Tilbagevendende depressioner?

Helle8

Kære Helene
Mange tak for ordene. Det er rart at du så begge indlæg. Jeg har faste aftaler med min 'super'terapeut også om kontakt når det er nødvendigt, dog mest skriftligt. Det har været tilstækkeligt indtil nu; jeg er spændt på næste gang. Åh den weekend er altid så lang, når man har et helbredsproblem af den ene eller anden art. Reaktionen virker sikkert så voldsom fordi det at være tæt på en ulykke også ligger der fra forleden; normalt ville det ikke påvirke mig synderligt.
Jeg er bedst til at skrive, så kan jeg bedre få det hele med og formulere det på en forståelig måde, håber jeg, desværre kan man ikke skrive kladde her. Når det er anonymt sker der ikke noget ved at være så ærlig, som jeg tror jeg er, eller tør være, på denne måde kommer jeg uden om det sværeste med følelserne i en samtale. Desuden synes jeg det kan være relevant for nogen i samme situation, som læser med, at følge udviklingen, det hørte måske til i en dagbog, men med den form som tråden har fået synes jeg det passer ind.
Meningen fra begyndelsen var egentlig at få nogle gode råd til at undgå den depression som jeg har følt mig på kanten af meget længe.
Jeg har et par af Levines og nogle andre kasserede bøger fra et bibliotek for en 10,-, men har ikke læst dem endnu, jeg kunne ikke blive enig med mig selv om det var dem jeg ville læse lige nu, så det har jeg tilgode. Endnu et problem som kræver megen snakken frem og tilbage med mig selv - at træffe beslutninger!
Det lyder som både krop og hjerne er på hårdt overarbejde, så kan jeg bedre forstå at jeg holder vægten, spøg tilside. Tak igen. KH Helle8

Helene2

Kære Helle

Ja, det vil er ikke mærkeligt, at situationen med ulykken også spiller ind, så der også kommer en reaktion på den nu. Jeg kan genkende det, du skriver, at normalt ville det ikke påvirke dig synderligt og pludseligt begynder man at reagere på ting, der bare plejer at passere.
Tiden imellem terapisessionerne kan virkeligt føles lang. Hvor tit går du i terapi?

Det er godt,, at du har den aftale med din terapeut. I sin tid skrev jeg også til min terapeut, når det var nødvendigt. Det kunne jeg bedre end at ringe.

At skrive dagbog er bestemt en god ting. Engang imellem har den bare én mangel: Den kan ikke give respons og nye in-put. Et forum som Netdoktor er genialt på flere måder. Både for dem der skriver og for dem, der får udbytte af at læse med.
Men de gode råd til at undgå den lurende depression, har du jo så ikke rigtigt fået. Tværtimod måske... For øvrigt er undgåelsen jo på en måde at skubbe den foran sig. Når summen af belastninger er for store, bryder den ud, indtil man kommer til bunds i den.

Både krop og hjerne er ganske rigtigt på hårdt overarbejde og har været det i rigtigt mange år – for mit vedkommende hele livet. Så det er ikke mærkeligt, at man udvikler alle mulige symptomer. Desværre har det ikke holdt min vægt nede… jeg har taget 10-12 kg på i denne proces. Min krop beskytter sig ved at pakke sig ind.

Tiden har jo åbenbart ikke været inde til, at du skulle læse de bøger endnu. Når timingen er i orden, vil beslutningen sikkert tage sig selv.

