan det har påvirket én. Så har man ikke længere brug for angsten til at camouflere det hele.

Man kan sige, at så længe, der er angst, så kæmper man i et mørkt rum mod en usynlig fjende. Når man har fundet årsagen, så er lyset blevet tændt og man ved, hvad det er, man kæmper imod. Det gør det meget lettere, selvom det ikke 'bare lige' løser alle problemer. Men man har ikke en jordisk chance for at vinde, hvis man står i et mørkt rum og bare ved, at der er noget der truer én derinde et sted, men man ved ikke, hvad det er, eller hvor det er. Der må lys til, så man ved, hvad man kæmper imod.

Jeg ELSKER at være i hypnose :-) Jeg har været det omkring 100 gange indtil nu. Det er en tilstand af total afslappelse af krop og sind.
Jeg oplever det som en meget blid behandlingsmetode. Man kommer direkte i kontakt med underbevidstheden. Det betyder ikke, at tingene bare lige vælter frem, men der kommer nogle følelser og måske nogle billeder, der kan hjælpe én og give en nogle fingerpeg om, hvad tingene handler om. Det er en anden bevidsthedstilstand, hvor man kan få oplevelsen af at forstå tingene på en helt anden måde end man gør med sin dagligdags bevidsthed. Man lærer i høj grad at lytte indad til sit sind og sin krop.

Hvis du bor i nærheden af Københavnsområdet, så kan jeg bestemt anbefale min terapeut. Hvis det har nogen interesse, kan du sende mig en mail. Min mailadresse står under min profil.
Hvis ikke, så kan I prøve at søge under 'hypnotisører' eller 'hypnoterapeuter' på nettet. Men chek deres uddannelse. De skal helst ikke 'kun' være hypnoterapueter. Der skal også gerne være anden uddannelse som f.eks. NLP-terapuet, psykoterapeut, psykolog eller andet relevant.

Som sagt: Det er svært nu men tro på, at det kun er en overgang og en periode. Det fortsætter ikke sådan. Tingene vil blive så meget bedre, når du får alt det her 'renset ud' af krop og sind.


Mange hilsner Helene

LineBP2109

Hej Helene :-)

Når man så kommer ind i den nye fase, har man det så godt eller skidt ?

- hvad hvis jeg aldrig finder årsagen til min angst, skal jeg så have det her resten af mit liv ?

Når man er i hypnose, er man så tilstede, eller er man inde i sin egen verden? eller hvordan foregår det ?
Jeg bor ikke i københavnområdet, men på fyn. Så det bliver måske lidt svært at komme derover, men mon ikke om der også er nogen gode hypnotisører på fyn?

Hilsen Line :-)

Helene2

Hej Line

Du spørger, om man har det godt eller skidt, når man kommer ind i næste fase.
Det vil nok være meget forskelligt alt efter, hvad problemerne er og hvordan man arbejder med dem. Men man vil gradvist få det bedre på mange måder, efterhånden som man får ryddet op i sit indre.

Så spørger du om, om du skal blive ved med at have det sådan her, hvis du aldrig finder årsagen til din angst.
Nej, det kan jeg bestemt ikke forestille mig. Det, jeg skriver, er udfra mine egne erfaringer og den måde, jeg arbejder med tingene på. Det har været nødvendigt for mig at finde årsagerne, fordi mine problemer har været så massive p.g.a. de ting, jeg har været ude for. Der er sikkert mange mennesker, der har fået det bedre uden at have behov for at grave så dybt.
Man kan arbejde med tingene på mange måder, der findes jo et hav af forskellige terapiformer. Det vigtigste er, at man finder en måde, der virker for én selv. Virker det ene ikke, så må man prøve noget nyt og se om det virker. Hovedsagen er, at du ikke er nødt til at finde dig i at have det dårligt. Du er kun 17 år, mange ting kan nå at ske og meget vil forandres bare i løbet af de næste år. Jeg ved godt, at det ikke lige er tålmodighed, man føler. Man vil jo bare have det overstået, så man kan få det bedre. Men ting tager tid.

Du spørger: 'Når man er i hypnose, er man så tilstede, eller er man inde i sin egen verden? eller hvordan foregår det?'
Under hypnosen er man dybt afslappet og optaget af det, der foregår i én selv. Den ydre verden er uvedkommende og uvigtig imens. Men man er aldrig længere 'væk', end man til enhver tid kan rejse sig og gå, hvis man skulle ønske det. Man er hele tiden fuldstændigt bevidst om, hvor man er og hvad der sker.

Når jeg er i terapi, foregår det sådan, at vi først sidder og taler sammen i omkring ½ time. Almindelig samtaleterapi, formoder jeg. Vi taler også om, hvad vi skal arbejde med under hypnosen.
Så kommer jeg i hypnose, hvilket også typisk varer i ca. ½ time. Terapien fortsætter så at sige under hypnosen. Man kan godt tale sammen imens. Terapeuten guider én, så man kommer i kontakt med de ting, det er vigtigt for én at få fat i.

