Tilbagevendende depressioner?

46aartung

Kære Helle!

Jeg er ked af, at du føler, at du har tilbagevendende depressioner, for det er frygteligt og kan virkelig tage pippet og livsmodet fra en.

Jeg vil ikke prædike om, at du skal tænke på de lyse siger.
Jeg vil delvis give Undén ret i, at depressioner kommer fra hjernen. Men det er kun en del af sandheden. Jeg har mit eget syn på dén virkelighed.

En depression kommer til udbrud, når der en kemisk ubalance i hjernen. Og det kan skyldes mange ting. Tricket er at finde den behandling, der kan få kemien i hjernen i balance igen.

Når de kemiske stoffer i hjernen er ud af balance er det oftest stofferne melonomin og serotonin, der er for meget af eller for lidt af, og det behøver ikke at være begge stoffer på en gang.

Andre stoffer i hjerne kan ofte hjælpe til, så balancen kommer på plads igen, men er man stresset eller ude af balance fysisk eller psykisk, så kan hjernen have meget svært ved at klare det alene. Og så må man selv hjælpe til.

I første omgang kan man sørge for at rette op på de påvirkninger, som du udsættes for fysisk eller psykisk.
Det kan være du arbejder for meget, så må du skære lidt ned. Det kan være, at du går og brænder inde med et problem, så skal du få snakket det igennem med en god ven - det er ofte bedre end familie eller en professionel.
Hvis du har oplevet noget skrækkeligt i din fortid, det kan være mobning, et trafikuheld eller et andet uheld, der har sat sig som et trauma, det kan være et overgreb som vold, gentagne psykisk påvirkning eller voldtægt, så skal du tale både med familie, venner og professionelle. For sådan noget kan lave ar langt ind i sjælen, som kun bliver mindre, jo mere du taler om det, og så tynger det dig mindre og letter ubalancen inden i dig og i din hjerne - ved at tale om det, udløser du nogle stoffer i hjernen, der er med til at genoprette balancen i de andre stoffer.

Jeg ved, det er svær at begynde at tale om ens problemer, for du vil sikkert ikke være til besvær. Men ved du hvad, dem der kan lide dig, vil garanteret gerne hjælpe dig, hvis du siger til dem, at du har brug for hjælp.
Det er lidt som at skulle tage tilløb til at lave et 10meter udspring i svømmehallen. Man kan være enorm bange for at gøre det, men når man har prøvet det et par gange, så bliver det lettere, og du får mere ud af det.

Så kære Helle. Spring ud i det. Du har brug for hjælp - bed om hjælp.

Nogle trick, der også kan hjælpe ... Hjernen kan stimuleres til at arbejde meget bedre ved at slikke solskin (ikke solarie, det er ikke det rigtige lys), spise sund kost (få tips hos lægen eller på Apoteket), at bo i et lækkert hjem (få ryddet op, sæt blomster i en vase på bordet, mal væggene lyse og luft ud 3-4 gange om dagen i 5-10minutter - bed om hjælp, her er noget konkret andre kan hjælpe dig med, det kan de overse) og så lav motion (det behøver ikke være i motionscentret eller maratonløb eller konkurrencesvømning - nej en lille gåtur på 15-30minutter hver dag er nok - senere, når du får det bedre, kan du måske gå 1time - nyd naturen, husene omkring dig eller bare dét at gå). Jeg ved, at du har ondt i knæene, men det hjælper at bevæge dem lidt mere med gåture eller gymnastik - få gode råd hos læge.

Hvis du får medicin, så sørg for at få check på din medicin sammen med din læge, så den hele tiden bliver reguleret til at passe til din krop, vægt + højde.
Bliv ved med at tage medicinen, selom den ikke virke lige med det samme, det tager lidt tid, inden virkning har hjulpet hjerne til en bedre balance.
OG så skal du holde dig LANGT væk fra alkohol og rusmidler - de skaber en stor ubalance i hjernen, så den ikke kan hjælpe sig selv, eller medicinen ikke virker som den skal. Du må da godt drikke en enkelt genstand ind imellem, men mere en tre ad gangen eller mere end 6 om ugen, så går det galt. Og rusmidler kan man ikke styre, for ingen ved helt, hvordan de påvirker hjernen.

Pas godt på dig selv. Og bed så om hjælp hos familien, venner og de professionelle. håber du får det bedre for altid.

