Angst.

LineBP2109

Hej Helene.

Tak :-)
Ja min psykolog var også lidt imponeret over at jeg allerede ville fortælle det, det havde han ikke regnet med. Men han er også sindsyg dygtig, til at få åbnet mig op og se ting, som jeg gentlig ikke har troet skulle være årsagen til angsten. Er super glad for at jeg tog imod tilbuddet til at få psykologhjælp. Uden min psykolog, havde jeg ikke nået så langt i dag, som jeg har. Men også takket være mig selv, for at kunne indse tingene og acceptere.

Jeg hader og have hemmeligheder. Og præcis som du siger, hvad nu hvis de opdager det...??

Jeg håber ihvertfald at det er det her, som er årsagen til angsten. Jeg kan ikke rigtig forstille mig andet. Jeg kunne også mærke på mig selv, at det var en hel befrielse at komme af med det. Jeg græd og græd og græd. Kunne bare ikke stoppe. Men dte var skønt ! :-)

Ja, det var ret meget på en gang med min familie, men det har egentlig også gjort vores familie meget stærkere, må jeg indrømme. Vi tænker mere over hinanden har det osv nu og snakker om alt. Det er det gode ved det.
Min søster er 29. Hun bor i Køge med sin kæreste og deres lille dreng på 1 år. Jeg kan godt fortælle hende om den artikel du har skrevet, det vil hun sikkert have meget glæde af.

Præcis, jeg følte mig også som anderledes og forkert. Især da jeg blev mobbet i folkeskolen. Jeg følte jeg intet var værd og jeg bare var et eller andet misfoster og skolen gjorde intet ved det.
Men er rigtig glad for at du vil tage dig tid til at skrive med mig om alle de her ting. Sætter STOR pris på det :-) Nu ved jeg idet mindste at jeg ikke er den eneste som har det her.

Hilsen Line :-)

Helene2

Hej Line

Dejligt at du i første forsøg fandt en psykolog, du har så meget tillid til, så han kunne få dig til at åbne op :-)
Det er rigtigt - det er et samarbejde. Psykologen eller terapeuten giver én muligheden for at gøre det, man inderst inde gerne vil og har brug for, så man kan få det bedre.

Det er som regel en stor lettelse at slippe for de forbandede hemmeligheder. Og som regel viser det sig, at det i virkeligheden slet ikke var noget, man behøvede at gå og holde hemmeligt. Der er garanteret andre, der kender det samme/har prøvet/oplevet det samme. Når man finder ud af det, så oplever man nogle gange, at den hemmelighed, der tidligere adskilte én fra andre, nu er det, der skaber en følelse af fællesskab med andre, der kender til det samme!

Der er nok ingen tvivl om, at denne hemmelighed må have fyldt så meget, så den har givet angst.

Nå, du blev også mobbet i skolen. Det gjorde jeg jo også. Man hører desværre alt for tit, at skolen ikke gør noget ved det. De ved nok sjældent, hvad de skal gøre. Det er sikkert også utroligt svært at gøre noget, der virker og så er der desværre nogen, der bare vælger at vende det blinde øje til.
Man mister jo i høj grad selvtillid og kommer til at føle sig forkert og alt muligt andet, når man bliver udsat for mobning af forskellig slags. Det er utroligt ødelæggende. Det kan tage tid at bygge sig selv op igen og få noget tro på sig selv.

Det er dejligt positivt, at din familie er blevet stærkere og mere opmærksomme på hinanden af modgangen. Så noget godt er der kommet ud af alt det skidte. Ingenting er så galt, så det ikke er godt for noget, som et ordsprog siger.

