Indstillinger
Er der nogen der har klaret den og hvordan
Min mand har været mig utro igennem 7 år. Dette fandt jeg ud af i januar måned. Kan trods dette alligevel ikke give slip og han kan heller ikke... Ved de fleste vil sige UD af klappen og videre, han er det ikke værd.. men det kan jeg bare ikke. Har alt for mange følelser og kan simpelthen ikke overskue situationen - sælge hus, flytte være alene med vores søn osv osv. Omvendt er det også meget svært at skulle leve med det her :-( Tilliden er jo fuldstændig væk og jeg er ikke engang sikker på at han ikke ser hende længere.
Mit liv er bare et helvede :-(
Ville så gerne høre fra nogen som har klaret sig igennem sådan en omgang som denne..
Mit liv er bare et helvede :-(
Ville så gerne høre fra nogen som har klaret sig igennem sådan en omgang som denne..
Kommentarer
Det er hårdt, meget hårdt. For mange år siden var jeg gift med en mand, som også var utro. Allerede medens jeg lå og fødte vores søn gik han til en anden. Det var hårdt.
Jeg fik også pludselig kendskab til det. Jeg kunne heller ikke overskue noget. Han indrømmede det aldrig. Men passede på, så jeg ikke opdagede det før igen efter nogle år.
Jeg kunne ikke forlade ham. Til gengæld blev jeg syg af sorg. Mest fordi han viste sig ligeglad.
Jeg blev nødt til senere at forlade ham, af hensyn til mig selv.
Da han havde været i afrika var jeg bange for sygdomme. Jeg kunne ikke leve sådan mere.
Og hvor vil jeg så hen med det.
Jeg tror ikke på de holder op med at være utro. Kun i sjældne tilfælde.
Kan man leve med det eller kan man ikke. Hvis IKKE han vil tale med dig om det og virkelig gøre sig umage for at du skal få tilliden igen, så kommer du til at leve med det så længe du kan holde det ud.
Bagefter kan du så tænke på alle de år du spildte med ham.
Ingen kan tage din sorg, ingen kan gøre noget uden at lytte til dig, når du trænger til at komme af med det.
For mit vedkommende fandt jeg min nuværende mand og det er længe siden. Så livet ER ikke slut selv om man tror det i øjeblikket.
Jeg er meget ked af ikke at kunne tage din sorg, jeg ved alt for godt, hvor slemt du har det.
Venlig hilsen.
Er så bange for at jeg aldrig møder nogen ny mand
Kunne jeg bare sige noget, der ville skabe et mirakel, men det kan jeg ikke.
Jeg forstår godt, du ikke kan overskue noget lige nu. Det er ikke så nemt, som det lyder, bare at flytte.
Vil han tale med dig, for jeg tror du har hårdt brug for at snakke og snakke om det. det må han finde sig i. Det er ham, der har voldt dig sorg.
Hvis ikke han vil, kunne jeg ønske du kunne gemme din sorg for ham og spille totalt ligeglad med, hvad han gør.
Da jeg en overgang virkelig var ligeglad, fik han travlt med at vinde mig tilbage. Men det fortrød jeg, for det holdt ikke. Men din mand er måske anderledes.
Jeg sad lige og læste i : Videre efter utroskab.
Der en en, der skriver: Fald i snak med andre mænd, duft til dem, mærk ,at du kan leve og grine.
Det tror jeg, du kunne trænge til. Så du kan opdage din mand er ikke den eneste mand i verden.
Jeg gjorde det, dengang for længe siden. Det hjalp mig til at komme igennem det hele.
ja men hvor går man lige ud og opsøger det?
Har også prøvet den der med at spille ligeglad og det hjælper også lidt, men ligeså snart vi så har haft sex, så føler han sig vidst tilsyneladende for sikker på mig igen :-(
Jeg ville sådan ønske jeg kunne vågne op en morgen og føle mig PARAT til at komme videre - for mig selv og min søn....
Men det kommer vel en dag?
Jeg ved du har det svært. Jeg kunne også først gøre det, da jeg var på vej væk. Nu har jeg nemt ved at falde i snak, det betyder naturligvis også noget. Jeg begynder bare at tale med mennesker. Nogen gider ikke snakke, så tier jeg bare igen.
En dag mødte jeg en, jeg spurgte bare om vej. Hun blev jublede glad over nogen talte til hende. Det hjælper at tale med andre mennesker. Man får tankerne lidt væk.
Min søn har været i samme situation som du. Jeg rådede ham til det samme. Naturligvis var han ked af det, men det hjælper alligevel. I dag er han mere end lykkelig. Så du kan se, det kan lade sig gøre.