De venligste hilsner 46aartung/Helle

Helle8

Kære 46aartung
Tak for alle dine generelt gode råd, det er rart at nogen turde blande sig, lad os bare få nogle flere indlæg, som bevis på at emnet er relevant og det er ikke kun Helenes og mine sider. Det er jo anonymt, så jeg véd ikke hvor du evt. kender mig fra, det er også underordnet.
Hvis du orkede at læse alle de foregående sider igennem skulle du næsten have en medalje, det er nok kun mig og måske Helene som overkommer det, fordi vi allerede kender i hvert fald den halvdel vi hver især er forfatter til.
Som en væsentlig ting ville du vide at vi målrettet taler om konsekvenserne af overgreb i barndommen, for mit og og sikkert andres vedkommende var det op igennem hele opvæksten, altså også teenage årene, indtil jeg flyttede hjemmefra. Indlæggene ’stritter i mange retninger’ fordi konsekvenserne virker så ALT ødelæggende på den person vi ellers ville være.
Ja, ud over pludselige umotiverede slag, og andre traumatiserende episoder også fra min krænker, har jeg stået model til mobning i skolen; var jeg allerede dengang så kuet, min fornemmelse siger ja! Desuden en enkelt volds episode, som jeg flygtede fra; når jeg tænker efter, var den alligevel sammen med tiden lige efter nok med til at udløse den tilstand, som fik mig til at finde en terapeut.
Bede om hjælp – er lige præcis det jeg gjorde ved at skrive mit første indlæg, før jeg blev desperat, og igen kunne få brug for piller, som jeg ville blive ved med at tage hele den nødvendige periode, SAMTIDIG med den nødvendige terapi.
En ven er ikke nok, selvom jeg gerne ville tale med min bedste veninde, når jeg ikke en gang kunne, eller stadigvæk ikke kan, definere mine problemer i fuldt omfang.
Jeg véd også at det ville hjælpe enten eller / både grine, skal kunne mærkes helt ned i maven, og græde fordi det udløser nogle stoffer man har brug for i en belastende situation; det kan jeg bare ikke, mine følelser er så langt væk at det er grænseoverskridende for mig, at indrømme at jeg gør det selvom det er en naturlig ventil når det hele bliver lidt for meget.
Hov igen, var der en grænse? Tankevækkende eller naturligt nok i sammenhæng med de besværlige følelser.
Efter jeg havde skrevet indlægget her fik jeg et billede af mig selv liggende sammenkrøllet på jorden, ligesom Fup fra Basserne der kan fås i 'samlesæt' når S'janten har været efter ham... Uha, flere billeder eller sammenligninger? KH Helle8.

PS. Du siger du véd at jeg har 'ondt i knæet' jeg vælger at tro det er ment i anførselstegn. Jeg har fortalt at jeg er fysisk udfordret, men af hensyn til den anonymitet jeg gerne vil have, ikke hvad det betyder, jeg er heldigvis fri for kroniske smerter. KH Helle8

Helene2

Kære Helle

Ja, man skal betale to gange – først i barndommen og senere ved at gennemgå smerten i bearbejdelsen og ved at tage de nødvendige konsekvenser. Men hvis man ser det i et større og mere langsigtet perspektiv, så kan omkostningerne vise sig at være en rigtig god investering, der giver et kæmpemæssigt afkast. Hvis man i den sidste ende får arbejdet sig fra et rigtigt skidt liv til at være glad og tilfreds og have det godt, så har det jo været det hele værd og så er man ikke offer længere.

Palle alene i verden. En frygtelig tilstand. En adskilthed fra andre i barndommen, der fører til en adskilthed fra sig selv - ofte resten af livet. Og det er den egentlige smerte – at være adskilt fra sig selv. For så er man amputeret og man lider af forfærdelige fantomsmerter. At genfinde de dele af sig selv, man har mistet, er helende og helbredende.
Palle er ikke alene i verden – han tror det bare. Fordi det er den måde, han oplever verden på – han har nogle briller på, som gør andre mennesker usynlige. Når han tager de briller af, kan han se, at der er mange mennesker omkring ham og at mange står og rækker armene ud mod ham. Men det kræver, at han først bliver klar over, at han har de briller på, der gør andre usynlige og siden bliver i stand til at tage dem af.

Jeg forstår, at det kræver et meget stort mod og store overvejelser at begynde at gøre noget andet, end du tidligere har gjort. Du har fundet nye måder, du vil kunne håndtere de farlige situationer på, så det er jo et kæmpestort skridt.

