Jeg fandt dette. Nok et bevis for det ikke er mig, det er galt med, men det er lægerne, der ikke ved nok om medicin.
Jeg kan ikke glemme den behandling jeg har fået i flere år. Og slet ikke den vagtlæge, der sagde:
Det er IKKE medicinen og det skal vi IKKE diskutere.
Hjælp fik jeg ikke.
Mistroen fra egen læge o.s.v. Hvis jeg en dag vinder i et lotteri, ( hvad jeg naturligvis ikke gør ) så vil jeg henvende mig til en psykolog og måske få nogle "redskaber" til at komme over det.
CITAT
Det vil i praksis sige, der kan for eksempel være, - en lille forskel i hvor hurtigt lægemiddelstoffet frigives fra tabletterne, hvor høj en maksimal koncentration man opnår i blodet eller hvor længe stoffet er i kroppen inden det udskilles.
Kopimedicin er derfor ikke 100% identisk med original medicin, men det er af Sundhedsstyrelsen vurderet som værende et ligeværdigt præparat.
Det er for næsten alle der får kopimedin ligegyldigt med disse farmakologiske småforskelle. Men for nogle patienter vil man kunne påvise en ændring i medicineringen, der kan give problemer. Det er derfor man i visse særlige tilfælde kan søge om forhøjet tilskud til det originale lægemiddel. Dette kræver dog at man har prøvet alle kopiprodukter og ikke tåler nogen af dem.
Hvis du er tvivl stadigvæk, kan du enten tage en samtale med din læge, eller ringe til sundhedsstyrelsen og høre om du kan få data på hvordan netop dine præparater adskiller sig fra hinanden. Mit umiddelbare råd er dog at du roligt kan fortsætte på din sædvanlige dosis og så blot reagere, hvis du oplever ting du ikke er vant til.
Ja, jo mere og ofte det kommer frem, jo bedre. Så tak for det.
Min søn har ingen problemer med kopimedicin, men vil nu efter alle mine besværligheder holde sig til et bestemt præparat. Som han siger, det er nok det sikreste.
Jeg tåler også forsat den kopimedicin, der har det samme bærersalt, som originalen.
Jeg har skrevet til lægemiddelstyrelsen og fortalt det hele. Men "kun" i et brev. Det ved jeg ikke om der regnes med.
Jeg glemmer heller ikke min daværende læge først søgte om tilskud til min medicin efter 7 måneder og først efter jeg havde talt med lægemiddelstyrelsen.
Hvor er jeg træt af dem allesammen og deres forbandede mistro. Og så skyldes det hele tilmed, de ikke ved nok om medicin.
Det systoliske tryk er godt nok noget højt. Det burde altså ikke være sådan en sølle halv tablet der er skyld i det.
Hvis jeg var dig ville jeg, efter nogle gode glas vand, få taget en blodprøve.
For skyldes dit høje blodtryk at blod-natrium er for lavt og/eller kalium for høj så skal der nemlig noget andet til, afhængig af blodprøven, og så vil din ekstra halve pille faktisk også kun gøre det værre i så fald. Er dit natrium for lavt, så får du sandsynligvis stadig for meget af den der indeholder candesartan (jeg kan simpelthen ikke finde i tråden hvad dit mærke hedder, undskyld). Er dit natrium næsten for lavt, så får du muligvis også for meget candesartan for du er jo åbenbart en af dem der er meget følsom over for ændringer i blod-natrium og kalium.
Jeg tror sagtens du kan få taget en blodprøve med det tryk -jeg går ud fra at du har målt det til det tryk mere end een gang over et par dage.
Dit systoliske har jo længe ligget pænt og nydeligt på omkring 121 mmHg så det lyder sært at det sådan pludselig tager sådan på vej. Men du har jo før reageret pænt som et andet lærebogseksempel. Så jeg krydser altså fingre for, at det er fordi din krop gerne vil af med mere medicin i stedet for at få mere.
Jeg får 5 mg amlodipin Krka om morgenen og det samme om aftenen. Jeg tåler ikke det hele på en gang.
Så får jeg 8 mg Atacand også om morgenen og 8 mg om aftenen. Det vil så sige jeg har taget 4 mg om aftenen siden vi snakkede om det.
Mit blodtryk er godt nede om natten.
Åh, jeg hader at bede lægen om noget som helst.
Måske er det også bare i disse dage. Men hvis ikke det ryger ned igen må jeg vel hellere gøre som du siger. Men er læger ikke totalt ligeglade med den slags. Bliver jeg ikke bare betragtet som en hypokonder.
Jeg fik jo taget blodprøve i oktober, så de går aldrig med til det skal tages nu igen.
