Tilbagevendende depressioner?

Helle8

Kære Helene

Tak for dit svar og dine bekræftende forklaringer. Det var internet forbindelsen der drillede, det ville jeg have fortalt men fik det ikke lige med, her har vi igen det med at udtrykke sig præcist nok. Jeg tog det med i teksten for en sikkerheds skyld, at springe en dag over, ligner ikke mig, det er indtil nu kun sket hvis jeg er optaget af andre ting eller er andre steder.
Det går bedre med humøret, var umiddelbart ikke påvirket af noget udefra, det er ikke en depression på vej, jeg ville sige det måske var min kemi som var i ubalance, det er (muligvis) en del af min proces, men i dag har jeg det mest fysisk dårligt, det lukker ikke nødvendigvis af for følelserne, men flytter min opmærksomhed. Lige nu tænker jeg faktisk at det kan have været en ’undskyldning’ for balancen mellem at mærke følelserne og fysikken.
Mine tanker er fragmenterede, tænk hvis man kunne køre en defragmentering så ville jeg gøre det lige nu, det er selvsagt svært at koncentrere sig, jeg kan godt begynde på en svar sætning, men det varer lidt inden resten kan komme til udtryk, jeg håber jeg kan finde ud af hvad der skal til for at genoprette sammenhængen i tankerne. For tiden varer det også længe fra et eller andet behov opstår, til jeg kan finde helt ud af hvad der skal til for at dække det.

Her kommer så et par fragmenter: Det er lidt tankevækkende at de fleste har problemer med at sætte grænser, jeg tænker at ’du skal gøre som jeg siger’ er prentet dybt i dem og det kan være svært at slippe, selvom det nu er dem, der kan sætte grænser overfor deres børn eller andre selvstændige voksne.
Min virkelighed kender nogle af de nærmeste til, men der er unægteligt stor forskel på at kende til den og leve i/ med den, selvom jeg ind i mellem fortæller dem lidt relevant.
Jeg vil gerne vende tilbage med flere kommentarer når jeg synes det ligner noget.
KH Helle8

Helle8

Kære Helene
Det går bedre med at tænke, jeg fik ryddet lidt op i bunken af opgaver.
Det med den uundværlige kærlighed har vi berørt før, de ukærlige ting der sker omkring en, får en til selv at være ukærlig også overfor sig selv.
Uhyggeligt mange mennesker, til en hvis grad alle, går rundt og kan ikke lide, eller lige frem hader sig selv, har mindreværdskomplekser og kan ikke mærke sig selv rigtigt med meget mere, så det er ’normalt’ men absolut ikke af det gode. Jeg vil tro det ofte sker tidligt, årsagen kunne være måden man bliver opdraget på, eller hvordan man bliver behandlet, som betyder noget for hvordan man tænker om sig selv osv., det hele hænger jo sammen.
For mit vedkommende er de negative ting i hvert fald sket så tidligt, at det jeg lige beskrev om negativt selvsyn også gælder for mig, jeg har aldrig, så langt jeg husker tilbage, kunnet mærke mig selv, før i dette terapi forløb, som en underlig ubeskrivelig følelse jeg i hvert fald ikke kendte, men det kan jeg faktisk godt lige nu; selvsynet er og bliver fortsat ændret.
Jeg har lyst til at råbe ud til hele verden: Lad os få mere af den ægte kærlighed!
Kærlig hilsen Helle8

Helle8

Kære Helene
I dag har været ok, men med et fuldt program, der skete noget positivt, desuden har jeg gjort et nyt tiltag, endnu en beslutning jeg selv har truffet, som kan komme til at ændre min måde at leve på også i forhold til de fleste andre, det lyder drastisk, hvad har jeg gang i, så slemt er det egentlig ikke, men jeg tager et lille kursus i noget som jeg tror det er meget godt at lære for at få et sundere liv, jeg giver det en chance og ser om det kommer til at fungere i min hverdag. KH Helle8

Helene2

Hej Helle

Vi har jo før skrevet om kommunikation og nødvendigheden af at udtrykke sig klart, hvis andre skal kunne forstå én. Det er ikke let, når man altid har været vant til at sløre sine ord og skulle beskytte sig selv.