Du skriver i dit svar til én af de andre i debatten, at dine følelser er så langt væk, at det er grænseoverskridende for dig at indrømme, at du faktisk græder, når overtrykket bliver for stort. Det genkender jeg. Inden jeg startede i terapi, skammede jeg mig over at græde. Det var kun noget som børn og svage mennesker gjorde! Ikke mig! Jeg havde ikke grædt siden jeg var ca. 6 år, men da jeg fik hul igennem, væltede tårene ud. Jeg kunne på ingen måde styre det og fandt jeg ud af, at det var meningsløst at skamme mig over noget, jeg ikke kunne gøre for og ikke kunne gøre noget ved.
Min terapeut måtte mange, mange, mange gange fortælle mig, at følelser er helt naturlige og at alle har dem. Jeg var 'bare' vokset op i en familie, der ikke rumemde følelser og derfor var jeg kommet til at opfatte dem som skamfulde og forkerte. Katastrofen er ikke at mærke og udtrykke sine følelser – men ikke at gøre det. For så mister livet sin mening og værdi. Det er følelserne der skaber forskellen mellem eksistens og liv.

Så ja, det var en grænse, du beskrev og derfor virker det grænseoverskridende at bryde den. Men det er en meget hård grænse, du har sat for dig selv. Det vil være godt at opbløde den, så du ikke længere nægter dig selv men i stedet giver dig selv lov.

Fint billede med Jens Fup fra Basserne. Det giver fuldstændigt mening. Hvis Jens Fup ikke skal blive ved med at blive smadret af S'janten, må Jens jo først og fremmest holde sig på lang afstand af S'janten. Og så må han gå i gang med at opbygge noget indre styrke, så han kan forsvare og beskytte sig mod andres overgreb.

Kærlig hilsen Helene

Helle8

Til den eventuelle Helle med ondt i knæet: hvis du læser med og kan kende dig selv i indlæggene, så velkommen i klubben, find dig en terapeut, som du er tryg ved.
Gad vide hvor mange flere ’heller’ og ’helener’ vi kan samle i dette frirum?

Kære Helene
Gad vidst om ’Alene i verden Palle’ så var lang- nær- eller snævert synet? Hvor er du god til at fange mine billeder og drage en nyttig lære, tak for at gå et spadestik dybere ned. Mine egne tanker stopper eller distraheres tit.
Mellem linierne er det tydeligt for mig at du er meget længere fremme i forløbet end jeg, der lige er begyndt at se aspekterne i min nye sfære, som helt tydeligt er til fælles, så ofte vi nikker genkendende til hinandens reaktioner i forskellige sammenhænge.
Jeg prøver at betragte det jeg selv giver udtryk for udefra og ser at jeg er meget usikker mht. hvor følelserne er henne. Jeg holder stadig lidt igen, er bange for mine reaktioner, men jeg kan godt mærke at ’syndfloden’ kommer før eller siden, godt at have en terapeut som véd i hvilket tempo tingene bør ske.
Må jeg foreslå lidt kropsterapi – Du skrev tidligere at du havde taget på, det er kroppen som kræver den nødv. plads, min vægt svinger faktisk også, men inden for et normalområde på 5 kg. Psykologer giver udtryk for at det der har med ens far at gøre sætter sig i højre side af kroppen og ’mor’ i venstre, jeg har mødt nogen hvor det var tydeligt, det passer også for mig. Desuden kan man ofte aflæse et menneskes belastninger i den skæve krop. Mine observationer går f.eks. på at depressive har flade hænder, kan ikke holde til at bære noget, ting glider en af hænde. Kan du også se på et menneske om du kan lide vedkommende, gensidig sympati?
Jeg tygger stadig på den med at tænke i så mange lag, er det derfor det hedder ’i syv sind’?
I dag havde jeg en god samtale med lægen, altså er der hul på processen og i morgen bliver det endelig terapeut tid. KH Helle8

Helene2

Kære Helle

Dejligt at du havde en god samtale med din læge i går. Og så håber jeg, at det gik godt i terapien i dag.

For mit eget vedkommende havde 'Alene-i-verden-Palle' nogle virkelighedsforvrængende briller på. 'Han' så ikke virkeligheden, som den var men forandrede den og skabte en alternativ virkelighed, som 'han' bedre kunne holde ud at leve i. Det gør langt de fleste i én eller anden grad. Derfor er der ikke nogen 100% objektiv virkelighed. Vi har alle vores egen virkelighed, der ikke altid stemmer overens med andres.

