Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg kan simpelthen ikke regne ud, hvorfor du helt generelt nægter at give mig kredit for mine meget kategoriske afvisninger af, at det er OK at negligere hinanden, at det er OK at tale nedsættende til hinanden, at det er OK at lade et parforhold forfalde. Du fortsætter meget vedholdende med at påstå, at jeg ikke kan forstå de frustrationer der kan opstå i et dysfunktionelt ægteskab, selv om jeg adskillige gange har skrevet, at jeg godt forstår det?
Eksempel: ”Du blev ved og ved med den svigtede part, der skulle have hele sympatien. Hvem Fanden var den svigtede her? Hvordan kan du vide, at det kun var mig, der gjorde det hele forkert? Du ser kun den ene side, og ser kun, at det var bedrag.”
Jeg har på intet tidspunkt sagt, at din mand er fejlfri, at han ikke har svigtet. Det der adskiller os er tilsyneladende blot, at jeg ikke synes at utroskab er løsningen på problemerne, det er ikke en god løsning og det er ikke en acceptabel løsning – for mig at se. Du siger selv, at du er nået til samme erkendelse efter at have været igennem det selv, men synes at jeg er et monster for at synes det samme. Er det fordi jeg har været i modtagerens rolle, og du tænker, at jeg nok selv har været ude om det?
Du skriver også, at din eksmand har hele min sympati. Se ovenfor, det har han ikke. Jeg har masser af sympati for dig i din situation. Det er bare ikke det samme, som at jeg også skal synes, at dit valg af reaktion/handling var OK. Du skriver videre, at jeg har fordømt dig, nej, det har jeg ikke. Slet ikke. Jeg har blot forholdt mig til den ene handling, som jeg, uanset forklaring, ikke synes er en god ide. Jeg synes generelt heller ikke om vold, voldtægt, børnemishandling etc. selv om der udmærket kan ligge forståelige motiver bag. Dette ikke ment som en sammenligning, men som en illustration af pointen.
Med hensyn til passagen omkring sygelig jalousi, så beklager jeg, at jeg stillede spørgsmålstegn ved den, jeg var ikke klar over, at der forelå en diagnose.
Og så til min situation. Hvorfor er jeg ikke bare gået fra forholdet, og hvorfor tænker jeg tanken at være utro? Jeg synes jo netop, at det illustrerer den menneskelighed, som du jævnligt efterspørger hos mig. Det viser jo blot, at jeg sagtens kan sætte mig ind i de tanker der leder op til valget om at være utro. Og det ser ud til, at de fleste alligevel tager meget let på det, så måske er jeg bare for nærtagende? Måske er det bare sådan man gør, når man ikke kan trænge igennem? Og jeg HAR nogle følelsesmæssige behov som ikke bliver opfyldt, f.eks. behovet for at føle sig elsket (mon den følelse får et skud for boven ved utroskab?). Jeg har også behov for at kunne tale om følelser og hvor man befinder sig tankemæssigt i forholdet (F.eks. fornemmelsen af kun at blive valgt i mangel af bedre).
Årsagen til at jeg alligevel valgte ikke at handle på muligheden er, at det føles forkert for mig. Noget i retning af ”Det gør man bare ikke”. Jeg ved også af egen erfaring nu, hvor knust og kasseret man føler sig efter bedraget, og det vil jeg ikke byde min værste fjende, og jeg vil naturligvis slet ikke gøre det imod en jeg bryder mig om. Og så løser det altså ikke de underliggende problemer, utryghed, manglende tillid, manglende kommunikation om problemerne. Kort sagt; det er ikke det rigtige valg.
Der er flere årsager til, at jeg har valgt at give forholdet en chance. Vi har utroligt meget godt med i bagagen sammen. Jeg elsker mine børn, jeg elsker et eller andet sted også stadig min kone. Hun er blot faldet ned fra den piedestal, som jeg altid har placeret hende på, og kærligheden er derfor også af en anden karakter end tidligere.
