Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Ja, det er et stort problem at få ordentligt lys. Det siges, at el-sparepærer efterhånden bliver bedre, men jeg har ikke set det endnu. Jeg har skiftet til el-sparepærer i de fleste lamper, men ikke i alle, for jeg synes, at det er irriterende, at el-sparepærerne kun langsomt kommer op på fuld styrke.
F.eks. har jeg endnu ikke skiftet fra almindelige glødepærer i badeværelset og i gangen, hvor jeg tit har brug for kun at have lyset tændt i ganske kort tid, hvis jeg lige skal kigge mig i spejlet, inden jeg skal hjemmefra, eller måske finde saksen eller noget andet i en skuffe i gangen. Den slags tager jo kun et par sekunder, og en el-sparepære når slet ikke at lyse ordentligt på den tid.
De to lamper, som jeg bruger til at læse ved (sengelampen og lampen ved den gode lænestol) har også stadig almindelige glødepærer. Det betyder meget at have et behageligt lys at læse ved.
Nu kan man vel snart ikke mere købe de gammeldags glødepærer, og så er vi jo nødt til at finde en anden løsning!
For resten må jeg sige, at jeg er ganske godt tilfreds med, at min elregning er faldet, efter at jeg har skiftet en del af pærerne ud til el-sparepærer ;o)
Det siges, at der er mange andre muligheder for belysning. Jeg orker bare ikke rigtig at sætte mig ind i andre muligheder. Men måske bliver jeg nødt til det.
Hvad angår belysning på toiletter ude i byen, så har jeg kun oplevet problemer de steder, hvor man prøver at undgå, at narkomaner bruger toilettet til at sprøjte sig, f.eks. på biblioteket, og så vidt jeg husker også på banegården. Jeg kan godt ordne det, jeg skal ordne i den belysning, men lyset er frygteligt deprimerende og ikke til at holde ud, så dér kommer jeg helst ikke.
Mange hilsner og god påske
Kameliadamen
Hvad de hedder? Det ved jeg ikke. Foreløbig har jeg rigeligt af alt. Min mand havde sørget for en lagerbeholdning af mange dagligdags ting.
Ja, jeg har godt læst om det. Men jeg har typisk købt mine sparepærer, når de var på tilbud, og så er det jo nok den dårlige kvalitet, jeg har fået, og de er desuden ret gamle efterhånden, så det er jo nok nogle af de første, der blev lavet.
Jeg har et lille lager af de gammeldags glødepærer. Dem vil jeg bruge først, og når de er brugt, må jeg jo sætte mig ind i, hvordan jeg får lovlige elpærer, der tænder med det samme, og som også har et behageligt lys
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg har skrevet om det på nettet før, men aldrig fået tilbagemelding. Jeg er meget interesseret i at høre om andre har oplevet noget tilsvarende.
En dag var jeg på besøg hos en "ældre mand". ( Nu har jeg selv nået den alder. )
Han havde flere grønne planter, bl.a. en stor grøn en, der stod med flotte, grønne "ranke" blade.
En terrassedør og et vindue stod åbent, der blev pludselig gennemtræk. Denne store grønne plante faldt på gulvet. Jeg samlede den op. Intet var brækket på den, men alle blade hængte slapt ned.
Han og jeg stirrede noget på den, det så mærkeligt ud. Kunne den være besvimet af forskrækkelse.
Vi snakkede om den i morgen nok havde rettet sig op, men nej, den var død, stendød. !!
Hvordan kan en plante stå rask, frisk og sund for derefter at dø ved at falde på gulvet. Siden den dag tror jeg på planter har en form for liv. Når de kan dø af "chok".
Nå men, en yngre mand på cykel var jeg opmærksom på og holdt tilbage. Han slår ud med armen til højre og jeg kører frem.
Men pludselig får jeg en følelse af jeg skal passe på. Jeg trykker på bremsen og godt det samme, for han fortsætter rundt.
Han kan være glad for min sjette sans og det samme er jeg i den situation.
Åbenbart hilser han på en eller anden uden at tænke på det bliver taget som et afvisertegn til højre. Havde jeg ramt ham havde jeg fået skylden, hvilket jeg mener ville være helt uretfærdigt. Men det havde sikkert ikke hjulpet mig.
Men jeg var faktisk gal på ham, det var meget ubetænksomt gjort, at slå ud med armen til højre. Jeg ville frygtelig gerne have sagt det til ham.
Nå, men jeg fik lidt luft her. Jeg ved ikke om det hjalp, hm.
Jeg er ikke ældre, men ung. Synes det er lidt sjovt at læse nogle af jeres indlæg.