Du nævner, at 'syndfloden' før eller siden kommer. Det er jo så spørgsmålet, om den gør det og i hvilket omfang. Jeg tror, at alle, der er igennem sådan en proces her, har fornemmelsen af, at der en dag må komme en syndflod, en vulkanudbrud, en eksplosion eller 'The Big Bang'. Det gode og det frustrerende er, at det aldrig sker. Hverken kroppen eller sindet vil kunne holde til det. Energien kan godt komme ud, men det sker lidt af gangen, så det ikke er alt for skræmmende og ikke mere belastende end højst nødvendigt. Det kan virke som et antiklimaks og være meget frustrerende, når man har den fornemmelse af, at det hele ville løse sig, hvis bare overtrykket kunne komme ud på én gang.

SE-terapien, jeg går til, er også kropsterapi. Derudover er min terapeut uddannet Alexander-terapeut (http://www.alexanderpraksis.dk/virkning.html). Der er ingen tvivl om, at jeg har taget på, fordi min krop beskytter mig. Når jeg er klar til at slippe beskyttelsen, har kroppen ikke længere brug for overvægten.

Det giver mening, det du siger med, at éns 'far' sidder i højre side af kroppen og éns 'mor' i venstre side. Jeg har hørt det udtrykt på den måde, at højre side er den maskuline, stærke, handlingsorienterede og udadrettede energi. Venstre side er den feminine, følelsesmæssige, intuitive og indadvendte energi.
Jeg har både i rosenterapi, under healing og også i SE-terapien haft fornemmelser af, at min mor især 'sad' i min overkrop mens min far især 'sad' i min underkrop. Men det har også været omvendt nogle gange og der har også været andre opdelinger på krydst og tværs i kroppen.

Du nævner skæve kroppe og flade hænder. Det er meget interessant at aflæse, hvor mennesker har deres belastninger. Min terapeut nævnte i sin tid, at fortrængt vrede ofte sætter sig som overvægt omkring maven. Det er nok lige lidt forenklet men der er uden tvivl meget rigtigt i det. Jeg kender én, der har fået at vide på en større klinik for fibromyalgi, at iflg. deres egen interne statistik, havde ca. 70% af deres patienter været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. Jeg har efterhånden været i kontakt med flere, der (som jeg selv) har lidt af Hortons Hovedpine og gennem hypnoterapi har fundet ud af, at det skyldtes overgreb i barndommen. Jeg har for lavt stofskifte og det er steget, siden jeg startede i SE-terapi. Kroppen er et spejlbillede af psyken. Det er en stor hjælp for mig at vide.
Her er link til et lille uddrag fra en bog, der hedder 'Kropslig intelligens', hvor kropsterapeut Kristoffer Glavind Kjær beskriver, hvad der f.eks. kan være psykologiske/følelsesmæssige årsager til ryglidelsen scoliose (http://www.tabuet.dk/uddrag_kropslig_intelligens.html)

Før i tiden var jeg bedre til at spotte, om jeg umiddelbart kunne lide et menneske og om der var gensidig sympati. I dag skal kende mennesket bedre, før jeg kan vurdere det. Nu er det tegn på dysfunktionalitet, jeg spotter. Det er min bedste beskyttelse, så jeg ikke igen bliver involveret med mennesker, det ikke vil være godt for mig at omgås. Jeg mærker med det samme, hvad det gør ved mig.

Sindets mange lag udtrykkes fint i en talemåde som at være 'i syv sind'. Der er faktisk mange af de gamle talemåder, der beskriver noget meget dybt. Også f.eks. at 'være ved siden af sig selv' og 'at sjælen skal kunne følge med', siger meget mere, end man lige tror.