Afslutningsvis et godt eksempel på, hvordan du ser mig, som du tilsyneladende ønsker at opfatte mig. Citat: ”Dit sidste afsnit, som du dog skynder dig at kalde en hypotese, ser jeg faktisk også som en meget grov anklage. Fordi man har forståelse for andres mennesker og deres ulykkelige situationer, så er det ”nok” fordi man selv har den slags på repertoiret. Ja undskyld, men magen til vås skal man da lede længe efter.”
Naturligvis er det vås, og det var heller ikke det jeg sagde, du har vendt argumentet helt på hovedet. Jeg skriver helt specifikt om hypotesen, at når man synes utroskab er OK, så ser der for mig ud til at være en tendens til, at man ikke selv har været udsat for det. Bemærk forskellen.
Og jo, når man siger at tilvalg af kærlighed gør det OK at være utro, så synes jeg at man romantiserer utroskab. Både Sofie og Victoria har præciseret deres standpunkter, så lad gerne den ligge.
Vi kan jo givet "slås" her fra og til næste jul - og stadig være ved at ryge i totterne på hinanden. :-)
Du skriver ting her, som får mig til at være lige ved at fare i blækhuset igen, men nu synes jeg, vi skal stoppe.
Dog lige en ting: Jalousi og sygelig jalousi. Jalousi er for mig en negativ og destruktiv følelse der ødelægger alt på sin vej, og hvis man har den inde under huden mere eller mindre, så bør man aktivt arbejde med at få denne følelse bearbejdet. Sygelig jalousi ER en diagnose - endda en af de mere alvorlige. Det ER en meget alvorlig psykisk sygdom, som i den grad kræver behandling. Den sygeligt jaloux opfinder helt og aldeles selv alle de alvorlige anklager,som der så væltes ud over partneren, der skal stå til regnskab - og forklaring - for alt muligt man overhovedet hverken har gjort eller har tænkt sig at gøre. Hvis den syge ikke kommer under behandling, så eskalerer disse anklager, og der følger ofte vold og dermed frygtelige familietragedier i kølvandet på denne sygdom.
Så ja - det rystede mig i min grundvold at få det indtryk, at du mente, at man kun bliver sygeligt jaloux, hvis der var noget at komme efter. Forhåbentligt er det ikke, hvad du mente.
Selvfølgelig har alle, der lever i et godt forhold, vel lige snerten af jalousi lige under huden, men man må altså selv arbejde med denne følelse, og kan aldrig tillade sig at lade det gå ud over sin partner. Hvis min mand f.eks.ikke vil mig mere, så kan jeg jo blive jaloux her fra og til månen, han vil mig jo stadig ikke mere, og en sådan jalousi vil kun gøre tingene værre. Hvis en person lider af jalousi er det ens eget problem og eget ansvar at få gjort noget ved det - ikke partnerens.
Jeg rækker hånden frem - vil du være med til et håndtryk? Hvordan sådan noget nu foregår på et anonymt debatforum. :-)
Måske du alligevel skulle skrive din historie, og jeg lover dig, at også jeg vil se på den med renvasket tavle. Jeg har faktisk alligevel tænkt mig at lægge min ind, men den ligger ikke på denne pc - så det bliver senere.
Og så smider du det hele over bord for at have sex med en ganske ung pige - endda en af din datters veninder.
Nej - umiddelbart kan jeg ikke se, hvad du har at være stolt over. Du risikerer ikke bare at få ødelagt forholdet til din kone, men kan også risikere at miste forholdet til din datter.
Jeg var gift med en mand, der gradvist udelukkede mig mere og mere fra sit liv. Han var meget, meget klog, i hvert fald iflg. ham selv, ingen – og slet ikke jeg – nåede ham til sokkeholderne mht. intellekt, hvilket han gennem årene ikke forsømte nogen lejlighed til at gøre mig opmærksom på.
Langsomt men sikkert blev hele min selvtillid, mit selvværd undergravet – retfærdigvis skal siges, at han givet ikke gjorde det bevidst, sådan var/er han bare.