Så jeg vil egentligt bare sige, at jeg læser dine ord, men jeg kan ikke rigtigt kommentere, fordi det ofte er meget diffust, det du skriver.
Et par eksempler fra indlæget i aftes: 'I dag har været ok' - 'der skete noget positivt' - 'gjort et nyt tiltag' - 'endnu en beslutning jeg selv har truffet' - 'et lille kursus i noget, jeg tror, det er meget godt at lære'.
Du skriver: 'det lyder drastisk, hvad har jeg gang i...' Jeg forstår, at det må føles drastisk for dig, men jeg må indrømme, at det ikke lyder drastisk, for jeg ved ikke, hvad det handler om. Det kan være alt fra at have mødt den store kærlighed til et madlavningskursus!

Jeg vil meget bedre kunne forstå dig, hvis jeg fik at vide, på hvilken måde din dag har været ok, hvad det var for positive ting, hvad det var for nye tiltag og hvilken beslutning, du selv traf og hvad det var for et kursus og hvad det er, du mener, du kan lære af kurset, som vil gavne dig. Konkretisering gør det meget lettere at kommunikere.

Det lyder nok hårdt det her, men det er ikke sådan ment. Jeg ved godt og forstår godt, at du formentligt aldrig har lært at udtrykke dig tydeligt og kan frygte konsekvenserne ved at gøre det. Men det har bare også konsekvenser ikke at gøre det. Håber ikke, at du tager det ilde op.


KH Helene

Helle8

Kære Helene
Nej, det du skriver er fint, jeg sætter pris på ærlighed og at man samtidig siger det pænt, når det er nødvendigt at sige noget.
Er jeg selv ærlig i det jeg gav udtryk for? Ja så ærlig som jeg umiddelbart syntes jeg kunne være af hensyn til min ’offentlige’ anonymitet. Nogle gange mangler jeg bare det rigtige ord, så tak for hjælpen.
En ok dag, som i går, er neutral, hverken overvejende negativ eller positiv, når der skete noget godt, (som jeg stadigvæk ikke har det rette ord til) opvejer det evt. negative der er sket i løbet af dagen, ellers et udtryk for at jeg fysisk har det så godt som jeg kunne forvente – tit følges det ad.
Det nye tiltag er det lille kursus jeg nævnte, madlavning på en ny måde, som kan ændre min måde at leve på; jeg mente det ville lyde drastisk i andres ører, netop fordi det kan ændre min måde at leve på i fohold til andre. Måske skulle jeg bare have skrevet: ’det lyder måske drastisk’ jeg forsøger at undgå at bruge ordet ’måske’ for at være mere tydelig, det mislykkedes altså.
’Endnu en beslutning jeg selv har truffet’ tog jeg med, fordi jeg blev opmærksom på det, som et fremskridt jeg gerne ville nævne, fordi jeg før har fortalt at det var et meget svagt punkt, som terapien har hjulpet mig til at gøre bedre, der er stadig meget at arbejde på, inden det bliver godt.
Da jeg skrev i går, syntes jeg det gik nemt, åbenbart for nemt, jeg vidste godt at det ikke var så tydeligt, nemt at forstå, nu var det faktisk svært at forklare hvad jeg mente og samtidig gøre det logisk, jeg håber det lykkedes. KH Helle8

Helene2

Hej Helle

Jeg betvivler på ingen måde din ærlighed og jeg forstår, at du har brug for at beskytte din 'offentlige anonymitet' meget stærkt.

Problemet er bare, at den beskyttelse hindrer dig i at komme med konkrete oplysninger af nogen art. Det betyder, at der ikke er noget, jeg kan forholde mig til. Der er intet, der giver mig nogle indre billeder eller fornemmelse af, hvem du er som person. Jeg ved intet om, hvad du kan lide og ikke lide, hvad du beskæftiger dig med, hvem du omgås, hvor gammel du er, hvordan din dagligdag er, hvilke problemer du konkret slås med og hvordan det påvirker dig i din dagligdag.

D.v.s. at alle de ting, du har brug for at skjule er præcist dem, der der ville give mig følelsen af nærvær og dialog.

