Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Ak ja, du spurgte for et par dage siden, om man kunne spekulere sig syg, og jo, det tror jeg faktisk man kan.
Du bliver ved og ved og ved med at håbe på, at du pludselig føler, du kan stole på ham, men intet kan han gøre for at overbevise dig. Eller måske rettere, du føler ikke han overhovedet hjælper dig. Det ved jeg jo så heller ikke, om han selv føler, han gør.
Det seneste, du forlanger er at han skal svare sin mobil hver gang – og hver eneste gang. Den mobil har de sidste 10 år udviklet sig til en terrorvirksomhed: Man skal være ”på” inden for 30 sekunder 24 timer i døgnet, 365 dage om året. Man kan ikke en gang tillade sig at gå på lokum uden den skal med, man kan ikke tillade sig at sætte sig og nyde en smuk solnedgang i total fred. Nej – hvis ikke man svarer den mobil øjeblikkeligt, så er man garanteret ude i noget, der ikke tåler dagens lys.
Jeg synes, det er et helt urimeligt krav, man stiller til hinanden nu om dage. Sig mig; har han ikke et arbejde, som det muligvis forventes, at han passer, som muligvis kræver, at han koncentrerer sig om? Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvad han laver, men jeg kan godt fortælle dig, at hvis jeg kommer til et møde i et firma eller som kunde i en forretning, og den pågældende medarbejder jeg skulle tale med – ville vælge at afbryde vores møde, fordi han/hun lige skulle tage en privat ligegyldig mobilsamtale, - ja, så er jeg den, der ville forlade stedet og lægge min forretning et andet sted, og det er jeg ikke alene om. Ligeledes bliver jeg bestemt meget stram i betrækket, når man f.eks. er til arrangementer, familiekomsammen osv. og visse personer konstant lader sig afbryde af både deres ringende telefon , hvor vi andre bliver underholdt af totale ligegyldigheder, der sagtens kunne vente et par timer, og lige så ligegyldige sms'er man lige er nødt til at svare. En opringning fra en ægtefælle, der lige skal vide, hvor man i dette sekund befinder sig, vil bestemt høre til den kategori. I øvrigt en ægtefælle, der på den måde i andres påhør skal stå til regnskab, ville også for mig være at betragte som noget latterlig, så jeg kan sagtens følge, at han ikke vil svare dig hver eneste gang.
Ja, det var lidt private betragtninger. Og – i øvrigt – hvad ville du få ud af, at han svarede dig hver gang? Du vil jo da stadig ikke vide, hvor han er. Det er jo nemlig det andet problem med den forbandede mobil, man kan jo sagtens sige, at man er et sted, mens man er et andet. Jeg synes faktisk, det tjener ham til ære, at han ikke vil lade sit liv styre af en mobiltelefon. Lige nu lader det til at hvis bare han tog den telefon hver gang, så ville din lykke være gjort, men det er jo ikke rigtigt, vel?
Hvorvidt du en dag vil komme til at stole på eller ej, kan jeg selvfølgelig ikke sige, men som jeg ser på det, du skriver, så er det fuldstændig ligegyldigt, hvad han eventuelt ville finde på, for at overbevise dig, så vil du alligevel ikke tro på det. Mon han ganske enkelt har opgivet at overbevise dig? Selvfølgelig skal du beskytte dig selv, det forstår jeg, men det er også dig selv, der lægger de største blokader.
Den psykolog har du skullet i lang tid, jeg undrer mig over, du ikke er begyndt for længst.
Nej det handler ikke om den skide mobil telefon. Men nu ved jeg jo bare at det er sådan at han har den mobil telefon på sig konstant i sin lomme og besvarer sine opkald. Jeg mener bare at som situationen er nu, så burde han svare alle opkald fra mig når jeg ringer - når han VED hvordan jeg har det, hvilket jeg i øvrigt mener er helt naturligt!!
Men du har da ret i at selvom han tager den kan man ikke vide sig sikker på at han er der hvor han siger han er. Men det er jo nok ikke lige hos hende at han gider at tage den!!
Han har ikke et arbejde der gør at han ikke kan svare sin telefon når jeg ringer!!! Og jeg kan jo se at han svarer hver eneste gang når han er i nærheden af mig og hans venner ringer.
Jeg synes ikke han prøver at overbevise mig eller gøre mig tryg... Han siger aldrig han elsker mig - men det er aldrig noget vi har brugt, men lige nu har jeg mega behov for at høre det og ikke mindst mærke det.
Ja men en psykolog koster 800 pr time, så det er økomiske årsager at jeg ikke lige er kommet igang. Nu kan jeg få 10 behandlinger igennem min sygeforsikring på arbejdet, som jeg netop lige har fået.
Jeg kan sagtens godt selv se at det ikke går med den kontrol og tjekken konstant, men jeg ved bare ikke hvad fanden jeg skal gøre...
Tror jeg beskytter mig selv, for ikke at ryge helt ned igen. Og tro mig hvis han har gang i noget så vil hellere vide det nu og ikke først om flere år, så jeg kan ryge helt ned igen. Jeg har jo endnu ikke rejst mig så jeg føler ikke at nedturen er så slem.
