Tilbagevendende depressioner?

Helle8

Hej Rikke

Ærgerligt du ikke kunne få en akut tid?!

Depressioner er et symptom på at noget er galt det kan være fysisk, men er nok for det meste psykisk betinget.
At skrive er en rigtig god måde at få afløb på, man behøver ikke være god til de ting man gør for sig selv, bare det virker. Andre behøver jo ikke få det at se.

Når du har en formodning hvor det kommer fra er du allerede godt i gang, for hvis du vil, kan du fortælle hændelsen og hvordan det virkede på dig, som noget af det første. Det er muligt at terapeuten begynder et andet sted, det kan være fordi der skal ’ryddes op’ i noget andet, som kan ’spærre’ for at forstå og tage imod terapien.

Når det ikke er en normal livskrise; sorg fordi man har mistet en af sine nærmeste, pludselig sygdom eller handicap efter en ulykke, hvor man måske får støtte fra sine nærmeste og hjælp af systemet, så er professionel hjælp nemlig nødvendig.

Det kan hjælpe en på en helt anden måde, se tingene udefra og i kraft af deres uddannelse hjælpe dig til at afkode gamle evt. uhensigtsmæssige handlemønstre og give dig en ny måde at tænke og handle på, så du kan blive et helt menneske.
KH Helle8

Rikke1312

Hej Helle
Jamen min læge har desværre ingen akut tider, med mindre du kommer der ind og hoster dine lunger op.. Men sådan er det.. Men der er heldigvis ikke så længe til

Jamen har igennem hypnose og psykolog (måske) fundet årsagen til mine depressioner.
For mig lyder det lidt dumt at det kan gå mig så meget på men her kommer det så...
I sommerferien mellem 5 og 6 klasse, "voksede" alle mine veninder op og blev "voksne", men problemet var at det gjorde jeg ikke. Var stadig et barn der nød at lege med barbie osv. Så de begyndte at lukke mig ude af den "klike", jeg før var centrum i. I begyndelsen forsøgte jeg at finde en vej ind i varmen igen, men der var ingen vej. Så blev mere og mere isoleret i klassen og havde kun 1 jeg var sammen med i en klasse på 20. Det var også der jeg begyndte at trøste spise. Har arbejdet siden jeg var 11 som rengøring i mine forældres firma, sammen med min storesøster. Så jeg havde jo penge til at købe slik, cola, chokolade osv. for. Gemte det under min seng i kasser og i reoler så min mor ikke så det. Tog rigtig meget på i den periode på 2 år. (Gik fra at være normal tynd til at være en "tyk" teenager, med for mange former.)
Blev desværre i den klasse i næsten 2 år. Skiftede skole i slutningen af 7 klasse, lige efter min konfirmation. Kom over i en rigtig god klasse og fik en masse nye veninder.
I 10 klasse tog jeg på efterskole på samsø. Og efter 3 måneder der fik jeg så min første svære depression, ringede stor tudende hjem til min mor flere gange om dagen, og efter samtale mellem min mor og skolen kom jeg hjem, og begyndte jeg i 10 klasse hjemme.
Kunne forsætte med min deprimerende skolegang længere men den forsætter cirka i det samme.

Det tog min selvtillid helt væk og har endnu ikke fundet den igen. Hvergang jeg begynder at kunne se den, ser der noget som får den til at forsvinde helt igen.

Så den dag i dag, føler jeg mig stadig meget alene og svært ved at tale med folk om de ting jeg føler. Sætter en mur op som ingen, ikke engang min mor, kan se igennem. Smiler og nikker og siger : jeg har det fint. Det går godt.
Jeg har ikke rigtig noget tilfælles med min familie, alt handler om dem selv og deres, og det er ikke til at få et ord indført. Derfor "hader" jeg familie komsammen og sidder som regel bare og smiler i et hjørne for mig selv.

Helle8

Hej Rikke

Først vil jeg sige det er for dårligt at det kun er alvorlig fysisk sygdom der kan komme til akut, og 14 dages ventetid er længe set med mine øjne. Jeg har altid fået akut tider når en depression viste sig, efter et par gange kendte jeg jo symptomerne.

Du kan skifte læge hvis ikke du føler du bliver behandlet ordentligt og rigtigt, det jeg læser mellem linierne er en dårlig behandling, men det er vigtigt at kunne tale godt med lægen om ens ærinde, især når det handler om psyken.

Det lyder som om du rammer rigtigt, ens egen fornemmelse henter det frem af hukommelsen.
Jeg var selv lille og modnet sent, legede med dukker og den slags, det er ikke engang sikkert jeg kunne det rigtigt som mine kammerater synes det skulle være.

Blev der ikke lagt mærke til at du tog på? Det er normalt at få ’hvalpefedt’ på det tidspunkt man forandrer sig fra barn til voksen, så måske er din vægtøgning taget for det.
At blive mobbet kan pille ens selvtillid fuldstændigt ned, det er vigtigt at føle sig værdsat både hjemme og i de sammenhænge man kommer i, skole, arbejde osv., hvis ikke kan man nemt få mindreværdskompleks, det er sin sag at kæmpe sig ud af
Du har sikkert følt dig meget alene og langt væk hjemmefra på efterskolen; så det var vel bedre du kom hjem?