Jeg er ked af, hvis det her sårer dig, for det er ikke hensigten. Jeg er bare nødt til at reagere, når jeg kan mærke, at der er noget, jeg ikke har det helt godt med.


KH Helene

Helle8

Kære Helene
Det er stadig fint du spørger, jeg har åbenbart ment at jeg havde fortalt i hvert fald en del om mig selv, men det er nok for meget mellem linierne. Jeg er af natur lukket, så det er sværere for mig at lukke op og finde ud af at få fortalt det som gør mig levende i andres fantasi eller hvad det hedder.
Som du måske kan forstå har jeg nogle dage hvor jeg er meget travlt optaget af andre gøremål, så det kan være at her bliver en pause et par dage inden der kommer et svar.
Jeg sætter stor pris på din tålmodighed, dine kommentarer og svar, samt vores drøftelser som giver mig den viden og et perspektiv jeg kan bruge i min proces.
KH Helle8

Helene2

Hej Helle

Måske er du lukket af natur. Udfra det du har fortalt, gætter jeg dog på, at det mere handler om, at det er en indgroet forsvarsmekanisme at holde dig selv skjult og sløre dig mest muligt.
Sådan var det ialtfald for mig. Det føltes helt umuligt eller ialtfald meget farligt, utrygt og sårbart at skulle åbne mig. Jeg havde af erfaring lært, at det var mest sikkert at være lukket, så det var en indgroet, ubevidst måde at beskytte mig selv på. Da jeg begyndte at øve mig i at være mere åben, følte jeg, at jeg blottede mig og udleverede mig selv. Det gjorde mig utroligt sårbar og bange for andres angreb, mistro, fordømmelse, vrede m.m.

Ting tager den tid de tager. Jeg kunne ikke begynde at formulere mig åbent, før jeg var rimeligt tryg og så skulle jeg først lære, hvordan man gør. Det skete gradvist som følge af terapien. Så hvis det er noget lignende det også handler om for dig, så forstår jeg dig så udmærket.

At kommunikere over nettet, kan være befriende fordi, man kan være anonym og dog have kontakt med andre. Men det kan også være skræmmende, fordi der er så mange, der kan læse, hvad man skriver og de er jo også anonyme, så det kan føles utrygt. Så det er naturligvis klogt, at man ikke skriver mere, end man ønsker, at andre skal vide om én, så anonymiteten bevares. Men der er sikkert hundredetusind, der bruger Netdoktor, så hvis man undgår de helt personlige ting, så er risikoen for genkendelse nok utroligt lille. I det hele taget er risikoen for, at nogen man kender personligt, læser med herinde og genkender én nok meget minimal.

Som du skriver, riskerer man let, at tingene bliver noget underforståede og der står for meget mellem linierne. Når man ikke kan se hinanden under 'samtalen' og derfor ikke kan læse hinandens signaler, er det endnu vigtigere, at man et tydelig, i det man skriver. Ellers bliver der for meget, man skal gætte sig frem til eller man kommer til at tage noget for givet eller drager forkerte konklussioner. Det kan så let føre til misforståelser eller man kommer til at tale forbi hinanden.

Fordelen ved anonymiteten på nettet er, at man får muligheden for at øve sig i gradvist at afsløre en lille smule mere af sig selv, end man ellers gør. Men det er en lang proces at blive klar til at være mere synlig, så man skal naturligvis først have skabt ressourcerne til det.

Jeg vil gerne stadigt skrive sammen, men jeg kommer nok til at spørge meget mere ind til noget konkret - og det ved jeg ikke, om du er parat til.