Jeg beder hver gang jeg bestiller medicin om ikke der kan skrives hvilken kopi medicin jeg skal have. Hun lover det hver gang, men det sker ikke. Heldigvis kan jeg jo så selv sige det. Jeg skal bare tage hensyn til om apoteket har den hjemme. Somme tider må jeg til byen to gange af den årsag.
Jeg ved jo godt hvor svært du har det med de dersens læger, men har du i flere dage haft et systolisk blodtryk på 160 mmHg uden at du har været syg eller stresset, så er det helt rimeligt at du får taget den blodprøve og det vil din læge også synes hvis hun bare er nogenlunde normal i hovedet.
Jeg tror faktisk, ud fra hvad du har fortalt i dine indlæg efter at du gik ½ pille ned, at der er en god chance for at din krop simpelthen har vænnet sig til den lavere dosis atacand som kan være lidt for høj endnu, ud fra hvad du har fortalt om de bivirkninger du stadig har. Men det er rent gætværk uden en blodprøve.
Du må IKKE lade din læge udskrive mere medicin til dig uden en blodprøve først, men det tror jeg som sagt heller ikke hun kunne finde på -selvom hun åbenbart ikke fatter hvor vigtigt det er at du får det rigtige mærke.
Men hun må tænke hvad hun vil, for det er dig der har ret, i øvrigt i fuld overensstemmelse med erfaringerne fra førende hjertelæger!
Du skal have tak for svaret. Jeg har muligvis været lidt stresset de sidste dage og det er nok også derfor jeg måler blodtrykket. Jeg lader lige nogle dage gå og måler det dagligt.
Min forrige læge var revnende ligeglad med at mit blodtryk lå for højt i flere år. Men nu må jeg så se om min nye læge også er det. Hvis jeg ellers får taget mig sammen til at henvende mig.
Da jeg spurgte sekretæren om ikke hun ville skrive på recepten det skulle være amlodipin Krka, blev det lovet, men ikke holdt. Så tilliden kan ligge på et meget lille sted. Jeg må bare stole på apoteket har det hjemme eller tage til byen igen.
Du ved, jeg tåler ikke det bærersalt i de andre kopier.
Selvfølgelig må jeg også denne gang en tur ekstra til byen. Jeg forstår godt, der sker masser af fejl rundt omkring. Man får jo indtrykket af, de overhovedet ikke hører efter, hvad man siger, men uddeler standard svar.
Jeg er glad for min hjerne ikke er helt omtåget, for så gik det galt. Jeg ville bare "æde" det, jeg fik udleveret.
Hvor er jeg træt af det sjusk. Jeg bad hende pænt om at notere det på recepten, hvilken kopi medicin jeg skal have. Hvis ikke sekretæren kan gøre det burde hun da sige det rent ud. !!
Jeg forstår godt nogle mennesker går amok. Man skal være mere end stærk for at holde til den slags.
Jeg gik i flinkeskolen alt for længe er jeg klar over, men nu har jeg altså også fået nok. Det går ud over mit helbred.
Hvad gør jeg. Gode råd efterlyses. "Hvad bør jeg sige, råbe og skrige" , skyde eller sparke , hoppe eller trampe. ?
Men måske bør jeg sige til mig selv, hun er ikke klogere. Eller også er hun frækkere end politiet tillader. Hvor svært kan det være. ? Måske skulle jeg bare lade det ligge, men det er dælme svært. To gange til byen med omkostninger.
Jeg har også problemer med ”at få hul igennem”, når det gælder kontakten med lægehuset.
Jeg foretrækker at bestille medicin via Internettet, for så er jeg fri for at vente i telefonen. (”Du er nummer… 6 i køen”, og musik og bla bla…”)
Men når jeg bestiller medicin via nettet, opstår der altid fejl.
Problemet har mest været, at lægehuset har bestilt medicinen til afhentning et helt andet sted, end jeg har bedt om. Derfor tog jeg mig sammen og ventede den tid, der skulle ventes, på at komme til at tale med sekretæren via telefonen. Jeg bad om et råd om, hvordan sådanne fejl kunne undgås.
Det viste sig, at det felt, hvor lægehuset skal læse apoteksudsalgets navn, var meget lille (sådan som det så ud for mig, var der masser af plads, men altså ikke for dem at se!) Derfor kunne de ikke læse navnet på mit nærliggende apoteksudsalg, som har et ret langt navn. Og derfor var medicinen slet ikke kommet det rette sted hen, men på hovedapoteket, der ligger temmelig langt væk fra min bopæl.