Hader I at I er gamle? For jeg tænker tit over alderen og kan slet ikke lide tanken om at blive gammel en dag :-(
Og tænker i over døden? Er I bange for at det snart er jeres tur? Ikke fordi i nødvendigvis dør før mig, men ja alligevel..
Jeg tror, at det er et individuelt fænomen, om man føler sig gammel. Det har ikke ret meget med alderen at gøre, men mere med helbredet!
Jeg har været ret dårlig i de sidste tre måneder, og jeg kan love dig for, at jeg føler mig gammel. Det har jeg aldrig følt før. Men det giver da nogle fordele, som den dag, der var en mand i Brugsen, der løftede min tunge indkøbskurv op, så jeg kunne komme til at lægge varerne på båndet. (Jeg må til at lære at bruge en indkøbsvogn og køre den helt ud til cyklen bagefter, når jeg har betalt, så jeg slipper for at bære de tunge varer. Men jeg tror jo aldrig, at jeg skal have ret meget, og så ender det alligevel altid med, at jeg forslæber mig).
Nej, jeg hader ikke, at jeg er gammel (hvis jeg er det?). Men jeg hader at være syg. Og selvfølgelig er det grimt med alle de rynker, og jeg ville da hellere have bevaret mit blonde hår i stedet for at have gråt hår, men det gør jo ikke ondt at have rynker og gråt hår ;-)
I øvrigt er det en stor fordel at have sin frihed til at gøre, som man vil. Selv om jeg var glad for mit arbejde og meget ked af at være nødt til at blive pensioneret, så var det også meget svært at skulle arbejde, selv om jeg var for syg til det. Det var en stor lettelse at slippe for det pres.
Mange bedsteforældre bliver desværre udsat for et nyt pres: presset fra den yngre generation om at passe børnebørnene. Og det vil vi jo gerne, men der er mange af os, der ikke rigtig får sagt fra, når vi ikke magter det. Vi vil jo gerne nyde de små, og vi kan godt se, at deres forældre er pressede, men jeg hører altså fra andre bedsteforældre, at det en gang imellem bliver alt for meget!
Det bedste ved at blive gammel er, at man får nogle vigtige erfaringer. Jeg kan godt somme tider have ondt af unge mennesker, som må navigere rundt i tilværelsen, uden at have de nødvendige erfaringer.
Jo, jeg tænker da på døden, men mere som en naturlig del af et almindeligt liv. Det værste er, hvis overgangen fra liv til død bliver meget smertefuld.
Det lyder godt, at du synes, at det er ”sjovt” at læse, hvad der står i denne tråd. Nu har jeg ikke læst hele tråden igennem. Men jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad det er, du synes er sjovt. Er det ikke bare almindelige hjertesuk over tilværelsens genvordigheder, ligesom man kan læse så mange andre steder på internettet, uanset skribenternes alder?
Mange hilsner
Kameliadamen
Ellers kunne det være lige meget. For man er den samme , som man altid har været. Jeg føler mig ung, hvis bare kroppen ville følge med.
Jeg kender også nogle bedsteforældre, der SKAL tage alle børnebørn på en gang. Joe, for ellers gør de forskel. Ingen tænker på det er alt for hårdt. Jeg er glad for mine børn er mere forstående.
Ha, ha, ja naturligvis syntes du det er sjovt. Ord fra en svunden verden. Jeg har lagt mærke til vi er forskellige i udtryksmåden og tænkemåden.
Det har ikke ændret sig siden jeg var ung. Husk på, vi har også været unge og vi har også ment “gamle” var enten lidt underlige, lidt sjove o.s.v.
Nogle unge mennesker syntes vi er “sjove”, man siger noget til dem og de fniser sammen og griner til hinanden. Man kan ligefrem se, hvad de tænker. Nåe, “pattebørn” , tænker jeg, uopdragne måske, hm.
Jeg går til fysioterapeut i øjeblikket. En “ældre” dame afløste. Vi var lige gamle. Vi kunne tale sammen, forstod hvad den anden mente. Ellers er det en yngre. Hun snakker og snakker uden at tænke på man bliver træt af så megen belæring.
Jeg har levet længe og ved godt det hun belærer mig om.
Gør det og gør det og det og det
Jeg har lyst til at sige, ti nu stille og udfør din behandling, så jeg har glæde af mine penge.
Sådan er der så meget.
Ja, du kan tro jeg tænker over døden. Somme tider tænker jeg, det kan også være lige meget. Andre gange bliver jeg kold af skræk. Min far sagde engang: Jeg er ikke bange for at dø, men jeg vil så nødig herfra. I dag forstår jeg helt, hvad han mente.
