Tilbagevendende depressioner?

Helle8

Kære Helene
Siden i går har jeg fået 5 point ved at tænke lidt tilbage, det er faktisk de episoder vi taler om i terapien, men vreden har andre navne som ’det er for dårligt’, irriteret, ærgerlig, harm osv.
Nogen overholdt ikke det de lovede, bagefter kunne jeg mærke irritationen, jeg blev urolig og ukoncentreret, men jeg har gjort opmærksom på det, ’skældt ud’ om du vil.

Senere fik jeg det som om jeg skammede mig lidt - over at skælde ud? Ellers kan jeg for tiden pludseligt blive ked af det, ikke finde mig selv, hjerne og hænder ikke er det samme sted osv. Jeg fik et ventet brev det blev jeg glad for, lettet over. KH Helle8

Helene2

Hej Helle

Ja, det vil helt klart være en hjælp hver morgen (og på andre tidspunkter) at sige: 'Jeg vil være et helt menneske og mærke mine ægte følelser'.
Jeg har haft gjort noget helt tilsvarende. Den slags udsagn har en meget kraftfuld virkning.

Du har givetvis helt ret i, at alle dine følelser ligger på vågeblus.
Men er det rimeligt, at du skal nøjes med at åbne nærmest umærkeligt for dine følelser, FORDI det ellers kan provokere andre mennesker (herunder din krænker)? Dine følelser må vel have lov at åbne sig på præcist den måde, der føles rigtig for dig? Hvis det skal føles rigtigt for din krænker og andre, så får du jo nok slet ikke åbnet for noget? At din krænker ikke kan tåle nogle udbrud (selv ikke et nys!) siger jo kun noget om, hvor ekstremt overbelastet hans/hendes nervesystem er. Hvor meget vil du lade det styre og begrænse dine følelser?

Absolut et STORT point til dig over, at du kunne registrere, at en anden bilist havde parkeret hensynsløst og at du blev irriteret over det. Stor sejr :-)
Men hvad gør man så med følelsen, når man ikke kan lade den komme ud i en handling?
Mit forslag er, at du bare registrerer følelsen og giver den stor påskønnelse for, at den kom frem. Det vigtige er ikke, at du skulle handle på følelsen – det vigtige er helt klart, at du kunne tillade, at følelsen blev bevidst, så du fik lov at mærke den og relatere den direkte til en bestemt adfærd: Bilisten var 'hensynsløs'. Altså fokus på personenen. Andres hensynsløshed kan altså gøre dig vred/irriteret. Du har altså lært noget nyt om dig selv.
Det er faktisk endnu større, at den kom i en situation, hvor du ikke kunne handle, for det viser, at du også var parat til at mærke, at du engang imellem ikke kan gøre noget i en situation men godt kan føle noget alligevel. Det viser dig, at du ikke er nødt til at gøre dig følelsesløs, fordi du ikke kan handle på følelsen. Du kunne rumme følelsen alligevel.
Faktisk kan du måske takke bilisten for hans parkering. Han gav dig jo en gave præcist, da du havde brug for den: Hans parkering var årsag til, at du kom i kontakt med din irritation netop nu, hvor du arbejder med at finde din vrede. Den bilist var faktisk årsag til, at du scorede et stort point.

Efterfølgende har du fået flere point og kan nu definere 'for dårligt', 'irriteret', 'ærgerlig' 'harm' o.s.v. Du kender altså godt nogle af vredens forskellige udtryk.
Jeg ved ikke, om jeg forstår det rigtigt: Du skriver, at du fik gjort opmærksom på det og fik skældt ud. Var det overfor den pågældende person i situationen eller for dig selv, da du huskede det? Uanset er det rigtigt fint, hvis det er noget, du ikke plejer at kunne gøre. Hvis det er din sædvanlige måde at reagere på, så forandrer vreden ingenting.

