Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Har med stor spænding læst alle de indlæg mellem Krebsen og Lotte.
Kender selv en hel del til de situationer der kan/er opstået der i det forhold. Mener jo altid, som grundregel at man skal høre en sag fra 2 sider, begge parter! Det kan jo af goe grunde ikke la sig gøre her, men ud fra det oplyste, kan jeg et meget langt stykke, give Lotte ret i sine betragtninger! Du virker som en pige med stor med-menneskelig indlevelse, og du ved også det er meget svært at sætte sig ind i andres smerte! Vil jo håbe udfaldet, hvis der da kommer/er et sådant, vil komme her! Der er så mange aspekter i kærlighedens forunderlige verden, men respekt for hinanden må alle kunne forlange. Om det så er respektfuldt at "bolle" udenom, mener jeg jo ikke. Men sån er der jo så meget, ss. Held og lykke til jer begge, hvis I sku skvatte over disse linier
Mange hilsner fra John.
men vi klaret det ved at vi talte meget om det, han fik lov at sprøger om alt han ville så han kunne få afklaret nogen ting med sig selv...
dette er nu præsis 2 år siden efter det har vi fået barn, og vi har oven i købet fået det meget bedre sammen både i hverdagen og seksuelt.. ikke fordi det er et godt råd ...
Jeg tror på at har man gjort noget dumt og kan man selv indrømme det for sin kæreste er man et godt stykke, og kan man tale sammen om det så alle føler de har fået deres svar , så er man endnu længere
Held og lykke :-)
Jeg kan så godt forstå dig, for jeg har oplevet og er i lignende situation som dig. Min kone har været mig utro over mange år, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har valgt, lige som dig at blive og prøve, men nu er det omkring 3 år siden jeg opdagede det, og situationen er absolut ikke god endnu.
Hun vil heller ikke snakke, og det jeg har fået at vide, så er det noget som er stoppet for mange år siden, men hvordan kan jeg være sikker. Jeg har tænkt meget over at kontakte ham, som hun var sammen med, eller hans kone, for jeg kender dem godt, men jeg tør ikke.
Jeg vil bare ikke miste alle de relationer til venner og bekendte, som vi sammen har skabt over mange år, derfor er jeg blevet, men det er ikke nemt, kan jeg fortælle dig. Jeg er meget bange for at det ikke kommer til at holde.
Vi snakker meget lidt og sex har vi ikke haft i meget lang tid.
Jeg har ikke noget råd at give dig, men jeg synes absolut at du har været ansvarlig og har gjort rigtigt, da du prøver at give det en chance. Du kan så tage afgørelsen senere, hvid det viser sig ikke at fungere. Jeg ved ikke hvor gamle i er, men jeg og min kone er begge 51 år og har været sammen siden vi var 17 år. Vi har to voksne børn på 31 og 26.
Jeg har jo været aktiv i denne debat, så du har givet læst mine holdninger.
Jeg bliver helt forstemt, når jeg læser dit indlæg. I taler ikke sammen, I har ikke noget samliv – er det et liv?
Hvordan var jeres liv, før din kone havde en anden? Var det levende, aktivt, positivt? Eller var det en grå hverdag, der fik din kone til at søge lidt spænding? Jeg dømmer dig slet ikke – jeg spørger, fordi jeg ikke ved det. Det kan også være en helt anden årsag. I var meget unge begge to, da I fandt sammen; det kan ganske enkelt være, at din kone havde et behov for også at prøve noget andet i livet, og sikkert er kommet frem til, at det hun havde, også var det, hun ville beholde. Du valgte at blive; du er et eller andet sted så også nødt til at vælge at stole på hende, ellers går du da fuldstændig i stykker, sådan som jeg meget debatterede med Krebsen.
Jeg tror desværre at rigtigt mange parforhold er som du beskriver; man bliver for ”nemheds” skyld, man har – som du skriver – releation og venner skabt over mange år, man bor givet i hus eller måske ejerlejlighed, man har skabt et eller andet billede af sig selv for omverdenen, og ”det går jo meget godt”, og vil det overhovedet blive bedre, hvis man bryder op? Og alt i alt, så er det jo nemmere, bare at køre videre. Og nej, det er nok den sværeste løsning, hvis man har det skidt, og det fornemmer jeg, du har.
Jeg synes du har to valg, som du bør gøre op med dig selv:
Bliv hvor du er, gør som du plejer, lev et lala liv, hvor det vel også kan være en form for lykke med forventelige op- og nedture. Det kan være en ganske udmærket løsning, hvis bare man har gjort op med sig selv, at det er godt nok, at man ikke har behov for mere her i livet.
