Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg vover det ene øje med en ny vinkel på utroskab.
København er oversvømmet med prostituerede de kommer i tusindvis fra østeuropa, de betjener gennemsnitligt ca. 10-15 kunder (mænd) pr. dag.
Hvem tror I disse mænd er?
Er det kun enlige mænd, eller mænd med sure koner?
Tror I der er så mange mænd der blot søger bekræftelse?
Jeg skriver ikke for at provokere, men fordi jeg undrer mig.
Mit indlæg - ovenstående - var jo primært til trådstarter, Krebsen, men her vil jeg give mit bud på dit indlæg, for jo jeg undrer mig da også. Jeg tror rigtigt mange parforhold i løbet af et antal år kommer ind i en "trummerum" uden liv og gnist. Man får børn og de suger saft og kraft ud af forholdet. I alt det praktiske arbejde med job, børnepasning, tøjvask, børnenes interesser, legekammerater og "you name it", så glemmer de voksne hinanden, og når så børnene er blevet så store at de ikke kræver 100% opmærsomhed, så sidder forældrene der og siger "hvem pokker er du", og her tror jeg vi kvinder har den store fejl, for det er os, der i vores iver for at være gode mødre, fuldstændig glemmer vores mand. Vi bliver MOR og glemmer at være HUSTRU. Vi har fuldstændig glemt at fastholde det, vi startede vores samliv med; opmærksomhed, interesse for hinandens liv osv. Vi udvikler os jo gennem hele livet, og hvis ikke vi hele tiden husker at udvikle os sammen, ja, så udvikler vi os hver for sig.
Der findes vist også prostituerede for kvinder, men det er jo primært for mænd, og det er vel fordi der findes mange - rigtigt mange - mænd, der føler sig oversete hjemme, vel egentlig kun er skaffedyr; ja, så er det vel fristende at bruge nogle penge på noget uforpligtende sjov. Jeg ved også, at der findes mange, der har nogle lidt specielle fantasier omkring seksualitet, som de gerne vil afprøve, og enten tør de ikke sige det hjemme, eller også er de blevet afvist; og der har mændene det lidt nemmere, for de har lettere ved at finde en prostitueret end kvinder har. Ja, som kvinde har jeg da heldigvis aldrig haft brug for at finde en prostitueret, jeg ville ikke ane, hvor jeg skulle begynde at lede :-)
Ja, det var bare min hjemmefilosofi - og nej, jeg behøver ikke at få råd om, hvor jeg skal lede :-) :-)
Tak for dit lange udførlige svar.
Jeg har gjort mig de samme tanker som dig.
Men alligevel er det et utroligt stort antal mænd det drejer sig om.
Hvordan kan de få sig til det, tænk hvilken risiko de løber for alvorlige sygdomme m.m.
Jeg har set mænd i store dyre biler samle helt unge skæve, stofpåvirkede piger op.
Mange af dem har sikkert en kone derhjemme, jeg tror ikke at hun forestiller sig, at netop hendes mand kan handle sådan.
Jeg ved da godt, at der også er sextilbud til kvinder mod betaling. Men det foregår så vidt jeg er orienteret ikke i fuld offentlighed.
Ja, vi kan vist hurtigt blive enige. Jeg kan et eller andet sted følge, at en mand kan blive fristet af at tage på en massageklinik og møde en eller anden lækker, smækker flot pige og blive betjent, men ham der samler et nærmest bevidstløst narkovrag op - ja, det fatter jeg ikke.
Stakkels pige, siger jeg.
Og sygdomme - ja, der må da virkelig være mænd, der er langt ude, hvis de føler sig fristede af den slags udnyttelse af disse piger, der jo har et frygteligt liv. Men - det er vist en hel anden debat.
Tak for dit svar, som jeg har læst og forstået. Mit problem lige pt er at jeg har VALGT at blive hos min mand. Ikke KUN pga. min søn men det spiller ind... Det jeg ikke ved, er om jeg har måske fortryder og spilder nogle år på det... Jeg føler jeg er nødt til at tage chancen, for jeg tror det er nemmere at fortryde at blive sammen end at gå fra hinanden og fortryde det..??