Men bliver jeg hjælpeløs vil jeg hellere dø. Vi burde have aktiv dødshjælp her i landet. Det er mere humant end mennesker skal ligge lammet og bare ønske sig død.
En læge sagde til mig for længe siden: Jeg ved heldigvis hvordan jeg skal ende mit liv, hvis det bliver nødvendigt. Joe, sagde jeg, hvis ikke du er lammet, for så kan du intet.
Det er min skræk, at ligge hjælpeløs på et plejehjem og andre har magten helt og holdent. Jeg har set lidt for meget.
Heldigvis tænker jeg ikke over det hver dag.
Jeg har haft en oplevelse, der gør jeg ved der er en “anden verden”. Spørgsmålet er så om det har noget med os at gøre eller det er anden dimension, der ikke kommer os ved. Det ville jeg frygtelig gerne vide.
Når man ældes ændrer man mening om så mange ting. Når man er ung er alting “sort og hvidt”. Som ældre får man øje på de “grå nuancer”.
Det kan have sin fordel. Måske forstår du først, hvad jeg mener efterhånden som du også bliver "gammel".
Du har "kun" prøvet at være ung, jeg længtes somme tider efter min ungdom. Der var flere ting jeg ville gøre anderledes og så savner jeg ballerne. Den slags findes vist ikke i dag. Nu er det druk og høj skrammelmusik. Nåe, ja, sådan ser du vist ikke på det.
Så er der ulykkelig kærlighed, den slags er man heldigvis sluppet for nu. Eller ?? Sådan er der så meget.
Noget af forskellen mellem unge og ældre er vel, at man gerne skulle have lært ”at hvile i sig selv”, efterhånden som man bliver ældre. Den usikkerhed, som man som regel føler, når man er ung, forsvinder, når man bliver ældre. Og det er dejligt
Nu taler jeg selvfølgelig alt for generelt. Der er selvfølgelig unge, der er meget selvsikre, og der er mange gamle, der føler sig usikre. Det har noget med livsvilkår at gøre. Men normalt forsvinder usikkerheden, når man bliver ”erfaringsramt”.
Jeg har for første gang i mit liv prøvet at gå til fysioterapeut, og jeg oplevede nøjagtig, hvad du fortæller, Persille. Fysioterapeuten – en yngre mand – blev ved med at plapre. Jeg havde også meget lyst til at bede ham om at tie stille og passe sit arbejde!
Problemet var, at jeg ikke lige kunne gennemskue, om hans spørgsmål var relevante for behandlingens gennemførelse. Så jeg svarede på hans spørgsmål efter bedste evne. Men efterhånden indså jeg, at han slet ikke hørte efter, hvad jeg svarede. Det kunne jeg jo udlede af, at han lidt efter stillede et nyt spørgsmål, som han burde kende svaret på, hvis han havde hørt efter.
Jeg tror, at denne mand var så usikker på sin rolle, at han spurgte nervøst i øst og i vest for at holde en samtale i gang. Den slags er trættende.
Og for resten kan jeg fortælle, at min nye, unge frisør, som har overtaget salonen efter sin mere erfarne mor, tydeligvis er oplært til at holde en samtale i gang med kunderne. Problemet er, at hun bruger kunderne – eller i hvert fald mig – til at ”læsse af” på. Hun fortæller mig gerne om sine problemer. Hvis hendes mor hørte det, så ville hun sikkert skælde ud. Det er ikke godt for forretningen!
Jeg hører også en del fnisen fra den yngre generation. Ofte skyldes det f.eks., at mine læsebriller (købt i Føtex til 25 kr.) er grimme, efter deres smag. Men hvad gør det, når de er billige og udmærkede, og ingen ser dem, når jeg ligger og læser i sengen?
Det kan også skyldes mine politiske meninger eller holdninger, f.eks. er jeg mere ressourcebevidst end yngre mennesker. Mange unge mennesker synes ikke, at det er nødvendigt at slukke lyset, når de går ud af et rum. Min egen søn måtte igennem nogle år med tårnhøje el-regninger, før han lærte lektien.
Og der grines virkelig meget, hvis jeg glatter gavepapir ud og genanvender det!
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg bliver så træt. Jeg ved af erfaring at mit problem kan afhjælpes med den rigtige massage. Så har jeg fred for smerter i lang tid. Det er det, jeg gerne vil. Men det hører hun ikke.
Men nu begynder jeg at spænde på grund af alt det jeg skal høre på. Jeg har fortrudt, jeg valgte hende. Hun kan godt behandle, hun er dygtig, bare hun holdt sin mund. Jeg føler hun spilder den kostbare tid og derved mine penge.
Nå, ja, undskyld, måske var det et sidespring. Men nu er det jo en samtaledebat.