KH Helene

Helle8

Kære Helene
Tak fordi du var så hurtig til at svare. Jeg har terapi hver 2. uge, det er normalt et ok interval til at arbejde med det der har været oppe at vende.
Når jeg gerne ville høre andres erfaringer var det for at gøre noget ud over det terapien giver mig; det der har været foreslået er et par andre terapiformer - SE, som du nævner og en enkelt anden: body-sds, som ser ud til at være en slags massage, hvem kunne ikke godt bruge det, kombineret med samtale om ens fysiske og psykiske befindende.
Jeg har selv nogle 'kort' i baghånden som jeg kan benytte, ekstra kosttilskud udover de kreative udfoldelsesmuligheder som jeg har nævnt kan give mig lidt afløb, jeg har det bedst når jeg kan GØRE noget for at bearbejde det aktuelle.
Det er rigtigt at man ikke altid kan forhindre depressioner i at bryde ud, i hvert fald skal skraldespanden tømmes en gang imellem, når der ellers bare bliver fyldt op i den. Med det mønster vi åbenbart har, tager vi jo imod hele tiden, uden at forsvare os når det ellers er på sin plads.
Når man henvender sig her og kommer i kontakt med alle brugerne, går det ud til flere som må have nogle erfaringer, det er vel nærmest et lykketræf at du fandt mig, bed mærke i det væsentlige jeg fik fortalt, holdt fast og var klar til at dele dine erfaringer med mig. Tak for det.
PS. Det går bedre igen, men jeg er i nægter stadiet. Der er stadig meget at tage fat i, store emner har åbnet sig må bearbejdes. KH Helle8

Helle8

Hej igen
Nu skriver jeg for tømme tanken og det ikke bliver for langt, hvis forbindelsen hopper af. Jeg tænker måske bare højt. Jeg læser flere gange tråden igennem, det befordrer nye tanker.
Jeg spoler lige tilbage; under hele min opvækst har jeg været udsat både for overgreb og risiko for at blive gjort forkert fordi jeg ikke var som MK, så jeg har også meget tidligt fået lukket af for følelserne, det var faktisk et forbudt ord for mig. Jeg gik gerne for mig selv når jeg var ked af det, men når de så det, og spurgte om hvorfor kunne jeg ikke svare, jeg vidste det simpelthen ikke, det var gemt langt væk. Er det et liv - nej kun en eksistens. Intet under at jeg faktisk spurgte terapeuten om hjælp til at finde mit liv. Det er jeg ellers ikke god til, før det næsten er for sent.
Når jeg helst ikke måtte være synlig, kunne jeg heller ikke give udtryk for hvad jeg havde lyst til før det blev et behov, det sætter sit præg på mit sprog til daglig.
Det jeg tidligere beskrev som udtryk for at jeg elsker migselv er i virkeligheden at dække et par basale behov. Jeg er blevet bedre til at mærke når jeg har lyst til noget og jeg kan godt finde på at købe en gave til migselv; at elske sigselv er stadig mere end det - et helt kapitel for sig. Med mere på hjerte vender jeg tilbage.
Bagefter jeg havde skrevet dette blev jeg usikker på om det var for stærke udtryk; ikke den måde jeg plejer at formulere mig på, men de ord man bruger fagligt om det, så det er vel endnu et billede på at barnet det går ud over ikke opfatter det skete med samme alvor for 'den voksne har ret til at gøre det' Et indblik i den verden som jeg må lære at kende og acceptere som min indtil videre. KH Helle8

Helene2

Kære Helle

Tak for det du deler.

En barndom med overgreb og manglende positiv opmærksomhed, tryghed og forståelse sætter sine lange og dybe spor. Jeg tror, at menneskets største udfordring er at lære at elske sig selv – især når man ikke har følt sig elsket som barn, måske endda det modsatte. Det kræver først og fremmest en erkendelse af, at familien lærte én noget helt forkert og at de tog grueligt fejl. Det er svært at erkende, at man ER værd at elske, når ingen bekræftede det og gav én det, man havde brug for. Man bliver, som du skriver, usynlig. Og når man ikke eksisterer for andre, holder man også op med at eksistere for sig selv. Man bliver i tvivl om sin egen virkelighedsopfattelse og grundlæggende usikker på sig selv, sine egne meninger, grænser, følelser, behov og alt andet. Kærlighed gør én tryg og sikker på sig selv og andre. Den giver én følelsen af eksistensberettigelse. Når man kan give sig selv kærlighed, giver man sig selv eksistensberettigelse og lov til at være i verden som præcist det menneske, man er. Man giver sig selv lov til at LEVE og få det godt og derved kan man ikke længere tillade, at andre gør én ondt.
Derfor skal man også passe på, hvem man omgås i nutiden. Det skal være nogen, der bygger op og ikke fortsætter med at bryde ned. Nogen, der får det bedste, og ikke det værste frem i én.