Så kan det godt være jeg sidder om nogle år og tænker, øv det skulle jeg aldrig have gjort,men det er jeg nødt til at prøve af.
Det jeg er allermest bange for er nok at han gør det igen.. og jeg skal samme nedtur igennem en gang til. Det føler jeg ikke jeg fysisk eller psykisk kan klare.Min krop har været udsat for alt for meget stress igennem de sidste 9 måneder.
Problemet er nok mest at han ikke ønsker at gøre mig tryg... han vil simpelthen ikke tale mere om det. Det kan jeg næsten ikke klare.
Naturligvis respekterer jeg dit valg; der er ikke andre end dig, der kan vælge i den situation.
Min eksmand ville heller ikke tale om tingene, og det var voldsomt belastende. Jeg synes, din mand faktisk sætter dig i en frygtelig situation. Er han egentlig klar over det?
Hvis jeg skal foreslå dig mere, så synes jeg, du skal kræve af din mand, at I får talt sammen, måske ikke om hans utroskab,- som han sikkert ikke orker at snakke mere om - men om jeres forhold.
Hvad vil han med dig? Hvilken respekt forventer han fra din side? Hvordan forestiller han sig den er - og vil være fremover? Hvilken respekt giver han dig? Finder han det rimeligt, at du har svært ved at stole på, at han overholder aftaler? Hvad vil han gøre for, at du finder tilliden igen?
Det kan godt være, at det kun er en, der vil ødelægge et forhold, men der skal være to til at bibeholde det.
Jeg vil gerne "tale" med dig, hvis du har behov for det.
Jeg håber virkelig for dig, at I finder ud af det.
Mange varme tanker
Lotte123
Vi vælger selv vores liv - og det gør du også. Jeg har været, hvor du er, selv om jeg brugte nogle andre indgangvinkler. Hvis ikke du kan forlange en samtale om jeres liv, så må du tage debatten med dig selv. Er det det, du vil bruge de næste 14 dage, 10,20 eller 30 år på? Hver gang han går ud ad døren, vil du spekulere på, om det er til en anden favn - kan du holde til det?
For din egen skyld skulle du prøve at sige til ham "Jeg kan ikke holde til det her, jeg vil skilles!" Det vil være en satsning, for der vil du finde ud af, om han vil dig eller ej. Hvis han uden videre går med til det, har du dit svar; han vil ikke dig, bliver kun for nemheds skyld, og hvad er der så for dig at kæmpe for?
På den anden side, kan det også være, at han hidtil har betragtet dig som en selvfølge, han ikke behøver slås for, bliver forskrækket og måske vågner.
Du må finde ud af, hvor han er i jeres forhold, og det gør du ikke ved at gå som katten om den varme grød.
Jeg ved det, jeg ved det.. Jeg havde også umådeligt svært ved at tage konfrontationen, men jeg lover dig, da den var taget, så bredte der sig en lettelse, som er helt ubeskrivelig. Du skrev på et tidspunkt i debatten, at du også er bange for at du aldrig møder en ny mand. Det er slet, slet ikke der, du skal starte. Jeg troede, at nu skulle jeg ud og have ”frit valg på alle hylder”, men jeg glemte, at jeg havde brug for ro til mit eget liv, finde mig selv, finde ud af at jeg godt kunne klare mig selv, og først da det var på plads, havde jeg kræfterne og overskuddet til et nyt forhold, hvor jeg slet ikke var i tvivl om, hvad jeg jeg ville finde mig og især hvad jeg ikke ville finde mig i. Det ser ud til at din mand har brugt – og bruger - dig som dørmåtte. Det er vel ikke det, du vil igen? .