KH Helene

Helle8

Kære Helene
I morges forsvandt ting mange gange for mig: Hvor er, jeg havde lige… som om hjerne og hænder ikke er det samme sted, det er irriterende, sker rigtig tit for mig.
Inden terapien var jeg mest urolig og nervøs, fordi det var særlig vigtigt for mig at få alle de ting der er sket i mellemtiden udtrykt på en god måde.
For at sige det mildt, har jeg et nyt udgangspunkt, er kommet et lag dybere ned. Dagens billede er nedfaldsfrugt som man samler op og skyller af men taber igen – endelig kan jeg beholde frugten i hånden og skrælle den. Terapeuten er klar til opgaven, en lettelse at jeg ikke er nødt til at finde et nyt eller supplerende tilbud. Bagefter føler jeg egentlig ikke så stort behov for at orientere de nærmeste, jeg gør det nok på et tidspunkt snart alligevel.
Det jeg omtaler som syndflod er mere som set fra mit synspunkt, at selv en lille reaktion virker som sådan på mig for jeg har haft en ’ked af at være ked af det’ selvforstærkende effekt, som jeg tror, er afkodet, men det kan være at tanken om de episoder jeg helst ville glemme får flere til at dukke op, så er den jo gal alligevel.
Det er interessant at ens uløste problemstillinger kan give ens sygdomme, de belastninger man er ude for sætter sig typisk de svage steder i kroppen, hvis man tør være ærlig over for sig selv, véd man også om den smerte man har, er psykisk og hvad det egentlig handler om.
Tak for dine yderligere oplysninger vedr. kroppens måde at reagere på overfor ’fars og mors’ påvirkning. Hvad betyder det at du kan se tegn på dysfunktion hos andre? Jeg kan ofte se afhængighed / misbrug - alkohol, ryger, stoffer - på mennesker. Er det et forsvar for os pga. overgrebene? (Tænk hvis vi har særlige evner i den retning, det er bare en høj pris at betale).
Jeg vil gerne vende tilbage og læse dine links, jeg kunne ikke rumme dem, da jeg læste dit svar. KH Helle8

Helene2

Kære Helle

Dejligt at høre, at du havde en god session i terapien og at din terapeut er klar til opgaven :-)

Jeg genkender sagtens det med, at hjerne og hænder ikke er det samme sted. Det er fordi, man er alt for meget i sit hoved og alt for lidt i sin krop. Jeg præsterede engang at stå og skulle tænde en cigaret men så var det min huskeseddel, jeg stod med i hænderne og havde sat ild til!!

Jeg kan godt se, at jeg misforstod det, du skrev, om syndfloden.
I starten græd jeg som nævnt i stride strømme. Jeg sagde
til min terapeut, at jeg ikke kunne forstå det – mig der normalt aldrig græd. Han sagde, at når noget har været undertrykt så længe, så er der voldsom kraft på, når det så kommer ud. Så det var alle de tårer, jeg aldrig havde fået grædt, igennem hele mit liv, der skulle grædes. Og det var mange. Alt det jeg livet igennem havde fortrængt, fordi jeg ikke havde kunnet græde over det, poppede op og blev husket, da gråden blev mulig. Alt det jeg pludseligt huskede, fik mig selvfølgeligt til at græde endnu mere, men det var også forløsende. Jeg forstod følelsesmæssigt, at jeg havde rigtigt god grund til at græde – dermed forsvandt skammen over tårerne.

Da jeg fik hul igennem til min barndom og mine følelser, var det som om, at proppen røg af en flaske. Jeg kunne 'se bagom' tingene - kunne se mønstrene og den 'dans' mennesker danser med hinanden uden at vide det. Det handlede meget om alt det non-verbale, kropssproget og de signaler alle ubevidst udsender. Jeg forstod intuitivt både mine egne og andres følelser og reaktioner og det fik alt til at give mening. Dermed forstod jeg også, hvad der var uhensigtsmæssige reaktioner og hvorfor en anderledes handling, ville medføre et anderledes resultat, der ville være meget bedre for alle parter. Det føltes afgjort som om, at jeg havde åbnet for en særlig evne og jeg oplevede det som en stor gave.

Så det er derfor, jeg automatisk registrerer tegn på dysfunktionalitet. Det kan f.eks. være:
- mennesker med misbrugsadfærd (herunder også følelsesmæssigt misbrug)
- mennesker, der ikke respekterer egne og andres grænser, følelser og behov
- mennesker, der taler nedsættende eller nedgørende om sig selv eller andre
- mennesker, der har en forvrænget virkelighedsopfattelse
- mennesker, der fornægter realiteterne
- mennesker, der ikke kan forholde sig til egne og andres følelser
- mennesker, der er overfladiske
- mennesker, der er uden uden medfølelse
- mennesker, der er følelsesmæssigt lukkede
- mennesker, der ikke kan føre en dialog
- mennesker, der signalerer meget vrede (og ofte overreagerer med vrede)
- mennesker der ikke påtager sig et ansvar og skubber ansvar (skyld) ovre på andre (herunder mennesker, der sidder fast i offerrollen og giver andre ansvaret for deres liv og/eller som i stedet påtager sig ansvaret for andres liv)
- mennesker, der er meget kontrollerende og ikke respekterer andres frie vilje
- mennesker, der prøver at manipulere andre med frygt, pligt eller skyld
- mennesker, der bryder ned i stedet for at bygge op
- mennesker, der får det værste og ikke det bedste frem i mig