Nu er jeg begyndt at skrive mit apoteksudsalgs navn på en anden måde, som en slags forkortelse, og nu går det.
Så opstår der bare andre vanskeligheder, f.eks. at de glemmer at give mig besked om mine blodprøveresultater, men det er en anden sag ;o)
Hvorfor pokker skal det være så svært? I takt med, at vi har fået alle de hjælpemidler, der skal lette kommunikationen, er kommunikationen blevet vanskeliggjort i uhyggelig grad, synes jeg.
Hvis jeg var dig, Persille, ville jeg ringe til lægehuset og bede om hjælp til at løse problemet én gang for alle, for du ved jo, at problemet opstår næste gang igen!
Jeg ved godt, at du er inderlig træt af det. Men du kan altså ikke være tjent med den behandling, du får.
Sig det til sekretæren, som det er: At du HVER GANG er blevet lovet, at du kan få den kopi, du beder om, og at det HVER GANG viser sig, at der alligevel er blevet bestilt noget forkert.
Spørg hvordan den fejl kan ske, og hvad der kan gøres for at undgå den. Jeg ved godt, at det er svært, men prøv at bevare tålmodigheden og venligheden.
Sekretæren vil muligvis sige, at det er uden betydning, hvilken slags medicin du får. Vær forberedt på det! Sig venligt, at du ikke ønsker at gå i dialog om den sag, for det er jo ikke det, din henvendelse handler om, men at du bliver lovet noget, som du ikke får.
Hvis du ikke magter at gennemføre en sådan telefonsamtale (og jeg forstår godt, hvis du ikke har mod på det) er en anden mulighed at ringe til apoteket, inden du tager af sted for at hente medicinen. Sig, at du gerne lige vil sikre dig, at det er den rigtige kopi, der er bestilt, inden du tager af sted.
På den måde vil der selvfølgelig blive rippet op i hele sagen hver gang, men du undgår at gå forgæves, hvis du lige ringer i forvejen.
Det er, hvad jeg vil foreslå.
Nu må jeg have sendt en besked til lægen, så jeg kan få mine blodprøveresultater!
Jeg orker det næsten ikke. Hvorfor skal det være så svært?
Kommentarer
Jeg kan ikke glemme den behandling jeg har fået i flere år. Og slet ikke den vagtlæge, der sagde:
Det er IKKE medicinen og det skal vi IKKE diskutere.
Hjælp fik jeg ikke.
Mistroen fra egen læge o.s.v. Hvis jeg en dag vinder i et lotteri, ( hvad jeg naturligvis ikke gør ) så vil jeg henvende mig til en psykolog og måske få nogle "redskaber" til at komme over det.
CITAT
Det vil i praksis sige, der kan for eksempel være, - en lille forskel i hvor hurtigt lægemiddelstoffet frigives fra tabletterne, hvor høj en maksimal koncentration man opnår i blodet eller hvor længe stoffet er i kroppen inden det udskilles.
Kopimedicin er derfor ikke 100% identisk med original medicin, men det er af Sundhedsstyrelsen vurderet som værende et ligeværdigt præparat.
Det er for næsten alle der får kopimedin ligegyldigt med disse farmakologiske småforskelle. Men for nogle patienter vil man kunne påvise en ændring i medicineringen, der kan give problemer. Det er derfor man i visse særlige tilfælde kan søge om forhøjet tilskud til det originale lægemiddel. Dette kræver dog at man har prøvet alle kopiprodukter og ikke tåler nogen af dem.
Hvis du er tvivl stadigvæk, kan du enten tage en samtale med din læge, eller ringe til sundhedsstyrelsen og høre om du kan få data på hvordan netop dine præparater adskiller sig fra hinanden. Mit umiddelbare råd er dog at du roligt kan fortsætte på din sædvanlige dosis og så blot reagere, hvis du oplever ting du ikke er vant til.
http://www.apoteket.dk/Spoerg%20apoteke ... elser.aspx
CITAT SLUT
Tage en samtale med din læge. !!!!!!!
Jeg har før her i debatten på Netdoktor bragt et link til en tekst om kopimedicin. Men nu kan jeg se, at dette link ikke mere dur.
Jeg har fundet samme tekst et andet sted:
http://www.dsk2f.dk/Afholdte_moder/Fup_ ... edicin.pdf
Det, jeg især lægger mærke til, er følgende sætning:
”Ved godkendelse af et kopipræparat tillades normalt en afvigelse i intervallet 80-125 %...”
Det er en gammel tekst, og vi har – som sagt – tidligere debatteret den. Men jeg synes lige, at jeg ville henvise til den igen.