Når man har en depression tænker man meget negativt, det kan være en svær skude at vende – Har du nogensinde fået nogle redskaber til at tænke positivt igen, også om dig selv?
Kosttilskud kan hjælpe især vitamin B og C, brug evt. nogle forslag og opskrifter fra en bog som hedder ’Spis dig glad’ af Marianne Fjordgård.
Du kan også skrive de ting ned som du véd du er god til og de ting som du gør godt for dig selv, også de dagligdags, lige fra at stå op, sørge for din personlige hygiejne og at du får noget godt at spise, måske endda lækkert?
Det vil også være nogle ting du kan skrive på en liste over positive ting der er sket for dig, find gerne 10 ting hver dag, men f. eks 3 er ok til at begynde med. Det kan være solen skinnede, nu går det den rigtige vej med lysere dage igen og meget andet.
Det med følelserne er et stort problem som jeg selv stadig arbejder terapeutisk med at få på plads. Den facade man har, er jo tryg for en. KH Helle8

Rikke1312

Hej

Ja det er enlig ret dårligt, men er ikke sikker på jeg vil/tør skifte læge.. Han er enlig ret dygtig og tager mig seriøst når jeg snakker med ham.. Men kan kun sige at tanken har strejfet mig.

Tror ikke rigtigt at der blev lagt mærke til at jeg tog på. Min mor har nok lagt mærke til det, men sagde ikke noget til det.. Nok tænkt at det var normalt, eftersom jeg også i den periode holde op med at dyrke sport som jeg havde gået til i 2 år og var glad ved.

Jeg tror også at grundet til jeg jeg fil det så dårligt på efterskolen, var at jeg endelig følte at jeg hørte til et sted, passede ind og var begyndt at få det rigtig godt. Men så vendte det hele igen. Skulle starte fra bunde. kendte ingen mennesker, (var og er stadig meget genert, og har svært ved at snakke med mennesker jeg ikke kender.) og havde det rigtig hårdt i starten.
Var også udsat for tillidsbrud eller hva' man kan kalde det.. lige inden jeg stoppede var jeg hjemme i en uge og da jeg kom tilbage for at pakke mine ting, havde hende jeg delte værelse med rodet alle mine ting igennem og stjålet ting fra mig.. Men det gjorde skolen ikke noget ved, for der var jo ingen beviser. Det gjorde der ikke nemmere at være 15 år, langt væk hjemmefra, have en svær depression og savne sin familie og venner.

Nej har enlig aldrig fået hjælp til selvhjælp.. Udover : tænk positivt ikke negativt.. Men det er jo nemmere sagt end gjort, når men ikke kan se lys selvom man har solen i øjnene.
Men prøver, og der er da en start.
Prøver at gøre noget godt for mig selv engang i mellem. Men de ting jeg synes, jeg kan gøre for mig selv koster penge :P Og som studerende i egen lejlighed er det ikke penge jeg har flest af.. Og ja ved godt penge ikke er alt.. Men alligevel..

Men rigtig godt forslag.. Kunne være jeg skulle prøve det..
Finde ting i hverdagen der gør en glad..
For mig er det de små ting der tæller..

Helle8

Hej Rikke

Det er rart at du taler godt med lægen, det betyder meget, måske kan du få samtaler med korte mellemrum, evt. imens du venter på et behandlingstilbud.

Tænk at stjæle fra en, kunne hun virkelig se dig i øjnene?

Du næver at du var glad for noget sport, motion er faktisk godt når man har en depression, nogen løber, bare at gå en tur hjælper, og det koster ingenting.

Jeg holder et par fridage nu, men skal nok vende tilbage. KH Helle8

Helle8

Hej

Så er ferien forbi. Jeg tog tidligere hjem bl.a. fordi jeg mærkede et behov for at være kreativ for mig selv; heldigvis var der ikke nogen voldsomme sammenstød.
Desuden er det rart at gå ind i det nye år uden for mange opgaver der venter på en.
Godt nytår Helle8

Helle8

Hej

Efter ferien har det været terapi tid igen. Vi talte bl. a. om at man som familie til en psykisk syg er tilbøjelige til at tage hensyn til dennes reaktioner sikkert også humør, det er jeg, som den blev krænket, i hvert fald stadig.
Det er uhensigtsmæssigt at lade den psykisk syge blive i sin forestilling om hvordan verden ser ud, men det tager sin tid, og kræver mod at afkode! KH Helle8

Helle8

Hej

Denne gang vendte vi i terapien tilbage til følelserne, vreden som er den sværeste for mig fik ekstra opmærksomhed og et nyt udtryk illustreret med en trappe.
Det er sikkert derfor man har udtrykket optrappe en konflikt.

Ofte har jeg lyst til at fortælle mere her, men det bliver først når jeg synes jeg kan formulere det rigtigt. KH Helle8

Helle8

Hej

Terapien handlede igen om vrede, opgaven går på at finde udtryk for den alle mulige steder, samtaler i min hverdag, i medierne og på gaden. Sidst var det eneste jeg havde kunne finde en enkelt tegning i et blad.

Endelig er jeg ved at være skadefri; alle behandlingerne og nogle andre piller hjælper heldigvis for alvor nu. KH Helle8

Helle8

Hej igen

Der har været en ufrivillig pause i terapien. Jeg er her skam endnu. I mellemtiden jeg været næsten helt nede hvor jeg måtte spørge mig selv om jeg var tæt på at kunne få en depression igen. Mit fysiske og psykiske velvære er meget ustabilt for tiden, mere end det plejer at være.


Jeg fik repeteret hvordan jeg kan give mig selv omsorg, for jeg havde oplevet en snert af angst af at køre under en bro, det stammer selvfølgelig fra de overgreb jeg har været udsat for. Nu har jeg altså erfaret hvordan angst kan opstå. Jeg synes at jeg fik meget ud af sessionen. KH Helle8