Dengang det var mig gik jeg til en psykiater bare for at snakke med nogen. Det var ham der sagde: Gå ud
og danse.
Jeg stirrede på ham og sagde: Det kan jeg da ikke. Det gør jeg, var svaret. Jeg gjorde det og det hjalp.
Det var inden jeg søgte skilsmisse. Men det gjorde jeg fik mod.
Nu ved jeg du har en lille , og det gør det vanskeligere. Har du ikke nogen forældre eller svigerforældre , du kunne besøge.
Psykiateren sagde også, der var mange flere , der opførte sig sådan end jeg troede. Så du er ikke alene, hvis det er en trøst.
Nå, så din mand vil ikke tale om det. Han skulle skamme sig rigtig meget. Gå dine "egne veje". Lad HAM føle usikkerheden over, hvor du er henne.
Men jeg kan love dig en dag gider du ham ikke mere.
Så forstår du ikke dig selv.
Men tiden inden er svær. Det går ud over dit barn.
Pas godt på, for det kan skade barnet.
Noget ander er, du skriver du har tabt 20 kg. Hvordan ser du ud. Sørger du for at se lidt pæn ud, så fyren eventuelt kunne føle lidt jalousi.
Venlig hilsen.
hvor gammel var din søn da det skete?
jeg har et rimelig stort socialt netværk og synes jeg kommer en del ud osv. så det er ikke DET der gør det - at jeg ikke kan kommme videre... har bare så svært ved at overskue det hele, flytte - bo alene med min søn - osv osv.
Omvendt siger min mavefornemmelse mig jo også at jeg ikke KAN og vil leve videre med det her.. har bare brug for at vågne op en morgen og føle mig parat - at NU har jeg fået nok... kommer den dag mon?
Har gået til psykolog men det hjalp mig ikke...
Min søn har været ca 27 år.
Kommer den dag, spørger du. Ja, den kommer, men måske først efter mange år. Det skal du ikke byde dig selv. Jeg holdt ud i ca 20 år. Det var alt for længe. Det er lettere at "glemme", hvis man ikke lever i det. Der er et gammelt ord der siger: Ude af øje , ude af sind. Og det er ikke helt galt. Det er meget værre at gå i til daglig.
Prøv nu først at se om din mand har brudt forbindelsen og måske har fortrudt. Men opdager du han holder forbindelsen, så kan du kun trække pinen ud. Det gjorde jeg jo i flere år. Det er for meget, for man bliver helt kørt ned.
Så hellere gøre det forbi og det hele er nemmere, når man ikke ser hinanden til daglig.
Min søn var ked af det i nogle måneder, men så begyndte det at lysne. Pludselig en dag mødte han sin kone. Til hans store overraskelse blev han lige så forelsket. Så det kan sagtens lade sig gøre.
Venlig hilsen.
Har du ladet ham føle din vrede?
Min mand har også været utro, så jeg kender godt hvor såret og vred man bliver.
Jeg ville ikke have noget med ham at gøre før han var blevet undersøgt for diverse sygdomme.
Det gør ikke så meget om du ikke kan stole på din mand, det kan du sikre dig imod. Det er meget vigtigere at du kan stole på dig selv.
Hvad vil du stille op med fremtiden?
Har du gode arbejdsvilkår så du kan forsørge dig selv og dit barn?
Hvis ikke, så sørg for en god uddannelse inden du tager en beslutning.
Det er vigtigt at du kan stå på egne ben.
I stedet for at gå til i sorg, så gør en indsats for din fremtid.
Det er meget vigtigt det Linette skriver til dig. Jeg håber da, du kan klare dig selv økonomisk.
Hvis ikke må du gøre noget ellers bliver det alt for hårdt for dig og din søn.
Så hellere leve med forholdene indtil du kan klare dig. Tjener du dine egne penge har han heller ikke så meget magt over dig. Men jeg ved jo ikke, hvordan du har det. Måske føler du det hele umuligt og kan først tage dig sammen, når du er væk . Jeg må indrømme, sådan gik det mig. Jeg begyndte først at leve, da jeg var væk. Men jeg kunne få arbejde.
Venlig hilsen.
PS. Det er da rigtigt din mand skal mærke din vrede, men jeg må alligevel sige, ikke medens jeres barn er til stede. Da må I ikke skændes. Så hellere forlade rummet, hvis vreden ikke kan holdes tilbage.
Hvis din søn var 27 år så er det jo en helt helt anden snak end når man er 11 år. så det kan ikke sammenlignes på nogen måde.
Jeg må se hvad tiden bringer, havde jo egentlig brug for at høre nogen der VAR kommet i gennem det og blevet sammen.... men måske er det utopi.. det lykkes måske ikke for nogen overhovedet...