Mange hilsner
Kameliadamen
Min søn har ingen problemer med kopimedicin, men vil nu efter alle mine besværligheder holde sig til et bestemt præparat. Som han siger, det er nok det sikreste.
Jeg tåler også forsat den kopimedicin, der har det samme bærersalt, som originalen.
Jeg har skrevet til lægemiddelstyrelsen og fortalt det hele. Men "kun" i et brev. Det ved jeg ikke om der regnes med.
Jeg glemmer heller ikke min daværende læge først søgte om tilskud til min medicin efter 7 måneder og først efter jeg havde talt med lægemiddelstyrelsen.
Hvor er jeg træt af dem allesammen og deres forbandede mistro. Og så skyldes det hele tilmed, de ikke ved nok om medicin.
Nu er mit blodtryk desværre steget. Jeg bliver vel nødt til at tage den halve tablet ekstra igen.
Det ligger på 160/84 til tider lidt lavere, men ikke højere. Efter hvad de "kloge hoveder" siger er det jo for højt.
Jeg lovede jo at fortælle, hvordan det gik.
Det systoliske tryk er godt nok noget højt. Det burde altså ikke være sådan en sølle halv tablet der er skyld i det.
Hvis jeg var dig ville jeg, efter nogle gode glas vand, få taget en blodprøve.
For skyldes dit høje blodtryk at blod-natrium er for lavt og/eller kalium for høj så skal der nemlig noget andet til, afhængig af blodprøven, og så vil din ekstra halve pille faktisk også kun gøre det værre i så fald. Er dit natrium for lavt, så får du sandsynligvis stadig for meget af den der indeholder candesartan (jeg kan simpelthen ikke finde i tråden hvad dit mærke hedder, undskyld). Er dit natrium næsten for lavt, så får du muligvis også for meget candesartan for du er jo åbenbart en af dem der er meget følsom over for ændringer i blod-natrium og kalium.
Jeg tror sagtens du kan få taget en blodprøve med det tryk -jeg går ud fra at du har målt det til det tryk mere end een gang over et par dage.
Dit systoliske har jo længe ligget pænt og nydeligt på omkring 121 mmHg så det lyder sært at det sådan pludselig tager sådan på vej. Men du har jo før reageret pænt som et andet lærebogseksempel. Så jeg krydser altså fingre for, at det er fordi din krop gerne vil af med mere medicin i stedet for at få mere.
Så får jeg 8 mg Atacand også om morgenen og 8 mg om aftenen. Det vil så sige jeg har taget 4 mg om aftenen siden vi snakkede om det.
Mit blodtryk er godt nede om natten.
Åh, jeg hader at bede lægen om noget som helst.
Måske er det også bare i disse dage. Men hvis ikke det ryger ned igen må jeg vel hellere gøre som du siger. Men er læger ikke totalt ligeglade med den slags. Bliver jeg ikke bare betragtet som en hypokonder.
Jeg fik jo taget blodprøve i oktober, så de går aldrig med til det skal tages nu igen.
Jeg beder hver gang jeg bestiller medicin om ikke der kan skrives hvilken kopi medicin jeg skal have. Hun lover det hver gang, men det sker ikke. Heldigvis kan jeg jo så selv sige det. Jeg skal bare tage hensyn til om apoteket har den hjemme. Somme tider må jeg til byen to gange af den årsag.
Jeg ved jo godt hvor svært du har det med de dersens læger, men har du i flere dage haft et systolisk blodtryk på 160 mmHg uden at du har været syg eller stresset, så er det helt rimeligt at du får taget den blodprøve og det vil din læge også synes hvis hun bare er nogenlunde normal i hovedet.
Jeg tror faktisk, ud fra hvad du har fortalt i dine indlæg efter at du gik ½ pille ned, at der er en god chance for at din krop simpelthen har vænnet sig til den lavere dosis atacand som kan være lidt for høj endnu, ud fra hvad du har fortalt om de bivirkninger du stadig har. Men det er rent gætværk uden en blodprøve.
Du må IKKE lade din læge udskrive mere medicin til dig uden en blodprøve først, men det tror jeg som sagt heller ikke hun kunne finde på -selvom hun åbenbart ikke fatter hvor vigtigt det er at du får det rigtige mærke.
Men hun må tænke hvad hun vil, for det er dig der har ret, i øvrigt i fuld overensstemmelse med erfaringerne fra førende hjertelæger!
Min forrige læge var revnende ligeglad med at mit blodtryk lå for højt i flere år. Men nu må jeg så se om min nye læge også er det. Hvis jeg ellers får taget mig sammen til at henvende mig.