Prøv at tænke igennem om du, din søn, og for den sags skyld også din mand ikke fortjener noget bedre end det totalt opslidende samliv. Det lyser jo langt væk af det, du skriver, at du har det så dårligt. Du kan ikke have meget overskud til positivitet, glæde. Og så er jeg tilbage ved mit udgangspunkt – det er ikke måden at tage hensyn til din søn på.
Jeg ”snakker” gerne videre med dig – også selv om du eventuelt ikke er enig og tager et andet valg.
Det vil jeg til en hver tid respektere. Jeg forstår faktisk om nogen, hvor du er nu og hvor svært, det er for dig. Mit største ønske for dig lige nu, vil da være, at hvis du tager konfrontationen, og han bliver bange og vågner op – det ville da være lykken. På den anden side, tror jeg ikke, han vågner, hvis ikke du gør det.
Knus knus og varme tanker
Lotte
prøvede at tale med ham i går om hvad det er jeg har brug for, men han VIL IKKE tale mere om det. Det er UDELUKKET. Jeg var så tæt på at bede ham gå sin vej så...
Trods mine tårer så får jeg ingen omsorg at mærke på det her område.. Vi skal leve livet videre som før siger han. Kan han for fanden ikke forstå at det KAN bare IKKE lade sig gøre med det der ligesom er sket..
På en måde ønsker jeg ikke at blive sammen på denne måde og på den anden side ønsker jeg ikke at blive alene..
FUCK FUCK FUCK - HVORFOR kommet svaret ikke bare til mig!!! Og så lever enten MED det eller UDEN det.
Er småsyg, så derfor tonser jeg lidt rundt på siderne i dag.
Nu bliver jeg nødt til at være sarkastisk. Hvordan i alverden kan I to sidde og blive enige om en så stor beslutning som at sælge et hus og købe et andet??? Tror I virkelig at en flytning løser jeres problemer??? Det var dog det mest tåbelige at bruge kræfter på, når I har det, som I har det. Ja, undskyld.
Husk lige ejendomsmarkedet, få solgt før I skriver under på en ny slutseddel, ellers kan I nemt komme ud og svømme økonomisk, og så er det da helt sikkert at det hele vælter, og mere voldsomt end nu, det kan du vel ikke holde til?
Men for mig at se, er I lige gode til at være konfliktsky. Jeg tror ikke, du satte tingene skarpt op i går, og forlangte samtale om skilsmisse, vel??
Jeg fik i sin tid et råd fra min tidligere svigermor, og det vil jeg så give videre til dig. Jeg kunne ikke bruge det, men et eller andet sted, kan det være, du kan:
"Smil og vær glad, så går det hele.!"
Underforstået find dig i det liv, du har, eller gør noget ved det; der er ikke nogen, der gør det for dig.
Nej, der kommer ikke bare et svar svævende, du skal selv gøre noget.
Hvis du vælger at blive, og det ser jeg, du nok gør, og primært fordi, du er bange for at blive alene(???), så er du nødt til at acceptere din mand, som han er, elske ham som han er, blive tilfreds med livet, som du har det. Det er det valg, du så skal tage. Hvis du kan lære at bide din utilfredshed i dig, bare smile og være sød, ligegyldigt hvad du bliver budt,også at han måske morer sig lidt for sig selv, ja, så kan det da godt være, du får en glad og tilfreds mand, og det kan endda ende med, at du også bliver det, hvis bare du indretter dig efter ham.
Enten tager du en kontant beslutning, eller også finder du dig i det.
Kæreste, du er ved at gå i selvsving i din selvmedlidenhed, jeg føler stadig med dig, jeg respekterer dig og dine valg, men prøv lige at mærke efter i dine proportioner.
Undskyld, undskyld, men har du ikke lige brug for at komme ned på jorden???
Jeg er stadig "på" i forhold til dig, for du har bestemt brug for at "snakke", men jeg tror ikke du udelukkende har brug for, at få at vide, at det hele er så synd for dig - det kan du nemlig ikke bruge til noget.
Varmt knus
Lotte