KH Helene

Helle8

Kære Helene
Tak for din forståelse. Det med at blotte og udlevere mig selv, er en meget præcis beskrivelse af hvordan jeg stadig oplever det når ’vi’ i en samtale bevæger os ind på at tale om dybere følelser, selv over for mine veninder. Her er det ikke så farligt.
Dine spørgsmål fik mig til igen at tænke over hvem jeg egentlig er. Jeg kunne være røget ud i en identitetskrise og det havde jeg ikke lyst til, slet ikke når alle andre inkl. terapeuten holder ferie.
For nylig læste jeg en bog som hed ’Samtaler med dig selv’ om personlighedstyper, hvor man kan krydse af, hvordan man opfatter sig selv, kontra hvordan ens familie og venner eller andre opfatter en; der var kæmpe forskel! Nu véd jeg hvorfor, at det er på grund af overgrebstraumet.
Da jeg læste dit indlæg igen, virkede det lidt mere overkommeligt at svare. Måske kommer det alligevel mere hen ad vejen.
Jeg er 50+ pensionist pga. medfødt handicap og de helbredsproblemer som også er en følge af overgrebene, den største overskrift er problemer med fødevarer, jeg kan have rigtig mange fysiske symptomer hver dag og jeg mister energien, derfor sker der heller ikke så meget i min hverdag, ud over at passe mine efterhånden mange forskellige behandlinger, fys., kiropraktor og nu body-sds. Det der var positivt forleden, var noget træningsmæssigt som lykkedes.
Jeg er aktiv kristen, så aktiv som jeg kan være, det er mine nærmeste venner også. Jeg gør selvfølgelig hvad jeg kan for at få det bedre og få et ’normalt’ liv, derfor begyndte jeg på gestalt terapien, og senest det omtalte kursus, som er en diætist der vil vise mig at rå fødevarer er sundere for mig og hvordan jeg kan tage hensyn til en (nu forhåbentlig eventuel) diæt.
Da jeg holdt pause i at skrive på dette indlæg for at spise sen frokost, en grøn salat min hjemmehjælp havde købt, var der noget i jeg stadig absolut ikke kan spise, så jeg måtte sidde og pille det fra, det har jeg ikke lyst til, jeg synes jeg havde sagt hvad der måtte være i, men man kunne hverken læse det på varen eller se det gennem emballagen, hvad sker der så – nu bliver hun vred? Næ, ikke under de omstændigheder, måske kun over at forretningen har glemt at deklarere. Jeg vil sige til dem som handler for mig, at de ikke skal tage noget uden deklaration.
Det var et problem, hvilke har jeg ellers? For eks. i forbindelse med kommunen når de bevillinger som jeg har, skal fornyes og de ikke kan finde ud af give mig det jeg har behov for til tiden, alt det besvær det kan give.
Når du skriver ’hvis det er det’… eller tilsvarende har du faktisk været ret god til at gætte, derfor har jeg tit opfattet den slags spørgsmål som retoriske, som jeg ikke behøvede at svare på.
Det jeg skrev om salaten ville jeg anse for en unødvendig oplysning; det er måske netop den slags du gerne vil have med, jeg må vidst øve mig i det, tit orker jeg bare ikke andet end at tage det allermest nødvendige med når jeg skriver. Om jeg er parat til at være så konkret som du ønsker véd jeg ikke selv, men du er velkommen til at spørge. KH Helle8

Helle8

Kære Helene
Her får du lidt mere, jeg svarede jo ikke på det hele. Udad til kommer jeg fra en kernefamilie, da jeg fortalte mine søskende om det jeg har været udsat for, kunne de ikke kende det, så jeg var heldigvis eneste offer for overgrebene, som åbenbart kun skete når min krænker og jeg var alene.
Jeg er kontoruddannet og det man kalder alene pige, partnerkærligheden var aldrig gengældt, om det så var fra hans eller min side, en af mine venner bor i nærheden og vi passer på hinanden. Når jeg tænker tilbage havde jeg en del problemstillinger i den sammenhæng, som sikkert også er relateret til overgrebene, f.eks. spørgsmålet om selvværd.
Hvad kan jeg lide? Jeg går noget op i korrekt sprog, rigtig udtale, mange stavefejl i en tekst virker forstyrrende, det er heldigvis ikke et problem i denne tråd, selvfølgelig er der smuttere som kan være tastefejl; at være med også i andre debatter her på ND giver god mening og lidt indhold på en anden måde i hverdagen. Jeg har faktisk en del hobbyer som at læse, skrive, strikke, bage og høre musik, men når jeg ingen energi har, bliver det tit ikke til meget andet end at spille computer. Selv at være amatørmusiker hører til ønsketænkning. Tidligere har jeg nævnt at skrive, digte, tegne eller male: bruge farver, kan virke terapeutisk for mig.
Har du lyst til at fortælle noget mere om dig selv, når nu vi har taget hul på det?
KH Helle8