Da jeg spurgte sekretæren om ikke hun ville skrive på recepten det skulle være amlodipin Krka, blev det lovet, men ikke holdt. Så tilliden kan ligge på et meget lille sted. Jeg må bare stole på apoteket har det hjemme eller tage til byen igen.
Du ved, jeg tåler ikke det bærersalt i de andre kopier.
Jeg er glad for min hjerne ikke er helt omtåget, for så gik det galt. Jeg ville bare "æde" det, jeg fik udleveret.
Hvor er jeg træt af det sjusk. Jeg bad hende pænt om at notere det på recepten, hvilken kopi medicin jeg skal have. Hvis ikke sekretæren kan gøre det burde hun da sige det rent ud. !!
Jeg forstår godt nogle mennesker går amok. Man skal være mere end stærk for at holde til den slags.
Jeg gik i flinkeskolen alt for længe er jeg klar over, men nu har jeg altså også fået nok. Det går ud over mit helbred.
Hvad gør jeg. Gode råd efterlyses. "Hvad bør jeg sige, råbe og skrige" , skyde eller sparke , hoppe eller trampe. ?
Men måske bør jeg sige til mig selv, hun er ikke klogere. Eller også er hun frækkere end politiet tillader. Hvor svært kan det være. ? Måske skulle jeg bare lade det ligge, men det er dælme svært. To gange til byen med omkostninger.
Jeg har også problemer med ”at få hul igennem”, når det gælder kontakten med lægehuset.
Jeg foretrækker at bestille medicin via Internettet, for så er jeg fri for at vente i telefonen. (”Du er nummer… 6 i køen”, og musik og bla bla…”)
Men når jeg bestiller medicin via nettet, opstår der altid fejl.
Problemet har mest været, at lægehuset har bestilt medicinen til afhentning et helt andet sted, end jeg har bedt om. Derfor tog jeg mig sammen og ventede den tid, der skulle ventes, på at komme til at tale med sekretæren via telefonen. Jeg bad om et råd om, hvordan sådanne fejl kunne undgås.
Det viste sig, at det felt, hvor lægehuset skal læse apoteksudsalgets navn, var meget lille (sådan som det så ud for mig, var der masser af plads, men altså ikke for dem at se!) Derfor kunne de ikke læse navnet på mit nærliggende apoteksudsalg, som har et ret langt navn. Og derfor var medicinen slet ikke kommet det rette sted hen, men på hovedapoteket, der ligger temmelig langt væk fra min bopæl.
Nu er jeg begyndt at skrive mit apoteksudsalgs navn på en anden måde, som en slags forkortelse, og nu går det.
Så opstår der bare andre vanskeligheder, f.eks. at de glemmer at give mig besked om mine blodprøveresultater, men det er en anden sag ;o)
Hvorfor pokker skal det være så svært? I takt med, at vi har fået alle de hjælpemidler, der skal lette kommunikationen, er kommunikationen blevet vanskeliggjort i uhyggelig grad, synes jeg.
Hvis jeg var dig, Persille, ville jeg ringe til lægehuset og bede om hjælp til at løse problemet én gang for alle, for du ved jo, at problemet opstår næste gang igen!
Jeg ved godt, at du er inderlig træt af det. Men du kan altså ikke være tjent med den behandling, du får.
Sig det til sekretæren, som det er: At du HVER GANG er blevet lovet, at du kan få den kopi, du beder om, og at det HVER GANG viser sig, at der alligevel er blevet bestilt noget forkert.
Spørg hvordan den fejl kan ske, og hvad der kan gøres for at undgå den. Jeg ved godt, at det er svært, men prøv at bevare tålmodigheden og venligheden.
Sekretæren vil muligvis sige, at det er uden betydning, hvilken slags medicin du får. Vær forberedt på det! Sig venligt, at du ikke ønsker at gå i dialog om den sag, for det er jo ikke det, din henvendelse handler om, men at du bliver lovet noget, som du ikke får.
Hvis du ikke magter at gennemføre en sådan telefonsamtale (og jeg forstår godt, hvis du ikke har mod på det) er en anden mulighed at ringe til apoteket, inden du tager af sted for at hente medicinen. Sig, at du gerne lige vil sikre dig, at det er den rigtige kopi, der er bestilt, inden du tager af sted.
På den måde vil der selvfølgelig blive rippet op i hele sagen hver gang, men du undgår at gå forgæves, hvis du lige ringer i forvejen.
Det er, hvad jeg vil foreslå.
Nu må jeg have sendt en besked til lægen, så jeg kan få mine blodprøveresultater!
Jeg orker det næsten ikke. Hvorfor skal det være så svært?
Mange hilsner
Kameliadamen