Bagefter fik du følelsen af skam. Det er meget naturligt, når man aldrig har været vant til at reagere med vrede. Det strider jo imod hele din tankemåde og hele din selvopfattelse og dig i kontakt med vreden er en helt ny måde at være i verden på.
Skammen er faktisk vigtig. Netop ved at mærke skammen over vreden, kan du begynde at forholde dig til, hvor meget du kan blive vred, før du føler skam: Er følelsen af skam rimelig i forhold til hvor meget eller lidt vrede, du gav udtryk for? Er følelsen af skam et udtryk for, at du opførte dig på en måde, du ikke selv bryder dig om? Hvor meget eller hvor lidt vrede kan du tillade dig at udtrykke, før skammen kommer? Har du gjort eller sagt noget, du fortryder, siden du skammer mig? Er skammen realistisk – har du noget at skamme mig over eller var din vrede helt og aldeles rimelig? Føltes vreden som et kontroltab og ikke som kontrol (kontroltab giver ofte følelsen af skam). Findes der andre måder, du kan markere dig på og sige fra på, som ikke giver følelsen af skam? Eller handler det bare om, at du skal vænne dig til denne nye side af dig selv, der har lov at blive vred?

Når man åbner for én følelse, åbner man sig også for den modsatte og den hiver fat i en tredje følelse o.s.v. Alle følelserne hænger sammen på kryds og tværs. Lige nu arbejder du med vreden, så det er klart, at du også mærker, at du bliver mere ked af det. For det der har gjort dig vred har jo ét eller andet sted også gjort dig ked af det.
Både vrede og ked-af-det-hed er en reaktion på afmagt. Hvis man skal kunne slippe afmagten, er det nødvendigt at kunne mærke begge følelser, så man efterhånden kan slippe begge følelser.

KH Helene

Helle8

Kære Helene

Tak, jeg vil dog tro du mener det er urimeligt, hvis jeg åbner langsomt for følelserne af hensyn til andre, det bliver selvfølgelig i mit tempo, som jeg har det nu, passer det nok meget godt, det er muligt følelserne kan accelerere, altså komme hurtigere og hurtigere frem senere. Jeg vil helst blive og være hele mig, ellers ville terapien være spild af tid.
Jeg morede mig over at kunne takke bilisten for at jeg følte vredens spire, det var i hvert fald en begyndelse. Tak for at tage flere aspekter med; når jeg så må rose følelsen for at være der, er det i virkeligheden mig selv jeg giver anerkendelse, jeg bliver glad og mærker mig selv endnu mere lige nu.
Da jeg ’skældte ud’ var det ellers ’ufarligt’ skriftligt overfor den person som for mig er nærmest til at rette fejlen, så det ikke sker igen, hvis det lyder kryptisk er det fordi det hænger sammen med en særlig situation som dog varer et stykke tid, det er jo weekend og vedkommende var ikke på arbejde; desuden måtte jeg reagere på følelsen mens den var ’varm’.
Skammen der senere dukkede op må have været pga. følelsen, normalt kan jeg godt brokke mig (endnu et udtryk for vrede) skriftligt uden at jeg får den efterreaktion, det plejer at være ’meget nervøs for hvordan modtageren reagerer’ og ’hvordan skal jeg så forholde mig til det’ forsvarstanker.
At jeg følte skam over den lille reaktion fortæller mig hvor vanskeligt det var for mig at måtte: få lov til at give udtryk for følelser, lige nu har jeg også følelsen af at gøre noget jeg ikke må. Det er altså forbudt for mig at tale om følelser i det hele taget, jeg gør det alligevel for selvfølgelig må jeg og der sker en masse positivt synes jeg.
Med det har jeg også svaret at det var en rimelig vrede, ikke ude af proportioner, jeg mistede ikke kontrol, jeg må ’bare’ vænne mig til at vreden gerne må være der og at give udtryk for den i det omfang det er muligt for mig.
Da jeg begyndte i terapi havde jeg de første mange gange, samme følelse af at gøre noget jeg ikke måtte, det var helt min egen beslutning, som jeg ikke havde talt med nogen om og derfor havde jeg jo heller ikke fået lov; dertil kommer at mange går stille med dørene om deres psykiske problemer, det er tabubelagt for mange, personligt har jeg det lidt sådan, nu mere fordi alle ikke behøver at vide det hele om mig, her får du alligevel meget mere end normalt, anonymt - af mig.

PS. Det kunne vi passende fejre med rødt kryds i kalenderen, jeg har fornemmelsen af, at dagen bliver et af mine vendepunkter på den lange vej til at blive hel. Tillykke til mig og en stor tak til dig. KH Helle8

Helle8

Kære Helene
Da jeg skrev i går, lagde jeg mærke til at jeg havde følelserne med, jeg blev glad og lidt efter følte jeg at jeg gjorde noget jeg ikke måtte imens jeg fortalte om hvad jeg fik det sådan af, jeg tror det er sket før, her i tråden, normalt kræver det megen koncentration af mig at få følelserne med ud, men jeg kan bedre skriftligt end mundtligt. KH Helle8

Helene2

Hej Helle

Ja, jeg mente, at det er urimeligt, hvis du prøver at åbne langsomt for dine følelser af hensyn til andre mennesker. Faktisk kan den slags ikke gå særligt hurtigt og det må nødvendigvis ske i dit eget tempo, så det handler mere om tankerne – det er vigtigt, at du forbinder langsommeligheden med hensynet til dig selv.