Det perfekte menneske findes ikke – alle har vel som en snert af dysfunktion. Derfor handler det selvfølgeligt altid om at mærke mine egne grænser og finde ud af, hvad jeg kan og vil acceptere.
Det handler i bund og grund om det, der bliver kommunikeret ud både verbalt og non-verbalt. Det andre sender ud, må være noget, jeg kan bruge positivt, hvis jeg skal have lyst til at være sammen med dem. Hvis det er noget, der påvirker mig negativt, er det ikke godt for mig.
Det har ført til, at det i dag er en helt anden type mennesker, jeg har kontakt med, end tidligere. Som jeg læste engang: 'Når man tiltrækkes af de mennesker, man tidligere fandt kedelige, så er man nået langt'.

Har fuld forståelse for, at du ikke orkede at læse de links, jeg sendte med.

Kærlig hilsen Helene

Helle8

Kære Helene
Nu har jeg set dine links fra i går; tak for alle dine oplysninger, du véd meget, vel fordi du har prøvet det på egen krop både at være låst og den forløsning som terapien giver hen ad vejen. Det skaber en god terapeut er jeg sikker på. Vi er bare ikke altid så gode til at hjælpe os selv, der skal andre til, som ser os udefra og med friske øjne som vi tidligere har berørt. Klart nok har vi brug for helhedsløsninger, ellers kommer vi til at hinke eller halte. Jeg kom til at tænke på alle de duknakkede ældre som har båret et tungt åg igennem livet.
Jeg har også en skæv ryg, jeg er blevet ’skubbet’; i dag, efter terapien og ikke så mange provokerende situationer, oplevede jeg at jeg kunne rette den mere og jeg var faktisk rigtig ægte glad på et tidspunkt; der er noget galt med mit humørbarometer for det kører meget op og ned.
Jeg gik på biblioteket for at se efter en af de bøger du har anbefalet, jeg fandt ingen af dem, nogle gange driller søgesystemet og i øvrigt kom jeg i tanke om at jeg nok ikke får læst så meget af den slags det næste stykke tid, der kommer påsken og hvis vejret er godt vil jeg ud at køre ture og få sol.
På et tidspunkt tænkte jeg at jeg måske havde haft en ’tør’ depression, du har faktisk svaret på at det findes. Som nævnt går jeg for mig selv når jeg er ked af det men der har været et par episoder, hvor jeg ikke kunne holde det tilbage. F.eks. en periode jeg boede midlertidigt på en sofa hos min veninde, jeg havde ikke sovet så meget, det er kun et periodisk problem, jeg var selvfølgelig træt, i hele kroppen følte jeg. Hun talte til mig, jeg opfattede det som skæld ud, forsvarsløs med ingen resurser så kunne jeg ikke andet end bare lade det ske, og det lykkedes mig at forsøge at acceptere at min facade revnede. Det tog flere timer at blive mig selv. Det der for mig til at reagere sådan er netop når jeg ikke véd hvad jeg kan gøre, indtil jeg finder en løsningsmodel eller kreativ udfoldelse får det midlertidigt på plads, for sådan er det jo, problemerne vender tilbage især hvis det er pga. et traumelåst handlingsmønster. Mange af mine små digte handler i virkeligheden om det samme måske set fra forskellige vinkler.
Når jeg drøfter et eller andet med andre som giver udtryk for en anden mening, bruger min hjerne det store viskelæder og den anden får ret. Kun hvis jeg véd at jeg har 110 % ret kan jeg holde fast.
Skal du også være ’i humør’ til at løse opgaver, det handler måske om overskud; jeg kan tænke at ’det der kan jeg ordne nu’, når jeg så tager fat i det, kan jeg ikke alligevel, også selvom det egentlig er noget jeg har lyst til. KH Helle8

Nu har jeg hørt fra Body-sds A/S
Her kommer svaret i uddrag, de taler ikke om dybe traumer, kun mange, det er selvfølgelig også slemt:
Vi har mange klienter med fysiske blokeringer og mange med traumer. Jeg vil sige vi har gode erfaringer.
Der er ikke noget normalt interval. Nogen kommer i starten med korte intervaller på 1 uge for derefter at få længere og længere intervaller. Andre kommer 1 gang om måneden. Det er meget forskelligt. Du kan tale med behandleren om det, når du er til behandling og kan mærke hvordan kroppen reagerer på behandlingen.
KH Helle8

Helene2

Kære Helle

Forstår sørme godt, at du blev ægte glad, da du mærkede, at din ryg løsnede sig. Det er jo et stort bevis på, at terapien hjælper.