Eller – forlang, at I sætter jer sammen, og får talt ud om jeres ønsker for resten af jeres liv. I har ikke børn mere; der er nu rige muligheder for at I sammen kan finde jeres ungdom og parforhold, hvis I virkelig vil, og vil gøre en aktiv indsats – begge to. Lige præcis en sådan samtale kan du godt forlange af din kone, især hvis det ikke skal være endnu en snak om hendes utroskab, men netop med et positivt oplæg om jeres fælles fremtid. Hvad kunne I tænke jer? Hvad kan lade sig gøre? Drømmer I om den store rejse til ”Langtbortistan”, hvordan ser økonomien ud, er det en god ide at overveje at flytte f.eks. til noget mindre, nu der ikke skal være plads til børn, - det er en god ide at tænke på noget sådant, nu den tredje alder nærmer sig - , er der en eller anden hobby, det kunne være sjovt at dyrke sammen – osv osv
Det vigtigste i den samtale er, at I ikke kører løs med anklager mod hinanden, men netop den positive vinkel – hvordan gør VI BEGGE TO noget for at få et godt og positivt liv fremover.
Muligvis det kunne være en rigtig god ide for jer, at søge lidt hjælp hos en parterapeut, der kan give jer nogle gode redskaber og vinkler, men I skal selvfølgelig begge to ønske at skabe et bedre liv sammen.
Selvfølgelig er der den tredje mulighed, skilsmissen, men det bør da være den sidste mulighed, som kun skal i anvendelse, hvis alle andre muligheder er udtømt.
Jeg håber du og din kone kan bruge ovenstående til noget positivt, og vil gerne høre fra dig igen.
Mange gode tanker Lotte
Så er jeg på banen igen! Jeg er fortsat sammen med min mand og jeg må indrømme at vi ikke er kommet ret meget videre i processen. Jeg KAN ikke lade det være - usikkerheden melder sig konstant.. hvor er han nu, hvorfor tager han ikke telefonen - taler han nu med hende fra en anden telefon osv. osv.
Ofte konfronterer jeg ham med det men prøver at lade det være.. men hold kæft det er svært, og han føler sig jo under kontrol hele tiden, hvilket han ikke er tilfreds med og som jeg i øvrigt godt kan forstå. Men det kan bare ikke være anlederledes pt.
Jeg er ikke glad for at læse at efter 3 år hos poul er det stadig ikke bedre :-(
Forhåbentlig har jeg taget en beslutning inden da hvis ikke der er fremskridt. Det først år er jo gået nu fra jeg opdagede det første gang.
Det er bare så svært - vil gerne have det til at fungere men der er bare dage hvor jeg går HELT NED.. uden jeg ved af det og så kommer alle de grimme tanker om dem sammen op i mit hoved... Kommer ALDRIG nogensinde til at forstå hvordan man har kunne leve sådan et dobbeltliv i alle de år :-(
Og så tænker nogen, hvorfor vil hun byde sig selv det liv, når hun har det sådan? Ja det må guderne vide, men det er det jeg føler for stadig.. men nogen dage tænker jeg på, at jeg nok vil blive lykkeligere uden. Gud ved om man kan spekulere sig syg? Bare man ikke kan for så bliver jeg helt sikkert syg!
Men hvor føler man sig dog snydt og bedraget! Og så uvisheden om hvordan og hvorfor man har været så dum.
Og så det, altid at have kendt vedkommende, og stadig kende ham og hans kone.
Og dobbeltlivet ens partner har levet. Hvordan kan man forstå sådan noget.
Jeg går og skammer mig. Jeg er blevet bange for min kone. Det er lige som at jeg bliver flov, når jeg skal snakke med hende. Jeg kigger ned og ligesom ikke tør kigge hende i øjnene.
Det er bare ikke nemt, men jeg synes stadig, at du har gjort rigtigt i at prøve, ligesom jeg har gjort. Det er, for mig at se helt rigtigt og en selvfølge, efter så mange år.
Jeg ønsker for dig, at det kommer at blive godt igen.
Tak for din gode indlevelse, smukke ønsker og gode råd. Som du siger, så handler det jo om at beslutte sig og så se fremad. Arbejde aktivt med at lægge det bag sig.
Men det er ligesom at noget falsk og løjnagtigt står imellem og gør, at jeg ikke kan se fremad. Jeg ville ønske, at hun åbnede sig og grundigt og ærligt indrømmede alt.