Jeg kan godt høre, at der virkeligt er en positiv udvikling i gang. Det er vigtigt, at du nu mærker følelsen af skam, for så kan du forholde dig til den: Er der virkeligt noget at skamme sig over? Og selvfølgeligt er der ikke det. Du gør jo bare opmærksom på, hvad du føler og det har alle mennesker ret til. Følelsen af skam har ført til, at du kan konstatere, at det er selve det at tale om følelser, der er forbudt. Den store forskel er, at nu hvor du får en anden bevidsthed om det, kan du give dig selv lov. Det er et utroligt vigtigt skridt – at man giver sig selv lov.
Så nu giver du også vreden lov til at være der og skal lige vænne dig til den. Det er jo stort :-)

Kan også se, at du har dine grænser på plads: Du holder ikke tingene skjulte, fordi de er tabu men fordi, det ikke er alle, der skal vide alt om dig.

Så alt i alt begynder det, der tidligere var umuligt nu at blive nye muligheder. Fordi du giver dig selv lov til at gøre noget, der før har været forbudt. Det giver glæde og det er stort. Tillykke :-)

KH Helene

Helle8

Kære Helene

Ja, det virkede ambivalent, at være glad for at blive vred, men sådan var det lidt og noget mere som jeg rigtigt kan sætte ord på, af samme årsag lod jeg være i går.
Uh, her kommer en føljeton: det problem jeg omtalte forleden var endnu ikke helt løst tilfredsstillende, men på vej for at tale med vedkommende, fik jeg besked om at der var netop løsning som jeg havde brug for.
Inden havde jeg som jeg plejer, tænkt over hvad og hvordan jeg kunne sige det. Hvorfor var det uh? Fordi jeg mærkede en større vrede end før, som jeg ikke fik brug for at give udtryk, afløb for; jeg roste den lidt og glemte den, da jeg kunne gå i gang med noget andet.

Grænser, du er god til at kæde ting og begreber sammen så jeg kan se de nye aspekter, muligheder i horisonten. Mine grænser på plads? Jeg tror der går et godt stykke tid inden det sker, lige nu er det mest som en meget tynd stiplet linie.
KH Helle8

Helle8

Kære Helene
Her kommer lige noget andet end vrede. Et af mine tidligere spørgsmål lignede dette: Hvad nærer man hvornår, krop, sind psyke ånd? Svaret er ikke en ting alene, man nærer mere eller mindre det hele – hænger jo sammen som menneske. Det kan illustreres med en cirkel inddelt som en kage, hvor stort et stykke vil du have?
Når jeg går til træning er kroppen det største stykke, når jeg har terapi er det psyken, når jeg går i kirke er det ånden. Sindet følger med og bliver påvirket af hvem man møder, taler med og hvad man taler om, det vil præge en i det omfang man selv ønsker og er klar til, under for udsætning af frivillighed, altså selvfølgelig ikke når man udsættes for vold. KH Helle8

Helle8

Kære Helene
I disse dage synes jeg det går meget ustabilt, diffuse følelser dukker op og forsvinder igen, det er svært at beskrive i detaljer. Jeg ville ellers gerne sætte flere ord på men det er ikke lykkedes endnu.
Sammen med andre kan jeg føle at jeg bliver hevet i to forskellige retninger; min virkelighed, som ikke ret mange kender er anderledes end deres, kun en af mine venner har tilsvarende traumer. Jeg fik tanken om at være spaltet til atomer.
KH Helle8