Det er ikke så mærkeligt, at dit humørbarometer kører op og ned. Det er nervesystemets naturlige cyklus. Men det kan være, at det er for højt op og for langt ned – det er følgen af at have været i situationer, der har påvirket én voldsomt. Mit problem er, at nervesystemet faktisk kører i en ret lige, flad linie, hvilket vil sige, at det har været helt lammet - selvom det er blevet 1000 gange bedre, end det har været.

Det var jo ikke mærkeligt, at du kom til at reagere i den situation, du beskriver, hvor du oplevede, at din veninde skældte ud. Som du skriver, oplevede du dig selv som forsvarsløs og det er jo en rædselsfuld følelse. Jeg tror, at vi har skrevet om før, at såvel vrede som gråd er reaktioner på magtesløshed? Det er klart, at når man har været udsat for overgreb, så er det en følelse, der virkeligt kan reaktivere én. Når det sker, så er det jo ikke kun den aktuelle situation men også alle andre lignende situationer fra fortiden, der roder rundt i systemet. Så det var ikke mærkeligt, at det tog dig lang tid at komme tilbage til dig selv igen.

Jeg kan godt genkende det, du skriver om, at hvis du diskuterer med andre, så bøjer du af, så den anden får ret – med mindre, du føler dig 110% sikker.
Før i tiden sagde jeg aldrig folk imod. For hvilken ret havde jeg til at modsige andre? Jeg følte, at jeg gjorde mig til dommer over andre, hvis jeg tog stilling og erklærede mig uenig. Og hvordan skulle jeg kunne gøre mig til dommer over andre? De havde jo ret til at tro, tænke og føle, som de nu gjorde. Det var min terapeut, der fik mig til at forstå, at jeg havde ret til at erklære uenighed og at det kunne være frustrerende for andre, at jeg ikke gav modspil. Det kunne faktisk gøre andre mennesker usikre på mig. Det ønskede jeg jo ialtfald ikke, så jeg begyndte at sige et lille pip og efterhånden blev jeg i stand til at diskutere og føre en dialog.

Jeg genkender i høj grad det med ikke at kunne holde fast, selvom det er noget, jeg har lyst til. Jeg skulle have været på et kursus på Fyn i morgen, som jeg har måtte melde afbud til, selvom jeg har haft glædet mig rigtigt meget. Mit hoved ville det enormt gerne men min krop ville absolut ikke. Kroppen vinder. Timingen er bare ikke i orden endnu. Det var en stor lettelse, da jeg tidligt i morges tog beslutningen om at melde afbud.
Det handler om mange ting, men dybest set om energi. Vi har enorme mængder energi i kroppen, men den er bundet eller indkapslet, fordi livsenergien er blevet blandet med destruktiv energi (kamp/flugt energi = frygt-energi), som vi naturligt har beskyttet os imod, fordi vi i sin tid ikke kunne kæmpe eller flygte. Vi har altså ikke adgang til selve livsenergien, før den bliver frigjort i terapi (det kan man bestemt ikke selv). Skal vi i dagligdagen bruge energi, må vi derfor først opbygge en ekstra energiressource, før vi har kræfter til at gøre det, vi gerne vil og den ekstra energiressource løber hurtigt tør.
Desuden kan det trigge kroppens hukommelse, når vi bruger kroppen – ergo beskytter den os ved at være træt, så vi ikke kommer for tæt på det, der gør ondt.

Jeg har lige talt med én i dag, der går til Body-sds. Det hjælper hende til en vis grad, men hun er klar over, at det kun er symptombehandling og det er, hvad hun har brug for lige nu. Selvom det også handler om psyken, så oplever hun ikke, at det går så dybt, at det er egentlig terapi. Men der kan jo også være forskel på behandlerne, såvel som der er det på klienterne.