Allerede i starten af vores forhold, var der nogle alarmklokker, der ringede, men der gjorde jeg min første og største fejl. I lighed med mange kvinder, havde jeg troen på, at tingene nok skulle ændre sig efterhånden. Vores kærlighed skulle da nok kunne opveje vores forskelligheder. Intet er mere forkert, har jeg siden erfaret.
Gradvist gik det op for mig, at hans arbejde ikke bare var det vigtigste for ham – det var hele hans indentitet, og at jeg og vores børn stod langt nede på listen af, hvad han mente, der skulle bruges energi på.
Da vi fik børn, var vi enige om, at det var os, ikke nogle daginstitutioner, der fik børn, så jeg gik på halv tid arbejdsmæssigt, hvilket kom til at betyde, at alt – alt - hjemme således blev min opgave; natteuro, syge børn, rengøring, tøjvask osv. osv. Det var selvfølgelig mig, der i al slags vejr hentede og bragte børn på cykel – han skulle jo have bilen, så han nemt kunne komme til og fra sit arbejde. Han skulle naturligvis også have sin nattesøvn, så han kunne være frisk – så at jeg i perioder stort set slet ikke fik sovet – og sådan er det med små børn, og vores yngste sov maks 1½ time ad gangen det første 1½ år – men det var vel ikke noget problem; jeg havde jo kun et halvdagsarbejde, og lavede ellers ikke noget(!) Det var også den gang, jeg tabte mig så meget, at ikke min mand, men min læge kommenterede det, som værende ved at være et problem. Den gang havde man tre måneders barselsorlov.
En gang blev jeg syg om natten – voldsom opkast, høj feber, en ordentlig influenza vel, jeg kunne simpelt hen ikke stå på mine ben, så han måtte jo tage affære. Han ordnede børnene, kørte dem i dagpleje, og tog så forresten på et meget vigtigt tre-dages internatkursus – overlod til mig at hente børnene, sørge for de fik mad og omsorg. Han ringede ikke hjem, det han skulle var jo vigtigt, måtte jeg forstå.
Jeg måtte selvfølgelig også forstå, at når han kom hjem mandag – fredag, så havde han været på ARBEJDE, så han var træt og skulle have fred og ro. Og week-enderne blev brugt til at lade op, så han igen kunne være klar mandag morgen. Ferier? Ja, men kunne vi da ikke bare blive hjemme, for han trængte til at slappe af? Det lykkedes mig dog at få gennemført bare en uge de fleste somre i et lejet sommerhus. Socialt liv med venner? Øh – jeg er for træt, behøver vi? Nå, det var nemt nok – snart var der ikke så mange venner at tage af.
Samliv? Ja, det blev til, at vi gik i seng 10 minutter tidligere, så vi lige kunne klare to ryk og en aflevering, uden det gik ud over den vigtige nattesøvn.
Han kørte sit karriereræs uden forsinkelser af småbørn og familiepleje, og blev da også ganske veluddannet og dermed vellønnet, men jeg skulle da lige vide, at vi ikke havde salt til et æg, så jeg blev pålagt at spinke og spare. Et indblik i vores økonomi var naturligvis udelukket – det havde jeg alligevel ikke forstand på.
I det her kæmpede jeg og kæmpede. Jeg forsøgte gang på gang at få ham i tale – jeg havde det (naturligvis??) dårligt, jeg var både fysisk og psykisk nedbrudt – jeg ville bare så gerne, at vi i det mindste kunne tale sammen, at han i det mindste ville høre på mig, men jeg var bare fjollet. Når man var gift, så var det det, og så skulle man ikke gøre mere. Jeg prøvede også at fortælle, at jeg sådan set ikke fik meget ud af vores sexliv – han blev meget sur, og sagde at jeg læste for mange dårlige romaner, for sådan som der stod i disse romaner, var sex ikke. Og han var jo godt nok tilfreds – så det jeg ville var bare noget dumt vås.
Fortsættes..