Der er givetvis også gode hypnoterapeuter på Fyn :-)
Jeg vil foreslå dig at prøve at søge på nettet, hvem der er i dit område. Prøv at læse, hvad de skriver om deres behandlingsmetoder og den slags. Der er sikkert også en profil, så du kan danne dig et indtryk af vedkommende. Kig også på, hvilke uddannelser og erfaringer de har. Når du har fundet nogle stykker, du synes lyder gode, så kan du evt. prøve at sende dem en mail, hvor du kort fortæller lidt om dig selv og hvad dit problem er og så prøve at høre, om de mener, at de kan hjælpe dig. Ud af svaret kan du måske få et første indtryk af, hvem du synes virker mest 'rigtig' for dig. I sin tid skrev jeg til 2. Den ene fik jeg et rigtigt godt svar fra samme aften, den anden kom med et ligegyldigt svar over en måned senere. Det siger nok sig selv, hvem jeg valgte og hvem jeg ikke valgte!

Det er ikke altid, man finder den rigtige behandler i første forsøg. Man kan komme ud for, at at kemien bare ikke passer eller der er noget andet, der bare ikke føles rigtigt. Så skal man lytte efter sig selv og stoppe, inden man går i gang med flere behandlinger. Så hellere finde en anden. Det er utroligt vigtigt, at kemien er i orden, for det skal være et menneske, man føler sig tryg ved og godt tilpas sammen med.
Jeg fandt min terapeut i 2. forsøg.

Det er altid hårdt, når man begynder at forandre ting i sit liv og begynder at arbejde med sit sind. Man kommer i kontakt med nogle følelser, der har været lukket af for og det gør ondt. Men stol på, at det går over igen. Det mørke skal ud, så lyset kan blive lukket ind. Jeg læste engang disse meget sande ord: 'Man dør ikke af at græde i to timer - men det føles sådan'. Det gør det især, hvis man ikke er vant til de tunge, mørke følelser. Men det går over igen, når man arbejder med det og får den hjælp, man har brug for. Og ude på den anden side af angsten venter et liv med meget mere lys og glæde.


Hilsen Helene

LineBP2109

Hej Helene.

Godt, for er så bange for at jeg skal have det her hele mit liv, men hvis jeg har det, må jeg jo bare acceptere at det er der.
Min mor sagde til mig at angsten vil ikke en noget ondt, men en noget godt, for at få en til at få det godt igen, er det rigtigt ? Ikke fordi jeg ikke tror på hvad min mor siger, men meget rart at hører det fra to.

jeg troede nemlig når man var i hypnose, at man så bare var inde i en helt anden verden. for så kommer jeg til at tænke på, om man overhovedet kommer ud af den hypnose igen ? Men det vel bare en gang vrøvl.
Er du meget træt efter hypnose ?
Jeg skal jo til psykolog i morgen, så prøver at snakke med ham, om han synes det er en god ide.

Hvis jeg ksal være ærlig, så er jeg ikke så vant til at græde, før jeg fik min angst. Men nu, jeg græder og græder i perioder og det er det jeg bliver så forvirret af, men efter jeg har grædt, så har jeg det faktisk ret godt. Så det er vel på en måde en positiv effekt ?

Hilsen Line :-)

Helene2

Hej Line

Man tror, at man aldrig får det bedre og at det bare fortsætter sådan, men når man arbejder med tingene og får den rette hjælp, så bliver det bedre efterhånden. Tro, tillid og tålmodighed er nøgleordene.

Din mor har ganske ret. Angsten vil dig bestemt ikke noget ondt. Den er en del af dit eget sind og dit eget sind vil aldrig gøre noget for at skade dig, selvom det kan virke sådan. Hvis du lærer at forstå dig selv og lytte til dig selv, vil du forstå, at der er en god grund til alle følelser og de er der aldrig for at skade os. Der er altid andre grunde.
Det er jo ganske naturligt, at man bliver bange, når der er noget at være bange for. Hvis du f.eks. er bange for at føle dig såret eller ked af det eller vred, så er det jo naturligt, at du føler angst, hvis du udsættes for noget, der vækker disse følelser.

Hypnose som behandling kan slet ikke sammenlignes med den slags hypnose man f.eks. kan se som underholdning i fjernsynet.
Mange er bange for, om de kan komme ud af trancen igen bagefter, men det er bestemt ikke noget problem. Man får at vide, at nu skal man til at vende tilbage til sin dagligdags bevidsthed og så er det som om, man lige har ligget og hvilet sig og begynder at vågne op og så er man tilbage.