Jeg synes, det er dejligt at skrive med andre :-) Så jeg siger tak for den tid og den tillid, du giver mig og fordi du vil dele de ting her med mig :-)
Og nej - du er så absolut ikke den eneste, der kender til alle disse følelser. Det gør de fleste nok, når det kommer til stykket. Der er bare ikke så mange, der indrømmer det - hverken for sig selv eller andre. De fleste prøver at holde det hemmeligt (også for både sig selv og andre), for man tror jo, at det bare er én selv, der er noget galt med og at ingen andre har det sådan. Men det er ikke sandt. Der er ikke noget galt med én og man er aldrig alene om det.


Mange hilsner Helene

LineBP2109

Hej Helene.

Ja min hemmelighed har fyldt rigtig meget, men det var godt at komme af med den.

Desværre ja. Min skole hjalp kun dem, der var dygtige og ikke blev mobbet. Dem som ikke var så gode i skolen eller blev mobbet, hjalp de ikke. Det er ret så forfærdeligt, for der er mange unge i dag, som har det rigtig skidt, fordi de er blevet mobbet. Og der endda nogen der slet ikke kan holde det ud, og gør så noget dumt.
Men jeg har altid tænkt det på den måde, at dem som mobber er dem der er de svage, og dem som bliver mobbet, er dem der er de stærke.

Det var så lidt :-)
Ja tror egentlig også at alle går rundt med en eller anden form for angst. Nogen er bare heldige at den måske ikke lige er så slem og andre er uheldige, som mig, hvor den bare køre derud af.
Men på den anden side, så er jeg vel egentlig heller ikke så uheldig ? - for nu kommer jeg jo af med det?

Her i går aftes, fik jeg det virkelig underligt. Fik det faktisk rigtig skidt. Jeg følte jeg at sejlede rundt. Er det normalt? I nat har jeg ikke kunne sove. Vågnede kl.2.30, og var bare frisk, men var gået sent i seng. Satte så en film på, og faldt i søvn til den, men stadig vågnede jeg med 1 times mellemrum hele tiden. Hvorfor gør jeg det ? Har jeg aldrig gjort før.

Hilsen Line.

Helene2

Hej Line

Alle reaktioner er normale. Også at føle, at man sejler rundt samt, at éns søvnmønster pludseligt ændrer sig o.s.v. Der kan komme mange forskellige fysiske reaktioner. Så stærk er psykens virkning.

Jeg hørte en glimrende metafor eller symbol i dag. Prøver at genfortælle den (frit efter hukommelsen).

Hvis du forestiller dig en kornmark, hvor du har gået mange, mange gange, så er der jo efterhånden slidt en sti og kornet er trådt helt ned.
Dette er et billede på hjernen. Når man tænker i de samme baner igen og igen, så dannes der tankespor. Når man så begynder i terapi f.eks., så går man pludseligt ind i denne kornmark på nogle helt nye steder, hvor man ikke har gået før. Første gang man går ind i kornmarken et nyt sted, rejser kornet sig igen bagefter. Anden gang lægger det sig lidt mere ned o.s.v. Der dannes simpelthen nye tankebaner i hjernen.

Så det er klart, at når det er så dybe ting, man arbejder med, så er det muligt, at man kan få alle mulige fysiske reaktioner undervejs. F.eks. er det jo slet ikke mærkeligt, at man så bliver svimmel og pludseligt sover uregelmæssigt etc. Men det går over igen. I starten når jeg havde været i hypnose, oplevede jeg tit, at jeg 'fik ondt i hjernen', som jeg kaldte det :-) Jeg oplevede en utrolig trykken typisk i venstre side af hovedet. Ikke hovedpine - bare en udefinerlig trykken. Der blev helt sikkert trådt nye baner i kornmarken.

Så det er ikke 'bare lige' i småtingsafdelingen, når man begynder at afsløre hemmeligheder og den slags :-) Det går meget dybere, end man skulle tro - men det er, som det skal være. Man forandres. Og man får det bedre. I perioder dårligere - det kan engang imellem føles som om, at det er 2 skridt frem og 1 tilbage, men i det store og hele er det en fremadskridende proces, der bevirker, at man får det meget bedre.