Ja, jeg fik nok, og han var ikke til at tale til, han lukkede bare, når jeg forsøgte, så jeg kontaktede en advokat og indgav skilsmissebegæring. Børnene var på det tidspunkt ikke så store, og jeg led alle helvedes kvaler om, hvordan jeg egentlig ville skulle kunne klare det, men jeg følte mig helt kvalt.
Så vågnede han. Han lovede guld og grønne skove, og nu skulle han nok osv. osv. – og dum (ja) og nedgjort, som jeg var, lod jeg mig overtale.
Vi havde vel 14 dejlige dage, så var det glemt, og vi var tilbage i den gamle gænge, men jeg var blevet endnu mere nedbrudt – og var der, hvor jeg ikke turde gøre det en gang til.
Børnene var nu så store, at jeg kunne hellige mig en fritidsinteresse – amatørteatret – hvor jeg virkelig fik energi og glæde tilbage i mit liv. Samtidig var min sygdom (en ledsygdom) virkelig begyndt at blusse op – så der fulgte nogle år med en meget nedslidende og energikrævende pensionssag.
Jeg var fanget i nettet. Jeg troede ikke, jeg kunne gå med kun en lille pension og to børn. Der var ingen tvivl om, at børnene skulle følge med mig, hvis det var. Han havde jo sit arbejde, der tog al hans tid.
Stadig og igen og igen prøvede jeg at råbe ham op uden resultat.
Og så var det, at jeg mødte en sød og dejlig fyr, og ja – jeg faldt i med begge ben; fik nogle fantastiske oplevelser, fandt ud af at sex var dejligt, at jeg alligevel var attraktiv og at nogen gerne ville mig.
Jeg tænkte naturligvis meget over denne udvikling, der her skete, jeg skal være ærlig; jeg var faktisk lidt ligeglad med om det kunne såre min mand, dog tænkte jeg meget over om dette måske kunne være løsningen i vores liv. Jeg blev, hvor jeg var – jeg søgte og fandt noget glæde ind i mellem uden for mit hjem, for i det var der ikke megen glæde. Kunne det være en ide? Jeg tænkte meget over det – og kom frem til, at forsøget skulle gøres.
Han opdagede det på et tidspunkt, men det betød ikke noget for ham – for jeg var jo holdt op med at være helt så sur, og hvis det var det, der skulle til, så var det vel det. Så meget skvat var han virkelig.
Dog – jeg blev hurtigt klar over, at så billig var jeg heller ikke, jeg ville egentlig stadig helst leve hele mit liv i mit ægteskab, så jeg prøvede en ny model: Jeg kunne jo ikke tale med ham, så jeg besluttede mig for at trække mig, i første omgang var jeg afvisende, når han ville have sex. Det var nemt nok, han sagde ikke noget, men lagde sig så bare til at sove. Så trak jeg mig fra det ligegyldige tantekys vi udvekslede, når han kom hjem og ved sengetid – der var lige så nemt, han sagde gjorde stadig ikke noget. Ikke et eneste ord kom der fra ham.
Jo, der var lige en nytårsaften, da der var gået næsten tre år (tre år!!) uden en reaktion fra ham. Han havde fået lidt at drikke, så han tog om mig og sagde, ordret – jeg husker det tydeligt. ”Jeg kunne godt snart trænge.” --- JEG kunne...... Der afviste jeg ham med bemærkningen om, at jeg ikke havde forstået, det var særligt vigtigt for ham, og hvis han havde kunnet vente så længe, så kunne det vel godt fortsætte.
Et par måneder senere, indtraf endelig tidspunktet, hvor jeg endelig havde fået nok. Den historie er lige lang nok til at fortælle her – og er egentlig ligegyldig, for det var en detalje, efter jeg i årevis havde gået omkring den varme grød og spekuleret på, hvordan jeg kom væk fra den farce, der var mit liv.
Så kom der gang i ham – han fik lukket den fælles bankkonto, så jeg heller ikke en gang kunne købe mad til vores børn, og fik en advokat i en helvedes fart.