Nej, jeg er ikke træt efter hypnosen. Som regel har jeg det bare rigtigt dejligt bagefter. Men jeg bliver meget træt af at arbejde med disse ting i mig selv, dét kræver meget energi. Men selve hypnosen giver mig energi.

God idé at prøve at tale med din psykolog om, hvad han mener om hypnose. Ikke alle er lige begejstrede.

Det er sundt at græde. Gråd har absolut en positiv effekt på mange måder. Den renser krop og sind for en masse, som man ellers har haft lukket inde i sig. Inden jeg startede i terapi græd jeg aldrig. Jeg syntes, det var så PINLIGT at græde. Men efter første gang til terapi græd jeg nærmest de næste 14 dage i træk, det var meget chokerende. Jeg forstod slet, slet ikke, hvad der skete. Jeg har grædt rigtigt meget i de sidste år, for der har været rigeligt at græde over, som jeg aldrig har grædt over før. Nu føler jeg lettelse, når jeg græder, for som du også oplever, så er det jo rigtigt dejligt at få det ud. Og det er det, der skal til. Man bliver syg af at holde alle de følelser inde i sig selv. De sidder jo derinde et sted og gør ondt og giver bl.a. angst.
Måske du kan prøve at se sådan på det, at når du græder, så er det faktisk en del af angsten, du får grædt ud i stedet.


Hilsen Helene

LineBP2109

Hej Helene.

Har nemlig gået og tænkt på, som du skriver at mange er bange for de ikke kan komme ud af trancen, det har jeg jo nemlig også været bange for.

Jeg har nemlig også altid synes at det var pinligt at græde. Jeg har altid holdt det tilbage. Det er få gange jeg har grædt. Men det er dejligt at komme ud med det nu.

Her i går mødte jeg min barndomsvenindes forældre. Jeg fortalte dem om at jeg er begyndt at få angstanfald, men går til psykolog som behandling.
min venindes mor, sagde at hun kunne huske at jeg også havde det som lille og det er rigtig nok.
Jeg kan tydeligt huske at en dag da jeg var over ved min veninde, så begyndte deres nabos hus at brænde. Jeg blev rigtig bange og skreg og alt muligt. De ringede efter min mor, som så kom hurtigt efter.
min venindes mor, gav mig noget medicin som hun selv havde lavet. Det var naturmedicin.
Min venindes mor, havde kræft da vi var små, min veninde og jeg. Hun fik fjernet det ene bryst, men hun tog ikke imod noget medicin fra sygehuset, så lavede sit eget medicin. Den dag i dag, er hun rask og har det rigtig godt. Er det ikke vildt ?
Det medicin hun gav mig, hjalp mig rigtig meget da jeg var lille, kan jeg huske. Når jeg var bange, tog jeg medicinen og så efter 10 min var jeg ikke bange mere.
Jeg ved ikke om hun stadig laver det, men det kunne måske også være en mulighed ?

Hilsen Line :-)

Helene2

Hej Line

Du skal lære at tro på, at det ikke er pinligt at vise følelser eller have følelser. Alle mennesker har alle følelser i sig. Alle vores følelser er gode og naturlige, de hører med til at være menneske. Vi skal 'bare' lære at forstå dem og give os selv lov til dem :-)

Jeg synes, du når langt i dit 'opklaringsarbejde'. Som jeg skrev er det et detektivarbejde, hvor man skal have samlet en masse løse tråde. Eller man kan sammenligne det med et puslespil med en masse brikker, der skal samles, så man til sidst begynder at kunne se hele billedet.
Nu f.eks. det med, at din venindes mor kunne huske, at du også led af angst som lille. Det er jo en rigtig vigtig oplysning.

Også vigtigt, at du kom til at tænke på det hus, der brændte. Det er klart, at du som barn er blevet skrækslagen. Det er jo virkeligt en skræmmende situation - også for mange voksne.

Jeg er overbevist om, at naturmedicin kan rette op på mange ubalancer i kroppen og kan være med til at styrke immunforsvar, nervesystem m.m. Så det kan godt være, at det kan give dig noget mere ro, det skader da ikke at prøve. Men det helbreder dig ikke. Din angst er skabt af noget, der engang har været sket eller som ikke har fungeret i dit liv og det er der ingen medicin, der kan ændre på. Men som sagt kan det kan måske give mere ro, så følelserne ikke virker så overvældende.


Hilsen Helene

LineBP2109

Hej Helene.