Sjovt nok... jeg tænkte noget af det samme som dig, da jeg gik i skole. Jeg skabte mig et motto, der hed: 'De stærke er de svage og de svage er de stærke'. Også et andet lignende der passede på min situation: 'De gode er de onde og de onde er de gode'. Jeg var et meget tænksomt barn.

Du skriver: 'Men på den anden side, så er jeg vel egentlig heller ikke så uheldig? - for nu kommer jeg jo af med det?'
Præcist min mening. Jeg synes, at du hører til de heldige - nemlig til dem, der har fået den gave, at de er i stand til at kigge ind i sig selv og ubevidst forstå, at det er til éns egen fordel, at man giver slip på alt det gamle, der ligger og fylder - og at du vel at mærke er i stand til det. Det er den største gave, du kan give dig selv (og evt. kommende børn). Jo, der er en gave i alting. Man skal bare finde den :-)


Hilsen Helene

LineBP2109

Hej Helene.

okay, det var godt. For lige pludselig kom den der sjelende følelse, og den har jeg aldrig haft før, så tænkte lige på om det var normalt, men det er det jo så, heldigvis.
Den sejlende følelse, har jeg for det meste, når jeg sidder ned. Det starter i benene og kører ellers bare opad. Det er en lidt ubehagelig følelse.

Det var egentlig en god metafor. Den giver meget mening og det jo egentlig også rigtig nok, at man lige pludselig går andre veje og jo tættere man vel kommer på midten, jo bedre får man det, eller når man lige er kommet over den periode, hvor man har det skidt.
Jeg har også nogen gange de forbandede trykken i hovedet. Det gør sindsyg ondt. Det kan vel egentlig også være det samme?

Ja, tit føles det som om man går 1 skridt frem og 2 tilbage. Ærlig talt, så i sidste uge, følte jeg bare jeg var helt nede i kulkælderen, men det var jeg vel egentlig ikke ?

Ja, helt klart. Jeg synes også jeg høre med til de heldige. Selvom det er en hård proces, så er det jo en god ting at kunne det. Man lære utrolig meget af det og man bliver stærkere.

Her i går, holdte jeg min 18 års fødselsdag. Da snakkede jeg med fætters kæreste, som også har haft angst. Hun fortalte at hun også gik til psykolog og psykiater. Hendes var kommet af, at hun følte dårlig samvittighed over noget fra hendes barndom af.
Da hun kom tættere og tættere på årsagen, fik hun det også mere skidt. Det endte til sidst med at da psykologen og hende fandt ud af hvad det var og de arbejde med det, besvimede hun. Hendes krop brød fuldstændig sammen. Efter der, havde hun det godt. Hun fortalte at efter der, kunne hun arbejde sig opad og ikke nedad. Forstår du hvad jeg mener?
Så den dag i dag, har hun det godt. Men hun kan nogen gange mærke en lille bitte smule angst, men så sidder det i hendes ryg. Hun får ikke de der tryggende fornemmelser for hjertet eller halsen.

Hilsen Line :-)

Helene2

Hej Line

Tillykke med fødselsdagen i går :-)

Når du får den der sejlende følelse, så kan du evt. prøve at placere begge fødder solidt på jorden eller gulvet og fokusere på dit åndedræt. Ikke sådan at du skal tænke på det hele tiden bare giv det lidt opmærksomhed engang imellem. Det er en rigtig god måde at mærke sig selv på og bevare kontakten til sig selv. Den giver jordforbindelse. Når man bare sejler af sted, kan det være svært at mærke sig selv. Det sværeste ved denne øvelse er at huske at gøre den.

Hvis den trykken i hovedet, du oplever, er startet, efter du er begyndt hos psykologen, så tror jeg bestemt, at det handler om, at du er begyndt at betræde nye veje og der sker forandringer på dybt plan.