Jeg kender én der går til body-sds og jeg har været inde og læse om det på hjemmesiden http://www.body-sds.dk/. Jeg ser, at de nævner traumer under de ting, de kan behandle, men jeg kan ikke se nogen steder, at de har en uddannelse, der gør dem kompetente til at behandle traumer, der skyldes opvækstvilkårene.

Du skriver, at med det mønster vi har, tager vi hele tiden imod uden at forsvare os, når det er på sin plads. Lige præcist. Vores naturlige grænser er både psykisk og fysisk blevet nedbrudte, så det handler i høj grad om at få bygget dem op igen. Kun hvis vi udvikler stærke grænser, kan vi beskytte os og forsvare os, når andre mennesker vil give os noget, vi ikke ønsker.


P.S.: Du skal ikke tænke over, hvor langt du skriver. Der er max. 5000 tegn at bruge og jeg skriver oftest selv langt.
P.S.: Prøv evt. at læse dette (smukke) uddrag fra 'Kast lys over skyggen' af Debbie Ford http://www.tabuet.dk/uddrag_skyggen.html

Kærlig hilsen Helene

Helle8

Kære Helene
Det er dejligt at høre fra dig, jeg var på vej till at skrive et nyt indlæg men ville vente for at det ikke skulle blive uoverskueligt, for mig selv - hov, betyder det at jeg elsker migselv - jeg dækker et behov og jeg kan godt lide at skrive. I Jørn Beckmanns bog 'Kunsten at elske sig selv' kommer han hurtigt ind på at følge sine følelser, det er bare umuligt hvis man ikke kan mærke dem. Jeg kom kun til et afsnit om at forkæle sig selv, det må være noget med at gøre det man har lyst til UDEN at det går ud over andre samt at man gør mere en den alm. hygiejne pleje.
Tidligere i mit forløb havde jeg en underlig ukendt følelse, terapeuten hjalp mig med at finde ud af at det var MIG jeg kunne mærke. Desværre, jeg hader det ord, har hørt det for tit, var der en pause og bortset fra lige nu, er det lang tid siden jeg har kunnet mærke migselv rigtigt. Tænk et helt liv hvor man tror man er sig selv, men når man som du nævner har problemer med ALT, lever man sit liv gennem andre og bliver hindret i at handle og tænke frit. Jeg oplever tit at min tanke forsvinder ofte fordi den var/er for farlig.
Hvis du før mit forløb havde spurgt mig om min opvækst ville jeg have sagt at den var tryg, men det at jeg ikke vidste hvornår næste slag kom gjorde mig bange.
Dit svar gik på hvad der udløste depressionerne, det var et af mine indledende spørgsmål, som viste sig at være det væsentlige og grunden til at vi stadigvæk udveksler tanker. I Tildens indlæg på side 2 er der et link til body-sds, jeg har spurgt dem om de behandlet tidlige, dybereliggende traumer. Jeg håber de svarer. Af de to behandligsformer tror jeg at SE terapien er mest effektiv.
Det er noget af en rejse jeg har været på, i morges var jeg nervøs, urolig og usikker m.m. Jeg kom i kontakt med omsorgssvigt, jeg har det skidt med ordet omsorg, jeg bliver ked af det fordi jeg har manglet den mere end jeg tror det var meningen, det er igen et spørgsmål om at give udtryk for sine behov eller blive set, før var jeg lige ved at tage skylden for det på mig, men det er og bliver de voksnes ansvar at barnet har det godt.
Det er irriterende så tit forbindelsen hopper af, jeg må skrive en sætning ad gangen, jeg tror der forsvandt noget jeg gerne ville have haft med her, men så må det dukke op igen. KH Helle8

Helene2

Kære Helle

Ja hov :-) Du tænkte faktisk på, hvad der var bedst for dig selv og du gør noget, du godt kan lide. Det er jo kærlighed til dig selv i praksis :-)

Man kan jo i sagens natur ikke følge sine følelser, når man ikke kan mærke dem. Da min datter var lille fik jeg tudet ørene fulde af skolepsykologer og alle mulige andre om, at jeg bare skulle sætte grænser. Der fulgte bare ingen brugsanvisning med! Jeg mærkede jo ikke grænserne, før de var så meget overskredet, så jeg pludseligt tændte helt af. Og selvom jeg gjorde, vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle handle på dem. Jeg fik også gentagne gange at vide, at jeg bare skulle lytte til min mavefornemmelse. Jeg hadede det ord, for jeg anede ikke, hvad det betød. Jeg mærkede ingenting i maven.