KH Helene

Helle8

Kære Helene
Lige nu véd jeg ikke hvor jeg skal gøre af mig selv, jeg har bedt min ’ikke krænker’ forkortet AV: ’anden voksen’ om en samtale på et godt tidspunkt med lidt ro, og skrevet et udkast til hvordan jeg kan fortælle det. Det er IKKE aprilsnar. Da jeg skrev og læste kladden fik jeg igen den der ’nægter’ fornemmelse – det er ikke mig, men jo det er! - Nu er det gjort, AV blev overrasket over de alvorlige konsekvenser, det har haft, men forstod på godt og ondt hvad jeg mente.
Magtesløs, ja også det at begå overgreb kan være det, dog nok mest MAGT. Altså kan vi stå med to magtesløse personer overfor hinanden, den der er vred og den krænkede som græder, eller burde gøre det. Jeg kan bedst være vred på andres vegne. Terapeuten må stadig gøre mig opmærksom på når jeg giver udtryk for det, min reaktion er vrede = ked af det, det er jo grumset og ikke den ægte vare.
Det er stof til eftertanke at man ikke siger sin mening, jeg kender en som ville sige: ’Jeg véd ikke hvor jeg har dig’ – Næ, det er ikke så sært hvis man risikerer at blive tromlet ned! Men teoretisk er det rigtigt at man stadig er usynlig når man ikke giver udtryk for hvor man står i forhold til det der drøftes. Jeg sagde teoretisk fordi jeg jo godt véd at alle er lige også i den sammenhæng, men jeg er altså ’meget skæv’ endnu. Jeg kan sige om et eller andet at jeg ikke kan forholde mig til det lige nu, her har vi måske den med at ’være i humør til’ igen, men det er sikkert min hjerne der kører med en anden problemstilling. – én ting ad gangen. Ved nærmere eftertanke stiller jeg spørgsmål som: Hvad så hvis… Hvordan ser du på hvis … var tilfældet, min egen mening bliver pakket ind på den måde.
Indkapslet energi lyder alvorligt, det er altså ikke kun atomaffald man gør sådan med. Det er jo meningen at det aldrig skal slippe ud…
I denne periode har jeg nogle gange tænkt at det er fuldstændig lige meget med jordskælv i Japan, krig i de arabiske lande og alt andet, jeg har min egen katastrofekrig at koncentrere mig om, heldigvis får jeg hjælp i processen.
Det med at have en identitet har jeg tænkt lidt mere over. Som det er nu, sidder min id mest i det jeg omgiver mig med og f. eks. at være glad for farver, jeg bliver stadig overrasket når det faktisk var mig der satte gang i et emne. Gjaldt det også for denne tråd – egentlig ikke for det er anonymt, og jeg var tæt på at være desperat. – Jeg er overrasket over udbyttet, her får jeg både i pose og sæk.
Er det nu weekenden igen? Ja og nej, det er det på kalenderen men jeg håber at kunne koncentrere mig om andre, også vigtige ting, jeg gerne vil have fra hånden og skal bl.a. være sammen med nogle af mine venner, jeg er lidt spændt. Det går altid bedre hvis der er en lille jeg må sidde med, så er det barnet der får opmærksomhed (er det også mit eget barn indeni?) tja, det lyder næsten sådan og det er ikke så dårligt endda.
Så er vi tilbage ved det sociale og sætte grænser. Sådan nogle søde størrelser, må de gerne tage ens briller? ’Mor’ sagde nej, men jeg kunne ikke forhindre at de blev udvidet selvom de lige var blevet strammet op. Jeg kan kun sige NEJ hvis det er farligt, f. eks. brænder fingrene i bogstavelig forstand. PS Det truer åbenbart tit med bål og brand, når hjerne og hænder ikke er det samme sted!
At beslutte; jeg skal som regel finde en eller anden grund, det hedder ikke bare: ’Jeg har ikke lyst’ Godt for dig at du tog den beslutning, det kan jo være enormt provokerende med så mange mennesker på samme sted. Man kunne nemt støde ind i nogen eller noget der får traumet op til overfladen igen, eller der bliver lagt lag ovenpå fordi man ikke får reageret hensigtsmæssigt. Jeg håber du kan forkæle dig selv med en af de ting som får dig til at slappe af.
Til slut for nu: Body-sds, de foreslår også at man kan veksle mellem forskellige behandlere, men så sker der jo heller ikke noget ved bare at forkæle sig selv med en gang kropsmassage. Når de siger at de har gode erfaringer er det subjektivt bedømt. KH Helle8