Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Du LOVER at lægge låg på, og lægge alle disse oplevelser bag dig; du kæmper, men du kan ikke.
Din mand GIDER ikke tale om det her mere.
Han har jo kun bollet ved siden af i SYV ÅR!!! Han har jo kun stukket dig den ene løgn efter den anden, er givet vis slet ikke i stand til at kende sandhed og usandhed fra hinanden. Det må du da kunne forstå ikke betyder noget som helst. Det ER da synd for ham, at du ikke bare sidder og smiler når han nu HAR nedværdiget sig til at blive hos dig. Du burde da være taknemmelig – han er da Guds gave til kvinderne.
Ja, undskyld – jeg håber, du gennemskuer min ironi og sarkasme.
Nej, jeg fatter ikke, hvad du bliver for – han gider ikke en gang hjælpe dig – han skælder dig oven i købet ud, fordi du har det så vanskeligt. En vanskelighed som HAN og kun HAN har skabt.
Og skal vi vædde – du har sagt undskyld???
Åhhh – hvor ville jeg gerne give dig et knus – og et par på huden :-) :-)
FATTER heller ikke mig selv... hvad det ER der får mig til at blive....
Der er jo ikke andre end dig til at tage en beslutning, noget tyder på at han ikke gør det - i hvert ikke før han finder noget bedre.
Jeg stod jo selv i en situation- en hel anden, men stadig i noget, jeg tydeligt kunne se, ikke kunne holde og som var dybt opslidende! Jeg kunne heller ikke tage mig sammen, men da det endelig skete, ja, så bredte der sig en lettelse i mig, som jeg slet ikke kan beskrive.
Og jo - processen med skilsmisse og deling af bo osv. var naturligvis hård, men alligevel så gav den lettelse mig overskud til at gennemføre, så jeg kom godt ud på den anden side. Jeg vidste nemlig, at det var det eneste rigtige at gøre; derfor prellede disse ubehageligheder mere eller mindre af på mig.
Jeg har skrevet det til dig før, men jeg tror, at den eneste måde, du kan finde ud af, om han virkelig vil dig, er at du siger stop.
Hvis han går med til det, så er du jo afklaret, han vil egentlig også ud af det, men kan ikke tage initiativet. Hvis han ikke vil gå med til det, kan du stille nogle krav om en gennemgående samtale om jeres liv, hans løgnagtighed - ja, sikkert en gang parterapi hvor I får hjælp til at få ryddet fuldstændig op.
Enten stopper du, eller også får I ryddet op, ellers kommer du ikke videre, og det ved du godt.
Knus
Lotte
GID jeg var stærkere.
Jeg var 10 år om det, og som jeg vist har skrevet, så er det, at hvis jeg skal fortryde noget i mit liv, så er det netop, at jeg var så længe om det. Du aner ikke, hvor vidunderlig den lettelse var, da det endelig skete. Det er det, jeg prøver at forklare dig.
Men, men - mine erfaringer kan du ikke bruge til noget - du er nødt til at få dine egne. Jeg fortæller dig bare, at du på et tidspunkt vil sige til dig selv, at den pine, du nu går igennem, kunne du have undgået, hvis du havde taget en dyb indånding og taget konsekvensen af, hvordan dit liv er nu.
På den anden side - og det er det, jeg siger til mig selv, der var åbenbart noget, jeg skulle lære først. For at gå og fortryde hvad man gjorde eller ikke gjorde, kan man ikke bruge til så meget.
Du ved - og det gør din mand sikkert også - det holder jo ikke, I trækker bare pinen ud, og det er heller ikke nemt.
Jeg gentager, hvad jeg har skrevet før, selvfølgelig vil jeg respektere dine beslutninger, det er dig, der står i det, men du kører meget rundt i ring - du er i hvert fald ikke på vej videre.
Knus
Det kan også være du får ret.. tiden må vise det.
Hvis min mand ved det ikke er holdbart forstår jeg ikke han ikke tager beslutningen.. det har han jo gjort før...