Jeg opfatter selvforkælelse på samme måde som dig: At gøre ting for mig selv som jeg har lyst til og som giver glæde. Min terapi er enorm selvforkælelse. Og i dag sagde jeg nej tak til at komme over til en veninde til en tår kaffe, fordi jeg ikke har lyst til at gå ud og ikke vil nogen steder før på tirsdag – det er også selvforkælelse for mig. I stedet har jeg siddet og hygget mig her ved computeren med nogle ting. Også selvforkælelse.

Ja, det der med 'mig selv' er et stort spørgsmål. Jeg begyndte først at lære 'mig selv' at kende, da jeg startede i terapi. Inden da havde jeg ikke en anelse om mine egne følelser eller behov og var ude af stand til at sætte grænser. I løbet af terapien fandt jeg ud af, at jeg aldrig kunne blive tilfreds, før jeg kom helt ind til min egen inderste kerne af lys og kærlighed. Jeg blev klar over, at for at komme derind, måtte jeg arbejde mig igennem al den angst og frygt, der hindrede mig i at være fri og have det godt.

Jeg kan genkende det, du skriver, at du førhen ville have sagt, at du havde haft en tryg opvækst – bortset lige fra… Da jeg startede i terapi, sagde jeg, at jeg altid var glad, positiv og optimistisk – altså lige bortset lige fra… Når man har lukket af for sine følelser for tingene, så er det jo let at tro på, at det var sådan. Når man mærker følelserne, kan man ikke længere bilde sig selv det ind.

Omsorg… ja, det gør ondt, når man ikke har fået den. Klart du bliver ked af det, når du hører ordet og kommer i kontakt med følelsen af at mangle. Børn påtager sig altid skylden eller ansvaret for det, der ikke fungerer. Når man begynder at kigge på det med voksne øjne, kan man begynde at opfatte det anderledes og efterhånden forstå, at man var uden skyld – men det gør ondt.

Det er irriterende at sidde og skrive noget, der forsvinder. Jeg skriver som regel i Word først og så kopierer jeg det, jeg har skrevet og sætter det ind, så er jeg sikker på at få det hele med.

KH Helene

Helle8

Kære Helene
For at tage det sidste først; Jeg vidste ikke man kunne gøre det på den måde, jeg ser ikke nogen indsæt funktion her, har du flere fif om hvordan? Jeg har været god til den slags, det er bare længe siden jeg har brugt det og der sker hele tiden noget inden for teknologien. Jeg tror der var livlig trafik mens jeg skrev.
Forresten hvordan fik du hul på at kunne tale med andre så åbent som du gør, jeg kommer måske snart til at trække på din erfaring dér også. Forleden havde jeg den største lyst til at orientere de nærmeste om min nye viden og tilstand, faktisk havde jeg det som om jeg allerede havde gjort det.
Jeg har det bedre på den måde at jeg har en forklaring til mit befindende og et par ting er faldet på på plads som: på det tidspkt. skete der sådan og det falder sammen med en begivenhed.
Det er interessant at få dine forælder erfaringer med; jeg har ikke børn men har oplevet noget tilsvarende overfor andres, jeg kunne kun være tydelig, når jeg havde fået besked om må eller må ikke fra forældrene.
Jeg har nogle ting der kalder på min opmærksomhed så jeg må slutte for nu. KH Helle8

Helene2

Kære Helle

Du kan skrive i Word og kopiere teksten. Derefter går du ind på ND, hvor indlægget skal stå, højreklikker med musen og vælger 'sæt ind'.

Jeg forstår godt, at du har lyst til at orientere dine nærmeste om de ting, du har fundet ud af. Det var en stor lettelse for mig at melde ud.

