Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Min mand har været mig utro med en 15 år yngre kvinde - en kollega som jeg også kender. jeg kender hende ikke godt, men har dog ofte talt med hende - også efter de har påbegyndt deres forhold. Det er hende der har taget initiativ til at indlede et forhold. Hun kom ind på hans kontor en ganske almindelig dag på jobbet og meddelte at hun havde følelser for ham og ønskede at indlede et forhold. Desværre var min mand ikke "mand " nok til at takke nej til hendes tilbud, men fortæller at han følte sig meget smigret over hendes åbenlyse interesse. deres forhold har bestået i kys, klem, sms`er og mails og har stået på i 4 1/2 måned. De har næsten udelukkende haft korte møder i arbejdstiden. Har derudover møtes en gang for at kysse i en garage - hvor lummert! Da jeg konfrontrede ham med min viden tilstod han og afsluttede forholdet til hende dagen efter. Hun har efterfølgende kontaktet han i en mail som han med det samme viste til mig. Jeg svarede hende og fik derefter et meget nedladende og arrogant svar. Hun viser absolut ingen tegn på anger eller dårlig samvittighed. jeg hader hende inderligt og mit had står i vejen for mit forhold til min mand for jeg hader hende gennem ham. Han har dog også opført sig meget iloyalt og jeg er klar over at hun ikke havde haft en chance for at påvirke mit liv hvis han havde takket nej til hendes tilbud. Jeg forstår ganske simpelt ikke hvordan man som kvinde (eller mand) kan retfærdiggøre overfor sig selv, at man har ret til at forsøge at ødelægge en famile fordi man vil have et personligt egoistisk ønske opfyldt. jeg hader hende fordi hun bevidst har truet min og mine børns lykke. Jeg har stor trang til at hævne mig for derigennem at genvinde min selvrespekt og opnå en vis for for retfærdighed. Min mand er meget ulykkelig og bange for at jeg skal gå og efterhånden må jeg nok erkende at det bliver konsekvensen. jeg kan ikke tilgive hverken ham eller hende. Jeg ville dog ønske at jeg var et større menneske der kunne hæve mig over de destruktive følelser og tilgive, både for min egen og for børnenes skyld Vi går i parterapi men jeg føler ikke det har hjulpet mig. Terapeuten er ellers dygtig, men det vil bare ikke slippe sig tag i mig. Er der andre der kan genkende de hadefulde tanker og ønsket om hævn?
At din mands kollega finder at han er en tiltrækkende fyr, lægger an på ham og han siger jatak, kan aldrig være hendes problem. Det er ham, der har en forpligtende aftale til anden side (ægteskab) – ikke hende.
Hun er i sin fulde ret til at afvise hadefulde henvendelser fra dig. Hun har ikke gjort noget forkert, men det har din mand. Man kan ikke ødelægge en familie, hvis familien ikke vil ødelægges.
Jeg synes, du og I – sammen med parterapeuten skal prøve at vende denne her situation. Hvorfor blev han så fristet, at han sagde ja til det her? Som det har udviklet sig, viser det jo med al ønskelig tydelighed, at det altså er dig, han vil og ikke eventyret med den anden, og det er måske netop denne oplevelse, der har fået han til at indse dette til fulde?
I har været sammen en del år – I har har børn, og det kan altså ikke undgås, at der muligvis har sneget sig noget triviel hverdag ind i jeres forhold. Han kan altså godt være blevet fristet over evne til at se om græsset måske var lidt grønnere på den anden side af hækken.
Jo – han burde være stoppet op, da blev så fristet, men hvis du har læst debatten i denne her tråd, så vil du nok erfare, at han altså ikke er helt så stor en ”forbryder” som mange andre. Har HAR jo erkendt, at det er dig, han vil have – og har har erkendt det inden han gik videre til et regulært forhold.
Inden din bitterhed tager over, og du netop på den måde kan komme til at ødelægge hele jeres forhold, så synes jeg du og I skal prøve at se på jeres liv sammen. Som du kan se i debatten så er ”krebsen” blevet ved og ved med at anklage sin mand, så forholdet på den måde blev fuldstændigt kvalt – hvilket det muligvis ville være blevet alligevel, da det er en anden historie, men at fastholde anklager konstant, kan altså også kvæle, selv om det ikke var hensigten.
Hvorfor blev han fristet af noget andet?
Var jeres hverdag ved at blive for meget grå, triviel rutine?
Husker I at lave nogle spændende voksenting sammen? Hvad lavede I i jeres første forelskede tid sammen – før der kom børn, karriere, fritidsaktiviteter, husprioriteter osv osv...?
Rev I stikket ud en gang i mellem og dyrkede bare jer to en hel dag??