Du skriver:
'... Ærlig talt, så i sidste uge, følte jeg bare jeg var helt nede i kulkælderen, men det var jeg vel egentlig ikke?...'
Når du følte, at du var helt nede i kulkælderen, så var du det vel? Men du er kommet op igen. Nu kender du kulkælderen, du ved, at den findes og du ved, at du kan komme op af den igen.
Du har lært et nyt 'rum' i dig selv at kende. 'Kulkælderen' er en del af dig. Men du behøver ikke længere på samme måde at være bange for at komme tilbage til dette 'rum' af og til, når du samtidigt ved, at du kan komme ud af det igen. Du behøver ikke længere at lade som om, at dette rum slet ikke eksisterer.
Du ved, at enhver hemmelighed, skaber frygt for afsløring. D.v.s. at hvis dette rum hidtil har været hemmeligt for dig selv, så har du været bange for at få det afsløret. Så måtte du helt holde dig væk fra alt, hvad der lå i nærheden af dette rum. Nu hvor du kender det og har accepteret det som en del af dig selv, så bliver angsten mindre. For nu skal du ikke længere gå rundt i ubevidst frygt for, at det en dag blev afsløret, at du (også) indeholdt en 'kulkælder'. Det er selvfølgeligt ikke noget rart sted at være, men skulle du komme derned i igen, så kan du genkende det - du ved, hvor du er og du ved, at du kommer op igen. Så holder kulkælderen op med at være truende og farlig og så er der ikke længere nogen grund til at holde den hemmelig for dig selv.

Jeg forstår udmærket, hvad du mener med det, der skete for din fætters kæreste. At efter hendes sammenbrud hos psykologen, begyndte tingene at gå den anden vej og hun kunne begynde at arbejde sig opad i stedet for, at det gik nedad. Når man rammer 'bunden', så kan man begynde at bevæge sig opad. Det er naturligvis slemt, mens man er i det, men derfra går det virkeligt fremad.
Det lyder godt, at du fik talt med hende om det. Du kan se, at angst samt gammel skyld og skam overfor ting, der forlængst er sket, slet ikke så ualmindeligt, som man går og tror :-)


Hilsen Helene

LineBP2109

Hej Helene.

Mange tak :-)

Det tror jeg, jeg vil prøve. Men den følelse er bare så ubehagelig. Jeg har den ikke når jeg står op, kun når jeg sidder ned. Mo
ine ben er også begyndt at få sådan nogen slags stød eller hvad man kalder det. At det lige pludselig bevæger sig. Ved ikke lige helt hvordan jeg skal forklare dte. Håber du forstår hvad jeg mener :-)

Her i sommers gik jeg med meget hovedpine, en meget kraftig en. Jeg var ved lægen med det, og det viste sig så at det var mine polypper som spærret vejen, for at jeg fik nok ilt til hjernen, så det var derfor jeg havde sådan en kraftig hovedpine. Jeg blev så opereret, og har ikke haft den hovedpine siden. Da jeg havde min hovedpine, havde jeg ikke den der trykken i hovedet. Det er begyndt efter psykolog.

Ja det egentlig rigtig nok. Jeg er heller ikke bange for at komme ned i kulkælderen igen, men det er bare noget jeg ønsker rigtig meget, at jeg ikke gør. Jeg kan mærke at jeg bevæger mig opad, men for pokker, hvor er det hårdt !!!

Det var rigtig dejligt at tale med hende om det. Fik det meget bedre af det.
Hun sagde også at jeg bare skulle ringe eller skrive en sms til hende, hvis hun skulle komme hjem til mig, for hun bor kun 10 min væk fra mit hus af. Det var dejligt at vide. Hun sagde også at det er super godt at jeg er så åben omkring min angst, i stedet for at jeg går og holder den skjult.