Nu svarer jeg så på det med åbenheden med det samme:
Jeg er skruet sådan sammen, at jeg ikke kan holde noget for mig selv, så da jeg fik hul igennem til de ting, jeg har været ude for, så var det helt umuligt for mig at tie stille om det. Det havde nogle konsekvenser i forhold til familien, for de rummede det ikke, men det var jeg forberedt på.

Allerede fra starten af terapien måtte jeg begynde at lære at åbne mig og sætte ord på tanker, følelser, behov m.v. Det var enormt grænseoverskridende men den positive respons fra min terapeut styrkede efterhånden min tro på mig selv og andre mennesker.
Jeg blev klar over, at frygten for negativ respons hørte til i barndommen. Det var min familie, der havde skabt de negative forventninger og min frygt for at vise og fortælle noget om mig selv. Nu hvor jeg var voksen og det var mennesker udenfor familien, så lyttede de fleste mennesker jo faktisk og troede på mig og respekterede mine tanker og følelser.

I starten var åbenheden meget angstfremkaldende. Udenfor terapien frygtede jeg stadigt, at andre mennesker skulle mistro mig, være uenige eller blive vrede (også her på ND debatten). Efterhånden som jeg lærte min fortid og mine sande følelser at kende, blev jeg mere sikker på mig selv. Jeg vidste jo, hvad jeg havde været ude for og hvad jeg følte og jeg havde lov at føle præcist, hvad jeg følte. I barndommen havde jeg lært, at alle følelser var forkerte. I terapien lærte jeg det modsatte: At følelser aldrig kan være forkerte. Det er slet og ret – følelser. At mærke og forstå mine følelser gav mig større tro på mig selv, større styrke og mere mod, så jeg blev bedre og bedre til at stå inde for mig selv.

Det var en langvarig proces, der handlede om at overvinde min angst for at åbne mig. Men når jeg gjorde det overfor mennesker, der ikke var så bange for følelser, som min familie var, så fik jeg succesoplevelser og den positive respons gav naturligvis mod til at fortsætte.
Gevinsterne var enorme: Når jeg åbnede mig, så oplevede jeg, at andre også åbnede sig. Dermed følte jeg for første gang i mit liv, at jeg kunne opnå en meningsfuld, ærligere og dybere kontakt med andre mennesker. Det føltes som et mirakel: De følelser, der altid havde adskilt mig fra andre og havde fået mig til at føle mig forkert og anderledes, var de samme følelser, der nu forenede mig med andre. Forskellen var, hvem jeg udtrykte mine følelser overfor - om det var mennesker, der kunne rumme dem.
Nu føles åbenheden helt naturlig. Jeg tænker ikke længere over det, før jeg giver udtryk for mine tanker, grænser, følelser og behov. Af natur er jeg åben, så lukketheden var meget unaturlig for mig og skabt af frygt for andre menneskers negative reaktioner. Derfor har det også handlet om at finde ressourcer til at klare evt. negative reaktioner, så jeg kunne bryde de gamle mønstre.


Kærlig hilsen Helene

Helle8

Kære Helene
Tak for det hurtige svar! Jeg prøver om det fungerer, så behøver jeg heller ikke være logget på så længe. Jubii, det ville jeg gerne have vidst noget før.
Det er en stor hjælp alt det du fortæller. Ærgerligt at det har så store omkostninger, det er næsten som at skulle betale to gange, først er man offer og så må man ofre kontakten til dem som ellers stod en nærmest. Palle alene i verden.
Jeg føler mig allerede som en anden, så det ville være rart at de nærmeste var forberedt på at møde en ny Helle8. Det kræver stadig store overvejelser og mod af mig; forholdet imellem mine nærmeste er anderledes og det vil berøre vores liv i andre sammenhænge som er vitale dele af min familie; jeg kommer ikke til at bryde kontakten, men fjerne mig, gå en tur, fra de farlige situationer når det trækker op.
Ja følelser er ægte og dem kan man ikke ændre, i mit hoved er der endnu et stort spring hen til både at mærke og handle rigtigt på dem.
Jeg kan godt forstå du blev angst, når du ellers af natur er åben må det kræve en ekstra indsats at holde mund, godt for dig at du har fået gevinst. Jeg er ellers lukket, men kan godt lukke ud anonymt. KH Helle8.