Men det giver nok sig selv snart, for han får også nok af det, men så må det være sådan, for det kan desværre p.t. ikke være anderledes. Jeg stoler virkelig bare ikke på ham.
Har jo intet bevis fået for at det er slut. Har aldrig rigtig fået en ordentlig snak om hvad det var med dem, hvor meget det. Hvordan det blev afsluttet osv. Tværtimod har jeg fået løgn på løgn. Sidste år i feb. flyttede han jo hjem og sagde det var slut. Det VAR det jo ikke... Og det fandt jeg ud af ved at blive ved at undersøge og tjekke ting!
Ja man kan så undre sig over hvorfor jeg i det hele taget er tilbage nu, og det ved jeg faktisk heller ikke selv. Er åbenbart et svagt svagt menneske med et enormt behov for faste rammer og tryghed (hvilket jeg jo slet ikke føler nu).
Jeg ved sgu ikke hvorfor jeg ikke kan indse at skaden nok bare er for stor til nogensinde at kunne repareres...
Jeg vil det gerne, men jeg kan ikke.
Ja,jeg er vist nødt til at kaste håndklædet i ringen. Du mener ikke din mand overhovedet forsøger at hjælpe dig, men alligevel går du og venter på, at du kommer til at stole på ham, hvilket for mig at se kun kan blive en realitet, hvis du kan overvåge ham 24 timer i døgnet - ellers er der intet, der kan få dig til det.
Hvad jeg kan finde på at skrive her, vil kun være en gentagelse af, hvad jeg tidligere har skrevet.
Husk, at det er dig der har valgt at blive, hvorfor det også er dig, der må tage konsekvenserne - hvad enten de konsekvenser viser sig at være gode eller ej.
Selv om jeg lige nu virker lidt barsk, så respekterer jeg dit valg og håber det bedste for dig.
Knus
PS. Hvor blev Poul af?
Ja tiden må vise hvad der sker.
Ja hvor blev han egentlig af..???
Du er IKKE trættende. Jeg kan sagtens forstå dit behov - fortsæt endelig.
Jeg har bare ikke mere at byde ind med, og det synes jeg da, jeg ville fortælle dig. Det ville da være uforskammet af mig bare uden videre at stoppe - og hvem ved, det kan da være jeg kommer på igen, hvis jeg skulle have en ny vinkel.
Jeg synes bestemt at man må snakke for at komme videre. Måske kommer der noget ubehageligt frem når man snakker, men det må man så tage stilling til da.
Man har så ufattelig stort behov for at snakke. Guderne må vide hvorfor man ikke bare kan ryste det af sig, men jeg har ligesom dig et meget stort behov for at snakke om det. Hvad man skal bruge alle de spørgsmål til, som jeg kunne ønske mig, aner jeg ikke. Men allehelst har det noget med tryghed at gøre.
Vil den anden part ikke snakke, så bliver man meget utryg og for den anden part er det forståeligt nok ikke sjovt at snakke. Men det må nu være den utros pligt at prøve på at skabe tillid igen.
Måske skulle de være med i diskussionen her og dermed få større forståelse for hvordan den anden part har det efter at være blevet svigtet.
Nu er jeg ikke helt klar over, om dit indlæg var et svar til Krebsen, eller om du var inde over din egen situation.
Jeg er lidt nysgerrig - tilgiv mig :-) - men har du forsøgt at sætte dig sammen med din kone og prøvet, om I kunne få en snak om jeres fremtidige liv sammen?
Jeg kan da levende forestille mig, at heller ikke hun synes jeres liv er den totale lykke.
Som nævnt synes jeg ikke, du skal lægge ud med den utroskab, men netop om, I har mulighed for at SAMMEN skabe nogle rammer for et godt otium.
Som jeg gang på gang har nævnt over for Krebsen, så er man nødt til at vælge om man vil tro på sin ægtefælle eller ej. Hvis man kommer frem til, at man altså ikke kan tro på den anden - ja, men så mener jeg ikke, der er mere at gøre. Så må man stoppe. Men hvis du vælger at tro på, at din kone gerne vil dig, så må I også sammen kunne finde nogle gode løsninger - eller i det mindste forsøge.
Klart nok - hvis din kone ikke vil dette heller, ja, men så er der heller ikke noget at gøre.
For god ordens skyld - jeg har fuldstændig forstået at Krebsen gerne VIL tro på sin mand, men hun kan ikke, hvilket der kan være mange grunde til, men med dig, Poul, har jeg egentlig forståelsen af, at du faktisk godt kan tro på, at din kone ikke har noget ved siden af. På den anden side, hvis I lever et tomt liv uden samhørighed og uden samliv, ja, så kan man meget let blive udsat for, at partneren er ekstra opmærksom på, hvad der rører sig uden for den hjemlige arne.
Begge parter skal gøre en indsats, og det er jo det, du skal finde ud af, om din kone vil være med til.
Hvor er det bare trist, at vi er så mange der går med en smerte indeni pga. utroskab.