Det er sådanne ting, man desværre ”glemmer” at gøre med hinanden, når man har været sammen en række år – og jo, man elsker hinanden, men der bliver altså længere og længere tid mellem ”snapsene”, og så sker det, der er sket.
I har børn – og det tager tid og overskud, men har I ikke noget familie eller nogle gode venner, de kan komme på week-end hos en gang i mellem? Om ikke andet så kan I måske lave ”bytteaftale” med nogle andre, der har børn, og så tage deres en gang i mellem.
Det er så afsindigt vigtigt, at man som par – bare en til to gange om året, kan gøre det, hvis ikke det kan lade sig gøre oftere – har et par dage, hvor man kan dyrke hinanden 100%, få ro til at få talt nogle ting igennem, husker at holde sig ajour med hinanden og hinandens liv, behov og ønsker.
Få ind i jeres travle hverdag – som alle jo har nu om dage – at I en gang om ugen lige sætter jer sammen og taler om hvordan I har det. Bare en times tid er bedre end ingenting. En sådan time bør et hvert par kunne finde tid til. Få det ind i skemaet – hver onsdag kl. 21 – 22, er der voksenfred, der ikke må forstyrres. Forbered jer f.eks, på skift, om der er ting, man gerne vil have talt igennem. Det kan være små hverdags ting, man lige vil have vendt, men det kan også være lidt problemer på jobbet, eller hvad man nu føler, der presser lidt på. Det vigtigste er, at I har fokus på hinanden og hinandens behov. Det kan som også være, at I bare har behov for at sidde en time og holde i hånd, bare sanse og nyde hinanden i fred og ro.
Glem hende den anden – eller se hende som en øjenåbner for jeres forhold – hende, der fik gjort jer klart, at I har så meget godt sammen, som det er værd at kæmpe en ekstra kamp for. Så kan det være I endda kommer styrkede ud på den anden side. Så prøv en gang at vende den til, at hun muligvis har gjort jer en tjeneste. Og hvad med at føle dig en smule smigret over, at der er nogen, der synes, at du har en lækker mand – men det altså er dig, han vil have?
Held og lykke – håber du vil melde tilbage om du kunne bruge noget af ovenstående.
Jeg er meget i tvivl om jeg magter at blive i mit ægteskab. jeg prøver slevfølgeligt lidt endnu. Jeg kan dog mærke at hvis mit had til hende ikke slipper sit tag i mig vil det komme til at fylde alt for meget i mit ægteskab. Jeg bliver en bitter og sur kone som ingen kan holde ud at være sammen med. Det kan jeg selvfølgelig ikke byde hverken børn eller mand.
Hold op hvor er det svært!
Og – jo, når man har det dårligt kommer man desværre meget ofte til at såre især sine nærmeste.
Så dukkker hun op – helt ud af den blå luft, og fortæller ham, at han er dejlig, at hun vil have ham!! Hvad forventer du egentlig? Selvfølgelig bliver han smigret og glad over, at han altså ikke er helt så mislykket, som du øjensynligt har givet ham indtrykket af. Alligevel går han ikke videre end til lidt kæleri med hende – alligevel er han klar over, at det er dig, han vil have. Hold da op!!! Det er da ellers en flot kærlighedserklæring. Hvorfor kan du ikke tage den til dig?
Især mænd har utrolig svært ved at tage disse konfrontationer, og vælger desværre ofte den ”nemme” løsning, netop at være utro.
Det kan godt være, du ikke mener, andre må gå efter at bryde ind i et ægteskab – det er da en fin indstilling, men hun havde jo ikke fået et ben til jorden, hvis ikke DU med din afvisning netop havde åbent for at han var modtagelig for andre tilbud. Jeg giver ikke dig skylden, men en betragelig del af ansvaret, bør du altså erkende.
Du bliver nødt til at indse, at det altså ikke er hende, der er forbryderen – hun har sanset at en – for hende at se attraktiv mand – ikke fungerede, og den mulighed har hun da lige udnyttet. Sådan er der altså mange mennesker, der har det – og det er der ikke noget forkert i. Det, der forkert, er at din mand øjensynligt har fungeret så dårligt med din afvisning, at han derfor har været et ”let bytte”.
Jeg ved ikke, hvorfor det skal være så vigtigt for dig at hun skal angre og sige undskyld. Hvad skal du dog bruge det til? Du kan alligevel ikke lave om på, at det altså er sket.
Vi kan også vende den rundt. Hvorfor har du været den afvisende? Hvorfor har du glemt dit ægteskab? Hvorfor har DU ikke taget konfrontationen for længe siden? Hvorfor var det kun ham, der burde have gjort det?