Forsøgte hun på den måde at skabe tillid og ærlighed ind i forholdet igen, så var det op til mig at leve med den viden eller gå. Jeg tror nok, at jeg kunne klare den, men uvisheden, uærligheden og mulige hemmeligheder, kan jeg bare ikke leve med.
Jeg bliver flov og angst
Akja, der er bestemt lighedspunkter i jeres historier.
I har det begge meget dårligt, I føler jeres partnere er løgnagtige og falske, men I har begge valgt at blive. I har begge forsøgt at tale med jeres partner, forsøgt at få ryddet op, forsøgt at give udtryk for hvor meget I lider, men jeres partner nægter jer denne samtale.
Hvis jeg må være bare lidt hård og skære igennem over for jer begge:
Hvorfor bliver I?, Ja, det gør I jo nok fordi I begge frygter at blive alene, for er det nu alligevel ikke bedre at blive der, hvor man ved, hvad man har? Ja, det vil sige, det gør I jo så ikke – I ved godt begge to, at I holder fast, fordi det umiddelbart er det nemmeste, og fordi : Åh nej, hvad nu hvis jeg bliver alene; ligner jeg så ikke en taber? Vil jeg ikke blive frygtelig ensom? Vil jeg så ikke synke helt ned i min selvmedlidenhed?
Jo, sådan vil det nok ende – hvis det vel at mærke er det, du vælger. Du kunne også vælge at melde dig ind i forskellige foreninger, gå til sport, følge foredragsrækker og – you name it! Der er masser af muligheder for enlige til meget hurtigt at få nye venner, nye relationer – et nyt liv, hvor jeg vil vædde med at begge parter i løbet af kort tid, vil sige til sig selv, hvorfor i alverden gjorde jeg ikke det her for længe siden?
Jeres ægtefæller, hvorfor bliver de i grunden??? Ja, jeg vil vove at påstå, at det er af samme årsag; der står jo heller ikke der en med åbne arme til at byde dem velkommen til et nyt parforhold, hvor alt er idyl. De bliver vel også fordi, det er det nemmeste – og jeg bliver nødt til at fortælle jer det, sikkert ikke, fordi det er den store kærlighed, for hvis det var det for jeres ægtefæller, så ville de vel gøre alt for at gøre deres skade god igen – de ville stille op til at I sammen fik ryddet op og sammen kunne starte på en frisk.
Så derfor vælger begge par at leve et tomt, trist liv uden varme, uden den fortrolighed man bør forvente af et parforhold – som det mindste i øvrigt.
Jeg foreslog det tidligere til dig, Krebsen, jeg vil her gøre det igen til jer begge:
Forlang af jeres ægtefælle, at nu skal der ryddes op en gang for alle, alle kort skal på bordet, det hele skal tales igennem, fortæl din partner at du finder, at han/hun direkte piner dig, at du gerne vil det her, men så skal der spilles med helt åbne kort. Om den utroskab skal være indledning, er selvfølgelig op til parterne. Umiddelbart vil jeg foreslå at diskussionen skal starte med, at nu skal vi finde ud af, om der er noget godt og positivt at bygge videre på; hvad forventer vi i grunden af hinanden – og kan det lade sig gøre?
Du prøver lidt, Krebsen – det har jeg forstået, men det skal være en hel del mere kontant: ”Enten er du med til at vi rydder op i det hele – og det skal være nu!!! Eller også stopper vi – og det er også nu!!”
Jeg ved, at du Krebsen ikke ville forsøge denne model, og det var vel fordi du frygtede reaktionen, nemlig at han så ville sige, at ok, så stopper vi. Det kan jeg da sagtens forstå, men er det liv, som I begge lever nu virkelig det, I vil fortsætte med? Poul har været i det i tre år, Krebsen i et – hvor længe holder I til det??
Det kunne jo forresten være, at hvis I virkelig skruede bissen på, at nu er det nok – ja, resultatet kunne eventuelt vise sig at blive positivt – jeg tror da heller ikke jeres ægtefæller går rundt og er totalt lykkelige, vel?
Jeg synes mere, at det er fordi det er noget, som man altid havde ønsket, og noget man har holdt meget af.
Man ønsker virkelig, at alt bliver som det var, og kan ikke forstå rigtig, hvad det er ens partner har lavet.
Men jeg ved virkelig ikke hvordan tilliden genskabes, eller om det kan lade sig gøre