Min mand har beskrevet sin affære som hans livs fejltagelse, han gør alt muligt for at vi sammen skal få det godt igen.
Og jeg elsker ham stadig, men jeg er fyldt af angst og vi har mistet det helt specielle der var ved vores ægteskab, han var utro på et tidspunkt hvor alt ellers kørte på skinner, det var varmt og kærligt og vi havde et super sexliv.
Der er nu gået over et år, og vi kæmper stadig for en god hverdag igen, det er hårdt, det er svært.
Og jeg ved ikke om det er det værd, men man forlader ikke en mand man elsker, når han ønsker at beholde en og vil gøre alt for det, jeg bliver ikke bare pga. børnene, jeg bliver fordi jeg før følte, at han var manden i mit liv, og jeg nægter at indse at han ikke er så god mere som før.
Men gud hvor jeg savner mit gamle liv, hvor jeg savner følelsen af at netop jeg var noget særligt for ham, følelsen af at ingen kunne ta ham fra mig... Jeg ved nu, at han kunne fristes, hun var også meget yngre og sagde hun var helt vild med ham. Han glemte at tænke over hvad han kunne miste, han lod sig rive med. Så dumt, jeg ved han skammer sig og fortryder alt.
Men jeg kan ikke tilgive... Jeg er som en tikkende bombe, ind i mellem går jeg helt ned og så fortæller jeg hvilket svin jeg synes han er, vi havde alt det andre drømmer om, alligevel så tog han en dum chance...
Og intet godt er der kommet ud af det for hverkan ham eller mig, han siger endda selv, at bortset fra det kick det gav og den spænding der var ved at det var noget nyt, ja så var sex med hende slet ikke på højde med vores... Selvfølgelig kunne det være løgn, men da jeg ved hvor dejligt vores er, så tror jeg ham faktisk lige der.
Nu er der så bare det med at tro på og stole på ham igen.
Aldrig igen i mit liv vil jeg stole 100% på nogen, jeg vil altid have et panser oppe. Jeg skal passe meget på, ikke at blive bitter.
Jeg har mistet næsten alt min selvtillid (særligt i forhold til ham) og har dårligt selvværd.
Jeg ved godt at nogle andre mænd kan finde mig dejlig eller fræk, men jeg kan ikke tage imod nogle komplimenter fra min mand, siger han noget pænt, tænker jeg staks, ja det synes du nok, men du synes nok også at hun var det endnu mere...
Det er et så hårdt liv at leve, man er næsten aldrig glad - ikke ret længe ad gangen, men når man så ind i mellem kan skubbe det væk, så ved man også at man ville være mere ulykkelig alene, for han har jo været der i næsten det halve af mit liv..... Når man skubber det væk og putter sig sammen, bare ligger lige så stille og nyder hans varme... og hører ham hviske - åh jeg elsker bare at ligge og putte ind til dig... Ja så håber man alligevel at tiden vil hjælpe en videre...
Bare mine tanker......
Din mand er jo blot et menneske og alle mennesker begår fejl.
Men hvordan ved du, at din mand har været dig utro?
Hvis der var tale om en engangsforestilling eller et meget kortvarigt forhold, så håber jeg ikke at din mand valgte at bekende sin utroskab for dig.
Det kan føles særdeles pinefuldt at have brudt en kærestes/ægtefælles tillid, men den pine må den utro pinedød selv bære.
Kontormus du skriver, at du aldrig mere vil kunne stole 100% på nogen? Nej ,selvfølgelig ikke, det kan du vel dårligt nok på dig selv.
Det er meget smerteligt at blive bedraget, at miste sin store tillid til den man elsker, det er ofte en lang og pinefuld proces.
Men din egen kærlighed kan du kun vise ved at tilgive.
Når jeg læser dit indlæg så er det som om det er min historie og mine følelser jeg læser om, jeg har det præcis som dig....jeg fik afvide for et år siden at min mand var mig utro (han sagde det selv) og den dag i dag, kan jeg også blive vred og sige han er et svin. Jeg tror jeg ender som en bitter gammel kone som aldrig tilgav sin mand.......det kan jeg bare ikke...og det værste ved det hele er at jeg ikke ved hvorfor jeg ikke kan tilgive ham!! Jeg kan sidde og få så ondt i min mave og min sjæl når jeg tænker på emnet at det er ved at gøre mig skør, det er nok denne form for magtesløshed som jeg bare ikke kan holde ud !!!! Vores ægteskab havde heller ingen ridser i lakken på det tidspunkt så for mig er det totalt uforstående at han kunne finde på at gøre sådan noget!!!
Jeg prøver virkeligt at finde de gamle følelser frem men kan ikke, ved ikke hvordan jeg skal finde dem og hvor!!!!!!Men jeg har dog aldrig været udsat for en større pine end den jeg befinder mig i nu.....jeg ønsker faktisk inderligt at gøre gengæld for jeg tror det er det eneste som kan hjælpe mig, ad denne vej kan jeg måske finde ud af, inde i mig selv om jeg virkelig har bare lidt følelser tilbage for min mand.
Er der nogen derude som har prøvet at gøre gengæld på denne måde??
Knus