Helle8

Kære Helene
Der er åbenbart problemer med forbindelsen, jeg håber det snart er i orden igen.
I dag er jeg nærmest trist, måske søvnproblemer, måske pga. varmen…
Nå men jeg er ekstremt meget oppe i hovedet, har mange bolde i luften, intet under at jeg taber ting ud af hænderne, det er sikkert også derfor jeg oplever de diffuse følelser, som mest er de negative.
Jeg har fået en opdateret diagnose på den fysiske sygdom som er en følge af overgrebene, der er mange ting som må nytænkes og kroppen må have lidt ekstra opmærksomhed.
Det er faktisk sket to gange, at jeg kunne være blevet vred, men jeg blev det ikke, det er nok svært for mig at være både trist og vred, desuden var jeg lidt forberedt på den ene episode, jeg tror det kan få en til at være vred, hvis man bliver overrasket eller forskrækket; det får jo små børn til at græde. KH Helle8

Helene2

Hej Helle

Jeg fik den tanke, at når du skriver, at der er problemer med forbindelsen, mener du så i virkeligheden, at det er længe siden, at jeg har skrevet? Eller mener du rent faktisk, at der er problemer med din internetforbindelse?

Her kommer så samlet svar på det forskellige, så det er lidt blandet.

Ja, det kan virke ambivalent eller paradoksalt, at man kan føle glæde over at blive vred. Men egentligt ikke så mærkeligt: Hele livet har man måtte undertrykke en livsnødvendig del af sig selv. Man har levet med et forbud om at føle og reagere på netop den følelse, der er en forudsætning for at kunne forsvare og beskytte sig selv og som faktisk også er en forudsætning for at føle glæde – og så får man endeligt lov til det :-) Dét er i høj grad en glæde :-)

Det tager tid, før man kan begynde tydeligt at mærke sine grænser og før man dernæst bliver i stand til at reagere på dem på en tilfredsstillende måde. Det er for mange et livslangt arbejde. Og det er ikke kun, når man er traumatiseret – langt de fleste mennesker har problemer med grænsesætning. Så at du mærker en tynd stiplet linie, er faktisk ikke så ringe endda :-)

Jeg kan sagtens følge dine betragtninger i det du skriver om, hvordan og hvornår man nærer krop, sind, psyke, ånd. Det kan der skrives meget om, men den korte version er, at det ikke kan adskilles, for alt næres af kærlighed. Sjælen ER selve kærligheden og den næres af alle kærlige handlinger, tanker og følelser. Det gør krop og sind også. Desværre sker der mange ukærlige handlinger her på jorden og de påvirker os, så vi selv bliver ukærlige (hvad enten det er overfor andre eller overfor os selv). Derved mister vi kontakten til vores sjæl, mærker ikke længere os selv, kan ikke længere stå inde for os selv og enten forstår vi ikke vores egne følesler eller føler os ikke ansvarlige for dem. Når man ikke mærker sin sjæl, sker der en fremmedgørelse.
Alle følelser optræder parvis, fordi de er forudsætninger for hinanden. Kun én ting optræder alene over alt andet: Den ubetingede (ikke personificerede) kærlighed. En proces som den du og jeg er igennem, kan bruges til at finde vej tilbage til den essentielle kærlighed i os selv - vores egen sjæl.

I indlægget i går skrev du, at der dukkede diffuse følelser op, som du ikke kunne beskrive. Nogle gange er det vigtigste bare at registrere følelserne og tillade dem at være der. Når tiden er til det, skal de nok dukke op i en tydeligere form, så du kan få defineret, hvad det er for følelser.

Du skriver om andres virkelighed kontra din egen virkelighed – der oftest er meget forskellige. Det giver dig oplevelsen af at blive hevet i to forskellige retninger. Det kender jeg så udmærket.
Derfor er det så ektremt vigtigt, at man (også) taler med nogen, der forstår éns virkelighed. Hvis man føler, at alle andre har en anden virkelighed end én selv, så kan man frygte at være blevet skør (det sker for mange børn, der vokser op i dysfunktionelle familier). Man har brug for nogen, man kan finde genkendelse hos og spejle sig i.

I indlægget i dag skriver du, at det er svært både at være trist og vred samtidigt, så du blev ikke vred, selvom du kunne være blevet det. Det synes jeg faktisk lyder positivt. Det er vigtigt at komme ind til tristheden, der ligger bag vreden. Det er klart, at det er en fordel, at du var forberedt på den ene episode. Når der sker noget, man er uforberedt på, så er det, at man ryger ud i forsvarsmekanismerne, hvad enten det er at blive vred, blive ked af det eller fryse fast.

Det er rigtigt godt med noget ekstra, positiv opmærksomhed. Det lyder som om, du trænger til det med alt det der sker og alle de følelser, der kommer op til overfladen nu.

KH Helene