Han fortalte mig, at han virkelig havde gjort alt, hvad han kunne for at få forholdet til at fungere, og at det var mig, der havde gjort alt forkert. Han havde nemlig givet mig rigtig god plads og tid til, at jeg af mig selv bare blev glad og god igen. Han knækkede sammen og blev dybt ulykkelig, og havde jeg ikke sagt stop, så havde vi givet levet i denne farce den dag i dag.
fortsættes
I og med, vi har børn og børnebørn sammen, så ses vi da jævnligt – og ja, han er blevet det, han altid har været - nemlig single, hvilket han vist i øvrigt har det ganske glimrende med.
Tja – nu jeg har skrevet det her, så kommer der bestemt en bitterhed op i mig, og et stort spørgsmålstegn. Hvad var det dog, jeg fandt mig i, i så mange år?? Jeg følte mig fanget, blev gradvist mere og mere psykisk nedbrudt, og dermed mindre handlekraftig. Blev spundet ind i et økonomisk net med den temmelig pæne løn, min mand havde, og som vi iflg. ham havde det ret stramt med. Hvordan skulle jeg dog kunne klare mig selv og to børn på 1/10 at det? Og havde børnene trods alt ikke bedre vilkår? Skyldte jeg ikke dem det? Jeg kunne da godt bagefter se, at det simpelt hen var et magtmiddel fra hans side. Efter skilsmissen – og jeg selv kom til at stå for økonomien, havde jeg et langt større rådighedsbeløb, end jeg før havde haft, så han havde direkte narret mig ved at forholde mig de faktiske vilkår, men efter i årevis at have fået at vide, hvor dum man er, så kommer stadiet, hvor man begynder at tro på det. Han kørte mig direkte ned – og ret skal være ret – jeg tror faktisk ikke, han gjorde det bevidst, sådan var/er han bare. Han er nemlig meget, meget klog – alle andre er dumme, og vel sagtens er det også derfor, han ikke siden har kunnet få et forhold til at fungere. Jeg ønsker ikke at debattere det her i stor stil, men det er årsagen til, at jeg i debatterne altid skriver, at selvfølgelig skal man kæmpe, når der er børn i et forhold, men der bør og skal også være måde med galskaben. Jeg troede den gang naivt, at hvis jeg kunne finde lidt glæde et andet sted, så kunne mine børn undgå at blive skilsmissebørn, og jeg lærte smerteligt at utroskab ikke var løsningen, for i denne proces var jeg mest utro over for mig selv.
Utroskaben var vel det mindste her – men JA, jeg var seksuelt utro, og JA – det er det, det hele handler om for nogen. Nu har cpacan og jeg været i ”totterne på hinanden” og måske vi kan finde et fornuftigt ”fodslag”, men jeg er stadig dybt såret over at f.eks. Konen66 i en anden debat uden videre afviser mig som en person, der kan give råd, FORDI jeg har gjort, hvad jeg har gjort.
Men JA – jeg har altså forståelse for, at nogen kan føle, at det kan være det, der skal til, ganske enkelt for at overleve.
Og JA – jeg har modtaget professionel hjælp for at blive hel igen, og JA, jeg er i dag meget, meget lykkelig med min skønne mand, som jeg fik ind i mit liv et par år efter min skilsmisse, og NEJ – jeg kommer aldrig i en sådan situation igen – jeg vil stoppe længe, længe inden noget når så vidt.
Din historie kunne næsten være min med undtagelse af et par ting. Men ellers ligner det. Jeg kom næsten til at ryste, da jeg læste det. Nok er det mange år siden det skete, men det "sidder" der et eller andet sted.
I dag er han død og jeg må indrømme, jeg er ikke det mindste ked af det.
Også jeg burde have set det inden jeg blev gift med ham, men naiv, som man er i den ganske unge alder tænkte jeg han ville ændre sig.
Alle sagde, han var alletiders og det troede jeg så på. De kendte ham bare ikke.