Hilsen Line :-)

Helene2

Hej Line

Når du ved, at de fysiske symptomer kommer sig af, at du reagerer på de psykiske forandringer, der sker, så bliver det lidt nemmere (er min erfaring). Jeg kan huske, da jeg begyndte at reagere fysisk, da blev jeg først meget forskrækket (jeg rystede af og til voldsomt og ukontrolleret og FRØS). Så kom jeg i tanke om noget, jeg engang havde læst: At når alle energierne i kroppen har været frosset fast i så lang tid, så kommer der nogle reaktioner, når de begynder at 'tø op'. Så jeg blev hurtigt klar over, at det faktisk var et sundhedstegn, når jeg mærkede disse fysiske symptomer og derfor kunne jeg bare 'være i dem' uden at blive bange. Nu er det meget sjældent, at jeg får fysiske symptomer på det, der sker.

Ja, det er hårdt at bevæge sig opad. Det positive er, at du kommer op og en dag bare kan være oppe i lyset. Når man har fået bearbejdet alt det gamle, så ryger man ikke længere så langt ned igen.
Der er nogle mennesker, der sidder nede i den kulkælder i hele deres liv - endda uden at ane det. Fordi de har vænnet sig til, at sådan er livet. Man prøver måske at indrettet sig et lille, ret hyggeligt og rimeligt trygt sted nede i den kulkælder. Man tror, at sådan er livet, for man kender ikke andet. Men det er jo trods alt ikke noget særligt godt liv, man kan få skabt sig dernede, selvom man får det bedst mulige ud af det.
Jeg ved det, for det var sådan jeg levede, til jeg selv startede i terapi. Jeg vidste ikke, at jeg sad dernede i mørket, for jeg var så vant til det og anede ikke, at det kunne være anderledes. Det har været (og er) en barsk omgang at kravle op derfra, men når man først har set, at der kommer et glimt af rigtigt lys ind fra en sprække deroppe, så vil man jo i høj grad ikke tilbage i mørket igen. Så vil gøre alt for at komme helt op i lyset og den friske luft.

Hvor er det godt, at du har fået så god kontakt med din fætters kone. Nogle gange kommer hjælpen fra et helt uventet sted, når man selv åbner sig.


Hilsen Helene

LineBP2109

Hej Helene.

Okay, så det vil sige at det er meget normalt at have det sådan ?

Ja bevæger mig fremad, tror jeg. Altså lige nu, har jeg det sådan at jeg græder uden nogen grund og jeg har det ikke særlig godt. går det så opad? For du skrev noget om, at når man kommer tættere på årsagen til angsten, får man det skidt, men når man så kommer over det, så har man det godt? Er det det, jeg er ved at gennemgå nu ?
Hva har du egentlig gjort for at få det bedre? For at komme opad igen i stedet for nedad ?

Hilsen Line :-)

Helene2

Hej Line

Ja, det er meget normalt, at du får forskellige fysiske (og psykiske) reaktioner.

Det er også ganske almindeligt, at du græder uden at forstå hvorfor. Men det er ikke uden grund. Der er altid en grund, du kender den bare ikke, for den ligger gemt i din underbevidsthed.

Ja, jo tættere man kommer på de svære ting, desto sværere bliver det. Nu skal du også tænke på, at det jo ikke bare er én ting, der engang er sket. Der hører jo nogle følelser til den hemmelighed, du har fortalt din psykolog. Nu er hemmeligheden kommet frem, så vil følelserne måske også frem.
Derudover har du fortalt, at du blev mobbet i skolen. D.v.s. at der ligger mange svære følelser omkring alt dette og det er noget, der har stået på igennem lang tid - så det er jo ikke kun én situation, det handler om.
Derfor kan der være mange følelser, der skal bearbejdes og forstås på en anden måde. Skyld, skam, vrede, sorg, underlegenhed, ensomhed o.s.v. Det er jo ikke noget, man 'bare lige' giver slip på. Men det handler stadigt om det samme: At få det ud, få talt om det og derved gradvist komme længere og længere op mod lyset, hvor livet venter.