Jeg var til psykolog i dag. Det gik rigtig godt:-)
Jeg tror vi har fået hul på bylden. Jeg fortalte en ting til min psykolog, som jeg aldrig har fortalt andre, kun mine forældre ved det. Jeg skulle virkelig tage mig sammen til at fortælle ham det. For det er noget jeg har gået og bæret rundt på selv jo. Det er noget som jeg er rigtig flov over og føler mig dum. Han sagde at det er sikkert helt klart derfor jeg har fået angst. Efter jeg havde fortalt ham det, blev jeg helt lettet. Jeg fik det meget bedre og jeg kom ud med det hele. Har aldrig grædt så meget før i mit liv. Han græd næsten også, for han synes det var så synd for mig. Efter vi måske har fundet årsagen er jeg begyndt at arbejde med det nu. Men han fandt også ud af, at jeg har meget svært ved at stole på andre end mig selv og min familie, og det har så noget med den ting at gøre. Og det er rigtig nok. En ik gang min egen kæreste som jeg elsker helt vildt meget, stoler jeg 100 procent på. Så det er noget som virkelig har sat sig. Min psykolog synes det var meget flot af mig at fortælle det, for der er nogen som bare lægger det bag sig og aldrig vil frem med det, og det kan måske bare gøre det værre. Så det var godt jeg kom af med det og er også rigtig glad for at jeg gjorde det.

Jeg fortalte ham også om min venindes mor og han sagde også som dig, at den medicin kan ikke helbrede mig, men få min krop til at slappe af og så slapper jeg også psykisk. Men det jo klart, at hvis det er mit sind der prøver at fortælle mig noget, så virker medicin jo ikke. Det jo kun mig selv som kan helbrede mig.
Jeg skal til psykolog igen på onsdag, og så snakker vi videre om den ting jeg fortalte ham, så vi kan arbejde os ud fra den af.

Jeg fortalte også at her den sidste uges tid, da har vores familie ikke lige været den heldigste. Min mor blev fyret fra sit arbejde i sommers og er færdig til d.1 oktober, og hun aner ikke hvad det er hun vil. Min far køre rutebil og de har lige strejket, og de tager 14 dages løn plus en bøde oveni, så mange penge har vi heller ikke lige i næste måned. Min søster er sygemeldt for stress, pga hendes arbejdsplads, hvor hun så har sagt op nu. Hun blev chikaneret osv. Så hun har også været helt nede i kulkælderen. Da jeg fortalte min psykolog det, sagde han så at der heller ikke er noget at sige til, at jeg har været ked af det og haft det svært de sidste par dage, når der har været alt det. Det gør det ikke ligefrem nemmere.

Jeg fortalte ham også at jeg skriver med dig herinde. Han synes det er rigtig godt at tale/skrive med andre om det, så man ikke tror at man er den eneste i verden som har det. At man også kan få gode råd af andre osv. Det har helt klart også hjulpet mig rigtig meget, at skrive med dig om, hvordan det er. Er glad for at der er nogen som vil hjælpe og høre på en :-)

Hilsen Line.

Helene2

Hej Line

Hvor blev jeg dog glad for at læse dit svar :-)

Jeg synes, det er vildt imponerende, at du efter så kort tid fik fortalt din psykolog om din hemmelighed. Og at du fik givet så meget slip på følelserne derinde. Simpelthen imponerende. Giv dig selv et stort, stort, STORT skulderklap for det :-)

Hemmeligheder er noget Fanden har skabt. For har man hemmeligheder, må man også slæbe rundt på angsten for, at de bliver afsløret og så skubber man andre mennesker fra sig, eller tør ikke knytte sig rigtigt til dem. For tænk nu, hvis de opdagede...

Det er altid mørkest før daggry, som et gammelt ordsprog siger. Du har haft det rigtigt grimt de sidste dage - og så kom det her frem. Det er præcist den måde, jeg oplever det på - det er altid værst lige før et gennembrud.

Og du har allerede forstået, at det kun er dig selv, der kan helbrede dig. Jeg er sgu imponeret over dig, du er kun 17 år (i forhold til en halvgammel kone som mig :-) og så er du allerede nået til den erkendelse. Det er så flot :-)

Puh, én ulykke kommer sjældent alene. Det var dog også utroligt, som hele din familie hver især er blevet ramt. Det er klart, at det påvirker dig. Det påvirker jo Jer alle og så er der jo heller ikke meget overskud til at støtte hinanden, når alle har deres egne problemer at slås med.
Jeg tænker på din søsters problemer med stress og mobning. Nu ved jeg ikke, hvor gammel hun er, men måske kunne have glæde af at læse den artikel, jeg lige har skrevet af og lagt ind på stress-debatten ('Det er nødvendigt at være egoistisk').

Da jeg i sin tid fandt Netdoktor hjalp det også mig utroligt meget at finde ud af, at der var mange andre, der havde det som mig og der var også især én, der støttede og opmuntrede mig. Det betød bare alt på det tidspunkt. Jeg havde altid følt mig anderledes og forkert. Men pludseligt lærte jeg en helt anden verden at kende, hvor andre kendte de følelser, jeg troede, at det kun var mig, der havde. Det er så vigtigt, at man bliver klar over, at man bestemt ikke er den eneste i verden, der har det, som man nu har det.


Hilsen Helene