Min egen familie og hans mente det var mig, der var vanskelig og af den grund lærte jeg at tie. De opdagde det først, da jeg forlod ham.
Også jeg fik straks lukket konto o.s.v. Eller den adgang jeg havde til lidt penge. Mine børn kendte ham faktisk bedre, eller de så det, jeg måske ikke ville tro og advarede mig om nogle ting.
Mine ejendele blev taget fra mig og selv om advokaten sagde, det ikke var tilladt efter loven gjorde han intet. !!! Det eneste de kan er at skrive regninger. Nåe ja, så fik han da endelig ordnet skilsmissen, som jeg bad ham om.
Af den grund har jeg ingen tiltro til advokater. De gør ikke meget. Så fik jeg også lige luft for dette.
Tak for din respons - og ja, det har været lidt svært at skrive denne historie; du har oplevet noget, der ligner - og jeg tror netop heller ikke, det er en så helt og aldeles enestående historie.
Mange - alt for mange - vil givet genkende problematikken, og det er derfor jeg har prøvet igen og igen at forklare, at der altså godt KAN være forståelse for, at man kan komme der til i sit liv, hvor man handler irrationelt.
Mht. advokat, ja så skete der det i mit tilfælde, at min eksmand lige fandt en advokat via sit arbejde, og desværre en der intet kendte til skilsmissesager - hvor i mod jeg - via nogle venner - fik fat i måske ikke Damarks største kapacitet, men en af dem. Det var en af mine venners ven, og han havde ingen interesse i at behandle hverken min mand eller mig forkert - så det foregik korrekt - hverken mere eller mindre.
Så derfor blev denne skilsmisse ret problematisk, for min mand fik det ene dårlige råd efter det andet af sin advokat, der fik bildt ham ind at han havde ret til stort set det hele, og jeg - og vores børn vel at mærke - bare kunne gå for lud og koldt vand. Han fik bildt min mand ind, at han havde ret til alle de opsparede pensionsmidler, stort set hele værdien af vores hus, bilen osv. - og jeg, der "bare" havde gået der hjemme og fået det hele til at fungere, skulle ikke have noget. Det kan godt være min eksmand iflg eget udsagn er meget, meget klog, men hold da op, hvor har han været dum og uvidende på mange områder. Akja.
Jeg fik således min helt rimelige halvdel af vores fællesbo, og fik en aldeles rimelig ordning. Og ja - det lyder så som om, min eksmand blev tørret, men det blev han ikke. Sagen kom desværre på grund af den elendige rådgivning han fik, til at skabe meget mere konflikt mellem os end det overhovedet var nødvendigt, og det er jeg stadig den dag i dag ked af.
Min advokat fortalte mig senere, at min eksmand faktisk blev eftergivet sit salær p.gr. af den dårlige rådgivning, han havde fået. Jeg tror nok, at min eksmand senere har forstået det rimelige i, hvad det skete, men hold da op, hvor det skabte bitterhed hos ham - og helt ærligt, jeg tror ikke, han endnu er kommet over det.
Din historie er jo ganske forfærdelig og trist, jeg sad og fik helt ondt i hjertet, stakkels dig ung og uerfaren, og så rende ind i sådan et eksemplar af en ægtemand.
Men desværre findes den type mand jo stadigvæk og vi kan ikke opfordre kvinder nok til at forlade en mand, der ikke bare træder på dem, kører dem ned psykisk men også er pisseligeglad med både kone og børn. Disse mænd indeholder så meget rendyrket egoisme og kynisme… så jeg væmmes.
Jeg kan sige ligesom persille, det var næsten den samme historie, som min veninde kunne fortælle om sin mand, den mand hun var utro mod. Og jeg må indrømme, at jeg flere gange opfordrede hende til at forlade ham, men det skete først, da hun endelig fandt kærligheden.
Dejligt at du også fandt kærligheden, og fik og har et godt liv sammen med din drømmemand, det har du virkelig fortjent:-)
Hilsen Sofie