Hvad jeg har gjort for at få det bedre?
Undervejs har jeg samlet på sejre. Forandringer, det var sejre, når jeg kunne gøre ting, som ikke var mulige for mig tidligere. Som f.eks. når jeg kunne sige fra i en situation, hvor jeg ikke tidligere ville have kunnet sige fra. Eller når jeg har overvundet mig selv og kunnet gøre noget, jeg ikke tidligere har kunnet gøre. Eller da jeg begyndte at kunne sige til andre, når jeg blev ked af noget de sagde eller vred over det i stedet for at lukke det inde. Eller for den sags skyld bare kunne sige, at jeg var uenig. Det var også en sejr, da jeg f.eks. begyndte at forstå, hvad jeg selv kunne gøre for at vende en ikke-god situation til noget, jeg havde det godt med. Det var en sejr, da jeg fandt ud af, at jeg kunne rejse mig og gå i stedet for at reagere med at få hovedpine. Det var sejre, når ting der før gav angst ikke længere betød noget særligt for mig. Det var sejr, da jeg kunne se et menneske i øjnene, som jeg aldrig har kunnet se i øjnene før p.g.a. noget gammel skam.
Den slags fremskridt og forandringer har der været hele vejen igennem. Det er en vigtig del af det, at man gennem de følelsesmæssige forandringer, der sker kan skabe nødvendige, positive forandringer i nutiden.

Og så har det været en stor hjælp for mig at få kontakt til mennesker, der havde lignende problemer - samt lære hvilken type mennesker, der ikke er gode for mig og så undgå dem.
Jeg har skrevet dagbog - skrevet alt ned, hvad jeg tænkte, følte, pludseligt huskede o.s.v. Samt jeg har arbejdet meget med mine drømme og har fået meget indsigt og forståelse gennem tolkningen af dem. Samt lært mange føleler at kende.
Derudover har jeg tidligere i livet læst meget. Det har jeg så pludseligt husket igen under dette forløb, hvor jeg så har kunnet bruge det i bearbejdelsen.

Men først og fremmest har jeg givet mig selv lov til at have det elendigt. Jeg har givet mig selv lov til at græde, alt det jeg havde brug for at græde - og det var meget. For der har været rigeligt at græde over i mit liv, tårer der aldrig før har fået lov at komme ud.

Man kan aldrig sammenligne to processer. Man arbejder forskelligt med tingene, man får forskellige former for terapeutisk hjælp og ikke mindst er menneskers historier jo vidt forskellige, selvom mange ting kan være ens. Samt to mennesker kan komme ud for den samme ting og opleve det helt forskelligt.
Jeg har været igennem nogle ting og du har været igennem nogle andre ting. Du var kun 17 år, da du begyndte behandling, jeg var 43. Jeg har nået at få en del mere med i bagagen undervejs, end du har.

Men ja - selvom du føler, at det kun går tilbage lige nu, så er det altså vejen til fremgang. Det skal være skidt, før det bliver godt.
Forestil dig, at du har haft en rygsæk med dig fra den dag du blev født. Andre mennesker har puttet alt muligt ned i den rygsæk - godt og skidt - og det slæber du så rundt på nu. En dag var rygsækken simpelthen overfyldt. Der var puttet så meget derned, så du måtte begynde at hive noget op af den. Du kiggede på den ting, du hev op og så huskede du og kom til at græde. Men rygsækken blev en lille smule lettere for bare denne ene ting havde jo vejet og fyldt meget. Men der er jo mange ting, der er havnet i din rygsæk gennem 17 år. Den bliver ikke lige tømt på én gang men den bliver det gradvist. Og for hver dårlig ting, der bliver taget op bliver der plads til en god ting, du selv vælger i fremtiden. En dag vil den være tom for skidte ting og den dag vil du være lettet for den tunge bagage, du har slæbt rundt på. Den dag kan du ranke ryggen og gå ud i livet uden al den ekstra vægt, der har tynget dig.

Så alt er, som det skal være :-)


Mange hilsner Helene