Jeg læser lidt dine indlæg, som værende en perfekt undskyldning for dig til at bryde ud af et forhold, du ikke fungerer i, og samtidig kan give ham hele skylden, og mener du helt seriøst, at du vil kunne være det bekendt?
Det er det, du må finde ud af – vil du skilles, så vil du skilles, men du har bestemt din del af ansvaret.
Jeg er noget i tvivl om, du egentlig elsker din mand, men hvis ikke du vil skilles – så kæmper I sammen – og får talt tingene igennem. Den kollega kan altså hverken pålægges ansvar eller skyld, og dit had til hende er således udelukkende selvdestruktivt – du kan ikke bruge det til noget som helst.
Er det ikke væmmeligt, at for at manden kan føle sig noget værd, så skal han have følelsen af "at blive smigret".
Min mand gjorde og havde det på samme måde. Jeg kan ikke smigre folk, heller ikke min mand eller nogen anden.
Da det gik op for min mand, at det var det " at blive smigret" der gjorde udslaget, så blev han meget vred på sig selv.
Det er naturligt at blive vred på sin mand eller kone, hvis de har været utro. Det er også naturligt i en periode, at føle direkte afsky ved intim kontakt med vedkommende.
Jeg havde under alle omstændigheder så stor lede ved ham, og jeg mistede fuldstændig lysten til sex. Den kom aldrig nogensinde tilbage.
Vi prøvede alt muligt, terapi og hvad ved jeg, intet hjalp. Jeg vidste med mig selv, at jeg ville have det på samme måde, selvom jeg forlod ægteskabet.
Den tåbelige frihed man finder, og som nogen finder er rigtigt, den koster på andre områder.
Nu har vi nået en alder, manden er dødssyg og dør indenfor et halvt års tid.
De år der har været siden da, og specielt den sidste tid, da har vi fundet kærligheden, den ægte vare.
Den er ikke forbundet med sex og andet pjatteri.
Det handler om, at man pludselig kommer til at føle, at man er i live, hvis en anden person føler positiv interesse for en.
Jeg har selv været utro - hvilket jeg beskriver i denne tråd for mange sider siden, men jeg blev nærmest presset ud i det af en totalt afvisende ægtemand, der slet ikke havde plads til andet end sig selv i sit liv. I begyndelsen handlede det om sex for mit vedkommende, men det blev hurtigt for overfladisk for mig, der bestemt har brug for, at der er dybere følelser involveret, hvorfor jeg var så heldig at have mulighed for at opdyrke nogle virkelig dybe venskaber, hvor jeg fik mit behov for bekræftelse - kald det bare smiger, men det er ikke det rette ord - opfyldt.
Da jeg endelig blev skilt, havde jeg således en række gode venner til at støtte mig; det havde min eksmand ikke.
Jeg synes dog ikke, det er det snakken handler om lige nu, men jeg synes måske det er lidt "nemt" at påstå, at det for en mand kun handler om smiger. Så overfladiske er der vist alligevel ikke ret mange mænd, (eller kvinder) der er.
Den ægtefælle, der lever med en mand/ kone der har behov for at blive smigret, er dårligt stillet hvis de hopper på den limpind.
At blive bekræftet er noget helt andet, men følelsen skal stadigvæk være, at man selv ved, at man ikke bliver bekræftet bare for at blive bekræftet.
Det handler dybest set om selvværdsfølelser.
Linette
Tak for de gode svar/råd. De rusker op mine overvejelser og giver grund til eftertanke.
Jeg er selv forundret over at hun (den anden kvinde) fylder så meget i mine tanker. Jeg stoler faktisk på at det er helt slut mellem hende og min mand. Jeg stoler også på, at han elsker mig og at han gerne vil bevare vores ægteskab. Alligevel har jeg en dyb og altoverskyggende følelse af svigt og sorg indeni. jeg ved ikke om dette driver over med tiden eller om det altid vil følge med.
Linette har skrevet at jeg måske i virkeligheden ønsker at afslutte vores ægteskab. jeg har selv tænkt tanken, men ligenu er jeg så forvirret at jeg ikke rigtig kan føle mig selv og ikke kan mærke hvor jeg egentlig står i forhold til min mand. Ind imellem er jeg sikker på jeg elsker ham. Andre gange er jeg helt sikker på at jeg bare må væk. jeg har en voldsom trang til at flygte når smerten bliver for stor, men selvfølgelig forsvinder mine sårede følelser ikke fordi jeg vælger at forlade ham. jeg må nok snart foretage et aktivt og tydeligt valg omkring at blive og kæmpe for mit ægteskab eller forlade ham og starte forfra.
Det skylder jeg både mig selv og min mand.